Erik Moseholm 1930-2012

Det virker naturstridigt, men Erik Moseholm er død, 82 år gammel. Hans vitalitet, engagement og modsigelyst virkede ellers, som om den ville vare evigt.

Denne blogger var senest i kontakt med Moseholm, da jeg researchede min Beatles-bog, Yeah Yeah Yeah. Moseholm havde på selve dagen for Beatles-koncerten i København i en kronik i Politiken spurgt “Kan De li’ Beatles?” Her gik han, dengang 34 og tidligere Årets Jazzmusiker, op imod tidens forargelse og roste The Beatles for at stå ved deres egen musik. Til gengæld lovede han tidens unge, at når de var færdige med The Beatles, ja, så var der så meget mere musikalsk rigdom at hente i jazzen…

Samme dag, fortalte Moseholm mig, ringede det på hans dør kl. 9.45. Udenfor stod et postbud med datidens mail, et telegram. Det var fra Poul Henningsen. Han skrev: “Efter den kronik kan man både dø roligt og kæmpe glad videre. Cognac følger.”

Moseholm holdt hele livet fast i sit jazzmusikalske udgangspunkt og virke – både som bassist og komponist, men han slog ørerne ud og endte i DR-regi som programansvarlig for netop beatmusikken, som han journalistisk behandlede som andet end tidsfordrivende pop.

Han gav rocken dens eget radiomagasin, Beatforum, i 1966, og varetog siden i syv fede år en ugentlig P3-udsendelse med livetransmissioner af aktuelle bands. Og blev dermed stifter af den dokumentariske samling af livemusik, som radioen siden optog, transmitterede og videreudviklede til international standard, men som DR i dag ikke skønner hører ind under public service-forpligtelserne.

Han søgte tidligt indflydelse, hans kritikere kaldte det magt. Han blev med sin næse for det kulturpolitiske hierarki og blikket for de offentlige tilskudsmuligheder tit en torn i øjet på de gamle hippier, der troede det hele lod sig klare i den der rundkredsdemokrati, hvor den stærkeste alligevel endte med at vinde. Moseholm erkendte, at for at drage nytte af de politiske organisationer måtte ‘miljøet’ selv skabe nogle. Han var primus motor i etableringen af bl.a. Fajabefa og DJFBA, og var også myreaktiv på det internordiske plan.

Han tillod dog aldrig at lade musikeren Erik Moseholm at blive overdøvet af administratoren og musikpolitikeren af samme navn. Og hans pionerindsats med Radiojazzgruppen og Radioens Big Band var med til at grundlægge begge ensemblers niveau og ry. Sideløbende og på kryds og tværs, for Erik hang det hele sammen, arbejdede han desuden praktisk og aktivt på at fremme den grænseløse europæiske musiksamtale. I en årrække var han leder af European Jazz Youth Orchestra.

Ungdommen mistede han aldrig kontakten til, hverken den inden i ham selv eller de, der skulle føre stafetten videre. Fra 1992 og fem år frem var han således rektor for Rytmisk Musikkonservatorium.

Sammen med hustruen, skuespilleren Vigga Bro, var han med til at forny historiefortællingen. Få havde så musikalsk og mangfoldig en historie at fortælle som Erik Moseholm.

De laver ikke hans slags længere.

PR-foto: Ingrid Bugge

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK