You are here:  Home  /  Elton John

Leon Russell runder 70

1. april 2012   //    1 Comment

Få dage efter sin anden koncert på et år i Amager Bio fylder keyboardspilleren, guitaristen og sangeren Leon Russell i morgen 70. Nu om dage er han ikke helt, hvad han har været, men ingen kan tage hans fortid fra ham. Han er ikke alene en del af rockhistorien, men har skrevet vigtige dele af den selv.

Hjemme i Tulsa, Oklahoma gjorde han sig bemærket som et teenagervidunderbarn på tangenter. Han var efter sigende på turne med Jerry Lee Lewis, som sammen med Fats Domino blev hans tidligste forbilleder. Han flyttede så vest på, til Los Angeles. Her blev han medlem af Phil Spectors løst strukturerede gruppe af musikalske tilkaldevagter, The Wrecking Crew, der sad på spring, når popekcentrikeren skulle have løst en opgave i studiet. Det var f.eks. Russell, som skrev arrangementet til Spector’s wagnerianske produktion af ‘River Deep Mountain High’ for Ike & Tina Turner, og han kunne senere høres på Herb Alpert’s ‘A Taste of Honey’, Gary Lewis & The Playboys’ ‘This Diamond Ring’ samt The Byrds’ gennembrud, ‘Mr. Tamboruine Man’, hvor han spiller elklaveret. Ligesom han havde gjort i husorkestret på et af tidens hotteste tv-shows, Shindig.

Samtidig sad Leon ind i gruppen The Routers, som i 1962 indspillede originalversionen af en sang, Sir Henry (og talrige fodboldfans) to år senere fik glæde af herhjemme - ‘Let’s go’.

Russell var samtidig begyndt at få afsat sine sange. Joe Cocker fik et tidligt hit med hans ‘Delta Lady’, og den var den direkte årsag til, at Russell fik jobbet som musiker og ikke mindst kapelmester på Mad Dogs and Englishmen-turneen, der viste, at Cockers succes på Woodstock året før ikke var enlig svale. I Mad Dogs and Englishmen fik Russell tilnavnet ‘Master of space and time’. Hans opgave var at holde styr på det ustyrlige i en sigøjnerkaravane af en turne, der endte med at blive rockhistoriens mest kompetente coverband. Dobbeltalbummet blev Russells visitkort i årene, der kom.

Hans albumdebut fra 1970 blev fulgt af hans optræden ved Bangladesh-koncerten, hvor han tog Jumpin’ Jack Flash og Youngblood i besiddelse som om han havde skrevet dem. I noget blidere toneleje fik The Carpenters et stort hit med hans og Bonnie Bramletts ‘Superman’, og Karen Carpenter og Ray Charles var med til at gøre hans grandiose ‘A Song for You’ til en ny evergreen ligesom ‘Hummingbird’ fik B.B. Kings karriere til at kickstarte igen. Det samme gjorde Russell som spillende producer med Freddie Kings karriere.

Resten af tiåret brugte han på at spille med Willie Nelson og var med på de første af hans Fourth of July-picnics, samt bluegrass-orkestret The New Grass Revival. Senere har han sunget country under sit alias Hank Wilson og spillet med Edgar Winter og den nyligt afdøde banjolegende Earl Scruggs. Ikke ligefrem en målrettet karriere, men Russell har altid fulgt sine indskydelser.

Helhedsintrykket har derfor været noget sporadisk, men i sine bedste stunder båret af ubestikkelig musikalitet og en spilleglæde, man næsten ikke skulle tro mulig med al den rutine.

I efteråret 2010 indgik han et samarbejde med en af sine britiske fans, Elton John. Albummet, The Union, kom ind på Rolling Stone’s Top 30 over det års bedste plader. Helt fortjent.

PR-foto

Readmore  

Declan møder Reginald

13. februar 2011   //    Kommentarer slået fra

I disse kulturelle sparetider må Elvis Costellos show Spectacle være enhver tv-producers drøm. To musikere sidder på hver sin stol, belyst af et par spots. Bag dem står et lille band, og så går snakken ellers, kun afbrudt af, at den ene eller den anden eller begge musikere giver en sang foran et opmærksomt cafepublikum.

Showet har bl.a. kørt på svensk tv. Nu sender DR K første sæson hver tirsdag (med genudsendelser). Der er to sæsoner. En tredje overvejes.

Jeg ville ikke betænke mig. Åbningsprogrammet var fra 2008, men virkede tidløst. Costello, den fhv. vrede, unge mand i britisk rock, mødte Elton John (en af seriens bagmænd). De talte sammen som de venner, de ikke skjulte, at de også er.

De blev dog aldrig indforståede. Heller ikke selv om der rockhistorisk blev nørdet igennem, så luften var tyk af navne, der ikke kan have sagt det overvejende unge publikum alverden. Elton fortalte om sin fascination af den amerikanske sangskriver David Ackles, og gav et af dennes numre i duet med Costello, som er en lydhør vært, der formår at skabe en atmosfære af lige dele afslappethed og tankevækkende alvor.

Præcis som den musik, der tales om. Elton demonstrerede pædagogisk ved pianoet, hvordan Laura Nyros sangskrivning havde inspireret ham til ‘Burn Down The Mission’. Han fortalte også om første gang, han mødte sit idol, Leon Russell, og troede, han stod til spanking for sit spil, som ikke havde været overbevisende hin aften. Det eneste råd, Russell gav ham, var om et skyllemiddel til halsen, som Elton bruger den dag i dag.

Faktisk bliver der spillet forbløffende lidt musik i programmet. Det føles bare ikke sådan, fordi musikaliteten og glæden ved den er så allestedsnærværende. Det er vist den slags tv, nogen vil rubricere som old school. Den vil jeg godt være evighedselev i.

»Var det kedeligt,« spurgte Elton John til sidst. Nej, kun vanedannende.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

Readmore  

Elton til Joel: Kvit sprutten

2. februar 2011   //    Kommentarer slået fra

De var engang så tæt, Elton John og Billy Joel. Det slutter måske, når Joel læser det netop udkomne nummer af Rolling Stone. Her ser Elton John tilbage på sit liv og sin karriere, og uddeler hug og kram – somme tider i en og samme bevægelse – til venner og kollegaer. En af dem er altså Billy Joel.

John og Joel begyndte at turnere sammen i 1994 og har siden med mellemrum ladet sig hylde og henrykket titusinder ved de koncerter, især amerikanere elsker, hvor der er historieskrivning i luften.

Skal man tro John, og han er i den retning en erfaren mand, har de gennem tiden aflyst en del shows, fordi Billy Joel ganske enkelt ikke kan kvitte sin alkoholisme. En af grundene skulle være, at Joel ikke tager sin afvænning alvorligt.

“Han vil hade mig for det her, men Billy går i rehab light,” siger Elton. “Da jeg blev afvænnet, endte jeg med at vaske gulvet. Billy går altid på afvænning der, hvor de har tv… folk beundrer, elsker og respekterer dig, Billy. Du må kunne gøre det bedre end du gør nu”, lyder opråbet fra pianisten, der selv har bokset med stoffer og sprut.

Elton er også irriteret over, at Joel er holdt op med at skrive sange: “Det skyldes enten frygt eller dovenskab”, mener han.

Billy Joel har ikke udgivet nye sange siden River of Dreams fra 1993. Men en lang række live-albums og et partiturværk. Og i næste måned kommer koncertoptagelser fra Shea Stadium, hvor han bl.a. synger duet med Paul McCartney.

Han har i øvrigt reageret på Eltons udtalelser med et skuldertræk.

PR-foto

Readmore  

Elton John bliver chefredaktør

16. november 2010   //    Kommentarer slået fra

I disse tider, hvor den trykte avis er trængt, ja, truet på livet, forsøger man overalt at peppe produktet op. Herhjemme har senest MetroXpress forsøgt sig med det stunt, der hedder ‘redaktør-for-dag’. Det gør de sig også i i England.

Den 1. december på den officielle World Aids-dag indtager Elton John chefredaktørstolen på avisen The Independent, en kvalificeret krydsning af Politiken, Information og Weekendavisen.

Elton glæder sig til at få aids-problematikken på dagsordenen, fortæller manden, han vikarierer for: “Elton har en række overraskelser i ærmet,” siger Simon Kelner til avisen. Og tilføjer: “Elton har noget på hjerte fra fodbold over politik til aids.”

Popsangeren har været i gang med planlægningen et stykke tid. Alene deraf kan man se, at det kun er engangsforestilling… Sir Elton leger chefredaktør for en dag i et break på sin igangværende turne med Leon Russell.

Independent havde senest Bono som gæsteredaktør. Da solgte avisen 70.000 eksemplarer ekstra. Til daglig har avisen et pænt stykke under 200.000 i oplag.

Herhjemme har bl.a. MetroXPress overladt en smule af den redaktionelle styring til folk som Outlandish.

Officielt foto fra The AIDS Foundation.

Readmore  

Han lånte Elton sine følelser

22. maj 2010   //    4 Comments

Enhver kan synge en andens ord, men ikke alle kan skrive tekster, der, når de synges, i den grad identificerer sangeren. Den kunst har den i dag 60-årige Bernie Taupin mestret, siden han i 1967 via en annonce, der søgte sangskrivningstalenter, blev sat sammen med den tre år ældre, men usikre bluessanger Reginald Dwight. Dwight kaldte sig snart Elton John. Og for musikforlæggeren Dick James begyndte parret at skrive til andre kunstnere.

Dog uden umiddelbar gennemslagskraft, og heller ikke Johns 1969-debutalbum Empty sky satte pophimlen i brand. Det skete til gengæld, da John året efter hittede med balladen ’Your song’, så selvbiografisk og nøgen, at kun få opdagede, at Elton ikke selv havde skrevet ordene. Det blev tydeligere på Tumbleweed Connection, en samling sange, som alle trak på Taupins barndomsfascination af Det vilde Vesten i et prægnant, somme tider lidt prætentiøst, men altid sangbart sprog.

Og det er hemmeligheden bag Taupins tekster. De synger nærmest sig selv. Måske fordi de er skrevet af en frustreret sanger – Taupin har uden at overbevise efterhånden udsendt en del soloplader.

Op gennem 70’erne blev John-Taupin tidens svar på Lennon-McCartney. Sange som ’Tiny Dancer,’ ’Daniel’, ’Candle In The Wind’ og ’Don’t Let The Sun Go Down On Me’ giver dem noget at have betegnelsen i. Det sled på dem begge at arbejde så tæt, ikke mindst fordi sangene gik så tæt på. I 1977 tog de en længere pause, men returnede i fineste form med sange som ’I’m Still Standing’.

Rygterne har naturligvis altid gået om de to og deres mulige forløste eller uforløste kødelige kærlighed til hinanden. En sang som ’Someone Saved My Life Tonight’ gjorde sit, men uden at det jo dementerer noget for gossipredaktører har Taupin været gift (med kvinder) fire gange, og bor i dag med sin seneste kone og deres børn som på en ranch uden for Los Angeles. Som en anden »brown dirt cowboy«.

Til efteråret forventes nye Taupin-tekster på et nyt album fra Elton John, som om sin sangskrivningspartner har sagt, at uden ham havde der ikke været nogen Elton John.

Illustration: En tekst fra tekstarket til Tumbleweed Connection

Readmore  

George Michael juler igennem

6. december 2009   //    Kommentarer slået fra

georgemichael_25_cdcov

George Michael er ikke typen, der inviterer pressen indenfor. Som om han har gode erfaringer med at holde sit privatliv privat … men i den engelske avis The Guardian gør han en undtagelse i denne søde juletid. Anledningen er, at manden, der hvert år gør juletiden mere udholdelig med “Last Christmas”, i morgen udsender “Live in London”, en dvd-dokumentation af sin netop overståede verdensturne plus om en uge en single med den aktuelle titel “December Song”.

I interviewet afslører George Michael, at han har gjort ting i sit liv, som han har fortrudt, at han står op ved 10-tiden (om morgenen), lader sin personlige assistent løbe ned efter en kop Starbucks-kaffe (har de hørt om selv at lave kaffe i den husholdning?) og tager så ellers hul på en dag, som p.t. tilbringes mest i studiet, hvor han er i gang med at indspille nye sange. Hvordan de bliver, vil han ikke afsløre, men de lyder, med hans egne rod, “skizofrene”. Til gengæld gør han ikke noget ud af at tilsløre, at han ryger en del joints om dagen, “men det går ikke ud over min stemme.” Og han er også på crack, “men det har ingen af mine musikere klaget over.”

Intet af det ser han dog som en svaghed. “Det er jo bare sådan jeg er,” lyder det fra idolet, der selv har Elton John som sit største idol, men godt vil have sig frabedt, at nogen hanker op i ham. Og slet ikke Elton og hans emsige velgørenhedsslæng af hattedamer, bl.a. Bono.

Der har været rygter om, at der var en selvbiografi lige om hjørnet og om at et rekordstort forskud skulle være udbetalt. Det passer, men nu tilbagebetaler George Michael det. Han kan nemlig ikke skrive bogen. I hvert fald ikke nu. Tiden er ikke rigtigt til det, siger han. Måske next Christmas.

Foto en beskæring af forsiden på cd’en “TwentyFive” fra 2008.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top