Levons allersidste vals

2 Comments

Levon Helms betydning som brobygger mellem uramerikansk musiktradition og rocken fra Elvis og frem kan ikke overvurderes. Uden Helm og hans indsats i The Band ville man nu om dage ikke støde på ordet ’americana’ i hver anden anmeldelse af tidens nye rockorkestre.

Helm, som kort før sin 72 års dag er bukket under efter mere end ti års kamp mod kræft, var ikke en kustode. Han var en lyslevende multiinstrumentalist og sanger med en sej energi og spilleglæde, der først svigtede til allersidst.

Han voksede op på en farm i Arkansas. Hans første kærlighed var guitaren, siden kom mandolin og banjo til og først senere nåede han til trommerne. Derhjemme stod radioen på country, men efter at han som ung teenager havde overværet en koncert med Elvis Presley, var han ikke den samme, har han fortalt. Helm gik på opdagelse i den musik, der var brændstof for den unge komet fra Memphis. Og spottede forbindelsen mellem Bo Diddley og Hank Williams – på The lost notebooks, sidste års hyldestplade til Hank er Levons bidrag, ‘You’ll Never Again Be Mine’, det bedste.

Som syttenårig blev Helm hyret af den ikke spor originale, men storexcentriske og pr-pågående sanger Ronnie Hawkins. Denne var fra samme stat, men det var i Canada, han med Helm som ankermand blev et hit. Ud af det samarbejde opstod Levon And The Hawks. De kom tidens folkesangerstjernefrø for øre. Bob Dylan havde en plan, som indebar elektrificering.

Helm, dennes makker, guitaristen Robbie Robertson, og de andre høge kom på Dylans lønningsliste. Singlen, ‘Can You Please Crawl Out My Window’, vakte en vis opsigt. Dog for intet at regne mod det ikonoklastiske angreb på folkemusikken, som Dylan blev beskyldt for at udføre, da han erstattede den akustiske guitar med noget så profant som læderjakke og et rockband. Det huede ikke Helm at blive buhet ud hver aften, så da den amerikanske del af turneen var ovre, stod han af.

Helm skulle dog senere både spille og indspille med Dylan, som i går på sin hjemmeside sendte sin gamle kammerat disse afskedsord:

“He was my bosom buddy friend to the end, one of the last true great spirits of my or any other generation,” Dylan wrote. “This is just so sad to talk about. I still can remember the first day I met him and the last day I saw him. We go back pretty far and had been through some trials together. I’m going to miss him, as I’m sure a whole lot of others will too.”

FAKTISK OVERVEJEDE Helm efter den første, famøse Dylan-turne seriøst et farvel til musikken, og tog arbejde på en olieboreplatform i Den mexikanske Golf. I 1967 ringede hans gamle kammerater. De havde fået en pladekontrakt. Om han ville lege med igen? Han tog det næste fly.

Selv om det var canadieren Robertson, der skrev de store sange i The Band, var det Helm, der ved at forankre dem i en amerikansk bevidsthed gjorde dem endnu større. Bandets første og andet album er ikoniske. Og Helms karakteristiske røst gjorde ‘Up On Cripple Creep’, ‘Ophelia’, ‘They Night They Drove Ole Dixie Down’ samt den bibelsk storladne ‘The Weight’ til klassikere.

Også visuelt var det en oplevelse. Helm spillede sit fremaddrivende, men alt andet end simple trommespil (med spisepindefatning) samtidig med at han sang så hver en blodåre så ud til at være ved at briste.

Konflikterne mellem den forretningssnu Robertson og den stridbare Helm fik The Band til at takke af i 1976. Afskedskoncerten blev foreviget af Martin Scorsese i filmen The Last Waltz. På scenen vidnede et bredt udsnit af rockens blå bog om The Bands unikke position. En elektrificerende epitaf.

Siden udbrød en bitter fejde mellem Robertson og Helm, som endte med en vis forsoning eller våbenhvile, men Helm tilgav aldrig, at Robertson, ved det, Helm betragtede som ufine trick, havde købt de andre ud, så Robertson ejer forlagsrettighederne til et af rockens tidløse bagkataloger.

I en periode arbejdede The Band videre uden Robertson, men stofmisbrug og alkoholisme gjorde i bogstaveligste forstand projektet til en dødssejler.

Helms debutalbum i 1976 opdaterede den musik, han var vokset op med. Siden blev han gradvist mindre rockede, og i Woodstock etablerede han omkring årtusindskiftet i en tilbygning til sit hus en åben workshop. Der gik gny om disse »midnight rambles«, hvor kendte og ukendte musikervenner spillede fyraftensmusik af den slags, der forekom Helm at være bedre medicin end den kemoterapi, han undergik.

Undervejs i kræftforløbet mistede Helm sin signatur, stemmen, men i 2007 kæmpede han sig frem til et comeback med den Grammy-vindende Dirt farmer som blev fulgt op af Electric dirt i 2009. På begge plader lyder han som en mærket, men livsduelig mand.

Sådan skulle det ikke blive. For første gang ”snød” hans musik altså.

En af hans sange hedder »Ain’t no way to forget you«. Det samme siger jeg om Levon Helm.

Foto af Ahron C. Foster fra Helms hjemmeside.

Rolling Stone skriver også nekrolog.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Peter Valentin Rolnæs24. april 2012 - 08:57

    Kære Torben!

    Jeg fik hørt “When I paint my masterpiece”. Som jeg først for nylig har lært at kende. På en plade med coverversioner af kendte Band-numre, vi hørte hjemme hos Eva. Og det var da en skæg sang, syntes man. Og så ville man da gerne høre, hvordan originalen lød. Så gjort.

    Hvis et landbrugsredskab – radsåmaskine eller en selvbinder fx – ku synge, har jeg altid været overbevist om, at det ville lyde som Levon Helm. Det er ment som ros!

    kh

    Den ene af “de to andre”

    (PS: “spisepindefatning….?” Sir man dét?)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top