Genopdag Jimmy Reed

Kommentarer slået fra

Jeg sidder p.t. midt i færdigredigeringen af den danske udgave af Keith Richards’ erindringer, ‘Life’, som udkommer som del af en simultan verdensudgivelse i løbet af efteråret på Lindhardt & Ringhof.

En af bogens musikalske hovedpersoner er Jimmy Reed. Richards kalder ham ‘minimalismens mester’ og givet er det, at uden hans sang og sange havde Rolling Stones og tusinder af andre bluesbands haft sværere ved at lyde som sorte, lidelsesfyldte musikere.

Sangene er kendte: ‘Big Boss Man’ (som han ikke selv skrev), ‘Things Ain’t What They Used To Be’, ‘Bright Lights Big City’, ‘Take Out Some Insurance’, ‘Little Rain, ‘Shame, Shame, Shame’, ‘Honest I Do’ og ‘Baby What You Want Me To Do’. De findes i utallige fortolkninger fra Stones og Pretty Things til Elvis Presley. Jimmy Reed var en af de vigtigste medforfattere til bluesmusikkens ABC.

Det er simpel musik om et liv, der altid er alt andet end netop det. Reed synger (og spiller mundharpe) med smerte og savn. Men der er i ukueligheden noget paradoksalt livsbekræftende. Kald det bare tidløst. Og tæl til 12.

Født og opvokset i Sydstaterne (familien var omvandrende bomuldsplukkere og alt det der) flyttede Reed i slutningen af 40′erne til Chicago og fik et rhythm ‘n’ blues hit i 1955 med ‘You Don’t Have To Go’. Senere fulgte hit på hit, de fleste på Vee-Jay, selskabet som var de første til at udsendte The Beatles i USA, men da blegansigterne genopdagede ham sidst i 60′erne, var det ikke kun for det gode.

Han drak og drak endnu mere. Fik epilepsi og udviste noget, der lignede paranoia i sin afsondrethed, som kun med mellemrum blev brudt af velmenende producere og koncertarrangører. Han var sin egen værste fjende, og da han, 51 hårdt gennemlevede år gammel, døde i sin søvn i 1976 var der ikke meget tilbage af ‘Big Boss Man’.

Musikken bliver dog ved at leve. Anbefales kan The Classic Recordings.

Readmore  

100 år med Howling Wolf

Kommentarer slået fra

I dag er det 100 år siden, bluesgiganten Howling Wolf, blev født som Chester Arthur Burnett på en plantage i Mississippi mellem West Point og Aberdeen. Der endte han med blive boende og hjælpe sin far med at passe jordlodderne, indtil han var fyldte 40. Når han ikke var i marken, lyttede han til musik, dels de bluesmusikere, der strejfede rundt som landarbejdere og dels på lakplader med folk som Charley Patton og Tommy Johnson. Patton mødte han tilfældigt som ung og glemte det aldrig.

Efter endt værnepligt (han blev hjemsendt af disciplinære grunde) fik han fod på egen jord og slog sig som farmer i 1948 ned i West Memphis. Her dannede han et weekendband med bl.a. James Cotton, Little Junior Parker og guitaristen Willie Johnson, og grundlagde en stil, han faktisk aldrig ændrede. Han var ikke meget værd som guitarist og der er hørt meget bedre mundharpespillere end ham – f.eks. hans svoger Sonny Boy Williamson, men hans stemme var unik. Han kombinerede Pattons rå, uskolede røst med sin egen udlægning af Jimmie Rodgers’ jodlen, og det gjorde ham hurtigt kendt som – Howling Wolf eller bare The Howl. Jeg skrev ‘gigant’ i indledningen. Med vilje. Han vejede i kampform 150 kilo og ragede små to meter op.

Sam Phillips, som endnu ikke havde opdaget Elvis, opdagede Howling Wolf. Et par singler førte til en kontrakt med Chicago-selskabet Chess og en flytning til the windy city, hvor bluesmusikken i de år var ved at ryste bomulden ud af træskoene. I Chicago mødte Wolf også sin rival Muddy Waters. De to blev aldrig venner, “men det var ikke fordi jeg ikke prøvede,” har Wolf sagt. De få, der kom han nær, tvivler. Han var en social analfabet, ville ikke røres ved og passede sig selv. En ensom ulv.

Heldigvis blev Wolf sat sammen med pladeselskabets bassist, kapelmester og huskomponist Willie Dixon. Sammen byggede de det musikalske fundament, Wolf brugte som ståsted for en berømmelse, han aldrig helt forstod eller påskønnede. Det gjorde derimod den fremstormende britiske bluesbølge, som aldrig havde taget fart uden sange som ‘Spoonful’, ‘Smokestack Lightening’, ‘Superstitious’, ‘The Red Rooster’ og ‘Wang Dang Doodle’ samt ikke mindst ‘How Many More Years’. Rolling Stones og Led Zeppelin skylder ham det meste.

I 1973 sendte en trafikulykke Wolf ud gennem bilens forrude. Han beskadigede nyrerne så slemt, at han resten af sit liv var i dialyse. Hans helbred skrantede, men på scenen virkede han, som om han var tilstede. Men kun i musikken. Klapsalver og omklamring af bluesfanatiske blegansigter sagde ham ikke noget. Han tolerede det, men mest fordi der var penge i det.

Illustrationen til dette indlæg er forsiden på hans sidste studiealbum fra 1973. Tre år senere var Ulven død, men hans musik strejfer stadig rundt derude. Den lader sig ikke tæmme.

Readmore  

Stort kørekort til the blues

Kommentarer slået fra


Sangeren Bobby ’Blue’ Bland begyndte som chauffør for B.B. King og Junior Parker, og der gik faktisk mange år, før han selv bestemte kørselsretningen. På onsdag fylder han 80 efter at have fyldt ikke så lidt i blueslandskabet, siden han slog igennem med ’Farther On Up The Road’ i 1957, en af de bedste ’hun-elsker-mig-ikke-længere’-sange med linjerne: ”Farther on up the road someone’s gonna hurt you like you hurt me…”

Det er naturligt, at Bland også er med i rockens Hall of Fame, ikke kun fordi han inspirerede folk som Eric Clapton lige så meget som vennen B.B. King, men fordi han var med til at bane en ny, mere tidssvarende vej for blues. Væk fra bomuldsmarkerne ind til storbyen. Og så gjorde han det nok så bemærkelsesværdigt uden selv at kunne spille så meget som en tone på guitar. Hans instrument var stemmen, som var alt andet end det hans efternavn ellers antyder.

Bobby Bland blev født i landsbyen Rosemark, lidt uden for Memphis, Tennessee. Han gik ud af skolen i 3. klasse. Det var vigtigere for familiens overlevelse at hjælpe med at plukke bomuld og gå til hånde som så mange sorte i Sydstaterne. Som syttenårig flyttede han med sin mor til Memphis. Hun ville have at jeg skulle se noget mere af verden, siger han til Peter Guralnick i bogen ’Lost Highway.’  Han begyndte at hænge ud i Beale Street, byens musikalske hovedgade. Her mødte han bl.a. en ung disckjockey Riley, der også spillede guitar under navnet B.B. King. Bland havde både kørekort og bil, så de blev venner, og efter Kings gennembrud begyndte Bland selv at synge, lidt for inspireret af sin kammerat.

Han blev indkaldt til hæren i 1952, og da han efter mere end to års udstationering i Japan vendte tilbage til Memphis var branchen vendt op og ned. Elvis Presleys succes betød, at bluesmusikerne ikke i samme omfang blev båset inde som race music. Der var et nyt publikum. Og det var ikke længere kun sort, men hvidt og købedygtigt.

Bland fik ny pladekontrakt, men nok så vigtigt en ny kapelmester, trompetisten Joe Scott, som skrev mange af hans sange og iscenesatte dem, så nunancerne i Blands stemme blev båret frem af bigband-arrangementer. ’Turn on your love light’ hittede i 1961. Siden fulgte sange som ’I pity the fool’ og ’Stormy Monday blues’. Medgangen medførte et stressende og hårdt turneliv, som gjorde Bland til alkoholiker. Han satte først flasken atten år senere.

Blands svaghed for croonere som Perry Como gav hans sange en anderledes blidhed midt i al kødeligheden, men et forsøg på at blødgøre hans blues i 70’erne og 80’erne faldt ikke heldigt ud. Han vendte i 90’erne tilbage til udgangspunktet – 1998-albummet ’Memphis Monday Morning’ er et karrierehøjdepunkt – og har konstant turneret siden. Han fejrer 80 års-dagen i Tunica, Mississippi med koncert på Sam’s Town Casino. Og bliver kørt hjem bagefter – af sin egen chauffør.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top