Motowns mor er død

Kommentarer slået fra

Uden Berry Gordy var der ikke blevet noget Motown, men uden storesøsteren Esther Gordy havde Berry måske slået ind på en anden levevej. Sammen med sin mand etablerede den økonomisk bevidste Esther nemlig en privat pengeudlånsvirksomhed, specielt gearet til familien. Lillebror lånte 800 dollars. Resten er historie.

Det er Esther Gordy Edwards også. Hun er nu død, 91 år gammel. Hun var i Motowns opstartsfase de facto næstkommanderende, en funktion Smokey Robinson siden fik papir på, og Esther var som mor for de mange ambitiøse, men snotforvirrede teenagetøser, der rendte selskabet på dørene i håb om at blive hængende.

Hun kørte som en anden cicerone med i bandbussen på de Motown Revue-turneer, som var hendes opfindelse og hjertebarn. En kørende reklamesøjle for en ny lyd for et nyt Amerika uden apartheid. Og hun introducerede barnestjerner som Stevie Wonder og siden Michael Jackson til voksenverdenen så blidt det nu kunne gøres.

Samtidig indså hun før nogen andre, at Motown var så epokegørende og fornyende, at det skulle dokumenteres for eftertiden, så hun iværksatte en arkiveringspolitik af både lyd og billeder, der siden har vist sig at være – skal vi sige – ret rentabel.

Ydermere etablerede hun Motown-museet i Detroit, som absolut er et besøg værd. Her lever hendes ånd.

Se lokal nekrolog her.

Ukrediteret foto af Esther Gordy, flankeret af Michael Jackson og Stevie Wonder (Motown Museum)

Readmore  

Genfremkaldt: Kim Weston

2 Comments

Nu om dage huskes Kim Weston nok mest som partner med Marvin Gaye på ‘It Takes Two’, den sang, der i 1966 lagde fundamentet for det duo-koncept, Gaye senere gjorde guldrandet med Tammi Terrell.

Året før havde Weston hittet med ‘Take Me In Your Arms (Rock Me A Little While)’, en gospelpræget sang, som stak ud fra Motown-reperoiret og siden blev genoplivet af bl.a. Dobbie Brothers. Weston lignede en kommende stjerne; også selv om hun i 1963 havde begået den brøler at sige nej til ‘Dancing In The Street’.

Sangen var skrevet af Gaye og hendes mand, William ‘Mickey’ Stevenson, og det var en af de få gange, Weston gik imod ham.

Han var repertoirechef, producer og sangskriver på Motown, og var i praksis nummer to efter Berry Gordy, før Smokey Robinson steg i graderne, men hans ejerfornemmelser over for både selskabet og Kim Weston var ingen fordel for hende. Hun blev internt set som marionetdukke for ham, og tabte bl.a. derfor tidligt kampen mod Diana Ross. Stevensons måde at føre hende frem var lidt for gennemskuelig.

I sin bog Where did our love go om Motowns fødsel, storhed og fald skriver Nelson George: “Efter at have investeret så megen energi i udviklingen af Motowns kreative afdeling, betragtede Stevenson Westons berømmelse som sin returkommission, det redskab, gennem hvilket Motowns velsmurte maskine kunne udløse dollars lige ned i hans lomme…”

Kim Weston havde et andet problem: Hvor indtagende hendes stemme og ansigt end var, tog hun for let på i vægt. Hendes fysiognomi passede simpelthen ikke til de kjolemodeller, bl.a. Diana Ross kunne skrue sig ned i, skriver George. Og det hvide publikum, som for Motown og Gordy betød alverden, grinte af Westons frodighed, når hun stod på en scene.

Det kunne man ikke se på plade, og sange som ‘Helpless’ er stadig på min private Top 20 over Tamla-træffere:

I 1969 havde Motown vokset sig så stor, at Mickey Stevenson godt kunne tænke sig at få en aktie i foretagendet. I bogstaveligste forstand. Ellers ville han gå til selskabet M-G-M, og tage Kim Weston med. Man skal som bekendt aldrig true med at gå, men med at blive. Gordy afviste sin gamle medarbejders ultimatum.

På M-G-M vidste de heller ikke, hvad de skulle stille op med Kim Weston, som derefter flaksede rundt fra selskab til selskab uden succes. I 90′erne blev hun samlet op af produceren Ian Levine’s Motorcity Records, som stod for genindspilninger af Motown-hits, beregnet til det engelske marked.

Weston fik på den konto et mindre hit med ‘Signal Your Intention’, men siden har den stået på DJ-arbejde på en radiostation i Detroit samt medvirken i mange af de retro-pakker for tidligere Motown-stjerner, som kører deres eget kredsløb.

Her har hun ironisk nok delt plakat med den to år yngre Martha Reeves, som hverken blev rig eller lykkelig af at indsynge ‘Dancing In The Street’. Pengene gik til (Marvin Gaye og) Mickey Stevenson – han og Weston blev skilt i løbet af 70′erne. Forhåbentlig – for Weston – havde han ikke særeje.

Foto: Uddrag af omslaget til The Best of Kim Weston.

Readmore  

Marvin Gayes milepæl

2 Comments

I DISSE DAGE for 40 år siden arbejdede Marvin Gaye i The Sound Factory-studiet i Hollywood på at færdiggøre den soulmusikalske milepæl, han skulle udsende i maj 1971 under navnet What’s going on.

Gaye var i krise, da 60’erne umærkeligt gled over i 70’erne. Han havde ikke udgivet et album i halvandet år, syntes, han havde tømt sin form for indhold efter næsten ti år som hitleverandør til Motown.

Han havde været i krise før. Uberegnelighed og fortærende melankoli hørte med til signalementet af Gaye, og kynikere i branchen mente, at netop det gjorde, at han gjorde en forskel – ikke mindst på Motown, hvor livsglæden og spontaneiteten nærmest var sat i samlebåndsagtigt system.

Dagene kom og gik med sidespringssex, drugs og alt for lidt rock ’n’ roll. Han skændtes nonstop med konen, som var søster til hans arbejdsgiver, Berry – ikke verdens smarteste forretningskonstellation i krisetider. Og når han ikke var høj, eller i ramme alvor drømte om en professionel karriere som football-spiller, var han så langt nede, at vennerne frygtede for ikke alene hans helbred, men hans liv. Hovedpersonen i Four Tops-sangen ‘Seven Rooms Of Gloom’ havde det sjovt sammenlignet med Gaye.

Til en fest sad netop et medlem af Four Tops, Renaldo Benson, og fiflede med en guitar og nogle akkorder sammen med Al Cleveland. De gik rundt om resultatet et stykke tid, før de præsenterede det for deres ven, Marvin. Var den sang ikke noget for ham at gå videre med?

Han tøvede. Det lød ikke, som det plejede, men på den anden side: Verden var heller ikke som den plejede at være. Og det gik Gaye på, at der blev mindre og mindre grund – og ret – til at danse ubekymrede rundt de tre minutter, en hitsingle varer.

Hans bror, Frankie, var netop hjemvendt fra Vietnam. Gaye blev grebet af det paradoks, der lå i, at de sorte amerikanere var paria hjemme, men godt kunne bruges, når fædrelandets interesser skulle forsvares. Og som om det ikke var nok, var miljøforureningen ved at komme på dagsordenen, og fattigdommen og storbykriminaliteten blev i de år stadig tydeligere. Samtidig var den sorte selvbevidsthed og stolthed over at have en kulturel egenart voksende i de år.

BENSONS OG Clevelands sangskitse blev til ‘What’s Going On’. Det spørgsmål var der andre end Marvin Gaye, der stillede, men sangen blev indgangen til et album af samme navn, hvor Gaye i inderlig bøn og sørgmodig undren gav uroen, fremtidsfrygten og følelsen af afmagt et musikalsk udtryk, så stærkt og appellerende, at pladen blev hørt som en opfordring til at redde verden ved så simple virkemidler som redelighed, kærlighed og engagement.

Selv om sorte musikere som Isaac Hayes allerede var begyndt at udfordre den musikalske vanetænkning i sort pop, blev ‘What’s Going On’ modtaget med vantro i Motowns marketingafdeling. Svigerfar tøvede med at ville udsende det. Men Marvin Gaye fik sin vilje, og What’s Going On satte ny målestok for ikke alene sort musik.

For at vise, at dette godt nok var en Gaye-plade, men også en frugtbar proces, fremgik studiemusikernes navne for første gang i Motowns historie af pladecoveret. Bassisten James Jamerson og guitaristen Robert White trådte omsider frem af anonymiteten. Gaye selv spillede det melodibærende instrument, piano, og sangene var ganske vist opdelt, som om det var singler, men sammenhængskraften er usvækket, når man genhører pladen.

Det er en ikke-klynkende klagesang, et nyt sted mellem Cannonball Adderley-influeret jazz, soul, gospel og filmmusik, fuld af spirituel styrke og sans for de klanglige helheder og nuancevirkninger helt ud i de subtile detaljer, som vidner om, at Gaye netop i de år havde årskort til Detroit-symfonikerne.

 

MED BIBELSK styrke påkalder Marvin Gaye det upåkaldelige i åbningslinjerne: “Mother, mother, there’s too many of us dying, brother, brother, there’s far too many of us dying … you see war is not the answer, for only love can conquer hate … don’t punish me with brutality. Talk to me, so you can see, what’s going on …”

Og på ‘Wholy Holy’ kaldes Gud som vidne på tingenes tilstand, men Gaye er ikke i tvivl om, at det ikke er hans skyld. Mennesket kan kun bebrejde sig selv: “Jesus left a long time go said he would return he left us a book to believe in In it we’ve got an awful lot to learn…”

http://www.youtube.com/watch?v=Y9KC7uhMY9s

Men bibelstudierne skal foretages i marken, og What’s Going On emmer af storbypuls, hvor sange som ‘Inner City Blues’ skildrer ghetto-livet: “Crime is increasing, trigger happy policing, panic is spreading, God knows where we are heading …” Og på ‘Mercy Mercy Mercy’ tages Moder Jord i forsvar med en ømhed, som er tårefremkaldende.

What’s Going On’s klangbund er uden udløbsdato. Det har man siden kunnet forvisse sig om på masser af hiphop-, soul- og rap-plader. Selv var Gaye ikke i tvivl: “For the first time I really felt like I had something to say,” sagde han senere.

Musikken forløste imidlertid ikke ham selv. Smerten blev inde i hans plagede, svære sind, og da han i 1984 blev dræbt af sin far, blev spørgsmålet igen sørgelig aktuelt: “What’s going on?”

Og nu meldes omsider en spillefilm på vej.

Readmore  

Aldrig mere Marvelettes

Kommentarer slået fra

Før Diana Ross var der Gladys Horton. Nu er hun død, 65 år.

Hun har ikke været kunstnerisk aktiv de sidste mange år, men har skrevet sig ind i musikhistorien som forsanger i The Marvelettes på ”Please Mr. Postman”, i 1961 den første hitlistetopper for Tamla-Motown og det første tegn på, at selskabets stifter Berry Gordy havde set rigtigt, da han spottede et marked for sort pop til et hvidt, ungt middelklassepublikum.

Historien om Hortons tilgang til musikken er typisk for Motown. Hun mødtes efter skoletid i Detroit med veninderne og spillede canasta og sang – for sjov. De gik til audition hos Gordy. Og bestod, men de andre måtte overtale Horton til at være forsanger.

Med en uskyldig og rørende uskolethed synger hun ‘Please Mr. Postman’, en arketypisk hverdagsfortælling om pigen, der venter på brev fra kæresten med de klassiske linjer: “D-liver D-letter D-sooner D-better”. Marvin Gayes trommespil øger uimodståeligheden.

Andre grupper nød siden godt af sangen. The Beatles indspillede den i 1963 med John Lennon i front, og i 1975 toppede den igen hitlisterne, nu med The Carpenters.

‘Please Mr. Postman’ er en af de tidligste sange, Brian Holland var med til at skrive. Som del af Holland-Dozier-Holland skulle han blive storleverandør af hits, ikke mindst til The Supremes, hvis forsanger havde spidsere albuer end Horton og nød Gordys bevågenhed i højere grad.

The Marvelettes fik andre hits. Bl.a. ‘Don’t Mess With The Bill’, ‘Too Many Fish In The Fish’, ‘Beechwood 4-5789′ og i 1967 ‘The Hunter Gets Captured By The Game’. Da var Horton ikke forsanger, men stadig med i gruppen. Hun forlod den senere samme år, da hun blev gravid.

Bortset fra en comebackplade med The Marvelettes i 1990 holdt hun siden lav offentlig profil.

Fremover vil postbuddet gå forgæves.

The Guardian har en meget grundig nekrolog.

Readmore  

Little Stevie blev meget stor

Kommentarer slået fra

FØR MICHAEL Jackson var der Stevie Wonder. Efter Michael Jackson er der Stevie Wonder. Den i dag 60-årige sanger og komponist danser måske ikke så Peter Pan-agtigt, men at bladre i Wonders nodebog giver samme lyst til at danse og sjæle på en og samme tid. Nogle kaldte i de radikale 60’ere ham og hans pladeselskabskollegaer soulmusikkens Onkel Tom. Anklagen var uretfærdig. Det er rigtigt, at Wonder som en af de første afro-amerikanske sangere nød stor succes hos et hvidt publikum, ikke mindst med 1966-indspilningen af Dylans ’Blowing In The Wind’, men han gjorde det ikke ved at indynde sig. Netop den sang forlenede Wonder i højere end originalen med en kritik af den herskende orden.

I 1961 blev den blindfødte Stevland Hardaway Morris ’opdaget’ i Detroit af Ronnie White fra The Miracles, de første hitlistetoppere i Berry Gordys selskab Tamla-Motown. Gordy lancerede ham som vidunderbarnet Little Stevie Wonder. Efter et par plader, hvor han hyldede sin tydeligste inspiration, Ray Charles, hittede Wonder som 13-årig med ’Fingertips’, der introducerede hans magiske mundharpespil.

Da hans stemme kort efter gik i overgang, brød han ikke sammen. Det har aldrig ligget til ham. Modgang har han haft: Syv børn med tre forskellige kvinder tyder ikke altid på held i kærlighed, og i 1973 var han i en grum bilulykke tæt på at miste livet. Han slap med at miste lugtesansen. Han har dog altid mobiliseret en optimisme, han demonstrerer til somme tider irriterende overflod.

Wonder brugte overgangsperioden til at dygtiggøre sig som pianist, og markerede sig med sin egen ’Uptight’ samtidig med at han kvitterede for Whites venlighed ved at skrive ’Tears Of A Clown’ til The Miracles. Wonder blev, i  lighed med Marvin Gaye, i 60’erne fast hitlisteinventar med sange som ’For Once In My Life’, ’I’m Wondering’, ’I Was Made To Love Her’ og ’A Place In The Sun.’ Samtidig voksede hans utilfredshed med Gordys patriarkat. En ting var, at kunstnerne nærmest fik deres indtægter udbetalt i rater som lommepenge. Mere afgørende var det, at Gordy styrede sine kunstneres udvikling benhårdt.

I 1971 TRODSEDE Gaye Gordys formynderi. Wonder brugte Gayes eksempel, da han i 1976 genforhandlede. Den 120 sider tykke kontrakt gav ham 13 millioner dollars og fuld kunstnerisk frihed. Kontrakten understregede, hvordan virkeligheden havde været siden Wonder i 1972 udsendte ’Talking Book’ og ’Music of My Mind’. Sammen med ’Innervisions’ og ’Fullfillingness’ First Finale’ gjorde denne uovergåede kongerække af albums Wonder til forbillede, både for funk og den blødere r ’n’ b. Pladerne er blevet fremhævet af Barack Obama, hvis valgkamp Wonder støttede lige så aktivt som han i 1983 anførte den succesfulde kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til helligdag i USA.

Den kunstneriske frihed har givet plads til ekcentricitet. Dobbeltalbummet ’Journey Trough The Secrets Of The Plants’ fra 1979 er hans pastelfarvede pendant til Lou Reeds ’Metal Machine Music’. Ikke metallisk støj, men lige så plagsom i al sin klanglige karamellisering. Og ’Songs In The Keys Of Life’ fra 1976 rummer nok sange som ’Sir Duke’ og ’Love’s In Need Of Love Today’, men også Wonder, når han er mest sødladen. ’Isn’t She Lovely’ får mine tandhalse til at hvine, men pladekøberne var ret uenige. Og mens vi er i den afdeling: ’I Just Called To Say I Love You’, som første gang hørtes i 1984 i ’The Woman In Red,’ har vist sig mere langtidsholdbar end filmen. Efter Michael Jacksons død omdøbte Wonder kortvarigt melodien til ’Michael knows, I’m here, and I love you’. Ikke et øje var tørt.

Musikalsk har Stevie Wonder vel ikke helt holdt momentum, der har været langt mellem de store, nye sange. Til gengæld har han skabt et lydspor til verdensharmonien. Meget passende udnævntes han derfor i 2009 til en af FN’s »messengers of peace«. Når han skrider ind på scenen, udstråler han majæstetisk ro, men også en taknemmelighed, der er rørende, når man betænker, at han ikke skylder nogen noget. Det kan man få bekræftet, når Stevie Wonder den 16. juli giver koncert i Parken.

Men husk: Bag brillerne ser han mere end de fleste.

Artiklen kan også læses på www.politiken.dk

Readmore  

Forfører i sexet stereo

1 Comment

Bob Dylan har kaldt ham ”den største nulevende amerikanske poet”, The Beatles forsømte ingen lejlighed til at gøre opmærksom på, at det var ham og ikke dem, der skrev ”You really got a hold on me” og Michael Jackson blev sanger ved at lytte til hans råd og lyse, sublime tenor. 4.000 sange senere fylder sangskriveren, produceren og sangeren Smokey Robinson 70 19.2, og han tog forskud på fejringen ved i efteråret at udsende cd’en ’Time flies when you’re having fun’.

Travlt har han haft, og sjovt – det meste af tiden – siden han sidst i 50’erne i hjembyen Detroit mødte eks-bokseren Berry Gordy jr., som havde lånt 800 dollars og startet et pladeselskab, det første ejet af sorte. I Robinson fik Gordy ikke alene en soul brother, men også en sanger, der med The Miracles og ’Shop around’ i 1960 blev nr. 2 på den amerikanske hitliste, et gennembrud for det unikke koncept bag Tamla-Motown. Og det første eksempel på den symbiose, Robinson og Gordy udviklede. Originalsinglen var langsommere og ikke så arrangeret, nærmest en avanceret demo. Den trak Gordy tilbage, og erstattede med en mere danseegnet version, og bingo!

I The Miracles skrev og sang Robinson de sange, der dengang ’bare’ var en ekstra anledning til at skrue op for radioen. I dag er de tidløse eksempler på, at pop kan være personlig. Soulmusik, der ikke kun går i kødet, men også i hjertet: ’Tears of a clown’, ’Going to a go-go,’ ’The tracks of my tears’, ’I second that emotion’ … listen er længere end pladsen tillader. Og som om det ikke var nok bidrog Robinson også til hitfabrikkens likviditet med ’My guy’ (Mary Wells) og ’My girl’ og ’Get ready’ (Temptations), ”Ain’t that peculiar’ og ’I’ll be doggone’ (Marvin Gaye) og andre, som i modsætning til kollegaerne Holland-Dozier-Holland sjældent lød som genbrug. Det eneste, der gik igen, var en smerte-skælvende inderlighed og romantisk higen, som næsten er for uskyldssmuk til denne verden. Ingen synger ”b-a-b-y” som Smokey.

Han demonstrerede også administrativt talent og blev udnævnt til vicepræsident af den mand, han havde opkaldt sin søn efter, for det pladeselskab, han havde opkaldt sin datter efter. Fra slutningen af 60’erne koncentrerede han sig mere og mere om chefjobbet i Tamla-Motown, og forlod i 1972 The Miracles, bl.a. for at redde sit ægteskab, som kom i krise efter at hans hustru, Miracles-sangeren Claudette, havde haft en række aborter.

Solokarrieren lå lige for, men han nærmede sig den tøvende. I 1975 udsendte han ’A quiet storm’, et album, der var en sfærisk, spirituel ode til kærligheden, hvis mage ikke siden er hørt. Pladetitlen har givet navn en under-genre og et radioformat i det, der kaldes contemporary soul. Siden fulgte i samme stil, men måske mere reproducerende, hits som ’Cruisin’ og ’Being with you’. Den lækre lyd på pladerne løj. Robinson havde pådraget sig erhvervsskaden, kokainafhængighed. Han blev skilt, og kvittede kokainen. Og gjorde i 1987 comeback med ’Just to see her’ og albummet ’One heartbeat’. Singlen, som for en gangs skyld ikke var skrevet af ham selv, gav ham en Grammy. Samme år kom han i rockens Hall of Fame. I 1988 solgte Gordy sit livsværk og Smokey Robinson trådte tilbage som vicepræsident. Han er fortsat med sporadiske plader.

Til gengæld er han trådt frem som en slags sangskrivningens ældre statsmand, hyldet med æresdoktorater og respekt fra de mange sangere, som ikke ville være kommet længere end badeværelset havde det ikke været for hans sange og inspirationen fra hans smidigt forførende stemme.

Pressefoto 2000

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top