Så er Mylius heller ikke mere umulius

Så er Mylius heller ikke mere umulius

5 Comments

Jørgen de Mylius er for mange lyden af musik i radioen. Det er Hans Otto Bisgaard, Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe også, men ’Mylle’ kom først. I denne måned er det 50 år siden han med teenagerens gammelkloge uforfærdethed høfligt sparkede døren ind på Rosenørns alle og bragte statsradiofonien ind i en ny tid, hvor pegepinde blev udskiftet med elguitarer. Mylius manuducerede ikke. Han var ude på at fornøje.

Den attitude var længe svær at fordøje for skiftende DR-ledelser, der i tidens løb har haft det ambivalent med Mylius’ ubekymrede, ja, nogle vil sige uanalytiske kærlighed til musikken, men tiden har været med ham. Det samme har lytterne.

DR’s jubilæumsgratiale til ham er ’Hit House’, et nyt program med 60’er-musik, som sendes på P5.

I forvejen har Mylius ’Eldorado’ på P4. ’Eldorado’ er et hyggesludrende program, bygget på lytterkontakt. ‘Hit House’ vil også hygge med “gamle gode minder”, men programmet demonstrerer, at selv om Mylius aldrig bliver typen, der stiller sig op på en ølkasse, så er han altså heller ikke mere ukritisk.

Her trækker han fortællelystent på sin musikhistoriske viden, sin sans for at krydre quizfakta med finurlige pointer og sigende bisætninger (Elvis’ filmmusik var »lurvet«), og han graver dokumentariske klip frem, der siger en del om tidsånden og hvad det var, DR endnu ikke helt begreb. Forleden var der fine indblik i piratradioverdenen via lydoptagelser fra Radio Syd, som ikke kun var plaget af emsige monopolbeskyttende politikere. Isen i Øresund betød somme tider, at båndene med programmerne ikke nåede frem til skibet, hvorfra der sendtes…

‘Hit House’ udgør desuden endnu et tiltrængt fristed i en radio, der ellers er så musikreguleret, at man skal være DR-chef for ikke at kunne høre, at playlistsystemet har udviklet sig til det modsatte af det, der var meningen, da det introduceredes i 90’erne. Ensretning har erstattet mangfoldighed.

Mylius er frisk, men aldrig overfrisk. Og han står ved sin og lytternes alder – ikke mange steder hører man i dag tillægsordet ’herlig’ om musik – men Facebook og Google er redskaber,

Readmore  

Giro 413 – lyden af 2012?

1 Comment

Giro 413. Alene titlen genkalder dengang den gamle gartner var ung, og ingen tænkte over, om sovsen satte sig på sidebenene så længe den bare blev hængende på de melede kartofler. Dansk folklore i mono og siden stereo. Og gennem årene et korrektiv til storbyanmeldere, der f.eks. kan udtale, at et navn som Bon Iver er slået igennem i Danmark. Sådan cirka hvor meget i forhold til Birthe Kjær? For nu at nævne en af dem, der gør Giro 413 til en konstant midt i tidens skiftende trends.

Udadtil har DR hyldet den slags programmer (og sig selv) i skåltaler. Indadtil har de været en sten i skoen, som gnaver mere og mere i disse år, hvor forandringsledelse er ved at blive et lidt slidt udtryk, i hvert fald i DR.

Strukturændringer og program-omformateringer har nemlig længe fungeret som peddigrørsterapi for DR’s programansvarlige chefer. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da ledelsen på sin tjekliste i efteråret nåede til ’Giro 413’.

Udtrykt på DR-dansk blev programværten gennem 17 år, Margaret Lindhardt, omplaceret, fordi hun er så dygtig, at hun gør bedre gavn på P5. Desuden ville man forynge – »have lyden af 2012 ind i DR,« som den ansvarlige chef, Tor Arnbjørn, udtalte i et (sikkert ufrivilligt) indsigtsgivende goddag-mand-økseskaft-interview i B.T. 

Nu ved jeg ikke, hvordan den nye vært, Anders Bisgaard, har det med at overtage et program, som, hvis man tager ledelsens logik på ordet, kan klare sig med den næstbedste vært. Til gengæld er det svært at høre, hvor han gør en forskel.

Margaret Lindhardt havde sin stil. Hun havde (måske for) stor respekt for programmet og dets lyttere. Men hun var god at være i stue med, og havde en samtale kørende med den del af nationen, der hellere handler i Lidl end i Politiken Plus. Og nej, det hele gik ikke op i at plante smil og solskin i hvert et sopptimistisk sind. Faktisk afspejlede musikvalget mere og mere, at også 68’erne har deres holgerfællessangere. Hendrix stod skulder ved skulder med Hans Kurt.

Bevares, afviklingen er nu blevet mere lokalradiotjep, og jeg opgav at tælle de gange, hvor Anders Bisgaard mildt patroniserende betroede os, hvor nemt det er at give sit bidrag til udsatte børn via det der ikke spor svære netbank. Men er dèt lyden af 2012?

Eller består den, som i søndags, af TV2, De Gyldne Løver, D:A:D, Natasja, Elton John og Hannah Bjarnhof-monologen om ’føsda’en’? Eller af et sølvbryllupspar, der fejrer sig selv med Stones-sangen ’Let’s Spend The Night Together.

Man kan afgjort diskutere om den slags brugergenererede playlister giver et godt musikflow, men det er når alt kommer til alt sådan, de fleste forbruger musik. Og Giro 413 har altid holdt med flertallet. Det gjorde programmet før, og det gør det nu, så jeg kan godt forstå, hvis Margaret Lindhardt ikke forstår, at netop alder skulle diskvalificere som vært i et statsinstitution, der i sine stillingsopslag ellers forpligter sig til ikke at aldersdiskriminere.

P4, søndage kl. 13.03-15.00

Denne anmeldelse kan også læses i lidt kortere form i dagens trykte udgave af Politiken

Foto af Anders Bisgaard: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Readmore  

Hjortings greatest hits

Kommentarer slået fra

Jørn Hjorting fyldte 80 i januar i år, men at dømme efter hans quizprogrammer på DK4 er der ikke meget, der tyder på, at 80 skal blive endetallet for manden, der holdt det halve Danmark i neglebidende spænding hver onsdag formiddag på P3. Blev det et lige eller ulige nummer? Et nemt eller ikke så nemt spørgsmål, når danskerne ringede og han spillede. Men først måtte lytteren kvittere med en lille snak fra hverdagen lige omkring ham eller hende.

Nu forærer DR Multimedie Jørn Hjorting og hans mange aldersstegne fans en forsinket fødselsdagsgave: Tre cd’er med sammenklip fra ‘De ringer vi spiller’, programmet, der fra 1968 til 1996 med Hjorting bag mikrofonen var med til at minde os, hvor lille et land vi var. Dengang før globalisering og internet.

Jørn Hjorting beholdt det smalle slips på, da de partisantørklædeklædte ungdomsoprørere bildte sig ind, at de overtog DR i 70′erne. De hjemmegående husmødre i Hejnsvig, dagplejemødrene i Holsted og den pensionerede skolelærer i Struer vidste bedre. Hjorting lånte mikrofonen til det tavse flertal, som faktisk godt kunne få munden på gled, bare der ikke blev talt ned til dem.

Hans kritikere kaldte ham eftersnakker og tomgænger og leverandør af stokroser i stereo. Hans publikum elskede småsnakken over den statsradiofoniske ligusterhæk. Oftest var der i sagens natur småting, men andre gange ting, som måske ikke virkede store, men som fyldte i den anden ende af røret. Hjorting lagde ikke på.

Og jeg husker engang på P1, hvor man havde lånt Hjorting til en samtale med psykologiprofessor Franz From om selvmord. Den skjulte hensigt var vist nok at vise, hvor dårlig Hjorting var til at tackle det svære stof. Det gjorde han imidlertid med stor lethed og gefühl.

Da jeg kom på P3 i starten af 90′erne, var Hjorting klart fjenden, som han sad der i kantinen og holdt tuborgdrikkende hof med sine folk. Vi så ham som modstander af magasinprogrammer om belgisk rock og spændende livekoncerter med finske punkbands eller hvad vi nu fyldte på kanalen i den tro, at vi lavede radio for os selv. Den illusion faldt Hjorting aldrig for. Han advokerede bare for, at der skulle være plads til dem, der var og er flest af – de almindelige mennesker.

Da han og hans slags blev skibet af til Danmarkskanalen, åndede man nogle steder i DR-systemet lettet op. Der blev nok lagt et renere snit gennem sendefladen, men P3 mistede på sæt og vis forbindelsen til hr. og fru Danmark. Og til et stykke kultur, der nægtede at bøje sig for de tilfældige konjunkturer og modeluner, der øst for Valby Bakke havde og har det med at ligne varige fænomener.

På de tre cd’er er der også vareprøver på den musik, Hjortings kunder fik spillet undervejs. Poul Bundgaard, Simon & Garfunkel, TV-2, Arne Lamberth, Lasse & Mathilde, Elvis, Alberte, Anne Linnet, DR Pigekoret, Bob Dylan og Trine Dyrholm er blandt navnene. Det må jeg nok sige…

Repertoiret forblev forbløffende konstant, da Hjorting i 1996 blev afløst af Karsten Vogel (!) og senere Keld Heick, som på hver deres måde faktisk løftede arven fra Hjorting.

Nu om dage bliver der stadig ringet og spillet på det hellige tidspunkt, onsdag formiddag, men gemt væk på dab-kanalen P5 med Peter Sten. Som et minde om dengang DR markedsførte sig som danskernes radio.

Foto: DR Arkiv ©

PS: Dette indlæg er nr. 800 siden starten på denne blog i november 2009. Jeg tror, jeg bliver ved lidt endnu… tak derude for opmærksomheden.

Readmore  

Mærk værten

2 Comments

Mediebranchen er, som jernindustrien, benhård. Ledelserne frygter konstant at kede, ikke mindst sig selv. Derfor er strukturændringer og – på tv – programjusteringer et grundvilkår. Også for de ansatte, som tit ret usmykket får at vide, at nu er det slut. For denne gang.

I den forgangne uge udsendte DR1 en pressemeddelelse, som i blokbogstaver fortalte, at Aftenshowet ikke har været godt nok, og at de nuværende værter og deres vikarer ikke er journalistisk tunge nok.

Det sidste er sådan et udtryk, man bruger i stedet for at sige, at denne eller hin ikke er så smuk og/eller nærværende på skærmen. Så nu har TV2-stjernen Morten Ankerdal fået fri transfer. Han skal, skriver DR, være med til at give Aftenshowet »en anderledes dyb og perspektiverende indholdsside.«

Så fik de lige dén, de værter, der hele sommeren har prøvet at begrunde, hvorfor man skal sende Aftenshowet. Det er sværere end som så, selv om det må medgives, at radioværten Krede og den lidt for indladende Abdel Aziz Mahmoud ikke er grunden til, at tv er opfundet.

Programmet er jo, når alle skåltalerne er forstummet, sat i luften for at forsøge at tage luften ud af TV2 Nyhederne på samme måde som konkurrentens Go’ Aften Danmark er placeret for at irritere TV Avisens 18.30-udgave. Desværre har DR1 ikke Cecilie Frøkjær.

Det indså man allerede, da DR1 i sin tid uden egentlig at have taget handskerne på, forlod ringen og overlod morgenfladen til Go’ Morgen Danmark (hvis to a-værtshold her efter ferien i øvrigt er tilbage i forrygende form).

Det er svært at se, hvordan den ombejlede journalistiske tyngde skal kunne øge Aftenshowets seertal. Vil man da sige farvel til Lotte Heises ovnstegte blæksprutter, krydret med en snak om afrikansk hungersnød, efterfulgt af Nicolai Wammen og breakdansende drenge? Sikkert ikke.

Sig det dog som det er: En god vært er vigtigere end et godt koncept.

Readmore  

DR forvandlet til firma-tv

Kommentarer slået fra

Hvor godt fjernsyn er strukturændringer i DR egentlig? Medmindre man altså er journalist, for vi finder den slags rasende interessant. På den anden side siger det noget godt om den journalistiske integritet, at både TV AVISEN og Deadline mandag dækkede decimeringen af direktionslaget i DR Byen.

Seerne blev dog ladt i stikken. Man ulejligede sig ikke med at forklare indholdet af de berørte direktørområder. Sikkert fordi vi alle sammen ved, hvad DR Medier og DR Oplysning er …

Generaldirektøren overbeviste ikke som advokat for det, DR med vanlig eufemisme kalder justeringer. Både Lillian Gjerulff Kretz og Nynne Bjerre Christensen forsøgte at spørge ind til mediedirektørens fyring – både den fyrede og den fyrende vil jo angiveligt lave tv for alle.

Maria Rørbye Rønn oversælger ikke sit budskab. Hun svarede simpelthen ikke på spørgsmålene, men dèt gør hun til gengæld, så det bliver en intelligent opvisning i teknokratisk tautologi: Ifølge hende skal den nye mediedirektør være »garant for at den strategiske retning skal implementeres.«

Hvad betyder det på dagligdansk? Og for seerne?

Man kunne ligefrem se interviewerne bekæmpe deres hovedrysten. Og frustration over ikke at kunne få udfoldet historien, så den blev andet end internt firma-tv.

At der, uanset cheffyringer, er forskel på DR1 og TV2 så man i dækningen af Erik Skov Pedersen-sagen. DR1 overstod den på halvandet minut som det, det er – banalt bedrageri. TV2 slap tabloidhunden fri af lænken, og live-dækkede foran retten, så man skulle tro, P.A. Alberti var genopstået.

Janni Pedersen blev ved med indigneret-forarget at udspørge den dømte. Uden at komme af stedet. Hun leverede en uskøn forestilling. Og udviste samtidig despekt for kollegaerne ved at afbryde dem, når de stillede deres spørgsmål. Det behøvede man ikke være journalist for at se.

Nogen burde have stillet tilbage til studiet. Eller råbt højere i hendes øresnegl.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens Politiken.

Readmore  

Konsensuskanalen P6

1 Comment

I dag kom det frem, at chefen for P3, P2 og P4, Ole Mølgaard, er et ofrene for den nyudnævnte generaldirektør Maria Rørbye Rønns udrensning i cheflaget på DR. Jeg har her på bloggen tidligere givet udtryk for, at Mølgaard var en af den slags DR-chefer, der virkede, som om han var teflonbehandlet mod kritik, men måske var han ikke så stor populist, som kritikerne hævder.

I hvert fald er det ironisk, at han nu angiveligt fyres, fordi public service-vinklen skal skærpes. Ironisk fordi Mølgaards eftermæle meget nemt kan ende med at blive DAB-kanalen P6 Beat, hvor der jo i den grad musiknørdes igennem.

Jeg hører ikke kanalen konstant – sådan er det jo ingen, der hører radio – men jeg har, siden den gik i luften, været en lytter, der vender tilbage.

Umiddelbart tænkte jeg, da jeg først stillede ind, at der måtte være noget galt; en eller anden strukturel fejltagelse, begået i ly af alle de andre strukturændringer, som altid har været DR’s særkende. For her bliver der jo afspillet musik af mennesker, der lyder, som om de ved, hvad de sender ud i æteren!

Sendefladens rygrad er ‘Mærk lyden’, et lydtapet, som når ud i hjørnerne, men ikke er så mærkeligt, som man skulle tro/have frygtet. Lou Reed gnubber skuldre med Scott Walker og Kurt Vile afløser Strawberry Fields Forever. Jeg ved godt, at det er en maskine, der har lavet forløbene, men parametrene er bare opsat mere fintmaskede og intelligent end man er vant til.

Læg dertil, at man, hvis man hører P6 på nettet, kan gå ind og finde links til autoritative kilder om den pågældende kunstner. Ren public service og en garanti mod vi-alene-vide-eksklusivitet.

Andre programmer, jeg har hørt, er Carsten Holms hyggelige ‘Offbeat’. Han er måske ikke jordens skarpeste udspørger, men det er interessant med gæster i studiet, der både spiller og færdigkomponerer sange.

Min gamle kammerat, Jan Sneum, får i weekendprogrammet ‘Sneums garage’ afløb for sin uhelbredelige svaghed for alternativ musik af den slags, der får David Fricke til at fremstå som en slave af mainstream. Og så har Sneum en af disse radiostemmer, der ganske enkelt ikke laves mere.

Når alt dette er sagt, og ment godt, er der over hele den nye kanal et skær af selvgodhed. Som lytter savner man kritik. Man savner modspil. Man savner nogen, der ikke tager for givet, at rocken er betydningsfuld en kulturfaktor. Kun dermed kan rocken jo bevise sit værd.

På den led bliver P6 en konsensus-kanal.

Det demonstreres tydeligst i programmet ‘Album’. Her etablerer Informations Ralf Christensen og Kristian Leth deres egen diskurs om rock – for nu at blive i deres sprogtone. De er begge meget vidende, og begge blottet for usikkerhed omkring det, de kan lide. Jeg hørte et program, hvoraf det fremgik, at den sidste snes års rock nærmest skyldte Pixies alt. Pixies?

Kristian Leth, som jo også spiller i The William Blakes, har selv, med nogen ret, været ude med riven over for rockistiske rockanmeldere. Når han selv har kasketten på, ligner den til forveksling en studenterhue.

Ord som sonisk og kontekst fylder højttalerne, så det lyder som en kronik i Information. Det er sikkert klogt, men ikke nødvendigvis godt formidlet.

Men det kan musikken jo ikke gøre for, og den er stadig bærebølgen på P6, programmet, hvor The Beach Boys afløses af Arcade Fire. Og mens dette skrives – Alberte Winding, ganske vist i remix, men alligevel…

Readmore  

Spil Dansk-pris til J. J. Gjedsted

6 Comments

Man skal ikke skrive om sine venner, medmindre man også tør skrive noget dårligt om dem. Der er imidlertid meget lidt dårligt at skrive om radiojournalisten, leksikonforfatteren og musikeren Jens Jørn Gjedsted, som har fået tildelt Spil Dansk-prisen. Den uddeles årligt af DJBFA, sammenslutningen af danske sangskrivere og komponister.

Han skal ikke holdes ansvarlig for, hvad jeg gennem årene har skrevet. Han har tit været uenig i det, især når jeg kritiserede danske navne, som han altid har haft en særlig veneration, grænsende til ømhed, for, men han er ansvarlig for, at jeg overhovedet kom til at skrive til andet end børnehaveseminariebladet.

Historien ganske kort: Jeg havde i et læserbrev i Information brokket mig over avisens rockdækning. Jens Jørn ringede mig op, og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig – ulønnet – at anmelde plader i det blad, han havde. MM hed det. Jeg kendte det kun sporadisk.

Jeg glemmer aldrig den dag i 1974, hvor han ringede på min dør. I favnen havde han den største stak lp-plader, jeg endnu havde set. Værs’go at gå igang. Det stoppede aldrig. Det gjorde vores samarbejde og senere venskab heller ikke.

Jens Jørn Gjedsted, som er fra Vejle, men opvokset i Virum og omegn, er uddannet typograf. Som sådan arbejdede han længe, men det fag var lige så udryddelsestruet som kvalitetsbevidste musikjournalister. Så han tog springet. MM havde han, sammen med bl.a. Claus Bøje, startet som en slags medlemsblad for Jazz i Reprisen, biografen i Holte, hvor der blev spillet live-musik.

Siden blev MM en overgang mere eller mindre organ for foreningen Musik & Lys – Jens Jørn har altid, med måde, været til peace, love and understanding. I 1975 gav han som bladejer, lidt modstræbende efter for et internt pres for, at MM skulle komme i løssalg på regelmæssige tidspunkter.

Gennem det næste tiår blev bladet det absolut toneangivende inden for rock og jazz; rytmisk musik, som det hed af hensyn til de sparsomme støttemuligheder. Uden MM havde der i dag hverken været GAFFA eller Sound Venue.

Sideløbende arbejdede Jens Jørn Gjedsted som musiker, fik afløb for sin indre frimærkesamler som leksikonredaktør og -forfatter og virkede mere og mere som radioformidler (med en stemme, der er uden alder og alligevel signalerer pondus, venlighed og faglig viden og lyder som selve grunden til radiomediet).

Man kunne tro, at han som modtager af Spil Dansk-prisen ikke lytter til andet end dansk musik. Intet kunne være mere forkert. Godt nok er hans flygelhornspil på Anne Linnets plade Kvindesind noget af det smukkeste danske, men han spillede verdensmusik før nogen anede, at det hed sådan.

Bob Marley og Milton Nascimento var på forsiden af MM før noget andet sted. Og i bands som Engine, Caracas og Ahmadu Jarrs Highlife Band praktiserede han en musikalsk filosofi, som værdsætter kompentence, men sætter pris på løssluppen tilbagelænethed. Jens Jørn er både til Miles Davis og Tøsedrengene, og er ikke så tøsedrenget, at han ikke vil stå ved det.

Der er en egen ironi i, at netop han nu modtager Spil Dansk-prisen. I sin mangeårige karriere i DR, først som løsarbejder og siden som fastansat, har han til hver en tid forfægtet det synspunkt, at det ikke skader at vide, hvad man spiller for lytterne. Sammen med Benny G. Jensen stod han for radiopionerarbejdet Rockens Danmarkshistorie, som i en anden verden også burde være blevet til en bog. Gradvist, men nærmest fatalistisk sikkert har han siden måttet opleve, at den slags kompetencer er kommet i lavere og lavere kurs. Frygten for smagsdommere og eksakt viden er endt i et amatørvælde, som byder den ellers sagtmodige Gjedsted imod.

Konsekvensen af den udvikling er også, at han i dag, på deltid, er eneste fastansatte medarbejder i det, der engang var en international berømmet jazzredaktion. Det glemmer DR’s presseafdeling af en eller anden grund at fortælle.

Jens Jørn Gjedsted kan for tiden høres i programmet Stardust på den aftenflade Jazz på P2, som senere på året bliver integreret i den digitale jazzkanal, P8 Jazz. Ikke alle ser det som så ubetinget et fremskridt som DR-ledelsen. Han får også prisen for sit arbejde med at restaurere Hotel Evergreen.

Evergreen – det er han selv blevet.

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Readmore  

DR fremme på det digitale beat

6 Comments

DR’s programpolitiske skåltaler er let gennemskuelige, især hvis man har været ansat i koncernen. Ingen kan som DR sælge besparelser som omstruktureringer, og forklæde seertalsspekulation som folkelighed (X-Factor f.eks.). En af institutionens allerkomiske Ali’er er kanalchef Ole Mølgaard. Han er chef for de digitale kanaler, P2, P3 og P4. Han er, som alle teknokrater, belagt med teflon og HR-retorik som værn mod kritik for overfladiskhed og udsultning af kvaliteten.

Der er derfor ekstra grund til at svinge med luftguitaren ved meddelelsen om Mølgaards seneste udspil: Mandag 11. april sætter DR stikket i til den digitale radiokanal, P6 Beat, der vil sende 24 timer i døgnet.

Istedet for lydtapet vil kanalen byde på en række kvalificerede værter, der, som det hedder “kommer til at omfavne de alternative strømninger”. Forhåbentlig bliver der også plads til kritik af samme…

Med på holdet er (på billedet) Jan Sneum, der jo er en institution i institutionen og en af de yngste, mest nysgerrige musikelskere, jeg kender. Han vil holde lytterne oppe på beatet sammen med Carsten Holm (som skriver om tiltaget på sin blog), Camilla Jane Lea, Krede, Anders Bøtter, Kristian Leth og Ralf Christensen. De to sidste bliver værter i ‘Album’, et nyt program, der vil minde lytterne om dengang et album var en helhed, og ikke bare en stribe fragmenterede downloads.

Man skal nok ikke forvente særlig meget mainstream på den nye kanal. Eller retro, medmindre det er af den trendy slags. Til gengæld bliver musikudbuddet en konsekvens af den tid, vi lever i. Som Sneum siger: “Det ustyrlige ved musikscenen nu er, at den er grænseløs og dermed pragtfuld uoverskuelig. En verden af musik ligger et klik fra enhver, der har lyst til at lytte. I en sådan verden af vidunderlig musikalsk mangfoldighed på tværs af tid og sted kan en guide af og til være både påskønnet og påkrævet.”

Det vil Jan Sneum selv være i programmet Sneums Garage, hvor der ikke er plads til stadionrock.

Tilbage bliver at se om den nye kanal bare er en bekvem måde at stuve al distraherende ekspertviden af vejen på i stedet for at lade den tilflyde resten af programfladen, hvor der ved gud er brug for den. Man kan desværre have sine bange anelser om, at P6 Beat i virkeligheden bare er et dæknavn for P6 Ghetto.

I lyset af lovsangen om det velsignede ved alt det uventede kan Ole Mølgaard jo brygge videre på sine bortforklaringer om, hvorfor man har slagtet livemusikken på DR…

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Readmore  

Tim C. skal bistå unge talenter

1 Comment

Nu om dage er sangskrivning som bekendt et fag. Det kan man mene om, hvad man vil. Det positive er, at det gode håndværk som regel aldrig formindsker talentet.

DR åbner nu et digitalt sangskriverværksted. Et forum for “unge sangskrivere”, hvor de unge, som det hedder i pressemeddelelsen, “kan hjælpe hinanden, uploade deres sange og få konstruktiv kritik af andre unge og af ‘månedens mentor’”.

Blandt mentorerne er Tim Christensen, Kira Skov, Marie Fisker og Mads Nygaard (fra Sterling). Den snart cd-aktuelle Steffen Brandt lægger ud som mentor fra 1. februar.

DR fremhæver som “et af de helt centrale steder på det nye site sangeren og sangskriveren Tobias Triers sangskriverværksted, hvor han fortæller om alt fra det gode omkvæd til hooklines, genkendelse og overraskelse, riffs og meget andet”. Her kan man også få råd til festsange, som det bliver en fest at synge.

”Sitet skulle gerne give gymnasieelever og højskoleelever lyst til at kaste sig ud i sangskrivning og finde den indre sangskriver frem. Vi har allerede prøvet det af hos udvalgte gymnasieklasser i efteråret, og det blev en stor succes. Og de har allerede uploadet de første sange,” siger Birgit Bergholt. Hun er  projektleder for DRs Syngelyst-kampagne, der står bag initiativet.

Syngelyst er en tre-årig-kampagne fra 2009-2011, der har til formål at få børn og unge til at synge mere, synge sammen, synge selv, skrive sange og forholde sig til sang.

Birgit Bergholt betoner, at det ikke drejer sig om ”at DR nu vil lære de unge at snedkerere et sikkert hit. Derimod handler det om at hjælpe dem til at udtrykke sig i sang og musik.”

Herfra skal bare lyde eet spørgsmål: Hvad med de lidt ældre sangskriverspirer?

Læs mere på Dr.dk/sangskriver.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Readmore  

Mere sne på tv

Kommentarer slået fra

Det er i dage som disse, at man ærgrer sig over, at DR-direktør Morten Hesseldahls tanker om at give nyhedsudsendelserne en ekstra kulturel dimension endnu ikke er implementeret.

Forestil Dem, tv-avis-værten indlede med Schade-ordene »Nå, så fik vi da sne, og jeg, som troede, vi ikke skulle have sne, og så ser det virkelig ud til, at vi skal have en ordentlig bunke sne,« for så at give ordet til Henrik Nordbrandt, der fortæller, at »Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.«

I modsætning til DSB kommer snevejr aldrig ubelejligt for DR eller TV2. Selvfølgelig er der andre historier, men set fra remote control-højde virker det, som om der p.t. er ryddet for alt andet end sne i kanalernes nyhedsdækning. Bæltekøretøjer, fastkørte busser og lastbiler fylder billederne. Og meteorologerne så synligt oplivede ud ved varslerne om snestorm i morgen.

Mandagens scoop stod TV2 for. Ved Smidstrup var en bil kørt fast. Foran den stod reporter Lisbeth Davidsen og så en mand grave den fri. Hun er kyndig i italiensk kultur og indenrigspolitik. Ved at skrabe lidt sne af bagenden, kunne hun da også skarpt konstatere, at der var tale om en Morris Mini. Er det det, der kaldes afdækkende journalistik?

Senere på aftenen forsøgte Poul Erik Skammelsen på News behjertet at mene, at de nye wiki-lækager var døgnets vigtigste historie, men han blev dementeret af forløsningen på dramaet om bilen ved Smidstrup. Vi skulle nemlig også se den blive trukket væk af en kranvogn. Er det det, der hedder konsekvensjournalistik? Eller grunden til, at vi både har TV2 og News?

Omvendt kan nyhedscheferne efter endt dåd søge trøst og syndsforladelse ved at gøre Jens August Schades afsluttende ord i digtet ’Sne’ til deres egne: »Jeg har ikke halet den ud af luften, det er kommet sådan af sig selv.«

Denne tv-anmeldelse kan også læses i Politiken 1.12.

Billedet hentet her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top