Neil’s journey through the past – igen

6 Comments

Først en tilståelse: Jeg har lyttet mig ind på Psychedelic pill, Neil Youngs nye og nogen-og-tredivte studiealbum, mens jeg lavede mad. I køkkenet har jeg en diminutiv alt-i-en cd/højttaler af designermærket Muji. Det er ikke en anskaffelse, der sikrer mig æresmedlemskab af Hi-Fi Klubben, og jeg står til anmærkninger i Youngs sorte bog, for en af sangerens mærkesager er bedre, mere naturtro lyd til folket. En ting er cd’er, de er siges at være på vej ud, men streaming, MP3 og den slags djævelskab er for Young et bevis på, at vi ikke længere interesserer os for musik, men for form.

Som han siger i sin netop udsendte, fragmentariske, men alligevel anbefalelsesværdige selvbiografi Waging Heavy Peace betragtes musikken nu om dage som “et spil, et underholdningsmedie, et stykke cool tidsfordriv”. I modsætning til i gamle dage (der var de igen!), hvor musikken var en del af en kultur. Det er den ikke længere, men i stedet for at undre sig over, hvor den kulturelle samhørighed blev af og hvorfor, har Young sin egen forklaring på vores manglende vilje til at lade musikken være “a message to the soul”. Det er ikke samfundsforandringens skyld endsige musikkens, næh, det skyldes lyden. Derfor arbejder han p.t. på at få sponsorer til sit  Pure-Tone-projekt, som skulle kunne give os den oprindelige fuldtonende lyd igen. Og altså også få verden til at hænge bedre sammen eller hvordan er det nu lige det er?

Måske har han ret, det er jeg ikke hi-fi freak nok til at kunne afgøre, og er også ligeglad – Phil Spectors målestok for god lyd var, at den også kunne klare at komme ud gennem en transistorradio – men det bliver ved at undre mig, at netop en komponist og musiker som Neil Young kerer sig så meget om lyd. Hans musikalske naturkraft har aldrig ladet sig inddæmme, og mange af hans plader lyder alt andet end velplejede og raffinerede. De lyder levende og krasse og stoflige. Også på en køkkenmonohøjttaler. Eller – tør jeg nævne fjenden? – en iPod.

Tidligere på året fik han igen Crazy Horse ud af stalden. Resultatet, Americana, var interessant, før det var noget andet. Et lille halvt år senere gennemtyrer han og Crazy Horse så en række nye Neil Young-sange. I sin bog fortæller Young, at han synes, Crazy Horse-samarbejdet kræver nyt blod for at kunne fortsætte meningsfuldt.

Det må han så siden mene, at han har indgivet det band, der, som han formulerer det, lever som et dyr i sig selv, når det først kommer i gang. Det har han ret i. Det er ikke verdens dygtigste band, men konstellationen af Ralph Molinas fodslæbende tromme, Billy Talbots skomager-for-viderekomne bas og Frank Sampedros elektriske guitar alter ego til Young virker. Og gør det også her. Det er umiskendeligt Neil Young. Og ikke et ondt ord om det, jeg har i perioder mentalt od’et mig selv med hans musik, men der er ikke noget på pladen, som fik mig til at mislykkes med bechamelsovsen.

Okay, det er i sig selv en kritik af markedssituationen at indlede cd’en med ‘Drifting back’, 27 minutter, der er som hentet ud af en livesession fra 1975. Drifting back indeed… I alt varer dobbeltalbummet 87 minutter. Det havde det ikke behøvet gøre.

Vi har fattet pointen efter den første halve time. Neil Young stiger igen på toget, der tager ham tilbage til dengang det var før. Det er jo ikke fordi det er dårligt, og kan man lide Neil Young, vil man knuselske, at han er vendt tilbage til sit gamle ortodokse selv. Her er vokalharmonier som på ‘After the gold rush’, ansatser til Harvest-agtige ballader, guitarmeditationer som på ‘Like a hurricane’, sekvenser, der lyder som Metrobyggeriet samt genopførelser af psykedeliske modeluner som phasing og godt med trampen på effektpedalerne. Og Young selv synger godt. Med den der stemme, der egentlig gør det lige meget, hvad han synger. Han er på udkig efter de gode tider, synger han. Og det lyder som om de opstår for ham, når han sætter sporerne i Den skøre Krikke.

I bogen fortæller Young, at han sideløbende med dette projekt er ved at sammenstykke en tilbageskuende samling af not-so-greatest hits med ham og Crazy Horse fra den tidlige 70-er-fase. Early daze skal den hedde. Den kan jeg godt høre for mig.

Neil Young & Crazy Horse: Psychedelic pill. Producere: Neil Young, John Hanlon & Mark Humphreys. Reprise/Warner.

Neil Young: Waging heavy peace – a hippie dream. Penguin. 500 sider.

Foto (fra bogforsiden): Platon

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Neil Young tilbage i børnehaven

1 Comment

Skal man være lidt rasmus modsat – og det skal man jo af og til – så er det gennem årene lykkedes Neil Young at få kunstnerisk inkonsistens og sjusk til at fremstå som kritikerfeteret kompromisløshed. Respekt for det, men lige så meget som jeg ville hade at undvære mandens ti bedste plader, lige så lidt vil jeg savne de lidt for mange plader, hvor han bare har fulgt sin første og ikke altid bedste indskydelse. Spildprocenten gennem årene er høj. Fra retrorockabilly over bedaget electropop til hvid guitarstøj og en plade, tilegnet hans egen skramlekasse af en bil.

Og nej, jeg hører ikke til dem, som kun holder af manden, når han indspiller variationer over Harvest og Comes A Time. Men man høster, som man sår.

På sit seneste album, Americana, er han ude i et antropologisk ærinde. Sammen med Crazy Hose forsøger han at vende vrangen ud på en række sange, enhver amerikaner kender fra børnehaven, som han har formuleret det. Meningen fremgår ikke ganske af resultatet (selv om der er vist beundringsværdig omhu med at forklare kilderne i den ledsagende pædagogiske booklet).

Neil Young har nemlig sat en ære i ikke at arbejde ud fra originalforlæggene, men valgt alternative melodier til kendte sange som ‘Oh Susannah’, ‘Tom Dula’ (bedre kendt som Tom Doley), ‘Clementine’ og ‘She’ll Be Coming Round The Mountain’. Der er bare grund til, at kun musikhistorikere og samlere kender de tonsætninger. De er simpelthen hverken særligt gode eller melodiske. Og de gange, hvor Young faktisk synger ud fra originalforlægget (som på ‘This land is your land’), tilføjes intet nyt. Ligesom det forbliver en gåde, hvorfor sange som doowop-klassikeren ‘Get A Job’ og ‘God Save The Queen’ er taget med.

Det hele jappes igennem efter samme, centnertunge, ensformige Crazy Horse-model, hvor Young og guitarist Frank Sampedro kappes om at fortynde deres solistiske kendetegn til klicheer. Jeg vil vove den påstand, at man ville kunne tage så godt som ethvert instrumentalt live-take fra Neil Young & Crazy Horse og i store stræk bruge det som underlægning på de fleste af disse numre. I baggrunden er der drukkent mandskor og Pegi Young-hvin.

Jo, jo, det er skam sine steder energisk og vedholdende, men det er en bulldozer jo også, når den maser sig frem. Neil Young (Wiki-link) rydder ikke nyt land. Det lyder bare sådan, og dét er det eneste rigtigt interessante og tankevækkende ved dette forglemmelige projekt.

Neil Young: Americana. Producere: Neil Young & John Hanlon. Reprise/Warner.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top