Laus Bengtsson 1937-2012

1 Comment

Laus Bengtsson var en af de første, der fik nudansk ind i rockordbogen. Nu er han død, 74 år gammel, men hver gang jeg hører en af de sange, han skrev, griber jeg mig selv i at savne hans poetiske musikalitet i tidens sproglige mainstreamforfladigelse.

»Den vise rockpoet« står der i dødsannoncen. Og han havde, takket være sin alder, lidt mere livserfaring end de fleste, da han via en bagdør på et reklamebureau kom ind i 60’ernes pulserende beatmiljø. På bureauet arbejdede nemlig også Leif Roden. Som tekstforfattere havde de efter sigende en finger med ved tilblivelsen af det udødelige slogan, »Spies, rejs og vær glad«.

Ud at rejse kom Bengtsson i hvert fald. Med musikken. Og han tog os andre med. Som noget mere end tekstforfatter var han i 1969 med til at gøre Alrune Rods debutalbum til et af de tidligste og mest slidstærke eksempler på dansk beatmusik. Han tog os ud på Natskyggevej, hvor vi frydefuldt gysende tog hinandens hænder i nattemørkets muligheder. Man behøvede ikke ryge sig skæv, når man hørte hans tekster. De var i den grad euforiserende.

Allerede i 1968 var han begyndt at skrive de om muligt endnu mere personlige tekster, som i Povl Dissings dengang forkætrede tonefald skulle sikre både ham og sangeren noget nær udødelighed og reducere Eik Skaløe til en tidstypisk lejlighedsdigter. Egentlig hedder pladen bare Dissing, men den fik kaldenavn efter den sidste sang, ‘Nøgne øjne’ (Link til pladens tekster). Og på albummets centrale nummer, den elleve minutter lange ‘Tape fra en halv mand’ synger Dissing sårbart og indtrængende »og dine plader med ham der Bob dem har jeg allesammen snart slidt op…«

Sådan er vi mange, der har det med de alt for få plader, hvor Laus Bengtsson fik lov at forhekse al fornuft inden turen gik tilbage til virkeligheden. Hans og vores.

For Laus Bengtsson indebar det bl.a. arbejde i filmbranchen. Som klipper og som medinstruktør. Sammen med Ebbe Preisler dokumenterede han i filmen ”Cirkus børnerock” den effekt, børnerocken fik først i 80’erne. I den bevægelse og i Galebevægelsen genså Bengtsson den samme næsten demonstrative naivitet og utopiske livsduelighed, der i sin tid fik ham til at sætte knopskydende og selvvandende ordblomster.

Som om pladerne ikke var nok, redigerede han i 1970 et af periodens mest uvurderlige kildeskrifter, Der gror aldrig mos på en rullesten; en artikelsamling, hvor tidens anmeldere beskriver tidens musik på en måde, der sært nok transcenderer tiden. Bogen indledes med et citat af Paul Williams, den daværende redaktør for magasinet Crawdaddy. Han skriver, at “at skrive om musik er at skrive om et møde med sandheden”.

At høre Laus Bengtssons tekster er at blive mindet om, at der er mange sandheder.

CAPAC fyrer også en chillum.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac15. august 2012 - 11:55

    Host, host! Og hil Lau! ;)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top