Man bør aldrig blive for skeptisk til at foretage en pilgrimsrejse, ja, det kan gøre een helt troende igen. Sådan var det, da jeg for små tyve år siden gæstede Graceland og endte med at tage rundvisningen to gange på en dag og bagefter foråd mig i cheeseburger med peanut, akkompagneret af Kongens sange på en skrattende kaffebarshøjttaler.

Der er ingen servering og ingen lyd, når man gæster Lennon og McCartneys barndomshjem i Liverpool, som jeg og fruen gjorde i den forgangne våde weekend. Stemningen i de to hjem kompenserer dog rigeligt. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv, dengang i 1957, da Beatles blev født.

Begge huse ejes i dag af National Trust og er minutiøst ført tilbage til dengang det var før. Et besøg kan anbefales. Ikke mindst på grund af de to guides, der bor i hver sit hus, og som arbejde har at genfortælle historien om dengang de store var små. Det gør de meget inspirerende og indlevet. Hver på sin måde: Colin fortæller lunt og skolelærersagligt om Mendips, hvor John levede med sin fattigfine, men stoute tante Mimi. Og i Pauls noget mere arbejderklassefunderede barndomshjem vises vi rundt af en mand, der taler scouse præcis som McCartney og ligner ham så meget, at det er lige før, vi har ham mistænkt for at have foretaget en plastisk operation.

Dog hedder han ikke selv Paul, men John!