Hold vejret med Hother

Hold vejret med Hother

Kommentarer slået fra

Danmark har som måske bekendt et areal på 43.000 kvadratkilometer – sådan cirka. Som andre småstater har vi altid en interesse i at gøre os større end vi er. Og nu, hvor landsholdet og Caroline Wozniacki svigter, er det godt, vi har de to landsdækkende tv-kanalers vejrdækning.

Alle snakker som bekendt om vejret, og DR1 og TV2 bilder sig ind, at de kan gøre noget ved. Ja, faktisk bliver vejret dækket, så man skulle tro, Danmark var på størrelse med Tyskland. Og at Bornholm og Mors befinder sig i hver sin tids- og klimazone.

Som om vejrmeldingerne i halen på nyhedsprogrammerne og DR’s daglige ’Vores vejr’ med fyldstof om sukkerroehøsten (ren reklame for et sukkerfirma) og lynforekomster om vinteren ikke er nok, kan man også gå på nettet, gudhjælpemig gense de gamle vejrprogrammer og følge vejrudviklingen eller manglen på samme time for time, som om vi alle er fiskeskippere, piloter, lystsejlere eller landmænd. Jeg forstår det ikke helt.

I lighed med andre nyhedsområder sker der også på vejrfronten en sensationalisering. Og nej, jeg ønsker mig ikke tilbage til en dækning lig med den, Buster Larsen engang gjorde grin med i ’Hov-Hov’, hvor han kiggede ud af vinduet og så fortalte, hvad han så, men nu om dage virker det lige så grinagtigt at se yngstepraktikanten stå i blæst eller puddersne og fortælle, at det blæser eller måske vil komme til at sne mere. For slet ikke at tale om, når bølgerne truer med at slå ind over en eller anden mole. Så kan både DR1 og TV2 let komme til at ligne forstadierne til The day after tomorrow. Og når det så endelig sner, som denne formiddag, lyder de en smule skuffede på begge kanaler over, at det tør i eftermiddag.

Forsonende nok kan vejrdækningen på de landsdækkende kanaler også minde os om, hvor lille et land, vi faktisk bebor. Vejrværterne er for længst blevet mediestjerner, og den slags skinner der, hvor de får flest penge for at gøre det. Så der har været og er et rend frem og tilbage mellem DR1 og TV2. Naturligvis er jobskiftene altid pakket ind i floskler a la »det bliver både udfordrende og rigtig spændende for mig at prøve kræfter med en ny arbejdsplads og en ny måde at fortælle historier om vejret på,« som TV2’s Cecilie Hother sagde, da hun for syv måneder skiftede til netop ’Vores vejr’.

Nu har TV2 røvet hende tilbage som er hun en anden tante Sofie. Til den nye kanal TV2 Fri, hvor ’vejr-baben’ pudsigt nok glæder sig til at skulle i gang med en helt ny værtsrolle, hvor hun skal »tage temperaturen på andet og mere end vejret.«

Vi kan dårligt klare at holde vejret til det nye program går i luften.

Vejrdækningen, TV2 og DR1 og på kanalernes web- og Facebook-sider.

Denne anmeldelse kan i kortere form også læses i dagens printudgave af Politiken

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Frits Helmuth – meget mere end hudløs

Frits Helmuth – meget mere end hudløs

Kommentarer slået fra

Man behøver ikke være Springsteen-fan for mangen en aften i fladskærmens skær at tage sig i at nynne hans sang om at have »57 channels and nothin’ on.« Og så pludselig, midt i båndsløjfen af udpinte temaer, skamløse pinligheder og oppustet retorik, kan man støde på programmer, der ikke alene minder en om fascinationen og magien ved mediet, men ligefrem får en til at skrive tak på girokortet til licenskontoret.

Nu er girokort ikke, hvad de var. Det er fordybelse på tv heller ikke. For slet ikke at tale om hæderlighed og ærlighed.

Begge dele var i mandags til stede i både generøst og næsten grumt overmål i Per Wennicks dokumentar om Frits Helmuth, manden, de kaldte »ølhundens søn.« Foromtalen beskrev programmet som »hudløst.« Brugen af den kliche er slet ikke i sync med det timelange indblik i et liv, levet af en mand, for hvem virkeligheden var en fiktion – for nu at citere hans søn, Mikael Helmuth.

Historien om Frits, sønnen, der både kæmpede for at komme fri af faderens skygge og gemte sig i den, er følelsestærende alvor. Fortalt uden billige trick.

Med hans sidste forestilling, ironisk nok i rollen som Osvald, som rammefortælling, indfølt filmet i 2003 af Henrik Helsgaun, oprulledes en skæbne, der fik succes på scenen, men det modsatte, når følgespottet var slukket.

Frits Helmuth var førstestemmen i det tragiske kor; sønnen, datteren, Pusle, vennen og instruktøren Kaspar Rostrup var blandt de, der gjorde koret flerstemmigt. Ikke smukt og harmonisk, men nøgternt og alligevel med ømhed. Helt i Wennicks stil, som skyede det patroniserende, det fordømmende, det sentimentale. Man kan indvende, at han skulle være gået mere til sin hovedperson og udfordret dennes defaitistiske holdning til sit alkoholiserede liv og den mavesårsfremkaldende arv efter en far, der var lige så fraværende som han selv endte med at være. Det var unødvendigt.

Close-up-billederne sagde alt om omkostningerne ved at »skulle leve op til at være den, han var blevet berømt på at være.«

Og næsten uudholdeligt at overvære var de sene optagelser, hvor han – siddende over en fadøl – glædede sig til et andet liv. Samtidig sagde hans vandanløbne øjne, at han vidste, at det magtede han ikke. Han havde valgt for længst. Som han sagde: »Hvor meget poesi kommer der ud af et glas isvand?«

Det er på sin vis rigtigt, men også noget fordrukkent sludder. På den anden side ville ædruelighed – deprimerende nok – ikke have givet nær så godt tv.

Genudsendes på søndag på DR1 kl. 15.55

PR-foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Skru op for dit indre barn

Kommentarer slået fra

Dengang jeg var barn, legede vi udendørs. Og vi legede igennem. Især om sommeren, hvor der – selvfølgelig – var evigt solskin. Kovbøjdere og inderjanere afbrudt af hønseringe og hulahop og så spillede vi fodbold i gården uden at ane, at det bare var street.

Nu om dage leger børn ikke mere. Man ser det i hvert fald ikke så tit. De sidder i stedet den udslagne dag og halve nat foran computerne, vor tids hinkeruder. Eller gør de?

Siden 2001 har DR hver sommer kørt det direkte morgenprogram Sommer summarum, der med succes afmonterer enhver adfærdsforskers bekymring for børns legelyst.

På fjerde sæson er Mikkel Kryger og Sofie Linde Lauridsen veloplagte værter for et program, der i sjælden grad er i øjenhøjde med seerne, som vel at mærke ikke nøjes med at kigge på, men deltager med arme og ben og liv og sjæl, både der hvor det foregår (Tiøren på Amager og Tangkrogen ved Århus) og foran skærmen. Som Sofie siger, for hun er sådan en, man kun kan være på fornavn med: »I skriger, så man kan blive helt bange for, at der skal komme noget ud i den anden ende…«

Sommer summarum kender sine kunder og de kender Sommer summarum. De ved alt om monstret fra Borneo og lykkehjulet, men selv om genkendelighed er en del af charmen, bliver der rigeligt med plads til andet i det timelange program. En ting er at skabe opmærksomhed omkring alternative fødevarer som græshopper og larver. Lidt sværere er et indslag om børn, der er vilde med dans, men ikke kan kaste sig ud i den så uforbeholdent som deres kammerater. De lider nemlig af hjertefejl. Begge dele lykkedes.

Og apropos computere så havde man fået den gode ide at gøre tidens digitale tidsfordriv analogt. Der blev spillet ”Angry birds” i en installation, der lignede et overskudslager fra en byggelegeplads, og børn, og måske bedsteforældre, fik et ret illustrativt kursus i at tweete. På en drejbar rulle, hvor man selv skrev sine beskeder…

Sommer summarum opdaterer en fornem DR-tradition, som grundlagdes i radioen med Sommerferiebussen med Elith Nørreholm og Søren Kragh-Jacobsen. Mikkel og Sofie bliver forhåbentlig forgyldt af deres arbejdsgivere. Tempoet og humøret er højt, men det bliver aldrig hverken overfrisk, overgearet eller overfladisk. De lytter og de lever. Og får os til at leve med. Bedre ambassadører for DR’s kernekvaliteter fås ikke.

Summa summarum: Skru op for din fjerner. Og for barnet i dig selv.

Sommer summarum, DR1, hverdage kl. 8.25. Genudsendes på Ramasjang og kan genses på nettet.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Programmets meget aktive site finder du her.

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Mærsk blev begravet tre gange

Kommentarer slået fra

I mediebranchen er den ulige kamp mellem holdning og underholdning ude i overtid. De smarteste aktører taler om nye udfordringer, mens pessimisterne ikke kan se sig ud af den kendsgerning, at stadig færre unge behøver en nyhedsdækning på hævdvundne journalistiske præmisser.

Lyder det kedeligt? Det er det også. For mediebrugerne, for journalistikken og for det, vi i skåltaler kalder demokratiet.

Trods krisebetinget smalhals skorter det dog i branchen ikke på investeringsvilje, når det skal være. Og dét skulle det, da Mærsk Mc-Kinney Møllers såkaldte private begravelse blev væg-til-væg-dækket af DR1 og TV2. Det handlede så i sagens natur mere om gammelt end ungt.

Allerede på dødsdagen anede man, hvor det bar hen. De sene TV2-nyheder sendte en uddannet journalist til Esplanaden. Han kunne fortælle det, vi alle kunne se – at der var lukket og slukket. Man skal vist være nyhedsdirektør for se nytteværdien af det indslag.

Rustvognsruten var ikke myldrende kranset af taknemmelige borgere og aktionærer, men dækningsgraden af begivenheden antydede, at vi bivånede generalprøven på næste kgl. begravelse.

Begge kanaler havde helikoptere i den skyfri luft, hvis vi havde glemt, hvordan byen så ud fra oven. Den over fire timer lange transmission havde sat journalister på uriasposter. Som hende, der af DR1-værten blev spurgt, om hun troede, folk ville forlade stedet eller blive stående og vente på at se gæsterne forlade kirken. Tja, hvad synes du selv?

Alligevel var der forskel på dækningen. TV2’s unge seniorjournalist, Johannes Langkilde, var, mildt salvelsesfuld, Des med seerne. Flaget var på halv, lød det. Og folk står med »bøjede hoveder«. Det så nu mest ud, som om manden i billedet sendte en sms. Den ugebladssentimentale tilgang blev hæmmet af, at man dårligt vidste, hvem der var hvem af gæsterne. Virkelige magthavere hjemsøger nemlig ikke Billed-Bladet.

DR1’s Kim Bildsøe Lassen var ikke ufølsom, men han og hans kolleger havde proportionerne i orden. En sigende detalje kom, da kisten blev båret ind: DR1’s kvinde foran kirken tav, fordi situationen, som hun sagde, krævede ro. På TV2 kværnede de bare videre af frygt for at seerne skulle zappe videre.

Til gengæld lykkedes det begge konkurrenter at fortælle om den fædrelandskærlige kapitalist uden at ty til netop den kliche. DR1’s Niels Lunde og TV2’s Ole Krohn havde styr på stoffet og modstod fristelsen til at gå amok i anekdoter.

Imens lå hovedpersonen i sin dannebrogsdraperede kiste og undrede sig over dobbeltdækningen. Det ressourcespild var aldrig gået i hans foretagende.

Readmore  

Kender du typerne?

2 Comments

I en branche, hvor forandring er gud, er et program som Kender du typen gudsbespottende. Det tog i onsdags hul på sin 117. sæson på DR1. Af den simple grund at det grundlæggende er godt tv, i slægt med en anden af kanalens sejtrækkere, Hammerslag.

Universet er overskueligt og hjemme i chaiselongen kan vi alle få lov at gætte med. Også i ’Kender du typen’ gætter nogen for os, og så alligevel ikke. De lægger ledetråde og snublesnore ud, før vi når frem til, hvilken kendis der egentlig bor hvor.

Den nye sæson byder på ny vært og ny livsstilsekspert. Radioen har ikke monopol på Mads Steffensen, så han har overtaget efter Jens Blauenfeldt. Det kræver en tilvænning. Blauenfeldt legemliggjorde i den grad programmet med sin skæve, uhøjtidelige seriøsitet. Anvendeligheden af Steffensens bondesnu jovialitet er indlysende. Originaliteten er det sværere at få øje på.

Det er den ikke i valget af ny ekspert. Christian Grau vil nogen kende som motorkyndig i Go’ Morgen Danmark. Han er storbymand, iført unge drengesko og en voksen jakke, for nu at citere hans med-ekspert, Anne Glad, som han på den anden side beskrev som en, »der var stukket af fra settet i Mad Men.« Hun er en pæn, plisseret pige med et skarpt blik, og fylder efterhånden godt ud efter den ret stilforskellige Christine Feldthaus, som ellers med Niels Folmann brandede programmet og sig selv i en årrække.

En af udfordringerne for konceptet er, at Danmark har flere wannabe’s og kendisser end berømtheder. Men øjensynlig er der ingen mangel på så godt som kendte, der vil åbne døren for lidt civiliseret paparazzi.

En særlig, måske utilsigtet gevinst ved programmet er, at eksperten indirekte kommer til at sige en del om sig selv og sin virkelighedsopfattelse. Som da Anne Glad betroede os, at det »er blevet mere og mere almindeligt at have en personlig assistent.« Hm…

Sådan en havde aftenens offer, svømmeverdensmesteren Jeannette Ottesen, nu ikke, selv om man skulle tro det. Hendes hjem så ordentligt og overordentligt kedeligt ud. Hun, der »ikke er romantiker, men godt kan lide romantik«, er nygift, endnu ikke fyldt 25, men bor som om dette var den flødefarvede endestation med specialblandet cappuccinodrys på dåse, røgelsespinde på badeværelset, farvekoordineret tøj i skufferne, Nespresso-grej og et stereoanlæg med høj WAF-værdi – WAF står for wife acceptance factor. Der var, som det blev udtrykt, ikke mange mandlige kønshormoner til stede i de rum. Min ældste teenagedatter udtrykte det mere bramfrit: »Hun har jo kastreret sin mand.«

Måske skulle man sende Pelle Hvenegaard og hans hærværksmænd fra Herre i eget hus efter hende…

Se mere om programmet her.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken

PR-foto: Agnete Schlichtkrull/DR©

Readmore  

Ikke kun en hound dog

Kommentarer slået fra

I en tid, hvor løftebrud bliver relative, kan man tage sig i at ønske, at politikere (og journalister) var dyr. Dyr svigter ikke. De er uforbeholdne i deres kærlighed eller hvad det nu er, vi mennesker bilder os ind, at de umælende kræ føler.

Hunden er menneskets bedste ven. Det er hamsteren også. For slet ikke at tale om katten, ja, sågar rotten og papegøjen. Og en del af dem kommer i himlen på Amager. I Dyrenes Mindegrave, som skildres i ’Hundekirkegården’, en ny DR1-dokumentar af Per Wennick.

Wennick trænger sig aldrig på, men giver tid, rum og tillid. Han bruger ikke kameraet som løftet pegefinger, men som en seismograf. Han hverken omklamrer eller kloger sig på de medvirkendes motiver.

Det forhindrer ham ikke i at mene noget, men han gør det subtilt. I ’Hundekirkegården’ er pointen, at hovedpersonerne ikke er de døde kæledyr, men deres ejere og disses følelser. Her bliver gode dyr aldrig rådne.

Han tager os med på en rejse fra vugge til krukke. Gennem en verden, hvor sentimentalitet ikke er et skældsord, men hvor voksne mennesker i ramme alvor hulkende beder Fadervor foran en gravsten med inskriptionen ’Tak for et forrygende venskab’. Eller bryder sammen hos dyrlægen, når katten får den sidste sprøjte.

Dyrene var bipersoner i forhold til hende, der aldrig fik et knus af sin mor og ikke selv gav sine børn et, men sov i arm med sin hund. Eller hende, der lever på mindet om abbesineren Zeus, der spiste med ved bordet og til sin fødselsdag fik et gavekort, så den kunne købe alle de rejer den ville. Eller pensionisten, der ikke har haft en kæreste, for ’hvis jeg ikke har noget, har jeg ikke noget at miste’ – et motto, han ikke har fulgt i forhold til sine dyr.

Hovedpersonen var Marianne, stedets graver. Hendes liv kunne have fyldt et helt program, tidligt præget som det var af overgreb, voldtægt og alkoholisme. Nu sad hun i en skurvogn, omgivet af batteridrevne plysdyr. Mærket, men livsklog og djærv, for »man kan godt være glad, selv om man er født pessimist.«

Alt i alt ualmindeligt almindelige mennesker med følelser, der forekommer dem så naturlige som overprisningen af kattemad. Eneste mislyd (undskyld) var, da Lise Nørgaard lidt for tilfældigt skulle se Matadorhunden Kviks sidste hvilested. Da virkede den ellers ret uimponerede graveren noget starstruck og benovet over berømtheden, der »ikke går ind for dødskult,« men samtidig citerede sin mormor for, at »man skal ikke omgås mennesker, der ikke kan lide hunde. For så skal nok være noget andet i vejen med dem også.«

Uden en dokumentarist som Per Wennick ville vi seere i endnu højere grad være overladt til at spise os tomt mætte i kager og jordbær for sjov.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR @

Readmore  

TV-banaliseringen af Breivik

Kommentarer slået fra

Velvidende at jeg nok begiver mig ind i et minefelt, vover jeg alligevel et suk: Har vi ikke dækket tragedien i Norge nok?

I det mindste på den breaking news-facon, DR1 og TV2 har bedrevet. Her tænker jeg ikke på de panderynkende eksperter, som i starten af forløbet hellere skulle have holdt deres mund. Nyhedsadrenalinen har det med at kortslutte koldsindigheden.

Mere tankevækkende har fraværet af dybde og refleksion været. Med Deadline som en undtagelse. Nyhederne og TV Avisen har gjort småt til stort som om selve udåden ikke var stor nok, og har i vid udstrækning været mikrofonholdere, som af frygt for at træde forkert ikke har turdet stille det næste spørgsmål.

Eksemplerne på begge dele er legio: TV2 nøjedes en aften ikke med en mand i Oslo. Man sendte sin nyhedsvært nord på for at spørge den udsendte, hvad der skete. Horisont havde været på landet for at gå bag om morderen. Resultatet blev ufrivilligt komisk med fåmælte nordmænd, som afslørede, at Breivik kunne lide at spise sin pizza i fred. Og antallet af praktikanter, der, med udsigt til Utøya, fortalte, hvad vi vidste, virker endeløst.

Det var på sin plads at dække det ene minuts stilhed, også fra en dansk vinkel, men som om selve seancen ikke var sigende nok, skulle vi bagefter høre folk, hvordan de ligesom følte det i løbet af det tidsrum. Hvorfor turde man ikke spørge, hvordan man kunne føle »dyb, dyb sorg« over helt ukendte menneskers død. Er det tegn på, at vi omsider alle er blevet en stor familie eller bare et udtryk for disse Facebook-tider, hvor store ord ikke nødvendigvis dækker store følelser?

Banaliseringen stak også sit tårevædede fjæs frem, da TV Avisen »eksklusivt« interviewede den norske statsminister. Pseudofortroligt spurgte intervieweren ind til, hvordan Jens Stoltenberg selv havde klaret krisen og hvor meget han havde fået sovet. Svaret kom klart og kort: »Det handler ikke om mig.«

Det samme burde DR1 og TV2 oftere have sagt til sig selv.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Illustration fra Anders Behring Breivik Facebook-profil

Readmore  

Sprækker i stordrifts-tv

1 Comment

Det er kun en hemmelighed for programredaktørerne, at DR1 og TV2 i deres forudsigelige tematisering af programfladerne giver seerne åndedræts- og koncentrationsbesvær. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvor idédræbende det må være at være programmedarbejder i dette skemalagte stordriftshelvede.

Det er med andre ord mest i nyhedsprogrammerne, man skal finde det uventede. Og kobles de så sammen med den aktuelle dag er det lige før, det ligner et tema, og så er alle jo glade. Som nu søndag, der ikke kun var Fars Dag, selv om man skulle tro det, efter at DR1 havde spurgt solbadende unge i sommerlandet.

Netop Grundlovsdag, demokratiets fødselsdag, som statsministerens retoriske selvudløser formulerede det, virkede det stærkt, og stærkt nedslående, at se Nyhedernes indslag fra Randers om besparelsesstrategien på handicapområdet. Deroppe, i frihedskæmperen Niels Ebbesens by, regner man kun med at kunne nå sine sparemål, hvis nogle af de mest pasningskrævende borgere dør. Og man siger det højt.

Ja, social- og arbejdsmarkedsdirektør Knud Aarup nøjedes ikke med det. Han sammenlignede sig selv og sine medarbejdere med de embedsmænd, der sad i »maskinrummet« i Nazi-Tyskland, dem, man ifølge ham kaldte »kompetente barbarer«. Aarup lagde ikke skjul på, hvem der havde ansvaret for den situation.

Journalistisk set burde TV2 have konfronteret lokalpolitikerne med hans udsagn. Omvendt talte kynismen i sparetankegangen for sig selv. Interviewet blev et smukt eksempel på Grundlovens § 77. Gad vide, hvor længe Aarup er ansat.

På den led sidder professor Eva Smith sikrere i stolen. Under overskriften ”Der er noget galt i Danmark” gik hun på DR2 samme aften med vanlig uakademisk bramfrihed og juridisk skarpsyn i kødet på de særlove, den borgerlige regering har indført i den tro, at de kun gælder for terrorister, rockere og lømler.

Som hun sandsynliggjorde, så vil de love i sidste ende gøre os alle til terrorister, rockere og lømler.

Tillykke med demokratiet.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens papirudgave af Politiken.

Readmore  

Ind under huden med Agger

1 Comment

I en tid, hvor for meget i tv handler om at skjule, hvor forgængelige vi er, er det godt, vi har Anders Agger. Han kan noget med mediet. Det kan ikke sættes på formel, men skal ses.

Det kan man p.t. gøre hver tirsdag på DR1. I Sømanden og juristen forsøger Agger varsomt, men uden føleri, at komme ind under pergamenthuden på folk, der ved, at de skal dø. Som han siger: »Kan man, skal man forlige sig med, at det er nu? Det er det, jeg leder efter…«

En uudtalt pointe er, at programmet udspiller sig på en egn, hvor fåmælthed regnes for en dyd, og hvor man ikke skilter med sine følelser, for så er der ingen, der kan træde på dem, som en sagsbehandler siger til sømanden, Per Flindt.

Han har arbejdet meget og sagt meget lidt i sine 53 år. Nu forsøger han på sin egen stædigt-stilfærdige måde at samle de løse ender. Hvad enten det drejer sig om at spise en hotdog, som var det den sidste, eller genoptage kontakten til datteren.

Hans modstykke på Anker Fjord Hospice er juristen Søren. For ham er der ikke tale om en dødskamp, men om en kamp for livet. Og måske også en kamp for at forsone sig med sig selv, som han siger.

Han finder bekræftelse i at høre og introducere sine voksne børn for operaen Don Juan og i de sidste rollatorstøttede rester af arbejdet.

Anders Agger er så god til at lytte, at han også får kameraet til det. Han er pauseringskunstner, og kan rumme en hel verden i en særsætning. En solonedgang lades hos ham aldrig med tung symbolik, og at kalde ham empatisk kunne få nogen til at tro, at hans arbejde rummer klinisk distance.

Det gør det ikke. Agger er en dødelig, der møder døende. Og gør det, så hans historier fra hospicet i Hvide Sande bliver lige så livsbekræftende som panoramaudsigten.

Han minder os, hvilken gave livet er. Og får os i tilgift til at genopdage, hvilken gave fjernsyn er, når det pakkes ud af de rette hænder.

Var der nogen, der sagde Cavling-kandidat?

Denne anmeldelse kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Illustration: Still fra udsendelsen ©DR

Readmore  

Forskel på Tingbjerg og Tobruk

1 Comment

Nyhedsjournalister har det som Tom Kristensen med at længes mod skibskatastrofer og pludselig død. Tilgiv den politisk ukorrekte mangel på sarthed, men målt med de alen lever vi i gode tider.

Jordskælv, a-kraft-værker og bombardementer gør det p.t. til en svir at være i branchen. Og selv om tv, undskyld ordspillet, på papiret har alle muligheder for at bringe kaos direkte ind i vore stuer, kan mediet sagtens distanceblænde – både de, der ser på og de, der fylder det med indhold.

Vi er for søvndyssende vant til, at en journalistpraktikant fra et mennesketomt Tingbjerg fortæller os, at liiige derovre vrimlede det for lidt siden med politi, der efterforsker det seneste skuddrama. Vi forventer straks lidt mere end det, vi selv kan deducere eller læse os til, når TV2 og DR1 pr. automatik sender folk til Japan og Libyen.

Men redaktionerne kan og gør ikke andet end at stille om til den udsendte, og de afbrudte forbindelser er ofte eneste tegn på, at vi ikke er i Tingbjerg. Og når reporteren (oftest en han) fortæller om de mange, han har mødt som baggrund for sit 32 sekunders indslag, tager jeg mig tit i at tænke en, to, mange taxichauffører plus CNN.

Nu kan alle jo ikke være Christiane Amanpour, men som seer savner man nærvær af de udsendte. Bortset fra et dramatisk indslag af TV2’s Uffe Dreesen og Rasmus Nielsen. Her brændte det på på samme måde som hos f.eks. Peter Arnett under Golfkrigen.

Det gjorde det ikke, da DR’s mand i Tobruk med det lokale nattemørke som bagtæppe citerede »forlydender om at der skydes i Benghazi«. News’ mand på Sicilien dækker de mørklagte danske missioner. Stående uden for flybasen kunne han se, at »cockpittet står åbent, så der kan komme luft ind eller hvad det nu er…« Men som han tilføjede: »Vi kan ikke komme tættere på.« Det kunne man godt høre.

I Japan kunne DR1-reporteren hundreder af kilometre fra åstedet betro os, at japanerne befinder sig i en sky af uvidenhed. Jeg genkendte som seer følelsen.

Heldigvis har vi analytikere i kvalificeret metermål på bl.a. News og så – paradoksalt nok – aviserne.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens udgave af Politiken.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top