|
|||||
|
Magasinet Rolling Stone har sammensat et ekspertpanel, som har kåret de 100 bedste Beatles-sange. Den samlede liste er på vej i et specialnummer, men de løfter sløret for en Top 10, der nok skal vække debat: 1. A Day In The Life 2. I Want To Hold Your Hand 3. Strawberry Fields Forever 4. Yesterday 5. In My Life 6. Something 7. Hey Jude 8. Let It Be 9. Come Together 10. While My Guitar Gently Weeps Hvor er og hvad med og hvorfor har de ikke? Se mere her.
I dag er der gået tv-reklameret inflation i begrebet ’schlager-konge’, men kun få fortjener prædikatet som komponisten George Weiss, der netop er død, 89 år, efter en karriere, hvor han i beleven stilfærdighed forsynede stjernerne med sange, der fik dem til at lyse endnu kraftigere. Hans mor ville hellere have, at han skulle læse jura. Selv ville han læse musik på Julliard og sådan blev, suppleret med bijob som bigband-arrangør for bl.a. Stan Kenton, men juraen slap han aldrig. Den er god at vide noget om som sangskriver og han var i en årrække præsident for Songwriters Guild of America. Her talte han med den vægt, der kom af at have skrevet ’What A Wonderfuld World’ og ’Can’t Help Falling In Love’. Blandt meget andet. George Weiss var ikke vild med Elvis Presley. Eller rettere: Han var ikke vild med den familievenlige måde, den tidligere rocker blev typecastet og solgt på i de tidlige tressere, så et tilbud om at skrive sange til en ny Elvis-film var ikke et ønskejob, og blev det endnu mindre, da Weiss læste manuskriptet til ’Blue Hawaii’. Alligevel fandt han en åbning i plottet, som fik ham i gang med at skrive ’Can’t Help Falling In Love’. Elvis havde jo folk til det meste, også til at grovsortere de sange, der blev ham tilbudt, og sangen var lige ved aldrig at blive hørt af Elvis, havde det ikke været for en åben dør og en forbipasserende Elvis i sit sentimentale hjørne – det var han tit i. Elvis insisterede på, at sangen skulle med i filmen, og siden gjorde han den til sin signaturmelodi. Den blev for ham, hvad ’My Way’ var for Frank Sinatra, som Weiss i øvrigt så tidligt som 1946 forsynede med hittet ’Oh, What It Seemed To Be’. Noget mere kontroversielt blev det for Weiss at skrive teksten til ’The Lion Sleeps Tonight’. Sangen var bygget over ’Mbube’, en zulu-sang fra 40’erne, som blev en panafrikansk popsucces. Som ’Wimoweh’ blev den ved Pete Seegers mellemkomst et amerikansk hit for The Weavers i 50’erne før The Tokens med Weiss’ tekst gjorde den til en millionsælger i 60’erne. Kritikerne så med en ikke ringe mængde politisk korrekthed hele den ophavsretligt ret spegede affære som et typisk eksempel på kulturimperialisme – den hvide mands udnyttelse af afrikansk folklore. Sagen endte i forlig. Det kunne George Weiss godt forlige sig med.
Selv om tanken er nærliggende, kommer man ikke til at kunne høre ‘When I Paint My Masterpiece’, mens man går rundt på Statens Museum for Kunst, når de fra den 4. september åbner dørene for en udstilling af nymalede Bob Dylan-malerier. Samtidig kommer nyheden tikkende om endnu en plade i den lange serie af officielle Dylan-outtakes. Rygterne har længe verseret i Dylanolog-land, men i følge Rolling Stone skulle det nu være sikkert og vist, at Dylan 19. oktober udsender det niende afsnit af The Bootleg Series. Dobbeltcd-sættet vil indeholde de legendariske og sagnomspundne Witmark-sessions. 47 sange udført af Dylan selv mellem 1962 og 64 som en slags visitkort til hans daværende musikforlag. Altså nærmest uropførelser af sange som ‘Blowing In The Wind’ og ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’. Plus det løse. Og som man kan se af illustrationen til dette indlæg er indspilningerne ingen hemmelighed for piratpladesamlere. I samme måned udsendes så de original mono-mix af Dylans otte første lp’er. Sættet bliver med det helt store ekstraudstyrs-udtræk og kommer ikke som cd. Kun på vinyl. Derimod meldes der ikke om nyt fra Dylan, men for mange er gammelt nyt fra ham jo lig med godt nyt…
Nu er der jo ikke ligefrem mangel på bøger om The Beatles, men det afholder ikke folk fra at skrive nye. Læsere af denne blog vil vide, at jeg selv har en bog på vej om The Fab Four og deres samtid (på Gyldendal), men det skal ikke forhindre mig i at gøre opmærksom på den netop udsendte bog ‘Beatles for alle’. Den er skrevet (og udgivet) af Per Wium. De, der kan deres danske rockhistorie, vil huske ham som keyboardspiller med bl.m.a. Ache, C. V. Jørgensen (‘Stynet strejfer’, ‘T-shits, terylenebukser og gummisko’ samt ‘Storbyens små oaser’) og Lotte Rømer Band. Senere endte han som redaktionschef i DR’s klassiske musikafdeling, som han – frivilligt – forlod i 2007 for at bandcoache samt holde foredrag. Ikke mindst om The Beatles. Som supplement til pladeeksempler og eget klaverspil savnede han tit at kunne tilbyde sine tilskuere en slags pixi-bog, hvor man som lægmand kunne blive indviet i nogle af beatlernes musikalske hemmeligheder. I stedet for at gå og vente har Wium nu selv skrevet den. Det er en musikers bog om musikere. Sprogligt er bogen ikke så musikalsk og de store linjer er udeladt. Til gengæld er den båret af en (måske lidt for ukritisk) kærlighed til sangene og en musikalsk indsigt, som videreformidles pædagogisk, men aldrig docerende. Et godt alternativ til den pseudoakademiske bedrevidenhed, der kan plage et referenceværk som Ian McDonalds studenterhue-tyngede ’Revolution i hovedet’. Wium er ikke så interesseret i at sætte The Beatles i samtidsperspektiv eller han gør det i hvert fald ikke. Istedet gennemgår han med gehør en udvalgt perlerække af kvartettens sange og fortæller ved eksemplets magt, hvad der er op og ned på The Beatles. Det er meget smittende. Og man får hele tiden lyst til at afbryde læsningen for at tjekke efter, om der nu også sker det, han hævder et minut og syv sekunder inde i en skæring. Det gør der! Det kan lyde som en ‘Beatles for begyndere’. Det er det i den grad også, men også viderekomne kan sagtens få noget ud af dette lille con amore værk, som er godt tænkt og på sine egne afklarede præmisser ret sikkert udført, yeah, yeah, yeah… Se mere på www.beatlesforalle.dk Forsidefotoet er taget af Jan Persson i K.B. Hallen juni 1964.
Hvad man kan få for en tier, spurgte Shubberne? Og hvad man kan få for 75 kr.? Meget mere end pis og papir. Nu om dage er de ikke-kurante cd’er jo faldet så meget i pris, at man kvier sig ved at købe dem, fordi man derved godkender den devaluering af kunsten, som prispolitikken også er udtryk for, men da jeg for 75 kr. fandt en cd med Left Banke, slog jeg til. Gruppen havde respektable hitlisteplaceringer (især i USA) i 1966-68 og sang som psykedeliske engle på sange som ‘Pretty Ballerina’, ‘Desiree’ og ikke mindst ‘Walk Away, Renee’. Se eller gense den her. Left Banke kunne minde om både The Association og de mere folkprægede The Cyrkle, men havde flere musikalske ambitioner. Deres udsøgte brug af spinetlignende keyboards gjorde det rimeligt at kalde dem et barock-band, men i virkeligheden gjorde den etikette dem mere skade end gavn. Anført af den vist nok ret diktatoriske komponist Michael Brown var Left Banke faktisk lidt til en side, selv om de færdedes på musikkens hovedvej. Arrangementerne var intelligente i Brian Wilson-klassen og de sang som sagt himmelstræbende smukt. At de så opførte sig som djævle over for hinanden, viser bare at de var mere til rock end barok. Helt mærkeligt, men også et tegn på den melodiske substans, var det at så hvidt orkester faktisk oplevede, at et så sort ensemble som Four Tops fik et kæmpehit med netop ‘Walk Away Renee.” |
|||||
|
Copyright © 2010 MIDT I EN BEATTID - All Rights Reserved |
|||||
