Mary Chapin Carpenter 20 år senere

Kommentarer slået fra

I disse dage er det tyve år siden Mary Chapin Carpenter udgav sit fjerde album, Come On Come On. Det endte med at sælge over fire millioner eksemplarer, gav syv hitsingler og står stadig som et eksemplarisk bud på en countryrockplade, hvor begge genrer får lige meget spillerum.

To minutter og 35 sekunder inde i første nummer på Mary Chapin Carpenters mainstream-gennembrud, albummet Come On Come On, hænger fortid og nutid pludselig sammen i de Byrds-ringende guitarer, det resolutte rytmiske akkompagnement og den spillemandslegende afslappethed. Det er country. Javist, men mere som en blivende antydning af en attitude eller en markedsorientering og måske som en måde at rubricere sig selv på. New country kaldte man det for nemheds skyld dengang i 90’erne, selv om der bag de countryrockende guitarer og AOR-klaviaturerne såmænd ikke var ’andet’ end gode syngende sangskrivere med noget så elementært som livet på hjerte.

Mary Chapin Carpenter er rigmandsdatter fra Princetown og gik på den prestigiøse privatskole Taft, men selv om der var langt til Midtvestens vidder under hendes beskyttede opvækst, genlyder alle hendes sange af den næsten nagende længsel, der er brændstof for al varig musik, inklusive country. Hun er traditionalist. Versene sidder, hvor de skal. Det samme gør omkvædene – lige i hjørneskabet, men med små midler, som et løftet øjenbryn, en fugten af overlæben, skubber hun til traditionen. Uden at få den til at vælte. Den skal bare ikke føle sig for sikker.

Der er et godt gammeldags stykke af en singer-songwriter i hende, men hun er mere Emily Dickinson end hun er Joni Mitchell. Hun kan skabe et lydspor af tankevækkende tavshed, midt i verdens flygtige vrimmel. Hendes sange er en tankestreg midt i en virkelighed, fuld af nemme absolutter. Og så kan hun, ligesom sit store forbillede, K.T. Oslin, eller den beslægtede Lucinda Williams, ikke stå for en god fortælling af den slags, hvor mænd ikke altid er mænd nok, men så heldigvis har kvinder, der er kvinder helt igennem, til at minde dem om det.

Omdrejningspunktet bliver indkredset allerede i pladens første sang, ‘The Hard Way’:

we’ve got two lives
the one we’re given
and the other one we make

og alt, hvad hendes sangskikkelser har fået, har de fået på den hårde måde, og de har ikke altid fået det, de har fortjent, men de fleste af dem har stoltheden og integriteten i behold. Der er hende, den halv- automatiserede husmor og flerbarnsmor, på ‘He Thinks He’ll Keep Her’, der bliver taget for alt for givet af sin mand indtil en dag … Der er den overstadigt livsbekræftende og skægge ”I Feel Lucky’ om at drømme om at vinde den store gevinst og tage Lyle Lovett og Dwight Yoakam med hjem, for i drømme er vi alle frie, uanset om mønten lander på plat eller krone. Og på den varmt-vemodige ‘Rhythm Of The Blues’ er hun måske nok hjertensked af svigtet og forladtheden, men hun finder trøst og styrke i at kunne skabe sig et rum, hvor der kun er plads til hende.

Come On Come On er en plade, båret af overskud og noget, der lyder som et overtryk, der bare vil ud, ud, ud, og kommer det. Ikke mindst takket være hendes sparringspartner, den skarptslebne, men lyriske guitarist John Jennings og veterantrommeslagerne Robbie Magruder og Andy Newmark. Og lejlighedsvis forgylder Tom Petty-organisten Benmont Tench sangene, så det bare er at give sig hen.

Mary Chapin Carpenter er, især af rockanmeldere, blevet beskyldt for at være for pæn, for artikuleret, som om man kun kan brænde og bløde og udveksle »passionate kisses«, hvis man har huller i sine blue jeans og nedslidte hæle på cowboystøvlerne. Det er at forveksle form og indhold, og Mary Chapin Carpenter er indhold hele vejen hen til den by, Clinton-generationen kaldte Hope.

Mary Chapin Carpenter: Come On Come On. Producer: John Jennings & Mary Chapin Carpenter. Columbia/Sony.

PS: I en periode yndede hun, som den skarpsindige vil have bemærket, en bindestreg mellem sine to første navne.

Meget apropos har Mary Chapin Carpenter netop fået udgivet sit tolvte album, Ashes and roses. De foregående har alle handlet om time, sex, love for nu at citere en af hendes albumtitler. Det gør den seneste også. Mest tid måske.

Hun er med årene blevet mere kontemplativ, men lige ivrig efter at være skæbnefortæller. Hun holder nu om dage mere til i øreklapstolen end ude på dansegulvet, men musikken besidder stadig et solidt drive, ikke mindst fordi hun denne gang har veteranen Russ Kunkel på trommer, og på ‘Soul Companion’ har hun som gæst yderligere en fra den singer-songwriter generation, som har formet hende – James Taylor.

Det er et album tilegnet de små glæder. ‘Don’t Need Much To Be Happy’ hedder en sang, som handler om, at det somme tider er nok at have drømmene. Refereret kan det lyde ret kedeligt og defaitistisk. Mary Chapin Carpenter lyder alt andet. Ilden i hende er nemlig ikke gået ud. Hun har bare skruet ned for at få den til at brænde længere.

Mary Chapin Carpenter: Ashes and roses. Producere: Mary Chapin Carpenter & Matt Rollings. Zoe/Universal.

FØLG MIG PÅ OGSÅ FACEBOOK

Readmore  

Tamra Rosanes fylder 60

Kommentarer slået fra

Det er ret passende, at sangeren Tamra Rosanes hedder Hope til mellemnavn. Selv om vi reserverede danskere kan have det lidt akavet med den amerikanske ”how are you”-attitude, kan de mange, der har mødt den nu 60-årige Rosanes bekræfte det smittende møde med et menneske, der tillader sig både at tro og hippie-håbe på en bedre verden.

Hun er opvokset som Tammy Miller i Croton-on-Hudson i staten New York. Pete Seeger var del af nærmiljøet. Det samme var Lee Hays fra The Weavers, så aktivisme og frivilligt arbejde lå hende ikke fjernt. F.eks. sejlede hun med Seegers miljøskib, The Clearwater, en forløber for Greenpeace (som hun arbejdede for efter at være flyttet hertil).

Tamra Rosanes, der er talepædagog, kom til Danmark i 1972 og begyndte at spille i Tivolis Vise Vers Hus. Takket være sikker intonation og godt gehør blev hun en endog meget anvendt korsanger. Hun har som sådan Tommy Seebach, Brødrene Olsen og Thomas Helmig på cv’et. Og er et skattet og netværkende medlem af musikermiljøet.

I midten af 70’erne flirtede hun – forgæves – med et internationalt gennembrud i kvartetten Flair, der havde Hank B. Marvin som producer. Der sang hun bl.a. sammen med Sanne Salomonsen.

Rosanes bekendte countrykulør med The Pack i 1978. Dengang var country en vittighed i danskrockmiljøet, og gruppens første plade blev også den sidste. Op gennem 80’erne kunne man finde Rosanes i Blast og bag Nanna, men i 1987 albumdebuterede hun som solist med 22.

Et studieophold i Nashville samme år er siden blevet en kær, årligt tilbagevendende pligt, fordi det frisatte hendes indre, kontemporære countrysanger. I 1991 udsendtes albummet Gentle fire, som udstrålede netop det. Til dato har hun udgivet 13, stadig mere renlivede, countryplader, som viser hende som en dygtig elev fra den samme skole, Mary Chapin Carpenter er udgået fra.

Samarbejdet med Sanne Salomonsen blev genoptaget i 2001, hvor de to og Lis Sørensen kaldte sig Cowgirls. Projektet var inspireret af et tilsvarende samarbejde mellem Dolly Parton, Emmylou Harris og Linda Ronstadt, og var en kærlighedserklæring til Patsy Cline, Crosby, Stills & Nash og Roy Orbison. Samt den flerstemmige sang. Pladen solgte mere end 50.000 eksemplarer.

Rosanes laver dog ikke musik for at kunne hænge platinplader op på væggen. Uegennyttigheden er en stor del af hendes virke. Hun er ambassadør for Scleroseforeningen og skrev sangen ‘The gift of Life’ i anledning af prinsesse Isabellas dåb, men overskuddet gik til Red Barnet. Og i 2009 udgav hun cd’en A green tomorrow today som lydspor til klimatopmødet i København.

Samme år indsang hun med DR Big Bandet klimasangen ‘Vi Ved Det Godt’, hvor hun fik ord som elsparepære til at swinge. Det kræver ikke kun miljøbevidsthed, men en musikalitet af den slags, man ikke kan øve sig til.

Se mere på kunstnerens hjemmeside.

Illustration: Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

George Jones fylder firs

Kommentarer slået fra

George Jones – navnet er lige så almindeligt som hans antal af hits og et liv, hængende på kanten, har været ualmindeligt. I morgen fylder countrysangeren George Glenn Jones 80. Gennem mange år ville man ikke have kunnet få bookmakere til at modtage indsatser på, om han ville leve året ud. Alkohol og kokain var hans modspillere i en grad som country og for den sags skyld rock ikke havde set siden Hank Williams brændte for tidligt ud.

»Jeg havde altid ingen ting som barn, og nu fik jeg pludselig alting kastet for mine fødder. Den slags kan ødelægge dig hurtigt,« har han forklaret sit misbrug.

George Jones debuterede samtidig med Elvis Presley og delte plakat med ham ved flere shows, bl.a. Louisiana Hayride, men mens Presley dansede ruskindsskoene til, satte den Texas-fødte Jones sin cowboyhat, som han ville.

Han fortolkede ballader med en smerte, der ikke siden Williams havde været iblandet mere selvpineri, og i første halvdel af 60’erne skilte Jones sig ud fra genrens tiltagende glathed. ”Walk Through This World With Me” og Jerry Chessnuts ”A Good Year For The Roses” gjorde han til klassikere – her i duet med Alan Jackson. Hjertet bankede for bluegrass, men han matchede croonere som Jim Reeves og Eddy Arnold, dog med mere salt end sukker i stemmen.

I 1968 flyttede Jones til Nashville, to skilsmisser rigere eller snarere fattigere. Der mødte han Tammy Wynette. De levede som hund og kat. Forholdet blev ikke mindre soap opera-agtigt af Jones’ misbrugsproblemer. Sammen fik de en stribe hits, som skamløst trak på den offentlige viden om deres parforhold: ”We Can Make It” og ”We’re Gonna Hold On” er typiske titler.

I midten af 70’erne fik Wynette nok. Og parret blev skilt, men fortsatte pikant nok med at indspille duetter. I 1979 gik Jones på afvænning. For første gang. Samtidig fik han nyt liv som sanger med ”He Stopped Loving Her Today”. Og en ny kone:

I 90’erne fik Jones kam til sit vigende hår. En generation af sangere, der ironisk nok alle var hans fans, foryngede countrygenren. Han tabte terræn, men det blev til et par fine albums. Samt selvbiografien I lived to tell it all. Og et fødevarefirma, der producerer grillpølser og bacon, beregnet til mikrobølgeovnen.

I 1998 kørte han næsten fatalt galt. Han havde drukket. Og gik på rettens ordre i rehab – igen. Siden har han været ædru. Han nøjes derfor med at skåle i sit eget mineralvandsmærke White Lightning – opkaldt efter hans første hit – når Nashville-institutionen The Grand Ole Opry dagen efter fødselsdagen hylder den stadig turnéaktive George Jones med en stjernebesat galla.

Den altid anbefalelsesværdige blog Mod Strømmen lykønsker også George Jones.

Readmore  

Truckernes Teddy fylder 70

Kommentarer slået fra

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at teenagedøtrene ikke altid er helt oppe og ringe over de profiler, deres far skriver til disse sider. Af og til overraskes man dog. Som da jeg ved morgensamlingen fortalte om Teddy Edelmann, der i morgen fylder 70. Navnet sagde ikke fruen det fjerneste. Yngste datter derimod stemte straks i med en ordret gengivelse af ’Himmelhunden’, Edelmanns Giro 413-evergreen.

Da Edelmann i 1984 hittede med Calle Sands fordanskning af Hasse Anderssons ‘Änglahunden’ var det en påmindelse om, at ikke hele Danmark lyttede til danskrock:

Omvendt skulle ingen komme og fortælle vesterbrodrengen, hvad der var op og ned på rock.

I de sene 50’ere var Teddy Edelmann nemlig blandt de første herhjemme til utæmmet, uskolet og ude på narrestreger at få rocken til at rulle som anderumpet frontfigur i bands som Teddy & Little Freddy and His Rockboys, Teddy & The Caravans og Ready Rockboys, der fyldte dansegulvene i Kødbyen og Kvindernes Alkoholfri Forening i Lyrskovgade (ved siden af det nuværende Vega). Og i 1962 blev han, noget misvisende og en kende forsinket, kåret til Nordens Cliff Richard.

Selv så Edelmann senere tilbage uden nostalgi: »Man fandt på en masse pladder. Ikke noget med at det var indstuderet … man fik en eller anden skør ide, og så gjorde man det bare. Man lagde ikke så meget i, om det var kunstnerisk forsvarligt, som man måske gør så meget ud af i dag.« fortæller han i bogen Dansk Rock ’n’ Roll.

Som andre i sin generation fik han det hårdere, da rocken fik studenterhue på. Han skrev ikke selv sange, og fik aldrig så langt hår. 60’erne oplevede han fra sidelinjen, men i 1970 fandt han sammen med den ferme guitarist Chano Tietze og den basspillende producer, John Friis. Edelmann havde nogle år før overgivet sig til countrymusikken, som stod godt til hans stemme, der aldrig har været smurt til skønsang. Han besidder samme autenticitet og mangel på berøringsangst over for sentimentalitet som en anden jævnaldrende asfalt-cowboy, Peter Abrahamsen.

Teddy, Chano, Jan (Pedersen, trommer) & John var stilbeslægtede med John Mogensen og Peter Belli. Musikalsk en slags forgænger for Dalton. Sange som ‘Jeg vil bo på Vesterbro’ og ‘Ikke flere penge – fyret fra mit job’ var venstrevredet socialrealisme med jukeboks- og bodegaappeal. Og nåede noget længere ud end både Røde Mor og Benny Holst & Arne Würgler.

Succesen med ‘Himmelhunden’ gav kortvarig Poul Kjøller-lignende kultstatus, og han lagde sangstemme til Erik Clausens rocksanger i filmen Rocking Silver – meget passende holdt Clausen en uhyre veloplagt tale ved fødselsdagsfesten. Den er lagt ud på YouTube. Edelmann deltog i Melodi Grand Prix i 1992 med ‘Går det ikke, så går det nok’.

Siden årtusindskiftet har aktiviteten tilpasset sig alderen, men Edelmann er blevet et levende ikon i den danske trucker-kultur og countrypladen Never ending songs kan anbefales. I 2006 vendte han tilbage til udgangspunktet med cd’en Ready Teddy.

Her hylder han en af de hunde, der er sikret evigt liv i rockhimlen: ‘Hound dog’.

Omtalen kan også læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Readmore  

Hannah Montanas far kan selv

Kommentarer slået fra

For millioner af yngre tv-seere verden over vil Billy Ray Cyrus kun være kendt som faderen til Miley Cyrus, den alt overskyggende hovedperson i Disneys sitcom Hannah Montana. Men for lige så mange ældre amerikanere vil han også være kendt som sangeren, der efter at have fået at vide, at han var for rocket til Nashville og for country til Los Angeles, ikke desto mindre i 1992 med sin single ‘Achy Breaky Heart’ gjorde for line dance, hvad Jane Fonda havde gjort for aerobic.

‘Achy Breaky Heart’ var en af fem hitsingler på Some gave it all, debutalbummet fra Billy Ray Cyrus, som endte med at sælge 20 millioner eksemplarer globalt.

Den Kentucky-fødte Cyrus, som fylder 50 i morgen, fik oprindeligt et legatophold på et af de colleges, der udklækker baseballspillere. Guitaren lå imidlertid bedre i hans hånd end battet, og da Cyrus efter mange pladeselskabsafslag omsider albumdebuterede, lignede han en varig stjerne i det midterfelt mellem rock og country, som var ved at blive udstukket af folk som Garth Brooks. Han så godt ud, bevægede sig tvangfrit på en scene og skyldte og skylder musikalsk Johnny Cash, The Eagles, John Mellencamp og Bruce Springsteen lige meget – faktisk gav Springsteen ‘Achy Breaky Heart’ live et par gange i 1993.

Debutalbummet skulle vise sig svært at overgå. Selv om de efterfølgende plader solgte respektabelt gled Cyrus ud i periferien. Han fik kritikerros for sit 1996-comeback Trail of tears, men typisk nok blev det hans hidtil dårligst sælgende plade. Derpå udsendte han et par kristne plader.

I 2001 fik Cyrus et nyt publikum, da han spillede lægen, der kom ind fra landet, i Doc; en sitcom, der løb indtil 2005. Rollen kastede andre mindre roller af sig. Navnlig i sitcom-genren, men Cyrus kan også ses i David Lynch’s Mulholland Drive.

Det var dog først, da han begyndte at optræde med datteren Miley i Hannah Montana, at han igen fik tag i sit gamle publikum, som nu sad og så Disney Channel sammen med deres børn. Oveni deltog Cyrus i 2007 med succes, ikke mindst hos det kvindelige publikum, i Dancing with the stars, originalversionen af Vild med dans.

Alt i alt blev det lettere for Cyrus at få plader ud. Og selv om de stadig ikke sælger som i 90’erne, er der tale om landevejsvenlig country med tydelig rockaccent. De senere år har Billy Ray Cyrus også tonet rent flag i forhold til sin politiske observans.

Hans seneste og tolvte album, der udkom denne sommer, hedder I’m American og er en uskrømtet patriotisk, konservativ hyldest til netop det Amerika, som Bruce Springsteen i sin tid gav en opsang i ‘Born in the USA’. Og en af sangene lagde Cyrus ud på Facebook som del af en kampagne for “vores drenge i Afghanistan”.

Man kan mene, hvad man vil om mandens engagement, men det er i hvert fald dybfølt.

Stillfoto fra filmen Hannah Montana (2009)

Readmore  

k.d. lang vil høres – og bliver det

Kommentarer slået fra

Fornyelse har aldrig rimet naturligt på country. Nok er genren blevet moderniseret og opdateret den seneste snes år i en grad, som den ikke er blevet det i de foregående tredive, men når det kommer til stykket er og bliver country country. Med ’k’ som i konservativt (men ikke nødvendigvis reaktionært) og konserverende, og i en ustadig verden til fals for hastigt skiftende modeluner, er det vel ikke det værste.

Af og til bliver countryfans dog usikre på sig selv og de livsværdier, der gemmer sig under Stetson-hatten.

Som da canadiske Kathryn Dawn Lang arriverede midt i 80’erne. k.d. lang lød som country og så alligevel slet ikke, for hvordan var det, hun så ud? En androgyn mellemting af en, der var klædt ud som cowgirl og så en lidt for voldsomt stylet luksuspunker. Omvendt var der ingen tvivl hos dem, der hørte albummet Shadowland, hendes respektfyldte, men ikke knæfaldende hyldest til Patsy Cline.

Det kunne godt være, hun ikke lignede denne verdens Dolly’er eller Loretta’er, men med en timing som Billie Holiday, en bluesaccent som Janis Joplin og en popcharme som Linda Ronstadt lød lang, som om hun var kommet for at blive.

Med albummet Absolute Torch And Twang satte hun sig solidt i sadlen som sangerinden i den ny country. Neotraditionalist blev lang kaldt. Og hun blev bestemt ikke mindre kontemporær af at springe ud som lesbisk.

Siden har hun finskåret sin egen niche. Og i store stræk fulgt sin egen vej. Hun er i mangt og meget lige så meget jazzsanger som countrycrooner, og Sing it loud, hendes første album med eget band stort set siden debut-cd’en i 1984, bekræfter det signalement.

Det er hendes tolvte studiealbum. Og et af hendes bedste. Medvirkende årsag er et nyt, vitalt orkester, The Siss Boom Bang, ledet af multiinstrumentalisten Joe Pisapia med en fortid i Boston-bandet Guster.

Jeg har aldrig tænkt på, hvor godt banjo står til mellotron, men sammensætningen bliver en tydeliggørelse af den symbiose mellem tradition og innovation, der altid har været en kunstnerisk betræbelse for k.d. lang.

På skrift virker den slags meget tænksomt og kalkuleret. Sådan lyder det ikke i virkeligheden.

I en tid, hvor musikalsk fragmentering er sat i system, er det en lise at høre en cd, der ikke er et nummer for langt, og hvor de enkelte sange belyser hinanden.

Sangene om en kærlighed, der både brænder på tungen og i hjertet, synges af lang som gjaldt de livet. De er både ret ortodokse i deres greb, men samtidig meget organiske, som opstår de, mens hun synger med denne distinkte alt-stemme, der mestrer jodlen og swing lige ubesværet.

Lang er blid, men aldrig føjelig. Hun er lidenskabelig, sårbar og fast besluttet på ikke at give sig hen i den selvmedlidende melankoli, der altid er en risiko, både som menneske og som countrysanger: »Sorrow nevermore« er en sangtitel og et livsmotto.

På ‘Habit of mind’ synger hun: »I’ve lost my edge, it’s left the building like Elvis, I guess…« Den må hun længere ud på landet med. Enhver sang på albummet modsiger hende.

k.d. lang & The Siss Boom Bang: Sing it out loud! Nonesuch/Warner.

Denne anmeldelse kunne første gang læses på www.geiger.dk

Readmore  

Og på pedal steel: Ralph Mooney

Kommentarer slået fra

http://www.youtube.com/watch?v=64-fltE47Jw

Der er pedal steel guitarister og så er der Ralph Mooney. Eller rettere: Var. For nu er den beskedne mester på instrumentet død i en alder af 82.

Gennem en årrække ornamenterede han Buck Owens’ og gennem en snes år Waylon Jennings sange så umiskendeligt, at det ikke er til at forestille sig ‘Under Your Spell Again’ og ‘Mammas Don’t Let Your Babbies Grow Up To Be Cowboys’ uden hans distinkte klang. Også Merle Haggard skylder hans pedal-arbejde en del.

Mooney stammede oprindeligt fra Oklahoma, men flyttede til Californien i 50′erne, hvor han begyndte som studiemusiker i Hollywood og grundlagde sit ry på plader med Wanda Jackson.

Hans spillestil blev en af murstenene i den såkaldte Bakersfield Sound og en vital inspiration for countryrock-grundlæggere som Poco, Byrds og Flying Burrito Brothers, og en guitarist som James Burton (Elvis Presley og Emmylou Harris) viste sin respekt for Mooney ved i 1968 at indspille et duetalbum med ham. En håndsrækning som var med til at gøre Mooney til ædru alkoholiker.

Ralp Mooney var instrumentalist før han var komponist, men han vil også blive husket for sin Hank Williams-inspirerede melodi, ‘Crazy Arms’, der blev en honky-tonk standard og et nummer et-hit på countrylisterne for Ray Price i 1956.

Readmore  

Ferlin Husky død, 85 år

Kommentarer slået fra

Nej, Ferlin Husky er ikke navnet på en variant af en slædehund, men country-crooneren, der nu meldes død, 85 år gammel. Husky skriver sig ind i pophistorien, fordi han med sangen ‘Gone’ som den første Nashville-kunstner croonede sig ind i poppens Top 10 i USA. I 1957 nåede den en fjerdeplads, mens sangen i ti uger lå øverst på countryhitlisten.

Faktisk havde Husky, den tidligere marinesoldat og disc jockey, allerede i 1952 indspillet ‘Gone’. Han gjorde det under pseudonymet Terry Preston, fordi hans pladeselskab syntes, hans fødenavn lød for bondsk. Året efter toppede han dog countryhitlisterne med ‘A Dear John Letter’. Eller rettere: Det gjorde Jean Shepard. Husky talte ‘kun’ på pladen og var ikke krediteret.

Siden blev lyden fra Nashville mere og mere strømlinet, og strygere overtog fiolen og banjoens rolle i countrymusikken. Vupti, så blev ‘Gone’ genopført med et strygerarrangement, der om muligt skruede sentimentalitet endnu en tak i vejret. Og blev hittet, som grundlagde Ferlin Huskys karriere. Andre store hits fulgte. Blandt andet ‘Wings of a dove’, der også cross’ede over til popmarkedet.

Nu er han borte. Det går der nok nogen tid, før ‘Gone’ er.

Youtube-link her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top