Camilla er ikke til mainstream

3 Comments

Bare fordi man er radiovært kan man sagtens tage sig fotogen ud. Fra foråret 2011 kan Camilla Jane Lea høres på DAB og nettet som en af de fem værter, der forhåbentlig skal genoplive DR’s alt for længe henslumrende tradition for seriøs rockdækning. Der er adgang forbudt for mainstream på den nye kanal.

De andre er Carsten Holm, Krede, Anders Bøtter samt – ikke mindst – en af dansk radiorockjournalistiks grand old men, Jan Sneum.

Han skønnes ikke så fotogen som de andre, så ham har DR ikke lagt stylede billeder ud af. Det passer ham vist meget godt. Sneum er absolut til den ustylede del af musikken.

Sneum, der har været i DR siden 1980, opdagede islandsk musik, før nogen kunne stave til Björk, og har plejet en svaghed for rockens sære gevækster. Han har været drivkraften bag Politikens rockleksika om udenlandske navne, og var i mange år leder af radioens live-musik-afdeling – den er nu i al beskæmmende stilhed skåret væk. Mærkeligt nok på et tidspunkt, hvor livescenen aldrig har været mere sprudlende.

Stay tuned.

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Readmore  

DR skruer op for dansk musik

1 Comment

Digitaliseringen og nettet bliver, ofte i samme åndedrag, fremhævet som et demokratisk gode for musikken, den være sig mere eller mindre rytmisk. Enhver kan i dag få udgivet sin musik og afsat den, og det er blevet odiøst at minde om, at pladeselskaberne også havde en kvalitetskontrollerende faktor. De fungerede (og fungerer) som et filter, som ud fra anderledes ubarmhjertige parametre end kammerater og kollegaers rygklapperi kunne fortælle den håbefulde, at talent handler om andet end at ville frem.

I det lys er det værd at modtage nyheden om, at Gramex i 2009 noterede sig 1.711 nye danske udgivelser. Eller 508 flere end året før. Uden at have hørt mere end brøkdel af dem, blot denne konstatering: Det er for mange.

Naturligvis skal public service-firmaet DR afspejle den udvikling, selv om der ligger en god portion provinsialisme i en programpolitik, der prioriterer musik af, som det hedder, dansk herkomst. DR har netop offentliggjort, at man spiller mere danskproduceret musik end nogensinde før. 36 procent af den danske musik, der spilles på P3, er produceret herhjemme. På P2 og P4 er tallet hhv. 31 og 48.

Kanalchef Ole Mølgaard er selvfølgelig glad: “DR har en særlig forpligtelse over for den danske musik … ingen andre kanaler spiller så meget dansk musik som DR”. Tillykke med det. Og tillykke med de politiske pluspoints, institutionen uden tvivl scorer i den forbindelse. Vi fortrænger så for en stund, at DR stort set har nedlagt al produktion af levende rock, men det har Mølgaard sikkert også en god forklaring på.

Det plejer han at være god til.

Tilbage bliver den evige og evigt interessante diskussion om, hvad dansk musik egentlig er for en størrelse. Store dele af de nye plader indspilles jo på engelsk og med ambitionerne rettet mod et udlandsgennembrud. Som på billedet Camille Jones. Hun er født i Skanderborg, men hvor dansk er hendes musik egentlig?

Foto: Agnete Schlichtkrull © DR

Readmore  

Blev Reimer Bo ofret?

4 Comments

Her til lands har vi altid haft det svært med folk, der synes, de selv er gode og alle pengene værd. Faktisk har en hel avis, Ekstra Bladet, som del af sit journalistiske DNA misundelse på andres vegne. At DR også har det, kommer bag på mig. Men det er, hvad man fristes til at udlede efter at det her i eftermiddag blev meddelt, at 21 Søndags vært Reimer Bo Christensen er blevet sat fra bestillingen.

Årsagen er angiveligt, at Reimer Bo er blevet større end sit program, i sig selv ironisk i en branche, hvor værtsrollen er så feteret. Men som DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup siger i en officiel udtalelse: “Jeg har meget stor respekt for Reimer. Han er en knalddygtig journalist og har været en god mand for DR igennem rigtig mange år. Men vi var nået til et sted, hvor Reimers person kom til at skygge for de journalistiske historier i programmet – og det er en situation, som vi ikke kan leve med.”

Anledningen er, at DR har givet sig selv lov til at købe et såkaldt eksklusivt interview med Stein Bagger af den deltidsansatte Reimer Bos firma. Det kan man, synes jeg, vanskeligt bebrejde Reimer Bo, men det var, hvad folkestemningen alias konkurrerende journalister gjorde, da det kom frem. Oveni fik man med tilbagevirkende kraft ondt i røven over, at manden som selvstændig havde opereret som ordstyrer ved arrangementer, hvor Stein Bagger var involveret. Arrangementer, der var arrangeret af andre end Bagger, som altså ikke, som visse medier mente at vide, havde betalt Reimer Bos hyre.

Man kan mene, hvad man vil om den slags nebengesjæft, men det har alle dage været en anerkendt praksis for journalister. Og ingen har hidtil fundet på at fyre DR-stjerner af den grund.

Denne sidste del af historien er Ulrik Haagerup (eller hans ledelse) klog nok til ikke at anvende som argument for omplaceringen af Reimer Bo Christensen, men lur mig, om ikke de forsider har givet den hyperambitiøse og dygtige Haagerup ridser i lakken internt. Det er nemlig hans ansvar, at nogen overhovedet har sagt ja til at købe Bagger-interviewet af Reimer Bo. Det medgiver Haagerup da også i pressemeddelelsen, og han lover, at det aldrig vil ske igen: “Nu har vi kigget hinanden i øjnene og aftalt, at det her ikke kommer til at ske igen – der skal være rene linjer.”

Men hvorfor er det lige Reimer Bo, der skal ‘fyres’? Har han ikke holdt rene linjer? Hvad har han gjort, som er ulovligt? Selv forstår han det ikke. Gør du?

Imens breder den uskønne ramme stank af reddet røv sig.

Og i DR’s øvre ledelseslag er de gået gang med deres yndlingsdisciplin: At få aben placeret.

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR

Readmore  

Eksfaktor

5 Comments

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg X-Factor:

Snart rinder DR’s grotesk overdimensionerede talentkonkurrence ud for denne gang. Heldigvis, siger jeg, selv om det er op ad bakke at have den holdning til X-Factor, når nu politikere midt i finanskrisen vil bruge samråd på at diskutere sms-afstemninger, og man på morgen-tv kan se en Cavling-nomineret, nu tilpasningsduelig chefredaktør på B.T. begrunde, hvorfor man giver amatørerne så meget plads, at man – næsten – savner bladets dækning af Zobel-sagen.

I gårsdagens semifinale skulle deltagerne bl.a. synge Gasolin’. Det holdt de nok til, altså Gasolin’. Kim Larsen havde takket nej til at bivåne arrangementet. Han kaldte det ”ren porno”. Og nok er den gamle svajer en selverklæret romantiker, der begræder tabet af ismejerier og lædersnørede fodbolde, men han har jo ret.

Det forstemmende ved X-Factor er ikke DR’s teflonagtige besværgelser om, at det jo er ”høj kvalitet i sin genre,” som den nye mediedirektør i går i helt anden anledning følte sig kaldet til at mene, og at man skam ikke bilder deltagerne noget ind. Mange af dem har jo snuset til medieforståelse i skolen, og menes derfor åbenbart at kunne gennemskue, at den prime time-iscenesættelse, der forstørrer deres gennemsnitlighed, bare er en illusion, som skal gøre den uundgåelige nedtur mere festlig og dermed skånsom.

Næh, det sørgelige er, at dommerne vil medvirke til den momentane massepsykose. Remee, Soulschock og Pernille Rosendahl kender om nogen popbranchens faldgruber. Alligevel ifører de sig juhu-hat og krokodilletårer og booster deltagernes forfængelighed med superlativer, der for længst har mistet al mening, men da deltagerne også synes, det er for vildt, gør det ikke den store forskel. Lige bortset fra, at dommerne taler mod bedre vidende, når de spår mange af deltagerne store karrieremuligheder, fordi de kan karaokesang for viderekomne.

Dommerne ved nemlig, og DR bør vide, at faktorernes orden er ligegyldig. Forude venter ikke den røde løber i Los Angeles, men Lyngby Storcenter før den nådige glemsel, som kun afbrydes, når B.T. laver den obligate ’hvad-blev-der-egentlig-af-dem’-serie.

Og apropos X-factor, så har sangeren Elisabeth gjort sig nogle tanker, efter at hun var blevet spurgt, om hun ville være dommer i samme program. Læs mere her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top