Robin Gibb 1949-2012

1 Comment

Robin Gibb og hans brødre må finde sig i at stå bag ved både The Beatles, Beach Boys og Rolling Stones, når det store regnebræt skal gøres op. Og det virker rimeligt al den stund Bee Gees først stemplede ind i det pladekøbende publikums bevidsthed i 1967, og da med musik, som absolut ikke var ude på at forandre, perspektivere eller protestere mod tiden.

Mindre kunne også gøre det, syntes radiopladevenderne. Sangen ‘New York Mining Disaster 1941′ var ikke så lidt mere iørefaldende end titlen lod antyde, og samme år fulgte Bee Gees op med den grandiose ‘To Love Somebody,’ skrevet af Robin og Barry Gibb til tidens soulkonge, Otis Redding, som dog aldrig nåede at indspille den.

Begge sange viste på hver deres måde Robin Gibbs musikalske forankring i både Lennon-McCartneys popeksperimenter og den dansable soul, som hjemsøgte tidens diskoteker.

Robin Gibb (og hans tvilling, Maurice, samt storebror Barry og efternøleren Andy) voksede op i en ikke alt for velstående engelsk familie med udlængsel. I 1958, samme år som Cliff Richard debuterede, udvandrede familien til Australien. Der blev de i otte år uden at blive rige. Til gengæld dannede brødrene eget band, som hittede lokalt med et par singler.

Det fik familien til at drage den anden vej i jagten på velstand. Hjemme igen fik Bee Gees via Brian Epsteins højrehånd, Robert Stigwood, pladekontrakt, og de næste år gav bandets distinkte stemmer ekko på hitlisterne.

Bag de fuldendte vokalarrangementer på sange som ‘Words’, ‘I’ve Gotta Get A Message To You’ og ‘I Started A Joke’ lurede dog alt andet end harmoni. Brødrene skændtes om, hvem der skulle være forsanger. Og efter det ambitiøse dobbeltalbum Odessa forlod Robin Gibb bandet i foråret 1969. Hans solokarriere tegnede lovende, da singlen ‘Saved By The Bell’ hittede. Uden sine brødres evne til at forhindre ham i at blive for svulmende romantisk, varede hans liv som solist kun et par år. I første omgang.

I 1971 toppede de genforenede Bee Gees den amerikanske hitliste for første gang, med ‘How Can You Mend A Broken Heart’. Succesen snød. Sangen var i virkeligheden et sidste gisp. Den brede musiksmag var ved at vende. Ind på det stroboskopbelyste dansegulv kom diskoen. Bee Gees blev bænkevarmere. Indtil de mødte produceren Arif Mardin. Han rendyrkede de falsetter, som blev stildannende, både blandt hvide og sorte sangere. Ikke mindst via Gibb-brødrenes bidrag til filmen Saturday Night Fever, hvor sange som ‘Night Fever’, ‘Staying Alive’ og ikke mindst den fødte evergreen ‘How Deep Is Your Love’ betød mindst lige så meget for succesen som John Travoltas dansetrin.

På det tidspunkt var Barry for mange blevet ensbetydende med Bee Gees, men ikke for Robin. Han var bandets svar på Paul McCartney – begavet og selvbevidst, men formåede ikke at kæmpe mod tidsånden. Den sorgløse disko fik det svært i 80’erne. Det samme gjorde Bee Gees, og det var så som så med broderkærligheden. Bedre blev det ikke af, at Maurice Gibb havde så store problemer med narko og alkohol, at det lagde grundstenen til hans død som 53-årig i 2003.

Bee Gees lod sig førtidspensionere. Inden da havde Robin Gibb udsendt ikke særligt succesfulde plader, og musikalsk havde han fremtiden bag sig. Han var imidlertid aktiv til det sidste. Til 100 års dagen for Titanics forlis begik han sammen med sin søn, Robin-John Gibb, et rekviem, som blev opført på selve dagen af The Royal Philharmonic Orchestra.

Robin Gibb skulle have overværet begivenheden, men hans sæde stod tomt. Han var da gledet ind i en koma. Siden vågnede han og på et tidspunkt forlød det, at han var i svag bedring, men komplikationerne knopskød, og søndag aften døde han i London.

Lad os tænde alverdens diskokugler.

PR-foto

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Capac lader også kuglen dreje.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top