Dødsannoncen i Politiken gjorde ikke meget væsen af sig: Hanne Qvist Larsen 1944-2011. Underskrevet Sylvester, Alice og Molly. Hun fyldte mere end som så, Kim Larsens kone gennem en snes år.
Rigtige rockstjerners kærester og koner kan somme tider antage mytologisk status. Ingen historier om John Lennon uden Cynthia og Yoko. Ingen historier om Paul McCartney uden Lovely Linda og Jane Asher. Ingen Keith Richards- eller Brian Jones-anekdoter uden Anita Pallenberg. Og så videre og så videre.
Herhjemme er der kun få rockstjerner – og dermed rockkoner – af den statur, men Kim Larsen opnåede at få sin (anden) kone gennem en snes år mytologiseret. Ikke så meget for det, Hanne Qvist Larsen gjorde og var – hun var et meget privat menneske (ligesom i øvrigt Larsen) – men via den sang, han skrev til hende.
‘Kvinde min’ fortæller alt om, hvilken brand hun antændte i sangeren, da han mødte hende og den betingelsesløse kærlighed i februar 1972 på værtshuset Laurits Betjent:
Kvinde min jeg elsker dig
og jeg ved du elsker mig
og hvad der så end sker
åh la det ske
for jeg er din
og selv om vi har skændtes tit
og du har grædt og lidt
når det har været slemt
så glem det nu
for jeg er din.
Han havde mødt hende længe før. I sin bog Larsen beretter Peder Bundgaard, hvordan Kim d. Yngre engang så hendes madonnaansigt i skolegården hjemme på Mågevej, men det blev ved det.
At de gik med hinanden hjem første gang efter en nat i netop det københavnske minefelt var næsten for symbolsk. Deres ægteskab var ikke for de sagtmodige. At være gift med Kim Larsen var i store stræk også at være gift med en bigamist, der vel at mærke ikke holdt det hemmeligt, at han havde et forhold til anden side. Gasolin’ (og musikken) var den anden store kærlighed i sangerens liv. Den balancegang var udfordrende, opslidende og spændende. Larsen fulgte sine drømme og sine instinkter. Og udefra set så det for nogen mest ud som om Hanne bare fulgte med.
Så enkelt var det ikke. Hun gav sin mand modspil, var selv en temperamentsfuld kvinde, en skrap moster, for nu at blive i Larsen-jargonen. Hun kunne absolut selv tage fra, når rock ‘n’ roll-buffeten blev rettet an. Men hun var også mor til tre af hans børn og holdt sammen på familien, også når den var på udebane, som i de slidsomme og i virkeligheden ret ensomme år på 18th Street i New York, byen, som Larsen beskrev som en ‘town without pity’. Miss Q var ikke uenig. I de år savnede hun Danmark.
Offentligt kaldte Kim Larsen hende ‘Kranen’. Det var hun ikke specielt henrykt over. Hun kunne bedre lide hans andet kælenavn for hende, Miss Q. Eller bare ‘min dame’. ‘Kranen’ var nu ikke ondt endsige mandschauvinistisk ment, fortæller Bundgaard. En kran var sådan en, der, når den kom majæstetisk duvende, fik al trafik til at gå i stå.
Sådan en kvinde er vi nogen, der husker Hanne Qvist som.
Hun blev 67. Sangen om og til hende har ingen alder:
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
1 Comment
arne schiøtt28. december 2011 - 16:39
Meget smuk og rørende nekrolog. Det kan være lidt af en kunst at være rørende uden at være sentimental. Tak for det! Og så kan man undre sig over, at det overhovedet er fysisk muligt at forlade en kvinde, som man har skrevet så smuk og personlig sang til. Men måske var Kims kærlighed til sig selv, større end til Miss Q?
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Meget smuk og rørende nekrolog. Det kan være lidt af en kunst at være rørende uden at være sentimental. Tak for det! Og så kan man undre sig over, at det overhovedet er fysisk muligt at forlade en kvinde, som man har skrevet så smuk og personlig sang til. Men måske var Kims kærlighed til sig selv, større end til Miss Q?