Biblen tidligt på spil hos Bob

5 Comments

Bob Dylans omvendelse til noget nær old school-kristendom kom bag på en del dengang sidst i 70′erne. Men som Dylan-fans vil vide, så var det der med Biblen og Gud inden da ikke ukendt land for sangskriveren.

Her er en liste over skikkelser fra Biblen, som optræder i Dylans sange fra før han blev nykristen:

Abraham – fra ‘Highway 61 Revisited’

Adam og Eva – fra ‘Talking World War III Blues’

Kain og Abel – fra ‘Desolation Row’

David – fra ‘If I Could Do It All Over Again, I’d Do It All Over You’

Dalila - fra ‘Tombstone Blues*

Eli - fra ‘The Wicked Messenger’

Goliat – fra ‘When The Ship Comes In’

Den barmhjertige Samaritaner – fra ‘Desolation Row’

Herren min hyrde – fra ‘Changing Of The Guards’

Jesus – fra ‘Masters of War’

Jezabel – fra ‘Tombstone Blues’

Johannes Døberen – fra ‘Tombstone Blues’ og ‘Where Are You Tonight’

Judas Iskariot – fra ‘Masters of War’, ‘With God on Our Side’ og ‘The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest’

Filistrenes konge – fra ‘Tombstone Blues’

Lucifer – fra ‘New Pony’

Noa – fra ‘Desolation Row’

Farao – fra ‘When The Ship Comes In’

Sankt Peter - fra ‘I’d Hate To Be You On That Dreadful Day’

Samson – fra ‘If I Could Do It All Over Again…’

Jeg har brugt de danske stavemåder.

Er der flere navne før Slow Train Coming?

Readmore  

Dylan-sange (næsten) uden Bob

Kommentarer slået fra

Animeret af blog-nabo CAPAC er her en Top 20 af sange, Bob Dylan har skrevet, men aldrig udsendt på et Bob Dylan-studiealbum:

1: Legionnaires Disease, indspillet af Delta-Cross Band

2: Catfish, indspillet af Kinky Friedman.

3: Coming From The Heart, skrevet med Helena Springs og indspillet af The Searchers.

4: If I Don’t Be There By Morning, skrevet med Helena Springs og indspillet af Eric Clapton

5: I’d Have You Anytime, skrevet med George Harrison og indspillet af ham.

6: Champagne Illinois, indspillet af Carl Perkins.

7: Seven Days, indspillet af Ron Wood.

8: Love Is Just A Four-Letter Word, indspillet af Joan Baez.

9: Sign Language, indspillet af Eric Clapton (med Dylan som andenstemme).

10: Jack of Diamonds, digtet fra liner-noterne til Anther side of Bob Dylan er sat i musik af Ben Carruthers, som selv har indspillet det. Det samme har Fairport Convention.

11: Wallflower, indspillet af Doug Sahm. Interessant titel i lyset af navnet på Jakob Dylans første band.

12: Wanted Man, indspillet af Johnny Cash.

13: Up To Me, indspillet af Roger McGuinn.

14: Farewell Angelina, indspillet af Joan Baez.

15: Long Distance Operator, indspillet af The Band.

16: Let’s Keep It Between Us, indspillet af Bonnie Raitt.

17: Heartland, indspillet af Willie Nelson (og Dylan synger duet med ham)

18: Golden Loom, indspillet af Roger McGuinn’s Thunderbyrd.

19: Ballad of Easy Rider, skrevet sammen med Roger McGuinn, og indspillet af The Byrds og Fairport Convention.

20: Walk Out In The Rain, skrevet sammen med Helena Springs og indspillet af Eric Clapton.

Apropos duetter, så er her en liste over sangere, Dylan har sunget med.

Har du tid, er her et site, som har registreret uudgivne Dylan-indspilninger m.v.

Illustration: Grab fra D.A. Pennebakers film Don’t look back.

Readmore  

Dylan: Kina censurerede ikke

2 Comments

Siden Bob Dylan gav koncerter 6. april i Beijing og 8. april i Shanghai har diskussionen – også her på bloggen – gået om, hvorvidt hans repertoire ved komcerterne var blevet underlagt forhåndscensur af de kinesiske myndigheder. Og New York Times-klummeskriveren Maureen Dowd beskyldte Dylan for at sælge ud på en hidtil uset måde og “for bare at spille sin censurerede sætliste, tage sin stak af kommunistkontanter og skride…”

Diskussionen har nu affødt noget så sjældent som en direkte henvendelse fra Bob Dylan til hans fans. På sin hjemmeside har han lagt et brev ud, som lyder som følger:

To my fans and followers,

Allow me to clarify a couple of things about this so-called China controversy which has been going on for over a year. First of all, we were never denied permission to play in China. This was all drummed up by a Chinese promoter who was trying to get me to come there after playing Japan and Korea. My guess is that the guy printed up tickets and made promises to certain groups without any agreements being made. We had no intention of playing China at that time, and when it didn’t happen most likely the promoter had to save face by issuing statements that the Chinese Ministry had refused permission for me to play there to get himself off the hook. If anybody had bothered to check with the Chinese authorities, it would have been clear that the Chinese authorities were unaware of the whole thing.

We did go there this year under a different promoter. According to Mojo magazine the concerts were attended mostly by ex-pats and there were a lot of empty seats. Not true. If anybody wants to check with any of the concert-goers they will see that it was mostly Chinese young people that came. Very few ex-pats if any. The ex-pats were mostly in Hong Kong not Beijing. Out of 13,000 seats we sold about 12,000 of them, and the rest of the tickets were given away to orphanages. The Chinese press did tout me as a sixties icon, however, and posted my picture all over the place with Joan Baez, Che Guevara, Jack Kerouac and Allen Ginsberg. The concert attendees probably wouldn’t have known about any of those people. Regardless, they responded enthusiastically to the songs on my last 4 or 5 records. Ask anyone who was there. They were young and my feeling was that they wouldn’t have known my early songs anyway.

As far as censorship goes, the Chinese government had asked for the names of the songs that I would be playing. There’s no logical answer to that, so we sent them the set lists from the previous 3 months. If there were any songs, verses or lines censored, nobody ever told me about it and we played all the songs that we intended to play.

Everybody knows by now that there’s a gazillion books on me either out or coming out in the near future. So I’m encouraging anybody who’s ever met me, heard me or even seen me, to get in on the action and scribble their own book. You never know, somebody might have a great book in them.

Som Rolling Stone skriver: Det næste bliver vel, at han opdager Twitter…

Her er, hvad Dylan spillede i Beijing.

Foto: Kelda Yuen

Readmore  

Vi fejrer Dylan på forskud

Kommentarer slået fra

Sig nærmer tiden, da Onkel Bob går i flyverskjul for alle omklamringer og genfortolkningerne. Som bekendt fylder Dylan 70 den 24. maj.

Herhjemme markerer Gyldendal det med udgivelsen af Daniel Mark Epsteins generationsbiografi Balladen om Bob Dylan og valgmenigheden mødes, ung som gammel, til fødselsdagsfest på dagen i Vega m. navne som Steen Jørgensen, Dicte, Nikolaj Nørlund, Malthe Fischer (Oh No Ono) og Kim Kix (PowerSolo). Der vil desuden blive spillet masser af Dylan samt afholdt quiz og foredrag.

Indtil da, og bagefter, kan man (gen)høre hans plader eller måske gå ind og lytte til de ikke helt uefne fødselsdagsgaver, danske rockmusikere pakkede ud, da Dylan fyldte 60. Hele koncerten findes generøst og gratis her.

Det var ved den lejlighed, Niels Skousen sagde de vise ord om, at det mærkelige ved Dylan jo var, at det var ved at lytte til ham og hans sange, at den hjemlige rock begyndte at skrive og synge på dansk…

Foto: Daniel Kramer

Readmore  

Da Bob blæste Harry et stykke

Kommentarer slået fra

I morgen er det 50 år siden Bob Dylan først gav lyd fra sig i et pladestudie. Det foregik i New York. Formedelst tariffen på 50 dollars lagde den unge Bobby Dylan mundharpe på Harry Belafonte’s tolkning af ‘The Midnight Special’. Nummeret udkom året efter på lp’en af samme navn.

Når man genhører den, er det sjovt at høre, hvordan Dylan hele tiden lyder, som om han har lyst til at udfordre Belafontes meget slebne sangforedrag. Vi er i en anden tid end bare to år senere. Mainstream lød meget høfligt og var det, selv om Belafonte jo for mange stod som en fyrtårn i borgerretsbevægelsen.

Dylan indspillede henved en snes versioner af ‘The Midnight Special’ samme dag, men blev aldrig helt tilfreds. Jobbet åbnede til gengæld nogle døre og nogle dage senere indspillede han med Carolyn Hester og blev hørt af John Hammond og resten er historien.

En pudsig detalje: I en af kommentarerne til youtube-klippet hedder det, at den, der spiller mundharpe, burde finde sig et andet job.

Readmore  

De gav Bob og Beatles nyt tøj på

1 Comment

Hellemann Bros. Navnet lyder som et helt brand. Og det er det efterhånden også. Tvillingebrødrene hedder Jens og Peter til fornavn, og de kan i dag fejre deres 40 års fødselsdag for udsolgte huse i Østre Gasværk med deres, Nikolaj Cederholms og kostumieren Anja Vang Kraghs teaterkoncert over Bob Dylans sange.

Her i avisen gav Monna Dithmer fire hjerter, da forestillingen havde urpremiere sidste år i Aarhus. Der lykkedes det ifølge hende at »fucke Dylan op, så musikken, med den nødvendige mangel på respekt for sangskriverens egen person og version, også når ud til de publikummer, for hvem en gnæggende, rårusten Dylanklage ikke lige er sagen.«

Selv om tvillingerne har lavet ting hver for sig, ligner deres c.v.’er synkronsvømming i farvande, de i høj grad selv har været med til at kortlægge. I princippet med Peter som pianist og Jens som guitarist.

De er begge uddannet fra Rytmisk Musikonservatorium i 1998. Samme år var de med til at producere Laura Illeborgs kritikerroste, andet album Lover og sværger og havde begge været med i forstadierne til det senere så roste band Vildnis.

I 2005 var Jens Hellemann guitarist og komponist på Line Knutzons prisbelønnede teaterstykke Guitaristerne. Det arbejde og inspirationen fra musikteaterforestillingen Gasolin’ såede frøene til de scenografisk blomstrende, cirkusartistiske nytolkninger af både Beach Boys- og Beatles-sangkataloget, hvor Hellemann-brødrene og Cederholm i de bedste øjeblikke praktiserer noget så paradoksalt som sakrosant respektfuldhed.

For tiden er holdet ved at få afsat Beatles-forestillingen Come together til udenlandske interessenter. Den slags har det med at være ”a long and winding road”, men varen fejler ikke noget.

Det gør brødrenes flid heller ikke. Udover musikalsk løsarbejde – enten sammen eller hver for sig – for blandt mange andre Anne Linnet, Love Shop, Erann DD, Elisabeth, Lene Kaaberbøl, Tammi Øst og Mikael Bertelsen har der for Peter Hellemann også været tid til at være en vellidt underviser på Rytmekons.

I den seneste tid har hans bror dog – midlertidigt – afbrudt det kunstneriske parforhold. Jens Hellemann er nemlig snart aktuel med sit første soloalbum, Klimaskift. Her medvirker Peter ikke, men han har fået lov til at smuglytte til resultatet og give gode råd. Som Jens siger: »Peter er jo trods alt den, der kender mig bedst.«

Illustration: Plakaten fra uropførelsen på Aarhus Teater af Dylan-teaterkoncerten.

Readmore  

Bob både på besøg og i ny bog

1 Comment

På sin Never Ending Tour mellemlander Bob Dylan i Odense og Den Fynske Landsby den 27. juni. Selv om hans besøg på vore breddegrader ikke længere har samme nyhedsskvalitet som da han spillede i Gøteborg i 1978, er Onkel Bob dog stadig en togrejse værd – også selv om der sikkert ikke bliver sat særtog ind.

Frem og tilbage over det ene eller det andet bælt kan man så læse i en ny bog om ham, som Gyldendal udsender sammenfaldende med hans 70 års dag måneden før.

Der er tale om en dansk oversættelse af Daniel Mark Epsteins endnu ikke udkomne The Ballad of Bob Dylan.

På dansk får den titlen Balladen om Bob Dylan. Bogen er oversat af Anders Juel Michelsen, og jeg har i al beskedenhed redigeret den danske version af bogen, som er en kaleidoskopisk journalistisk beretning om Dylans vej fra Hibbing til resten af verden og retur. Skrevet af en mand, der både har styr på musikken og på minderne og som ikke forfalder til ‘alt var bedre i gamle dage’-nostalgi.

Som tidligere sagt: We’ll Bob till we drop.

Readmore  

Onkel Bobs billeder revisited

Kommentarer slået fra

Jeg ved ikke, om du kender det, det der med, at der var denne eller hin udstilling/film/teaterforestilling etc, som du satte kryds ved i den mentale kalender. Da du så nåede frem til den, var den taget af plakaten. Nå, det kender du godt…

Mit seneste eksempel er udstillingen på Statens Museum for Kunst med Bob Dylans brasiliansk inspirerede malerier, The Brazil series. I takt med at anmeldelserne blev mere og mere lunkne og jeg havde taget billederne i øjesyn via nettet kølnedes min interesse, og pludselig var udstillingen vist taget ned.

Det var den så ikke alligevel. Blot forlænget, så i går troppede jeg op på det femstjernede museum sammen med familien. Det var jeg glad for, at jeg gjorde.

Okay, Onkel Bob er ikke verdens mest uomgængelige billedkunster, sådan rent teknisk. Det har jeg i hvert fald læst mig til, men målt med f.eks. Ulf Lundell er han Rembrandt.

Lige siden Dylan malede forsiden til debutalbummet med The Band har jeg holdt af hans farveglade, naivistiske streg. Han virker så glad for at male, at det bøder på ubehjælpsomheden. Og så har han jo hele mytologien om sig selv med på paletten.

Udstillingen på SMK, blandt venner, er inspireret af ophold i blandt andet Brasilien. Cezanne er en tydelig inspiration. Og Dylan er klart dårligst til at male mennesker. Faktisk er noget af det så amatøragtigt, at man ville grine af det i forbifarten, hvis det stod på Piazza Navona til 50 euro pr. skilderi.

Nu hænger det så der, i et egnet rum, og er meget tilstedeværende. Farverne er righoldige og støvede. Og han vil helt klart fortælle os noget. Noget om passion, noget om dødelighed.

Jeg kunne godt finde på at gå derhen igen inden sidstedagen den 10. april. Som en slags besværgelse købte jeg bogen omkring projektet. Den er – næsten – som at være der selv. Og der er godt med kloge kuratorord i den.

Den slags er Dylan ikke meget for. Som der står på væggen: “Hvis jeg kunne have udtrykt det samme i en sang, havde jeg nok skrevet sådan en istedet…”

Da jeg læste de ord, kom jeg til at tænke på en Dylan-sang, der for mig altid har foldet sig ud som et maleri:

Oh, the streets of Rome are filled with rubble
Ancient footprints are everywhere
You can almost think that you’re seein’ double
On a cold, dark night on the Spanish Stairs
Got to hurry on back to my hotel room
Where I’ve got me a date with Botticelli’s niece
She promised that she’d be right there with me
When I paint my masterpiece

Illustration: Bob Dylan – Favela Villa Broncos. Foto: SMK Foto

Readmore  

Suze Rotolo fik Dylan til at rykke

3 Comments

Suze Rotolo er død, 67 år gammel. I januar 1963 tog hun en frysende, alt for let påklædt Bob Dylan under armen og vandrede ned ad Jones Street i New York lige ind i rockhistorien som del af det nu ikonografiske omslag til Dylans andet album, Freewheelin’ Bob Dylan.

De ligner ikke et par, der lige har været ude i en krise, men det havde de. Rotolo blev kæreste med Dylan, da hun var 17, i 1961. Hun kom fra en venstreradikal, italiensk-amerikansk familie. Dylan sagde selv senere, at han aldrig havde mødt en så sexet kvinde. Man tror ham.

Hun var også klog og belæst. Og, i modsætning til sin kæreste, ingen politisk analfabet. Faktisk lærte Rotolo Dylan den politiske ABC. Det var i de dage, hvor Dylan var ved at slå igennem som selve stemmen bag den vågnende politiske bevidsthed blandt de unge hvide (og sorte) amerikanere efter McCarthy-æraen. Og Rotolo var meget mere end muse. Hun introducerede bl.a. Dylan for Bertolt Brechts songs. Og fortalte ham historier fra det virkelige liv, som han brugte i sine sange. Bl.a. ‘The Death of Emmett Till”.

I sommeren 1962 tog Rotolo til Perugia. For at studere. Og fordi hun måske ikke ønskede så fast et forhold til Dylan. Hvor om alting er, så betød pausen i deres forhold, at Dylan skrev nogle af sine første og største kærlighedssange, ‘Boots of Spanish Leather’ og ‘Don’t Think Twice’ med linjerne “I gave her my heart but she wanted my soul”.

Da Suze vendte hjem til USA ved årsskiftet 62-63, var Bobs berømmelse mangedoblet og han var begyndt at blive ret omsværmet, ligesom han vist ikke selv holdt sig tilbage. De prøvede at holde fast i forholdet, mens Joan Baez ikke nøjedes med at se til. Rotolo blev gravid med Dylan det år, men fik en abort.

Hun lod modstræbende Dylan gå. Hun hverken ville eller kunne konkurrere med hans nye verden.

Istedet skabte Suze Rotolo sin egen, bl.a. som lærer og senere som  særegen billedkunstner. Og hun styrede i det store og hele fri af forsøgene på at gøre hende til et museumsstykke i Dylanologien. Dog fornemmede man i de senere år en trang til, at hun godt ville sætte tingene på plads, fortælle det som hun syntes det var. Bl.a. til Martin Scorcese i dokumentarfilmen No Direction Home.

Hendes erindringer A freewheelin’ time er værd at læse eller genlæse.

Kollega Capac rister også Rotolo en rune.

Coverfoto: Don Hunstein

Readmore  

Poul Krebs går til Charlie

2 Comments

Jeg var i aftes i Glassalen i Tivoli til turneafslutningen for Michael Falch og Poul Krebs. Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet deres smittende indforståethed, gudindgivne vokalharmonier, lune og selvironi og deres måde at forny hinandens sange på. Sådan var det også i går, så det vil jeg ikke trætte med igen.

Undervejs gav Krebs appetitvækkende smagsprøver på sin kommende engelsksprogede cd, Magnolia tales. Og nævnte en passant, at den var produceret af Charlie Sexton.

Den Austin-fødte Sexton sanger, sangskriver og guitarist er en af søjlerne i moderne americana. Han befæstede og udvidede sit ry som guitarist med og for Bob Dylan 1999-2002. På scenen gav han i duet med Larry Campbell Dylans sange nyt liv. Og han er en væsentlig del af albummet Love and theft. Siden 2009 har han atter deltaget i The Never Ending Tour.

Før det gav han lyd på plader med bl.a. Lucinda Williams – hendes mesterværk Car wheels on a gravel road – og Shawn Colvin. Sexton viste lovende takter, allerede da han i slutningen af 80′erne som tyveårig udsendte sit første soloalbum. Folk som Ron Wood og Keith Richards opmuntrede ham, men selv om det er blevet til en håndfuld fine plader som solist, virker han til at have det bedst i samspil med og som forgylder af andres ideer.

Den 22. marts kan vi høre om, Poul Krebs har nydt godt af det. Da udkommer nemlig hans nye plade. Selvfølgelig på pladeselskabet KrebsFalch.

Her kan du klikke dig videre til et klip, hvor pladeselskabsdirektør Falch interviewer sin kunstner om, hvordan samarbejdet med Sexton kom i stand.

Illustration: Beskæring af forsiden til Sexton-albummet Cruel and gentle things.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top