Johnny Otis 1921-2012

Kommentarer slået fra

I sidste uge blev Etta James i nekrologer berømmet for sin måde at forbinde blues og soul på. Tre dage tidligere døde manden, der som den første hørte hendes potentiale og som i 1955 producerede ’Roll With Me, Henry’, singlen, der blev et gennembrud for den 15-årige Etta James i vokalgruppen The Peaches. Johnny Otis blev 90 år og døde i Californien i et hjem, prydet med billeder, plakater og guldplader fra et langt liv, tilegnet musikken.

Kapelmesteren, produceren, trommeslageren, vibrafonisten, pianisten, sangeren og komponisten Johnny Otis var af græsk afstamning. Han var født Ioannis Veliotes. Det lød ligesom ikke helt så autentisk som Johnny Otis, der tidligt blev besat af afro-amerikansk kultur i almindelighed og jazz og blues i særdeleshed. Som han senere sagde: »Genetisk er jeg græsk helt igennem, men jeg har psykologisk, kulturelt og miljømæssigt valgt at være en del af det sorte samfund…«

Som trommeslager slog han sig i fyrrerne frem i rækkerne i det konkurrencemindede bigband-miljø i Los Angeles. Som medlem af Harlan Leonard’s Rockets blev han efterspurgt for sit akkompagnement af aktuelle rhythm & blues-navne som Wynonie Harris og Charles Brown. Både på scenen og på plader.

Otis etablerede sin egen klub og fik en pladekontrakt. Han var et øjeblikkeligt hit. Alene i 1949 havde han tre hitlistetoppere på R & B-listen, men kunne ikke holde momentum. Måske fordi han i stigende grad blev indfanget af glæden ved at opdage og forme uprøvede talenter. I sin notesbog fik han, udover Etta James, sat krydser ud for senere stjerner som Esther Phillips, Jackie Wilson, Hank Ballard samt Big Mama Thornton, hvis originalindspilning af det senere Elvis-hit ’Hound Dog’ Otis og hans orkester forestod.

Da rock ’n’ roll-bølgen tog fart i midten af 50’erne, fik Johnny Otis ny vind i sejlene som solist – og lød som hvis den stilbeslægtede Leo Mathisen i sin tid havde kunnet indspille med et rockband. Otis’ kendteste sang, ’Willie and The Hand Jive’, blev et hit to gange. Først med ham selv (YouTube-link) og senere, da Eric Clapton genindspillede nummeret i 1974.

Den første tv-guldalder eksponerede Otis som vært for hans eget show, der samtidig tjente som affyringsrampe for en del af de navne, han protegerede og producerede. Et af dem var hans egen søn, Shuggie, som i 70’erne skulle skabe sig et navn som en vital guitarist og sanger, medens faderen med succes gik ind i fødevareindustrien.

I 1994 blev Johnny Otis (Wiki-link) optaget i rockens Hall of Fame. Den traditionelle begrundelsestale blev holdt af Etta James. Hun ledte ikke efter ordene.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top