Roman myrder rockbranchen

2 Comments

Der var engang, hvor jeg mere kontinuerligt end nu fulgte med i rockbranchen, ja, måske endda kunne betragtes som en del af den. Vi skriver 80′erne og 90′erne. Dengang kunne branchen gå på vandet, og løb den tør for vand, fik man det kørt ind i tankvogne ad libitum. Ingen smalle steder, men en indspisthed, en del foråd sig på i den tro, at der var tale om kammeratskab og vi er alle i det her for kunstens (læs: pengene og berømmelsens) skyld.

Den tid oplevede den britiske forfatter, John Niven, på klods hold som A&R-mand på London Records. A&R er brancheslang for artist and repertoire, og funktionen var dengang både bøddel og coach. Det var før internettet og vi-udgiver-bare-vores-musik-selv kulturen gjorde det nåleøje alt for overflødigt.

Det kan man somme tider begræde, men der er til gengæld ingen grund til at sørge over, at den periode nu – vist nok – er fortid. Det bliver man forsikret om i Nivens roman, Dræb dine venner, som er kommet på dansk i Mette Holms ubesværede oversættelse.

Bogen følger den misantropiske, mediekyniske, opportunistiske Steven Stelfox’ ydre forfremmelse og indre moralske forfald. Niven skriver så Hunter S. Thompson virker, som om han var på valium, og Niven får Thomas Treo til at lyde som en vennesæl onkel.

Der er et handlingsskelet, som handler om tilfældige og planlagte mord på kollegaer og konkurrenter. Det er momentvis så spændende som en middelgod krimi, men det er ikke der, bogen har sin styrke.

Den ligger i skildringen af en branche, hvor liderlighed bliver tilfredsstillet af ludere en masse, og hvor ægthed er et fremmedord, som man kun kan udtale, når man enten er høj af kokain eller ør af champagne eller begge dele. Fra Camden til Cannes.

Undervejs er der råt-for-usødet signalementer af virkelige eller fiktive skikkelser. F.eks. om kvindelige, X-Factor-lignende døgnfluer:

“Jeg mener, vi har fat i en pige, der dårligt kan læse. En pige, der for sølle 12 måneder siden ville have slikket den mugne sved af en hjemløs’ bumsede nosser for en pladekontrakt, og alligevel sidder hun der og snakker ‘integritet’.”

Eller om branchens natur:

“Min branche er altid imod forandring (i 50′erne hadede vi tanken om singler, i 70′erne var fjenden kassettebåndet, i 80′erne var cd’erne indledningsvist Antikrist, men for fanden, det kom vi hurtigt over).”

Eller om den nyligt afgiftede Robbie Williams, der sidder og stirrer på en kvinderøv:

“Jeg genkender blikket som mit eget. Stakkels fjols. Han har kun det tilbage. Forestil dig det! Ikke engang 30 og du må ingenting mere. Ingen baner i næsen, ingen piller, ingen iskolde øller, ingen varmende Jack eller Remy. Sidder bare der, fuldstændig ædru i din forpulede herskabsvilla, iført alt det elegante tøj, som du har brugt en hel formiddag på at købe i Bond Street sammen med en eller anden stylist … og nu sidder du i den gale ende af tiden og stirrer ned i fire årtier uden andet selskab end dine egne tanker – et frytgindgydende perspektiv, når du ikke engang har to selvstændige tanker i hovedet. Råddent!”

Eller om indie-grupper og Oasis:

“Jeg hader indie-musik. Indtil for få år siden behøvede man ikke at tænke på det. Det drejede sig kun om et par hundrede tabere i Camden. Så dukkede nogle tabere fra Manchester op med en Beatles-sangbog i favnen, og så skal man pludselig sidde og høre på det møg og have alle disse møder af frygt for, at man kommer til at gå glip af af næste hold. Opskriften på et forpulet mareridt.”

John Nivens stil kan i længden være en smule overlæsset og enerverende, men hans bog er et godt supplement til High Fidelity’s fremstilling af musik som lydsporet i et værested for venlige nørder.

Dræb dine venner er en oplagt mandelgave. Forbered dig bare på, at det er en bitter en af slagsen.

Mere info om bogen her.

Omslagsillustration: Jens Olesen

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top