B.B. King er stadig blueskonge

Kommentarer slået fra

B.B. KING bærer sit efternavn med al den selvfølelse, som er på sin plads, når man i seks årtier har legemliggjort bluesmusikken. I morgen torsdag fylder han 85, og selv om koncerterne nu gennemføres siddende og kampvægten ikke er vigende, er han i fin form.

Umiddelbart efter at have pustet lysene på lagkagen ud, genoptager King sin evighedsturne som omrejsende ambassadør for den musik, Riley B. King første gang mødte hjemme i Indianola, Mississippi.

Kings opvækst er som hentet ud af den store, uopslidelige bluesbog. Den faderløse familie ernærede sig som det laveste af det lave – landarbejdere på plantager i Syden, hvor apartheid virkede som naturens orden. King sang gospel om søndagen og sparede sammen til en guitar, som han som 12-årig købte for 15 dollars.

I Mississippi-deltaet var the blues nationalmelodien, og King sugede til sig. Guitarister som T-Bone Walker og Lonnie Johnson blev hans forbilleder, og efter krigen rejste han til den musikalske smeltedigel, Memphis. Her kom han i mesterlære hos Bukka White, en noget ældre  slægtning, der spillede slideguitar. King lyttede og lærte, men Whites countryblues blev ikke endestation for King.

EJEREN AF EN grillbar lod King optræde en aften, og lovede ham flere job, hvis han kunne skaffe hende omtale i den lokale radio, WDIA. Dengang var det kutyme, at musikere fungerede som reklamesøjler i radioen. Firmaet betalte så deres løn mod at musikeren dels optrådte og dels vendte plader, alt imens sponsorens navn blev nævnt. King blev kendt og feteret som ’Beale Street Blues Boy,’ dj’en, der spillede bedre end de plader, han vendte.

I 1949 pladedebuterede han som B.B. King, og de følgende år gæstede han et nyåbnet pladestudie, ejet af Sam Phillips (som siden skulle opdage en truckdriver fra Tupelo). King var begyndt at komponere. I 1951 indspillede han i den lokale KFUM-gymnastiksal, ”Three O’Clock Blues,’ som blev et regionalt hit med Kings dybt smertende, lyse soul-stemmeføring og vibratobårne spil på den Gibson-guitar, han kaldte Lucille.

Navnet fik den efter en begivenhed, King har fortalt så mange gange, at den er blevet sand: Det var bitterligt koldt. Han spillede i en eller anden bule, hvor man for at holde varmen afbrændte åbne tøn der med petroleum. To mænd kom op at slås om en kvinde. De skubbede til en tønde. En ødelæggende brand opstod. King opdagede i tumulten på vej ud, at han havde glemt sin guitar i ildhavet. Ham tilbage igen. Han fik både sig selv og den ud helskindet. To mennesker omkom i flammehavet. Bagefter fandt King ud af, at kvinden, der havde udløst så brandfarligt et begær, hed Lucille.

Ikke noget dårligt navn til en guitar.

OP GENNEM 50’erne og 60’erne voksede King, både i statur og berømmelse. Numre som ’You Know I Love You’ og ’You Upset Me Baby’ og signaturen ’Everyday I Have The Blues’ viste nye veje for bluesmusikken; væk fra det museale og ind i en blæser-akkompagneret stil, som kustoderne fandt for showbiz-præget.

King var fortsat forbeholdt et sort publikum og udtalte selv, at det så han ingen grund til at ændre. I 1962 skiftede han dog til ABC, det samme selskab, som havde kunnet sælge Ray Charles og Fats Domino til et hvidt publikum.

I 1964 fik B.B. King udsendt ’Live At The Regal’, optaget ved en koncert i Chicago. Der ville jeg godt have været i stedet for at drikke Jolly Cola i Hithouse.

Albummet blev Kings visitkort til et større, blandet publikum. Det blev på sin vis lige så medrivende og skelsættende som James Browns liveoptagelser fra Apollo Theatre i Harlem året før. Godt hjulpet på vej af sangen ’How Blue Can You Get’. Samt ikke mindst 1970-hittet ’The Thrill Is Gone’, der blev tvangspensum for tusinder af håbefulde, hvide guitarister.

Berømmelsen huede B.B. King, men selv om han har spillet i Las Vegas for et suppe, steg & is-publikum, er forbavsende få af hans mere end 50 plader svipsere. Udvikling har der ikke stået på den musikalske menu længe, men med det cv er det et absurd krav.

B.B. King har ikke undgået de Onkel Tom-beskyldninger, der altid er blevet succesfulde, sorte kunstnere til del, men det respektindgydende ved King er, at uanset om det er Rolling Stones, U2, Gary Moore eller Eric Clapton, der inviterer ham indenfor på gæsteoptræden, opfører manden sig altid, som om det er ham, der er den gæstfrie vært.

Foto: Danny Clinch (Udsnit fra 2003-albummet Reflections)

Readmore  

Stort kørekort til the blues

Kommentarer slået fra


Sangeren Bobby ’Blue’ Bland begyndte som chauffør for B.B. King og Junior Parker, og der gik faktisk mange år, før han selv bestemte kørselsretningen. På onsdag fylder han 80 efter at have fyldt ikke så lidt i blueslandskabet, siden han slog igennem med ’Farther On Up The Road’ i 1957, en af de bedste ’hun-elsker-mig-ikke-længere’-sange med linjerne: ”Farther on up the road someone’s gonna hurt you like you hurt me…”

Det er naturligt, at Bland også er med i rockens Hall of Fame, ikke kun fordi han inspirerede folk som Eric Clapton lige så meget som vennen B.B. King, men fordi han var med til at bane en ny, mere tidssvarende vej for blues. Væk fra bomuldsmarkerne ind til storbyen. Og så gjorde han det nok så bemærkelsesværdigt uden selv at kunne spille så meget som en tone på guitar. Hans instrument var stemmen, som var alt andet end det hans efternavn ellers antyder.

Bobby Bland blev født i landsbyen Rosemark, lidt uden for Memphis, Tennessee. Han gik ud af skolen i 3. klasse. Det var vigtigere for familiens overlevelse at hjælpe med at plukke bomuld og gå til hånde som så mange sorte i Sydstaterne. Som syttenårig flyttede han med sin mor til Memphis. Hun ville have at jeg skulle se noget mere af verden, siger han til Peter Guralnick i bogen ’Lost Highway.’  Han begyndte at hænge ud i Beale Street, byens musikalske hovedgade. Her mødte han bl.a. en ung disckjockey Riley, der også spillede guitar under navnet B.B. King. Bland havde både kørekort og bil, så de blev venner, og efter Kings gennembrud begyndte Bland selv at synge, lidt for inspireret af sin kammerat.

Han blev indkaldt til hæren i 1952, og da han efter mere end to års udstationering i Japan vendte tilbage til Memphis var branchen vendt op og ned. Elvis Presleys succes betød, at bluesmusikerne ikke i samme omfang blev båset inde som race music. Der var et nyt publikum. Og det var ikke længere kun sort, men hvidt og købedygtigt.

Bland fik ny pladekontrakt, men nok så vigtigt en ny kapelmester, trompetisten Joe Scott, som skrev mange af hans sange og iscenesatte dem, så nunancerne i Blands stemme blev båret frem af bigband-arrangementer. ’Turn on your love light’ hittede i 1961. Siden fulgte sange som ’I pity the fool’ og ’Stormy Monday blues’. Medgangen medførte et stressende og hårdt turneliv, som gjorde Bland til alkoholiker. Han satte først flasken atten år senere.

Blands svaghed for croonere som Perry Como gav hans sange en anderledes blidhed midt i al kødeligheden, men et forsøg på at blødgøre hans blues i 70’erne og 80’erne faldt ikke heldigt ud. Han vendte i 90’erne tilbage til udgangspunktet – 1998-albummet ’Memphis Monday Morning’ er et karrierehøjdepunkt – og har konstant turneret siden. Han fejrer 80 års-dagen i Tunica, Mississippi med koncert på Sam’s Town Casino. Og bliver kørt hjem bagefter – af sin egen chauffør.

Readmore  

Manden der ikke ville være Gud

1 Comment

Peter Green nåede ikke verdensberømmelsen, før han i 1970 forlod Fleetwood Mac. Ligesom Pink Floyds Syd Barrett gled han via LSD ind i tusmørket som et af rockens mentale ulykkestilfælde. I denne weekend genopstår han ved en række koncerter i Danmark. Jeg giver ham i dagens Politiken disse ord med på vejen.

Et af de store øjeblikke ved sidste måneds Fleetwood Mac-koncert i Parken var, da guitaristen Lindsey Buckingham førte an i en selvforglemmende udgave af ”Oh Well” som en hyldest til bandets stifter, Peter Green; måske ikke et navn, der gav genklang hos så mange af dem, der var kommet for at cruise på minderne fra dengang sidst i 70’erne, hvor verden tilhørte Fleetwood Mac.

Peter Green vil nok ikke tage det personligt, for i mange år sagde hans eget navn ikke ham selv noget, isoleret som han var i en verden hinsides denne efter at være gået til bunds i et glemslens hav af LSD og andre af de stoffer, hippierne kaldte sjove, selv om de for ikke så få sårbare sjæle var alt andet end det.

Diagnosen var skizofreni, da Peter Green i 1977 blev indlagt, samme år Fleetwood Mac brød globalt igennem med albummet ”Rumours.” Og ikke længere lød som det Chicago-bluesband, Peter Green havde dannet i 1967. Legenden siger ellers, at tiden dengang var til psykedelisk beat og Sergeant Pepper’s klangkollager, men der var i England også en musikpolitisk korrekt retning, hvor man spillede blues, som om de ’fish ’n’ chips’-blege briter dyrkede bomuld i baghaven.

Vikar for Clapton

Det var dengang, nogen fandt på at skrive ”Clapton is God” på murene, og han ikke selv havde alt for travlt med at viske det ud. Eric Clapton forlod The Yardbirds, fordi de blev ham for poppede, og kom i 1965 med i Bluesbreakers, en slags talentskole, ledet af John Mayall, der ikke selv spillede ovenud godt, men kunne høre, når andre gjorde det. I august samme år stod Mayall uden guitarist. Clapton var taget ud i det blå uden at melde, hvornår han kom tilbage. I de to måneder, der fulgte, vikarierede en del for ham, bl.a. John McLaughlin, men Mayall blev passet op af en ung mand, der insisterede på, at han var den rette til jobbet. Mayall gav ham ret, men Peter Green nåede kun at spille tre koncerter som vikar.

Clapton var nemlig på Kreta løbet tør for både sololie og penge og kom, på konsulatets regning, hjem, indspillede i april 1966 albummet ”Bluesbreakers” og resten er rockhistorie.

Lidt var fedt

I mellemtiden havde Peter Green spillet, bl.a. med Rod Stewart, uden at det førte til noget, så han var let at lokke tilbage, da Clapton i slutningen af 1966 forlod skolestuen til fordel for legestuen i Cream. Til gengæld var hjerteligheden til at begynde med til at overse hos Bluesbreakers-tilhængerne. Peter Green var ingen Clapton. Selv om de nu om dage nævnes i samme sætning, når talen falder på de største engelske guitarister, er Green og Clapton ret forskellige instrumentalister.

Clapton havde Freddie King som forbillede, lyrisk, flydende og dengang med slet skjult hang til det blæret virtuose. Green var til B.B. King, som har rost ham, men nok så meget til de mange i dag glemte sydstatsguitarister, der ikke gjorde bluesmusikken sværere end som så. Han spillede lidt huggende, kantet og hellere to toner end tre. Lidt var fedt, når Green skruede op for Les Paul-guitaren. Da han sidste år blev interviewet til Sunday Times, så han lidt anderledes på det: ”Min spillestil har flere revner og sprækker i sig. Den er mere menneskelig. Mere typisk for en, som slet ikke kan spille guitar.” Falsk beskedenhed eller dårlig hukommelse: Peter Green kunne noget, som Clapton endnu ikke turde: Han kunne synge, så man troede, han var sort. Han legede ikke neger som Mick Jagger. Han udtrykte en forpinthed, som var smuk og rystende.

Det var dog ikke det, der blev lagt mærke til på ”A Hard Road”, det eneste Bluesbreakers-album, Green medvirkede på. I det band sang Mayall nemlig, men Green gav et varsel om sit format med instrumentalnummeret ”The Supernatural”, en klanglig skulptur af de uforgængelige. I 1967 var Mayall på vej over i det jazzede med blæsere og den slags, som ikke huede rockpolitiet, så sammen med Bluesbreakers-bassisten John McVie, trommeslageren Mick Fleetwood og guitartalentet Jeremy Spencer dannede Green Fleetwood Mac, der ville holde fast i bluesudtrykket i en grad, så de næsten lød etniske på deres debut. Det blev de ikke ved med. Året efter lå de øverst på hitlisten med det dovent svævende og i virkeligheden atypiske, millionsælgende instrumentalnummer ”Albatross” og fik også et hit med en anden Green-komposition, ”Black Magic Woman,” der forargede puristerne, fordi sangen havde 13 og ikke 12 takter i hvert vers. Den var jo nærmest pop – det kunne Carlos Santana også høre og gjorde senere sangen til sin signatur.

Ingen hørte nødråbet

I 1969 udsendtes ”Then Play On”, som fremstår som et missing link mellem bluesmodellen af Fleetwood Mac og ”Rumours”. Pladen kastede to Green-komponerede hits af sig: ”Oh Well” og ”Man Of The World”. Især den sidste var ikke gjort af det stof, hitlister består af. Den var et nødråb: ”I guess I’ve got everything I need/I wouldn’t ask for more/And there’s no one I’d rather be/But I just wish that I’d never been born…” sang Green uden at nogen kastede en redningskrans ud.

Han ville lade Clapton om at være guitargud. Og lod hår og skæg vokse vildt, selv efter datidens standard. Han var begyndt at bære et kors om halsen, mens han plaprede om, hvilket kors det var at være rockmillionær. Ekcentrikere hørte til dagens orden, så ingen tog synderlig notits, betragtede det mere som forlængelse af den samme originalitet, hans guitarspil besad, men da Green forsvandt i tre dage i München og kom tilbage, var han ikke længere irriterende, men insisterende.

Han havde været på besøg i et hippiekollektiv og var blevet budt på dåsecola med LSD. Det fik han smag for samtidig med, at han fik afsmag for gruppens succes. Han følte, at de nassede på de sortes musik, og ikke var værdige til at spille den. Derfor fandt han det rimeligt, at de forærede deres formuer væk. F.eks. til ofrene for krigen i Biafra, et af tidens blødende brændpunkter. Peter Green vandt ikke gehør i gruppen. En af hans sidste sange var “The Green Manalishi”, som handler om nattens skygger og den invitation til galskab, de gemmer.

I indre eksil

Han forlod Fleetwood Mac, og gik efter en sammenskrabet soloplade i indre eksil som endnu et af rockens mentale ulykkestilfælde. “The End Of The Game” hed albummet. Ligesom med Pink Floyd’s Syd Barrett begyndte rygterne om Peter Green at mangedoble sig selv. En del af dem var sande. Han hørte stemmer. Og nogle af dem sagde, at han ikke skulle bøje sine guitarstrenge, når han spillede. Ellers ret essentielt for en bluesmusiker. Han holdt derfor op med at spille. Og for ikke at blive fristet til at begynde igen, lod han sine negle vokse sig så lange, at det var umuligt. Han tog job som portør, han var kirkegårdsgraver, han var bartender, han var alt andet end det, han var bedst til: at leve gennem sin guitar, som han i øvrigt solgte til sin største fan, Gary “Still got the blues” Moore.

I 1977 endte Green i fængsel for at have truet Fleetwood Macs manager med et gevær, fordi denne havde tilbudt ham en royaltycheck. En anden version af historien er, at det var Green, der skulle have krævet de penge, han i sit nyreligiøse storsind ellers havde afskrevet. Green selv hælder i dag til den første version, men endte under alle omstændigheder som tungt medicineret efter elektrochokbehandling. En forelskelse endte i et kortvarigt ægteskab i 1978, og en overgang så hans verden lysere ud end hans sange. Han fik en datter, og hans gamle kammerat, Mick Fleetwood, skaffede ham en kontrakt, men Green kaldte forskudsbeløbet for Djævelens penge, nægtede at skrive under og faldt tilbage i mismod og misbrug, bl.a. af kokain.

Ved indgangen til 80’erne lod han høre fra sig med nogle ikke uefne soloalbums, men gled igen ind i tusmørket. Peter Green gjorde comeback sidst i 90’erne med Splinter Group, der genopgravede hans bluesrødder. Og han overraskede ved at deltage, da Fleetwood Mac i 1998 blev indlemmet i Hall of Fame. Ja, ved festen jammede han sågår med Santana på “Black Magic Woman”. I smoking og med bøjede strenge, og lignede en, der enten hvilede dybt i sig selv eller befandt sig et helt andet sted.

En ting er sikker: Musik er hans bedste medicin. På lørdag spiller han med sin kvartet, Peter Green and Friends, ved bluesfestivalerne i Frederikshavn og Horsens samt søndag i Amager Bio. Måske spiller de B.B. King-sangen “Worried Dream,” den med linjerne “Well, I feel so bad, I wonder what’s wrong with me…” Det spørgsmål har den 63-årige Peter Green kæmpet et helt liv for at finde svar på.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top