Om mig selv Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
|
Nu er det forår for alle os listefreaks. Efter længe at have været et betaprojekt barsler populærmusikforskeren, ph.d. Henrik Smith-Sivertsen nu med et site, tilegnet danske hitlister 1963-77. Man kan fortabe sig i fortiden fra 27. marts her.
Sitet er skabt i forlængelse af forskningsprojektet “Dansk rockkultur 1950erne til 1980erne”. I samarbejde med Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Henrik Smith-Sivertsen, som også har en svaghed for dansktop og anden folkelig musik, fortæller om projektet her. Og vil man læse mere om hans pionerforskning, kan jeg anbefale dette site.
I dagens Politiken sender jeg raï-sangeren Khaled en hilsen i anledning af 50 års-dagen i morgen:
Man fornærmer vist ikke nogen ved at mene, at underholdning sjældent rimer på holdning i popmusik. Når det så endeligt sker, bliver det eksplosivt og farligt, hvis musikken fænger i et samfund, hvor staten eller religionen eller begge dele gerne vil regulere folks smag. Som f.eks. i Algeriet, hvor sangeren og sangskriveren Khaled i 1986 følte sig tvunget til at flytte fra sit fødeland til Frankrig. Hans massivt populære modernisering af den traditionelle raï-musik blev for meget for styret og præsteskabet. Ikke nok med at musikarten i forvejen hyldede alkohol og særdeles kødelig kærlighed, Khaled skiftede også violinerne ud med el-guitarer og tilsatte en moderne, stærkt dansabel puls. Og at han faktisk havde været i latent livsfare, viste sig senere ved mordene på to af hans kollegaer samt hans producer Rashid Baba Ahmed.
I dag er Khaled, eller Khaled Hadj Brahim, som han blev født i Oran for 50 år siden, ikke alene superstjerne i Mellemøsten, men også i de fransktalende lande. Hans rytmiske opdatering af en genre, som oprindelig var en oppositionel musik, en slags arabisk pendant til blues og reggae, sunget af beduinske gedehyrder i 30’ernes fransk besatte Algeriet, har længe været en inspiration for musikere fra Peter Gabriel over Sting til Outlandish, som fik et stort hit med deres blødgjorte udgave af Khaled’s ”Aicha” i 2002.
Allerede som fjortenårig udsendte Khaled sin første single efter at have optrådt ved bryllupper og dansanter med denne ugudelige musik – mod sin hårdtslående faders vilje. Inspireret af både The Beatles, Otis Redding og James Brown fandt han en ny vej mellem tradition og pop. At han tilmed lignede et idol, var ingen bagdel. Han levede livet. Noget, der jo i sig selv er en hån mod fundamentalister. Khaled, som lød tilnavnet Cheb (den unge mand), sang om åndelig frihed og længtes selv mere og mere efter den.
I Frankrig mødte han et mere frodigt musikermiljø. Imens sang de unge hjemme i Algeriet hans ’El Harba Wine?’ under blodige optøjer mod styret. Sangen handler om at ville flygte, men ikke have noget sted at flygte hen. Khaled gik selv i studiet i Paris. Uden den forventede øjeblikkelige succes. Måske fordi han for hårdt forsøgte at lægge sin musik i sporet på tidens vestlige trends. Han genfandt balancen i 1992, da hans stærkt smitsomme, uimodståelige ’Didi’ blev den første arabiske sang øverst på den franske hitliste. Akkompagneret af en video, hvor let påklædte kvinder danser og ser ud til at have sjovt imens. Pladen var produceret af Don Was, som kom lige fra et samarbejde med Bob Dylan. Og med ’Aicha’ fire år senere blev Khaled et etableret navn på den knopskydende verdensmusik-scene.
Det har dog langt fra gjort ham sat. Senere har han både flirtet med hip hop og rap, men vendte også, i 2004, tilbage til sine algeriske rødder.
I 2000 var der tøvejr på den kulturelt-religiøse koldfront i hans borgerkrigsplagede hjemland, og Khaled gav for første gang siden flugten til Frankrig en koncert i hovedstaden, som der stadig står gny om. Det gør der også om hans koncert sidste år i Store Vega. I Gaffa kaldte Torben Holleufer den ”en fest, der aldrig havde skyggen af et dødt øjeblik.” Præcis som Khaleds liv.
I dagens Politiken anmelder jeg ‘Paradise Hotel’:
Per Stig Møller blev på førstedagen som kulturminister spurgt om ’Paradise Hotel’. ”Der har jeg aldrig boet,” lød svaret. Det fremgik ikke, om der var tale om en særlig form for elitær ironi. For det er med ’Paradise Hotel’ som med Se og Hør. Enhver har en mening om det, men ingen ser det. En lille halv million bliver det dog til, men for den nye minister og resten af os fem millioner: 10 heteroseksuelle singler, indlogeret luksuriøst i Mexico på TV3’s regning, skal ugentligt finde en partner. Eller holde fast på den, de har. Ellers er det ud til fordel for en ny gæst. Til slut er der kun en tilbage, som hjemtager en halv million kroner.
Hotellet bebos af fotogene, fladmavede typer som Tammie, Amalie, Peter, Claudia og Kasper med fast abonnement på hårvoks og andre hudpræparater. Og de er ikke kun glade, nej, de er “overlykkelige” og synes noget er “nice” og ser nødigt sig selv som “easy targets”. Jeg skriver ’typer’, thi det kan være svært at acceptere, at de medvirkende er virkelige. Og at de ikke har andet at bruge deres halvnøgne tid på end drive, dase, kindkysse, dolke hinanden i ryggen og ’nusse’ i sengen – konceptets eufemisme for de udfoldelser, der giver pressen kød på bordet. I programmet fylder selve akten faktisk ret lidt, og når ’the good old in-and-out’ endelig kommer i gang, sker det under et lagen eller bag en matteret rude. En sært snerpet facon at forholde sig til sex på, når nu liderlighed er æresgæst på hotellet. Eller også er jeg bare en skuffet gammel husar.
I den uge, jeg har set med – mine teenagedøtre gider ikke, det skulle da lige være for at grine af deltagerne – er det højst blevet til en pige, der i jacuzzien med en svamp aer en dreng uden på de våde badeshorts lige dér. Uden at så meget som et plukket øjenbryn eller for den sags skyld andet løftes.
Det er overraskende, så lidt der sker. Og hvor langtrukkent det i forvejen ikke lange program derfor bliver for at give bare lidt dramaturgisk mening. Bl.a. er der indlagt tests. Paratviden er bestemt ikke deltagernes spidskompetence, og en pige kunne ikke stave til genert. Til hendes ros må siges, at hun nu heller ikke så ud, som om hun vidste, hvad ordet betyder. Denne pastelfarvede rundtur i Bagtalelsens Skole får genrepioneren Big Brother til at ligne et psykologisk action drama.
’Paradise Hotel’ handler om at vinde, men ligesom ’X Factor’ er det dybest set et program for tabere.
I dag ville John Ray Cash alias Johnny Cash være fyldt 78. Det er der god grund til at markere i en tid, hvor al omtalen om han handler om en plade, der er blevet til på gravens rand, “Ain’t no grave”. De måske definitivt sidste indspilninger fra den serie, Cash og produceren Rick Rubin påbegyndte i 1994 i et forsøg på at indkredse essensen af americana og samtidig skrive Johnny Cash’ musikalske testamente.
Der er plader i American-serien, der påkalder sig større kunstnerisk opmærksomhed end denne sidste, men selv fratrukket anmelderes nærmest genetisk bestemte svaghed for at kanonisere døde sangere, er Rubin (forhåbentlig) ikke kun ude i et nekrofilt ærinde. Skælvende og stærk synger Johnny Cash sig ind i evigheden på sange som “Cool cool water” og “Satisfied Minds”.
Det lykkes ham faktisk at forene tidløshed og forgængelighed. Hvad var det Kingo skrev? “Sorrig og glæde de vandre til hobe…” Den vej kendte Johnny Cash bedre end de fleste.
At pladebranchen så fremover til fulde vil vide at tage hans efternavn for pålydende, gør ikke musikken mindre levende.
I dagens Politiken skriver jeg om Stig Kreutzfeldt, der fylder 60 i morgen:
Nu om dage kan det virke, som om unge sangere får taget deres første pressefoto, før de har skrevet deres første sang. Derfor er det godt, at Rugsted-Kreutzfeldt igen er begyndt at turnere som en påmindelse om, at det altid er mest holdbart, når drivkraften ikke er hangen til berømmelse, men glæden ved musikken. I en turnepause (se datoer her) tager sangeren, produceren og sangskriveren Stig Kreutzfeldt sig tid til at fylde 60 på fredag.
Han gik fra pladestudiets halvmørke til spotlightet, nærmest en smule modvilligt og overraskende for de af os, der i 70’erne ude i Sweet Silence-studierne havde set ham regere som konge af flersporsteknikken. Fra 16 til 48 spor og senere lige så forudseende og ubesværet ind i den digitale tidsalder. For selv om Stig Kreutzfeldt både har spillet teen-pop i Lollipops samt postpsykedelisk beat med Stig & Sten og Ache var det som producer, han fik skrevet sit navn bag på læderlænestolen. Nærmest som et varemærke. Et intermezzo som repertoirechef på et pladeselskab var, typisk for ham, for langt væk fra musikken.
Det var en tid, hvor der både var råd til flueknepperi og fordybelse i studierne. Kreutzfeldt gav kvalificeret modspil. Bifrosts første albums, C.V. Jørgensens ’Storbyens små oaser’ og ’Vild i varmen’, ja, selv Ringo Starr nød de år godt af hans lydhørhed. Siden er listen blevet for lang til en omtale af denne art, men med skal det, at han (og makkeren Jens Rugsted) leverede råstoffet til Sanne Salomonsen-comebacket ’Kærligheden kalder’ og Kim Larsen-albummet ’Hvem kan sige nej til en engel’. Andre Kreutzfeldt-kunder har været Aqua og Lis Sørensen, og som komponist skrev han landeplager som ’Brug dit hjerte som telefon’ fra filmen ’Hannibal og Jerry’ samt, sammen med Poul Krebs, Kosovo-støttesinglen ’Kun en dråbe’. Og Brødrene Olsens grandprix-evergreen ’Fly on the wings of love’ havde ikke lydt sådan uden Kreutzfeldt ved knapperne.
Stig Kreutzfeldt skulle selv opleve skønheden og smerten ved at være et stjerneskud. I 1977 fik han en legekammerat i den tidligere Savage Rose-bassist Jens Rugsted. I de ledige ydertimer i studiet fik de lov til at indspille deres sange. En af dem, ’Dele dine drømme’ med tekst af Dan Turèll, blev et hit i Jazzhus Montmartres natdiskotek, men der skulle gå næsten fire år, før de fik delt den sang med det store publikum. Men så fik duoen til gengæld succes med tilbagevirkende kraft. En medvirken i april 1981 i et DR-program – det var dengang – fik dagen efter folk til at stå i kø efter både deres hidtil upåagtede debutalbum fra 1979 og deres andet album, udsendt op mod jul året efter. Fem tusind plader røg over disken – om dagen. Under en avisstrejke. Selv om kun få kunne udtale duoens navn, kunne alle nynne med på deres sange, som lånte lige meget fra Young Rascals og Earth, Wind And Fire og alligevel besad en helt egen dansk tone, tilsat noget dengang så nymodens som en rytmeboks. Kreutzfeldt mente selv, at de havde fundet et hul efter socialrealismen. En anmelder kaldte ballader som ’Sad i parken’ ”lyden af lædermøbler og for meget fritid”.
Det var næsten ovre, før det var begyndt. Rekord-udsolgte koncerter i sommeren 1981 og platinplader (som dengang udløstes ved 100.000 solgte eksemplarer) lignede ellers den fortsatte opskrift på succes, og forsalget af parrets tredje plade lovede godt, men pludselig stod ingen i kø i butikkerne. Billetsalget til en efterårsturne svigtede, og i stedet for bare med is i maven at aflyse de dårligst solgte koncerter lod parrets deres firma gå konkurs. De ramte jorden brat. Der gik fire år før deres næste plade kom. ’Jorden kalder’ hed den, vist ikke uden en vis selvironi.
I dag er Rugsted-Kreutzfeldt sikret evigt liv i DAB-universet, og selv om Stig Kreutzfeldts stemme live ikke længere er helt så himmelstræbende, fungerer tidsmaskinen velsmurt for en sanger, der kom tilfældigvis forbi. Og blev her.
Pressefoto fra koncert i Randers 2007. Hentet fra Rugsted-Kreutzfeldts hjemmeside.
|
|