Dylan i orkanens øje

Kommentarer slået fra

Selvfølgelig har de været i gang længe, ude på nettet, dylanologer og hard core-fans, ja, enkelte entreprenante bloggere havde allerede i juli skaffet sig ulovlige lytteeksemplarer, så de kunne foranmelde Tempest, Bob Dylans 35. studiealbum. Det udkommer officielt på mandag, men streames p.t. på iTunes.

Der er i menigheden almindelig enighed om, at dette er om ikke et mesterværk, så i hvert fald en mesters værk. Og mon ikke avis- og magasinanmeldere vil mene det samme? Dylan har siden det eksistentielle liv-eller-død album Time out of mind jo været ramt af unison kritikermedvind.

Ikke sådan at forstå, at han har ladet sig mærke med det. Han har aldrig været i konkurrence med nogen eller noget. Om noget. Han har aldrig indspillet plader for at overgå sig selv – omend nogle af pladerne virker, som om de var ude på det modsatte! Dylan laver plader, fordi det nu engang er det, han har som arbejde, sideløbende med den ustoppelige turnevirksomhed – en ny runde med Mark Knopfler starter i aften i USA.

I det lys bliver det irrelevant, om Tempest er bedre eller dårligere end forgængerne. Men alligevel: Den er bedre, mere nærværende end Together Through Life og dårligere, mindre selvinvesterende end bemeldte Time out of mind (og Modern Times), men – selvfølgelig – slet ikke niveau med de ikoniske udgivelser – ingen nævnt ingen glemt.

Det er længe siden, Dylan skrev sange, der får tiden til at stå stille ved at tale den midt imod og får kloden til at dreje rundt i et andet tempo. Til gengæld har han skrevet så mange sange, at han nu om dage dels låner åbenlyst fra sig selv, og med legendens selvsikkerhed stjæler fra andre. Han gør det, fordi tingene for ham hænger sammen. Som om han vil sige, at når verden har taget ejerskab til hans sange, kan han også eje og bruge traditionen. Hvad enten det er Hank Williams, Robert Johnson, Bob Willis eller Muddy Waters’ ‘I’m a man’.

Derfor åbner Tempest også med sangen ‘Duquensne whistle’, der kommer ind i rummet som en påmindelse om dengang verden kørte på 78 omdrejninger i minuttet. Lyden er fjern som et mystery train, som om lakpladen bliver skåret, mens Dylans distinkte, smukt aldrende røst tager os med tilbage til de brølende 20′erne, fra før verden var af lave, dengang man kunne sætte alt på et kort uden at tabe det hele, og gjorde man det alligevel, havde man tiden og årene for sig.

Sangen glider over i ‘Soon after midnight’, en fuldbåren ballade, som ikke ville have været malplaceret på Blood on the tracks, en mindre romantisk udgave af ‘Lay Lady Lay’. Med Dylan som en øm, men ikke ømskindet, sprød besynger af en kærlighed, der kan holde til lidt af hvert:

“My heart is cheerful, it’s never fearful
I’ve been down on the killing floors
I’m in no great hurry
I’m not afraid of your fury
I’ve faced stronger walls than yours”

synger sangeren, der er “searching for phrases/To sing your praises…”

Tonen bliver mere bittersød, men stadig rørende på ‘Long and wasted years’ om et forhold, der er kørt ad sporet uden at turde kigge op i tide og har glemt dengang, de sammen udlagde skinnerne: “so much for tears so much for these long and wasted years”. Nu taler hun i søvne, alt det hun ikke tør sige, når hun er vågen: “Last night I heard you talking in your sleep/saying things you shouldn’t say/oh, baby, you just might have to go to jail someday…”

Nu skal man vare sig for at tro, at bare fordi Dylan synger i jeg-form, handler det om ham selv, men ikke desto mindre er der i de sange, Dylan brænder igennem, som celluloiden under barndommens solbeskinnede forstørrelsesglas.

Andre gange tager han fortællermasken på, og beskriver i en blanding af John Wesley Harding og de skillingsviser, han gav nyt liv på plader som World gone wrong, episoder fra imaginære westerns. Den ‘Ballad of a thin man’-beslægtede ‘Scarlet town’ kunne blive til en god Sergio Leone-film. Og igen en af de linjer, som viser, at så tørlagt som ordmager er Dylan heller ikke: “if love is a sin, then beauty is a crime, all things are beautiful in their time…” Samme toner anslås, men mindre forløst i morder/selvmorder-historien, ‘Tin Angel’, der lyder som ‘Sixteen ton*, spillet af et reggae-orkester, der ikke helt har styr på seks-ottendelene.

Tiden, læs: samtiden, spiller ikke den samme store rolle for Dylan, som dengang han var med til at definere den. Men i “Narrow way”, endnu en hyperenergisk hybrid af ‘Rolling & tumblin’, ‘Subterranean Homesick Blues’ og ‘Maggie’s Farm, fastslår han, at:

“This is hard country to stay alive in
blades are everywhere and they’re breaking my skin
I’m armed to the hilt and I’m struggling hard
You won’t get out of here unscarred
It’s a long road, it’s a long and narrow way
If I can’t work up to you, you’ll surely have to work down to me someday…” 

Okay, jeg kan godt læse, at jeg nu er ved at skrive mig op til, at denne plade nok er bedre end jeg indledningsvist antydede.

Imidlertid skæmmes den af et par lidt for skødesløst afleverede sange af den slags, Dylan kan skrive i søvne og bruge til lydprøver, og en i og for sig smuk hyldest til John Lennon rammer helt ved siden af pladens grundstemning, og så er dét, der angiveligt skulle være albummets tour-de-force, titelnummeret om Titanics forlis, en skuffelse.

Iscenesættelsen er ellers intelligent: En traditionel irsk folkevise iklædes et arrangement, der ekkoer af et new orleansk begravelsesoptog – tyverne igen. Men de nogleogfyrre vers – uden omkvæd eller b-stykker – fortæller en alt for velkendt historie, oprullet uden dynamik. Melodisk er ‘Desolation row’ og ‘Sad-eyed Lady of the Lowlands’ de rene radiovenlige popperler til sammenligning. For nu at nævne andre Dylan-sange med en varighed på omkring et kvarter. Både Harry Chapin og Mikael Wiehe har mere medrivende fortalt historien om skibet, der var bygget til at sejle ind i morgen, som Dylan synger.

Til gengæld giver nummeret en af pladens mange prøver på, hvilket kongenialt band, han omgiver sig med nu om dage. Forankret i bassisten Tony Garner og den rytmisk alerte trommeslager George G. Receli giver musikken rum til guitaristerne Stu Kimball og Charlie Sexton, Donnie Herron som melodisk farvelægger på steel, banjo og mandolin, Los Lobos-harmonikaspilleren David Hidalgo og sangeren selv på bar room-piano og guitar (men minus mundharpe). Det er et band, der som bekendt kan forvandle den lokale bodega til Madison Square Garden og omvendt.

Da Dylan forleden af Rolling Stone blev spurgt, om man skulle lægge noget i, at han havde opkaldt sin plade efter det skuespil, Shakespeare angiveligt skrev som sit sidste, gnæggede han: “Det er to forskellige titler, Shakespeare kaldte sit stykke The Tempest.”

Så nej, det er – heldigvis – nok for tidligt med en svanesang. Selv om Dylan fortsat lyder, som om han ved lige så meget om døden som om livet.

På sangen ‘Early Roman Kings” (den, der er bygget over ‘I’m A Man’) forsikrer han dog, at:

“I ain’t dead yet, my bell still rings
I keep my fingers crossed
like the early Roman kings…”

Det virker, det gamle trick, som så meget andet i dette, det seneste kapitel af Dylan-sangbogen.

Bob Dylan: Tempest. Producer: Jack Frost. Sony. Udkommer mandag.

PS: Som vanligt hjælper Dylan ikke sine fortolkere ved at aftrykke sangtekster i bookletten, så jeg tager mine forbehold over for citaterne, men det er sådan jeg hører dem. Og det tror jeg er helt i sangskriverens ånd.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Garth Hudson fylder 75

1 Comment

Det er ikke hver dag en musiker får en overgangssum, men Garth Hudson var ikke hvem som helst, da han i 1961 sagde ja til at være en af rock ‘n’ rolleren Ronnie Hawkins’ backingmusikere, The Hawks – det orkester, der blev bedre kendt som The Band.

Han var 24, i morgen fylder han 75, og hjemme i Ontario, Canada, gik der i musikerkredse frasagn om ham. Hawkins var en driftig mand, en rigtig møver, men ingen god sanger, og hans unge musikere ikke noget at skrive hjem om. Endnu. Som Levon Helm sagde: »Det var først, da vi fik en musiker af Garths kaliber, at vi begyndte at lyde professionelle. Han kunne spille alting og gøre det bedre end nogen, vi kendte.«

Hudsons forældre var fritidsmusikere. Og selv spillede han i danseorkestre fra tolvårsalderen og studerede siden Bach på universitetet, men Elvis gav også ekko i Canada, så han dannede sit eget rockband i 1958 og nød den lokale berømmelse.

Overgangssummen bestod i, at Hudson ugentligt modtog 10 dollars i konsulenthonorar. Han skulle gøre resten af bandet bedre. I filmen The Last Waltz fortæller de andre om ham som lærer. I transfersummen indgik også det Lowrey-orgel, som for alvor skulle give musikken karakter og dybde. I modsætning til den herskende Hammond-norm.

I 1963 fyrede bandet Hawkins. To år senere mødte de en folkesanger med dumdristigt mod på at spille det, hans stampublikum hørte som støjende, opportunistisk pop. Dylan blev en genvej til berømmelse. Det var Hudsons ide at båndoptage de sessions, der siden blev kendt som The Basement Tapes. I Greil Marcus’ stærkt anbefalelsesværdige bog Invisible republic kan man blive forvisset om Hudsons betydning for den proces. Og det var i The Band, at Hudson udfoldede sin multiinstrumentale musikalitet.

Nok skrev Robbie Robertson sangene og Helm sang de kendteste af dem, men det var Garth Hudson, der vidste, hvornår de trængte til harmonika (tænk bare på The Bands udgave af ‘When I Paint My Masterpiece’), klaver eller tenorsaxofon. Han lignede og ligner en vildmand, men der er intet ukontrolleret over hans musiceren, som dog heller ikke var beregnende – den var bare lydhør.

The Band takkede af i 1976, men blev gendannet i 1983 – uden Robertson – men selvmord og fatal sygdom satte et punktum i 1999. I dag er Hudson en efterspurgt freelancer, der også selv udgiver plader. Bl.a. sammen med sin skuespillerhustru, Maud.

Mens andre medlemmer af The Band bekrigede hinanden, arbejdede Garth Hudson altid på at være den samlende kraft. Også her er der sammenhæng mellem manden og musikken.

Pressefoto af John Steele fra www.garthhudson.com

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Johannes Andersens nudanske Dylan

2 Comments

Det meste ender med at komme tilbage til en, siger den gamle karmalov, og den virker. I 1997 skrev samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet et essay med titlen ‘Dylan – 90′ernes patetiske ikon’. Der skældte han sin egen generations anmeldere ud for det, han kaldte en patetisk begejstring for en mand, der efterhånden brød sig så lidt om sine sange, at han ikke engang gad udtale teksterne ordentligt, og som i 90′erne nærmest spildte sit talent. Dylan var, skrev Andersen, “reduceret til noget, der mest af alt kunne minde om en mekanisk animeret trædukke. Uden sjæl.”

Nu har jeg så i nogle dage råspillet Johannes Andersens debutalbum, Natten er nær – Bob Dylan på dansk, som rummer ti både kongeniale og ajourførte gendigtninger af Dylan-sange.  Det lyder, som om Johannes og Bob har fundet hinanden igen. Jeg mindes Allan Olsens gamle udsagn om, at hvis Dylan ville bosætte sig i Danmark, ville han vælge Aalborg.

I samme essay kunne man også læse, at “Dylan mere end nogen anden var den originale fortolker af en ny virkelighedsdimension, som brød alle traditionelle forestillinger om eksempelvis livet og politikken, og i stedet åbnede for den enkeltes mere subjektive oplevelse af et liv i en broget hverdag.” Heldigvis har Johannes Andersen ladet både pegepind og studenterhue blive hjemme på katederet, inden han gik i produceren og multinstrumentalisten Nikolaj Heymans studie i Hjortdal.

Istedet har han medtaget fornyende og tit forrygende ord til sange så kendte, at man ikke troede det muligt at fravriste dem nyt. Men faktisk tager Johannes Andersen ejerskab til disse numre, lidt lige som Steffen Brandt gjorde det på dobbeltalbummet Baby Blue.

Andersen har ingen stor stemme, men han er i al sin tilbagelænede diskretion faktisk en god sanger, fuld af ulmende energi. Ingen Caruso, men det er Dylan jo heller ikke – eller Brandt for den sags skyld… Tonelejet rydder sin helt egen bane med Leonard Cohen, Tom Lunden, Sebastian (som også har fordansket Dylan) og Henrik Strube som hjørneflag og Olesen & Olesen som linjevogtere. På lægterne hepper Niels Skousen, men ikke Eik Skaløe.

Nikolaj Heyman forstår vekselvirkningen mellem det skramlede og det lyriske. Ene mand (assisteret af sangerens guitar) swinger han simpelthen fuldt så godt som Dylan turneband. Masser af åndehuller og undertoner. Og selvforstærkende ekkoer af både J.J. Cale og Ry Cooder.

Repertoiret er velvalgt og måske en smule mindre mainstream – hvis man kan bruge det udtryk om Dylan – end Brandts bud. Fra ‘Ballad of a thin Man’ over ‘This Wheels on Fire’ og ‘All Along The Watchtower’ til ‘Not Dark Yet’.

Lad mig her, hvor der er plads nok, komme med et par komparative eksempler:

Hos Andersen bliver ‘Ballad Of A Thin Man’ til ‘Balladen Om Den Tynde’ med førsteverset: “Du står midt i rummet og famler med din plan/du ser en er nøgen og spørger: Hvem er den mand?/du prøver og prøver, men det går over din forstand/hvordan du får ham ned fra din altan/du ved at noget sker nu, men du ved ikke, hvad det er/Gør du, Lone Schmidt…”

Brandt fastholder Mister Jones: “Du går ind ad en dør/til ingenmandsland/du ser dig selv i et spejl/og du spørger: Hvem er den mand?/Du prøver igen men du ved du ikke rigtigt kan/finde en forklaring/og der er lang vej hjem/for der er noget på færde/men du ved ikke hvad det er/Gør du, Mister Jones…”

Dylan-fans vil vide, at Poul Borum i sin tid fordanskede Dylan som den første. Hans udlægninger kan, trods en vis litterær patos, stadig synges, og det kunne have været sjovt at høre Johannes Andersen give ‘Trøstesløshedsvej’ (‘Desolation Row’). jeg hører i hvert fald hans stemme, når jeg genlæser Borums tekst. Andersen anno 2012 bruger ikke Borum, så hans udgave af ‘Rainy Day Women #12 & 35′ hedder ikke ‘Regnvejrsdamer nr. 12 og 35′, men ‘Alle Bliver Mobbet’, for Andersen synger selvfølgelig ikke om stening (som Borum). Til gengæld misser han så dobbelttydigheden.

Omvendt bliver Andersens tekster noget i sig selv; han løfter, som Brandt, Dylan ind i en nudansk virkelighed. F.eks. på ‘Ensom Med Et Rastløst Sind’ (‘Like A Rolling Stone’), hvor vi både præsenteres for tynde linselus, og ham, der har gået i gymnasium, men bluffede sig igennem og endte helt i top: “Det er nu du vil sande man kan falde når man er kommet op” (som det hedder med kærlig hilsen til Bifrost). På den led bliver Johannes Andersen samfundskritisk på samme udogmatiske, fascinerende undvigende facon som Dylan.

Denne cd må gerne snart efterfølges af et ‘rigtigt’ Johannes Andersen-album. I sine mest personlige øjeblikke, som på ‘Endnu Ikke Mørkt’, tør han nemlig det private på den der blotlagte måde, vi anmeldere ynder at rubricere som hudløs:

Skyggerne falder. Jeg er stadig her
Det er for varmt til at sove, kan lige så godt lade være
Jeg føler mere og mere, at jeg er hård inden i
Har masser af arv, men intet at give
Det kniber for mig at finde ud af, hvor jeg er
Det er endnu ikke mørkt, men natten er nær…

Sjældent har rådvildhed lydt så vedkommende, fortættet og mulighedsfyldt.  Og musikalsk. Swing it, magistern…

Johannes Andersen: Natten er nær. Producer: Nikolaj Heyman m. Johannes Andersen. JLA/Gateway Music.

PS: For nylig fik jeg med en vis forsinkelse tilsendt endnu en Dylan-fordanskning. Ole og Uno Wierøds Dylansk med Niels-Ole Poulin kom i 2005. Cd’en er produceret af svenske Dan Tillberg (som selv har begået en Dylan-plade – og en Stones-ditto for den sags skyld) og i sin tid udsendt på hans nu krakkede selskab. Ambitionsniveauet er noget mindre, betydningslagene derfor færre og sangene fremføres lige lovligt 1:1, men der er tale om i enhver forstand con amore-indspilninger med en indtrængende og slideunderstøttet Jan Toftlund-følsom udgave af ‘I Shall Be Released’ som højdepunkt. Jo, der er plads til mange i Dyland.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Levons allersidste vals

2 Comments

Levon Helms betydning som brobygger mellem uramerikansk musiktradition og rocken fra Elvis og frem kan ikke overvurderes. Uden Helm og hans indsats i The Band ville man nu om dage ikke støde på ordet ’americana’ i hver anden anmeldelse af tidens nye rockorkestre.

Helm, som kort før sin 72 års dag er bukket under efter mere end ti års kamp mod kræft, var ikke en kustode. Han var en lyslevende multiinstrumentalist og sanger med en sej energi og spilleglæde, der først svigtede til allersidst.

Han voksede op på en farm i Arkansas. Hans første kærlighed var guitaren, siden kom mandolin og banjo til og først senere nåede han til trommerne. Derhjemme stod radioen på country, men efter at han som ung teenager havde overværet en koncert med Elvis Presley, var han ikke den samme, har han fortalt. Helm gik på opdagelse i den musik, der var brændstof for den unge komet fra Memphis. Og spottede forbindelsen mellem Bo Diddley og Hank Williams – på The lost notebooks, sidste års hyldestplade til Hank er Levons bidrag, ‘You’ll Never Again Be Mine’, det bedste.

Som syttenårig blev Helm hyret af den ikke spor originale, men storexcentriske og pr-pågående sanger Ronnie Hawkins. Denne var fra samme stat, men det var i Canada, han med Helm som ankermand blev et hit. Ud af det samarbejde opstod Levon And The Hawks. De kom tidens folkesangerstjernefrø for øre. Bob Dylan havde en plan, som indebar elektrificering.

Helm, dennes makker, guitaristen Robbie Robertson, og de andre høge kom på Dylans lønningsliste. Singlen, ‘Can You Please Crawl Out My Window’, vakte en vis opsigt. Dog for intet at regne mod det ikonoklastiske angreb på folkemusikken, som Dylan blev beskyldt for at udføre, da han erstattede den akustiske guitar med noget så profant som læderjakke og et rockband. Det huede ikke Helm at blive buhet ud hver aften, så da den amerikanske del af turneen var ovre, stod han af.

Helm skulle dog senere både spille og indspille med Dylan, som i går på sin hjemmeside sendte sin gamle kammerat disse afskedsord:

“He was my bosom buddy friend to the end, one of the last true great spirits of my or any other generation,” Dylan wrote. “This is just so sad to talk about. I still can remember the first day I met him and the last day I saw him. We go back pretty far and had been through some trials together. I’m going to miss him, as I’m sure a whole lot of others will too.”

FAKTISK OVERVEJEDE Helm efter den første, famøse Dylan-turne seriøst et farvel til musikken, og tog arbejde på en olieboreplatform i Den mexikanske Golf. I 1967 ringede hans gamle kammerater. De havde fået en pladekontrakt. Om han ville lege med igen? Han tog det næste fly.

Selv om det var canadieren Robertson, der skrev de store sange i The Band, var det Helm, der ved at forankre dem i en amerikansk bevidsthed gjorde dem endnu større. Bandets første og andet album er ikoniske. Og Helms karakteristiske røst gjorde ‘Up On Cripple Creep’, ‘Ophelia’, ‘They Night They Drove Ole Dixie Down’ samt den bibelsk storladne ‘The Weight’ til klassikere.

Også visuelt var det en oplevelse. Helm spillede sit fremaddrivende, men alt andet end simple trommespil (med spisepindefatning) samtidig med at han sang så hver en blodåre så ud til at være ved at briste.

Konflikterne mellem den forretningssnu Robertson og den stridbare Helm fik The Band til at takke af i 1976. Afskedskoncerten blev foreviget af Martin Scorsese i filmen The Last Waltz. På scenen vidnede et bredt udsnit af rockens blå bog om The Bands unikke position. En elektrificerende epitaf.

Siden udbrød en bitter fejde mellem Robertson og Helm, som endte med en vis forsoning eller våbenhvile, men Helm tilgav aldrig, at Robertson, ved det, Helm betragtede som ufine trick, havde købt de andre ud, så Robertson ejer forlagsrettighederne til et af rockens tidløse bagkataloger.

I en periode arbejdede The Band videre uden Robertson, men stofmisbrug og alkoholisme gjorde i bogstaveligste forstand projektet til en dødssejler.

Helms debutalbum i 1976 opdaterede den musik, han var vokset op med. Siden blev han gradvist mindre rockede, og i Woodstock etablerede han omkring årtusindskiftet i en tilbygning til sit hus en åben workshop. Der gik gny om disse »midnight rambles«, hvor kendte og ukendte musikervenner spillede fyraftensmusik af den slags, der forekom Helm at være bedre medicin end den kemoterapi, han undergik.

Undervejs i kræftforløbet mistede Helm sin signatur, stemmen, men i 2007 kæmpede han sig frem til et comeback med den Grammy-vindende Dirt farmer som blev fulgt op af Electric dirt i 2009. På begge plader lyder han som en mærket, men livsduelig mand.

Sådan skulle det ikke blive. For første gang ”snød” hans musik altså.

En af hans sange hedder »Ain’t no way to forget you«. Det samme siger jeg om Levon Helm.

Foto af Ahron C. Foster fra Helms hjemmeside.

Rolling Stone skriver også nekrolog.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Da Dylan fik svaret til at blæse i vinden

Kommentarer slået fra

Der er sange, som ufrivilligt er endt som musikalske svar på mågestel og Wiinblad-keramik. En af dem blev sunget offentligt for første gang denne aften, 16. april, for 50 år siden for rundt regnet en snes tilskuere på spillestedet Gerde’s i New York. På scenen stod en lille, tynd fyr med en lidt for stor guitar og en stemme af en slags, som ikke mange havde hørt magen til. Bob Dylan havde skrevet ‘Blowing in the Wind’ et par uger tidligere, “just like that,” som han senere sagde om den sang, der gav en ny, middelklassehvid generation af borgerrettighedsforkæmpere deres ‘We shall overcome’, en hillbilly spiritual.

Da sangen året efter nåede bilradioerne og den amerikanske hitlisteførsteplads med de renskurede, velmenende Peter, Paul & Mary, gjorde den Rasmus Modsat-idealisten Bob Dylan frustreret – hele vejen hen til banken.

Det er vist i øvrigt en sandhed med modifikationer, at Dylan selv var den første til at synge sangen for et publikum. I hvert fald går anekdoten, at han skrev den på under tyve minutter, hvorefter han ilede til sit vandingssted, Gerde’s, hvor han spillede den for kollegaen Gil Turner, som var på plakaten. Turner lyttede betaget, skrev ordene ned på en lap, spottede hurtigt, at sangens melodiske skelet mere eller mindre var den gamle slavearbejdssang, ‘No More Auction Block’, og nærmest ad lib-perfomede sangen i sit eget sæt.

Oprindelig havde sangen kun to vers, det første og det tredje. Senere på måneden, i pladestudiet, kom der ekstra vers på.

Alt tyder på, at sangens overvældende succes irriterede Dylan. Han har aldrig vedkendt sig sangens politiske dimension: “Jeg er ikke politisk anlagt,” sagde han engang: “Mit talent befinder sig slet ikke i det område; det består bare i at spille musik … ‘Blowing in the Wind’ var bare en følelse, jeg måtte have ud, fordi jeg følte, som jeg gjorde…” Og på en skramlet båndoptagelse fra hin aften på Gerde’s kan man høre Dylans lyse, troskyldige stemme introducere sangen med disse ord: “This here ain’t a protest song or anything like that, ’cause I don’t write protest songs … I’m just writing it as something to be said, for somebody, by somebody.”

I en række år derefter følte han ingen anledning til at synge ‘Blowing in the Wind’. Andre gjorde det jo så rigeligt for ham – gennem årene er den blevet indspillet i talløse mulige og umulige versioner, bl..a. på fransk, tysk, bengali og italiensk, fra Stevie Wonder via Malene Dietrich til Sven Ingvar’s og senest, og smukt nedtonet, af Ziggy Marley på Amnesty-dobbeltalbummet. (YouTube-klip)

Dylan kom gradvist overens med tanken om at have skrevet så almengyldig en sang. Da han sagde i 1971 ja til at medvirke ved koncerten for ofrene for Bangladesh-flodbølgen, bad George Harrison så mindeligt ham så om at spille sangen. “Hvorfor!” bed Dylan ham af: “Spiller du så ‘I Want To Hold Your Hand?”. Det gjorde ex-beatlen ikke, men Dylan gjorde Harrison (og sig selv) en vennetjeneste og tog den aften ejerskabet til ‘Blowing in the Wind’ tilbage.

Det har han beholdt lige siden. Og hvor god og renfærdig originalversionen er, bliver man mindet om, hver gang man hører en ny fortolkning.

Illustration: Uddrag af originalmanus

Readmore  

50 år i dag: Dylans første

5 Comments

I dag er det 50 år siden, Columbia Records udsendte det første studiealbum (af til dato 34) med Bob Dylan. Pladeselskabet var, som det hed i bagsidenoterne, “proud to introduce a major new figure in American folk music.” Det er faktisk en af de plader, der bliver bedre med årene. Ikke at jeg hørte den, da den kom – det var der ikke mange, der gjorde, men den kan sagtens høres som et stikordsregister til alle senere Dylan-plader. Okay, han var ung og fuld af attitude, og lyder somme tider lidt komisk, når han skal lyde desperat, dødsfikseret og verdenserfaren, men produceren John Hammond havde fat i fremtiden de to dage i november i 1961, hvor Bob Dylan blev til.

Forhistorien er kendt, men så god, at den nok tåler gentagelse: Da Dylan i 1960 forlod Minneapolis for at tage til New York City var det ikke kun for at få en bid af det største æble i verden, men for, som en anden pilgrim, at aflægge sit idol, Woody Guthrie, et besøg. Guthrie var ramt af den arvelige, uhelbredelige nervesygdom, Huntington’s Chorea, som han endte med at dø af i 1967. Inden da nåede Dylan og han at blive venner eller måske snarere åndsfæller. Venskabet underspillede Dylan ikke over for sin nye omgangskreds i NYC. Det øgede hans kunstneriske kreditværdighed i et folkemusikmiljø, hvor kindkyssene og omfavnelserne hang lige så løst som knivene i ærmerne og de kollegiale bagtalelser.

Udefra lignede det et stort broderskab, men konkurrencen om at komme frem var benhård i de knopskydende coffee houses og klubber i Greenwich Village, hvor tidens trubadurer søgte efter tidens tone der først i 60′erne, hvor dobbeltmoralen, småborgerligheden, xenofobien over for de sorte og Den Kolde Krig  endnu udgjorde dagens (u)orden.

Dylan levede på nas, da han ankom til New York. Han overnattede på udtræksottomaner eller på stuegulvet hos bohemer, der var generøse – både med hvad de havde i køleskabet og på bog- og pladereolerne. Dylan, som hidtil kun havde ejet tegneserie­hæfter hjemme i Hibbing, Minnesota, sugede verdens­litteraturen til sig. ”Det føltes næsten, som om jeg kendte forfatterne, som om de havde boet i min baghave…” skriver han i sine erindringer, Chronicles. Mens hans største forelskelse var den uudtømmelige folkemusik. Den gengældte hans følelser og blev springbræt til hans egne sange, som han først og fremmest skrev, fordi han manglede dem. Eller som han formulerer det: ”Hvis jeg ville blive ved med at spille, var jeg nødt til at inddrage en større del af mig selv…”

Den kejtede, generte, men allerede dengang ret selvbevidste Dylan rendyrkede Guthrie-konceptet og videreudviklede det efter alt at dømme fra en ældre kammerat, Ramblin’ Jack Elliott, som var Guthries fortrolige. Jack endte med at tage det pænt, fordi han ikke satte livet ind på det. Det samme kan man ikke sige om en sanger som Phil Ochs, som kom fatalt i klemme, da Dylans karriere kom i ustoppelige omdrejninger.

Målrettetheden manglede altså ikke noget, men det kneb med at skaffe sig ørenlyd. I september 1961 varmer han op for de mere kendte Greenbriar Boys på in-stedet, Gerde’s Folk City. Den 29. i samme måned bringer New York Times en trespaltet anmeldelse under rubrikken ‘Bob Dylan: A Distinctive Stylist.’ Anmeldelsen skal komme til at betyde lige så meget for Bob Dylan som Jon Landau’s ‘Jeg har set rockens fremtid’-anmeldelse senere kommer til at betyde for Bruce Springsteen.

I avisen kan man læse, at Dylan sikkert ikke er for enhver smag, men “his music-making has the mark of originality and inspiration, all the more noteworthy for his youth”. Anmelderen, Robert Shelton, påtager sig rollen som ubetalt lobbyist for de dylanske forhåbninger og kvaliteter. De sidste havde den legendariske talentspejder og producer John Hammond dog allerede haft øre for i et stykke tid, men NYT-anmeldelsen bliver et afgørende incitatement til at skrive en kontrakt med Dylan, som vil få to procent i royalty for hvert solgt eksemplar af sin debutplade, men ingen garanti for at CBS/Columbia vil udgøre mere med og af ham. CBS havde på deres side naturligvis førsteret til Dylans plader de næste fem år. Kontrakten var standard. Det samme var debut-lp’en, som på bagsiden genoptrykte Sheltons anmeldelse.

Dylan havde – ret præcist – selv beskrevet musikken for Hammond som “some stuff I’ve written, some stuff I’ve discovered, some stuff I stole…” Resultatet er en meget traditionelt klingende plade med kun to, ret traditionalistiske, selvkomponerede sange. Og succesen er til at overskue. Pladen udkom, mens twist-bølgen toppede i USA (link til Rolling Stone-historie).

I oktober 1961, en måned før pladen bliver indspillet, giver Dylan koncert i en mindre sal i det prestigiøse Carnegie Hall-kompleks. Billetterne koster to dollars stykket. Ca. 53 mere eller mindre betalende tilskuere overværer koncerten. Og da Bob Dylan udsendes et halvt år senere, kommer albummet ikke på hitlisten. Pladen sælger små fem tusinde eksemplarer det første år. Og Dylan må vente lidt med at få de ønsker opfyldt, som han nævner i omslagsnoterne – hvis pladen skulle hitte: “I would buy a couple of motorcycles, a few air-conditioners and four or five couches…”

Men en mere personlig Dylan var ved at træde karakter. Han havde skrevet sange allerede hjemme i gudsforladte Hibbing. Pludselig virker det som om sangene begynder at skrive sig selv. Som om sangene hele tiden har været der, men først nu er rede til at komme ud i det fælles åbne. Uanset hvor lukkede de kan virke ved første aflytning. I april 1962 synger Dylan på Gerde’s en sang, som for folkemusikkendere – og dem er der mange af i den klub – lyder som en behændig ommøblering af den gamle slavesang, ‘No More Auction Block’ (YouTube-link); blandt folklorister også kendt som ‘Many Thousand Gone’- Dylan kalder sin version for ‘Blowing In The Wind’.

Teksten bliver senere på foråret trykt i det toneangivende, folk-puristiske tidsskrift Broadside. Og indspillet af Peter, Paul And Mary. Resten er som bekendt historie. Og ikke kun rockhistorie.

Coverfoto af Don Hunstein/Columbia/Sony

PS: På hans officielle Bootleg Series volumes 1-3 kan man i øvrigt høre Dylan med en tidlig liveudgave af ‘No More Auction Block’.

PPS: Jeg redigerede og bidrog i 2001 til antologien Dage i Dylan, som stadig er til at få.

Min yngre kollega CAPAC markerer også dagen.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Dylan-producer død

1 Comment

Blandt dylanologer og andre, der (bag)kloger sig på His Bobness, har det aldrig været god tone at kunne lide 1978-albummet Street-Legal, det, hvor Billy Cross medvirker på meget melodisk og stilren lead guitar. Nu meldes pladens producer, Don DeVito, død, 72 år gammel, efter en langvarig kamp mod prostatakræft.

Street Legal rummer i mine ører nogle af de bedste Dylan-sange: ‘Changing Of The Guards’, ‘Is Your Love In Vain’, ‘Senor’ og ‘Where Are You Tonight’. Der bliver spillet uhyre potent af det band, som siden blev hånet for at akkompagnere Dylan i dennes såkaldte Las Vegas-periode. Det er rigtigt, at tøjet var småkikset, men aldrig vil jeg glemme de koncerter i London og Göteborg.

En af grundene til undervurderingen af Street Legal var, at man åbenbart havde ‘glemt’ at mixe lyden. Det lød mudret og ikke godt, og blev ikke bedre, da pladen kom på en førstegenerations-cd. I 1999 tog Vito revanche og remixede pladen i SACD, så musikken fremstod som fornyet. Sensuel og sejt swingende. En af Bobs bedste blues-plader!

Til Midt i en beattid siger Billy Cross om sin gamle producer:

“Don DeVito was a producer of the old school in many ways. He played in the Royal Teens in the 50′s, who had a hit with ‘Short Shorts’ and moved from being a musician to becoming involved in other aspects of the industry, mainly A&R, marketing and packaging of music. Coincidentally Al Kooper joined the band as a replacement for one of the original members some time later. It’s curious that both men should play central roles in the production of Bob Dylan’s music in the mid 60′s through the late 70′s.

I worked with Don on Live at Budokan and Street Legal. He was also the producer of Topaz, the band I had in 1977 with Rob Stoner and Howie Wyeth who were Dylan’s rhythm section on Desire and Hard Rain. Robbie, as we know, was with me at Budokan. 

Don was not a musical producer but more of an attitude producer. He seldom got involved in the musical/technical aspects of a project. He worked off of the vibe, the feeling, and the well defined knowledge of the potential audience for the artist’s specific recording.

He certainly taught me to sharpen my ears and increase my awareness of what was suitable for an artist’s audience in the eyes of those whose job it was to organize and sell the music to them.  

Don was also a person who could smooth over a conflict, be it one in the band or one between management and the record company, he was always the voice of reason. Many were the times when we were invited back to his beautiful apartment on Riverside Drive and 86th Street to relax and cool down and find our way to the solution of a problem.

He loved his family and he and his wife loved horses. When he finally moved out of Manhattan to upstate New York, he became something of a country gentleman. Anyone who had the pleasure to have known or worked with Don will miss him. He was a good man and a moral person,” siger Cross.

DeVito var selv musiker før de mange år som executive på CBS/Sony, hvor han endte som vicepræsident, før han lod sig pensionere i 2007.

Han startede som nævnt som guitarist i Bob Gaudios The Royal Teens og siden i Al Koopers turnéorkester. Og havde sit eget band, The Sabres, inden han gik bag scenen som producer og repertoiremand fra 1967.

Han arbejdede med bl.a. Billy Joel, Johnny Cash (som introducerede ham for Dylan), Aerosmith, James Taylor og andre fra dengang de multinationale pladeselskaber ikke alene sad på kagen, men også selv havde bagt den.

DeVito var også producer af Dylan-albummet Desire og de facto producer af Blood on the tracks. 

De laver ikke hans slags mere i pladebranchen.

Readmore  

Da Dylan blev hovednavn

Kommentarer slået fra

I dag er det 50 år siden Bob Dylan kunne se sig selv som hovednavn for første gang. Han havde spillet i de ydmyge coffee houses i The Village, og en af hans indflydelsesrige nye venner, Izzy Young, drev The Folklore Center.

Young bookede sin unge protege ind i Carnegie Hall. Ganske vist i en af de mere ydmyge sale i koncerthuskomplekset, men det så godt ud på c.v.’et.

Dylan spillede en stribe sange, der siden har været i (pirat)cirkulation. Og nogle af dem kan bl.a. købes via hans officielle site, men det kunne være fint med en digital opdatering af koncerten i hans officielle bootlegserie.

Sætlisten så sådan ud:

1. Pretty Peggy-O
2. In The Pines
3. Gospel Plow
4. 1913 Massacre
5. Backwater Blues
6. Young But Daily Growing
7. Fixin’ To Die
8. Talkin’ Bear Mountain Picnic Massacre Blues
9. Man On The Street
10. This Land Is Your Land (findes på No Direction Home-soundtracket)
11. Talking Merchant Marine
12. Black Cross
13. Freight Train Blues
14. Song To Woody
15. Talkin’ New York

Dylan fremførte numrene afvekslende med small talk og jokes, moralsk støttet af den alkohol, han i de år brugte til at dulme nervøsiteten, før han gik på.

Trods Robert Sheltons rosende ord om Dylan i New York Times i september samme år var fremmødet hin lørdag aften dog behersket. 53 tilskuere betalte hver to dollars for at få en smagsprøve på fremtiden.

Readmore  

Viskinde kan ikke få nok af Bob

4 Comments

Jeg ved ikke, om Peter Viskinde skal se Bob Dylan i aften i Herning, men oddsene er gode. Viskinde spiller nemlig i Ikast i morgen. På den anden side kan han sagtens have det lige som mig. Dylan er ikke et anliggende, man deler med tusinder af fadølshujende fans i en overdimensioneret håndboldhal. Dylan er en sindstilstand. Evigt foranderligt, et mentalt barometer, vi fik indopereret dengang vi troede verden kunne forandres.

I modsætning til undertegnede, som ‘kun’ bærer Dylan med mig, hvor jeg går – hvad enten jeg har glemt min iPod eller ej – kan Peter Viskinde synge sig ind og ud af Dylans sange. Det har han gjort tidligere. Ja, på 2010-albummet fortolkede han ‘Corinna Corinna’, ‘Love Minus Zero’ og ‘Don’t Think Twice’.

I august udgav Viskinde Can’t Escape From You, et helt album dedikeret til Dylan. Han vender ikke op og ned på Onkel Bobs sange, men er heller ikke en lydig nevø, der ærefrygtigt bare kopierer. Og heller ikke en intellektuel, der som f.eks. Bryan Ferry prøver at se, om han kan komme nærmere hemmelighederne ved at distancere sig.

Dylan er som bekendt, hvad man gør ham til. Og Viskinde gør ham til sin med sin varme, autentiske stemme, der nok føler, men aldrig indbyder til føleri.

Det er i al blog-korthed en troværdig og fremragende plade, som også gør Viskindes ganske lille band ære. Det er ikke så meget en udlægning som en blotlægning af, at Viskinde har brugt Dylan som både sårheler og stifinder, når det brændte på i hans liv.

Lad mig fremhæve den stoute, rytmisk tunge ‘She Belongs To Me’, og hans version af ‘Is Your Love In Vain’. Her spiller Viskinde den guitarbårne intro, Billy Cross aldrig blev bedt om at spille på originalversionen, der druknede i Alan Pasquas orgel. Orgel er der til gengæld ingen mangel på, når Lasse Nyrup intonerer ‘I Threw It All Away’ som den salme, den også er. Og når Viskinde synger “I must have been mad/I never knew what I had/Until I threw it all away…” synger han ikke bare et slidt refræn, men et helt liv.

Kun ‘Like A Rolling Stone’ virker lidt for tryk seksten-forceret. Ligesom titelsangen bliver alt det, resten af pladen ikke er – en lidt anstrengt kopi. Til gengæld viser datteren Maria Viskonti som gæstesanger på en smagfuldt arrangeret ‘Every Grain Of Sand’, at far ikke kun sang højt fra ‘De små synger’, dengang hun var barn.

Peter Viskinde kan ikke få nok af Bob. Og når han synger ham sådan her, rager Peter meget mere end en meter.

Peter Viskinde Band: Can’t Escape From You. Produceret af bandet. Mix: Steffen van Norde. Poplick Records.

Illustration: Cover malet af kunstneren

PS: En fin designmæssig finte er etiketten til selve cd’en, som er planket efter den navnkundige røde Columbia-label.

Readmore  

Svigermors drøm: Bobby Vee

Kommentarer slået fra

Sådan skulle en frisk ung mand se ud i 1961. Naboens søn, enhver svigermors drøm, prototypen på en mandlig high school sweetheart. Med andre ord: Bobby Vee, som i dag for 50 år siden for anden uge i træk toppede Billboards Hot 100 med sangen ‘Take Good Care Of My Baby’.

Sangen blev hans første og eneste hitlistetopper i USA. Den er skrevet af Carole King og Jerry Goffin, og lyder umiskendeligt som en tidlig Beatles-ballade for nu på en pæn måde at sige, at John Lennon og Paul McCartney nok nærlyttede den en del, både i Hamburg og Liverpool. Ja, faktisk gav The Beatles nummeret til bedste (med George som forsanger) ved den mislykkede audition for Decca nytårsdag 1962.

Det anede Bobby Vee selvsagt ikke noget om. Han havde travlt med at knibe sig selv i armen og undre sig over, at en helt almindelig fyr fra Fargo, North Dakota pludselig kunne få tøserne i de plisserede nederdele til at dåne.

Vee, som blev født Robert Thomas Velline i 1943, kom med i showbiz på et afbud. Og på en tragisk baggrund. Den februardag i 1959, hvor resterne af det forulykkede fly med Buddy Holly, Big Bopper og Richie Valens blev fundet ved Clear Lake, Iowa, havde Holly & co. haft kurs mod Moorhead, Minnesota. Aftenens koncertarrangør kom til at stå uden band. Ind til femten minutters lokal berømmelse trådte Bobby Vee og hans skolekammerater. De kaldte sig The Shadows (sic!). Og havde æselører i deres Buddy Holly-sangbog.

Koncerten gik så godt, at Velline samme sommer under navnet Vee indspillede singlen ‘Suzy Baby’. Vee havde brug for en pianist, og forsøgte sig på et par job med en ung fyr, der kaldte sig Elston Gunn. Han sagde, at han havde spillet med selveste Conway Twitty. Gunn hed egentlig Robert Zimmerman. I sin bog Krøniker fortæller Dylan med varme og veneration om Bobby Vee, som han ser tilbage på som en broder.

Dylan styrede mod Greenwich Village og verdensberømmelsen. Vee fik kontrakt med Liberty Records og den entreprenante producer Snuff Garrett. Han havde virket som DJ i Buddy Hollys hjemby Lubbock, Texas. Og tog nu sin nye protege med til de studier i Clovis, New Mexico, hvor Norman Petty havde indspillet Hollys hits. Det gav pote. Sange som den gamle Clovers doowop-ballade ‘Devil or Angel’ og Gene Pitneys ‘Rubber Ball’ fik Bobby Vee i Top 10.

Garrett hørte i New York en demo hos sin gode ven, musikforlæggeren Don Kirshner. Han var ikke så vild med hende, der sang, men kunne høre, at melodien passede til hans nye fund fra Fargo. Garrett spurgte Kirshner, om sangen var ledig; underforstået: havde andre indspillet den? Så vidt Kirshner vidste, var den blevet indsunget af Dion (som skulle have været med i flyet “the day the music died”), men han ville vist ikke udsende den.

Den chance tog Garrett gerne, men han syntes, sangen manglede en intro. Hidkaldt blev kvinden, der havde indsunget demoen, og sammen med Garrett fik Carole King den på plads: “My tears are falling, cause you’ve taken her away…”

Og Bobby Vee (link til hans hjemmeside) sang sig ind i pophistorien:

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top