35 år næsten uden Elvis

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Vanen tro markeres det med nye bøger og plader. Med fakler i hænderne vandrede titusinder i aftes grædende, nynnende, syngende ad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee op til Graceland, sydstatspalæet, der ligner en kulisse fra Borte Med Blæsten, men var Presleys hjem, og som siden 1982 har tjent som et offentlig tilgængeligt relikvieskrin med faste åbningstider.

Disse poppilgrimme markerede ikke noget så banalt som endnu en dødsdag for en sanger, men en messe for underholdningsindustriens største ikon, Elvis Aaron Presley, manden, der med en milliard solgte plader er lige så kendt som Mickey Mouse, og synger lang bedre, men virker lige så uvirkelig.

Dagen derpå, 17. august 1977, fastlog den lokale avis i Memphis: A lonely life ends at Elvis Presley Boulevard.

Lad os tage tilbage til dengang ingen kunne have forudset, hvad der ville ske og hvordan det ville ende – hvis det da overhovedet er forbi:

CHEFERNE PÅ pladeselskabet RCA/Victor kunne ikke skjule deres forbløffelse og skuffelse. På pladetallerkenen drejede et testpres af den første single fra selskabets meget medieomtalte nyanskaffelse, Elvis Presley. Kontoret blev pludselig indtaget af en baryton, balancerende mellem tungsindig afmagt og desperation. Og stemmen var indsvøbt i et ekko så endeløst som kom den fra en anden verden; en verden, hvor kærlighed altid ender med at rime på ensomhed, og hvor der er lige langt fra popsentimentalitet til countryklicheer. Weltschmerz på elektriske versefødder.

Well, since my baby left me I’ve found a new place to dwell:
down at the end of Lonely Street at Heartbreak Hotel.
I’m so lonely, I’m so lonely,
I’ll be so lonely that I could die.

And though it’s always crowded you can still find some room
for broken hearted lovers to cry there in the gloom
and be so lonely, oh so lonely,

oh they’re so lonely they could die.

Efter to minutter og seks sekunder var det overstået. Hvad helvede var det? Skal vi absolut gøre pladekøberne kede af det ved selv at lyde så bundløst bedrøvede, spurgte de fra marketingafdelingen. Var det overhovedet en sang, de havde hørt? Hvor var omkvædet f.eks. blevet af? Det var i hvert fald ikke country med den der bidende, snerrende usmykkede guitarfigur, der blev ved at gentage sig selv og en bas, der lugtede langt væk af det, en journalist havde kaldt »animalistic nigger bop«. Lød det ikke snarere som en recitation, og hvad skulle alle de pauser til for? Hvornår begyndte nummeret egentlig og hvorfor lød det ikke som noget af det, denne unge hedspore dog havde haft en vis succes med nede sydpå? Havde de med andre ord købt The Hillbilly Cat i sækken? Spørgsmålene haglede ned over Steve Sholes, den repertoireansvarlige chef for selskabets country-division, der havde sikret sig Elvis Presley-signaturen. Sholes lignede med sit omfangsrige korpus en mand, der kunne holde til en hel del, men han var trængt, hårdt trængt. Det havde han sådan set været siden de første rygter var begyndt at løbe i branchen om, at han var ved at købe en ung sanger fra Sam Phillips’ talentfabrik i Memphis. Og dét for en rekordhøj sum.

Sam Phillips vidste det bedre end nogen anden: Så stor en salgssucces havde Elvis’ Sun-singler heller ikke været. De havde fået masser af radioeksponering – især i starten, hvor singlerne ikke havde været så benhårdt rock & roll’ede, som de siden blev, koncerterne var blevet større og større tilløbsstykker, men Phillips’ enmandsselskab havde, som alle uafhængige pladeselskaber altid har haft det, ondt i distributionen. Der burde være kunder nok til Elvis, men hans produkter var sværere at få fat på end Phillips brød sig om at indrømme. »That’s All Right« havde solgt lidt over 20.000 eksemplarer, og de følgende singler dykkede til fircifrede salgstal. Det amerikanske marked var meget regionalt opdelt, og der kunne være langt bare mellem nabostater, både i smag og hvad angår forhandlernetværk. Det gjorde ikke så meget, når man havde med sort musik at gøre. Den levede i og af sit eget kredsløb og skulle ikke konkurrere med de store selskaber, som ikke regnede sort musik for andet end en niche, det ikke var umagen værd at gøre indhug i. Elvis sang godt nok, så man over en bilradio kunne forveksle ham med en sort, men han var hvid, og de piger, der gik i spåner ved synet og lyden af ham, var meget hvide. Elvis lignede en, der inden længe ville sprænge den meget snævre countrygenre.

Næste station hed så pop, og den del af markedet var ukendt land for Sam Phillips. Samtidig havde man i rockens korte rockhistorie allerede set skræmmebilleder på, at succes både kunne løfte og sænke et lille pladeselskab. Øget omsætning og indtjening kræver nemlig flere ansatte, og det gør firmaet sårbart, hvis succesen kun bygger på een kunstner, så derfor var Sam Phillips begyndt at se sig omkring efter aftagere til Elvis (og arvtagere). Elvis kunne hurtigt vise sig at blive for stor for Sun, indså Sam. Som også var entreprenør af hjertet. Processen var for ham mindst lige så vigtig som resultatet. Han vurderede, at han ved at få afsat Elvis til et større selskab, kunne finansiere andre projekter. Historiske helhedssyn er og bliver for de bagkloge. Sam Phillips var nok en mand med stor kærlighed til traditionen, men han levede i nu’et, og han var ikke mere idealist end at han godt kunne lide penge. Så han kiggede på sin bankkonto og lod med blandede følelser jungletrommerne gå: Elvis Presley var til salg.

Her kom Tom Parker ind i billedet. Hank Snows manager, som havde hyret Elvis som opvarmningsnavn, havde ikke glemt Elvis. Han ventede bare på det rette øjeblik. Parker var en flamboyant blanding af hestepranger og charlatan, country & western-verdenens svar på Peter Aalbæk Jensen. Han var kommet ind i musikken via gøgler- og tivolimiljøet, og havde kontakter overalt. Nogen skyldte altid Obersten en eller anden tjeneste. Elvis havde sådan set allerede en lokal manager, Bob Neal, en novice i faget. Neal blev som føjeligt ler i Parkers hænder, da denne tilbød at hjælpe med at få ’de fine folk’ oppe nordpå til at indse Elvis’ potentiale. Og penge var der også i det, lod han forstå. Det lød godt, syntes Neal, så der blev indgået en kontrakt mellem ham og Elvis (og Vernon og Gladys Presley, da Elvis endnu ikke var myndig) og på den anden side Tom Parker og Hank Snows firma. For 2.500 dollars om året skulle Parker assistere i det, der blev kaldt »the built-up of Elvis Presley as an artist«. Det var ikke slut med det: For sin underbetalte uegennyttighed skulle Parker samtidig have ret til at arrangere 100 koncerter for Elvis, Scott & Bill i løbet af det næste år. For hver koncert ville trioen få 200 dollars! Hank Snow må på en eller måde senere være blevet købt/snydt ud af aftalen, for da toget først kom op i fart, var der kun en fyrbøder og en togfører – Tom Parker.

SALGSFILOSOFIEN VAR at forlange så høj en pris, at alle andre end de etablerede selskaber ville være ude efter første runde. Steve Sholes blev tidligt interesseret. Han havde nemlig med stigende bekymring bemærket, at publikum til countrykoncerter blev mere og mere midaldrende. Med den udvikling kunne man snart regne sig frem til countryens dødsdag, hvis ikke der blev gjort noget. Der var behov for produktudvikling, ville man sige i dag. Samtidig trængte Sholes til at positionere sig i et pladeselskab, som med historikeren Colin Escotts ord på det tidspunkt »var det mindst hippe på planeten« med topnavne som Perry Como, Harry Belafonte og Eddie Fisher. Det beløb, Obersten forlangte, virkede imidlertid uoverkommeligt, men Sholes havde en finansieringside, som siden kom til at sætte et afgørende præg på Elvis’ karriere. Sholes lod sig fast forsyne med sange fra musikforlæggerne Hill & Range. Var det ikke noget for dem at blive medsponsor på dette nye projekt mod at de fik en ny storkunde? Det var det. Så den 21. november 1955 blev det synligt, at guldfuglen var for lille til Sam Phillips’ bur. Den gamle økonomi købte den nye energi. RCA Victor erhvervede ved en uformel reception i Sun-studierne rettighederne til alle nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle samt, nok så vigtigt, ret til udgivelse af allerede indspillet materiale – dummere var Sholes heller ikke. For 35.000 dollars.

Beløbet lyder i dag nærmest som en grov trykfejl, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. Til sammenligning havde successangeren Frankie Laine skiftet selskab for 25.000 dollars. Uofficielt, men reelt, betalte RCA Victor dog kun Phillips 25.000 dollars., mens Hill & Range lagde ekstra dollars i kuverten. Derudover fik Elvis en såkaldt bonus på 5.000 dollars, men som Albert Goldman påpeger i sin bog om Elvis, så var det beløb i virkeligheden bare penge, Phillips skyldte sin opdagelse i ubetalte royalties. Obersten gned sig i hænderne, stak en ukendt under-bordet provision i lommen, og trådte ind i Elvis’ liv som hans nye faderskikkelse; en, der måske godt kunne finde på at forfalske en check, men som i givet fald ville gøre det uden at blive opdaget.

Det, der fik Sholes’ bosser til at ryste op med lige så mange dollars for et i bedste fald lovende, men nyt navn, som konkurrenten Columbia havde betalt for verdensstjernen Frankie Laine, var ikke en tro på, at fremtiden tilhørte rock & roll. Men en frygt for ikke at få en bid af kagen, før den mugnede til. I juli 1955 var »Baby, Let’s Play House« blevet Elvis’ hidtil bedst placerede single. Den nåede en tiendeplads på den nationale country & western-liste, og umiddelbart inden kontraktindgåelsen lå Elvis’ sidste Sun-udgivelse »Mystery Train« som nr. 1 på den samme liste, og i branchebladet Billboard kårede et panel af nationens pladevendere Presley til ’Årets mest lovende country & western kunstner« – altsammen tegn på de her & nu-muligheder, der var i knægten. Og væsentlige argumenter i Sholes’ forsøg på at overtale RCA-direktionen. Samtidig var Bill Haley’s single »Rock Around The Clock« i efteråret ’55 tikket ind på radioernes playlister og toppen af hitlisterne som endnu et tegn på, at noget nyt var i gære. RCA, og vel også Sholes, så tydeligvis Elvis som ’deres’ Bill Haley. Og hvem ved, næste år ville døgnfluen måske have mistet vingerne. Derfor bredte der sig en vis handlingslammelse i ledelsesgruppen efter at have hørt »Heartbreak Hotel«. Der var dem, der var imod at udgive den som single – det var de samme, der, som Dave Marsh skriver, håbede, de ville vågne en morgen og lettet opdage, at rocken var en ond drøm, men den rationelle tankegang vandt. Udgav man ikke singlen, var det det samme som at smide 25.000 dollars ud af vinduet. Plus det ikke uanselige prestigetab, der altid vil påvirke et aktieselskab. Så Sholes fik sin vilje, men det var også klart at direktionen med sit ja skubbede ham ud på tynd is. Og ikke helt få håbede, at isen ikke kunne bære.

Den 27. januar udkommer »Heartbreak Hotel« på single, men der sker ingenting. RCA har svært ved at håndtere, at Elvis både kan sælges på pop- og countrymarkedet. Bedre bliver det ikke af, at man af en eller anden grund ikke lader ham synge sangen de første to gange, han er på landsdækkende tv – i Brødrene Dorseys Stage Show. Steve Sholes holder vejret og synes, han kan høre isen knage. Han trøster sig med, at han sidst i januar havde ladet Elvis indsynge »Blue Suede Shoes». Den er god at have i reserve, selv om han har indgået en gentleman agreement med Sam Phillips om ikke at sende den på gaden, hvor den kan genere Sun-sangeren Carl Perkins, der ser ud til at få et hit med den sang. Først da han tredje gang på en lille måned er gæst hos The Dorsey Brothers inviterer Elvis seerne indenfor på Heartbreak Hotel. Resultatet udebliver ikke. Singlen placerer sig den 3. marts på Billboards pophitliste som nr. 68. Og så går det ikke stærkt, men støt opad listen. Den 3. april ser en fjerdedel af den amerikanske befolkning Elvis synge sin nye single i Milton Berle Show:

http://www.youtube.com/watch?v=gf0ClABB2P0

Og den 21. april slår Sholes op i sit eksemplar af Billboard og ånder lettet op. Elvis Presley er førstevalg i den nationale jukeboks med »Heartbreak Hotel«, sangen, som Mae Boren Axton, pr-medarbejder for Obersten i Florida, skrev på 22 minutter sammen med Tommy Durden efter at have set en avisomtale af en farvelnote fra en selvmorder, der skrev »I walk a lonely street.«

Succesen for »Heartbreak Hotel« og den måde den var opnået på, var en guldrandet understregning af en udvikling, markedsanalytikerne allerede et stykke tid havde prøvet at overbevise underholdningsindustriens stormoguler om: fjernsynet og teenagerne var kommet for at blive. Det samme var rocken. »Roll over, Beethoven and tell Tchaikovsky the news«, som Chuck Berry hoverede i en aktuel sang, der spejlede de unges selvforståelse. Dagligstuen var i stigende grad blevet den nye koncertsal. Tv-apparater var ved at blive lige så almindelige og selvfølgelige som køleskabe, og pladebranchen satte nye omsætningsrekorder år for år. 325 mio. dollars alene i 1955 – i dag er det tal blevet til milliarder. Showbiz blev noget enhver kunne overvære fra sofarækken uden at klæde sig ud som om man var til fest; noget enhver havde råd til. Og for rock & roll, som jo i sit udspring var anti-autoritær, blev massemedier som tv og plader en afgørende demokratisk dimension. Samtidig hæmmede det ikke ligefrem eksponeringen af Elvis og den nye musik, at netop 1956 blev det store lanceringsår for det sidste nye teknologiske skrig, den batteridrevne transistorradio, som gjorde musikken allestedsnærværende og mobil, og som klædte musikken, fordi lydgengivelsen harmonerede fint med den uraffinerede optageteknik. Ingen af disse faktorer havde dog fået andet end kuriøs betydning havde det ikke været for synliggørelsen af teenagerne som den nye, dagsordensættende forbrugergruppe – først i USA og snart efter i de øvrige vestlige lande.

I Elvis-året 1956 skønnede det uafhængige Institute of Student Opinion, at der fandtes 13 millioner teenagere i USA med en samlet årlig indkomst på syv milliarder dollars! Det var 26 procent mere end året før. Den amerikanske gennemsnitsteenager tjente 10 dollars og 55 cents om ugen. Hvad brugte de de penge til? De gik ikke til marshmallows og burgere allesammen. De købte plader. Og analysen viste, at de bedst kunne lide popmusik. I snit købte teenageren to plader om måneden, pigerne købte flest sammenlagt, men de virkelige samlere – dem, der købte over ti om måneden – var highschooldrenge. Og plader var i langt overvejende grad singleplader til 89 cents stykket.

DET HAVDE RCA taget højde for. Knap var blækket på kontrakten med Elvis tørt, før RCA op mod jul 1955 havde genudsendt alle de singler, Sun havde udsendt i det forløbne år. Det var et klogt træk, og en markering af, at en ting var at have lokal succes. Noget ganske andet er at færdes i the mainstream. Der er man nødt til at have flere våben, og man er nødt til at kunne trække først, men også være udstyret med så megen ammunition, at man kan overleve at skyde forbi. En singleplade havde ganske vist to sider, men som regel var det kun  den ene, A-siden, der slog an. En lp kunne rumme op til syv singler. Det var logik for førsteårs handelsstuderende, at man kunne få meget mere ud af en lp. Der var flere skud i bøssen simpelthen. Derfor havde Steve Sholes presset på fra starten for at få Elvis’ debutalbum på gaden så hurtigt det kunne lade sig gøre. Problemet var bare, at der ikke var nye sange nok. Elvis havde ganske vist været i studiet for RCA’s regning i starten af 1956, men han arbejdede ikke så samlebåndshurtigt, som RCA-budgetlæggerne var vant til. Han lagde sin sjæl i musikken og det tog tid. Sholes var nødt til at tænke kreativt. Dengang var lp-mediet nyt, og ingen tænkte det på det som en mulighed for at præsentere et samlet udtryk. lp-plader og singler indgik – endnu – ikke i nogen form for synergi. Lp’er tjente først og fremmest til at få solgt nogle flere singleplader – ikke omvendt. Pladen blev sammensat af fem uudgivne Sun-indspilninger, tre sange fra januarindspilningerne i Nashville, der også resulterede i »Heartbreak Hotel«, samt fire sange fra en session i New York sidst i januar. Lp’en, der udkom sidst i marts 1956, kom til at hedde Elvis Presley. Ikke andet. Det behøvedes ikke.

I dag har mange glemt, at albummet ikke indeholdt et eneste af Elvis’ hidtidige hits. Det var med vilje. Hvis lp’en rummede singleplader, ville den jo stjæle salg fra dem … samtidig blev lp’en senere på efteråret til singleplader, idet RCA stykkede den op i syv forskellige af slagsen, der blev udsendt samme dag! Læg dertil udgivelse af de samme sange i det såkaldte ep-format, fire numre på en plade. Lp’en solgte til at begynde med 300.000 eksemplarer i USA og afløste en anden RCA-kunstner, Harry Belafonte, på toppen af lp-hitlisten, hvor Elvis blev ti uger. Forskellen i salgsappeal mellem lp’er og singler illustreres af, at sommersinglen samme år, »Hound Dog,« blev købt af tre millioner amerikanere. Elvis var ankommet. Og albummet viste, hvad verden havde i vente. Ok, der er et par lidt for friserede søndagsskoleversioner, bl.a. af Little Richards »Tutti Frutti«. Den er der ikke meget usømmelighed over i Elvis’ version, men selv om pladen ret beset bestod af lidt lagerrealisation fra Sun-perioden, den hidtil tilbageholdte kopi af Carl Perkins’ »Blue Suede Shoes«, der totalt udvisker originalen, og et par sange, der stritter i alle retninger (fordi Elvis var sådan), er fusionen af country, blues og Tin Pan Alley-pop stadig unik. Og så det overskud. Her er en sanger, der vil af med noget. Et overtryk, der vil ud og ind. Elvis Presley synger om sex, så det bliver mere end den petting, der var normen på ethvert bagsæde i datidens USA – hvorfor var bilerne ellers så store?  Og så pludselig et sceneskift, der den dag i dag efterlader lytteren stakåndet – »Blue Moon« sunget af en hanulv, der hyler mod månen, ensom og forladt, men ikke fortabt. Hele vejen dette vibrato af en indre dynamo, som kører på lige dele respektløshed og en dyb, kærlig forankring i traditionen. Det siger noget om sammenhængskraften i Elvis’ vision, at hans hulter-til-bulter sammensatte debutalbum alligevel er så fokuseret og sprællevende. Og farligt. Så farligt, at værten for tidens mest sete og prestigiøse tv-show, Ed Sullivan, erklærede, at Elvis’ obskøniteter aldrig ville finde vej til hans scene.

Men man skal aldrig sige aldrig, så da Sullivans konkurrenter opnåede forbløffende seertal efter at have haft Elvis Presley på plakaten, var vejen banet for The Toast Of The Town. 80 procent af de mulige amerikanske seere så Elvis den 9. september, og mange af dem har det med den dato stadig som andre mennesker har det med John F. Kennedys død – de kan huske, hvor de var og hvilket tøj de havde på. Pigehvinene fra salen var øredøvende, men man kunne kun tænke sig til, hvad de reagerede på, for Elvis blev kun vist fra brystet og op. Hofterne og det, han gjorde med dem, var forbudt område for enhver tv-producer. 28. oktober gæstede han igen showet. Begge gange sang han en sang, som ikke lød som om den kunne true søndagsfreden ude i småborgerskabets Amerika. »Love Me Tender« hed den, og den endte med at være titelsangen til hans første spillefilm. Det var en ballade, der kunne have haft Kleenex som sponsor, men også et signal om, at Elvis måske alligevel talte sandt, når han sagde, at han ikke var klar over, hvad han gjorde, når han sang offentligt. Han kunne jo kun synge, hvis han brugte hele kroppen. Og når han af og til blev i tvivl om de signaler, han sendte, talte han med sin mor.

Et samtidigt Associated Press-referat af Elvis’ referat af en sådan konsultation er meget sigende og lader sig ikke oversætte fra det sydstatsdrævende: Til journalisten fortæller Elvis: »’Momma’, Ah said, ’Momma, you think Ah’m vulgah on the stage?’ ’Son,’ she said, ’You’re not vulgah, but you’er puttin’ too much into your singing. Keep that up, and you won’ t live to be thirty.’ ’Momma,’ Ah said, ’Ah cain’t help it, Ah just have to jump around when Ah sing.’« Og så betroede Elvis læserne: »but it ain’t vulgah. It’ s just the way Ah feeel. And Ah don’t feel sexy, when Ah’m singin’. If that was true, Ah’d be in some kinda instituion as some kinda sex maniac …« De kvindelige fans vidste selv bedst, hvad de så: »He’s fascinating – like a snake,« hed det i et læserbrev. En anden betroede en reporter, at Elvis havde »the hottest bedroom eyes ever.« Mange år senere vedholdt Scotty Moore, at det der med Elvis’ hofter, der nærmest gik i selvsving, og benene, der ikke ville stå stille, det var skam fysiologisk betinget. Han stod jo tættest på, så han måtte vide det …

FOR ELVIS var der ikke nogen modsætning i i den ene sang at ægge sine tilskueres hemmelige begær for så i den næste at advokere for en kærlighed, der nærmede sig det ærbart romantiske. Og som i hvert fald var langt fra det svinske tungekysseri, datidens moralske vogtere kunne konstatere en drastisk stigning i, når unge af forskelligt køn samledes i halvmørke til tonerne af Elvis og hans efterlignere. Hvor de så vidste det fra. Og iøvrigt elskede Elvis at se sig selv som renhjertet balladesanger; så meget, at Sam Phillips f.eks. ikke havde nænnet at sige nej til at lade ham synge de mange ballader, selv om Sam syntes Elvis var bedre i rollen som det, en tv-producer kaldte »Marlon Brando med en guitar.» Elvis så mest sig selv som James Dean.

»Love Me Tender« solgte 2,5 mio. eksemplarer inden året var omme. Og på RCA Victor var cheferne ved at fatte rækkevidden af det talent, de havde betalt så mange penge for. Det beløb var der ingen i ledelsen, der længere bebrejdede Steve Sholes. RCA følte, at de havde fået det bedste af begge verdener: Elvis var lige nu mest rebel, men havde potentiale til at blive svigermors (våde) drøm. Ved årsskiftet 1956-57 kunne selskabet konstatere, at det havde solgt 10 millioner Elvis-singler, og at det samlede salg af Elvis-plader udgjorde halvdelen af selskabets samlede popomsætning. Elvis havde siden 21. april været nr. 1 på Billboards Hot 100 i sammenlagt 25 uger. Med fire sange. Plus det løse som ikke mindst indebar Oberstens millionindbringende systematisering af Elvis Presley-tilbehør. Parker kendte en succes, når han så den, så han havde hyret manden, der havde stået for Davy Crockett-succesen, og sammen lancerede de den første marketingkampagne entydigt målrettet teenagere, og især den kvindelige Elvis-fan.

Resultatet var, at hun havde mulighed for at få alt af Elvis, undtagen ham selv. Når hun stod op, kunne hun efter brusebadet tørre sig med et Love Me Tender-håndklæde. Hun kunne bruge sin Elvis-deodorant, og gå ned til morgenmaden, som hun indtog med sit Elvis-bestik på sin Elvis-tallerken. Så tog hun sin Elvis-skoletaske og gik i skole, hvor hun fik veninderne til at skrive i sin Elvis-poesibog, mens de beundrede hinandens Elvis-hårbånd. I spisefrikvarteret åbnede hun sin Elvis-madkasse og begyndte det at regne på vejen hen til skolebussen, slog hun sin Elvis Presley-paraply ud. Hjemme igen lavede hun lektier ved sit Elvis-chatol, mens hun drak af sin Elvis-sodvand, og når hun havde slukket lyset og ventede på de søde drømme, iført sin Elvis-pyjamas, kunne hun i mørket se hans selvlysende billede på væggen.

Elvis Presley lod sig kun overdøve af Suezkrisen i 1956. Med uskyldens usårlige styrke introducerede han en ny verdensorden, der ikke ville eller kunne fastholdes på papir, men lukkede sig op for den, der kunne danse til løsenet: »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto: Alfred Wertheimer, 1956 ©

Ovenstående er et redigeret uddrag fra min bog, Den evige Elvis (Gyldendal, 2002)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK