K.B. Hallen in memoriam

6 Comments

Herrestengud, det er jo bare en gammel hal, blev jeg ved med at sige til mig selv på vej ud til DR Byen. DR Nyheder havde hidkaldt mig for at tale i et par sekunder om K.B. Hallen og dens betydning. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne have talt i flere timer. Med røg i øjnene eller er det tårer?

For der er grund til vemod nu, hvor hallen på Peter Bangs Vej lige så stille ulmer ud efter at have brændt med en spektakulær glød, der svarer til alle de begivenheder, den har lagt hus til siden Christian X indviede den i 1938.

Jeg så af gode grunde aldrig hverken Louis Armstrong, Duke Ellington, Gigli, Winston Churchill eller dengang en ung sadelmager ved navn Ib Jensen uden at ane, hvad han havde gang, indviede hovedstadsungdommen i rock & roll i 1956.

Derimod var jeg der, da Pete Townshend lagde grunden til sin tinnittus. Før det havde jeg været der, da The Beatles – forgæves – forsøgte at overdøve den effekt, de havde på de danske piger i juni 1964. Og to år senere, der virkede som et lysår, definerede Bob Dylan og det, der blev til The Band, moderne rock lige for ørerne og øjnene af os uden at vi anede, hvad der foregik. Vi kunne bare ikke undgå at mærke det, Mr. Jones.

K.B. Hallen var også stedet, hvor vi nød hvirvelvindshåndbolden fra Jørgen P. og de andre i HG, datidens svar på AG København. Eller Schneekloths navnkundige målmand, Bent Mortensen. Eller Efterslægtens møver, Arne Andersen. Eller Gullfoss-keeperen Jørgen Brahtz, når han lagde brillerne, før han brillerede med at tage endnu et straffekast. Eller, eller, eller…

Det var også i K.B. Hallen, at Pink Floyd opførte rene lydmalerier med raslende kæder og døre, der smækkede. Og her Jimi Hendrix gennembrud lydmuren for en af de sidste gange. For nu ikke at glemme en meget mindeværdig koncert med Stephen Stills’ Manassas.

På det personlige plan, som det hedder, husker jeg afdansningsballer, firmafodboldstævner, juniorhåndboldmesterskaber og den berusende aften i 1971, hvor det band, jeg var sangtekstskrivende femte medlem af, varmede op for Deep Purple 14. november 1970. Formedelst 500 kr. spillede vi i over en time og havde til lejligheden allieret os med et skolekor. Vi fik salen i vores hule hånd. Vi måtte dog siden løsne grebet, da Roger Glover trådte på bas-pedalen og fik ‘Speed King’ til at accelerere.

Heavymetallisterne blev i hallen og bliver nu hjemløse, men resten af rocken voksede sig for stor. Den flyttede til udsteder som Brøndby Hallen og den usalige Valbyhal. Det blev aldrig det samme.

Det kræver nemlig omgivelser, der emmer af historie, for at kunne skrive historie. Det gjorde K.B. Hallen mere end en gang. Nu er den selv historie.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

6 Comments

  1. comment-avatar
    Torben Bille28. september 2011 - 19:54

    Og endnu federe koncert!

  2. comment-avatar
    claus129. september 2011 - 08:39

    Ja Paw … det er da en for fed plakat! Og så var der fuld skrue i 6 timer til langt ud på natten, med garanteret det bedste pigtråd … gid jeg havde været der…!

  3. comment-avatar
    claus129. september 2011 - 08:41

    Hvad år er det fra … 65? 66?

  4. comment-avatar
    Torben29. september 2011 - 09:02

    1965. Og bemærk detaljen: Gruppen bestod tilsyneladende af to gange Townshend, en Daltrey og en Moon. The Who var hvem som helst dengang.

  5. comment-avatar
    claus129. september 2011 - 11:54

    1965 … ja tænkte det nok, udfra plakaten at dømme – det er i al fald et billede fra starten, de er meget unge … og ja, hvor er John Entwistle? Hehe…

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top