Bruce: Guttermand og knudemand

1 Comment

Mens dette skrives, er koncerten med Bruce Springsteen & The E Street Band i Parken 14. maj blevet udsolgt. På en halv time. Trods sommerens koncert på Roskilde føler danskerne sig åbenbart ikke Bruced out. Sådan har Springsteen ellers selv haft det et par gange undervejs i karrieren, hvor overeksponeringen af ham er blevet for meget for ham. Blandt andet omkring Born in The USA, hvor Springsteen kunne konkurrere med Coca Cola om, hvem der var det kendteste amerikanske ikon.

Det beretter Peter Ames Carlin i sin bindstærke biografi, der bare hedder det, den handler om – Bruce.

På omslaget kaldes bogen “den første store biografi i 25 lavet i samarbejde med Bruce Springsteen selv.” Jeg ved ikke, hvordan man har udregnet det, men ja, Springsteen har selv ladet sig interviewe til projektet og har tilsyneladende ikke blandet sig i indholdet. Sådan som det ideelt set skal være, men alt for sjældent er, når det drejer sig om rockbiografier.

Carlin er journalist med en fortid på People Magazine. Det garanterer et let fortælleflow, en dobbettjekkende grundighed med detaljerne, en ikke alt for intellektuel tilgang til stoffet (selv om Carlin bestemt ikke er en dumrian), men også en begrænset viden og fornemmelse for musikken og de mange faktorer, der betinger den. Han har tidligere bl.a. skrevet om Brian Wilson og Paul McCartney, men kunne såmænd også skrive om Hillary Clinton, hvis det skulle være. En pro, med andre ord.

Læsere, der kender deres Springsteen, vil ikke møde så meget nyt her. Det meste har stået bedre i ikke mindst Dave Marsh-bøgerne, Born to run og Glory days, som i 2004 blev sammenskrevet til bogen Two hearts. Marsh skriver røven ud af bukserne på de fleste, og altså også Peter Ames Carlin. Og så formår Marsh at placere Springsteen i et større kulturhistorisk perspektiv. Indvendingen mod Marsh har været og er, at han nok er så tæt på sin hovedperson, at han ikke altid kan se uhildet på ham – Marsh er gift med Barbara Carr, som er partner i Jon Landau Management.

I den retning er Carlin fri af selv de mest uudtalte hensyn. Til gengæld må han leve med – og skrive op imod – den kendsgerning, at vi her har at gøre med meget kendt stof, så berettigelsen liggger ikke i de begrænsede såkaldte afsløringer, han kan klaske på obduktionsbordet (Bruce begyndte f.eks. at tage antidepressiv medicin i 2003), men i, hvordan han fortæller historien.

Det gør han godt med traditionelle, men effektive fortællegreb, og vi får fornemmelsen af at komme hele vejen rundt om denne rockens sande inkarnation af en ubestikkelig guttermand og guitarmand (hvis jeg var det forlag, der tidligere på året udsendte Karsten Jørgensens bog om samme emne, ville jeg tænke mit. Og græmmes). At han så også er et godt stykke af en temperamentladet knudemand kompletterer bare billedet.

Barndommen i New Jersey skildres med en filmisk styrke, der minder om en roman af Steinbeck. Eller for den sags skyld om en socialrealistisk sang af Bruce Springsteen…

Et centralt kapitel i bogen er forholdet til manageren Mike Appel, som jo som måske bekendt havde kontraktligt held til at holde Bruce ude fra plademarkedet i mere end et år i tiden mellem Born to run og Darkness on the edge of town, hvor Appel i rollen som producer, manager og sparringspartner blev afløst af Jon Landau (der jo nogle år før havde set rockens fremtiden og navngivet den ‘Bruce Springsteen’). Den meget korte version er, at Springsteen som så mange andre havde glemt at læse det med småt. Sagen blev ordnet med et udenretligt forlig, der kostede. Også på den menneskelige side, men forsonende nok fornemmer man i dag ikke, at parterne bærer nag. Og Carlin (og Springsteen) giver Appel full credit for at have været med til at sparke døre ind for en unge, ukendte Springsteen og for at professionalisere ham. Men tingene greb om sig og den juridiske logik kværnede sig ubønhørligt frem til det, der skete.

Forholdet til The E Street Band skildres ganske godt; især det svære skifte fra at være venner til at være arbejdsgiver og arbejdstagere. Ikke altid lige nemt (og forholdet belyses grundigere i en anden Springsteen-udgivelse fra i år, Clinton Heylins The glory days of Bruce Springsteen and The E Street Band), og man fornemmer, at Springsteen ikke er bange for at træde i karakter som netop The Boss. F.eks. da han lader ane, at Max Weinberg er på nippet til at ryge ud af bandet, fordi hans spil hænger. ‘The mighty Max’ ser advarselslamperne blinke og hyrer en trommelærer! Mindre flatterende er skildringen af Springsteens forhold til kæresten (og fotografen) Lynn Goldsmith eller rettere hans måde at slå op med hende på, hvor han ydmyger hende foran publikum under den såkaldte No Nukes-koncert.

Her er Carlin lige ved at hale ting og kendetegn frem fra det, Springsteen selv kalder “helt nede i brønden”, men selv en så åbenhjertig person som Bruce har krav på et rum, som kun han kender og kan færdes i. Lidt magi og mystik skal der være tilbage, men man mere end aner, at hans personlighed ikke er så ukompliceret som helgenskildringerne gerne vil have det til at fremstå.

Bruce er ikke en hagiografi, og tak og lov for det. Bogen er en sober, sympatisk, sine steder lidt kedelig, men grundlæggende troværdig og underholdende skildring af et amerikansk liv, der startede helt almindeligt og er endt usædvanligt uden af den grund at glemme udspringet og dagligdagen.

De, der længes efter en bog, der trækker cowboybukserne ned på Springsteen eller vender de hemmelige, dunkle sider i hans dagbog, må altså vente lidt endnu.

Peter Ames Carlin: Bruce. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. People’s Press. 484 sider, ill.

PS: Her på bloggen kan vi kun, også af principielle grunde, påskønne, at det de seneste sæsoner ser ud til, at danske forlag har fulgt mønstret fra Sverige, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at store rockbiografer oversættes (og simultanudgives). Til gengæld kunne man i dette tilfælde godt have ønsket sig en dansk oversætter med større musikalitet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Bossen skruer bissen på

4 Comments

Da Bruce Springsteen i 2009 udsendte Working On A Dream skete det en uge efter at Barack Obama var blevet indsat som præsident. Det var derfor nærliggende at forstørre (og overfortolke) den optimisme, der ulmede i en række af sangene, til et budskab om, at bedre tider da måtte være på vej efter de otte udtørrende år med Bush.

I det lys er det svært ikke at høre sangene på Springsteens nye og syttende studiealbum, ’Wrecking ball’ som både et spørgsmåls- og udråbstegn ved Obamas forvandlings- og handlingskraft.

Det går fortsat rigtig skidt i det udkants-USA, Springsteen altid har følt sig mest hjemme i. Og det gør han opmærksom på med pointer så umisforståelige som de nedrivningsredskaber, ikke kun albumtitlen henter sit udtryk fra.

Der bliver revet lige så meget ned som der bliver bygget op i disse nye sange, som officielt ikke er med The E Street Band, men deres ånd (og nogle af musikerne) er i den grad til stede.
Tag bare den indledende ’We take care of our own’ med storladen, taktfast Redbone-rytme, en melodilinje med mindelser om ’Badlands’ og på toppen Roy Bittans distinkte ’Hungry Heart’-figurer. Kvintessentiel Springsteen af den slags, der vil gå rent ind på Roskilde.

Sangen er dels en protest mod USA’s flagviftende, internationale egoisme og dels et spark til den krise, der gør, at enhver skøtter sit: »We take care of our own/whenever this flag’s flown/we take care of our own…where’re the eyes, the eyes with the will to see/where’re the hearts that run over with mercy,« konstaterer sangeren med en damphammerindignation, der til sammenligning gør den rabiate del af Enhedslistens bagland til bløddyr.

Lige så vred er han i den rytmisk lige så simple som suggestive ’Shackled and Drawn’, hvor sangskriveren henter inspiration fra slavetidens work songs, så man kan høre fodlænkerne rasle. Han lader ikke nogen i tvivl om, hvem han holder med i denne »world gone wrong«: »Rambling man rolls the dice/workingman pays the bill/it’s still fat and easy up on banker’s hill.« Samme tema bøjes i kriseramt Pittsburgh-stål på ’Death To My Hometown’, hvor kapitalismens gribbe plukker det sidste kød af den arbejdsløse, som kun har et våben tilbage: Sangen, den høje, klare utvetydige protest. Ånden fra Pete Seeger lever videre.
Det er musik tilegnet alle de, der er born in the U.S.A., men nægter at være dødfødte der.

Det gælder om, som det hedder i titelmelodien, ikke at bukke under for frygten, men holde fast i vreden. Selv om det er strenge tider, kan det blive fedt igen.

Som man måske kan ane mellem linjerne har jeg aldrig været den, der klapper højest, når Springsteen ruller de skovhuggerternede ærmer op og lader bicepsene spille om kap med Stratocasteren. Ingen tvivl om, at han mener det, men for mig at høre heller ingen tvivl om, at han er mindst holdbar som kunstner, når han maler plakater og skriver med flammeskrift.

Working on a dream sagde Springsteen farvel til E Street-medlemmet Danny Federici. Nu siger han farvel til Clarence Clemmons, hvis saxofon giver soul’et fylde til ’Land of hope and dreams’, en moderne gospel, Bono sagtens kunne have skrevet. En indædt, men alligevel forløsende hybrid af ’People Get Ready’ og ’Atlantic City’ om, hvordan det i morgen vil blive solskin, hvis vi alle skinner nok. Der er en apokalyptisk storhed over denne gribende modernisering af ’We Shall Overcome’.

Nummeret er i øvrigt ikke nyt på Springsteen-repertoiret – den blev faktisk spillet allerede på turneen omkring årtusindskiftet. På samme måde som titelnummeret og den afsluttende, ’bal-i-loen’-trampende, alternative fædrelandssang ’American Land’ allerede er udforsket land for Springsteen-fans. ‘American Land’ er stadig for meget folkemindesamling for denne fan.

Uden at forklejne eller betvivle Springsteens engagement og nu-eller-aldrig fortvivlelse rammer han denne anmelder dybest, når han skruer ned for megafonen og op for den direkte, lavmælte henvendelse til den og dem, han elsker. Sange som den mariachi-farvede ’Jack of all Trades’ og den enkle, men aldrig banale countryblues ’You’ve Got It’ er på sin vis mindst lige så politiske som resten af denne plade, fordi de opstiller nærheden som det eneste holdbare alternativ til den fortrængning og fremmedgørelse, man ikke behøver være amerikaner for at føle sig fortabt i.

’We are alive’ lader Bruce Springsteen de døde forfædre synge fra gravene, men »our souls and spirits rise/to carry the fire and light the spark/to fight shoulder to shoulder and heart to heart…« Når de kan føle sig sådan, så kan vi andre også. Trods alt. Det vil Obama ikke være uenig i.

Bruce Springsteen: Wrecking ball – deluxe udgaven. Producere: Ron Aniello m. Bruce Springsteen og Jon Landau. Sony Music. Udkommer i dag

Denne anmeldelse er skrevet til Geiger.dk 

I går anmeldte Erik Jensen pladen i Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Bruce og det stjålne øjeblik

Kommentarer slået fra

Mens vi venter på, om Springsteens annoncerede Europaturne også når Danmark, mens vi venter på, hvornår hans færdigindspillede album udkommer og om The E Street Band minus The Big Man medvirker, er der tid til at genhøre, hvordan Bruce lød, sidst han stod ved en skillevej:

PÅ BRUCE Springsteens dobbeltalbum The River fra 1980 findes en mørk, næsten undvigende sang, ’Stolen Car’. Fuld af angst, indsvøbt i natsort uvished, kører en mand ud ad landevejen i en stjålet bil. Han har slået op med konen; ikke fordi han ikke elsker hende, men fordi han ikke kan slå sig ned og til ro, selv om det vist er det, han helst vil. Men noget større får ham til at lede efter noget, han ikke kan sætte ord  på – måske et bedre, et mere helt liv. Han ønsker hele tiden, at han bliver fanget af politiet, og han frygter, at han vil forsvinde i mørket forude.

Den mand og hans skæbne havde Springsteen i tankerne, da han omkring årsskiftet 1986-87 i hjemmestudiet oven på garagen i Rumson, New Jersey prøvede at samle tankerne, sangskitserne og ikke mindst sig selv efter et par år, hvor han, takket være Born In The USA, var blevet større end både coca-cola og livet, eller i hvert fald lige så stor, for millioner over hele verden. Hans stadionturneer med The E Street Band havde gjort ham til et ikon for samfundsengageret rock, der ikke var pegefingerkedelig, men elskede et svedigt party.

Succesen havde imidlertid også fjernet ham fra stampublikummet. Han var selv klar over faldgruberne. Som han skriver i Songs, samlingen af sangtekster: »Et stort publikum er, af natur, kun på gennemrejse. Hvis man stoler for meget på det, kan det forvrænge, hvad man gør, og hvem man er. Det kan gøre dig blind for de dybere aspekter i dit arbejde, og for betydningen af dine mest engagerede lyttere.«

Han ville reintroducere sig selv for sine fans som sangskriver. Og som den voksne mand, der nok var »born to run«, men var holdt op med dèt. I foråret 1985 var han nemlig blevet gift med modellen og skuespilleren Julianne Philips. Men de, der troede, at hans næste plade ville hylde ægteskabets velsignelser, fik forventningerne galt i halsen, da resultatet af de næsten private optagelser i Rumson forelå i oktober 1987.

Tunnel Of Love handler om kærlighed, men den handler ikke om tryghed, trofasthed og afklarethed. Snarere det modsatte. Eller rettere: om viljen til et liv, bygget på disse tre søjler, men viljen er altid i naturens vold. Og hørt nu, hvor vi ved, hvordan det gik, er det næsten pikant at høre hans korsanger, Patti Scialfa, synge sig helt ud, kommenterende, flirtende og dramatiserende, i baggrunden på netop disse sange!

DET ER DOG for begrænsende, om end fristende, at høre Tunnel Of Love som et selvbiografisk statement. Både The River og Darkness On The Edge Of Town rummer sange over samme tema. Musikalsk videreføres og udvides lyden fra det klangligt asketiske Nebraska-album, og pladen er i realiteten endnu et soloprojekt og dermed et farvel til The E Street Band. De medvirker her og der, men kun som kolorit – med undtagelse af den overraskende fintmærkende trommeslager Max Weinberg, der spiller, som om han har set frem til at skulle få folk til at lytte efter nuancer igen. Ellers er en spade en spade hjemme hos Springsteen, og den er ofte akustisk, selv om der er flænsende, men hele tiden melodiske elektriske soli.

Lytteren er på tomandshånd med sangeren. Det er lige før man kan lugte skovmandsskjorten og sutskoene og høre kaminen knitre, når Springsteen som en gammel håndværker viser sin glæde ved at demonstrere sin kunnen igen og igen. Han kærtegner sine gamle vaner. Og har smidt nøglen til det musikalske fitnesscenter væk. Tradition bliver innovation i hans hænder.

Manden i den stjålne bil er stadig hverken blevet taget af politiet eller opslugt af mørket, men rastløsheden er fortsat hans evighedsbrændstof. Derfor er han god til at gøre kur og endnu bedre til forelskelser. Som på åbningssangen, ’Ain‘t Got You’, en simpel Bo Diddley-snakkende rocker om at have alt, hvad hjertet kan begære, fra caviar til cadillac, men noget mangler i berømmelsen:

When I walk down the street people stop and stare
Well, you’d think I might be thrilled but baby I don’t care ’cause I got more good luck, honey,
than old King Farouk but the only thing I ain’t got, baby, I ain’t got you

sunget med ikke så lidt underspillet lune. Og kurmageriet fortsætter på ’Tougher Than Rest’, hvor Springsteen genopdager den lyd, Phil Spector i sin tid iklædte et af hans gamle idoler, Dion – tamburiner, hjerteslagstrommer og guitar på guitar på guitar i en statelig sang, hvor mand møder kvinde med et frieri, kun en tumbe kan afslå. Pigen skal ikke forvente en honningtunget Romeo, men en mand, der før er faldet af kærlighedskarrusellen, men mener, at kunne holde til endnu en tur med en ligesindet: »If you’re rough enough for love, baby, I’m tougher than the rest …«

BRUCE HAR også fået hård hud på selverkendelsen. Da ægteskabet er en realitet, er hverdagen det også, men drømmene blev ikke båret med ind over dørtærsklen. På den Roy Orbison-inspirerede ’Brilliant Disguise’ synges der om, at ét er, hvad man lover hinanden foran præsten; noget ganske andet, hvad ægteskabet giver plads til at holde. Fortryllelse bliver let til blændværk. Og han ligger om natten, holdt vågen af sit »restless heart« og af usikkerheden, og han længes – måske efter selve længslen:

Tonight our bed is cold
I’m lost in the darkness of our love God have mercy on the man
who doubts what he is sure of

Og på de countryfortællende sange ’Two Faces Have I’ og ’Spare Parts’ har manden i den stjålne bil igen startet den, fuld af selvhad og dårlig samvittighed, og er på vej ud af forpligtelserne, på vej ud ad de uprøvede muligheders motorvej.

Er der en morale i denne historie, findes den på titelsangen, et stille brus af en melodi om at kærligheden er som en tur i bådene i en forlystelsespark. Der er kun plads til to, og de skal være enige om, hvilken balance der skal holdes. Tunnellen kan tage sig så mørk og truende ud, at den tager form som en labyrint, men der er lys for enden af den tunnel, uanset hvor sort det kan se ud. Og det er os selv, der skaber lyset.

Året efter Tunnel Of Love blev Bruce Springsteen skilt. I 1989 blev han gift med Patti Scialfa.

 

Readmore  

60 i dag: John Mellencamp

1 Comment

På samme måde som Mogens Krogh må have forbandet, at han skulle toppe i samme årti som Peter Schmeichel, således stod John Mellencamp også længe i skyggen af Springsteen. Noget uretfærdigt, for selv om Mellencamps karrierehåndtering ikke altid har været lige heldig, er han som sanger og sangskriver vokset fra bare at være sympatisk til at være et brand af kød, blod og indignation i sig selv.

I dag fylder han 60. Mellencamp demonstrerer ikke så fotogen muskelkraft som Springsteen, men skriver rundere og mindst lige så sangbare kompositioner om små skæbner med store forhåbninger. Det var hos Mellencamp, violinisten Lisa Germano trådte sine rockbarnesko, og violinen er stadig lige så vigtig for ham som guitaren. Det så man ved koncerten i juni i Vega. Og så bæres hans organiske band af en spilleglæde, man ikke kan koncipere sig til i selv den mest kreative marketing-afdeling.

I 2009 gav han sig selv en rund fødselsdagsgave på forskud med 4cd-sættet On the rural route 7609. Det er et monumentalt værk, som giver et dækkende tværsnit af sangerens egenskaber. Man kan indvende, at det gør sig bedst på de sofaglasborde, hvor Mellencamp aldrig har gjort sig umage med ikke at sætte rande, men det fylder i hvert fald lige så meget som sangeren gør i denne bloggers bevidsthed.

Bokssættets booklet – som er en hel bog på bøttepapir – starter og slutter med ord af Tennessee Williams, dramatikeren og forfatteren, som vidste lige så meget om livet i Midtvesten som Mellencamp. Williams har talt med de døde på kirkegården. Og hvad sagde de til ham: ‘”Live, live, live, live, live!” It’s all they learned. It’s the only advice they can give – just live … Simple! A very simple instruction.’

Den har John Mellencamp altid fulgt helt og fuldt.

Readmore  

Clarence Clemons 1942-2011

2 Comments

Det kom desværre ikke som en overraskelse, at Bruce Springsteen-saxofonisten Clarence Clemons i weekenden døde, 69 år. For over en uge siden fik han et slagtilfælde, og trods midtvejsmeldinger om bedring overlevede han altså ikke. Det er stadig svært at fordøje.

Det gør hans indsats som medlem af Springsteens E Street Band derimod. Ganske vist fandtes der de kritikere, der mente, at han truttede musikken ihjel, men flertallet så hans optagelse i bandet som prikken over i’et på sangerens vision om at modernisere lyden fra de tidlige tressere. Phil Spector, The Ronettes og ikke mindst saxofonisten King Curtis var klangbund for den tidlige Springsteen, og albummet Born to run var en apoteose af den vision og samtidig Clarence Clemons’ stjernestund.

Faderen var fiskehandler og moderen lægprædikant i den lokale baptistmenighed i Norfolk, Virginia. Som niårig fik Clemons i julegave en altsax, og selv om han med sin statur blev selvskreven som football-stjerne på high school-holdet, satte en knæskade retningen mod hans anden store kærlighed, musikken.

Han lærte sig alle blæser-riffs i James Brown-kataloget og spillede i et fritidsband, samtidig med at han virkede som ungdomsrådgiver. I 1972 bankede han på døren til The E Street Band og inviterede sig selv indenfor.

Gennem årene fik han kultstatus hos Springsteen-publikummet som ‘The Big Man’ og kapelmesteren kaldte ham både ‘The Minister of Soul’ og ‘The secretary of the Brotherhood’. Uden Clemons’ suggestive sax bliver det svært at fremføre numre som ‘Jungleland’ og ‘Tenth Avenue Freeze-Out’ på scenen.

Synligheden via Springsteen udløste bijob. Bl.a. spillede Clemons temaet på Aretha Franklins ‘Freeway of love’, og i 1985 havde han i duet med Jackson Browne et hit med ‘You’re A Friend Of Mine’ ligesom han udfyldte rollen som saxofonist i Scorcese-filmen New York, New York.

Derimod ændrede en håndfuld soloplader ikke på indtrykket af Clarence Clemons som en holdspiller. Han befandt sig bedst ved at kunne få en stjerne til at lyse og tog selv det genskær, der måtte falde på ham, med samme stoiske ro, som den, der var bærebølge i hans stolte musiceren.

Og et lille ps: Det ville slet ikke have været til at bære at se dette livsstykke af en kraftkarl, siddende som en grøntsag i en rullestol, så når det nu åbenbart skulle være…

Ukrediteret foto fra booklet til Born to run-deluxeudgaven.

Kollega CAPAC blæser ham også et smukt stykke.

Readmore  

Bruce-bootleg gjort officiel

7 Comments

Min kone siger altid, at jeg har for mange Bruce Springsteen-plader, især sære bootlegs. Hun har ret. Og har ret beset nedlagt forbud mod erhvervelsen af nye. Forleden trodsede jeg dog som god, gammeldags anti-autoritær hippie hendes forbud.

Bruce Springsteen & The E Street Bands koncert i Bryn Mawr ved Philadelphia den 5. februar 1975 har lige siden haft status som et af deres første skelsættende shows. Piratplader med hele eller dele af koncerten i mere eller mindre flosset kvalitet har været til at få for alt for mange penge.

Nu er der på cd udkommet noget, der ligner en Springsteen-sanktioneret udgave af koncerten fra det intime spillested, hvor 300 mennesker havde deres livs aften, arrangeret og transmitteret af radiostationen WMMR.

Man kan indvende, at der er nok liveoptagelser af Springsteen, men der findes ingen som denne. Lydkvaliteten er tættere end tæt på. Bruce og bandet er i øjenhøjde – med sig selv og med publikum.

Bruce er endnu over et halvt år fra de simultane forsider på Newsweek og Time. Hans karriere er lidt i et limbo. Han er blevet hypet udover det sædvanlige uden at der ret beset er sket noget afgørende med hans to første albums. Han er ved at blive endnu et dårligt eksempel på pladeselskabsstyring. Noget stort er dog ved at tage form.

I en lille provinspamflet har Jon Landau kort før jul beskrevet Bruce som rockens fremtid. Ord, der ikke skulle tynge, men løfte sangeren.

Han er ved at skrive sig ind på sangene til Born to run, har fået ny trommeslager Max Weinberg (som ikke kendte hans sange i forvejen), ny pianist Roy Bittan og så småt en fast guitarist i sin kammerat, Steve van Zandt. Med andre ord er han ved at sige farvel til Bob Dylan og afsmitningen fra tidens jazzrock. Hans sange er ved at rive sig løs af de arrangementer, der gjorde dem mindre end de er.

Alt dette eksponeres denne aften, som bød på den først kendte liveudgave af den endnu ikke udsendte ‘Thunder Road’. Den hedder stadig ‘Wings For Wheels’ og Mary hedder Angelina. Selve ‘Born To Run’, derimod, var indspillet et halvt år tidligere, så den har fundet sin form, men står frisk og begærligt ventende på at indtage verden.

Der bliver strukket ud. En tyve minutter lang version af ‘New York Serenade’ og en næsten kvarter lang ‘The E Street Shuffle’ foregriber en form, som for Bruce aldrig er blevet manér. Og et ekstra krydderi får sangene af den israelske violinist Suki Lahav. Længe før Soozie Tyrell giver Lahav dem en anden dimension, mere eftertænksom og poetisk i sit spil.

Hun er i den grad med til at give karakter til kopinumre som Dylans ‘I Want You’ og den stemningsfulde åbning af showstarteren og -stopperen ‘Incident On 57th Street’. Hør her.

Det er en dobbeltcd, der viser Springsteen som one of the boys, endnu ikke den fuldt udsprungne solist – og det blev han vel i virkeligheden aldrig? – men en dreng på vej til at blive en mand. Og, mand, hvor er det godt.

Min indre Metusalem har noteret sig, at de unge i dag bruger betegnelsen awesome om selv de mindste ting. Disse 19 numre på 109 minutter er “awesome” i ordets oprindelige, ikke-devaluerede forstand.

På bagsiden er der et billede fra omklædningsrummet af en skægget Bruce Springsteen, iført en svedig t-shirt med motorcykellogoet ‘Triumph’. Meget passende.

Bruce Springsteen & The E Street Band: Live at The Main Point, 1975. Left Field Media.

Readmore  

Byd på bilen der var born to run

Kommentarer slået fra

Alt kommer under hammeren før eller siden. Den Chevy Convertible årgang 1957, som Bruce Springsteen kørte rundt i, mens han skrev på sange som ‘Born to run’ og ‘Thunder road’, er nu sat på auktion. Spinner oplyser, at den forventes at gå for 400.000 dollars.

Springsteen solgte i sin tid, 1976, bilen for 2.000 dollars til en fyr, som solgte den videre for 10.000 dolars, så kom ikke og sig, at rockmytologi ikke kan forrente sig.

I sin tid skiftede Bruce Chevy’en ud til fordel for en sort vintage-udgave af en Corvette. Ikke helt så flashy, men den faldt mere ind i gadebilledet og var ikke så udsat for fansenes opmærksomhed.

Chevyen har været udstillet på museet for rockens Hall of Fame, og skulle stadig være lige så køreklar som sin oprindelige ejers sange.

Privatfoto lånt her.

Readmore  

Julen havde ikke englelyd

6 Comments

Dvd-klubben har holdt årsafslutning og så ved stamlæsere, hvad jeg taler om.

Mens ganerne tog imod den velkendte blanding af designerøl, vin fra Piemonte, Montalcino og omegn og diverse anti pasti blev der til ører og øjne igen serveret ukendte delikatesser og sjældenheder samt solid basisføde.

Brætspilsredaktøren lagde ud med – igen – at flashe sin musikvidenskabelige diversitet. Først den mærkelige australske quasi-aborigine duo, Dead Can Dance alias Brendan Perry og Lisa Gerrard. Æterisk og æggende, men også enerverende krukket. Hun fulgte stærkt og overraskende op med Rammstein. Teutonsk agitrock med VERSALER.

Seniorkonsulenten havde siden sidst været ude og se Jeff Beck. Det var han endnu ikke kommet over. Det kan man sådan set godt forstå. Fuldstændig mavesugende godt var et klip, hvor Beck uannonceret får besøg af sin gamle med- og modspiller Rod Stewart.

Den efterhånden midaldrende middelalderprofessor bød på både Bowie og Adrian Belew samt Robert Fripp. Musik af den slags, som har givet tillægsordet ‘progressivt’ en kedelig bismag. Det må være, fordi man ikke lytter efter. Belew er en forrygende, innovativ instrumentalist. Og så som en ekstra, uventet bonus et Jon Lord-tema med bl.a. helt fremragende optagelser fra Deep Purple i KB Hallen. Fra dvd’en

Professorens yngste debuterede i klubben ved at introducere den grånende forsamling for bl.a. Paramore med sangeren Hayley Williams, en rødhåret svirrevip med en stor stemme og stor udstråling. Se bare.

Blues-elskeren levede ikke op til de kærlige fordomme, men genopdagede på pædagogisk vis for os alle Elvis årgang 1968. Et større Elvis-år fås ikke. Det skulle da lige være 1955. Kongen velhængt og veloplagt i læder og nogenlunde ukontrolleret løssluppenhed i alle tiders mest anti-julede juleshow. Efterfulgt af klip med vokalvirtuoserne Crosby & Nash. Folkrock på kanten til jazz. Jo!

Selv stod jeg for solide råvarer som Bruce Springsteen & The E Street Band fra Promise-boksen, den udødelige Jeff Buckley samt U2′ Rose Bowl-koncert. For lige som at sikre, at oksemørbraden kom med på nytårsmenuen.

Det hele skulle jo nødigt gå til i eksotisk garniture.

Jeg skulle hilse fra de andre klubmedlemmer og ønske læserne et rigtig rock nytår.

Og runder dermed indlæg nr. 400 siden denne blog begyndte at rulle i november 2009. Tak for tålmodigheden.

Readmore  

Little Steven er sin egen boss

Kommentarer slået fra

I den aktuelle dokumentarfilm om albummet ’Darkness on the edge of town’ kommer Bruce Springsteen ind på sin guitarist, Steven Van Zandts betydning for musikken. Van Zandt er den skæve, uforudsigelige faktor i samarbejdet i The E Street Band, ham, der vil det garage-rå, fortæller The Boss.

I dag runder guitaristen, sangeren, sangskriveren, produceren (bl.a. danske The Breakers), pladeselskabsejeren (Wicked Cool Records) og radioværten Steven Van Zandt 60, og selv om han for millioner af fans nævnes i samme åndedrag som Springsteen, har han altid været boss i sit eget liv, og sat sin egen dagsorden. Den har ikke altid handlet om musik. Det så man, da han fra 1999 med sin autentiske italienske udstråling (hans fødeefternavn er Lento) imponerede som den morderiske Sil Dante i successerien The Sopranos. Med slet skjulte finter til Al Pacino.

Måske ikke så overraskende, når nu skuespilleren Billy Van Zandt er hans halvbror. De voksede op sammen i New Jersey. Der hang Little Steven som stor teenager ud med Johnny Lyon og Springsteen. Han gik ind og ud af deres bands, og han og  Lyon dannede Southside Johnny & The Asbury Jukes. Han skrev deres største hit og kendingsmelodi, ’I Don’t Wanna Go Home’.

Samarbejdet med Springsteen blev permanent under indspilningen af dennes gennembrudsalbum ’Born to run’. Van Zandt havde hørt nogle bånd og fortalt, at han syntes musikken stank. Springsteen udæskede ham til at give ny nerve og kontur til sine sange, der indtil da havde været lidt leddeløse. F.eks. konciperede Van Zandt den distinkte guitarfigur på titelsangen. Og blev hurtigt et fikspunkt på scenen med sit piratlignende bandana og en gavflab større end Kim Larsens. Samtidig fungerede han som bindeled mellem bossen og hans mænd.

Under indspilningen af ’Born in The U.S.A.’ var Van Zandt på vej ud af bandet. Han havde så småt gang i sin egen karriere og savnede at spille mere leadguitar, Springsteen spillede de fleste soli, også i studiet. De gamle legekammerater endte derimod ikke som uvenner. Van Zandt ville, som han sagde, »bare lære mit sande potentiale at kende.«

Det gjorde han ved i midt-80’erne at producere andre og selv udgive fire albums. Ofte med et band, han kaldte Little Steven and the Disciples of Soul. Attituden var mere udtrykkelig politisk end Springsteens. Det var rock mod Reagan. Albumtitler som ’Revolution’ og ’Voice of America’ siger noget om selvfølelsen.

Og Van Zandt var primus motor i den anti-apartheidkampagnen, der kulminerede i 1985 i sangen ’Sun City’. Uden at forklejne engagementet, virker hans musik fra den periode i dag alt for tidsforankret – for slet ikke at tale om scenekostumerne – og villet.

Det kom derfor ikke som den store overraskelse, at Van Zandt var den første, Springsteen ringede til, da han genindkaldte The E Street Band i 1999 (de tyvstartede comebacket i 1995). Og at se ham og Springsteen på scenen er den dag i dag en rørende levendegørelse af ’Bobby Jean’, den sang, Springsteen har skrevet om deres venskab: »We liked the same music/we liked the same bands/we liked the same clothes/We told each other that we were the wildest, the wildest things/we’d ever seen…«

Det er de i de situationer stadigvæk.

Artiklen kan læses i en lidt kortere version i dagens Politiken.

Ukrediteret pr-foto

Readmore  

Bruce gør fortiden lyslevende

2 Comments

BRUCE SPRINGSTEEN har aldrig været karrig med hverken kvantitet eller kvalitet. Hvor andre kunstnere søger udmattede mod brusekabinen efter to timers koncert, er Bruce kendt for at spille det dobbelte, før han går i bad. Og som sangskriver har hans produktivitet altid været lige så stor som hans kritiske sans. Derfor er mange af hans sange gennem årene enten blevet givet til andre eller lagt på fjernlageret, fordi de ikke lige passede ind i det igangværende projekt.

I 1998 udsendte Springsteen 4cd-sættet Tracks, fyldt med outtakes og alternative udgaver af kendte sange. Og piratmarkedet har altid bugnet af cd’er med Springsteen-sange, som aldrig nåede frem til officiel udgivelse. Nu får piraterne det hårdere. Bruce Springsteen og hans producermanager Jon Landau genopdager nemlig nu Darkness On The Edge Of The Town, 1978-albummet, der blev en slags comeback for Springsteen.

I halvandet år efter gennembrudsalbummet Born To Run blev Bruce af juridiske grunde holdt ude af plademarkedet, fordi han i ungdommelig uvidenhed havde underskrevet en kontrakt med sin første manager Mike Appels produktionsselskab – en underskrift, der var tæt på at koste ham hans fremtid, som Landau formulerer det i den dokumentarfilm, der er en af de bydende grunde til at investere i denne kolos af en udgivelse.

DEN ANDEN GRUND er dobbeltalbummet The Promise, der sammen med filmen, den knivskarpt remastererede cd-version af den oprindelige lp og to live-dvd’er, udgør et bokssæt, der alene i sit omfang og sin statur virker pirrende ud over alle grænser for langskrivende anmeldere. I dagens Politiken er Erik Jensen således gavmild med seks hjerter. Mindre kan gøre det, uden at boksen bliver mindre relevant.

Darkness… er, som titlen antyder, Springsteens ‘mørke’ plade. En plade, han følte sig nødt til at lave for at genoptage forbindelsen med sine rødder og for at komme på omgangshøjde med sit virkelige selv efter den stakåndede succes med Born To Run, som i 1975 sendte ham på forsiden af Time og Newsweek – i samme uge.

Om det fortæller han afklaret og grundigt i Thom Zimnys ind-under-huden-film. Zimny øvede sig, da han lavede filmen om Born To Run, da den plade blev boksbehandlet. I den nye film fortæller Bruce, hvordan Animals-sange som ‘It’s My Life’ og ‘We Gotta Get Out Of This Place’ inspirerede ham til at gå tilbage til sit nabolag, til sin opvækst, til forældrenes idealer og lillebysamfundets kvaliteter og bonde med dem for at genfinde sig selv.

Springsteen fortæller det med den alvor, der somme tider har det med at blive lige lovlig højtidelig og anmelderanalytisk. Omvendt er det godt for rocken at have reflekterende, selvkritiske udøvere.

SIDELØBENDE ER der indsigtsgivende indklip fra de udmattende optagelser af selve albummet, som det hele tiden var svært at få til at lyde sådan som de hørte det i deres hoveder. For nu igen at citere Jon Landau. Bl.a. var der daglange sessions, som kun bestod i, at trommeslageren Max Weinberg sad og slog på sin lille tromme, alt imens Bruce hele tiden brokkede sig over, at man kunne høre, han slog med en trommestik!

Til sidst finder de det de søger, et modstykke til den stilbegejstrede Phil Spector-opdatering, der bar Born To Run. Den afbarkede lyd lykkes det dem omsider at få frem, trods 70′ernes alt for forede og pænhedsfremmende indspilningsstudier. Igen Landau: “Vi ville have vores kaffe sort. Uden sødemiddel.”

Den kontraktlige skruetvinge, Springsteen blev sat i takket være kontroversen med Appel, kunne han ikke gøre noget ved. Han måtte ikke gå i studiet uden Appels godkendelse af producer, og da Appel allerede under indspilningen af Born To Run havde indset, at Jon Landau var mindst lige så god en producer som anmelder, sagde Appel selvfølgelig nej. Han var ikke vild med konkurrenter. Alternativet for Bruce var at skrive sange og turnere røven ud af bukserne.

Han skrev mange sange i den periode. Landau fortæller, at Bruce udviklede et stort talent som rewriter af sine egne sange. Selv fortæller sangskriveren, at sangene og sangstumperne for ham var lige som reservedele, han tog fra en bil, der ikke kunne køre, for så at sætte dem over i en ny bil, der så kunne køre.

Nogen nævner, at der var omkring 70 sange i spil, da Darkness… skulle sammensættes. Der kom ti med. Alle variationer over samme mørk- og storladne, livseksistentielle tematik.

TILBAGE BLEV en lang række numre, der ‘bare’ var rocksange. Little Stevie siger et sted, at Springsteen kunne være blevet verdens bedste popsangskriver, hvis han havde villet. Beviset findes mange steder i hans katalog, men i særlig grad i de 21 sange, der udgør The Promise.

Det er et album (alene titelnummeret!), som ville have været karrieredefinerende for enhver anden kunstner. Tænk bare at have mod og kompromisløshed til at lade en sang som ‘Because The Night’ stå over? Nu fik Patti Smith glæde af den på samme måde som Southside Johnny nød godt af ‘Talk To Me’. Andre fremragende sange er balladen ‘Someday (We’ll Be Together)’, hvor ABBA møder Roy Orbison, ‘City Of Night’ som kunne være skrevet af Smokey Robinson og ‘Come On, Let’s Go Tonight’, den pureste radiopop, hvad enten man kører på kanten af byen eller midt på vejen. The Promise fås også separat.

Boksættet kunne godt have været uden en stribe gamle live-optagelser, vitale og sjove (Bruce på scenen i Travolta-jakkesæt og opslåede skjortekraver), men set før og set bedre. Til gengæld fuldendes sættet af en monumental, besættende live-genopførelse af Darkness On The Edge Of The Town i et tomt Paramount Theatre hjemme i Asbury Park.

Her indfries løftet. Nok engang.

Og så spænder vi forventningerne højt til de bokse, der komme, når The River og Born In The USA skal en tur gennem Springsteens tidsmaskine.

Se mere om Springsteen på Backstreets.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top