Engang vaklede jeg mellem at ville være popstjerne eller håndboldhelt. I første omgang tabte håndbolden til musikken. Siden fandt jeg ud af, at jeg holdt mere af musikken end den af mig, så jeg endte med at tage mine congatrommer med på børnehaveseminariet i Tårnby. Der fik jeg i 1974 papir på, at jeg både kan lave færøsk sprangstrik og passe børn. Begge dele med måde.
På seminariet begyndte jeg at skrive om musik til det lokale stencilerede skoleblad. Jeg skrev om den dengang ret ukendte David Bowie, og vi var nogle stykker, der lagde perlekæderne og tog læderjakke på. Det var ret hipt i 1973-74, hvor det også lykkedes os at få Lou Reed-plader til akkompagnement i rytmiktimerne i stedet for Hoola Bandoola Band.
Jeg kom aldrig rigtigt i gang som pædagog. Militærnægtertjenesten krævede sin pacifist, og jeg blev udstationeret i Forbrugerrådet, hvor jeg administrerede abonnementerne. En bonusgevinst fra dengang er, at jeg næsten autistisk kan alle postnumre anno dazumal udenad. Jeg var siden ansat i rådet tre år, men var sideløbende begyndt at skrive lidt mere ambitiøst om musik i datidens musiktidsskrift MM – Gaffa og Soundvenues moder. Mere ville have mere, og jeg begyndte også at redigere og blande mig i andre ting, jeg ikke havde forstand på, men fik det via learning by failing. Det havde de andre sådan set heller ikke, men der var en smittende pionerånd i de lokaler, hvor MM blev til. Iværksættere ville vi have været kaldt i dag. Bortset fra at der ikke var nogen penge til nogen.
En dag ringede Politiken og fortalte, at Helle Hellmann var blevet træt af at anmelde beatmusik. Om det var noget for mig? Jeg var derpå ansat mere eller mindre på Politiken som musikanmelder 1977-87. Samtidig med at jeg redigerede MM, og i perioder også Politikens dengang prestigiøse lørdagssider. Lige dele forfængelighed, ambitioner og lyst til faglige udfordringer samt en fast og absolut højere hyre fik mig over på naboavisen Det fri Aktuelt. Her var jeg i et begivenhedsrigt halvandet år som kulturredaktør og medlem af redaktionsledelsen. Det var sjovt, slidsomt, lærerigt og frustrerende. Som en forelskelse, der nægtede at blive til hverdagskærlighed. Det gik naturligvis ikke. Vi lavede en bedre og bedre avis og solgte færre og færre af den. Og da BT og Ekstra Bladet som en ren krigserklæring besluttede at udkomme om søndagen, var nedtællingen til avisens lukning i virkelighed begyndt. Og startskuddet affyret til den aviskrig, der med skiftende frontlinjer er fortsat frem til i dag.
Jeg skiftede til Ekstra Bladet. Det var ikke populært, nok lidt kujonagtigt og ikke særlig loyalt, men jeg måtte ud af den dødsdrom før den gik i selvsving. På EB havde jeg 1988-91 en række gode, journalistisk spændende år. Jeg søsatte en række tillæg, bl.a. fredagstillægget Det’ Nu! Som blev mødt med intern skepsis. Tillæg var ikke noget for EB. Jeg siger ikke mere, men griner lidt. Det gjorde jeg også en hel del i samarbejdet med Kirsten Jacobsen på søndagsredaktionen, hvor vi lavede en søndagsavis, ingen af os skammer os over i dag. En slags eksempel på, hvordan Ekstra Bladet også kunne være. Et redaktørskifte fik mig til at kigge mig om.
Og en gammel anmelderkollega, Palle Aarslev, gjorde mig meget belejligt opmærksom på, at han i sin egenskab af chef for P3 ville opslå en stilling som redaktør for aftenfladen og for kanalens musikprofil. Den ville han ikke have noget imod, at jeg søgte. Jeg fik stillingen, og var i Rosenørns Alle 1991-94. Det var nok alt i alt en fejltagelse. Jeg manglede noget konkret at lave, syntes medarbejdere var lidt for ivrige efter at demonstrere, hvor forfulgte de var af sparekrav, og kunne ikke med hele det samrådstyranni, som tilsandede alle beslutningsgange. I kanalledelsen havde vi det ret sjovt, og på samvittigheden har jeg bl.a. indførelsen af de nu så forkætrede playlists. Vi konciperede dem som det omvendte af det, de siden har udartet sig til. For os var de et værn mod ensartetheden, en måde, hvorpå P3 og ikke pladeselskaberne kunne styre, hvad der blev spillet. Og så anbefalede jeg vidensdeling (uden at vide, at det hed sådan) og åbne kontorlandskaber. Jeg kunne ikke komme igennem med nogle af delene, så jeg tillader mig at tænke mit, når jeg af og til er på besøg i DR Byens glasgennemsigtighed.
Da Lasse Ellegaard skrev (et brev!) til mig i det tidlige forår 1994 og fortalte, at han på Information ville oprette en stilling som ledende redaktionschef, tøvede jeg ikke med at søge den. Jeg var til tre ansættelsessamtaler, iført tre forskellige slips, ulasteligt pudsede Lloyd-sko og jakkesæt, som en fremmed i fjällräv- og mao-tøffel-land. De skulle vide, hvad de fik. Jeg var på Information i ti år. En indholdsrig periode, hvor jeg havde en finger, nogle gange en tommel, med i stort set alt hvad der foregik – som chef for redaktionssekretariatet, hovedansvarlig for bladets layout og diverse avisomlægninger og daglig avismager samt musikanmelder. Information og jeg skulle vænne os til hinanden. Det skete ikke uden sværdslag, men årene i Sankt Annæ Passage vil altid stå tydeligt for mig. Ikke som et glansbillede, men som år, hvor jeg prøvede mig selv af og blev prøvet dagligt. Jeg gik derfra med en følelse af at have bestået.
Efter frivilligt at have rejst mig fra chefstolen for kun at skrive i avisen, befandt jeg mig i et vakuum. Hesten savnede måske savsmuldet i manegen, så ved årsskiftet 1999-2000 blev jeg den nye redaktionschef for det genstartede POLFOTO. Jeg fandt et gnidningsfrit samarbejde med den mig dengang ukendte Kirsten Anker Sørensen, som til vores fælles fornøjelse fortsatte, da hun noget senere blev udnævnt til direktør. Og jeg fik etableret en velfungerende nyhedstjeneste, der den dag i dag betjener halvdelen af det danske mediemarked med nyhedsbilleder, men tiderne er imod billedsælgere. Ingen forstår, hvorfor billeder skal koste penge. Derfor kom det ikke helt bag på mig, da jeg ultimo september 2009 fik at vide, at min stilling var blevet nedlagt. Og at jeg var blevet fritstillet. En måned efter festtalerne og rødvinskasserne til min 60 års dag. That’s showbiz…
Samme dag indgik jeg aftale med Politiken om at skrive for avisen på såkaldt fastlance-basis, så cirklen er sluttet, selv om det journalistiske landskab ser noget anderledes ud, end da jeg startede. F.eks. er rock ikke længere noget, man skal argumentere for at få i avisen. Til tider kan man tage sig i at ønske, at det ville forholde sig sådan.
Undervejs er jeg blevet gift, skilt og godt gift igen. Og har undervejs fået en søn og to døtre, som kan Beatles-kataloget udenad, men ikke kan lide fodbold. Lidt har jeg da for mig selv. Og sideløbende har jeg skrevet eller været med til at skrive henved en snes bøger. Plus det løse. Desværre også det om maven.
The beat goes on. Og der er ingen døde fluer i vindueskarmen…
Se evt. mere om mig her
