Bowie tilbage til sig selv

Bowie tilbage til sig selv

Kommentarer slået fra

 

Det giver sådan set god mening, at David Bowie pakker sin første plade i 10 år ind i et omslag, der bare er et par mærkater fra at være Heroes. 1977-albummet forekommer nemlig stadig at være en af de sidste gange, han fuldt ud fik udfoldet en historie. Lad os så for argumentationens skyld undlade at nævne Scary Monsters og Lodger, men sandheden er jo, at myten om Bowie de seneste 30 år klart har overgået det kunstneriske udbytte af hans plader.

Forventningen til The next day blev ikke mindre af singleforløberen, den melankolsk-smukke erindringsskitse ‘Where are we now’, hvor Bowie tog sig selv tilbage til Hauptstrasse 155 i berlinerbydelen, Schöneberg, hvor han boede og virkede i tre år og skabte en musik, der på engang nulstillede og fornyede, hvad han havde lavet forud. På ‘Where are we now’ er han i vokal topform, teksten er sparsom, men fuld af poetisk prægnans, og der er over den varsomt arrangerede melodi et strejf af noget så selvmodsigende som nostalgisk modernitet. Og så lyder den som et hit.

Sådan er der ikke mange sange, der lyder på The Next Day. Albummet er mindst tre-fire numre for langt, og selv om Bowie er til stede og i samarbejde med Tony Visconti generelt forlener musikken med høj sammenpresset energi, er blivende melodier en mangelvare.

Som en slags kompensation kommer vi stilmæssigt vidt omkring, men det er pudsigt at høre Bowie efterligne både ‘Baby, you’re are rich man’ (på ‘I’d Rather Be High) og Billy Joels ‘We didn’t start the fire’ (på ‘How does the grass grow’) for slet ikke at tale om de gange, han griber tilbage i eget bagkatalog. Det sidste går så endda, når det ikke drejer sig om de lidt for mange genopviklinger af Tin Machine-lyden. Læg dertil at Jeff Lynne sagtens kunne have været incognito-producer her.

Tempoet er nu-eller-aldrig hektisk og der er i sangene noget, man fristes til at fortolke som en dødsbevidsthed. Åndehullerne er få, og opstår i de blege elegiske ballader. Som i ‘You Feel So Lonely You Could Die’, der er vitriol forlædt som omsorg; et (selv?)portræt af et menneske, indespærret i sig selv og alligevel åben som en bog. Men også et up tempo-nummer som ‘The Stars Are Out Tonight’ fænger, ikke mindst på grund af Bowies vidende og namedroppende hyldest af den svære kunst at være en stjerne. En balanceakt på et barberblad, som han altid selv har mestret.

Hans stjernestatus ændres ikke af The Next Day, men forstørres heller ikke. Og mon ikke det bekommer ham ret vel?

David Bowie: The next day. Producere: Tony Visconti & David Bowie. Sony. Pladen udkommer mandag 11.3, men kan allerede nu, i tidens proaktive, antipirat-ånd streames diverse steder, bl.a. på iTunes.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

4o år med Hunky Dory

2 Comments

Kollega CAPAC mindede mig om, at det – suk – er 40 år siden David Bowie udsendte Hunky Dory! Udråbstegnet er sat, fordi pladen stadig ikke lyder spor dated. På det børnehaveseminarium, hvor jeg gik, var vi en lille kreds, der vakte – og nød at vække – en vis opsigt ved at gå klædt, som om vi i virkeligheden ikke var pædagoger in spe og lilla ble, men nattepartydyr i de dekadente dele af London og New York.

Mens alle de andre hørte Hoola Bandoola Band og de der nye Gasolin’, hørte vi Lou Reed, T-Rex og altså Bowie. Pigerne i vores klike tog – igen – bh’en på og den økologiske vadmel af, og var ved at blive mobbet, fordi de brugte makeup. 

Det er i dag svært at forestille sig, hvor afvigende Bowie var i de år, som ellers i sig selv var ret attitudeafsøgende.

Da jeg i 1974 begyndte at skrive i musikmagasinet MM, handlede debutartiklen selvfølgelig om David Bowie. Ikke så lidt af en musikpolitisk ukorrekthed dengang.

Har du lyst, kan du finde artiklen in extenso herunder, hvor den udfolder sig i al sin ordrige, ungdommelige indbildskhed. Du kan også bare (gen)høre musikken.

David Bowie – om glitter, glamour & den ægte vare

DETTE ER ikke en analyse, men snarere et forsøg på at viderebringe en oplevelse af en mand, hans ord og musik. Denne mand, David Bowie, har medierne haft lidt svært ved at acceptere som andet end endnu en eksponent for lyd frembragt på højhushøje hæle indvævet i stjernestøv og oversmurt med sølvbronze og mannequinmascara. Betragt derfor det følgende som et beskedent forsøg på at vise andre sider af Bowie; og til orientering for de mere disco-leksikalt interesserede, kan jeg nævne, at David Bowie’s pladeproduktion i denne sammenhæng (!) forstås som lp-plader udsendt årene 1969-73 og at (gen-) udsendelser såsom “The world of D.B.” og dobbeltalbummet “Images” er ladt ude af betragtning.

I 1968 fandt man på de engelske hitlister en plade med titlen “Space Oddity” sunget af en fyr ved navn David Bowie (fremover forkortet DB). Melodien havde denne særlige evergreensubstans, der aldrig kan defineres, men altid registreres. Den var pop, når pop er allerbedst og livede gevaldigt op på en hitliste, der ellers var mest præget af broken hearts & empty hands & sad goodbyes i skøn forening. Nogle måneder efter indgik nummeret på albummet med den pretentiøse titel “Man of words Man of music” af samme Bowie. Pladeselskabet Mercury fik et flop på det album og DB blev stukket ned i kartoteket over “one-hit-wonders” — vore hjemlige døgnfluer. Fire år senere genoptrykte RCA så denne lp, navngav den efter hittet “Space Oddity”, udfærdigede et nyt tidsvarende cover og fik en forsinket salgssucces.

Genudsendelsen var osse en kærkommen anledning til at genopfriske denne brogede plade med bagklogskabens taknemmelige perspektivisering. Det er den plade, på hvilken DB’s begrebsverden for første gang formuleres — omend diffust — i verbal og musikalsk originalitet, hvilket dog ikke udvisker forbilledernes indflydelse; denne er meget hørlig i såvel tekst som musik, arrangement og produktion og spænder fra Dylan til Velvet Underground. Musikalsk bærer pladen især præg af Bowie’s mangel på fast akkompagnement; dette udføres af mere eller mindre kendte navne samlet af den tids stjerneproducer Tony Visconti. Her kan nævnes keyboardmanden Rick Wakeman (nu Yes), Pentangletrommeslageren Terry Cox og cellisten Paul Buckmaster (Third Ear Band), der så småt var ved at skabe sig det renommé som arrangør han nu plejer hos bl.a. Elton John. DB selv spiller hovedsagelig 12-string guitar og arrangementerne er da osse lavet efter opskriften: solostjerne plus backing med undtagelse af et enkelt nummer, det førnævnte “Space Oddity”, der fungerer ret helstøbt og som betegnende nok er produceret af DB og den da lidet kendte, nu feterede Gus Dudgeon (bl.a. Elton J.). Ellers er det typiske lydbillede en stærkt fremtrukket guitar, der dog i sin klangfarve forekommer lidt ulden og presset, et behersket, meget økonomiserende basspil (“veteranen” Herbie Flowers?) og endelig nogle anonyme sjusket mixede trommer.

Dette er rammen om Bowies sang, der allerede her viser sin store bæreevne; en evne, der i høj grad er nødvendig for at bringe nogle af teksterne velbeholdent i hus. Repertoiremæssigt er dette, som sagt, en sært diffus affære, hvor der foruden “Space Oddity” kun kan siges at være to virkeligt rammende melodier, nemlig “God knows I’m good” og “In memory of a free festival”. Der er ganske vist tre smukt indfølte og solidariserende lovesongs af typen “der var engang…” og vi har jo alle brug for sådanne sange, men de kan næsten laves lige godt af alle talenter, der har været ulykkeligt forelskede.

Mere interessant er det at beskæftige sig med de tre mislykkede sange på dette album: “Unwashed and somewhat slightly dazed”, “Cygnet Committee” og “The Wildeyed Boy from Freecloud”, da de, som de forstudier de er, gir et meget godt indblik i den tidlige DB’s problemstillinger; Den af de tre, der “bedst” klarer et genhør, er “Unwashed…”, som må ses som et af hans forsøg på i praksis at udtrykke sin store veneration for Bob Dylan; nummeret er en talking-blues uden megen melodistemme, men det blir foredraget med en sådan verve, at man ganske glemmer den manglende melodi og den til tider højtravende egocentrerede tekst, der i metrik befinder sig snublende nær ved samme Dylan, men hist og her i pastichen titter nogle linier frem, der indicerer, at noget frodigere er ved at vokse frem. Et af DB’s senere yndlingstemaer “eneren midt i galskaben” anslås her i linierne: “… and my head’s full of murders/where only killers scream/so now you could spend the morning talking with me/quite amazed/look out I’m raving mad and somewhat slightly dazed”.

De to andre numre er mere problematiske i såvel udformning som budskab. “Cygnet Committee” ved ikke hvad ben den skal støtte på for at se større ud end den i virkeligheden er: to forskellige sange med en messende epilog, ganske vist forbilledligt fremført af DB, der dog ikke formår at skjule tekstens hule opskruethed; også her hvisker en stille tone af originalitet frem: “… so much has gone and little is new/and as the sunrise stream/flickers on me/my friends talk/of glory, untold dream, where all is God and God is just a word”. “Wild-eyed boy…” fortjener i al sin svulstige autobiografi at blive forbigået i stilhed. Anderledes med sangen “God knows I’m good”, der i en fin dokumentarisk form beretter om en butiks-”tyv”, der “hot with worry slyly slipped a tin af stewing steak into the paper bag at her side” og hvad siden sker, alt imens hun (ironisk?) forsikrer, at Gud ved hvor god hun er. DB bruger her med held et dagligdags billede til at illustrere sin egen situation: den på daværende tidspunkt selvsikre, men miskendte og albummet ender med en bittersød kommentar til denne situation: sangen om friluftsfestivalerne, der ikke skabte fremtid, men kun var forlænget fortid og ud fra den synsvinkel virker slutningskoret overbevisende desperat i al sin nøgenhed: “the sun machine is coming down and we’re gonna have a party”.

Netop denne nøgenhed er karakteristisk for Bowie’s “første” album, og man kan være lykkelig for, at den har smittet af på arrangementet, så det blev så basisk som det som helhed er … de svageste sange ville ikke ha været til at bære med 101 strygere og promenadeblæsere.

CA. 2 ÅR EFTER kom DB igen med lp’en “The man who sold the world” og hvad der på “Space Oddity” oftest havde virket som manér, blir her uimodsigeligt fastslået som værende den rene vare. En af de væsentligste årsager til dette er vel nok det faktum, at DB så småt er ved at samle sig et “fast” band. Dette er den første plade, hvor rytmesporene er lagt af bl.a. Mick Ronson, guitar og Mick Woodmansey, trommer; de øvrige musikere er foruden DB (guitar) igen Visconti (bas, piano & guitar), der osse “står for” produktionen, samt Ralph Mace, der betjener en moog på den mest illustrerende/ mesterlige/mindst fremturende facon; her er ikke noget med at flå i knapperne og dreje på håndtag som en gal knivstikkende Keith Emerson for at forsikre om, at man kan lektien udenad … næh, Mace kan den ikke udenad — han kan den og det er en forskel, der høres.

At der sættes citationstegn ved Visconti’s job som producer skyldes, at det her er første gang den solide engineer Ken Scott trækkes frem fra kontrolrummet med tak tilmed. Produktionen er da også væsensforskellig fra den foregående lp, hvor hovedvægten blev lagt på akustisk guitar anslået med kælderkolde fingre. Lydbilledet er som året 1970 måske antyder hovedsagelig hård englænderrock med to skridt til siden og et langt frem à la Deep Purple. Stortrommepedalen bankende helt fremme ved højttalerstoffet og de sædvanlige Marshall-overstyrede guitarlicks for slet ikke at tale om bassen, der af og til minder om Bruce’s på den legendariske liveudgave af “Spoonful”. Pladen får da også gode anmeldelser i den engelske musikpresse og en enkelt kalder den endda “the heavy rock to end all heavy rockers”, for hvis musikken er klichéagtig, er melodierne heldigvis af DB, hvilket måske indirekte årsagen til pladens manglende salgssucces; man kan sige, at dette på en måde var heldigt, thi havde den hittet mere end tilfældet var, ville Bowie måske være stivnet i én form. I stedet var det nu en videre udvikling, der var beredt ham og “The man who sold the world” gav ham en ovenud god springstøtte.

… look out I’m raving mad and somewhat slightly dazed …

… Igazed a gazeley stare at all the millions here …..

Det pasticheprægede forhindrer dog ikke musikken i at tage næsten pusten fra DB, hvorfor det da osse er i de stille passager, hans særegne stemme for alvor kommer til sin ret, og dermed også hans ikke mindre usædvanlige ordrige billeder. I modsætning til Space Oddity-lp’en formår hans ord her at skabe en almengyldighed til trods for eller måske i kraft af deres stærkt personlige oplevelses sfære. “All the madmen” viderefører f.eks. den tone af samhørighed med den opståede galskab, der blev anslået i “Unwashed and somewhat slightly dazed”: “cause I’d rather stay here/with all the madmen/for I’m quite content/they’re all as sane as me”. Dette nummer besidder en næsten hypnotiserende puls, der væsentligst skabes grundet det ret lavmælte arrangement, der fra en følsom guitarindledning umærkeligt får yderligere dimensioner ved moog’ens betoning af andenstemmeharmonierne, for så i omkvædet at trække bas og trommer frem for fuldt udtræk samtidig med et let banalt, men virkningsfuldt violinagtigt rytmespil af førnævnte Mace.

Foruden “All the madmed” må titelmelodien, der måske er en allusion til Henleins historie “The man who sold the moon”, nævnes; det er en sang om fremmedgørelse, men på en underlig måde er denne tilstand i Bowies tekst afhængig af reinkarnationen: “I searched for form and land, for years and years I/roamed/I gazed a gazley stare at all the millions here/we must have died alone, a long long time ago”. Det er en sang, der på mange områder tar tråden op fra Space Oddi ty og rendyrker dennes klangbilleder: Den lidt krukkede vokalindspilning med masser af phasing; en nærmest naivistisk melodistemme, diskret backing med et par velbegrundede effekter som f.eks. af sydamerikansk slagtøj i a-verset, der af og til har en næsten Beatles-agtig substans i vokalharmonierne.

Omkring disse numre er der en række andre fuldendte småstykker, der kun med efterrationaliseringens indsigt peger fremad og DB behøver ikke de undskyldende ord i “After all”: “I sing with impertinence, shading impermanent words,/with my chords/I’ve borrowed your time and I’m sorry I called/but the thought just occurred that we’re nobody’s/children/at all, after all … forget all I’ve said, please bear me no ill…” Det er en givende lp og Bowie har meget mere at give af, men har på det tidspunkt et salgsproblem, der blir mere og mere evident. Varen må simpelthen af markedsføringsmæssige grunde have en ordentlig indpakning. Han møder forretningsmanden Tony de Fries (af kritikere kaldet Bony Deepfreeze) og det, der derefter sker, tar sig udefra ud som en radikal kynisk ændring af DB, sangskriveren til DB, mediemennesket; i realiteten er forandringen ikke slet så drastisk, men udtrykker snarere et behov hos Bowie for at stå på egne ben: Visconti “fyres” som producer, Ken Scott overtar omsider sædet, Trevor Bolder kommer til på bas; at DB dertil får nu frisure og dermed udseende er de brikker, der må falde på plads for at puslespillet skal passe. Hans nye image er ikke så nyt endda, thi på de to foregående albums har han stadig mere udførligt besunget minoritetsgrupperne og hvad er vel mere naturligt end at lade dem komme til orde og syne gennem hans person. Bowie påtager sig denne rolle som personificeret forum og spiller den fuldt ud, hvilket vel næppe kan siges at være forkasteligt i denne rollespillende tidsalder.

“Hunky Dory” er altså ikke så enestående for DB, som den er for pressen, der nu for alvor kaster sig over ham med alt, hvad deraf følger. Prisværdigt at Bowie kan klare dette angreb på sin identitet. Pladen er faktisk en til perfektion grænsende indfrielse af de forventninger DB har stillet til sine tilhørere siden “Space Oddity”. Her er ingen tilsløring af idolerne, nu, hvor han selv er kommet blandt dem: Velvet Underground (queen Bitch), Dylan (Song for BD), Andy Warhol. I det hele taget er det en plade, der ikke er ængstelig for at inddrage værdifaste begreber i sit udtryk. Med strygere og smægtende klaverakkompagnementer (Rick Wakeman igen) holdes dampen oppe og efterlader indtrykket af et velassorteret musikalsk udbud Uge fra Mary Poppins-agtige klangfigurer (Fill your heart) over straight pop (Changes) til lige-ud-ad-landevejen-rock (Queen Bitch) altsammen garneret og dekoreret med Bowies varemærke: originalitet. Ken Scotts produktion er forbilledlig; ved sin store forkærlighed for det diskante knivskarpe lydbillede opnår han at selv de tungeste passager løfter og også i mixen viser han sig som den overlegne mester; hør blot overgangen til “Andy Warhol”.

Det er vanskeligt at trække enkelte sange frem, men skal det gøres, må især tre nævnes: “Eight line poem”, “Life on Mars”, “Song for Bob Dylan”, men da kun for at eksemplificere mine postulater. Den første er en slags epilog til sangen “Ohyou pretty things” og bæres i høj grad af en fuldendt lyrik lige fra den første iagttagelse “the tactful cactus by your window/surveys the prairie of your room” til den trøstesløse bemærkning “but the key to the city /is in the sun that pins the branches to the sky” underbygget af en svævende Mick Ronson-guitar og kraftigt pianoanslag, der “befrier” melodien for dens bluesopbygning og tilfører den nyt liv lidt stort sagt. “Life on Mars”, der nyligt udkom på single, er en sang af samme tidløse substans som Space Oddity og samtiden kommenteres som “the bestselling show” og let henkastet halvvejs opgivende spørges der om liv på Mars, Dette nummer kunne let tages til indtægt for eskapismen, men fremstår i stedet som et håndslag til dette samfund iblandet lidt satanisk begejstring for dets indbyggede absurditeter: “Oh man, look at those cavemen go/it’s the freakiest show/take a look at the Lawman/beating up the wrong man … wonder if he’ll ever know/he’s in the best selling show”. “Song for BD” svarer i den grad til adressaten, at man tror det er mr. Zimmerman himself, der synger, men det er altså Bowie “with a voice of sand & glue”, der lovpriser myten og ønsker ham tilbage igen (og det er jo sket med brask og bram) med sine ord “in truthful vengeance”: “you brought a few more people on/put the fear in a whole lot more … while troubles are rising/ we’d rather be scared/together than alone..”. Et smukt bidrag til Dylanogilismen.

… I’m sinking in quicksand of my thought/and I ain’t got the power any more …

Som helhed må musikken på Hunky Dory betegnes som intet mindre end en rendyrkelse af poppens mest tiltalende sider: umiddelbarhed og iørefaldenhed. Når dette tages i betragtning virker det demonstrativt paradoksalt, at Bowie på et af pladens andre numre synger: “I’m sinking in the quicksand of my thought/and I ain’t got the power any more”.

I DET ÅR, DER NU forløber, er DB her, der og allevegne, men får alligevel tid til at indspille det album, der viser sig at blive hans hidtil uafviseligste kritiker- og salgssucces: “The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars”. Det er som titlen monne antyde et episk værk og fremstår da osse som en hovedhjørnesten i Bowies produktion. Igen er det det samme team, som stod bag “Hunky Dory”, der tegner pladen og lydmæssigt er der ingen nævneværdig forskel; det skulle da lige være, at stortrommepedalen ligesom på “The man who sold the world” er trukket frem. Foruden at ha en fortløbende historie på side 2 kan denne side sammenkædes med albummets side 1, hvilket perspektiviserer temaet: Ziggy Stardust og hans tid. Side 2 er en intim, nådesløs (selv-)biografisk skildring af en pophelts liv og levned, men ved at lade side 1 være en kommentar til denne beretning, opnår Bowie at skildringen af David/Ziggy ikke blir enestående og ufarlig, men samfundsrelevant og fuld af snert.

Lp’ens første og sidste sang indeholder begge linierne “you’re beautiful/wonderful”, men i sammenhængen virker de som de modpoler inden for hvilke forløbet udspiller sig. “Five years” indleder pladen med hjertebankende stortromme, distinkt enkeltstående guitar og skræmmende Bowiestemme intonerer temaet: “Pushing thru the market square, … my brain hurt like a warehouse it had no room to spare/I had to cram so many things to store everything in there/and all the fat-skinny people, and all the short-tall people/… I never thought I/need so many people … we got five years that’s all we’ve got”. Dommedag er om ikke nøje fastsat, så dog temmelig nært forestående og DB bruger dette album til, gennem en rig anvendelse af genrer, at lægge en slags facit for 70′erne netop som de er begyndt. Kort fortalt er rammehistorien den, at jorden har fem år tilbage. Ziggy er sanger i et rockband, og der er intet behov for rock. Nyhederne er desuden få, så Ziggys manager råder ham til at indsamle sådanne og udsynge dem for al folket. I en drøm rådes Ziggy af “det uendelige” (“the infinities”) til at forfatte en sang, der bebuder Messias’ snarlige komme; (“The Starman”) folk labber budskabet i sig, men for Ziggy sker der det tragiske, at disse uendelige fra at være drømmefantasier, blir til realitetsmareridt. Han begynder at tro det, han forudsiger og kører længere og længere ud, og blir med folks fascination af det groteske mere og mere populær. Tilsidst blir han tro på disse antivæsener så stærk og uafvendelig, at de får reel eksistens, hvorfor en konfrontation mellem dem og Ziggy er uundgåelig. Sangen “Rock and Roll Suicide” er rammen om det skæbnesvangre møde, hvor “the infinities” bid for bid overtar Ziggy’s eksistens, medens publikum uvidende lovsynger you’re wonderful”. Han dræbes kort sagt af sine egne myter og images.

Dette handlingsreferat bygger for en stor del på en snak Bowie har med beatnikveteranen William Burroughs (“Naked Lunch” og andre) i Rolling Stone nr. 155. Udfra denne samtale forekommer det heller ikke uholdbart at betragte værket som en slags tidsforskudt parallel til beatnikperiodens “now or never policy”. Uden denne nærmest science-fiction-agtige referanceramme er det dog også muligt at anskue albummet fra en mere jordnær vinkel: Bowies egen kommentar til sin accelererende superstarposition og de omkostninger, dette medfører. “Rock and Roll Suicide” er en central sang til belysning heraf: “you’re too old to lose it, to young to choose it/and the clock waits so patiently on your song/you walk past the cafe but you don’t eat when you’ve lived too long/you’re rock and roll suicide” … modige linier skrevet af en star i sin vorden!

Pladen spænder som sagt genremæssigt over et bredt register og denne ubarmhjertige dialektik mellem succes & fiasko, mellem myte & virkelighed; når deltil kommer, at enhver af melodierne kunne fremstå som en fyldestgørende singleplade uden at miste deres indbyrdes sammenhæng, har man måske en vag fornemmelse af denne plades vægtighed. Udover den ideologiske vægt, “Ziggy Stardust” må tillægges, besidder den osse en anden og mere fundamental vægtighed: en musiceren så tæt og velproportioneret, at man må tale om en hovedhjørnesten for britisk rock … intet mindre. Rytmesektionen Trevor Bolder (bas) og Mick Woodmansey (drums) er langtfra geniale, men de udgør nok rockscenes mest solide back-par … dundrende urokkeligt og fuld af rock … hør blot Beatlespastichen “Suffragette City” eller den morbide T-Rex parodi “Hang on to yourself”. Mick Ronson spiller sig på denne plade helt ud og viser at engelske højhælsguitarister godt kan andet end fingerflytningsacceleration. Bowie føler sig her for første gang helt hjemme i sammenhængen og det mærkes: væk er de svulstige tekster, det let kluntede fingerspil og den til tider krakelerende stemme og istedet er trådt en ærlighed, der i al sin nøgenhed gør een ganske blufærdig. Det her er den ægte vare og glimmeret og mascaraen bekræfter det paradoksalt nok til fulde; man må følge med sig selv og måske endda hele tiden være lidt forud for sig selv, for at ha noget at indhente og overhale. Denne lommefilosofi er DB et indiskutabelt udtryk for og “The rise and fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars” er et indiskutabelt bevis for filosofiens anvendelighed i praksis.

… perhaps you’re smiling now, smiling through/this darkness/ but all I have to give is guilt for dreaming/ we should be on by now …

 Et follow-up til “Ziggy..” måtte rent kunstnerisk blive en inkonsekvent handling, men vi lever i en verden, hvor konsekvensen har trange kår og rockbranchen er vel nok mest kompromisfyldt og inkonsekvent af alle. Da Bowie er rockstar, er et follow-up ergo et uundgåeligt krav og et næsten uoverkommeligt sådant. “Aladdin Sane” får da også en blandet kølig modtagelse og de fleste kritikere beskæftiger sig mere med titlens åbenbare ordspil end albummets indhold; måske fordi de har vanskeligt ved at betragte den som andet end det, den ret beset er: en musikalsk scrapbog hastigt nedkradset i vinyl under DB’s USA-turné i 73. Betragtet som sådan, falder den mere end smukt ind på plads i Bowies øvrige produktion. Der er sange om fallerede skuespillere (“Cracked Actor”), Andy Warhol’ske mytefigurer (“The Jean Genie”) og anakronistiske gangstere (“Panic in Detroit”), altsammen i en ramme af mere “vovet” musik fra DB end vanligt … instrumentalpassagerne er længere, der sker mere i baggrunden og musikerne bevæger sig friere og en væsentlig del af årsagen til dette er nok indlemmelsen af pianisten Mike Garson i Bowies faster spillerstab; med sit akkordopløsende, dur-fixerede spil bidrager han i høj grad til at sprede Bolders og Woodmanseys velberegnede tyngde på solidarisk vis og får derved klangfarven til at blive en kende lysere uden at den for DB så kendetegnende bund i mixen går tabt.

Højdepunktet på “Aladdin Sane” må siges at være sangen “Time”, hvor ordene intoneres af Garsons Cabaret-inspirerede piano, for så langsomt at nå højdepunktet til stadig akkompagnement af hymniske korstemmer ikke ulig “Rock and Roll Suicide”s “wonderful”-kor; “Time” er på sin vis en hastig sidebemærkning til Ziggy sagt lige før Bowie går på scenen: “I look at my watch it says 9.25 and I think Oh God/I’m still alive” … “The door to dreams was closed. Your park was real/and greenless/ Perhaps you’re smiling now, smiling through/this darkness/But all I have to give is guilt for dreaming/We should be on by now”. Et andet af numrene på pladen foregriber Bowies næste og seneste udspil “Pinups” og det er Stones-klassikeren “Let’s spend the night together”, der fra en afslappet slowbeat-sing-along-song ændres til en fræsende hektisk rocker, hvilket foruden at gi klassikeren en sund drejning også burde give Stones noget at tænke over rent spillemandsmæssigt. Denne holdning til tidligere hitklassikere accentueres dog ikke yderligere på Pin-ups, hvad der kunne ha været nok så spændende; i stedet er pladen som helhed nok ret symptomatisk for en stor del af rockscenen i disse år, hvor trangen til at konsolidere sig med fortid og dermed tradition lader til at være stærkere end lysten til nyskabelse.

I Bowie-sammenhæng er det er noget mat affære ovenpå de to store energiudladninger “Ziggy” og “Aladdin” uden at være en dårlig plade. Der er fremragende solidariserende fortolkninger af sange “Amsterdam” og “Friday on my mind” for nu at nævne dem, der først falder mig ind og den tidligere Zappatrommeslager Aynsley Dunbar, der afløser Woodmansey, har masser af plads til at vise sit ubestridelige talent for teknisk velfunderede løb på hele sættet. “Pin-ups” er ingen nedtur, men snarere at betragte som en musikalsk rasteplads for DB. En start på noget andet og dette andet kom da osse, omend ingen havde forestillet sig, at Bowie ligefrem sagde scenen farvel, men det var faktisk, hvad der skete og han tumler nu med planer om scenefremførelse i teaterform af “Ziggy Stardust” efter at planer om hans medvirken i Heinlein-filmen “Stranger in a strange land” lader til at være blevet skrinlagt.

Netop denne filmtitel er næsten for rammende for Bowies situation: han vælger en rolle, der næsten på forhånd er dømt til misforståelse alle steder … en superstar, der virkelig har noget relevant at sige om og til vort samfund af idag… “the kids” er ikke vant til at deres mannequinidoler siger mere om verden end at dansk øl smager godt og svenske piger er søde og “my next one”s going to be really heavy, man” … og de mere tilgroede musiktilhørere har svært ved at indse, at masken ikke udelukker, at manden bag den kan udtrykke noget, der måske kunne hjælpe til at anskueliggøre, hvorfor han har den på eller rettere: hvorfor han tror, det er nødvendigt at vise den mere end vi gør eller måske tør…

I et tidligere nummer af MM udtalte en herværende skribent om Bowie, at tomme tønder buldrer mest; det er mit håb, at alle disse mange ord måske vil medvirke til at få en og anden til at indse, at DBs tønder så i hvert fald hører til de bedst bespændte i denne branche af alt for mange slappe skind … om ikke andet…

Fra MM april 1974

Readmore  

Heroes overlever musical

Kommentarer slået fra

Major Tom og ‘all the young dudes’ kommer nu på rollelisten i en musical. Det vil efter planen ske til marts næste år, hvor musicalen Heroes: The Musical vil få premiere i London. Det var en hot nyhed, ledsaget af interviews med initiativtageren til projektet, filmmanuskriptforfatteren Deep Singh, i et par timer i den britiske presse i går.

Så tikkede en lakonisk pressemeddelelse ind på Bowies hjemmeside: “Neither the David Bowie Organization, nor its co-publishers EMI Music and Chrysalis, has issued a license for this performance at the O2. There are no negotiations pending for a long running musical featuring the music of Mr. Bowie.”

Nogle weekendsultne skriverkarle havde af lutter ønsketænkning ikke gjort deres journalistiske rugbrødsarbejde, men sikret Deep Singh femten sekunders tvivlsom berømmelse.

Til gengæld bliver vi andre forskånet for Mamma Mia a la Bowie.

Ikke-historien fik mig til at finde Heroes frem, altså pladen:

Vi er, hvad vi gør os selv til. I hvert fald i drømme eller i den drømmelignende tilstand, vi kalder forelskelse. Der kan vi nulstille anonymiteten og hverdagsalmindeligheden. Vi kan være helte i vort eget (følelses)liv. Eller som Bowie skildrede det i 1977: »We can be heroes just for one day …« i titelsangen til Heroes, det andet af hans album, skrevet og indspillet, mens komponisten boede i den dengang delte by, Berlin.

Det, Bowie besang, var ikke Warhols navlepillende pseudoberømmelse, men muligheden for at trodse omgivelserne og vilkårene og komme helt ind til kernen, blive ét og én. Sådan havde Bowie det selv i de år.

Hustruen Angie var træt af at leve som hans rige påklædningsdukke i Schweiz, og en skilsmisse var uundgåelig; selv kæmpede han for at holde heroinmisbruget og mediebeskyldninger om nazisympatier stangen og legede imens boheme på overdrive med sin blodsbroder, Iggy Pop. Lust for life hed et af deres fælles projekter. Og den lyst, nej, hunger efter et andet liv, søgte Bowie altså at realisere i frivilligt eksil i bohemernes hovedstad. En by, der med Muren som både symbol og betontung virkelighed lignede noget fra en film om fremmedgørelse, adskillelse, distance og et trodsigt håb. Det var bare at kigge ud ad vinduet fra Hansa-studiet, hvor pladen blev indspillet:

I remember Standing
By the wall
The guns
Shot above our heads And we kissed

As though nothing could fall And the shame
Was on the other side
Oh, we can beat them Forever and ever

Then we can be heroes Just for one day

Som sagt ren film, men sunget, så virkeligheden kryber ind under huden. Tilsat eller udvidet med en næsten kropslig melodi og et sug- gestivt arrangement, der blev et hit også på datidens templer for selvspejling, diskotekerne, men vil og når det stik modsatte: En kontakt til sig selv, en påmindelse om sårbarheden selv for den største berømmelse. Og kun få var større i de år end Bowie.

Forgængeren for Heroes hed Low. De to plader ligner hinanden. Bowie ville ud af sit mediefængsel som Ziggy Stardust, der forklædte sig som The Thin White Duke. Og han kommer det via en slags konstruktiv dekonstruktion. Det lyder fortænkt, men klinger stik modsat. Alle de kendte Bowie-ingredienser er der, f.eks. i ’Beauty And The Beast’, men musikken bekymrer sig kun om sig selv. Det giver distance og kølighed, hvis man vælger at stå udenfor, men ingen lukkes ude. Man skal bare langtidsparkere sine forestillinger om Bowie.

Multimusikeren Brian Eno var Bowies musikalske sparringspartner på Berlin-pladerne. De var ude efter at skabe deres eget lydspor til et liv, der var futuristisk her og nu. Hovedtelefoner er påkrævet for at aflokke musikken alle dens detaljer af ikke mindst rytmisk art – med percussionisten Dennis Davis som den, der er med til at gøre den industrielle accent til noget, der ikke kun vedkom avantgarden eller foregreb en ny mainstreamlyd.

Den tidligere King Crimson-guitarist Robert Fripp kom forbi, efter sigende kun et døgns tid, og indgik i et nervøst, men pirrende teamwork med rytmeguitaristen Carlos Alomar, som foregriber Talking Heads’ senere arbejde i samme område.

Det er ikke sangene og Bowies fragmentariske notesbloktekster, der er hovedsagen her, men helheden; en helhed, der giver plads til både de radiohits, Bowie kan pr. refleks, og så instrumentale passager, hvor kaos møder en næsten zen-buddhistisk afklarethed, uden at nogen af dem må træde til side for den anden.

Bowie selv spiller ingen roller. Han synger som en mand, der har alt at tabe. Og er parat til det. En sand antihelt. Næppe en musicalfigur.

Link til YouTube-video.

Readmore  

Skål for den første major Tom

Kommentarer slået fra

I dag er det 50 år siden Jurij Gagarin blev den første mand i rummet. Da han landede var det med en lille dissident i maven, men det er en anden historie…

Ground Control to Major Tom
Take your protein pills and put your helmet on

Ground Control to Major Tom
Commencing countdown, engines on
Check ignition and may God’s love be with you

Ten, Nine, Eight, Seven, Six, Five, Four, Three, Two, One, Lift-off

This is Ground Control to Major Tom
You’ve really made the grade
And the papers want to know whose shirts you wear
Now it’s time to leave the capsule if you dare

“This is Major Tom to Ground Control
I’m stepping through the door
And I’m floating in a most peculiar way
And the stars look very different today

For here
am I sitting in my tin can
Far above the world
Planet Earth is blue
And there’s nothing I can do

Though I’m past one hundred thousand miles
I’m feeling very still
And I think my spaceship knows which way to go
Tell my wife I love her very much (she knows!)
Ground Control to Major Tom
Your circuit’s dead, there’s something wrong
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear….

Here am I floating round in my tin can
Far above the Moon
Planet Earth is blue
And there’s nothing I can do?

© David Bowie

PS: Vore tanker går også til Лайка alias Laika.
Readmore  

Julen havde ikke englelyd

6 Comments

Dvd-klubben har holdt årsafslutning og så ved stamlæsere, hvad jeg taler om.

Mens ganerne tog imod den velkendte blanding af designerøl, vin fra Piemonte, Montalcino og omegn og diverse anti pasti blev der til ører og øjne igen serveret ukendte delikatesser og sjældenheder samt solid basisføde.

Brætspilsredaktøren lagde ud med – igen – at flashe sin musikvidenskabelige diversitet. Først den mærkelige australske quasi-aborigine duo, Dead Can Dance alias Brendan Perry og Lisa Gerrard. Æterisk og æggende, men også enerverende krukket. Hun fulgte stærkt og overraskende op med Rammstein. Teutonsk agitrock med VERSALER.

Seniorkonsulenten havde siden sidst været ude og se Jeff Beck. Det var han endnu ikke kommet over. Det kan man sådan set godt forstå. Fuldstændig mavesugende godt var et klip, hvor Beck uannonceret får besøg af sin gamle med- og modspiller Rod Stewart.

Den efterhånden midaldrende middelalderprofessor bød på både Bowie og Adrian Belew samt Robert Fripp. Musik af den slags, som har givet tillægsordet ‘progressivt’ en kedelig bismag. Det må være, fordi man ikke lytter efter. Belew er en forrygende, innovativ instrumentalist. Og så som en ekstra, uventet bonus et Jon Lord-tema med bl.a. helt fremragende optagelser fra Deep Purple i KB Hallen. Fra dvd’en

Professorens yngste debuterede i klubben ved at introducere den grånende forsamling for bl.a. Paramore med sangeren Hayley Williams, en rødhåret svirrevip med en stor stemme og stor udstråling. Se bare.

Blues-elskeren levede ikke op til de kærlige fordomme, men genopdagede på pædagogisk vis for os alle Elvis årgang 1968. Et større Elvis-år fås ikke. Det skulle da lige være 1955. Kongen velhængt og veloplagt i læder og nogenlunde ukontrolleret løssluppenhed i alle tiders mest anti-julede juleshow. Efterfulgt af klip med vokalvirtuoserne Crosby & Nash. Folkrock på kanten til jazz. Jo!

Selv stod jeg for solide råvarer som Bruce Springsteen & The E Street Band fra Promise-boksen, den udødelige Jeff Buckley samt U2′ Rose Bowl-koncert. For lige som at sikre, at oksemørbraden kom med på nytårsmenuen.

Det hele skulle jo nødigt gå til i eksotisk garniture.

Jeg skulle hilse fra de andre klubmedlemmer og ønske læserne et rigtig rock nytår.

Og runder dermed indlæg nr. 400 siden denne blog begyndte at rulle i november 2009. Tak for tålmodigheden.

Readmore  

Bowie har bog på vej

Kommentarer slået fra

Vi har tidligere her på bloggen skrevet om rygter om en mulig ny plade fra David Bowie, i så fald hans første i seks år. Det viser sig nu, at der er tale om en bogudgivelse.

Bogen, Bowie: Object, kommer i følge Bowies eget site til at præsentere “100 fascinating items that give an insight into the life of one of the most unique music and fashion icons in history. The book’s pictorial content is annotated with insightful, witty and personal text written by Bowie himself.”

Bogen bliver angiveligt den første i en serie fra Bowies velplejede hænder. Endnu er det uvist, hvornår bogen udkommer.

Indtil videre kan den vordende forfatter glæde sig over, at den eksorbitante genudgivelse af Station to Station i denne uge går direkte ind som nr. 26 på den officielle engelske hitliste.

Readmore  

Bowie afviser turnerygter

6 Comments

David Bowie har ikke turneret siden 2004, hvor han fik problemer med hjertet. Og vi skal nok ikke forvente at se ham on the road foreløbig. Forleden deltog han ved en branchefrokost i New York til ære for hustruen, der nu gør sig i kosmetik- og designbranchen og ikke lever af sin mands penge.

Den tidligere supermodel, somaliske Iman, er nu 55, men stadig så fotogen, at hun stjæler billedet fra sin berømte mand gennem 18 år. Bowie var nemlig bare med som ledsager, men undervejs hen til bordet spurgte New York Times ham, om ikke han snart skulle på landevejene. Svaret var kort, men klart: “Jeg tænker ikke på at turnere. Jeg føler mig godt tilpas.”

Bowie oplyste, at han bruger sin tid på at male, tegne og samle moderne kunst. Det er syv-otte år siden, vi har hørt ny musik fra the thin white duke, og selv om Iman sidste år twittede om, at hendes mand var ved at lave ny musik, er det siden blevet dementeret over for Rolling Stone.

Har du glemt, hvordan Bowie lyder live, kan du genopfriske hukommelsen på den live-cd, der kom tidligere på året. JP gav den seks stjerner med på vejen.

Readmore  

The Tableautes

Kommentarer slået fra

presse_CT_05

Showbiz er en mærkelig form for forskudt virkelighed. Hver søndag aften ser fruen og jeg med rislende fryd Lotte Andersen i rollen som isbjerget Ruth Hedeby i Forbrydelsen og gør det efterhånden helt uden at nævne Far til Fire. Og i aftes stolprede hun så rundt på Gasværkets skrå brædder og sang Beatles-sange iført kostumer, undfanget af Anne Marie Helger på syre (i virkeligheden er kreationerne skabt af Anja Vang Kragh, som lavede Tartuffe for Det kgl. Teater). Anledningen er Nikolaj Cederholm og brødrene Hellemanns flamboyante fortolkning af Beatles-kataloget under navnet “Come together”.

Først og sidst er det ret spektakulært. En blanding af Moliere, Samuel Beckett og Les Miserables. Ingen handling, men en række tableauer, hvor Beatles-sangene bliver fortolket og overfortolket, arrangeret og overarrangeret. Der bliver sunget godt, især af Mark Linn, som kobler David Bowie og John Lennon, så jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tidligere har hørt det slægtskab. Og musikken spilles med det, der i gamle dage hed aplomb. Ind til benet og vekslende mellem et skrig og en hvisken.

Højdepunktet er da Jens Jørn Spottag, iført en udstoppet måge og et overskidt jakkesæt, synger “All my loving” med resigneret fortvivlelse (Isak Hoffmeyer har taget pressebilledet). Annika Aaakjær giver en desperat “You’ve Got To Hide Your Love Away” og bærende på et mindre Mount Everest af affald synger Jimmy Jørgensen “Getting better”. Og det er et overraskende hit at lade “All you need is love” handle om kærligheden som enten en trussel eller et desperat behov ligesom der er en særlig historisk pointe i at give “Get back,” som man kunne forestille sig, at Beatles-konkurrenterne Rolling Stones ville have sunget den. Besk, sarkastisk og stenhårdt akkompagneret.

Anderledes smuk og poetisk er “Here comes the sun” med meterlange orange stofdraperier, der illuderer solopgang. Her bliver det pludselig til at se, hvorfor vi er i lige præcis det rum, men ellers virker alt det halløj med at lade spillerne flyve gennem luften eller kravle op ad væggene som et nummer, somme tider øjenåbnende, javist, men netop et nummer, et logistisk imponerende og velturneret stunt, et produkt (som da samme hold udsatte Beach Boys for det samme). Som hele forestillingen ret beset er. Og som The Beatles i hvert fald ikke var.

I foyeren kan man købe både det nyrestaurerede Beatles-katalog og soundtracket fra forestillingen. Det virker en anelse blasfemisk eller komisk. Alt efter temperament.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top