Selv om tanken er nærliggende, kommer man ikke til at kunne høre ‘When I Paint My Masterpiece’, mens man går rundt på Statens Museum for Kunst, når de fra den 4. september åbner dørene for en udstilling af nymalede Bob Dylan-malerier.

Samtidig kommer nyheden tikkende om endnu en plade i den lange serie af officielle Dylan-outtakes. Rygterne har længe verseret i Dylanolog-land, men i følge Rolling Stone skulle det nu være sikkert og vist, at Dylan 19. oktober udsender det niende afsnit af The Bootleg Series.

Dobbeltcd-sættet vil indeholde de legendariske og sagnomspundne Witmark-sessions. 47 sange udført af Dylan selv mellem 1962 og 64 som en slags visitkort til hans daværende musikforlag. Altså nærmest uropførelser af sange som ‘Blowing In The Wind’ og ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’. Plus det løse. Og som man kan se af illustrationen til dette indlæg er indspilningerne ingen hemmelighed for piratpladesamlere.

I samme måned udsendes så de original mono-mix af Dylans otte første lp’er. Sættet bliver med det helt store ekstraudstyrs-udtræk og kommer ikke som cd. Kun på vinyl.

Derimod meldes der ikke om nyt fra Dylan, men for mange er gammelt nyt fra ham jo lig med godt nyt…

Længe før skiltet med ’americana’ af branchen blev brugt som en autencitetsgaranti, man hænger på nye kunstnere, som ikke vil kaldes retro, spillede The Band netop det – musik, der genopdager de amerikanske rødder og dermed selv bliver del af dem.

Levon Helm, som i morgen fylder 70, var ankermand i The Band. Han modtog sidste år en grammy i den nye kategori ’americana’ for sit album Electric dirt. Det må have været lidt sært for en mand, der aldrig har spillet andet, opvokset som han er til tonerne af Bill Monroes bluegrass, der blev »tatoveret ind i min hjerne.«

Født i Arkansas som søn af en fritidsmusicerende bomuldsfarmer lærte Mark Lavon Helm sig guitar som otteårig, og sad med hovedet inde i radioen, når den sendte fra countryshowet Grand Ole Opry. Han skiftede til trommer, så en ung Elvis i 1954 og hørte fremtiden åbne sig. Sammen med sangeren Ronnie Hawkins flyttede han til Toronto. De fik lokale hits som The Hawks, men da bandet efter en del udskiftninger blev trætte af den uberegnelige Hawkins, fyrede de arbejdsgiveren og blev til Levon & The Hawks.

Bob Dylan tog dem med på den turne i 1965, hvor han satte så meget strøm til musikken, at de folkemusikfrelste følte, han tog strøm på dem. Helm kunne ikke holde til at blive buhet ud, forlod turen i utide og evakuerede til Arkansas. Han havde fået nok af rock.

Et af Hawks-medlemmerne, Robbie Robertson, overtalte ham halvandet år senere til at komme nordøst på, til kunstnerkolonien Woodstock. Der var Dylan gået i hi efter sit motorcykeluheld.

I træhuset Big Pink fremelskede The Hawks, som nu hed det, de alligevel blev kaldt, The Band, sammen med Dylan det stadig lyslevende stykke ’americana’, der kaldes ’The basement tapes’. Og i 1968 albumdebuterede The Band. Over otte år og syv album var de toneangivende i amerikansk rock, ironisk nok med et flertal af canadiske musikere. Som kritikeren Greil Marcus skriver: »Deres musik gav os en sikker fornemmelse af, at dette land var rigere end vi havde anet, at det rummede muligheder, vi kun var ved at fatte rækkevidden af…«

Helm slog ikke kun trommer, men var en distinkt forsanger på numre som ’The Night They Drove Old Dixie Down.’ Dylan og The Band fyldte dog stadig så meget i den kollektive bevidsthed, at da de i 1974 annoncerede en fælles tur med 40 koncerter måtte man udlodde billetterne. Intet system kunne håndtere seks millioner henvendelser om de 600.000 billetter, der var til rådighed. Ved et grandiost party dansede The Band selv af i San Francisco 1976.

Bandmedlemmers død og selvmord og en aldrig hendøende forbitrelse over Robbie Robertsons – ifølge Helm – lige lovligt emsige ophavsret til sange, de skrev sammen, gjorde det nemt for Helm ikke at se sig tilbage. En solid solokarriere bevægede sig i det spor, han havde banet med The Band. Samtidig viste Helm andre talenter. Han var meget troværdig som faderen i ’Coal miner’s daughter’, filmen om Loretta Lynn, og kunne ses i ’Mænd af rette støbning’ samt i film af og med vennen Tommy Lee Jones.

I 1998 fik Helm kræft på stemmebåndene. Hans nasale, sydstatsdrævende stemme blev til en hvisken. Ikke mindst ansporet af datteren og sangeren Amy kom Helm gennem kræft og kemo, og selv om han stadig går til kontrol, virker han som sanger fuld af fornyet kraft. Det hørte man på den grammyvindende Dirt farmer, i 2007, og igen på Electric dirt, samt ikke mindst når han så godt som ugentligt inviterer musikervenner og -berømtheder til at jamme ved såkaldte ’rambles’ i laden hjemme i Woodstock.

Illustration: Udsnit af omslaget til albummet Dirt farmer (Foto: Ahron R. Foster)

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om Benny Holst, der fylder 70 i morgen:

I 2001 udskrev Politiken en konkurrence om den bedste fordanskning af Dylan-sangen ’Forever young’. Vinderen blev Benny Holst med ’Til evig tid’. Jeg havde nær skrevet naturligvis, for der har altid været et musikalsk bånd mellem Benny og Bob. Og sent i livsbanen, hvor mange forpupper sig i minder, er de begge genudsprunget som sangskrivere, der beviser, at ungdom er uden alder, og at indsigt er de ældres skattefri bonus, også kunstnerisk.

I morgen fylder Benny Holst 70. Han bærer sin alder og baskerhuen med stolt rankhed, når han færdes i det frederiksbergske gadeliv. Her går en mand, der er fri. En mand, der tør være menneske fuldt ud.

De samme værdier besang han og Arne Würgler i de batikfarvede 70’erne, hvor de som bogstavtro socialister leverede lydsporet til demonstrationer mod EF og resten af verdens uretfærdighed. Ofte med Jesper Jensens vers, hvor sort var sort, hvidt var hvidt, og rødt altid rødt. Ikke uden inspiration fra hjemmefronten, hvor Holst de år delte stigereoler med forfatteren Bente Hansen. Men Würgler & Holst sang om andre end Røde Wilfred . På den ’I shall be released’-inspirerede ’Drømmen om et sted’ hyldede de utopien om en verden, hvor ”enhver er fri, fordi vi er sammen inden i”. Sentimentalt? Måske. Gåsehudsfremkaldende? Ja, selv mange år senere.

Det var så at sige demo-versionen af Holst, der senere fik instruktøren Jakob Christensen til at skrive: ”Jeg havde altid opfattet Benny Holst som ham med alle de rigtige sange, den politiske korrekte sanger himself – lige til jeg tilfældigt mødte ham på en lille ø i Limfjorden – nede på bænken ved havnen over en flok bajere. Dér gik det op for mig, at han i virkeligheden var en værre rod – lige ud af dansk tradition i musikken: Otto Brandenburg og John Mogensen f.eks.”

DET KAN IKKE undre. Holst blev nemlig selvudlært musiker i Minefeltets frodige og fugtige trad. jazz-miljø i 50’ere. Der mødte den klarinetspillende retouchør en lidt ældre kornetspillende reklametegner. Dissing og Holst fandt snart guitarerne og glemte sange fra folkedybet frem. Holst var vokset op hos mormoren, Julie Petersen. Hun kunne sine middelalder-, skillings- og revyviser. Barnebarnet lyttede og lærte.

Dissing og han sang som de følte, og i Aksel Schiøtz’ fædreland var det det samme som at bede om øretæver, og dem var de tit ved at få, når de plettede arvesølv som ”Giv mig en hest, mor” og ”Alperosen” med deres Leadbelly-lignende blues. I 1968 fornyede Dissing (og forfatteren Laus Bengtsson) dansk rock med lp’en, der hed ’Dissing’, men fik kaldenavn efter den centrale sang, ’Nøgne øjne’, skrevet sammen med Holst, som i den grad medvirker på de nu kanoniserede indspilninger.

Sideløbende med beredskabsarbejdet med Würgler samlede Holst ind til sin egentlige debut, ’Sange af Benny Holst’ i 1972. Den, og efterfølgeren ’Rejsende i musik,’ intonerede en ny stemme i dansk sangskrivning. Trods anmelderros skulle Holst først sent komme overens med solistrollen; måske fordi han er mere til samarbejde end spidse albuer. Indtil videre var der for travlt ude i kulturkampen. Efter det socialrealistisk konceptalbum, ’Historien om Jenny,’ satte han i 1981 derfor foreløbigt punktum som solist med albummet ’Sten i min mur’.

HAN BLEV i 1984 omdrejningspunktet, da forfatteren Erik Thygesen genopfandt dansktoppens enfant terrible, John Mogensen. Kabareten ’Så længe mit hjerte slår’ var frem til 1997 et tilløbsstykke. Da var Holst begyndt at gæste de små listige steder med en trio og et repertoire, der tog tilløb til ’Himlen må vente’, comeback-cd’en i 2004. Her moderniserede han Blicher, nytolkede Dylan og genfandt humoren fra det jazzmiljø, han i ånden aldrig har forladt. Holst fremstod som dansk halvbror til Kris Kristofferson og Johnny Cash.

Pladen blev fulgt op ’Sepiadage’ i 2008, hvor Holst afklaret og alligevel søgende genindsang sine kendteste sange. Og fremtiden? Fuld af musik for og om mennesker som han selv. Fordi himlen netop bare har at vente.

Ukrediteret pressefoto fra Fyns Musikkontor.

Bob Dylan har kaldt ham ”den største nulevende amerikanske poet”, The Beatles forsømte ingen lejlighed til at gøre opmærksom på, at det var ham og ikke dem, der skrev ”You really got a hold on me” og Michael Jackson blev sanger ved at lytte til hans råd og lyse, sublime tenor. 4.000 sange senere fylder sangskriveren, produceren og sangeren Smokey Robinson 70 19.2, og han tog forskud på fejringen ved i efteråret at udsende cd’en ’Time flies when you’re having fun’.

Travlt har han haft, og sjovt – det meste af tiden – siden han sidst i 50’erne i hjembyen Detroit mødte eks-bokseren Berry Gordy jr., som havde lånt 800 dollars og startet et pladeselskab, det første ejet af sorte. I Robinson fik Gordy ikke alene en soul brother, men også en sanger, der med The Miracles og ’Shop around’ i 1960 blev nr. 2 på den amerikanske hitliste, et gennembrud for det unikke koncept bag Tamla-Motown. Og det første eksempel på den symbiose, Robinson og Gordy udviklede. Originalsinglen var langsommere og ikke så arrangeret, nærmest en avanceret demo. Den trak Gordy tilbage, og erstattede med en mere danseegnet version, og bingo!

I The Miracles skrev og sang Robinson de sange, der dengang ’bare’ var en ekstra anledning til at skrue op for radioen. I dag er de tidløse eksempler på, at pop kan være personlig. Soulmusik, der ikke kun går i kødet, men også i hjertet: ’Tears of a clown’, ’Going to a go-go,’ ’The tracks of my tears’, ’I second that emotion’ … listen er længere end pladsen tillader. Og som om det ikke var nok bidrog Robinson også til hitfabrikkens likviditet med ’My guy’ (Mary Wells) og ’My girl’ og ’Get ready’ (Temptations), ”Ain’t that peculiar’ og ’I’ll be doggone’ (Marvin Gaye) og andre, som i modsætning til kollegaerne Holland-Dozier-Holland sjældent lød som genbrug. Det eneste, der gik igen, var en smerte-skælvende inderlighed og romantisk higen, som næsten er for uskyldssmuk til denne verden. Ingen synger ”b-a-b-y” som Smokey.

Han demonstrerede også administrativt talent og blev udnævnt til vicepræsident af den mand, han havde opkaldt sin søn efter, for det pladeselskab, han havde opkaldt sin datter efter. Fra slutningen af 60’erne koncentrerede han sig mere og mere om chefjobbet i Tamla-Motown, og forlod i 1972 The Miracles, bl.a. for at redde sit ægteskab, som kom i krise efter at hans hustru, Miracles-sangeren Claudette, havde haft en række aborter.

Solokarrieren lå lige for, men han nærmede sig den tøvende. I 1975 udsendte han ’A quiet storm’, et album, der var en sfærisk, spirituel ode til kærligheden, hvis mage ikke siden er hørt. Pladetitlen har givet navn en under-genre og et radioformat i det, der kaldes contemporary soul. Siden fulgte i samme stil, men måske mere reproducerende, hits som ’Cruisin’ og ’Being with you’. Den lækre lyd på pladerne løj. Robinson havde pådraget sig erhvervsskaden, kokainafhængighed. Han blev skilt, og kvittede kokainen. Og gjorde i 1987 comeback med ’Just to see her’ og albummet ’One heartbeat’. Singlen, som for en gangs skyld ikke var skrevet af ham selv, gav ham en Grammy. Samme år kom han i rockens Hall of Fame. I 1988 solgte Gordy sit livsværk og Smokey Robinson trådte tilbage som vicepræsident. Han er fortsat med sporadiske plader.

Til gengæld er han trådt frem som en slags sangskrivningens ældre statsmand, hyldet med æresdoktorater og respekt fra de mange sangere, som ikke ville være kommet længere end badeværelset havde det ikke været for hans sange og inspirationen fra hans smidigt forførende stemme.

Pressefoto 2000

I dagens udgave af Politiken mindes jeg Liam Clancy. Her er en lidt længere version af samme nekrolog:

Sarah Lund har ikke patent på at brande sig selv ved hjælp af striktrøjer. Det trick blev allerede opfundet tidligt i 60’erne af The Clancy Brothers, hvis yngste og eneste overlevende medlem, Liam Clancy, er død, 74 år gammel, af en arvelig lungesygdom.

Sammen med sine brødre og Tommy Makem var han i en menneskealder turnerende ambassadør for den irske sangtradition og gjorde sange som ”The patriot game”, ”Jug of punch” og ”The leaving of Liverpool” kendte.

Som millioner af deres landsmænd søgte sønnerne i Clancy-klanen lykken i USA i 50’erne. Liam Clancy kom senere over dammen end sine brødre, tilskyndet af folkloristen og millionærarvingen Diane Guggenheim Hamilton, men hun viste sig at være interesseret i andet end hans stemme. Interessen var ikke så gensidig.

Oprindelig ville Liam være skuespiller, men da han fandt ud af, at han som musiker kunne tjene fire gange så meget på at spille halvt så længe var karrierevejen udstukket. Først skulle hans brødre dog have aflagt den amerikanske accent, som de til Liams forundring og irritation meget hurtigt havde tillagt sig. Den stod ikke så godt til den irske oprindelighed, der blev deres varemærke.

Efter at have spillet irske pubs tynde i New York og omegn kom de i 1961 på et afbud til at spille 16 i stedet for de berammede tre minutter i det landsdækkende Ed Sullivan Show, datidens mest effektive tv-reklamesøjle (bare spørg Elvis og Beatles). De ramte en tone i tiden med deres sentimentale, robuste og revolutionære sange. Om det var imod den engelske kolonimagt eller det imperialistiske Amerika kom ud på et for deres nye studentikose publikum. De udstrålede en etnicitet, der på sin vis var lige så autentisk overbevisende som den, der uden anden sammenligning i øvrigt gjorde Harry Belafonte til et navn på den samme scene. Clancy Brothers hang ud i boheme-bydelen Greenwich Village og øvede stor indflydelse på folk som Tom Paxton, Paul Simon, Leonard Cohen og især en ung Bob Dylan, som meget senere kaldte Liam Clancy den bedste ballade-sanger, han har hørt. Vel at mærke ballade i den oprindelige betydning som en fortællende sang.

The Clancy Brothers mødte allerede tidligt kritik for at være “professionelle irere” med al deres djærvhed og sømandssweatere, men selv om de senere blev slået i hartkorn med The Dubliners, var de ikke nær så fadølsjoviale og folkemindesamlingsagtige. Faktisk blev The Dubliners startet i 1962, inspireret af Clancy Brothers, der fik irerne til at genopdage deres sangtradition. De havde kant og blev det arvesølv, grupper som U2 og The Pogues langt senere gav en rock-overhaling. Og selv om man sagtens kan indvende, at ingen af Clancy-brødrenes mange plader helt indfangede den atmosfære, de kunne skabe på en scene, ringer Liams smukke baryton stadig igennem som de kirkeklokker, der gennem århundreder havde kaldt øboerne til samling mod englænderne.

Midtvejs i 70’erne gik bandet i opløsning, og Makem og Liam Clancy fortsatte for sig selv med succes, men brødrene genforenedes på en scene i 1996. Liam Clancy efterlader sig hustru, to søstre, fire børn og otte børnebørn – helt i den gamle irske tradition. Og et skab af striktrøjer.