Dick Clark 1929-2012

Kommentarer slået fra

En institution i showbiz, en levende legende, et underholdningsikon – fortsæt selv listen, Dick Clark matchede de fleste betegnelser. Nu meldes han død, 82 år gammel. I noget nær en evighed, fra 1956 til 1989, var han vært og producer for ABC-showet American Bandstand, kyst-til-kyst-programmet, der blev flere generationer af amerikanske teenageres tv-portal til popmusik.

Clark fik, på et tidspunkt, hvor Mylle gik i folkeskolen, prædikatet “verdens ældste teenager”, og lignede sit publikum, indtil poppen blev til beat i midten af 60′erne. Clark opretholdt dog sit image med slips, skilning og perletandssmil uanset de vildmænd, han fik til at optræde. Listen over medvirkende er så lang og varieret som rockhistorien. Alene i åbningssæsonen fik Clark besøg af Paul Anka, Chuck Berry, Sam Cooke, Bobby Darin, The Del-Vikings, The Diamonds, Buddy Holly, Johnny Mathis, Simon & Garfunkel, som da hed Tom & Jerry, Andy Williams og Jackie Wilson. Kun The Beatles nåede ikke at optræde live i hans program. Dem snuppede Ed Sullivan.

American Bandstand blev i mange år sendt om eftermiddagen på hverdagen, lidt som Efter skoletid, bare på tv med al den effekt dét havde. Clark var en venlig, høflig mand, og det var afgjort et familieprogram, hvad der fik konceptet til at tage sig mærkeligt ud i de år, hvor gæsterne var potentielle samfundsomstyrtere. I hvert fald i egen indbildning. Dick Clark smilede altid, som om han vidste bedre, men som han sagde: “It’s got a good beat and you can dance to it”.

Og så var det hele endda ved at ende for Clark, før det var begyndt. I 1959 begyndte den såkaldte payola-skandale at rulle – kun kort tid efter at der var blevet afsløret fusk i diverse tv-quizzer. Clarks ældre kollega, Alan Freed, indrømmede, at han nok havde taget sig betalt for at spille visse plader mere end andre, og kunstnere stod frem og fortalte, at de havde betalt for at komme til at optræde i Freeds shows. En praksis, der var så hævdvunden, at de involeverede bildte sig ind, at den var lovlig.

En anden indtjeningsmulighed for pladevendere og tv-værter var at blive medforfattere til tidens potentielle hits. Altså pro forma. At få en halv- eller kvartpart i ophavsretten lugtede ikke så grimt som at få penge under bordet for at spille den pågældende plade.

Payola-høringerne afdækkede, at Dick Clark havde været mindst lige så entreprenant som Freed i den henseende. Clark viste sig at stå som medkomponist til mere end 15o sange, og han havde investeret ret lukrativt i 33 musikforlag og pladeselskaber.

I modsætning til den antiautoritære Freed gjorde Clark et angrende, troværdigt indtryk i vidneskranken foran Kongressens undersøgelseskomite. Da Clark samtidig forsikrede, at han spejderagtigt var ved at afvikle sine interesser, slap han med skrækken og formanende ord fra komiteens formand, der fandt, at den potentielle delingkvent så ud som “a fine, young man”. Og konkluderede: ”I don’t think you’re the inventor of the system, I think you’re the product.”

Sideløbende med American Bandstand, som han selv producerede, var Clark økonomisk og personligt involveret i en række shows, både i tv og radio. Og da han ikke var kostforagter, endte han med at blive mangemillionær. Han var de senere år, indtil sit første hjertetilfælde i 2004, også vært ved skønhedskonkurrencer som Miss USA, og i mange år var Clark en tilbagevendende og elsket nytårstradition med tv-showet New Year’s Rocking Eve. En tilbagevendende gimmick i showet var Clarks nedtælling til midnat.

Nu er han talt ud, men Dick Clark går over i kulturhistorien som en af de første mediefolk, der erkendte, at “rock and roll is here to stay”, og teenagere ikke bare var et forældreplagsomt overgangsfænomen, men i den grad skulle udstikke kursen for fremtidens forbrugersamfund.

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top