60 år i dag: Daniel Lanois

1 Comment

I sit erindringsbind Krøniker giver Bob Dylan en levende skildring af, hvordan han under en privat middag delte en six pack med Guinness med Bono og drøftede livet, døden og musikken. Efter desserten anbefalede Bono Dylan at kontakte den canadiske sanger og komponist Daniel Lanois, hvis han skulle få brug for en ny producer. Ja, faktisk lobbyede Bono så uskrømtet for Lanois, at han ringede denne op og gav røret til Dylan.

Sammen med Brian Eno havde den nu 60-årige Lanois i 1987 for alvor sat U2 på rocklandkortet med The Joshua Tree, og havde givet Dylans tidligere kapelmester, Robbie Robertson, en lysende start på solokarrieren. Halvandet år senere var Lanois forløser af Dylan-albummet Oh Mercy, som for mange stod som en kickstart af legendens lidt stagnerende karriere.

Samme år, 1989, albumdebuterede Lanois i eget navn med Acadie; et atmosfærefyldt værk som søgte ind i musikkens mystik, og fungerer som en slags blueprint for hans virke. Som en anden arkitekt arbejder Lanois med vinkler, rumvirkninger og lysindfald i en musik, der er moderne nok til at kunne kaldes både ambient og dub og traditionsbevidst nok til at være americana, for nu at iklæde den genretermer, der bliver ligegyldige og utilstrækkelige, når Lanois er bedst. Musikken er for ham både stoflig og sfærisk.

Sammen med sin bror Robert etablerede Lanois allerede i 1970 et hjemmestudie i familiens bryggers i byen Hull i delstaten Quebec. De fik hurtigt lokale kunder og lidt af et navn. I 1982 indledte Daniel Lanois et samarbejde med Brian Eno, som førte til co-produktionen af U2′s The Unforgettable Fire. Derefter har Daniel Lanois ikke behøvet noget visitkort.

På cv’et står navne som Peter Gabriel (de multiplatinsælgende So og Us), Sinéad O’Connor, Neville Brothers, Emmylou Harris, Willie Nelson og Neil Young sideløbende med en anmelderrost solokarriere, hvor mere regulære, sangbaserede projekter har veksler med instrumentalmusik og filmlydspor.

Samarbejdet med U2 er fortsat – Lanois iscenesatte senest No line on the horizon. Derimod blev det kun til yderligere et album med Bob Dylan, det Grammy-vindende og dybt eksistentielle Time out of mind fra 1997. Under det arbejde blev Dylan både så inspireret af Lanois og så irriteret over dennes idelige iver efter at ville forbedre ham, at han siden har valgt at producere sig selv.

I virkeligheden helt i Daniel Lanois’ ånd, som er ikke at dreje på de samme knapper hver gang.

Lanois’ hjemmeside er et besøg værd.

Foto: Alex Ross ©

Readmore  

Dylan & co. hylder Hank

2 Comments

Man tror næsten ikke længere, at det er muligt, men der bliver ved at dukke glemte Hank Williams-sange op. Som om mandens musikalske virke ikke er udtømmende nok dokumenteret via diverse bokssæt. Den 4. oktober udsender Bob Dylan på sit eget pladeselskab Egyptian Records cd’en The lost notebooks of Hank Williams.

Ved sin død i 1953 efterlod Williams sig en lædermappe med udkast, skitser, ideer og ord til sange, som han aldrig fik færdiggjort. Dem har en kreds af sangere nu givet sig i kast med. Ordene er Hanks, men sangene er så at sige skrevet færdige det seneste år.

Cd’ens numre bliver:

Alan Jackson: “You’ve Been Lonesome, Too”
Bob Dylan: “The Love That Faded”
Norah Jones: “How Many Times Have You Broken My Heart?”
Jack White: “You Know That I Know”
Lucinda Williams “I’m So Happy I Found You”
Vince Gill and Rodney Crowell: “I Hope You Shed a Million Tears”
Patty Loveless: “You’re Through Fooling Me”
Levon Helm: “You’ll Never Again Be Mine”
Holly Williams: “Blue Is My Heart”
Jakob Dylan: “Oh, Mama, Come Home”
Sheryl Crow: “Angel Mine”
Merle Haggard: “The Sermon on the Mount”

Jeg kan ligesom høre dem for mig.  Og husker, hvad Dylan skrev i Chronicles: “The sound of Hank Williams’ voice went through me like an electric rod. When I hear Hank sing, all movement ceases. The slightest whisper seems sacrilege.”

Samtidigt PR-foto fra MGM

Readmore  

Ramblin’ Jack Elliott fylder 80

2 Comments

Bob Dylan kaldte ham folkesangernes konge. I dag fylder Ramblin’ Jack Elliott 80, og set i bakspejlet giver Dylans generøsitet mening, for uden Elliott som mentor er chancerne store for, at den unge Zimmerman ville være endt, siddende på et plejehjem i Hibbing.

Dylan og Elliott mødtes første gang, da de begge besøgte den døende Woody Guthrie på hospitalet. Elliott havde truffet Guthrie i Greenwich Village i 1950, og forblev hans fan, medspiller og ambassadør. F.eks. sagde Arlo Guthrie engang, at havde det ikke været for Elliotts foredrag af faderens sange, havde Arlo aldrig fattet den musikalske arv, han førte videre.

Elliott er en syngende encyklopædi af urgamle amerikanske sange. Han var født på Brooklyn, men satte sin cowboyhat, som om han var født med den på.

En årrække i 50′erne flyttede han til England, som han brugte som base for turneer i Europa. På repertoiret stod ikke mindst sange af Woody Guthrie.

Jack tog den unge Bob under sine vinger og kaldte ham sin søn. En anekdote vil vide, at Dylan boede i en lejlighed, hvor de havde alle Elliotts lp’er. Dem stjal han og brugte dem til at øve sig efter. Langt senere deltog Ramblin’ Jack på Dylans Rolling Thunder-turne, ja, Elliott havde Rob Stoner som bassist, før Dylan opdagede ham.

Ramblin’ Jack Elliott har indspillet henved fyrre albums. De seneste er I stand alone. Medvirkende var bl.a. Lucinda Williams. Samt den Grammy-vindende A stranger here fra 2009.

Alene har den meget sociale og snakkesalige Elliott aldrig været i amerikansk musikliv, men han rager op som et enkeltstående fænomen.

Fødselsdagen fejrer han på job i Massachusetts. Hvad ellers?

Illustration fra omslaget til I stand alone.

Readmore  

Pablos bedstefar hedder Bob

Kommentarer slået fra

Pablo Dylan er søn af Jesse Dylan, søn af Bob. Og mens faderen bl.a. har gjort sig i filmbranchen – han har lavet bl.a. videoer for Tom Petty og Lenny Kravitz og står bag Obamas ‘Yes We Can’-video – er Pablo et barn af rapkulturen. Og han har netop udsendt sit første mix, 10 minutes. Og en single er lige om hjørnet.

Inspirationen er Eminem, men farfar er også inde over, når barnebarnet tænker musik. I hiphopmagasinet allhiphop.com udnævner 15-årige Pablo 70-årige Bob til sin tids Jay-Z.

Og som han siger: “Of course we do two different things, and I don’t want people to see me for what he has done. But, what I have done, I mean from a musical and personal standpoint, is definitely influenced by him … and I have learned so much from him just listening to his records, but I hope his music continues to live on through what I continue to do the rest of my life.”

Vi er stadig nogle, der mener, at Bob Dylan er den første og største rapper.

Readmore  

Rick Nelson var ikke kun fotogen

5 Comments

Dengang, for 50 år siden, hed han Ricky Nelson, og hans pretty boy face var et af mange, som udgjorde popgalleriet af billeder i datidens tyggegummipakker. Herhjemme skelnede vi ikke mellem ham, Fabian og Tab Hunter. De kæmpede alle om at få smulerne fra Elvis’ righoldige bord.

Nelson viste sig at rumme noget mere. I 1958 var han blevet nummer et på Hot 100 med ‘Poor Little Fool’, skrevet af Eddie Cochrans kæreste, Sharon Sheeley. I dag ville man tale om synergi-effekt, for hverken Nelsons smukt modulerede stemme eller hans ansigt var ukendt for hr. og fru Amerika. Sammen med sine forældre spillede han nemlig mere eller mindre sig selv i The Adventures of Ozzie Harris, en slags soap, der startede i radioen i 1944 og otte år senere holdt flyttedag til tidens nye medie, tv.

Efterhånden sluttede hvert afsnit med, at Little Ricky sang en sang. En af dem, han sang i 1961, endte den 30. maj samme år på førstepladsen af singlehitlisten.

‘Travellin’ Man’ var skrevet af Jerry Fuller, som oprindeligt havde tænkt sig at tilbyde den til Sam Cooke! Cookes manager lyttede høfligt og sagde, han ville vende tilbage. Næppe var Fuller ude af kontoret, før manageren kylede båndet i papirkurven. Nelsons bassist, Joe Osborn (som siden spillede med bl.a. Simon & Garfunkel), var tilfældigvis i kontoret ved siden af. Han spurgte om ikke han kunne høre nummeret igen. Cookes manager gav han båndet. Og Osborn gav det videre til Nelson.

B-siden blev også et hit. Ja, ‘Hello Mary Lou’ udviklede sig nærmest til en slags signaturmelodi for Nelson. Noget, komponisten ikke var ked af. Han lød ellers altid ret ked af det. Hans navn var Gene Pitney.

Da Rick voksede fra ‘y’et i enden af sit fornavn, forsøgte han sig med det, der siden blev kaldt countryrock, bl.a. sammen med Linda Ronstadts Stone Canyon Band. Han fortolkede Dylans ‘She Belongs To Me’ og senere bl.a. ‘Just Like A Woman’. Gedigent og ærligt. Dylan kvitterede ved i sine Chronicles at rose Nelson:

“He was different than the rest of the teen idols, had a great guitarist  . . . I had been a fan of Ricky’s and still liked him, but that type of music was  on its way out . . . I’d always felt kin to him, though. We were about the same age, probably liked the same things . . .I felt we had a lot in common. In a few years’ time he’d record some of my songs, make them sound like they were his own, like he had written them himself. He eventually did write one himself and mentioned my name in it. Ricky, in about ten years’ time, would even get booed while onstage for changing what was perceived as his musical direction. It turns out we did have a lot in common.”

Rick Nelsons guitarist var James Burton. Bare lige for at anslå den musikalske kvalitet. Lige lidt hjalp det. Folk ville ikke høre den voksne, men den evigt unge Rick Nelson. En aften spillede han til endnu et nostalgishow, i Madison Square Garden. Han forlod koncerten i utide, frustreret og forstemt over ikke at kunne skaffe sig ørenlyd med sine nye sange.

Bagefter skrev han ‘Garden Party’ med linjerne: “If memories are all I sang, I’d rather drive a truck…” Ironisk nok blev sangen et stort hit i 1972. Selv om den var skrevet som det modsatte, blev den modtaget som en hyldest til nostalgien, og fik Nelson til at blive i det spor. Regningerne skulle jo betales. Det samme skulle hans eskalerende stofmisbrug.

I 1985 forulykkede hans privatfly under en turne. Med ham omkom hans kæreste og det meste af hans band.

Siden er Rick Nelson ophøjet til bokssætstatus, han er indlemmet i rockens Hall of Fame, og Rolling Stone har ham med på deres Top 100 over Greatest Artists of All Time. Som nummer 91.

Det forestillede vi os ikke dengang bytteværdien var fem tyggegummibilleder af ham og/eller Fabian for et af Elvis eller Cliff.

Readmore  

Da Poul Borum mødte Bob Dylan

Kommentarer slået fra

Steffen Brandt, Benny Holst og Sebastian var ikke først med at oversætte Dylan. En af de mest slidte bøger på mine reoler er, som man kan se herover, Ny amerikansk poesi. Bogen kom på Gyldendal i 1969, og i den introducerede og oversatte Poul Borum en række amerikanske lyrikere, fra Robert Bly over Denise Levertov og Sylvia Plath til John Ashbery og … Bob Dylan.

Borum kastede sig kyndigt og frygtløst ud i tekstnære oversættelser af sangerens greatest hits. Et arbejde, hvis ekstra succeskriterium var, at de faktisk skulle kunne synges.

Her er et par eksempler:

Kom, godtfolk og skidtfolk
kom alle som en
for vandene stiger og tiden er sen
og snart er I våde
til marv og til ben
Er der nogetsomhelst
I vil redde
må I hellere svømme
før I synker som sten
Det er TIDERNE DER SKIFTER

og:

Du blir stenet når du prøver at være god,
de stener dig fordi du er imod
de stener dig når du går hjem
bare fordi du ikke er en af dem
Men lad vær og føl dig trist og sær
stenet, stenet blir enhver

samt ikke mindst:

Hvor det regned allerførst
Og jeg var ved at dø af tørst
så jeg kom til dig
din forbandelse gør ondt, men størst
er smerten i mit bryst
Jeg kan ikke bli’
og det er fordi

der er langt fra dit til mit
så vi må hellere gå hver til sit,
Og når vi ses igen
og præsenteres af en fælles ven,
så lad som om du ikke kendte mig
da jeg sulted og verden tilhørte dig…

Bogen kan fås antikvarisk og ikke kun værd at anskaffe sig for Dylan-oversættelserne, men fordi den uden falbelader placerer Bob Dylan som en ligemand i amerikansk efterkrigstidslitteratur. Uden at musikken forstummer af den grund. Snarere tværtimod.

Nobelpriskomiteen må bestå af blinde og døve.

Readmore  

Dylan: 70 år på vej hjem

2 Comments

BOB DYLAN fylder, som måske bekendt af denne blogs tålmodige læsere, 70 i morgen.

Han fejrer det i stilhed, kender jeg ham ret. Og det mener jeg at gøre, efter at mandens musik i 45 år har gjort ham til min fortrolige. Han vil sikkert tænke sit over den unisone hyldest, også fra anmeldere, der ellers sætter en ære i at vanære musikere, der ikke blev født i går.

Han vil uden tvivl også endnu en gang sukke over at få sin karriere skildret så sammenfattende og kortfattet, som de forskellige medier nu engang betinger. For som han sagde til Rolling Stone Magazine i 2009: »Populærmusikken har ingen kritikere, eller hvad vi nu skal kalde dem, der forstår populærmusik i hele dens dynamiske fundamentalisme. Konsensus omkring mig er, at jeg er en sangskriver. Og at jeg var inspireret af Woody Guthrie og sang protestsange. Derefter rocksange. Så religiøse sange i en periode. Men det er stereotyper. En medieskabt ting. Af den slags, som er umulig at undgå for en hvilken som helst offentlig person.«

Nu har tiden lært os, at man ikke skal tro på alt, hvad Dylan siger. Han lærte os trods alt at være antiautoritær, så selv om han har den pointe, at nogle af hans senere plader lige så godt kunne have været indspillet for 30 år siden, kunne hans første plader ikke være indspillet nu. Netop tidbundetheden og Dylans evne til at bruge den som en måde at komme videre på, gør jo den første håndfuld af hans plader så definerende. Både for ham, for tiden og for rocken.

Han ankom til New York som Robert Zimmerman med firetoget fra Hibbing, den jernmineby i Minnesota, han siden beskrev som døende. Det var målet for hans besøg også – sangeren Woody Guthrie, Amerikas samvittighed. Idol og fan blev venner. Gennem Guthrie fik Dylan identificeret vreden og rastløsheden i sig.

DEBUTALBUMMET, som bare bar hans nye navn, solgte 5.000 eksemplarer i 1962, og var resultatet af mange aftener på de tilrøgede spillesteder i Greenwich Village, paradis for bohemer og wannabes. Pladen varslede ikke noget større. Producerlegenden John Hammond havde spurgt sit nye fund, hvad han havde at byde på: »Der er stof, jeg selv har skrevet, der er stof, jeg har opdaget og så er der noget, jeg har stjålet…« Hammond mindedes ikke at have indspillet nogen, der var dårligere til at lære af sine fejl i studiet.

Året efter blev den slags indvendinger ligegyldige. Albummet The Freewheelin’ Bob Dylan indeholdt sange som ‘Don’t Think Twice, It’s All Right’ og ikke mindst ‘Blowin’ In The Wind’. Den sang og ‘The Times They Are A-Changing’ blev kendingsmelodier for borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Han dannede fotogent par med Joan Baez, og var ved at blive omfavnet ihjel af de kulturradikale. Han erfarede, at den bevægelse var lige så frelst som alle andre bevægelser. Og da han nærmest som et uartigt barn satte strøm til sin musik i 1965, tog han samtidig strøm på det politisk korrekte. Han nægtede, som det er blevet sagt, at være venstrefløjens veldresserede sæl.

En sang som ‘Like A Rolling Stone’ må have været som et slag i ansigtet på de, der prædikede fællesskab. Vi andre hørte bare den sandeste sang, vi havde hørt. Og ville komme til at høre. Dylan sang om ikke at kende retningen hjem, sang om at føle sig ensom midt i mylderet. Dét var radikalt midt i en tid, der promoverede et os-mod-dem sammenhold.

Det samme var den herostratisk berømte turne med bandet, der senere blev til The Band, hvor han blev buhet ud som en Judas, der solgte folkemusikkens sjæl for noget mere end 30 sølvdalere.

Dylan forstod ikke noget af det. »De spurgte: ’Er du med os?’ Hvad betød det?« erindrer han i Martin Scorseses seværdige film No Direction Home.

INGEN AF hans senere stilskift, heller ikke da han fremturede som gammeltestamentlig svovlprædikant først i 80’erne, forekommer lige så afgørende. Tæt på er dog en plade som John Wesley Harding. Den kom i 1967 efter sangerens myteindhyllede motorcykelulykke – i virkeligheden fik han vist bare cyklen over sig, da den væltede, mens han trak af sted med den, fortælles det i den nye bog Balladen om Bob Dylan.

Musikken på pladen taler sagte, men indtrængende om et Amerika, der kun lever i myterne. Kunstgrebet er, at sangene alligevel ender med at kommentere tiden, men ikke kan bruges som et signalement af sangerens ståsted.

Det er der i det hele taget ret få af Dylans sange, der kan. I det mindste ifølge ham selv, til nærmest masochistisk frustration for de mange fortolker-Holgere i Dyland. Måske siger han det, fordi han ikke vil holdes fast på sine ord, måske fordi sangene er større end sangeren.

Hans leg med identiteten og legenden ”Bob Dylan” er legendarisk. Under Rolling Thunder-turneen i 1975-76 iførte Dylan sig en klovnehvid ansigtsmakeup. Nede fra salen blev der råbt, hvorfor han bar maske: »What’s it all about?« Dylan, som ikke er kendt for at smalltalke sit publikum ihjel, svarede: »The meaning is in the words.«

DA DYLAN i 1997 pådrog sig pericarditis, en potentielt livstruende infektion i hjertesækken, og efterfølgende udgav albummet Time out of mind, jokede han med, at han kun lige akkurat havde undgået at møde Elvis. Til gengæld var vi mange, der følte, at vi mødte den ”rigtige” Bob Dylan i øjenhøjde. Måske for første gang.

Bob Dylan har gennem hele sine karriere udlagt flere snubletråde end ledetråde for de, der ikke kan nøjes med bare at høre sig selv i sangene. Og kun få gange har han forklaret, hvorfor han bliver ved at skrive sange og rejse rundt med dem på sin Never Ending Tour.

En af gangene er i Scorsese-filmen. Der siger Dylan: »Jeg blev født meget langt fra, hvor det var meningen jeg skulle være, så jeg er hele tiden på vej hjem…«

Den følelse er vi en del, der kan genkende.

It is still rolling, Bob.

P6 Beat er blandt de mange radiostationer, som fejrer Dylan på dagen.

Illustrationen lånt herfra.

PS: Er lige blevet ringet op af DR, som vil have mig i P4 på fødselsdagen for at tale om Dylan. Det sker 8.20 i morgen.

Har du ikke set Jørgen Saabyes tegning til denne artikel, så se her.

Readmore  

Bob for begyndere vol. 2

Kommentarer slået fra

70 år er så godt et tidspunkt som noget til at gøre status. Her er anden halvdel en slags stifinder til Dylans plader. Man må gerne være uenig. Det er derfor Dylan ikke blev pianist for Bobby Vee, men sanger og sangskriver.

1991: The Bootleg Series vol. 1-3

Et overflødighedshorn af Dylan-outtakes gennem årene. En musikalsk åbenbaring. Intet mindre. Nødvendigheder: »Seven Curses,« 1962-liveudgave af »No More Auction Block« (forlægget til »Blowing In The Wind«), »Like A Rolling Stone« i valsetakt, »She’s Your Lover Now« og resten. Et must.

1992: Good As I Been To You

Dylan går to skridt tilbage for at komme et skridt frem. Han har skriveblokering, men overvinder den ved at grave dybt i de sangskatte, han fandt, da han gik på universitetet i Minneapolis.

Fund: »Sitting On Top Of The World,« »Froggie Went A Courting« og »Diamond Joe.«

1993: World Gone Wrong

Mere af samme slags, og endnu bedre. Det er altså ikke kruk, men kærlighed, når Dylan på sin hjemmeside reklamerer for Harry Smiths ur-amerikanske sangantologi »American Folk Music« (1952). En troubadur genfinder sig selv. Flere fund: »Stack A Lee,« »Blood In My Eyes« og »Delia.«

1995: MTV Unplugged

Dylan sælger sig selv til MTV-generationen uden at sælge ud. Solidt, dækkende og somme tider rent ud sjovt med det daværende faste turnéorkester med bassisten Tony Garnier og guitaristen Bucky Baxter. Scoop: »Dignity.«

1997: Time Out Of Mind

Mediekynikere siger, at det bedste mediestunt, Dylan har lavet siden motorcykelulykken, var at få en livstruende virus i hinderne til hjertesækken. Sangene om liv eller død, om mørke og lys, var dog skrevet inden. Og med Daniel Lanois ved pulten lyder Dylan som en ’dead man walking’, men han vandrer mod lyset. Blot hænger mørket tungt om disse sjælsrystende sange. Milepæle: »Love Sick,« »Not Dark Yet,« »Standing In The Doorway.«

1998: Live 1966

4. kapitel af Bootleg-serien genopfører i cd-restaureret udgave den legendariske Royal Albert Hall-koncert med The Band. Den viser sig at stamme fra Manchester, men er stadig et centralt aktstykke i sagen Dylan vs. folkpuristerne. Rock har aldrig lydt så angrebslysten og overbevisende. Beviser: »Tell Me, Momma,« »Baby Let Me Follow You Down« og »Like A Rolling Stone.«

2001: Love and theft

En slags fortsættelse af Time out of mind. Lidt mere sorgløs, men absolut ikke ubekymret. Masser af god musiceren og Dylan er i form. Han vil stadig sig selv og os noget. Om ikke andet så fortælle om forgængelighed. Højdepunkt: ‘High Water’.

2008: Modern Times

Hvorpå Dylan igen viser, at hans brug af fortiden er så selvfølgelig en del af ham, at han ikke ulejliger sig med at kreditere, når han låner fra andre. Når det er sagt, skal også siges, at det er meget afslappet og alligevel disciplineret album. Fuld af noget så umoderne som levet liv, trods den lidt musealt-musikalske indpakning. Blivende sang: ‘Spirit on The Water’.

2009: Together through life

Hvor Dylan fortsætter sine ekskursioner i traditionel amerikansk musik. New Orleans og Texas er destinationer i denne sumpede, blæserakkompagnerede rock & roll. En plade, der rummer en sval resignation og først og fremmest emmer af spilleglæde og noget så uvant som hygge. Bob Dylan for iPod-generationen. Den bedste sang er typisk nok ‘My Wife’s Home Town’, hvor Dylan broderer videre på Willie Dixons ‘Just Wanna Make Love To You.’

Bob Dylan, eller rettere hans hovedpladeselskab gennem årene, Columbia/CBS/Sony, har desuden udsendt en lang række opsamlingsplader. Hvis man har The Bootleg Series vol. 1-3 og Biograph har man dem og mere til. Skal man partout ud på Greatest Hits-markedet, investér da i de officielle Bob Dylan’s Greatest Hits I-III (1967, 71 og 93). De rummer også specielle bonusnumre.

Hans ikke så skæve juleplade kan du finde min mening om her.

Bootleg-serien er som bekendt fortsat. Ikke alt er lige nødvendigt, men sjældent dårligere end interessant. Og sidste år nåede man til nummer ni i rækken, The Witmark Demos, som jeg tidligere har skrevet om her.

I anledning af Dylans 30 års-jubilæum udkom The 30th Anniversary Concert Celebration (1993) med mere jubel end varig musik, men med masser af gæstestjerner og et højdepunkt eller to:

Unikke, historiske Dylan-optrædener finder man på George Harrison-projektet The Concert For Bangla Desh (1972) og The Band’s officielle afskedskoncert The Last Waltz (1978).

Og så er der jo hele bootleg-markedet, som fortsat kan belønne den, der vil samle og har god tid. Vi venter f.eks. stadig på en officiel kanonisering af de komplette bånd fra kælderen i The Big Pink.

Let’s Bob till we drop….

Readmore  

Bob for begyndere vol. 1

Kommentarer slået fra

70 år er så godt et tidspunkt som noget til at gøre status. Her er første halvdel en slags stifinder til Dylans plader. Man må gerne være uenig. Det er derfor Dylan ikke blev pianist for Bobby Vee, men sanger og sangskriver.

1962: Bob Dylan

En meget ung folkesanger prøver kræfter med sig selv og traditionen. Traditionen vinder. Eneste overlever: ‘Song to Woody’.

1963: The Freewheelin’ Bob Dylan

»Honey, just allow me one more chance …« synger han. Og det får han, og han griber den. Med ‘Blowin’ In The Wind’ som signatur skriver og synger Dylan sig ind i samtiden med en stemme, der klinger af fremtid. Klassikere: ‘Don’t Think Twice’ og de apokalyptiske ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ og ‘Masters Of War’.

1964: The Times They Are A-Changin’

Meget mere af samme slags, men ikke helt med samme øretæveindbydende friskhed. ‘Boots of Spanish Leather’ indvarsler en ny type kærlighedssange, hvor det, der står mellem linjerne tæller mindst lige så meget. Outsidere: ‘One Too Many Mornings’ og ‘Only A Pawn In Their Game.’

1964: Another Side Of Bob Dylan

Profetrollen passede Dylan dårligt. Eller som han synger ‘It Ain’t Me, Babe …’ Sange som ‘To Ramona’, ‘Ballad In Plain D’ og ‘My Back Pages’ bærer en plade, der ellers virker som en rasteplads. Undervurderet: ‘All I Really Want To Do.’

1965: Bringing It All Back Home

Titlen er dækkende, for det er lige hvad han gør på en plade, der burde have advaret folkemusikmenigheden om, at noget systemomstyrtende var på vej. Det er stadig en plade, der griber lytteren og holder fast. Griberedskaber: ‘Mr. Tambourineman’, ‘Maggie’s Farm’, ‘Subterranean Homesick Blues’, ‘She Belongs To’ og ‘It’s All Over Now, Baby Blue’. Og så var han endda kun lige startet.

 

1965: Highway 61 Revisited

Et rockchok, der stadig ikke har fortaget sig. Sange, der må have givet kollegaerne – og konkurrenterne – noget at tænke over. Med denne plade bliver rock voksen uden at miste en tøddel af ungdommens fandenivoldskhed. Landemærker: ‘Like A Rolling Stone’, ‘Ballad Of A Thin Man’, den endeløse og endeløst dragende ‘Desolation Row’ og så denne evighedstornado af en titelsang.

1966: Blonde On Blonde

Ikke så store armbevægelser, men mindst lige så stor en radius er der på dette dobbeltalbum, indspillet i Nashville, midtvejs mellem noget dengang så corny som country og så Dylans selvskabte rock. Sangene er private som den besværgende ‘Sad-Eyed Lady of the Lowlands’, men enhver med mod og hjerte kunne genkende dem og spejle sig i deres mysterier. Uundværlige: ‘Just Like A Woman,’ ‘Visions Of Johanna,’ ‘One Of Us Must Know’ og ‘Pledging My Time.’

1967: John Wesley Harding

Dylan bryder den mere eller mindre frivillige tavshed efter motorcykelulykken med en plade, der taler sagte, men indtrængende om et Amerika, der kun lever i myterne. Det sære ved sangene er, at de alligevel ender med at kommentere tiden. Atmosfæren af eftertanke og masser af tid(løshed) er noget af det vigtigste ved denne musik, hvor de bibelske hentydninger florerer uden at nogen gør særlig meget væsen af det. Pejlemærker: ‘All Along The Watchtower,’ ‘I Dreamed I Saw St. Augustine’ og ‘I’ll Be Your Baby Tonight.’

1969: Nashville Skyline

En af Dylans korteste plader (27 minutter og 10 sekunder), men en af dem med det længste liv. Dylan letter på hatten og smiler. Og sangene er i al deres ukomplicerede enkelhed nogle af hans melodisk og menneskeligt mest generøse. Stilskabere: ‘I Threw It All Away’ og ‘Lay Lady Lay’.

1970: Self Portrait

En ubegribelig, kontraktligt bestemt rodebunke, men for den tålmodige er der upolerede perler at finde, når Dylan lader sig klone som Elvis i Jim Reeves-tøj. Underfundigheder: ‘The Boxer’ og ‘I Forgot More Than You’ll Ever Know’.

1970: New Morning

Et af Dylans mest undervurderede udspil. Med urette. Titlen lover måske mere end den kan holde, men der er en egen drivkraft over denne musik, og sangene hører til hans mest musikalske. Pladen er ikke blevet dårligere af, at Dylan gik så meget i dybden med den i sine Chronicles. Udråbstegn: ‘Father Of Night’, ‘Day Of The Locusts’ og ‘If Not For You’.

1973: Pat Garrett And Billy the Kid

Få så Sam Peckinpahs western, kun lidt færre hørte dette skitseagtige soundtrack, men alle kender ‘Knockin’ On Heaven’s Door’, og kom så ikke og sig, at Dylan først blev religiøs i 80’erne.

1973: Dylan

Se under Self Portrait og træk al rosen fra.

 

1974: Planet Waves

Dylans genforening med The Band, som spiller med nerve og kraft. Dylan selv er lidt ved siden af som en mand, der egentlig vil det så godt, men er et andet sted. Tilbage bliver dog en række blivende Dylan-sange. Eksempler: ‘Dirge,’ ‘Forever Young’ og ‘Going Going Gone’.

1974: Before The Blood

Genforeningen blev forlænget med en turne, som ikke var dårlig, men levede i ekkoet af 1966-turen. Glædelige genhør: ‘Stage Fright,’ ‘Knockin’ On Heaven’s Door’ og ‘All Along The Watchtower.’«

 

1975: Blood On The Tracks

En af århundredets største oder til kærligheden og al dens (u)væsen. Dylan synger som om han omsider er befriet for berømmelsens åg og bare er et menneske, der synger til et andet menneske. Sangene er formidable, og mindet om dem intet mindre end balsamisk. Sjælesørgere: ‘Tangled Up In Blue,’ ‘Simple Twist Of Fate,’ ‘Shelter From The Storm’ og ‘Idiot Wind’.

1975: Basement Tapes

By public demand, men fem år for sent: Den korrigerede version af Dylans værkstedsarbejder med The Band under rekonvalscensperioden i Woodstock. Stor musik på jagt efter noget endnu større – en amerikanske sjæl. Åndehuller: ‘Down In The Flood,’ ‘Lo And Behold,’ ‘This Wheel’s On Fire’ og ‘Tears Of Rage.’

1976: Desire

For det meste forrygende sange, udført som om musikerne og Dylan ikke kan vente med at komme igang med den næste. Og så ind og ud af det hele, Scarlet Riveras vilde violin. Stoppesteder: ‘Hurricane,’ ‘Sara,’ ‘Isis’ og ‘One More Cup Of Coffee.’

1976: Hard Rain

Lydspor fra slutningen af Rolling Thunder Revue med næsten samme repertoire, næsten samme musikere, men en anelse mere råt for usødet – om muligt. Det regner, da de optager og det regner i sangerens hjerte. Nærværende og nervepirrende. Hudløse: ‘Shelter From The Storm’ og ‘I Threw It All Away’.

1978: Street Legal

Indspilningskvaliteten sætter ny bundrekord – de glemte at mixe pladen, men det blev dog rettet op ved cd-genudgivelsen i 2000. Sangene rangerer fra solide til smukke, og kredser – igen – om skilsmisse og ugengældte følelser, og Dylan synger som om ingen sår er lægt. Fuldtræffere: ‘Changing Of The Guards,’ ‘Is Your Love In Vain’ og ‘Senor’.

1979: Live At Budokan

Dylan i grandios koncertiscenesættelse med rock & roll-saxofon (Steve Douglas} og melodisk guitarelegance (Billy Cross). Pladen fik anmelderhug, men Dylan synger med afslappet charme som en natklubsanger og korarrangementerne foregriber den religiøse periode. Livstegn: ‘All Along The Watchtower’ og en umulig, men sjov (!) reggaeudgave af ‘Knockin’ On Heavens Door.’

1979: Slow Train Coming

»Gonna change my way of thinking, make myself a different set of rules, gonna put my good foot forward, and stop being influenced by fools,« synger Dylan og lader sig istedet inspirere af Gud. De bedste af pladens melodier overlever dens budskab, og Dylan og Dire Straits-lyden klæder hinanden. Skriftsteder: titelnummeret, ‘Gotta Serve Somebody’ og ‘Precious Angel.’

1980: Saved

Mere af samme slags, men uden Mark Knopfler og uden de gode melodier. Til gengæld masser af  missionerende selvretfærdighed. Apokryf: ‘In The Garden.’

1981: Shot Of Love

Endnu mere af samme slags. Forsonende element: ‘Every Grain Of Sand.’

1983: Infidels

Mark Knopfler returnerer, men må forlade projektet i utide. Dire Straits er nemlig blevet større end Dylan, som mister interessen for et album, der er professionelt før det er noget andet. Med Mick Taylor på guitar og reggae-tandemen Robbie Shakespeare og Sly Dunbar. ‘Jokerman’ bliver et hit. Troværdige: ‘I And I’ og ‘Sweetheart Like You’.

1984: Real live

Dylan leger mainstream rockstjerne uden hjerte. Så hellere prædikant. Undtagelse: ‘Masters Of War.’

1985: Empire Burlesque

Et måske lidt for opulent comeback i mixer-kongen Arthur Bakers regi, og selv om de ikke er mange, holder de bedste af sangene. Og musikerne spiller, som om de ikke kan holde op. I stedet for at stole på Gud, stoler Dylan nu på sig selv. Tillidsvækkere: ‘Tight Connection To My Heart,’ og ‘Something’s Burning, Baby’.

1985: Biograph

En uomgængelig retrospektiv 3cd-samling, akkompagneret af Cameron Crowes kloge essay med indbygget Dylan-interview. Det meste af, hvad man kan ønske sig, er her og lidt til. Overraskelsesmomenter: ‘Positively 4th Street’(igen!), ‘Mixed Up Confusion,’ ‘Can You Please Crawl Out Your Window’ og en tumultuarisk liveudgave af ‘Isis’.

1986: Knocked Out Loaded

Titlen siger det meste. Musikken siger resten. Somme tider kan det være svært at være Dylan-fan. Vinder på point: ‘Brownsville Station.’

1988: Dylan & The Dead

Det havde efter sigende hele livet været Jerry Garcias ønske at få Grateful Dead til at turnere som backingband for Dylan. Resultatet blev mere dødt end levende. Dementi: ‘All Along The Watchtower.’

1988: Down In The Groove

Mere nede end i stødet. Ligegyldig og ligeglad blev Dylans mellemnavne i de år. Udviklingsmulighed: ‘Silvio.’

1989: Oh, Mercy

Enter Daniel Lanois og dermed en producer, der tør sige Dylan imod. Resultatet: Bedste studiealbum i ti år. Og det lyder ovenikøbet godt. Nyklassikere: ‘Shooting Star,’ ‘Man In The Long Black Coat,’ og ‘What Was It That You Wanted.’

1990: Under The Red Sky

Exit Daniel Lanois. Enter Don Was. Dylan leger spillemand, men uden at sætte noget på spil. Et af de svageste albums. Hit: ‘Wiggle Wiggle,’ som giver navn til Big Fate Snake.

Se mere i morgen


Readmore  

Dylan genopdages igen igen

Kommentarer slået fra

“Nobody sings Dylan like Dylan”, hed den gamle Billboard-annonce jo. Det er rigtigt, men netop hans sange har også fået ganske mange sangere til at yde deres mest personlige.

Her er min Top 20 over anbefalelsesværdige versioner af Dylan-sange:

1: All Along The Watchtower - Jimi Hendrix Experience

2: Hjärtat Mitt (Heart of Mine) – Ulf Lundell

3: Mr. Tambourine Man – The Byrds

4: When I Paint My Masterpiece – The Band

5: This Wheel’s On Fire – Julie Driscoll m. Brian Auger

6: Tears of Rage – The Band

7: Masters of War – Eddie Vedder

8: Blowing In The Wind – Stevie Wonder

9:  Positively 4th Street – Bryan Ferry

10: Det Meste Af Tiden (‘Most Of The Time’) – Steffen Brandt

11: My Back Pages – The Byrds

12: Tomorrrow Is A Long Time – Elvis Presley

13: It Ain’t Me Babe – The Turtles

14: Only A Hobo – Rod Stewart

15: The Mighty Quinn – Manfred Mann

16: Emotionally Yours – Hanne Boel m. Laid Back

17: Just Like A Woman - Joe Cocker

18: Legionnaires Disease – Delta-Cross Band

19: One Too Many Mornings – The Association

20: Down In The Flood - Blood, Sweat And Tears

Gå på jagt efter andre Dylan-covers her.

Kollega CAPAC har puslet med en liste over Dylans kærlighedssange. Se mere her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top