Nalle bliver ved med at rocke

Nalle bliver ved med at rocke

1 Comment

For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.

Sådan virkede han også, da han i 1964-65 som et energibundt med Little Richard og Fats Domino som forbilleder brød igennem med renlivede kopier af soulklassikere som ’In The Midnight Hour’. Som en af få danske sangere lød Nalle autentisk. Sproget var blevet fintunet på langtur som dæksdreng til Australien. Inden da var Nalle blevet udlært som tarmrenser, og var begyndt at få lokale job som sanger. Han havde gået i børnehave med Johnny Reimar.

Soulbølgen herhjemme tog hurtigt land. Nalle har altid været til fals for dårlig rådgivning eller som han siger i bogen: »Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.« Derfor hoppede han med på den bølge, der opstod i landsbyens gadekær. Det gjorde hans stampublikum ikke, og efter forglemmelige numre som ’Hvor er min kone’ blev Nalle havnearbejder.

Via Reimar blev han genopdaget af Gustav Winckler fem år senere. Som Rock-Nalle fik Nalle en indbringende periode på mere og navnlig mindre begavede undersættelser af sange som ’Good Golly Miss Molly’ (’Go’e gamle fru Olsen’) og bodegalavpunktet ’Jeg ka’ godt li’ babser’ (’La Bamba’), som han i sin Mercedes tog med til landets diskoteker i et playbackshow. I 1980 forærede Kim Larsen ’Amanda’ og ‘Bare mig’ til Nalle, der kvitterede med at sælge 25.000 eksemplarer af sangen.

I 1982 producerede Billy Cross albummet ’Side 2’, der skulle rockrehabilitere Nalle. Teksterne var skrevet af Erik Thygesen, som samtidig udgav den lille, men meget fine bog – Nalle, rockens arbejdmand. For første gang fik Nalle melodier og musikere, der matchede hans musikalitet og erfaring. Anmelderne overgik hinanden i imødekommende begejstring, og en sang som ‘Spætter på bål’ viste en ny, mere kontemporær side af Nalle, men den slags kan man ikke leve af. Pladen sank som en sten. Ikke mindst fordi pladen, og lanceringen af den, kom i klemme i interne personalestridigheder på pladeselskabet.

De to nøglefigurer, Nalle havde tillid til og som havde overbevist ham om det nødvendige i at forny sig, i at tage en chance, var raget uklar med direktionen. De var derfor på vej væk. Ingen tog nogen beslutninger. Et eksempel: Da pladen lå færdig, skulle den jo have et omslag. Nalle blev ved med at rykke for forslag. Til sidst blev han så sur på SONET, at han en dag smækkede med døren og på sit umisforståelige fynske udbrød, at for hans skyld kunne de pakke pladen ind i et billede af Gøg og Gokke.

Det gjorde de så.

Et andet eksempel: Det var lykkedes Nalle at lande en aftale om at give tre numre i Lørdagskanalen, tidens mest sete tv-show. Hans optræden skulle times med udsendelsen af albummet. Nalle kom, blev set og sang, men da folk mandag morgen stod i pladebutikkerne (det var dengang) og ville købe Side 2, var pladen endnu ikke nået frem. Det skulle drøje endnu nogle uger.

Kortere fortalt blev Nalles kunstneriske hjemløshed suppleret af en identitetskrise, som sendte ham på gaden den næste halve snes år.

Her i karrierens efterår oplever Nalle så i al medieubevogtet stilfærdighed en genopblomstring. Han udgiver på Marsk Music fine roots- og bluesplader, knytter nye venskaber, bl.a. med Omar Dykes fra Omar & The Howlers, og da Nalle forleden i Chicago deltog i mindekoncerten for guitaristen Magic Slim, lod han sig rive så meget med, at han uden for nummer gav ’Shake, rattle and roll’ i så saftig en version, at man skulle tro, den titel er hans livsmotto.

Og kender jeg ham ret, vil han blive ved det med så længe han kan se lyset, for nu at frasere over titlen på hans seneste album, As long as I can see the light.

Dette er en længere omtale af den artikel, der i dag kan læses i Politiken, både net og print.

Foto: Sisse Stroyer ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Kryds ved Billy

6 Comments

I dag udkommer Billy Cross’ nye album. Jeg har skrevet den medfølgende pressemeddelelse og kan derfor i sagens natur ikke anmelde det. Det forhindrer mig dog ikke i at gøre opmærksom på pladen:

Hjemme hos Billy Cross er stueplanter ikke det, der fylder mest. Derimod står i hans dagligstue tre guitarer, som illustrerer den spændvidde, danskerne for længst har taget til sig. På den ene fløj står den akustiske, der signalerer singer-songwriter følsomhed. På den anden den røde Gibson, model Chuck Berry, der garanterer tidløs rock. Og i midten den metalskinnende dobro, der udstråler country, blues og traditionsbevidsthed.

Alle instrumenterne og Cross’ arketypiske rockrøst kan høres på albummet The dream hasn’t changed, hans fjerde i eget navn siden 1986. Og det første siden 2009-cd’en So far so good.

I mellemtiden har han haft succes i trioen Everybody’s Talking og etableret et samarbejde med guitaristen Aske Jacoby. Oprindeligt tænkt som en duo, hvor de to venner levede deres legesyge ud, men Aske er endt med at glide naturligt ind i Billy Cross Band, så det nu består af de to samt bassisten Flemming Ostermann og trommeslageren Henrik Askou.

»Vi har bestræbt os på at indspille pladen, så den afspejler, hvordan vi lyder live. Der er skruet op for rocken,« fortæller Cross. »Den nye plade er mere usminket, og samarbejdet med Aske har åbnet nye døre for mig. Han har gjort mig musikalsk mere frigjort, på totredjedele af numrene er leadvokalen f.eks. indspillet som first takes. I det hele taget har bandet fornyet min spilleglæde.«
Under indspilningerne bad Cross sin trommeslager om at spille »som en sekstenårig i løbetiden«. Selv føler han sig som en teenager, hver gang han står på en scene. Han er fyldt 65, men har ikke tænkt sig at gå på pension: »Jeg ved godt, at mange mener, at branchen er forbeholdt ungdommen, og fred med det, men jeg tror, der er plads til og behov for en musik, hvor erfaring og energi spiller sammen. Og rocken er jo ikke opfundet i går, så lidt historisk bevidsthed skader aldrig, vel?«

Musikalsk er The dream hasn’t changed en rundtur fra downtown Manhattan til Mississippi-deltaet og retur. Med undtagelse af en opdatering af ’Blue Suede Shoes’ har Cross skrevet alle sangene. Som ens ærlig bonus rummer pladen også den første indspilning, Cross medvirkede på: Singlen med New York-bandet The Esquires.

Elskere af Bo Diddley, Randy Newman, Bruce Springsteen og Ricky Nelson går ikke forgæves her. Og Cross har denne gang begået tekster, der også godt vil høres og som ikke rimer på den mandlige melankoli, Cross finder i så meget af tidens danske rock.

Her er sarkastiske sange om forbrugerisme og overfladiskhed i hans andet fædreland, Danmark, renlivede rockere som ’No One Here Gets Out Of This Alive’, sansede kvindeportrætter i sange som ’Suzy’s Just A Bad Girl’ og det både ærlige og mildt selvironiske titelnummer.

»Jeg har lavet denne plade, fordi jeg trængte til at vise, at jeg er et menneske på godt og ondt og tør stå ved det,« siger Billy Cross. Det gør han også ved sin lyst til igen at bringe guitarerne i front. Det kan man forvisse sig om på det nye album (som anmeldes her). Og guitarerne tager i den grad med, når Billy Cross Band tager på turne til foråret.

FØLG MIG OGSÅ TIL DAGLIGT PÅ FACEBOOK

Readmore  

Søs fænger stadig

1 Comment

Hører du til dem, der begynder at synge en bestemt sang, når du går i Tivoli i regnvejr? Kan du ikke se fodspor i sneen uden at tage dig selv i at nynne? Så ved du, hvorfor Søs Fenger lige så godt kunne have stavet sit efternavn med ’æ’.

I morgen fylder sangeren 50 år, selv om man ikke skulle tro det at dømme efter den reklameserie, hun for et par sæsoner siden medvirkede i for l’Oreal Garnier. Hun kan fejre de fotogene rynker og dagen på toppen af poppen. Takket være forårets dansksprogede album Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om og hendes efterårsmedvirken i TV2-programmet Toppen af poppen.

Der fik hun sine kendteste sange fortolket af Anne Linnet, Rasmus Nøhr, Sys Bjerre, Brødrene Olsen, Joey Moe og Lina Rafn. Og hun fik tårerne frem i kollegaernes øjne, da hun kvitterede ved at fortolke deres sange med den stemme, som engang fik Klaus Lynggaard til at fastslå: »Hun kan virkelig få dansk til at lyde godt.«

Det er der mange andre, der synes. Dobbelt-cd’en med musikken fra serien har, mens dette skrives, fået en i disse tider noget så sjældent som en guldplade.

Ophold på Antigua og hitlisterne tænkte den unge Lyngby-pige ikke på, da hun efter at have taget sin hf-eksamen først i fattigfirserrne levede af at være både bartender, tankpasser og andre ufaglærte job alt imens hun sang for sjov.

Den første landeplage

Sjovt er det at synge aldrig holdt op med at være for hende, men det blev også lidt mere alvor, da Søs i 1983 tog over som forsanger i News, samtidig med at hun bijobbede som korsanger for veninden Nanna. News-sangene ’Du er’ og ’Jeg elsker dig’ blev de første, men ikke sidste landeplager med Søs’ stemme. Kritikerne kaldte det kystbanepop og hamsterrock, men Søs sang sig fri af skældsordene.

I 1986 blev hun også kendt for noget andet, da hun blev kæreste og siden gift med Thomas Helmig. Parret var enhver paparazzos våde drøm, men blev til ugebladenes fortrydelse (og kortvarige glæde) skilt i sommeren 1989, og samme efterår slog hun igennem med debutalbummet Vinterdage. Her indledte hun det samarbejde med Elisabeth Gjerluff Nielsen, der har varet siden. Titelsangen, ’Holder øje med dig’ og Peter A.G.-sangen ’Hvor end jeg går hen’ belejrede nærmest radiostationerne. Pladen endte med at sælge 170.000 eksemplarer og sælger stadig. Den gav Søs en Grammy-statuette som ’Årets rocksangerinde.’

Der var vigtigere ting end karrieren. I 1991 gik hun på barsel, og flyttede til Stockholm, op til sin nye mand, musikeren Henrik Janson, og et nyt netværk. Året efter skiftede hun stil uden at skifte sig selv ud. Det Billy Cross-producerede album On holiday bød på tolkninger af Billie Holiday længe før Kira fik samme ide, og Søs solgte 50.000 eksemplarer af en plade, der lugtede af jazz.

Jazzen og det lidt mere sofistikerede pop bar 1994-pladen Et kys herfra med hittet af samme navn. I 1996 efter endnu en skilsmisse flyttede hun tilbage til København med sønnen August (der i en parentes bemærket er en af bagmændene for rapfænomenet Kidd).

Hun udsendte albummet Camouflage, pikant nok med en sang skrevet af Helmig. Det var på et tidspunkt, hvor markedet igen var i forandring, og det ikke var lige nemt for alle 80’er-navnene. Søs gjorde dog overbevisende comeback med greatest hits-albummet Gamle flammer.

Årtusindskiftet markerede hun med det fine, afstemte album, der bare hedder Søs. Det bød på en fin nyfortolkning af en sang af en anden kunstner fra Kgs. Lyngby, C.V. Jørgensens ’Sæsonen er slut’.

Det har ikke altid været højsæson for Søs Fenger, men der er en egen sejhed over hende. Eller som Lars Daneskov engang beskrev hendes karriere: »Altid mere orienteringsløb end sprint, altid mere stillevej med hjemmelavede bump end retlinet motorvej.«

I 2002 samarbejdede hun på albummet Beverly way med Martin Brygmann og fik sin indre poptøs ud i lyset. I 2004 genopdagede hun på sin generations vegne Bent Fabricius-Bjerres sangskat på Nøglen til paradis, og i 2009 gik hun tilbage til sine mest populære sange, ikke for at gentage dem, men for at møde dem igen, som en moden, men langt fra sat kvinde.

De så godt som akustiske arrangementer på cd’en Stjernenat fik mange til at lytte til hendes musik på en ny måde. Fordi den forener sødme og styrke og forklarer, hvorfor hun er blevet rollemodel for så mange kvinder. Pladen rummede den smukke ballade ’Du og jeg’ – videoen var filmet i New York, men følelserne havde hjemme alle steder.

Hjerte for de små

I den seneste udgave af Politikens Danskrock Leksikon fylder hendes udenomsaktiviteter to fulde spalter. Siden er meget mere kommet til.

Karrieremæssigt har hun levet op til ordene i en Disney-sang, hun selv har indspillet – ’Der er ingen bånd der binder mig’. Hun har prøvet alt, fra roller i så forskellige musicals som Skatteøen og Woyzeck, filmmusik, duetter med så forskellige folk som Henning Stærk, Dan Hylander, Lars Muhl og ikke mindst Thomas Helmig (og Anne Linnet og Sanne Salomonsen plus Hanne Boel i koret) på anti-aids-landeplagen ’Den jeg elsker’ (et af periodens danske poplandemærker med stort hår og store følelser). Og de senere år har hun videreudviklet sin kærlighed til jazz – og omvendt – i et triosamarbejde med bl.a. Lennart Ginmann.

Lige Søs i januar 1987 overraskende forlod News for at tage med Moonjam på fredsmissionen Next Stop Nevada har hun vist, at rock og pop for hende ikke er nok.

Den holdning har gennem årene ført til engagement i bl.a. Børnecancerfonden (hvor hun er ambassadør), Fonden For Socialt Ansvar (hvor hun sidder i bestyrelsen) der bl.a. driver Natteravnene (”Inderst inde”)  og Bydelsmødrene samt Dansk Flygtningehjælp og adskillige rundrejser i Grønland til fordel for ngo’en NANU-børn, som under mottoet ’Hjerte for de små’ arbejder for at oprette væresteder for grønlandske børn.

For sin egen og seernes fornøjelse tog hun i 2000 til Mongoliet som led i TV2-serien Eventyrerne, og hun har sågar medvirken i tv-annoncer for et ejendomsmæglerfirma.

I en af dem kunne man høre Søs sige: »Hjem er sted, hvor man kan tillade sig at danse grimt.«

Det vil jeg se hende gøre, før jeg tror det…

PR-foto: Steen Brogaard

Hendes website finder du her.

Readmore  

Dylan-producer død

1 Comment

Blandt dylanologer og andre, der (bag)kloger sig på His Bobness, har det aldrig været god tone at kunne lide 1978-albummet Street-Legal, det, hvor Billy Cross medvirker på meget melodisk og stilren lead guitar. Nu meldes pladens producer, Don DeVito, død, 72 år gammel, efter en langvarig kamp mod prostatakræft.

Street Legal rummer i mine ører nogle af de bedste Dylan-sange: ‘Changing Of The Guards’, ‘Is Your Love In Vain’, ‘Senor’ og ‘Where Are You Tonight’. Der bliver spillet uhyre potent af det band, som siden blev hånet for at akkompagnere Dylan i dennes såkaldte Las Vegas-periode. Det er rigtigt, at tøjet var småkikset, men aldrig vil jeg glemme de koncerter i London og Göteborg.

En af grundene til undervurderingen af Street Legal var, at man åbenbart havde ‘glemt’ at mixe lyden. Det lød mudret og ikke godt, og blev ikke bedre, da pladen kom på en førstegenerations-cd. I 1999 tog Vito revanche og remixede pladen i SACD, så musikken fremstod som fornyet. Sensuel og sejt swingende. En af Bobs bedste blues-plader!

Til Midt i en beattid siger Billy Cross om sin gamle producer:

“Don DeVito was a producer of the old school in many ways. He played in the Royal Teens in the 50′s, who had a hit with ‘Short Shorts’ and moved from being a musician to becoming involved in other aspects of the industry, mainly A&R, marketing and packaging of music. Coincidentally Al Kooper joined the band as a replacement for one of the original members some time later. It’s curious that both men should play central roles in the production of Bob Dylan’s music in the mid 60′s through the late 70′s.

I worked with Don on Live at Budokan and Street Legal. He was also the producer of Topaz, the band I had in 1977 with Rob Stoner and Howie Wyeth who were Dylan’s rhythm section on Desire and Hard Rain. Robbie, as we know, was with me at Budokan. 

Don was not a musical producer but more of an attitude producer. He seldom got involved in the musical/technical aspects of a project. He worked off of the vibe, the feeling, and the well defined knowledge of the potential audience for the artist’s specific recording.

He certainly taught me to sharpen my ears and increase my awareness of what was suitable for an artist’s audience in the eyes of those whose job it was to organize and sell the music to them.  

Don was also a person who could smooth over a conflict, be it one in the band or one between management and the record company, he was always the voice of reason. Many were the times when we were invited back to his beautiful apartment on Riverside Drive and 86th Street to relax and cool down and find our way to the solution of a problem.

He loved his family and he and his wife loved horses. When he finally moved out of Manhattan to upstate New York, he became something of a country gentleman. Anyone who had the pleasure to have known or worked with Don will miss him. He was a good man and a moral person,” siger Cross.

DeVito var selv musiker før de mange år som executive på CBS/Sony, hvor han endte som vicepræsident, før han lod sig pensionere i 2007.

Han startede som nævnt som guitarist i Bob Gaudios The Royal Teens og siden i Al Koopers turnéorkester. Og havde sit eget band, The Sabres, inden han gik bag scenen som producer og repertoiremand fra 1967.

Han arbejdede med bl.a. Billy Joel, Johnny Cash (som introducerede ham for Dylan), Aerosmith, James Taylor og andre fra dengang de multinationale pladeselskaber ikke alene sad på kagen, men også selv havde bagt den.

DeVito var også producer af Dylan-albummet Desire og de facto producer af Blood on the tracks. 

De laver ikke hans slags mere i pladebranchen.

Readmore  

Bonnie Tyler fylder 60

Kommentarer slået fra

Der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I 1976 virkede walisiske Bonnie Tyler godt i gang med en karriere som en mere soul’et udgave af sit idol, landsmanden Mary Hopkin. Singlen, ‘Lost in France’, hittede pænt og året efter udsendte Tyler sit debutalbum. Verden lå åben for kulminearbejderens datter, der fylder 60 i morgen.

Så pådrog hun sig så alvorlige knuder på stemmebåndene, at en operation, efterfulgt af seks ugers taleforbud, var påkrævet. Nogle mener, at kirurgen begik en fatal fejl under indgrebet. Andre, at Tyler brød det forbud en dag, hvor tavsheden forekom ubærlig.

Samme følelse fik Tyler også, da hun begyndte at synge igen – hendes stemme lød, syntes hun, som en gammel mands. Og hun var sikker på, at hun lige så godt igen kunne kalde sig ved sit fødenavn, Gaynor Hopkins.

Imidlertid viste det sig, at hendes stemme havde fået en ny, raspet følsomhed over sig. Tyler virkede som en sanger, der var trådt i karakter. Og det efterfølgende album, Natural Force, blev et hit på begge sider af Atlanten; ikke mindst på grund af den countryfarvede single ‘It’s A Heartache,’ som meget sigende blev kopieret af Rod Stewart, så den næsten ikke var til at skelne fra originalversionen.

Bonnie Tyler viste sig at være alt for afhængig af sine sangskrivende producere, Ronnie Scott og Steve Wolfe. De forsøgte at sætte hende i bås som countrysanger. Det havde de hverken kunstnerisk eller kommercielt held med, så da Tylers kontrakt udløb i 1981, skiftede hun til det rockorienterede Columbia Records.

Der satte man hende sammen med arkitekten bag Meat Loafs multimillionsælgende succes, Jim Steinman. Singlen, ‘Total Eclipse of The Heart’, blev et globalt hit. Det samme gjaldt albummet Faster than the speed of night. Steinmans hang til melodisk melodrama stod godt til Tyler, og et af pladens bedste øjeblikke var Billy Cross-balladen ‘Take Me Back’, indspillet med bl.a. ‘Hang on Sloopy’-guitaristen Rick Derringer og Springsteen-trommeslageren Max Weinberg:

Resten af 80’erne levede Bonnie Tyler i ekkoet af ‘Total Eclipse of The Heart’. Hun fik et mindre hit med Jim Steinman-sangen ‘Holding Out For A Hero’ fra filmen Footloose, men da næste tiår tog fart, kom Bonnie Tyler ikke med.

Hun er blevet ved at udgive ret enslydende plader, men uden succes i England og USA. I Europa har hun derimod et hengivent publikum. Ikke mindst i Tyskland, og det marked har jo som bekendt en størrelse, så man mageligt kan leve af det alene.

Det gør det nok lidt lettere at leve med, at man så er nødt til at lade sig style som en af de schlager-dronninger, der p.t. overbefolker DK4.

Readmore  

Bedste Johnny Madsen vi har

Kommentarer slået fra

Johnny Madsen er den bedste Johnny Madsen, vi har. Og i dag runder han mærkeligt nok 60. I en tid, hvor særpræg enten fremelskes eller bare styles væk, står den vestjyske trubadur som så markant en anomalitet, at Dansk Folkemindesamling og Nationalmuseet burde kende deres besøgelsestid. Hvis det da ikke var fordi, den i dag 60-årige Madsen selv har sikret sig sit eftermæle med en række plader, der har været med til at give udkants-Danmark både humor og kant.

At vi så er nogen, der af og til synes Madsen lidt for hårdkogt giver partiet som en lidt for prototypisk, hængerøvet jyde, vil han vide at afvise som udslag af lige så typisk højrøvet køwenhavneri.

Bag det – skal vi sige – skødesløse ydre gemmer sig en livsnyder, der kender sin årgangs-calvados på duften og som på Fanø svinger sine golfkøller og efterhånden også sine malerpensler med lige stor kompetence.

Johnny Madsen startede det, han altid har vægret sig ved at kalde karrieren på hjemegnen. Fødebyen Thyborøn og Lemvig. Derfra hans verden gik. Spillemandsgruppen Rumlekvadrillen blev første stop midt i 70’erne. Tre lp’er blev til, den midterste med den sigende titel Grov og simpel. Sidst i årtiet gik han på lærerseminariet i Nr. Nissum. Tiden der har han selv beskrevet således: »Altså, jeg havde formning om mandagen fra 14 til 16, og når jeg gik hjem om eftermiddagen sagde jeg god weekend…«

Spillemandsmusikken blev udkonkurreret af Bob Dylan og Chuck Berry, og debutalbummet De tørre er de best… men våde er de flest viste en sanger, der ikke red med på tidens danske poprockbølge, men sejlede i sit eget verdenshav. Ingen skrev eller har siden skrevet linjer så prosaisk surrealistiske som “Jeg kan husk’, da vi var børn/vi sad og kigged’ å akvariefisk, somme tider så tog vi dem op og vi … vi kværked’ dem/mens æ måne den lyste og æ gartners hest, den spiste havregryn…” Og sang dem!

Hans tredje plade gjorde sig i 1987 ikke kun bemærket ved titlen, Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl, men fremstår stadig som hans mest originale værk. At Tænke Sig og andre fik en del sjov ud af en af sangtitlerne: ”En sølvmåge lander ganske langsomt på Balticas flerfarvede lysstofrør og kikker opmærksomt ud mod havet.”

Pludselig fik ordet ’vestkystrock’ sin egen danske klang. Ingen friserede vokalharmonier, men sange, der fordanskede både Dylan, Hank Williams og Big Bill Broonzy. Og som uden at lefle for det udenlandske, hentede det her hjem, fordi det var bedre end »at kede sig ihjel på Shell,« som han synger i ‘Meg Ryan’s aftenvals’.

Sammen med den kongeniale guitarist Knud Møller fortsatte Madsen konjunkturignorerende ud ad det spor. En optræden med singlen ”En at bli’ som” med Peter Belli, Nanna og Billy Cross ved det første danske Grammy-show i 1989 gjorde Madsen endnu mere kendt end han var blevet året før med det ret Dire Straits-agtige album Udenfor sæsonen. Det blev Madsens gennembrud, både hos kritikerne og hos masserne.

Siden er det blevet til en halv snes plader, der har fintunet udtrykket uden at flytte på førstehåndsindtrykket. Som tekstforfatter er han billedskabende og original – hvem andre været så træt, at »jeg kunne sove på en kødkrog«? Derimod har han som komponist sine begrænsninger, men der er noget afvæbnende og charmerende ved hans sanges ofte meget tydelige lån fra forbillederne. F.eks. var en sang som ‘Darwin er død i Danmark’ ikke blevet det samme uden Manfred Manns ‘Pretty Flamingo’.

Sporadisk har Madsen med de ligesindede rasmus modsatter, Lars Lilholt og Allan Olsen, haft et tumultuarisk, men platinpopulært samarbejde omkring trioen Dalton.

Selv om Johnny Madsen i sommer har et tæt besat turneprogram, fylder billedkunstneren af samme navn næsten mere. Priserne på hans rødtonede, William Skotte Olsen-inspirerede malerier indikerer en efterspørgsel, som, hvis man skal tro anmelderne, ikke kun handler om kendiseffekten.

Der er udgivet bøger om både hans malerier og musik. I Anders Houmøllers Særling fra verdens ende causerer Madsen over det Danmark, han altid har forholdt sig jydeskeptisk til.

Han bruger vendinger som ”eventyrsamfund” og taler om velfærdsdiktaturet, og demonstrerer, at selv om man gør sit bedste for at ligne en overvintret, fedtet hippie, kan man godt være noget så modsatrettet som en folkelig liberalist.

Han har fået en vej opkaldt efter sig. Det er også det eneste nogenlunde lineære ved Johnny Madsen.

Ukrediteret pressefoto fra Madsens Galleri

En kortere version af denne artikel står at læse i Politiken i dag.

Readmore  

Fri strengeleg med Billy og Aske

Kommentarer slået fra

Når vinteren strenges, er guitaren en god radiator. Og to guitarister kan sammen udgøre et helt kraftværk. Det beviste Aske Jacoby og Billy Cross, da de i går lagde vejen omkring Bremen i København som næstsidste stop på en mini-turne, der slutter torsdag i Kerteminde.

De er som guitarister ret forskellige. Cross har især på akustisk ikke så lidt af en god, gammeldags guitar-picker i sig, når han da ikke opmaler Jimmy Page-lignende lydlandskaber eller demonstrerer, at slideguitar ikke behøver være en træt blues-kliche. Jacoby, som altid har forstået at være tilstede i selv den mest fraværende musik, er mindst lige så teknisk velfunderet. Han lyder på sin Chandler-guitar som en ung Larry Coryell med en distinkt country-flavour, men fremhæver selv både Jeff Beck og The Beatles som en inspiration.

Lyden var eksemplarisk, og ydede righoldigheden af glissandi, barrégreb, flageoletter og overtoner fuld retfærdighed. Men selv om det måske nok tangerede det nørdede i nogle af de klangudforskende instrumentalpassager, hvor den ene improvisation digtede videre på den anden, blev det aldrig bare blær og guitarlir.

Aske Jacoby og Billy Cross spiller nok for og til hinanden, men de lader ikke publikum i stikken. Og så er der en god portion humor med i selve spillet. Derimod kunne jeg godt have undværet mellemlægssnakken. Den var ikke altid lige morsom.

Repertoiret var til tider lige lovligt leddeløst sammensat, og hyggen tog af og til over på bekostning af intensiteten, men er det ikke sådan, det er, i en legestue?

Første sæt varierede fra ‘Freight Train’ til en gnistrende udgave af Larry Williams’ arketypiske rocker ‘Bony Moroni’, og efter pausen strålede Cross’ kvaliteter som balladesanger, midtvejs mellem Don McLean og Bob Dylan anno ‘Simple Twist Of Fate’.

Også Jacoby lagde sine tunge lodder i vægtskålen med autoritative sangfortolkninger af Dylan’s ‘Ring Them Bells’ (fra cd’en Clubbing) og fra samme plade ‘The Water Is Wide’. Duoen rundede af med en strømførende opdatering af Chuck Berry’s ‘You Never Can Tell’ og som ekstranummer en sjælden fremførelse af ‘Legionaires Disease’ – i sin tid doneret af Dylan til Delta-Cross Band.

De relativt få, men meget medlevende tilskuere afsluttede aftenen med stående ovationer. Forhåbentlig får langt flere chancen ved den næste gang, der da må komme, ikke?

Foto hentet på flickr.

Readmore  

Guitars Inc.

2 Comments

Guitaristerne Billy Cross og Aske Jacoby hører til vore mest fingernemme instrumentalister. Nu har de sat kurs mod det, de selv kalder en musikalsk opdagelsesrejse. Det sker i november og december, hvor de turnerer som duo med en musik, der måske henter næring i titlen på Jacobys debutalbum fra 1991: Not only for the royalties.

Cross er verdensberømt herhjemme som ham, der flyttede Delta Blues Band fra klubberne til hallerne og festivalerne uden at kappe deres rødder over. Han har desuden produceret et utal af plader for andre, ikke mindst Anne Dorte Michelsen, Dalton, TV2 og C.V. Jørgensen. Han er Artist in residence på Louisiana, og lader hobby møde arbejde i bandet Everybody’s Talking. Hans seneste soloalbum, “So far so good” dementerer endnu gang hans synspunkt om sig selv som en dårlig sanger.

Jacoby slog igennem som flerstrenget vidunderbarn i News, og har siden vist et langtidsholdbart talent sammen med Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Kasper Winding og C.V. Jørgensen. Blandt mange andre.

Og får de brug for catering undervejs, medbringer de jo selv en glimrende kok ved navn Billy Cross.

Ukrediteret pressefoto fra Fyns Musikkontor, hvor tid og sted for turneen også vil blive offentliggjort.

Readmore  

Trio con amore

3 Comments

ebtIMG_5824

Koncerter har det nu om dage med at være trættende. Publikum er der ikke for at opleve noget, der er større end dem selv, men for at befolke et socialt rum på samme tyranniserende, egocentriske måde som man oplever det andre steder. Man giver sig ikke hen, men snakker højrøstet, både med sidemanden og i mobilen. Især ved stadionkoncerter er det svært at forstå, hvorfor folk betaler store summer bare for at høre sig selv, når der nu står på billetten, at taletiden om jeg må sige tilhører en anden.

Netop derfor er det en lise, at der stadig findes steder som den velsignet usmarte Frederiksberg-cafe Bartof. Her tilbragte jeg torsdag aften sammen med ca. 100 andre, der var kommet for at lytte til Everybody’s Talking uden af den grund at tage bandet for pålydende. Der blev lyttet og medlevet, men uden spor andægtighed.

Everybody’s Talking er en trio bestående af Jimmy Colding, Lars Maasbøl og Billy Cross. De to førstnævnte spiller i Zididada, men Cross, han er, nå ja, the Billy Cross. Eller som han selv sagde: “I ved vist ikke hvem jeg var.” De to andre havde efter eget udsagn hægtet sig på Billy Cross’ efterårsturne. Så var tonen ligesom slået an. Selvironi, Hausgaard-tør humor (Maasbøl) og godmodig omklædningsrums-mobning parres hos ET med en afslappethed, der ikke er det samme som mangel på disciplin. Eller på musikalske ambitioner.

Med de vokale og guitaristiske færdigheder trioen besidder, ville det være naturligt at indlemme sange fra både Everly Brothers og Crosby, Stills & Nash-kataloget i repertoiret, men det ville også være for oplagt. På samme måde som bandet var på fornavn med adskillige af tilhørerne, således spiller de kun kendte sange. Men der er ikke dømt røvballekopi. Istedet bød aftenen på en spændvidde fra en højtflyvende “Blackbird” (som Crosby, Stills & Nash i øvrigt lige har indspillet til et oldies-projekt) over en ret tjekket “Mighty Quinn” til en overraskende, mørk og magisk udgave af Pink Floyd’s “Wish You Were Here”. For sig selv stod et Herb Alpert-agtigt arrangement af “How Deep Is Your Love” med Maasbøls mund i rollen som Tijuana-trompet.

Stemningen var, som musikken og stedet, fortættet og intim. For nu at bruge en eufemisme. Eneste anke: De spiller for få Poco-numre.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top