Frank Barsalona – koncertturneens genopfinder død

Han lignede ikke en rockstjerne, turnearrangøren og manageren Frank Barsalona, som er død, 74 år. Men han fik rockmusikere til at skinne som stjerner.

Det vrimler ikke ligefrem med ikke-musikere i Rockens Hall of Fame, men Barsalona virkede som et populært og oplagt valg, da hans ven Steven Van Zandt i 2005 begrundede, hvorfor en købmand nu skulle indlemmes sammen med kunstnere.

Da den country-glade søn af en buschauffør i starten af 60′erne blev ansat som assistent i talentagenturet, General Artists Corporation, var en af hans første opgaver at klare logistikken i forbindelse med The Beatles’ første amerikanske turne. Sid Bernstein fik æren, men beatlerne sagde Barsalonas navn videre til Rolling Stones som igen sagde det videre til Jimi Hendrix og The Who, som sagde det videre til Led Zeppelin. Da havde Barsalonas nystartede firma, Premier Talent, markeret sig som nytænkende og i øjenhøjde med kunderne, læs: rockmusikerne.

Barsalonas måde at gentænke koncerter og turneer på revolutionerede branchen. Som van Zandt sagde i 2005, så indså Barsalona, at “what’s most important in this new era is how good a band is live.”

Det var en radikal tanke. På det tidspunkt rangerede rock- og popkoncerter i underholdningshierarkiet “lavere end rodeo,” huskede Barsalona. Man sendte kun en kunstner på turne, når vedkommende havde et hit og da kun for at få dét til at sælge endnu mere. Hittet var med andre ord vigtigere end den, der sang det.

Frank Barsalona så koncertturneer som noget i sig selv. Han sagde, for igen at citere Little Stevie: “Before the hits before the records, before the radio, let’s have the band be good live first. And he proved the point over and over with bands like the Who, and Jeff Beck Group, and Led Zeppelin, and the Jimi Hendrix Experience, and Bruce Springsteen and the E-Street Band, and the Ramones, and the Clash, and the Pretenders, and U2, and Van Halen, and on and on and on and on.  You gotta be great live first.  And that combination created something that allowed the industry to breathe for a minute.  It wasn’t gonna be just about short-term gain anymore.”

Væk med kortsigtethed, svindleriske byfestarrangører og brugtvognshandlere. Og pakketure, hvor de deltagende kunstnere fik en halv time hver (tænk hvis Beatles var blevet udfordret som liveband og var blevet bedt om at spille to timer…). Ind kom et samarbejde mellem koncertarrangøren og kunstneren, som de facto reducerede kunstnerens afhængighed af pladeselskabets luner og plademarkedets skiftende konjunkturer. Samtidig sikrede de store indtjeninger, at det at gå til koncert blev noget i sig selv. Investeringen i og eskaleringen af scenografi og lignende havde ikke været mulig efter den gamle model. At koncertkulturen så kom til at lyde af uhelbredelig elefantiasis, kan man vanskeligt bebrejde Frank Barsalona, men det var en uudryddelig sideeffekt, der gjorde ham og hans kunder rige.

Trods alt så Frank Barsalona i sin tid rigtigt. Det kan man se den dag i dag, hvor kunstnerne jo faktisk sælger langt flere koncertbilletter end de sælger plader.

Ukrediteret privatfoto lånt herfra.

Rolling Stone har ladet Steven van Zandt skrive nekrologen.