Lucinda Williams nu i 60′erne

Lucinda Williams nu i 60′erne

Kommentarer slået fra

Forleden sang James Taylor for Barack Obama. I den rolle kommer man aldrig til at se Lucinda Williams i, det er hun ikke dagligstuehyggelig nok til, men faktisk læste hendes far, digteren Miller Williams, et af sine værker højt ved 1997-indsættelsen af Bill Clinton.

Selv om Williams, der fylder 60 i morgen, altid har lydt som om hun er barnefødt i et miljø, hvor modgang er en del af hverdagen, lyver hendes stemme. Nok er hun skilsmissebarn, men hun og hendes to søskende voksede op med deres universitetsundervisende far uden at mangle omsorg. Hun har siden omtalt faderen som sin mentor.

I 1978 albumdebuterede hun med ’Ramblin’, der afspejlede hendes country- og bluesrødder og anslog den tone, hun senere har udviklet.

Bob Dylan er en oplagt og erkendt inspiration, det samme er Bonnie Raitt, men Lucinda Williams er dog mest sig selv. Hendes sange kredser omkring det hvide lillebymiljø i Syden, om forliste forhold og drømme om et bedre liv. Samtidig er hun en sej guitarist. Hvis Rolling Stones engang skulle have et kvindeligt medlem, ville hun ikke være til at komme udenom.

Williams synger sin »happy woman blues« med en smukt brugt sopran om sit alt andet end ligeud ad landevejen-liv, ikke skuffet eller desillusioneret, men erfaren, kuldslået og såret, og lige så tit stolt og selvbevidst. Altid hjertebankende ægte. Dén kunstneriske præmis har betydet, at Williams er karrig med sine pladeudgivelser.

En af hendes kendeste sange, ’Passionate kisses’, blev et gennembrud for hende som sangskriver og for Mary Chapin Carpenter, der hittede med sangen i 1993.

Ti album er det blevet til med Grammy-vinderen, Car Wheels on a Gravel Road, fra 1998 som kunstnerisk højdepunkt. At sangen ’Still I long for your kiss’ kom med i filmen, Hestehviskeren, skadede ikke pladesalget.

Alligevel kommer hun ind i ens liv med en betroelse af den slags, der kræver enten lang tids venskab, blind tillid eller en smerte for stor til at dele kun med sig selv: »not a day goes by, I dont think about you, you left your mark on me, it’s permanent, a tattoo …«

Der findes plader, der folder sig ud for ens indre som et landkort over skæbner, episoder og kærlighedens labyrinter og blindgyder, med sange, der hver for sig fortæller en historie, man føler at kende på sin egen krop, og som samlet udgør en musikalsk logbog over et liv, der kun ved Guds lune ikke blev mit.

Sådan en plade er Car Wheels On A Gravel Road (YouTube-link).

Lucinda Williams er åndelig nabo til blues-stamfaderen Robert Johnson, men der er intet musealt over hendes hjemmedestillerede sange, som kan forkortes til countryrock med lige meget tryk på begge dele af ordet, men også låner af Dylans narrative nerve og Bruce Springsteens sans for storhed, ikke mindst understreget af Roy Bittan fra The E Street Band. Han sætter adskillige prikker over de musikalske i’er på pladen med sit Hammond-orgel og sin trækharmonika.

Sydstatsstednavne er trædesten i de fleste af hendes sange.

Readmore  

Slowhand i superdeluxe regi

1 Comment

Første halvdel af 70′erne var ikke et lystspil for Eric Clapton. Det kan godt være, at han fra sin bedste ven havde scoret prinsessen, men han kunne ikke holde ud at være i resten af kongeriget. Først prøvede han at holde verden ud – og ude – ved at dope sig tung med heroin; siden, da han så succesfuldt var blevet afvænnet, begyndte han at drikke tæt, så tæt faktisk, at han blev nødt til at indforskrive en ekstra guitarist, George Terry. Denne spillede, især live, lige så mange soli som manden, nogen engang havde kaldt Gud.

Claptons misbrugsproblemer havde musikalsk sine gode sider. Han nedtonede det mere muskuløse i sit guitarspil, og blev mere og mere interesseret, måske af nød, i sin egen udvikling som sanger. Samtidig lyttede han mere til J.J. Cale end til Duane Allman, og på 1974-albummet, 461 Ocean Boulevard, havde han i Bob Marley’s musik fundet en ny musikalsk forelskelse.

Da Slowhand udkom tre år senere, var forventningerne til Eric Clapton skåret ned til menneskelig størrelse. Det havde han selv sørget for. Måske er det derfor pladen stadig virker så rørende og så ydmyg.

Nu får albummet den efterhånden obligate superdeluxebehandling. Overførslen til cd-mediet har aldrig været helt tilfredsstillende for denne musik. Indtil nu, hvor den fremstår sprød og nær. Boksen tæller diverse andre formateringer, bl.a. i form af en lp, og bookletten sætter tingene og myterne på plads ligesom det er ret nostalgisk og corny at se de minutiøst reproducerede kopier af datidens koncertprogrammer. Et fornemt produkt, hvor kernen dog trods alt er musikken.

Selve albummet rangerer nu om dage højt på Clapton-hitlisten – dengang tog man det mere som en lidt skuffende selvfølge – og sange som Cale’s ‘Cocaine’, den yndefulde ‘Wonderful Tonight’, ‘Lay Down Sally’ (af Clapton, Terry og den ene af bandets sangere, Marcy Levy) samt ‘The Core’ med gnistrende, magtfuldt guitarspil og den instrumentale ‘Peaches and Diesel’ viser en mand, der har accepteret, at fremtiden nu også gælder ham, og at han ikke har noget imod det. Der er en ny sødme og sårbarhed i både hans stemme og hans spil.

Den store bonusgave ved sættet er dog et dobbeltalbum, optaget live i Hammersmith Odeon. Hidtil har disse optagelser fra april 1977 kun floreret på bootlegmarkedet (som jo nu også inkluderer streaming). Dette er den ægte vare.

Sammen med Terry, Levy og Yvonne Elliman, bassisten og kapelmesteren Carl Radle, trommeslageren Jamie Oldaker og keyboardspilleren Dick Sims råder Clapton over et band, der måske ikke er så offensivt som Derek & The Dominos, men står godt til Claptons temperament.

Åbningen med Cream-nummeret ‘Badge’ er gratiøs og storslået, og da de lange, pinefuldt smukke toner fra ‘Stormy Monday’ modstræbende dør ud halvanden time senere efterlader det indtrykket af en mand, der dementerer Blind Faith-sangen ‘Can’t Find My Way Home’. Clapton lyder som en, der måske ikke har fundet ro, men nu kender vejen hjem.

Det er livsbekræftende og tidløst.

Eric Clapton: Slowhand. Compilation-producer: Bill Levenson. Polydor/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Comeback for Robert Cray

Kommentarer slået fra

Da Robert Cray først i 80′erne ankom med albums som Bad Influence og False Accusations lød han, sammen med Stevie Ray Vaughn, som den alt andet end kompromissøgende blues-fornyer, vi havde håbet på siden Eric Clapton. At han samtidig forstod at drapere indflydelsen fra Muddy Waters, B.B. King, Albert Collins og Johnny Copeland i blæser-indrammede, Stax-inspirerede arrangementer skadede ham ikke kommercielt.

Siden kunne han ikke helt holde kunsterisk momentum. Lidt for mange, lidt for ens plader, men stadig en guitaristisk attraktion ved de mange koncerter, hvor han den dag i dag tjener sine penge og forsvarer sit ry.

Nothin but love er hans tyvende album. Det er overraskende godt. Tonen er den gammelkendte, der kombinerer det sylespidst-desillusionerede med det poetisk-melodiske. Sangene har til gengæld lige fået den ekstra nerve og melodisk substans, som hæver dem over kvalificeret natradiofyld.

Cray synger dem med en ny, inderlig varme, og lyder i nogle af balladerne (bl.a. den vidunderlige ‘I’m Done Crying’) faktisk som en uhysterisk, uindbildsk James Brown. Numre som “I’ll Always Remember You” kunne man sagtens forestille sig fortolket af Clapton. Det er en ros i min bog.

Cray kan stadig få sin Stratocaster til både at græde og juble. Han kan flytte fingrene, men skynder sig langsomt, og det er jo i en guitarkasse hele hemmeligheden ved the blues. Plus det håb og den selvransagelse, der giver ekko overalt i musikken. Og som man ikke kan øve sig til…

Bag sig har Robert Cray et band, der anført af keyboardspilleren Jim Pugh både er til honky tonk og til Memphis-soul. Nothin but love er indspillet live i studiet. Det kan mærkes.

Kort fortalt: En plade, der lyder, som om den vil holde længe.

Robert Cray: Nothin but love. Producer: Kevin Shirley. Provogue Records.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

100 år med Robert Johnson

2 Comments

HVORNÅR blev rocken født? Et godt bud er, at de første veer indtraf i et øde, forblæst vejkryds i Sydstaterne først i de depressive 30’ere. Derude, hvor to mudrede dirt roads krydser hinanden. Vi er på Lars Tyndskids mark, i the backland, hvor kragerne for længst er vendt. Det er tåget, spøgelsesagtigt og i det fjerne glammer en lænket hund.

Midt i billedet står en spinkel sort mand i tidstypisk stribet, men lidt slidt habit og taler med Djævelen. Jeg er ikke tæt nok på til at kunne høre, hvad de siger, men da samtalen er slut, har den godt 20-årige Robert Johnson solgt sin sjæl og sine lange, tynde fingre til Djævelen og otte års her-og-nu-liv mod at kunne spille guitar som ingen før eller efter ham i Mississippi-deltaet og omegn.

Resten af sit korte liv skulle Johnson synge om den bittersøde smerte ved at pantsætte sin sjæl og om nødvendigheden af at prøve at vinde den tilbage igen. Ofte fra de kvinder,som tit gled ind i rollen som Djævelens stedfortrædere. Og det kender man jo godt, mand og mand imellem…

I dag er det 100 år siden Robert Johnson blev født. I Hazlehurst, Mississippi.

At (gen)høre ham lyder på sin vis som myteindhyllet etnografica fra et land, langt langt borte, men samtidig rummer sange som ‘Cross Road Blues’, ‘Terraplane Blues’ og ‘I Believe I’ll Dust My Broom’ et distinkt, nærværende ekko af alt det, rocken også er og i sine bedste øjeblikke stadig stræber efter at blive, når vi trækker almindeliggørelsen og nutidens postmoderne hang til værdiudjævning fra: En udtryksform, der både afdækker, dokumenterer og følger med tiden.

Måske var det grunden til, at Robert Johnson solgte så godt som noget pophit, da hans i alt 41 indspilninger fra 1936-37 i 1990 mødte cd-alderen i form af et bedstsælgende bokssæt, der afløste de obskure 78′ere fra mellemkrigstiden og lp-versionerne fra de tidlige 60′ere, der rev benene væk under folk som Eric Clapton, Jimmy Page og (den unge) Dylan, som i sine Chronicles skriver, at »Robert Johnson’s code of language was like nothing I’d heard before or since.«

Johnson havde midt i 30’erne rejst rundt som løsarbejder, kvindebedårer og musiker – mest de to sidste ting, og han var velkendt i smugkroer og ballrooms overalt i Syden. Og ikke mindst var hans pagt med Djævelen hin nat, »standing at the crossroad,« kendt, og han gjorde ikke noget for at underkende den, selv om han aldrig gik i detaljer, men slog det hen, når nogen spurgte til den.

Det var en god (vandre)historie, men virkeligheden er måske snarere, at han forlod sin hjemegns musikermiljø, fordi de store drenge som Charley Patton og Son House drillede ham med, at han ikke kunne spille godt nok, kun se godt ud. Oven i det hele døde hans kone – og barn – i barselsseng.

Robert Johnson fik for alvor the blues – eller som han synger et sted »the blues is a low down achin’ heart disease« – og var væk et år. I den tid lærte han sig at spille djævleblændt godt guitar af en ældre kollega. Nu drillede ingen Robert Johnson, men folk var både lidt bange for ham og meget draget af ham, når han optrådte.

DET KAN MAN godt forstå, når man hører de indspilninger, han fik foretaget i San Antonio og Dallas i november 1936 og juni ’37. Først og fremmest er det svært at fatte, at vi hører en 25-årig. Han synger jo, som var han dobbelt så gammel. En mand, der har prøvet livet, og prøvelserne har sat sig i ham som en grundlæggende mistænksomhed over for enhver, der siger, at mænd ikke er hinandens rivaler; over for enhver, der siger, kvinder ikke kun er ude på at friste, bedrage og forlade; over for enhver, der siger, at livet kun bliver bedre, når man lever det sammen med andre.

Nej tak, sir, ole man Robert har været der, har prøvet det, og det eneste, han har at gøre på denne jord, er at fortælle sin historie, synge sin skæbne. Ikke for at missionere, men for at give folk som ham et spejl at spejle sig i – det kunne så være nok så uheldsvarslende splintret.

Den amerikanske kritiker Greil Marcus formulerede det således i sin essay-samling Mystery Train: »Johnsons vision var en verden uden frelse, uden forsonende træk, uden hvile …« Det er denne usmykkede realisme, der går igennem hver en sitrende nervetråd i hver en verslinje i hans musik.

»I got ramblin’ on my mind …« nærmest besværger han i en af sine kendteste sange. Og på farten var han konstant, på flugt måske fra sig selv. Selv var han ikke i tvivl: Han havde i bogstaveligste forstand ild i røven. Eller som han synger: »I got to keep movin’, blues falling down like hail, and the days keep worryin’ me, there’s a hellhound on my trail …« På sin vej møder han en masse no good women og en masse billig sprut, og feminister har skrevet indignerede essays om Johnsons brug-og-smid-væk kvindesyn: »en kvinde er som en kommode. Der er altid en mand, der roder rundt i skufferne …« men de misser op til flere pointer.

Nok brugte Johnson kvinderne, men de brugte i høj grad også hans slags. Han var jo væk i morgen, og af og til var det faktisk også ham, der rejste videre med følelsen af savn og forladthed siddende så tæt ind til kroppen som det uvaskede undertøj. En sang som »Love In Vain« gjorde Rolling Stones berømt, men Mick Jaggers affekterede foredrag lyder nærmest som en karrikatur, målt med originalversionen (mens Keith Richards er og bliver en af Johnsons bedste disciple). Johnson synger, så han bliver hele sceneriet på en og samme smertefulde, men uafvendelige gang:

When the train it left the station with two lights on behind Well, the blue light was my blues and the right light was my mind all my love’s in vain …

MEN DISSE sange er også invitation til kontant, uforpligtende sex som »Come On In My Kitchen« eller ren sjov som »Phonograph Blues« om, hvordan han ikke kan få hendes pladespiller startet (dengang skulle man bruge håndsving!), og Johnson synger, så enhver blandt publikum tænkte højt med udannede, sjofle tilråb:

Now we played it on the sofa now we played it ’side the wall My needles have got rusty, baby they will not play at all

Og hele tiden stemmen, der ikke bare synger ordene, men er det ekstra instrument, der jo var nødvendigt, fordi han kun var sig selv og sin guitar. Robert Johnson mestrer den gutturale dybde og den overgivne, næsten kvindagtige falset lige godt med naturtalentets ufiltrerede spontanitet. Tilsyneladende, for der er en god del rutine og velprøvede tricks i hans fremførelse, og ligesom stemmen kan guitaren mere end en ting.

Der er faktisk steder, hvor Robert Johnson nærmest spiller boogie-woogie Kansas-klaver med sig selv på stålstrengene. Og grundlæggende præges hans bottleneck-dominerede spil af en overlegen teknik, der står i mystisk kontrast til kompositionernes uslebne snit.

Det er sagt, og med nogen ret, at Robert Johnson skyldte samtidige inspirationskilder som Patton, Son House, Lonnie John- son og den næsten lige så mytiske Tommy Johnson mere, end vi kan høre i dag, men det var i Johnson al denne rastløshed og længsel faldt til ro. Ikke i betydningen ’fred og ro’, men der er noget uafviseligt afklaret og determineret over Robert Johnson, som rimer godt med myten om hans møde med Djævelen hin aften.

Han vidste, hvad der ventede ham. Han havde noget, han skulle nå. Og spillede altså Djævelen et puds ved at opnå udødelighed.

Den amerikanske public service-medieplatform, NPR, kører p.t. en serie, hvor man lader unge praktikanter anmelde gammel musik. Det er til tider ret tankevækkende. Forleden nåede man til Robert Johnson. Læs her.

Sony markerer dagen med udgivelsen af et eksorbitant jubilæums-sæt.

Robert Johnson er – naturligvis – også på Facebook.

Readmore  

The Bear in memoriam

Kommentarer slået fra

http://www.youtube.com/watch?v=x4g-RexNu0o

Canned Heat havde udlevet deres rolle, da deres bjerg af en sanger (og mundharpespiller) Bobby Hite døde den 5. april for 30 år siden. Ironisk nok har de fleste i dag glemt, at det faktisk ikke var Hite, men Alan Wilson, der sang bandets kendingsmelodi, ‘Going Up The Country’, en af signaturmelodierne i filmen om den festival, der blev for gennembruddet Los Angeles-bandet Canned Heat.

At sangen så af blueskenderen Wilson var de facto planket fra Henry Thomas’ ‘Bulldoze Blues’ anede hippierne jo ikke…

Allerede to år før Woodstock havde Canned Heat vakt en vis opsigt på Monterey-festivalen. Og deres debutalbum kom lige i hælene på den optræden. Gruppen blev dog aldrig hverken så stor eller kritikerrost som Paul Butterfields Blues Band. Måske fordi de ikke rådede over så selvlysende en solist som Mike Bloomfield.

Til gengæld brændte bandets to stiftere, pladesamlerne Wilson og Hite, i mindst lige så høj grad for bluesmusikken. De viede en del af deres karriere på at genopdage kunstnere som Sunnyland Smith og var meget mere end backingorkester for John Lee Hooker på dobbeltalbummet Hooker ‘n’ Heat fra januar 1971. Pladen var bluespuristen Wilsons ide, og han nåede at medvirke på den, inden han døde af en overdosis i september 1970.

På scenen fremstod Bob Hite indtil sin død som en intens viderefører af Howling Wolf-traditionen. Uden den store originalitet, men med masser af vægt bag sin kærlighed til the blues.

Den vægt kostede ham livet.

Readmore  

Skru op for Allman Bros. – sgu!

3 Comments

I DE SENE aftentimer for 40 år siden, den 13. marts 1971, var The Allman Brothers Band ved at skrive sig ind i rockhistorien. De var i gang med deres anden koncert på to dage i Fillmore East i New York og supplerede den med endnu en den 27. juni samme år. Målet var at lave et live-album.

The Allman Brothers Band var nemlig trætte af at blive kaldt lovende af pressen. Nu skulle der sættes et udråbstegn. Sekstetten fra Macon, Georgia slog halv skade med kollegerne Elvin Bishop og Johnny Winter om at leje hippietemplet Fillmore East.

Planen var ind-til-benet simpel: Man ville lade båndoptagere indfange gruppen der, hvor den var bedst, på scenen, idet frie rum, hvor alt kan ske – og ofte skete dengang. Beslutningen skulle vise sig at trække inflationssikrede renter, både kommercielt og kunstnerisk.

Ikke alene gav koncerterne 12. og 13. marts samt i juni materiale nok til hele to dobbeltalbums plus det løse, men den første dobbeltlp fra Fillmore East ændrede også radikalt samtidens syn på Allman Bros. De gik fra at være et driftsikkert lokalt bluesband til en national rockbegivenhed, der udvidede grænserne for, hvad bluestraditionens 12 slidte takter kunne rumme og generere. Ja, der er øjeblikke på The Fillmore Concerts, hvor det lyder så fritfaldende og selvudløsende, som var det jazz, og det uden at hippierne løb skrigende væk af den grund.

Optagelserne blev i 1993 samlet på en dobbelt-cd, som var remastereret på analogt udstyr anno dazumal. Senere er andre genudgivelser kommet til.

BANDETS instrumentale anatomi var en næsten teknisk tegnet afspejling af hierarkiet i et prototypisk rockorkester, og så alligevel ikke, og det var denne variation, der gjorde en forskel: Bandets to trommeslagere Jaimo Johannison og Butch Trucks nøjes ikke med at holde sammen på musikken. I et organisk tandemspil fører de den videre, og bassisten Berry Oakley spiller sit eget spil uden at slippe sin rolle som rytmisk tovholder.

Uden den trio ville bandets stjerner, guitaristerne Duane Allman og Dickey Betts, ‘bare’ have fyldt rummet med spil for galleriet. Nu spilles der for musikken. Især i de meget lange, men mættede instrumentalforløb, tvillingeguitarnummeret ‘In Memory Of Elizabeth Reed’ og ‘Whipping Post’.

Duane går løs på musikken som en billedhugger, der aflokker en sten dens indre mysterier. Det var aldrig til at vide, hvad det ville ende med, og alligevel var det så disciplineret, at det stod i opsigtsvækkende kontrast til hans hippie-look. Og Betts spiller med betagende sans for skønheden i vildskaben.

Det var blues, ja måske, men ikke af “blind-neger-hamrer-på-et-hegn”-slagsen. Melodisk, symbiotisk og syret, men styret. Sangeren, Gregg Allman, lød som om det et eller andet sted også var lykken at være ulykkeligt forelsket.

ALLMAN Brothers var, som vi sagde dengang, far out. Og alligevel var de lige her. Jeg læste senere, at Duane Allman via sin gæstevisit i Derek & The Dominos havde lært Eric Clapton at spille bottleneckguitar. Tricket bestod i at spille med en tom flaske hostesaft. Det var ikke det eneste, Duane var på. Ja, hele bandet fungerede som et døgnåbent apotek for sjov tobak og livsfarlige stoffer. Kokain blev hurtigt til heroin, og musikerne åd så mange psykedeliske svampe, at de alle fik tatoveret en svamp på læggen, og en svamp blev gruppens logo.

Men det var før, Duane kørte så galt, at det hele kørte galt …

The Allman Brothers Band lod stå til, undtagen når de spillede. Det var der et par stykker af dem, der endte med ikke at overleve. Musikken gør.

Illustration: Coveret til 1993-genudgivelsen

PS: Hov, ser at dette er blogindlæg nr. 500 siden starten af Midt i en beattid i november 2009.
Jeg takker af hjertet for de stadig flere læsere, som har givet mig mod på yderligere 500 indlæg. Mindst.
Let it blog!

Readmore  

Chris Rea når altid hjem til jul

Kommentarer slået fra

Hvert år ved juletid er Chris Rea et lige så sikkert hit som pebernødder og gløgg. Hans ‘Driving Home For Christmas’ er tidsindstillet på playlisterne på alverdens radiostationer. Både som en atmosfærefyldt melodi og som et eksempel på, at der er sange, der er mere kendte end deres sanger.

I morgen fylder Chris Rea 60. Hans julehit udkom så langt tilbage som i 1988, hvor den til at begynde med ikke gjorde meget væsen af sig. Siden har den været med til at sikre ham en kunstnerisk uafhængighed, som han har brugt til at gøre alt andet end at gå i sine egne fodspor.

Hjemme i Middlesbrough gik han til hånde i farens mejeri, hvor specialiteten var hjemmelavet is, som blev solgt i butikker, ejet af hans italienske fødte far. Sønnens hu stod mere til den smeltende lyd af en bluesguitar, som han supplerede med så oplagt et sangskrivningstalent, at han blev opdaget af Elton Johns producer, nu afdøde Gus Dudgeon.

I 1978 udsendtes debutalbummet, Whatever Happened To Benny Santini. Fra det kom hittet ‘Fool (If You Think It’s Over)’, der blev en inspiration for senere britiske croonere som James Blunt. Og selv om Rea havde besvær med at blive hørt i USA, var sangen tæt på at få en Grammy for årets sang. Den tabte til Billy Joels ‘Just The Way You Are’. Vi er altså i den klasse.

Dudgeon var ude på at skabe sin egen Elton John. Det var Rea ikke, så de gik hver til sit. Og Rea kom ud i kunstnerisk dødvande. I 1983 fik han en comeback med sangen ‘I Can Hear Your Heartbeat’, men mest i resten af Europa. I 1989 endte han dog på førstepladsen på hjemmemarkedet med albummet Road to Hell med dets indolent swingende, melodiøse miks af Leonard Cohen og Mark Knopfler (som han har indspillet med).

Ved årtusindskiftet fik Chris Rea livstruende betændelse i bugspytkirtlen. Han lovede efter sigende sig selv, at hvis han overlevede, ville han genoptage kontakten til den blues, som i sin tid fik ham til at forlade ismejeriet.

Han holdt ord og det i den grad. I 2005 udsendte han cd-bokssættet Blue guitars! Udråbstegnet er sat, både fordi det er god, ærlig musik og fordi bokssættet består af 11 cd’er med 137 numre, kompletteret af en dvd. Konceptet er gennem egne sange at genfortælle bluesmusikkens facetterede historie over mere end 12 takter. Bokssættet er siden kommet i mere kondenserede forkortelser, men det er i det lange stræk projektet er lige så inciterende som det er insisterende.

Chris Rea kommer altid hjem til jul. Han har årskort til bundholdet Middlesbroughs kampe i den næstbedste engelske række. Og støtter aktivt de lokale konservative politikere.

Kanterne nøjes han med at have i sit guitarspil.

Ukrediteret pr-foto hentet her.

Readmore  

Gary Moore R.I.P.

5 Comments

Gary Moore meldes død, 58 år gammel. Lad tonerne tale.

Lyden af Gary Moore er lyden af ‘Still Got The Blues’. Lur mig om ikke hans elegiske ballade igen har fundet vej til playlisterne på alverdens radiostationer for de evigt unge på 50+ efter meddelelsen om, at den 58-årige nordirske guitarist og sanger i weekenden sov stille ind på ferie i Spanien.

Still Got The Blues hed også den cd, som i 1990 næsten gjorde Moore til en stjerne efter årene som sideman. Genhørt er det en gedigen plade. Ikke hyperoriginal, men heller ikke så mainstream-leflende, som bluespurister ville gøre det til. Den er båret af kærlighed til selve tonen i et guitarspil, der fra start til mål var inspireret af Peter Green fra Fleetwood Mac. Green skaffede Moore dennes første pladekontrakt sammen med den lokale gruppe Skid Row med barndomsvennen Phil Lynott.

Moore fortsatte et par plader med Skid Row, da Lynott forlod de andre for at danne Thin Lizzy i 1970. Han og Moore skulle dog i et årti spille med og mod hinanden i netop Thin Lizzy, hvor der var en svingdør, bygget til Gary Moore. Især hans arbejde på 1979-albummet Black Rose fortjener at blive husket.

Moore var en teknisk veludrustet guitarist med særligt øre for den melodiske smidighed, man hører hos især Albert King, men kunne også gå heavy metal-amok, når det stak ham.

Han udgav en snes plader i eget navn, og selv om han i 2009 fik en (noget tvivlsom) dom for at have plagieret en tysk guitarist, da han indspillede soloen til ‘Still Got The Blues’, er og bliver det den melodi, der står som dækkende signatur for hele hans værk.

The Sun sparer os, vanligt tro, ikke for detaljer omkring dødsfaldet. Omvendt har den publikation aldrig været noget sandhedsvidne.

Readmore  

Delbert har ikke tabt pusten

2 Comments

Texas-bluesmusikeren Delbert McClinton var med til at skrive musikhistorie, da han, som mundharpespiller for Bruce Channel, på en Englandsturne gav nogle tricks fra sig til en jævnaldrende, lærenem lømmel.

Året var 1962, lømmelen hed John Lennon, og få måneder senere kunne man på The Beatles’ debutsingle ’Love Me Do’ høre, hvor meget Lennon havde fået ud af at lytte til Channels hit ’Hey! Baby!’, hvor McClintons sugende spil har hovedrollen.

I dag fylder Lennons læremester 70 år, og mødet med The Beatles er kun en pudsig parentes i en karriere, der set med kommercielle øjne altid har været lige ved og næsten, men har sikret McClinton status som en af de spillemænd, stjerner gerne vil bære vand for.

Som solist var han en sen starter efter i årevis at have stået i lære som live-akkompagnatør for genregiganter som Jimmy Reed, Sonny Boy Williamson og Howling Wolf.

Hans debutalbum, ’Victim of Life’s Circumstances’, kom først i 1975. Og hans countryfarvede bluessange blev hurtigt efterspurgte blandt kollegaer. Emmylou Harris havde i 1978 et nummer et hit med hans ’Two More Bottles Of Wine,’ og Blues Brothers indspillede et af hans numre samme år. I 1980 fik han sit første, største og eneste hit, da han sang ’Givin’ It Up For Your Love’ til en ottendeplads på den amerikanske hitliste.

Vanen tro trak han sig derpå ind i musikken. Skrev sange til en taknemmelig kundekreds, der talte navne som Vince Gill, Wynonna, Lee Roy Parnell, Martina McBride, Garth Brooks og Trisha Yearwood. Og udgav album på album, men valgte ofte selskaber, der krakkede eller i hvert fald ikke kunne få ham gjort endnu mere kendt. Måske godt det samme.

Han har det nemlig bedst med at stå ude i siden, og lade andre tage spotlightet, men i 1991 vandt han sin første Grammy (ud af i alt tre) – for ’Good man, good woman’, en duet med den stilbeslægtede Bonnie Raitt. Året efter nød han også et countryhit i duet med Tanya Tucker, men lykken ligger ikke gemt i hitlisteplaceringer, kritikerros og statuetter.

Når hans mundharpespil og følsomme, ru røst får et lille, tilrøget spillested til at blive stort og hjertevarmt af hans ’honky tonk blues’, har Delbert McClinton selv sagt, at han føler sig som titlen på et af sine efterhånden femogtyve albums – ’One of the fortunate few’.

Illustration: Forsiden af 2003-livealbummet

Denne omtale kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Readmore  

B.B. King er stadig blueskonge

Kommentarer slået fra

B.B. KING bærer sit efternavn med al den selvfølelse, som er på sin plads, når man i seks årtier har legemliggjort bluesmusikken. I morgen torsdag fylder han 85, og selv om koncerterne nu gennemføres siddende og kampvægten ikke er vigende, er han i fin form.

Umiddelbart efter at have pustet lysene på lagkagen ud, genoptager King sin evighedsturne som omrejsende ambassadør for den musik, Riley B. King første gang mødte hjemme i Indianola, Mississippi.

Kings opvækst er som hentet ud af den store, uopslidelige bluesbog. Den faderløse familie ernærede sig som det laveste af det lave – landarbejdere på plantager i Syden, hvor apartheid virkede som naturens orden. King sang gospel om søndagen og sparede sammen til en guitar, som han som 12-årig købte for 15 dollars.

I Mississippi-deltaet var the blues nationalmelodien, og King sugede til sig. Guitarister som T-Bone Walker og Lonnie Johnson blev hans forbilleder, og efter krigen rejste han til den musikalske smeltedigel, Memphis. Her kom han i mesterlære hos Bukka White, en noget ældre  slægtning, der spillede slideguitar. King lyttede og lærte, men Whites countryblues blev ikke endestation for King.

EJEREN AF EN grillbar lod King optræde en aften, og lovede ham flere job, hvis han kunne skaffe hende omtale i den lokale radio, WDIA. Dengang var det kutyme, at musikere fungerede som reklamesøjler i radioen. Firmaet betalte så deres løn mod at musikeren dels optrådte og dels vendte plader, alt imens sponsorens navn blev nævnt. King blev kendt og feteret som ’Beale Street Blues Boy,’ dj’en, der spillede bedre end de plader, han vendte.

I 1949 pladedebuterede han som B.B. King, og de følgende år gæstede han et nyåbnet pladestudie, ejet af Sam Phillips (som siden skulle opdage en truckdriver fra Tupelo). King var begyndt at komponere. I 1951 indspillede han i den lokale KFUM-gymnastiksal, ”Three O’Clock Blues,’ som blev et regionalt hit med Kings dybt smertende, lyse soul-stemmeføring og vibratobårne spil på den Gibson-guitar, han kaldte Lucille.

Navnet fik den efter en begivenhed, King har fortalt så mange gange, at den er blevet sand: Det var bitterligt koldt. Han spillede i en eller anden bule, hvor man for at holde varmen afbrændte åbne tøn der med petroleum. To mænd kom op at slås om en kvinde. De skubbede til en tønde. En ødelæggende brand opstod. King opdagede i tumulten på vej ud, at han havde glemt sin guitar i ildhavet. Ham tilbage igen. Han fik både sig selv og den ud helskindet. To mennesker omkom i flammehavet. Bagefter fandt King ud af, at kvinden, der havde udløst så brandfarligt et begær, hed Lucille.

Ikke noget dårligt navn til en guitar.

OP GENNEM 50’erne og 60’erne voksede King, både i statur og berømmelse. Numre som ’You Know I Love You’ og ’You Upset Me Baby’ og signaturen ’Everyday I Have The Blues’ viste nye veje for bluesmusikken; væk fra det museale og ind i en blæser-akkompagneret stil, som kustoderne fandt for showbiz-præget.

King var fortsat forbeholdt et sort publikum og udtalte selv, at det så han ingen grund til at ændre. I 1962 skiftede han dog til ABC, det samme selskab, som havde kunnet sælge Ray Charles og Fats Domino til et hvidt publikum.

I 1964 fik B.B. King udsendt ’Live At The Regal’, optaget ved en koncert i Chicago. Der ville jeg godt have været i stedet for at drikke Jolly Cola i Hithouse.

Albummet blev Kings visitkort til et større, blandet publikum. Det blev på sin vis lige så medrivende og skelsættende som James Browns liveoptagelser fra Apollo Theatre i Harlem året før. Godt hjulpet på vej af sangen ’How Blue Can You Get’. Samt ikke mindst 1970-hittet ’The Thrill Is Gone’, der blev tvangspensum for tusinder af håbefulde, hvide guitarister.

Berømmelsen huede B.B. King, men selv om han har spillet i Las Vegas for et suppe, steg & is-publikum, er forbavsende få af hans mere end 50 plader svipsere. Udvikling har der ikke stået på den musikalske menu længe, men med det cv er det et absurd krav.

B.B. King har ikke undgået de Onkel Tom-beskyldninger, der altid er blevet succesfulde, sorte kunstnere til del, men det respektindgydende ved King er, at uanset om det er Rolling Stones, U2, Gary Moore eller Eric Clapton, der inviterer ham indenfor på gæsteoptræden, opfører manden sig altid, som om det er ham, der er den gæstfrie vært.

Foto: Danny Clinch (Udsnit fra 2003-albummet Reflections)

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top