C.V. lever på dobbelt-cd

8 Comments

I en nutid, hvor det er livet om at gøre opmærksom på sig selv, står C.V. Jørgensen på tredivte år helt for sig selv. Ude af sync, som han synger. Eller er det tiden, der er det?

Virkeligheden er i hvert fald, at ingen anden dansk sanger og sangskriver i den grad har skabt sin egen tid. Han er ikke bange for at blive glemt, men frygter at glemme, hvorfor han gør, som han gør. Derfor holder han sig for sig selv, men af og til skal han ud og luftes for ikke at støve til i selvfedt mismod eller hvad det nu er, han fordriver tiden med hjemme i Birkerød.

De koncerter i 2010, som netop er udsendt på dobbelt-cd’en Sange fra scenen, var hans første i syv år. De blev et comeback for en kunstner, der aldrig har været væk. Og de formede sig som et triumftog til skaberens fulde tilfredshed. Sfinksen både talte, smilte og jokede.

Måske fordi han bedre end nogen anden kunne se, at så meget var tiderne heller ikke skiftet. Disse år ligner nemlig i forbløffende grad de 80’ere, der i C.V. Jørgensen havde den både skarpeste og mest subtile revser.

Gadebilledet præges atter af offroaders, Porsche’n er igen i frigear, sushi er blevet hvermandsspise, Lacoste er ikke længere plebs og selvspejlercafeerne slås med tøjbutikkerne om at komme til. Til overflod er billederne ude i de små, tv-blå fladskærmshjem fyldt til hobetal med eksempler på det, C.V. i ’Datadisciplin’ kalder »ryggesløs, kongenial narcissisme.« Fra Amalie til X Factor. Eller som han synger: »Hvis det at være noget er det du vil, så spil med…«

Allerede på sit andet album, T-shirts, terylenebukser og gummisko, fra 1975, ønskede han sig et liv, hvori han selv »kunne være boss.« Det må siges at være lykkedes. Årene med ’det ganske lille band’ udvidede C.V.’s kunstneriske c.v., men da han efterhånden frygtede at blive solgt til stanglakrids, gik han, der altid har været en enspænder, nu også officielt solo. 1980-albummet Tidens tern blev en landeplage, ikke mindst takket være ’Costa del Sol’.

C.V. overlevede fællessangssuccesen (og den senere kulturkanonisering) og skruede ned for det radiovenlige og op for eftertænksomheden på plader som Lediggang a go-go og Vennerne og vejen for så i 1988 at gå i det meditative mode på Indian summer, et album, der udstak den kurs, han siden har fulgt. Eksklusiv, men aldrig elitær. Distanceret, men aldrig fraværende.

Mens vi venter på det nye studiealbum, der da må komme en dag, er Sange fra scenen en fuldgod påmindelse om, at selv musikalske eneboere af og til trænger til at få tanket energien op i samvær med musikere, der trækker vejret på samme måde. Og borte har ikke taget sangerens kælent-sataniske, men aldrig indladende stemme, der vender vrangen ud på idyllen, og et sted er der en generationsbombe, der tikker, tikker og tikker. Uanset hvor gammel C.V. Jørgensen bliver.

Som sin åndsfælle, Bob Dylan, er han dog ikke meget for at fremstå som protestsanger. I dokumentarfilmen, Skygger og skønhed, sagde han i 2006: »Jeg udleverer i virkeligheden kun mig selv. Sådan har det jo været længe. Vil folk virkelig vide noget, kan de tage sangene. Dér står det hele.«

Og lidt til og meget mere, fristes man til at sige, trods sangerens protester.

C.V. Jørgensen: Sange fra scenen. Producere: Kose og Mads Nørgaard m. Per Both og Carsten Valentin Jørgensen. ArtPeople, 2cd

Coverfoto: Mathias Laurvig

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Ganske godt genhør med C.V.

40 Comments

DER VAR EN periode i mit alt for lange liv som avisanmelder, hvor jeg var så forgabt i C.V. Jørgensen, at det truede med at underminere min kritiske integritet. Og når jeg siger C.V. Jørgensen, mener jeg bandet af samme navn. Jeg hang ud med dem, var på turne med dem (bl.a. i Oslo, hvor de spillede for to skakspillende tilskuere og det var det) og sangene kendte jeg bedre end mit eget personnummer.

Den tid i 70′erne med nappajakke og figursyede Baron-skjorter kommer tilbage for fulde hammer ved genhøret med det bokssæt, der netop er udkommet under den passende titel Det ganske lille band. Jeg siger det bare som en advarsel, før du læser videre.

Det startede med, at jeg faldt bagover, da jeg hørte T-shirts, terylenebukser og gummisko, C.V.’s andet album. Jeg skrev en sikkert alt for begejstret anmeldelse i MM, og satte mig for, at ham måtte jeg interviewe. Det foregik hjemme i min toværelsers med karnap i Sydhavnen. Interviewet blev aldrig trykt. Carsten sagde ikke meget, for nu at sige det mildt. Og virkede hele tiden, som om han mest havde lyst til at gå.

Ordene gemte han også dengang til pladerne.

Dem er der fire af i den nye boks. Solgt til stanglakrids, Storbyens små oaser og Vild i varmen remastererede i en lyd, der virkelig kommer ud af højttalerne; plus en cd med rariteter som solide DR-koncertoptagelser fra 1979 med guitaristen Ivan Sonne Horn i hopla samt to oversatte udgaver af Entertaineren og Fra en telefonboks. Gary Nicklin rammer tonen, men skæringerne, som var en promo-maxisingle til MIDEM i Cannes, viser, hvorfor C.V. holdt sig til at forny det danske sprog.

MENS SANGENE og C.V.’s egenartede blanding af sårbar ensomhed og hudflettende sarkasme jo ikke kan komme bag på mange, minder bokssættet også om, hvor stor en rolle bandet C.V. Jørgensen spillede. Og hvor meget musikerne gjorde for musikken. Ja, både trommeslageren Rene Wulff og ikke mindst Ivan Horn er jo medkomponister til nogle af de vægtigste bidrag i C.V.-kanonen.

I mangt og meget var ‘det ganske lille band’ i sin grundopstilling med Horn, bassisten Erik Falck og Wulff C.V.’s E Street Band. Indbyrdes var de meget forskellige, og der var ikke altid fordragelighed i hverken turbus eller øvelokale. Temperamenterne slog gnister, når egoerne kolliderede. Og det kan høres i musikken.

Wulff, der nu har sin egen karriere som sanger, slog så hårdt som Max Weinberg, og havde en formidabel hi-hat og stortromme og spillede en mean ole mundharpe. Genhørt kan man mene, at der er noget anspændt over trommestilen, men det harmonerede godt med hans måde at være i band på. Han skøjtede aldrig udenom, men var en enorm drivkraft som hele tiden udfordrede den småindolente tilbagelænethed, både Horn og Carsten let kunne falde i. Hans makker, Erik Falck, var mediatoren i bandet, men var som instrumentalist pågående og funky som få. Hans basgange er ofte sange i sig selv. Og han var den, der tydeligst holdt fast i gruppens oprindelige inspiration, som ikke så meget kom fra Bob Dylan som fra Doobie Brothers og Little Feat.

Lowell George (og Rory Gallagher og Ry Cooder) var nogle af de guitarister, Horn hørte. Og nok var han en af tidens danske guitarguder, men han trykkede bare aldrig en solo af for sin egen skyld. Altid for melodien. Introen til ‘Entertaineren’ er et godt eksempel; for ikke at tale om hans slidespil og ophøjelse af rytmeguitarspillet til en kunstart.

ANDRE VAR MED til at farvelægge sangene. I starten Per Wium, hvis tangenter og strings på ‘Bellevue’ dukker op efter alle disse år, hvor de næsten var gemt væk i en dårlig cd-gengivelse. På samme prægnante måde er hans Aladdin Sane-agtige klaverspil på ‘Abonnenten’ lige så uundværlig for den sang som C.V.’s mærkeligt følelseslakoniske og alligevel fascinerende selvportrættering af ham, der “stirrer panisk på en stum dum telefon/du er helt alene nu, men alt for nervøs til at ta’/den i din hånd og du vil så nødigt vække nogen…” Siden indgik Thomas Grue i en tandem med Horn, og afsluttende introducerede Lotte Rømer med sine klaviaturkompetencer en ny rytmisk følsomhed i det karlekammer, bandet sagtens kunne være.

Den dag i dag ville jeg nødig skulle vælge mellem de tre plader. Friskheden, det helt personlige univers midt i en fodformet tid og så fornemmelsen af at være på vej til at eje hele verden smitter stadig på Storbyen små oaser.

Vild i varmen for Stig Kreutzfeldts produktion og civilisationskritiske popsange som ‘Et satanisk mesterværk’ og den alt for underkendte ‘vi-fik-vist-aldrig-sagt-farvel’-sang, ‘Clue’ – fatter man ikke meningen med C.V. Jørgensen, når man hører den sang, fatter man den trist nok aldrig. Det var den plade, hvor markedsføringen bestod af klistermærker med tekstcitater fra sangene!

Og endelig Solgt til stanglakrids for ‘Søndags-seancer’ og den profetiske ‘Surf a la mode’ om den klare, utvetydige punk, der en dag kan ende “alternativ muzak”. Det var et album, hvor sangeren forudså 80′ernes ‘ingenting og festfyld’, som den især tog tilløb til at udspille sig i den støt voksende reklamebranche, han kendte via sin kones arbejde.

Men samtidig er der over det sidste album ikke længere helt samme glubende iver efter at sige til og fra. Noget var kørt til ende, og Carsten Valentin Jørgensen parkerede sig selv på et sidespor, hvorfra han  - med skarpsyn – søgte at gennemskue snitmønstret til tidens tern.

Han forlod 70′erne og efterlod en samling nye fædrelandssange, som du finder i denne boks.

C.V. Jørgensen: Det ganske lille band 1977-1979. Koordination: Thomas Trolle Hemdorff. Remaster: Jørgen Bo Behrensdorff. EMI. 4cd.

Kollega Capac har også genhørt Jørgensen & co.

 

 

 

 

 

 

Readmore  

60 i morgen: Gert Smedegaard

Kommentarer slået fra

Det er med trommeslagere som med fodbolddommere: De dårlige eller selvhævdende spolerer spillet. De gode af slagsen lægger man først mærke til, når de ikke er der.

Gert Smedegaard, som i morgen fylder 60, tilhører sidste kategori. Hans tilbagelænede, men aldrig sjuskede og altid årvågne trommespil har været en gave for danske sangere siden 1974-75, hvor han på plader som En stynet strejfer og kritikergennembruddet T-shirts, terylenebukser og gummisko var med til at holde sammen på den dengang ikke altid helt tjekkede C.V. Jørgensens sange. Siden afløstes Smedegaard af den noget mindre tilbagelænede Rene Wulff, men C.V. genoptog siden samarbejdet. Og det kører stadig. Støt og befriende konjunkturuafhængigt.

Mange andre har nydt godt af Smedegaard. En udskrift alene af hans pladeindspilninger fra rettighedsorganisationen Gramex tæller 12 sider. Her finder man ud over C.V. arbejdsgivere som Ivan Pedersen, Peter Abrahamsen, Tamra Rosanes, Lotte Rømer, Kim Gustav, Per Juul, Monrad & Rislund, Pia Raug, Charlatan og Allan Olsen. Blandt mange andre.

De er givet enige med klaviaturspilleren Per Wium, som bl.a. har spillet med Smedegaard i Ache: »Gert er indbegrebet af en sød og gemytlig fyr. Han hader konflikter og han er mere ‘holdspiller’ end en ledertype.«

Den egenskab ville dog ikke være nok til at forklare, hvorfor Smedegaard stadig er efterspurgt. Wium uddyber: »Gert swinger bedre end de fleste og han har en highhat, der ikke fås bedre. Og så spiller han mere med hjertet end med intellektet«

Det kan man høre på de små, listige steder, som Gert Smedegaard foretrækker frem for de store arenaer. P.t. spiller han rodfast, countryfarvet rock med Lars Hybel i bandet Indian Summer, som har taget navn efter den C.V. Jørgensen-plade, de begge var med til at give farver, der i al stilfærdighed gjorde en forskel. Eller som C.V. sang på samme plade, i anden anledning, men alligevel: »Vi er dem ingen tænker på. Vi er et & alt…«

Privatfoto udlånt af kunstneren

Readmore  

Lotte Rømer runder de 60

Kommentarer slået fra

Det lyder paradoksalt, men høretab kan give anledning til et nyt, berigende arbejdsliv for en musiker. Det kan Lotte Rømer skrive under på. Sangeren, bassisten, komponisten og pianisten tager i dag hul på sit 60. år, ikke som en musikalsk has been, men som et menneske, der forstår at videregive sine erfaringer, så hun fremstår som rollemodel. Og myndigheder, erhvervsliv og eksperter trækker på hendes erfaring.

700 foredrag og workshops har Lotte Rømer efterhånden holdt om dårlig hørelse. For et noget mindre, men mindst lige så lydhørt publikum som dengang, hun var en af de mest lovende musikere. Og endnu ikke var blevet ramt af sit arveligt betingede høretab og tinnitus.

Lise-Lotte Rømer kommer fra et hjem i Hvidovre med klaver og violin, og lærte tidligt at spille begge instrumenter; sammen med sine søskende, Hanne og Ole. Talentet fik en teknisk overbygning, da hun blev konservatorieuddannet musik- og sangpædagog.

I 1975 var hun og storesøsteren med til at danne Hos Anna. Gruppen blev en ikke-militant spydspids for det spirende kvindemusikmiljø. Rømer-søstrene lagde sig siden ud med rødstrømpebevægelsen, da de udvidede bandet med bl.a. guitaristen Pierre Dørge. Se her et typisk klip fra den tid.

Inkluderingen af mænd var provokerende dengang. Men kendetegnende for Lotte Rømers alt andet end ortodokse og lineære tilgang til musikken og til livet. I efteråret 1978 præsenterede hun således både sit første soloalbum og sig selv som ny, syngende pianist i C.V. Jørgensen; indtil da et af dansk rocks uindtagelige karlekamre. 1979-albummet ’Solgt Til Stanglakrids’ hører ikke til C.V.’s ringeste, men gruppen sang i virkeligheden på sidste vers og kunne ikke holde til den nye hormonindsprøjtning.

Gruppens navngiver trængte derefter til en pause. Han overlod en stak misantropiske tekster til resten af gruppen, som indspillede dem under navnet C.V. Moto med Rømer som forsanger. Musikken har ikke kunnet modstå tidens tand.

Sammen med sin daværende partner, Ivan Horn, indspillede Rømer derpå sit andet, kritikerroste album, og ledede siden sit eget, pladeindspillende band, bl.a. med Beatles-eksperten Per Wium. Selv havde jeg den glæde at være med til at skrive et af hendes største radio- og livehits, ‘Ta’ Mig Med Til Byen’.

Et pusterum og et karriereeftersyn holdt hun for sig selv som barpianist i et par måneder på Gran Canaria i 1985, og da høretabet tog til, nedskalerede hun sit band til noget nær et one woman-show, som stadig kører.

Samtidig blev hun med sin organisatoriske begavelse inddraget i musikfagligt arbejde i bl.a. KODA og Dansk Musikerforbund. 1996-98 var hun medlem af Statens Kunstfonds udvalg for rytmisk musik. Og i de år fik hun også tid til at skrive den selvbiografiske bog ’Sølvfuglens vinger’, der kom i 1997. To år senere udgav hun bogen ’Hva’?’, der siden blev fulgt op af ’Hva’ så?’.

Begge bøger handler, som de bramfrie titler antyder, om livet som stærkt hørehæmmet. Og om de mange muligheder midt i handicappet. Det liv skildrer Lotte Rømer med udpræget gehør for det selvironiske og musikalske.

Faktisk hører hun nemlig, om jeg så må sige, på den led bedre end de fleste.

Foto: Ukrediteret pr- foto herfra.

Readmore  

Bellevue

1 Comment

VARMEPLADE 2:

Gnags lod det gro, Sebastian sang om den beske smag af sort marcipan, mens Gasolin’ var ved at løbe tør for benzin, og så næsten uden varsel en ny danske stemme, Carsten Valentin Jørgensen, som red på radiobølgerne i sommeren 1977 med sangen »Bellevue«.

Den gik imod tidens politiske korrekthed ved ikke at handle om ret meget andet end at om sommeren er det fedt og ansvarsløst, og så alligevel ikke, for C.V. Jørgensen smører ikke sine Danmarksbilleder ind i beskyttelsesfaktor:

Sommersøndag
nationen holder fri
Nogen hører Arne Myggen
Selv hører jeg David Bowie

Solen skinner og
genbokonen flager
med Dannebrog
over et kaffebord med likør
og tørre kager

alt er så simpelt og såre godt
rul hende en joint
stik mig lidt pot …

CV’s kælent-sataniske og aldrig indladende stemme vender vrangen ud på idyllen, og et sted er der en generationsbombe, der tikker, tikker og tikker.

Også musikken var anderledes. Stilen var på det tidspunkt meget udansk. Musikerne kunne ikke forestille sig en verden uden Doobie Brothers og J.J. Cale og det døsigt-dovne swing lå godt for især guitaristen Ivan Sonne Horn, der har en af sine underspillede stjernestunder på en melodi, hvor også Erik Falks originale, spankulerende basgang giver en egen ’skynd-dig-langsom’ dynamik til firefjerdedels-shufflen, som trommeslageren Rene Wulff hele tiden udfordrer og holder igang på en og samme inciterende gang.

C.V. Jørgensen har skrevet andre sommerhits. Og på en led er såvel »Amor & Den Sidste Pil« og »Sæsonen Er Slut« nok mere fuldstændige sange, men det er »Bellevue«, jeg begynder at nynne, hver gang jeg ligger på ryggen og får tiden til at gå med at tælle, hvor lang tid, der går før den næste sky skygger for solen.

»Alt er så simpelt og såre godt …«

C.V. Jørgensen: Bellevue. 1977. Tid: 4.05

Videoen er Torben Skjødt Jensens frie 1992-gendigtning af sangen.

Readmore  

Buddha fra Birkerød fylder 60

1 Comment

MENS FORDUMMELSENS harmonium for tiden trakteres for fuld styrke på alle kanaler har Carsten Valentin Jørgensen de senere år måske netop derfor nærmest følt en forpligtelse over for samfundet til for en stund at forlade sit frivillige eksil. Nogen må jo sige den grasserende overfladiskhed midt imod. Så lad os da her, hvor han i dag fylder de 60, sende ham en taknemmelig tanke, fordi han stadig er her og fordi han stadig orker at sige fra. Ikke forsimplende som en plakattekst, men tankevækkende som et haiku og med en silkeblødhed som en skalpel.

Nu skal man jo ikke altid tro, at bare fordi sangere synger sange i første person ental, så synger de om sig selv. Det gjorde denne blogger, da C.V. udsendte sit andet album T-shirts, terylenebukser og gummisko, og glædede sig derfor til at interviewe den unge kunstner. Han sagde bogstavelig talt ikke et brugbart ord til båndoptageren. Og interviewet kom aldrig i bladet.

Alligevel er det svært for ikke at sige umuligt at høre C.V. Jørgensens sange uden også at tænke på ham, der har skrevet dem. På 1988-udgivelsen, Indian Summer, kommer man til det allerede i første sang:

Der var engang hvor jeg troede
kosmisk kaos var på mode
for jeg hang ud blandt udbrændte stjerner
& det tog lysår før jeg så
livets storhed i det små
& at himlen er begravet i vores hjerner …

ENGANG LEVEDE han rock & roll-livet. Ok, han badede sig ikke i sin berømmelse, men var klar over den, og forholdt sig både respektfuldt og blufærdigt til den uden af den grund at gå til i askese. Udefra kunne det tage sig ud som krukket blaserthed, men han hørte ikke naturligt hjemme som samfundskritikkens gidsel i en branche, der trives bedst med holdning, når begrebet indgår som sidste del af ordet ‘underholdning’. Så gradvist gled han over i eksil. Uden at hans plader ophørte med at fylde.

Snarere tværtimod. Bare ventetiden på en ny C.V. Jørgensen-plade kan som bekendt holde kritikerkorps og stampublikum i ånde. Faktisk findes der ingen kunstner, der som C.V. mestrer den usynliggjorte synlighed (eller er det omvendt?). Det skulle da lige være Leonard Cohen og ham, der gemmer sig inden i Bob Dylan. For nu at nævne to, der altid har trukket vejret gennem den samme blues-blå cigaretrøg som C.V., manden, der med den uansvarlige ubarmhjertighed, der er poetens privilegium, filetterede 80’erne, så form blev skilt fra indhold. Der var mest af det første. Jeg tror, C.V. har ret.

Indian Summer brød tre års tavshed efter det næsten nihilistiske studie i sjælsfortærende desillusion, som i diskografier forkortes Vennerne Og Vejen. Og musikalsk er pladen en lige så langsom starter.

JEG HØRTE DEN til at begynde med som et frikvarter, en mellemrunde, men efterhånden som jeg registrerede, hvor tit jeg frivilligt satte den på, nærmede jeg mig musikken igen. Uden at skulle mene noget. Og kunne så sagtens sætte mig ind i, hvordan sangeren har det, når han synes »livet er lykken & når jeg tænker mig om, så har jeg det allerbedst når jeg er tanketom …« For musikken er uden den hektiske undertone og uden helt samme kant som de foregående C.V.-plader. Istedet er indtrådt en tilstand af uanstrengt sammenhæng.

Country er kodeordet. Ikke som stil, men som sindstilstand. Musikkerne hviler sig i selv. Guitaristerne Lars Hybel og Nils Henriksen oplever store øjeblikke ved at genopfinde de små ting, de diskrete rytmiske forskydninger, de pludselige udbrud. Klaviaturspilleren Pete Repete er som midtbanespilleren, hvis betydning man først opdager, hvis man sætter ham på bænken. Og trommeslageren Gert Smedegaard har været her før, men virker ikke træt, snarere animeret af genkendelsen. For det lyder som C.V. Jørgensen. Det gør C.V. altid, men han lyder som om det passede, det, han sagde efter udgivelsen: »Jeg var ret klar oven i låget …«

Derfor er der heller ikke i sangene samme verbale brod, men det her handler ikke så meget om verdens forfald, samfundsfænomenerne, de skiftende trends, flygtigheden. Alt det må klare sig selv og bliver kun holdt over den gloende rist et par steder, sådan bare så de ikke skal tro, sangeren har strakt våben: »Nattelivet ligner en tanke, babylon ligner sig selv, brændte børn leger med ilden …« som det hedder i storbysignalementet ‘Babylon’. Men sangeren er holdt op med at lange ud efter ansvarsfordelingen for samfundsmiseren. Vi er alle skyldige. Vi er alle uskyldige.

PLADEN handler om at finde ind til en indre verden. Der er økonomiseret med de verbale vejskilte, og de uornamenterede melodilinjer, som burde stå i en alternativ salmebog, gør vejen lettere. For enden af den står en C.V., der lukker mere op for følelserne end ellers. Det gør de store sange endnu større på dette album. Ikke i ordene, hvor der kun bliver sagt og sunget det allermest nødvendige, men musikkens totale fravær af blær giver sangene en ny højde. Sådan ville Grundtvig have lydt, hvis han havde haft en el-guitar.

Et under af et melodisk mantra som ‘Det Regner I Mit Hjerte’ parafraserer over digteren Paul Verlaine og bliver til dugperler af poesi:

Fanget i en fælde af lys
Bag et forhæng af regn
Står vi stumme & smiler
Af skygger der flyder forbi
Opløst i fri fantasi
I takt med tiden der iler

 

Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget

 

Og på titelnummeret tager samfundsrevseren og nålespidderen CV den store indånding i et religiøst sug af en sang, som efterhånden har fået mig til at indse, at C.V. Jørgensen ikke er en sfinks. Han må være Birkerøds svar på Buddha. Han havde bare ikke lært at turde smile endnu. Selv om det er tæt på på omslaget til denne plade. Smile over alt det han troede, han vidste. Smile ved tanken om alt det han har til gode. Indian Summer bliver – vist nok – en sang om de atomer og celler, der gør os til mennesker. Renset for al triviel trummerum. Renset for alt andet end frygten og glæden ved at være til:

Vi er liv & lys
Vi er gåder uden ord
Vi er perler på en snor
Vi er liv & lys
Vi er et & alt

Vi er nøgne vi er små
Vi er dem ingen tænker på
Vi er et & alt

 

Her kunne Carsten Valentin Jørgensen – uden at skulle høre for det – have afsluttet karrieren. På den anden side har han tilsyneladende viet sit kunstneriske liv til hele tiden at prøve at være hundrede procent til stede i ’det magiske minut, hvor den nøgne sandhed dukker op’.

Og skulle man bare have lyst til at genopfriske ham ‘bare’ som rockstjerne, er der jo altid den fortsat fremragende Storbyens små oaser med det måske sejeste danske rockband nogensinde og den kanoniserede Tidens Tern, meget mere givende end sit dårlige anmelderry. De senere udgivelser har deres momenter af indadvendt skønhed og fordybelse, men er generelt for meditative til mit temperament. Mere Jørgenzen end Jørgensen.

Tillykke til en mand, der har fundet sin egen lykke, uden at hænge den op med guirlander og tomme ord.

En kreds af yngre musikere erkender deres gæld til C.V. på ny cd. Se her.

Og selv turnerer han jo pludselig som gjaldt det selve livet.

Erik Jensen sendte i Politiken C.V. Jørgensen denne fødselsdagshilsen. Læs her.

En komplet samling af C.V.-tekster findes her.

Illustration: Sepiatintet uddrag af Gorm Valentins forsidefoto til 2002-albummet Fraklip fra det fjerne.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top