Gammelt nyt fra Dylan

3 Comments

Selv om tanken er nærliggende, kommer man ikke til at kunne høre ‘When I Paint My Masterpiece’, mens man går rundt på Statens Museum for Kunst, når de fra den 4. september åbner dørene for en udstilling af nymalede Bob Dylan-malerier.

Samtidig kommer nyheden tikkende om endnu en plade i den lange serie af officielle Dylan-outtakes. Rygterne har længe verseret i Dylanolog-land, men i følge Rolling Stone skulle det nu være sikkert og vist, at Dylan 19. oktober udsender det niende afsnit af The Bootleg Series.

Dobbeltcd-sættet vil indeholde de legendariske og sagnomspundne Witmark-sessions. 47 sange udført af Dylan selv mellem 1962 og 64 som en slags visitkort til hans daværende musikforlag. Altså nærmest uropførelser af sange som ‘Blowing In The Wind’ og ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’. Plus det løse. Og som man kan se af illustrationen til dette indlæg er indspilningerne ingen hemmelighed for piratpladesamlere.

I samme måned udsendes så de original mono-mix af Dylans otte første lp’er. Sættet bliver med det helt store ekstraudstyrs-udtræk og kommer ikke som cd. Kun på vinyl.

Derimod meldes der ikke om nyt fra Dylan, men for mange er gammelt nyt fra ham jo lig med godt nyt…

Readmore  

Levon Helm: Ægte americana

Kommentarer slået fra

Længe før skiltet med ’americana’ af branchen blev brugt som en autencitetsgaranti, man hænger på nye kunstnere, som ikke vil kaldes retro, spillede The Band netop det – musik, der genopdager de amerikanske rødder og dermed selv bliver del af dem.

Levon Helm, som i morgen fylder 70, var ankermand i The Band. Han modtog sidste år en grammy i den nye kategori ’americana’ for sit album Electric dirt. Det må have været lidt sært for en mand, der aldrig har spillet andet, opvokset som han er til tonerne af Bill Monroes bluegrass, der blev »tatoveret ind i min hjerne.«

Født i Arkansas som søn af en fritidsmusicerende bomuldsfarmer lærte Mark Lavon Helm sig guitar som otteårig, og sad med hovedet inde i radioen, når den sendte fra countryshowet Grand Ole Opry. Han skiftede til trommer, så en ung Elvis i 1954 og hørte fremtiden åbne sig. Sammen med sangeren Ronnie Hawkins flyttede han til Toronto. De fik lokale hits som The Hawks, men da bandet efter en del udskiftninger blev trætte af den uberegnelige Hawkins, fyrede de arbejdsgiveren og blev til Levon & The Hawks.

Bob Dylan tog dem med på den turne i 1965, hvor han satte så meget strøm til musikken, at de folkemusikfrelste følte, han tog strøm på dem. Helm kunne ikke holde til at blive buhet ud, forlod turen i utide og evakuerede til Arkansas. Han havde fået nok af rock.

Et af Hawks-medlemmerne, Robbie Robertson, overtalte ham halvandet år senere til at komme nordøst på, til kunstnerkolonien Woodstock. Der var Dylan gået i hi efter sit motorcykeluheld.

I træhuset Big Pink fremelskede The Hawks, som nu hed det, de alligevel blev kaldt, The Band, sammen med Dylan det stadig lyslevende stykke ’americana’, der kaldes ’The basement tapes’. Og i 1968 albumdebuterede The Band. Over otte år og syv album var de toneangivende i amerikansk rock, ironisk nok med et flertal af canadiske musikere. Som kritikeren Greil Marcus skriver: »Deres musik gav os en sikker fornemmelse af, at dette land var rigere end vi havde anet, at det rummede muligheder, vi kun var ved at fatte rækkevidden af…«

Helm slog ikke kun trommer, men var en distinkt forsanger på numre som ’The Night They Drove Old Dixie Down.’ Dylan og The Band fyldte dog stadig så meget i den kollektive bevidsthed, at da de i 1974 annoncerede en fælles tur med 40 koncerter måtte man udlodde billetterne. Intet system kunne håndtere seks millioner henvendelser om de 600.000 billetter, der var til rådighed. Ved et grandiost party dansede The Band selv af i San Francisco 1976.

Bandmedlemmers død og selvmord og en aldrig hendøende forbitrelse over Robbie Robertsons – ifølge Helm – lige lovligt emsige ophavsret til sange, de skrev sammen, gjorde det nemt for Helm ikke at se sig tilbage. En solid solokarriere bevægede sig i det spor, han havde banet med The Band. Samtidig viste Helm andre talenter. Han var meget troværdig som faderen i ’Coal miner’s daughter’, filmen om Loretta Lynn, og kunne ses i ’Mænd af rette støbning’ samt i film af og med vennen Tommy Lee Jones.

I 1998 fik Helm kræft på stemmebåndene. Hans nasale, sydstatsdrævende stemme blev til en hvisken. Ikke mindst ansporet af datteren og sangeren Amy kom Helm gennem kræft og kemo, og selv om han stadig går til kontrol, virker han som sanger fuld af fornyet kraft. Det hørte man på den grammyvindende Dirt farmer, i 2007, og igen på Electric dirt, samt ikke mindst når han så godt som ugentligt inviterer musikervenner og -berømtheder til at jamme ved såkaldte ’rambles’ i laden hjemme i Woodstock.

Illustration: Udsnit af omslaget til albummet Dirt farmer (Foto: Ahron R. Foster)

Readmore  

Himlen må vente

Kommentarer slået fra

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om Benny Holst, der fylder 70 i morgen:

I 2001 udskrev Politiken en konkurrence om den bedste fordanskning af Dylan-sangen ’Forever young’. Vinderen blev Benny Holst med ’Til evig tid’. Jeg havde nær skrevet naturligvis, for der har altid været et musikalsk bånd mellem Benny og Bob. Og sent i livsbanen, hvor mange forpupper sig i minder, er de begge genudsprunget som sangskrivere, der beviser, at ungdom er uden alder, og at indsigt er de ældres skattefri bonus, også kunstnerisk.

I morgen fylder Benny Holst 70. Han bærer sin alder og baskerhuen med stolt rankhed, når han færdes i det frederiksbergske gadeliv. Her går en mand, der er fri. En mand, der tør være menneske fuldt ud.

De samme værdier besang han og Arne Würgler i de batikfarvede 70’erne, hvor de som bogstavtro socialister leverede lydsporet til demonstrationer mod EF og resten af verdens uretfærdighed. Ofte med Jesper Jensens vers, hvor sort var sort, hvidt var hvidt, og rødt altid rødt. Ikke uden inspiration fra hjemmefronten, hvor Holst de år delte stigereoler med forfatteren Bente Hansen. Men Würgler & Holst sang om andre end Røde Wilfred . På den ’I shall be released’-inspirerede ’Drømmen om et sted’ hyldede de utopien om en verden, hvor ”enhver er fri, fordi vi er sammen inden i”. Sentimentalt? Måske. Gåsehudsfremkaldende? Ja, selv mange år senere.

Det var så at sige demo-versionen af Holst, der senere fik instruktøren Jakob Christensen til at skrive: ”Jeg havde altid opfattet Benny Holst som ham med alle de rigtige sange, den politiske korrekte sanger himself – lige til jeg tilfældigt mødte ham på en lille ø i Limfjorden – nede på bænken ved havnen over en flok bajere. Dér gik det op for mig, at han i virkeligheden var en værre rod – lige ud af dansk tradition i musikken: Otto Brandenburg og John Mogensen f.eks.”

DET KAN IKKE undre. Holst blev nemlig selvudlært musiker i Minefeltets frodige og fugtige trad. jazz-miljø i 50’ere. Der mødte den klarinetspillende retouchør en lidt ældre kornetspillende reklametegner. Dissing og Holst fandt snart guitarerne og glemte sange fra folkedybet frem. Holst var vokset op hos mormoren, Julie Petersen. Hun kunne sine middelalder-, skillings- og revyviser. Barnebarnet lyttede og lærte.

Dissing og han sang som de følte, og i Aksel Schiøtz’ fædreland var det det samme som at bede om øretæver, og dem var de tit ved at få, når de plettede arvesølv som ”Giv mig en hest, mor” og ”Alperosen” med deres Leadbelly-lignende blues. I 1968 fornyede Dissing (og forfatteren Laus Bengtsson) dansk rock med lp’en, der hed ’Dissing’, men fik kaldenavn efter den centrale sang, ’Nøgne øjne’, skrevet sammen med Holst, som i den grad medvirker på de nu kanoniserede indspilninger.

Sideløbende med beredskabsarbejdet med Würgler samlede Holst ind til sin egentlige debut, ’Sange af Benny Holst’ i 1972. Den, og efterfølgeren ’Rejsende i musik,’ intonerede en ny stemme i dansk sangskrivning. Trods anmelderros skulle Holst først sent komme overens med solistrollen; måske fordi han er mere til samarbejde end spidse albuer. Indtil videre var der for travlt ude i kulturkampen. Efter det socialrealistisk konceptalbum, ’Historien om Jenny,’ satte han i 1981 derfor foreløbigt punktum som solist med albummet ’Sten i min mur’.

HAN BLEV i 1984 omdrejningspunktet, da forfatteren Erik Thygesen genopfandt dansktoppens enfant terrible, John Mogensen. Kabareten ’Så længe mit hjerte slår’ var frem til 1997 et tilløbsstykke. Da var Holst begyndt at gæste de små listige steder med en trio og et repertoire, der tog tilløb til ’Himlen må vente’, comeback-cd’en i 2004. Her moderniserede han Blicher, nytolkede Dylan og genfandt humoren fra det jazzmiljø, han i ånden aldrig har forladt. Holst fremstod som dansk halvbror til Kris Kristofferson og Johnny Cash.

Pladen blev fulgt op ’Sepiadage’ i 2008, hvor Holst afklaret og alligevel søgende genindsang sine kendteste sange. Og fremtiden? Fuld af musik for og om mennesker som han selv. Fordi himlen netop bare har at vente.

Ukrediteret pressefoto fra Fyns Musikkontor.

Readmore  

Forfører i sexet stereo

1 Comment

Bob Dylan har kaldt ham ”den største nulevende amerikanske poet”, The Beatles forsømte ingen lejlighed til at gøre opmærksom på, at det var ham og ikke dem, der skrev ”You really got a hold on me” og Michael Jackson blev sanger ved at lytte til hans råd og lyse, sublime tenor. 4.000 sange senere fylder sangskriveren, produceren og sangeren Smokey Robinson 70 19.2, og han tog forskud på fejringen ved i efteråret at udsende cd’en ’Time flies when you’re having fun’.

Travlt har han haft, og sjovt – det meste af tiden – siden han sidst i 50’erne i hjembyen Detroit mødte eks-bokseren Berry Gordy jr., som havde lånt 800 dollars og startet et pladeselskab, det første ejet af sorte. I Robinson fik Gordy ikke alene en soul brother, men også en sanger, der med The Miracles og ’Shop around’ i 1960 blev nr. 2 på den amerikanske hitliste, et gennembrud for det unikke koncept bag Tamla-Motown. Og det første eksempel på den symbiose, Robinson og Gordy udviklede. Originalsinglen var langsommere og ikke så arrangeret, nærmest en avanceret demo. Den trak Gordy tilbage, og erstattede med en mere danseegnet version, og bingo!

I The Miracles skrev og sang Robinson de sange, der dengang ’bare’ var en ekstra anledning til at skrue op for radioen. I dag er de tidløse eksempler på, at pop kan være personlig. Soulmusik, der ikke kun går i kødet, men også i hjertet: ’Tears of a clown’, ’Going to a go-go,’ ’The tracks of my tears’, ’I second that emotion’ … listen er længere end pladsen tillader. Og som om det ikke var nok bidrog Robinson også til hitfabrikkens likviditet med ’My guy’ (Mary Wells) og ’My girl’ og ’Get ready’ (Temptations), ”Ain’t that peculiar’ og ’I’ll be doggone’ (Marvin Gaye) og andre, som i modsætning til kollegaerne Holland-Dozier-Holland sjældent lød som genbrug. Det eneste, der gik igen, var en smerte-skælvende inderlighed og romantisk higen, som næsten er for uskyldssmuk til denne verden. Ingen synger ”b-a-b-y” som Smokey.

Han demonstrerede også administrativt talent og blev udnævnt til vicepræsident af den mand, han havde opkaldt sin søn efter, for det pladeselskab, han havde opkaldt sin datter efter. Fra slutningen af 60’erne koncentrerede han sig mere og mere om chefjobbet i Tamla-Motown, og forlod i 1972 The Miracles, bl.a. for at redde sit ægteskab, som kom i krise efter at hans hustru, Miracles-sangeren Claudette, havde haft en række aborter.

Solokarrieren lå lige for, men han nærmede sig den tøvende. I 1975 udsendte han ’A quiet storm’, et album, der var en sfærisk, spirituel ode til kærligheden, hvis mage ikke siden er hørt. Pladetitlen har givet navn en under-genre og et radioformat i det, der kaldes contemporary soul. Siden fulgte i samme stil, men måske mere reproducerende, hits som ’Cruisin’ og ’Being with you’. Den lækre lyd på pladerne løj. Robinson havde pådraget sig erhvervsskaden, kokainafhængighed. Han blev skilt, og kvittede kokainen. Og gjorde i 1987 comeback med ’Just to see her’ og albummet ’One heartbeat’. Singlen, som for en gangs skyld ikke var skrevet af ham selv, gav ham en Grammy. Samme år kom han i rockens Hall of Fame. I 1988 solgte Gordy sit livsværk og Smokey Robinson trådte tilbage som vicepræsident. Han er fortsat med sporadiske plader.

Til gengæld er han trådt frem som en slags sangskrivningens ældre statsmand, hyldet med æresdoktorater og respekt fra de mange sangere, som ikke ville være kommet længere end badeværelset havde det ikke været for hans sange og inspirationen fra hans smidigt forførende stemme.

Pressefoto 2000

Readmore  

De bar striktrøjer før Lund

3 Comments

Picture-33

I dagens udgave af Politiken mindes jeg Liam Clancy. Her er en lidt længere version af samme nekrolog:

Sarah Lund har ikke patent på at brande sig selv ved hjælp af striktrøjer. Det trick blev allerede opfundet tidligt i 60’erne af The Clancy Brothers, hvis yngste og eneste overlevende medlem, Liam Clancy, er død, 74 år gammel, af en arvelig lungesygdom.

Sammen med sine brødre og Tommy Makem var han i en menneskealder turnerende ambassadør for den irske sangtradition og gjorde sange som ”The patriot game”, ”Jug of punch” og ”The leaving of Liverpool” kendte.

Som millioner af deres landsmænd søgte sønnerne i Clancy-klanen lykken i USA i 50’erne. Liam Clancy kom senere over dammen end sine brødre, tilskyndet af folkloristen og millionærarvingen Diane Guggenheim Hamilton, men hun viste sig at være interesseret i andet end hans stemme. Interessen var ikke gensidig.

Oprindelig ville Liam være skuespiller, men da han fandt ud af, at han som musiker kunne tjene fire gange så meget på at spille halvt så længe var karrierevejen udstukket. Først skulle hans brødre dog have aflagt den amerikanske accent, som de til Liams forundring og irritation meget hurtigt havde tillagt sig. Den stod ikke så godt til den irske oprindelighed, der blev deres varemærke.

Efter at have spillet irske pubs tynde i New York og omegn kom de i 1961 på et afbud til at spille 16 i stedet for de berammede tre minutter i det landsdækkende Ed Sullivan Show, datidens mest effektive tv-reklamesøjle (bare spørg Elvis og Beatles). De ramte en tone i tiden med deres sentimentale, robuste og revolutionære sange. Om det var imod den engelske kolonimagt eller det imperialistiske Amerika kom ud på et for deres nye studentikose publikum. De udstrålede en etnicitet, der på sin vis var lige så autentisk overbevisende som den, der uden anden sammenligning i øvrigt gjorde Harry Belafonte til et navn på den samme scene. Clancy Brothers hang ud i boheme-bydelen Greenwich Village og øvede stor indflydelse på folk som Tom Paxton, Paul Simon, Leonard Cohen og især en ung Bob Dylan, som meget senere kaldte Liam Clancy den bedste ballade-sanger, han har hørt. Vel at mærke ballade i den oprindelige betydning som en fortællende sang.

The Clancy Brothers mødte allerede tidligt kritik for at være “professionelle irere” med al deres djærvhed og sømandssweatere, men selv om de senere blev slået i hartkorn med The Dubliners, var de ikke nær så fadølsjoviale og folkemindesamlingsagtige. Faktisk blev The Dubliners startet i 1962, inspireret af Clancy Brothers, der fik irerne til at genopdage deres sangtradition. De havde kant og blev det arvesølv, grupper som U2 og The Pogues langt senere gav en rock-overhaling. Og selv om man sagtens kan indvende, at ingen af Clancy-brødrenes mange plader helt indfangede den atmosfære, de kunne skabe på en scene, ringer Liams smukke baryton stadig igennem som de kirkeklokker, der gennem århundreder havde kaldt øboerne til samling mod englænderne.

Midtvejs i 70’erne gik bandet i opløsning, og Makem og Liam Clancy fortsatte for sig selv med succes, men brødrene genforenedes på en scene i 1996. Liam Clancy efterlader sig hustru, to søstre, fire børn og otte børnebørn – helt i den gamle irske tradition. Og et skab af striktrøjer.

Readmore  

Den anden Dylan fylder 40

Kommentarer slået fra

JakobDylan_Cover

I Politiken i dag kan man læse denne fødselsdagsomtale:

Som barn oplevede han, at folk rodede i familiens affald og som trofæer hjemførte hans lortebleer. Sangeren og sangskriveren Jakob Dylan har aldrig været så optaget af sin berømte far som andre. Tværtimod har han været så diskret omkring sit fædrene ophav, at det, naturligvis, har affødt rygter om, at junior har det svært med senior. Det har han nu aldrig haft, fortalte han, da hans solodebut, den kritikerroste, næsten-akustiske cd ”Seeing Things,” udkom sidste år. Men Jakob Dylan, der fylder 40 på onsdag, har altid haft så stor respekt for sin fars ønske om at have sit privatliv i fred, at journalister er gået forgæves til ham og hans tre søskende for at få kastet lys over legendens liv, når spotlightet er slukket.

Jakob Luke Dylan er lillebror og skilsmissebarn. Hans mor, Sara Lowndes alias ”The sad-eyed lady of the lowlands” blev skilt fra Bob Dylan i 1977 efter flere års tilløb. Og sammen med sine søskende voksede Jakob op hos moderen. Uden at miste kontakt med sin far. F.eks. overværede han, ifølge Jakob, alle sønnens baseballkampe i high school og har efter sigende gemt hver eneste home run-bold, sønnike har slået.

Dylans hengivenhed over for sine børn kan også høres i sangen ”Forever Young”, som Jakob længe troede var en dåbsgave fra hans far, men vist er skrevet til hans storebror Jesse. Dylanologer strides stadig om det punkt.

Mens Jesse blev video- og reklamemager – han stod bag Obamas virale ”Yes We Can”-kampagne – valgte Jakob at gå musikvejen. Ikke for at udfylde faderens dybe fodspor, men for at anslå sin egen tone. Dog har han hjemmefra lært ikke at holde åbent hus for pressen. Der cirkulerer f.eks. kun få billeder af Jakob, hans kone og deres fire børn. Og slægtskabet med Bob Dylan blev aldrig et skjult marketingbudget for sønnens band, The Wallflowers. Ja, på omslaget til debutalbummet ses kun bandmedlemmernes ben. Pladen floppede i 1992, men gruppen tog revanche i 1996 med ”Bringing Down The Horse,” en plade, der solgte 4 mio. eksemplarer i USA og fik Grammyer, men genlød mere af Tom Petty og Bruce Springsteen end af Bob Dylan.

The Wallflowers kunne ikke toppe den succes, og er i dag på stand by, mens Jakob Dylan forfølger en karriere, uden for fars skygge, fordi han selv vil udleve svaret på spørgsmålet ”how does it feel to be on your own”. For nu at citere en af de Dylan-plader, hans yngste søn glad og gerne spiller over bandbussens anlæg.

Readmore  

Onkel Bob og hans nevø Steffen

Kommentarer slået fra

BABY BLUE_steffen b_03_W3910.ashx

På Betty Nansen Teatret går for tiden musikteaterforestillingen Baby Blue med afsæt i Steffen Brandts nye dobbelt-cd af samme navn. Jeg har endnu ikke set stykket, men bidrager i al ydmyghed til det i form af en tekst til programmet:

FOR MANGE medieår siden, i 2001, var jeg med til at give Bob Dylan en boggave på hans 60 års dag. Til antologien ”Dage i Dylan” fik jeg Steffen Brandt til at bidrage med et digt, ”Klarhedens hav”, der solidariserede sig med den nådesløse ensomhed, der altid har været Dylans selvvalgte lod. Uanset hvor insisterende verden end bankede på hans dør.

Det er et godt digt, lige som det er en god plade, Brandt nu nærmest som en forsinket forlængelse af digtet har udgivet med kongeniale gendigtninger af atten af Dylans sange. Projektet er ikke bare vellykket, men logisk, for de ligner hinanden, onkel Bob fra Amerika og hans nevø, Steffen fra Sjællandsgade.

INGEN AF DEM har været til fals for smiger eller pressegunst, ingen af dem synger, så det kunne have bragt dem ind på konservatoriet eller med i et boyband, ingen af dem har kastet deres privatliv i grams, de har brugt det sprog, de drømmer på, til det yderste, ikke ens – Dylan fantasifuldt flagrende og Brandt ind-til-benet dagligdags og dog drilsk og underfundigt – men de har begge leget ståtrold bag dobbeltbund og sarkasme, med hver sin grad af intensitet. Dylan kunne især i sine unge år lide at skrue op, mens Brandt fik en del ud af at skrue ned. På den måde har begge tegnet tiden, deres tid. Uden at det skal lyde som en nekrolog, dertil er de stadig alt for levende.

Før nogen begynder at mumle, at nu skal han ikke komme for godt i gang med at sammenligne de to, er det på sin plads at sige, at disse ord ikke er et forsøg på at gradbøje de to i forhold til hinanden endsige tildele dem stjerner, hjerter eller hvad ved jeg, som er tidens afmægtige måde at vurdere kunst på. Men de synes begge at glide ubesværet på plads i enhver gymnasielærers drøm om at fastholde selv så forskellige kunstnerne i skuffen med titlen: ”Sangskrivere, der lissom siger enormt meget om samtiden.” Mistænkeligt ubesværet.

RUBRICERING HAR altid været fortolker-holgernes værn mod den kunst, der ikke vil fastholdes, men selvfølgelig er der lidt om det. Dylan skrev i 60’erne sange, der ikke kun beskrev, men reflekterede borgerrettigheder, ungdomsoprør og antimilitarisme. Og tidens turbulens. Det forbløffende ved de Dylan-sange er, at de fleste af dem siden har løsrevet sig fra den tid, de blev til i. ”Blowing in the wind” er f.eks. både en slags ”We shall overcome” for tvivlere og en banal lejrbålssang, ”Like a rolling stone” er en fædrelandssang til Utopia, mens ”The times they are a-changing” og ”Masters of war” er blevet mere udhulet af tidens tand. The Beatles, derimod, kan ikke ligge stille i skuffen med samtidsbeskrivere, selv om der er almindelig (anmelder)enighed, at netop de fire tonsatte 60’erne på en måde, der virker tidløs. Alligevel kan kun få Lennon-McCartney-sange siges at gå ind i strømninger i datiden. Ja, selv et dengang brændende emne som ’revolutionen lige om hjørnet’ havde de så splittet en mening om, at de faktisk lavede to udgaver af sangen ”Revolution” – en, hvor de sagde ja og en, hvor de sagde nej.

DENNE VÆGREN sig ved det definitive bringer mig naturligt tilbage til Brandt. På samme, men unægtelig mere lokale, måde som Dylan besang 60’erne, beskrev han de fattigfirsere, der var rige på umådehold, attituder og fremtidsfortrængning. Han gav den kreative klasse og dens medløbere en på kassen, så det gav kasse. Uden at lyde udspekuleret. Snarere løber der gennem TV-2-sangene fra den tid et vemod, grænsende til medlidenhed, nødtørftigt forklædt som ironi. Var han spejlet eller stod han selv foran det? Præcis som Bob Dylan.

DA DYLAN havde fået nok af verden, vendte han sig en kort, hengiven overgang mod Gud, men har siden sunget om sig selv, mere eller mindre. Hans (k)ærlighedssange fra det seneste ti-år er ikke så ikoniske som hans 60’er-træffere, men han sætter meget mere på spil. De handler stadig om tiden, men nu om den tid, han har tilbage.

BRANDT ER ikke holdt op med at synge om danskerne, men siden ”Nærmest lykkelig” fra 1988 har han givet sig selv og sit mere plads. Ironien har ikke længere førsteret til sendetiden. Noget, der sagtens kan gå for at være alvor, og som lyder mistænkeligt som inderlighed, dukker med stadig hyppigere mellemrum op i hans sange. Nogen vil mene, at netop vægtningen af det personlige er et tidstypisk tegn, men Brandt er ikke navlebeskuer og egoist. Personligt mod kan bare antage mange former.

På den led er hans Dylan-plade helt i Dylans ånd. Sammen tager de bad i klarhedens hav. Uden at blive gennemsigtige.

Pressebillede fra forestillingen taget af Natascha Thiara Rydvald

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top