Mickey Baker 1925-2012

En af de mest brugte og derfor indflydelsesrige sorte guitarister er i al stilfærdighed død i sit mangeårige, frivillige eksil i Sydfrankrig. Guitaristen og sangeren Mickey Baker blev 87.

På Allmusic.com er Richie Underberger ikke i tvivl om Bakers betydning: “Of all the guitarists who helped transform rhythm & blues into rock & roll, Mickey Baker is one of the very most important, ranking almost on the level of Chuck Berry and Bo Diddley.”

Baker ramte mainstream og kommerciel jackpot, da han i 1956 som del af duoen Mickey & Sylvia (Vanderpool) hittede med sangen ‘Love Is Strange’, som de selv havde skrevet (baseret på et riff af Bo Diddley-guitaristen Jody Williams). Konceptet var et åbenlyst forsøg på at give sort musik en pendant til Les Paul & Mary Ford. Sangen solgte mere end en million, da den udkom og fik i midt-firserne et lukrativt efterliv, da den kom med i blockbusterfilmen Dirty Dancing.

Oprindelig havde Mickey Baker ambitioner om at spille guitar på samme måde som Charlie Parker spillede saxofon, men da han, der var ud af småkårsfolk, havde sat sig for at ville leve af musikken, lød det som om bluesmusikken havde mere fremtid. Hans lidt kantede ideosynkratiske væremåde blev opvejet af hans behændige guitarspil, der både kunne være med kant og med krop. Desuden nøjedes han ved diverse indspilningssessions aldrig med kun at være på tariffen. Baker kom med input og ideer, og blev efterspurgt. Og aflyttet. Ikke mindst af 60′er-generation af britiske bluesguitarister.

Hans guitar kan bl.m.a. høres på sange som the Drifters‘ ‘Money Honey’ og “Such a Night,’ Joe Turner‘s ‘Shake Rattle & Roll,’ Ruth Brown‘s ‘Mama, He Treats Your Daughter Mean,’ og Big Maybelle‘s ‘Whole Lot of Shakin’ Going On.’ Og det er ham, og ikke Ike Turner, der synger med Tina Turner på en af parrets bedste single, ‘I Think It’s Gonna Work Fine’.

I 1959 udgav han, hvad der betragtes som hans bedste soloalbum, The Wildest Guitar’. Nogle år senere havde han fået nok af musikmiljøet i New York (og onde tunger siger, at det omvendte også var tilfældet). Han flyttede til Frankrig i 1964, stiftede familie og fortsatte sit arbejde som studiemusiker (nu med franske popstjerner), fortsatte indspilningen af en række fine soloplader, turnerede (med bl.a. Billy Cross og Delta i 1975) og havde gode lommepenge i indtægterne fra sine guitarlærebøger og fra ‘Love Is Strange’.

I 1975 blev han interviewet af MM, og fremstod ikke som den mest charmerende personage. De unge musikere blev affærdiget som elever af “the school of nothingness” og Baker kaldte succesen med ‘Love Is Strange’ “en stor joke for mit vedkommende … hun kedede mig til døde. Når man havde set et Mickey & Sylvia-show, havde man set dem alle…”

Sylvia gjorde senere karriere under efternavnet Robinson, både foran mikrofonen og som stifter af Sugar Hill Records.

Baker er, når alt tælles op og trækkes fra, måske en musikalsk parentes, men en skarp en af slagsen. Kynisk og pragmatisk på en og samme gang, og med et guitarspil (og en begrænset, men varm vokal), der er en af grundene til at gå på Spotify eller Wimp.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK