78 evige lys for Elvis

78 evige lys for Elvis

2 Comments

Det var i lørdags. Pludselig fyldte den hele synsfeltet, den linje 18 på Falkoner Alle, og gjorde lørdagen mindre regnvejrstung. Bussen lyste op, emballeret som en rullende reklame med sloganet ’Kongen lever videre i Randers’ og billeder af Elvis fra forrude til baghjul. Reklamen var for det gennemexcentriske, gennem-gennemførte Graceland-projekt, der skal være med til at sikre besøgende i Randers “et ophold med indhold”, som det hed på bussens bagsmæk.

Tom Parker ville have elsket manden bag Elvis i Randers, Henrik Knudsen. En anden dansker, Ernst Mikael Jørgensen, holder på en anden måde Elvis i live. Siden 1992 har han (og Roger Semon) været ansat som musikalsk kurator af Elvis’ eftermæle. Og Jørgensen & Semon har med en række omhyggelige, respektfulde, øre- og øjenåbnende genudgivelser (og genopgravninger af glemte indspilninger) reddet sangeren fra et fornedrende efterlivliv i udsalgs-racks i døgnere og benzintankstationer verden over. For nørdere og samlere, ja vist, men også musik af den slags, man kan blive nørdet af. Og i et udstyr, som er … nå, ja … kongeligt.

I morgen kunne Elvis Aron Presley have fejret sin 78 års fødselsdag. Han har forladt bygningen, men den genlyder stadig af hans musik. Mærkedagen er en god anledning til en opdatering af de seneste genudgivelser. Og jeg advarer: Det kan vist godt blive lidt langt det her, næsten lige så langt som linje 18’s rute.

Alene i 2012 er udkommet to monumentale bokse, A boy from Tupelo, og Young man with the big beat. Den første rummer ”The complete 1953-55 recordings’, og den anden er fem cd’er med ”the complete ’56 masters”. Begge cd-sæt rummer – selvfølgelig – hver sin bogtykke booklet, der er en udgivelse i sig selv. Et slaraffenland af perspektiviseret nostalgi, garneret med fotos, der fanger magien og jomfrueligheden i den unge mand fra Memphis.

DET SAMME GJORDE Scotty Moore dengang, selv om det for ham til at begynde med ikke var noget særligt.

Fordi den ene tjeneste vel er den anden værd, havde guitaristen sagt ja, da ham, den flinke Sam Phillips fra studiet ovre på Union Avenue, havde spurgt om ikke Scotty og hans kammerat, Bill Black, ville tage sig lidt af en ung fyr, som havde rendt studiet på dørene for at komme til at indspille andet end selvbetalte skiver som påståede fødselsdagsgaver til sin mor. Phillips var god at være på god fod med, og for Scotty var Sun-studierne nøglen til en anden, sjovere og mere velbetalt fremtid. Scotty havde været ved flåden siden han fyldte seksten, men var efter Koreakrigen endt i Memphis, hvor hans brødre havde et kombineret renseri og vaskeri. Scotty fik et job hos dem som ham, der tog sig af de hatte, der blev indleveret til rens. Det var fast arbejde, for ret mange gik med hat dengang, og for en knap 23-årig con amore musiker var der den ekstra charme ved jobbet, at man nok stod tidligt op, men havde fyraften allerede over middag.  Resten af dagen, og aftenen, brugte han på sin guitar plus det løse. Rockabilly blev hans stil senere kaldt. Men til at begynde med kaldte de og alle andre det hillbilly, bonderøvsmusik, for det var sådan det lød. Straight country med nasal dræven og smægtende steelguitar, lige efter bogen, og forbløffende ufarvet af den blues, der omgav dem til daglig i Memphis, arnestedet for moderne blues og soul.

Selv om Elvis Presley ville fylde 20 år næste gang, virkede han meget yngre end Scotty, der havde set verden. Alligevel havde de to ting til fælles. De arbejdede kun, fordi de ikke kunne leve af musikken, og de levede begge for den dag, musikken kunne blive deres arbejde. Elvis var også ufaglært. For en dollar i timen kørte han grej for elektrikerfirmaet Crown Electric rundt til byens byggepladser. Og så boede han hjemme hos mor og far. Det havde han gjort siden familien flyttede fra den sydlige naboby Tupelo til områdets metropol, Memphis. Over stok og sten, som tyve i natten, fordi kreditorerne var begyndt at banke lidt for kraftigt på døren. Presley-familien var ludfattig. Elvis’ mor, Gladys, var en stolt kvinde, der holdt sammen på familien. Og i en blanding af naivitet og snusfornuft regnede hun det for givet, at den velstand, hun så poppe op overalt, uundgåeligt måtte ramme Presley-familien en dag, hvis bare Elvis hang i og kom i lære som elektriker. Fast arbejde var lig et godt liv i Syden, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte, såvel hvide som sorte, alarmerede alle andre end centraladministrationen i det fjerne Washington.

Vi er i starten af 50’erne, det årti, der for alvor rev USA ud af efterkrigstiden og ind i en tid, hvor forbrugerrismen skulle blive udviklingsdynamo og teenagerne blev opfundet og manifesterede sig som en kulturel og social magtfaktor. Men der var et godt stykke vej endnu. De åndelige ligusterhække knopskød lige så hastigt som den statssponsorerede kommunistforskrækkelse. Temperaturen blev ved at falde i det ideologiske klima mellem USA og Sovjetunionen. Amerikanernes verden begyndte og endte i Los Angeles og New York eller omvendt, alt efter hvor man boede, og Hawaii talte kun med, fordi det var det ferieparadis, alle drømte om. USA var verdens største provins. Og Sydstaterne levede deres eget liv som en provins i provinsen. De havde godt nok tabt borgerkrigen, men de opfattede sig stadig som en nation for sig.

På den led var Elvis’ far, Vernon, en typisk sydstatshvid. Han var en ubændig, men

Readmore  

35 år næsten uden Elvis

2 Comments

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Vanen tro markeres det med nye bøger og plader. Med fakler i hænderne vandrede titusinder i aftes grædende, nynnende, syngende ad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee op til Graceland, sydstatspalæet, der ligner en kulisse fra Borte Med Blæsten, men var Presleys hjem, og som siden 1982 har tjent som et offentlig tilgængeligt relikvieskrin med faste åbningstider.

Disse poppilgrimme markerede ikke noget så banalt som endnu en dødsdag for en sanger, men en messe for underholdningsindustriens største ikon, Elvis Aaron Presley, manden, der med en milliard solgte plader er lige så kendt som Mickey Mouse, og synger lang bedre, men virker lige så uvirkelig.

Dagen derpå, 17. august 1977, fastlog den lokale avis i Memphis: A lonely life ends at Elvis Presley Boulevard.

Lad os tage tilbage til dengang ingen kunne have forudset, hvad der ville ske og hvordan det ville ende – hvis det da overhovedet er forbi:

CHEFERNE PÅ pladeselskabet RCA/Victor kunne ikke skjule deres forbløffelse og skuffelse. På pladetallerkenen drejede et testpres af den første single fra selskabets meget medieomtalte nyanskaffelse, Elvis Presley. Kontoret blev pludselig indtaget af en baryton, balancerende mellem tungsindig afmagt og desperation. Og stemmen var indsvøbt i et ekko så endeløst som kom den fra en anden verden; en verden, hvor kærlighed altid ender med at rime på ensomhed, og hvor der er lige langt fra popsentimentalitet til countryklicheer. Weltschmerz på elektriske versefødder.

Well, since my baby left me I’ve found a new place to dwell:
down at the end of Lonely Street at Heartbreak Hotel.
I’m so lonely, I’m so lonely,
I’ll be so lonely that I could die.

And though it’s always crowded you can still find some room
for broken hearted lovers to cry there in the gloom
and be so lonely, oh so lonely,

oh they’re so lonely they could die.

Efter to minutter og seks sekunder var det overstået. Hvad helvede var det? Skal vi absolut gøre pladekøberne kede af det ved selv at lyde så bundløst bedrøvede, spurgte de fra marketingafdelingen. Var det overhovedet en sang, de havde hørt? Hvor var omkvædet f.eks. blevet af? Det var i hvert fald ikke country med den der bidende, snerrende usmykkede guitarfigur, der blev ved at gentage sig selv og en bas, der lugtede langt væk af det, en journalist havde kaldt »animalistic nigger bop«. Lød det ikke snarere som en recitation, og hvad skulle alle de pauser til for? Hvornår begyndte nummeret egentlig og hvorfor lød det ikke som noget af det, denne unge hedspore dog havde haft en vis succes med nede sydpå? Havde de med andre ord købt The Hillbilly Cat i sækken? Spørgsmålene haglede ned over Steve Sholes, den repertoireansvarlige chef for selskabets country-division, der havde sikret sig Elvis Presley-signaturen. Sholes lignede med sit omfangsrige korpus en mand, der kunne holde til en hel del, men han var trængt, hårdt trængt. Det havde han sådan set været siden de første rygter var begyndt at løbe i branchen om, at han var ved at købe en ung sanger fra Sam Phillips’ talentfabrik i Memphis. Og dét for en rekordhøj sum.

Sam Phillips vidste det bedre end nogen anden: stor en salgssucces havde Elvis’ Sun-singler heller ikke været. De havde fået masser af radioeksponering – især i starten, hvor singlerne ikke havde været så benhårdt rock & roll’ede, som de siden blev, koncerterne var blevet større og større tilløbsstykker, men Phillips’ enmandsselskab havde, som alle uafhængige pladeselskaber altid har haft det, ondt i distributionen. Der burde være kunder nok til Elvis, men hans produkter var sværere at få fat på end Phillips brød sig om at indrømme. »That’s All Right« havde solgt lidt over 20.000 eksemplarer, og de følgende singler dykkede til fircifrede salgstal. Det amerikanske marked var meget regionalt opdelt, og der kunne være langt bare mellem nabostater, både i smag og hvad angår forhandlernetværk. Det gjorde ikke så meget, når man havde med sort musik at gøre. Den levede i og af sit eget kredsløb og skulle ikke konkurrere med de store selskaber, som ikke regnede sort musik for andet end en niche, det ikke var umagen værd at gøre indhug i. Elvis sang godt nok, så man over en bilradio kunne forveksle ham med en sort, men han var hvid, og de piger, der gik i spåner ved synet og lyden af ham, var meget hvide. Elvis lignede en, der inden længe ville sprænge den meget snævre countrygenre.

Næste station hed så pop, og den del af markedet var ukendt land for Sam Phillips. Samtidig havde man i rockens korte rockhistorie allerede set skræmmebilleder på, at succes både kunne løfte og sænke et lille pladeselskab. Øget omsætning og indtjening kræver nemlig flere ansatte, og det gør firmaet sårbart, hvis succesen kun bygger på een kunstner, så derfor var Sam Phillips begyndt at se sig omkring efter aftagere til Elvis (og arvtagere). Elvis kunne hurtigt vise sig at blive for stor for Sun, indså Sam. Som også var entreprenør af hjertet. Processen var for ham mindst lige så vigtig som resultatet. Han vurderede, at han ved at få afsat Elvis til et større selskab, kunne finansiere andre projekter. Historiske helhedssyn er og bliver for de bagkloge. Sam Phillips var nok en mand med stor kærlighed til traditionen, men han levede i nu’et, og han var ikke mere idealist end at han godt kunne lide penge. Så han kiggede på sin bankkonto og lod med blandede følelser jungletrommerne gå: Elvis Presley var til salg.

Her kom Tom Parker ind i billedet. Hank Snows manager, som havde hyret Elvis som opvarmningsnavn, havde ikke glemt Elvis. Han ventede bare på det rette øjeblik. Parker var en flamboyant blanding af hestepranger og charlatan, country & western-verdenens svar på Peter Aalbæk Jensen. Han var kommet ind i musikken via gøgler- og tivolimiljøet, og havde kontakter overalt. Nogen skyldte altid Obersten en eller anden tjeneste. Elvis havde sådan set allerede en lokal manager, Bob Neal, en novice i faget. Neal blev som føjeligt ler i Parkers hænder, da denne tilbød at hjælpe med at få ’de fine folk’ oppe nordpå til at indse Elvis’ potentiale. Og penge var der også i det, lod han forstå. Det lød godt, syntes Neal, så der blev indgået en kontrakt mellem ham og Elvis (og Vernon og Gladys Presley, da Elvis endnu ikke var myndig) og på den anden side Tom Parker og Hank Snows firma. For 2.500 dollars om året skulle Parker assistere i det, der blev kaldt »the built-up of Elvis Presley as an artist«. Det var ikke slut med det: For sin underbetalte uegennyttighed skulle Parker samtidig have ret til at arrangere 100 koncerter for Elvis, Scott & Bill i løbet af det næste år. For hver koncert ville trioen få 200 dollars! Hank Snow må på en eller måde senere være blevet købt/snydt ud af aftalen, for da toget først kom op i fart, var der kun en fyrbøder og en togfører – Tom Parker.

SALGSFILOSOFIEN VAR at forlange så høj en pris, at alle andre end de etablerede selskaber ville være ude efter første runde. Steve Sholes blev tidligt interesseret. Han havde nemlig med stigende bekymring bemærket, at publikum til countrykoncerter blev mere og mere midaldrende. Med den udvikling kunne man snart regne sig frem til countryens dødsdag, hvis ikke der blev gjort noget. Der var behov for produktudvikling, ville man sige i dag. Samtidig trængte Sholes til at positionere sig i et pladeselskab, som med historikeren Colin Escotts ord på det tidspunkt »var det mindst hippe på planeten« med topnavne som Perry Como, Harry Belafonte og Eddie Fisher. Det beløb, Obersten forlangte, virkede imidlertid uoverkommeligt, men Sholes havde en finansieringside, som siden kom til at sætte et afgørende præg på Elvis’ karriere. Sholes lod sig fast forsyne med sange fra musikforlæggerne Hill & Range. Var det ikke noget for dem at blive medsponsor på dette nye projekt mod at de fik en ny storkunde? Det var det. Så den 21. november 1955 blev det synligt, at guldfuglen var for lille til Sam Phillips’ bur. Den gamle økonomi købte den nye energi. RCA Victor erhvervede ved en uformel reception i Sun-studierne rettighederne til alle nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle samt, nok så vigtigt, ret til udgivelse af allerede indspillet materiale – dummere var Sholes heller ikke. For 35.000 dollars.

Beløbet lyder i dag nærmest som en grov trykfejl, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. Til sammenligning havde successangeren Frankie Laine skiftet selskab for 25.000 dollars. Uofficielt, men reelt, betalte RCA Victor dog kun Phillips 25.000 dollars., mens Hill & Range lagde ekstra dollars i kuverten. Derudover fik Elvis en såkaldt bonus på 5.000 dollars, men som Albert Goldman påpeger i sin bog om Elvis, så var det beløb i virkeligheden bare penge, Phillips skyldte sin opdagelse i ubetalte royalties. Obersten gned sig i hænderne, stak en ukendt under-bordet provision i lommen, og trådte ind i Elvis’ liv som hans nye faderskikkelse; en, der måske godt kunne finde på at forfalske en check, men som i givet fald ville gøre det uden at blive opdaget.

Det, der fik Sholes’ bosser til at ryste op med lige så mange dollars for et i bedste fald lovende, men nyt navn, som konkurrenten Columbia havde betalt for verdensstjernen Frankie Laine, var ikke en tro på, at fremtiden tilhørte rock & roll. Men en frygt for ikke at få en bid af kagen, før den mugnede til. I juli 1955 var »Baby, Let’s Play House« blevet Elvis’ hidtil bedst placerede single. Den nåede en tiendeplads på den nationale country & western-liste, og umiddelbart inden kontraktindgåelsen lå Elvis’ sidste Sun-udgivelse »Mystery Train« som nr. 1 på den samme liste, og i branchebladet Billboard kårede et panel af nationens pladevendere Presley til ’Årets mest lovende country & western kunstner« – altsammen tegn på de her & nu-muligheder, der var i knægten. Og væsentlige argumenter i Sholes’ forsøg på at overtale RCA-direktionen. Samtidig var Bill Haley’s single »Rock Around The Clock« i efteråret ’55 tikket ind på radioernes playlister og toppen af hitlisterne som endnu et tegn på, at noget nyt var i gære. RCA, og vel også Sholes, så tydeligvis Elvis som ’deres’ Bill Haley. Og hvem ved, næste år ville døgnfluen måske have mistet vingerne. Derfor bredte der sig en vis handlingslammelse i ledelsesgruppen efter at have hørt »Heartbreak Hotel«. Der var dem, der var imod at udgive den som single – det var de samme, der, som Dave Marsh skriver, håbede, de ville vågne en morgen og lettet opdage, at rocken var en ond drøm, men den rationelle tankegang vandt. Udgav man ikke singlen, var det det samme som at smide 25.000 dollars ud af vinduet. Plus det ikke uanselige prestigetab, der altid vil påvirke et aktieselskab. Så Sholes fik sin vilje, men det var også klart at direktionen med sit ja skubbede ham ud på tynd is. Og ikke helt få håbede, at isen ikke kunne bære.

Den 27. januar udkommer »Heartbreak Hotel« på single, men der sker ingenting. RCA har svært ved at håndtere, at Elvis både kan sælges på pop- og countrymarkedet. Bedre bliver det ikke af, at man af en eller anden grund ikke lader ham synge sangen de første to gange, han er på landsdækkende tv – i Brødrene Dorseys Stage Show. Steve Sholes holder vejret og synes, han kan høre isen knage. Han trøster sig med, at han sidst i januar havde ladet Elvis indsynge »Blue Suede Shoes». Den er god at have i reserve, selv om han har indgået en gentleman agreement med Sam Phillips om ikke at sende den på gaden, hvor den kan genere Sun-sangeren Carl Perkins, der ser ud til at få et hit med den sang. Først da han tredje gang på en lille måned er gæst hos The Dorsey Brothers inviterer Elvis seerne indenfor på Heartbreak Hotel. Resultatet udebliver ikke. Singlen placerer sig den 3. marts på Billboards pophitliste som nr. 68. Og så går det ikke stærkt, men støt opad listen. Den 3. april ser en fjerdedel af den amerikanske befolkning Elvis synge sin nye single i Milton Berle Show:

http://www.youtube.com/watch?v=gf0ClABB2P0

Og den 21. april slår Sholes op i sit eksemplar af Billboard og ånder lettet op. Elvis Presley er førstevalg i den nationale jukeboks med »Heartbreak Hotel«, sangen, som Mae Boren Axton, pr-medarbejder for Obersten i Florida, skrev på 22 minutter sammen med Tommy Durden efter at have set en avisomtale af en farvelnote fra en selvmorder, der skrev »I walk a lonely street.«

Succesen for »Heartbreak Hotel« og den måde den var opnået på, var en guldrandet understregning af en udvikling, markedsanalytikerne allerede et stykke tid havde prøvet at overbevise underholdningsindustriens stormoguler om: fjernsynet og teenagerne var kommet for at blive. Det samme var rocken. »Roll over, Beethoven and tell Tchaikovsky the news«, som Chuck Berry hoverede i en aktuel sang, der spejlede de unges selvforståelse. Dagligstuen var i stigende grad blevet den nye koncertsal. Tv-apparater var ved at blive lige så almindelige og selvfølgelige som køleskabe, og pladebranchen satte nye omsætningsrekorder år for år. 325 mio. dollars alene i 1955 – i dag er det tal blevet til milliarder. Showbiz blev noget enhver kunne overvære fra sofarækken uden at klæde sig ud som om man var til fest; noget enhver havde råd til. Og for rock & roll, som jo i sit udspring var anti-autoritær, blev massemedier som tv og plader en afgørende demokratisk dimension. Samtidig hæmmede det ikke ligefrem eksponeringen af Elvis og den nye musik, at netop 1956 blev det store lanceringsår for det sidste nye teknologiske skrig, den batteridrevne transistorradio, som gjorde musikken allestedsnærværende og mobil, og som klædte musikken, fordi lydgengivelsen harmonerede fint med den uraffinerede optageteknik. Ingen af disse faktorer havde dog fået andet end kuriøs betydning havde det ikke været for synliggørelsen af teenagerne som den nye, dagsordensættende forbrugergruppe – først i USA og snart efter i de øvrige vestlige lande.

I Elvis-året 1956 skønnede det uafhængige Institute of Student Opinion, at der fandtes 13 millioner teenagere i USA med en samlet årlig indkomst på syv milliarder dollars! Det var 26 procent mere end året før. Den amerikanske gennemsnitsteenager tjente 10 dollars og 55 cents om ugen. Hvad brugte de de penge til? De gik ikke til marshmallows og burgere allesammen. De købte plader. Og analysen viste, at de bedst kunne lide popmusik. I snit købte teenageren to plader om måneden, pigerne købte flest sammenlagt, men de virkelige samlere – dem, der købte over ti om måneden – var highschooldrenge. Og plader var i langt overvejende grad singleplader til 89 cents stykket.

DET HAVDE RCA taget højde for. Knap var blækket på kontrakten med Elvis tørt, før RCA op mod jul 1955 havde genudsendt alle de singler, Sun havde udsendt i det forløbne år. Det var et klogt træk, og en markering af, at en ting var at have lokal succes. Noget ganske andet er at færdes i the mainstream. Der er man nødt til at have flere våben, og man er nødt til at kunne trække først, men også være udstyret med så megen ammunition, at man kan overleve at skyde forbi. En singleplade havde ganske vist to sider, men som regel var det kun  den ene, A-siden, der slog an. En lp kunne rumme op til syv singler. Det var logik for førsteårs handelsstuderende, at man kunne få meget mere ud af en lp. Der var flere skud i bøssen simpelthen. Derfor havde Steve Sholes presset på fra starten for at få Elvis’ debutalbum på gaden så hurtigt det kunne lade sig gøre. Problemet var bare, at der ikke var nye sange nok. Elvis havde ganske vist været i studiet for RCA’s regning i starten af 1956, men han arbejdede ikke så samlebåndshurtigt, som RCA-budgetlæggerne var vant til. Han lagde sin sjæl i musikken og det tog tid. Sholes var nødt til at tænke kreativt. Dengang var lp-mediet nyt, og ingen tænkte det på det som en mulighed for at præsentere et samlet udtryk. lp-plader og singler indgik – endnu – ikke i nogen form for synergi. Lp’er tjente først og fremmest til at få solgt nogle flere singleplader – ikke omvendt. Pladen blev sammensat af fem uudgivne Sun-indspilninger, tre sange fra januarindspilningerne i Nashville, der også resulterede i »Heartbreak Hotel«, samt fire sange fra en session i New York sidst i januar. Lp’en, der udkom sidst i marts 1956, kom til at hedde Elvis Presley. Ikke andet. Det behøvedes ikke.

I dag har mange glemt, at albummet ikke indeholdt et eneste af Elvis’ hidtidige hits. Det var med vilje. Hvis lp’en rummede singleplader, ville den jo stjæle salg fra dem … samtidig blev lp’en senere på efteråret til singleplader, idet RCA stykkede den op i syv forskellige af slagsen, der blev udsendt samme dag! Læg dertil udgivelse af de samme sange i det såkaldte ep-format, fire numre på en plade. Lp’en solgte til at begynde med 300.000 eksemplarer i USA og afløste en anden RCA-kunstner, Harry Belafonte, på toppen af lp-hitlisten, hvor Elvis blev ti uger. Forskellen i salgsappeal mellem lp’er og singler illustreres af, at sommersinglen samme år, »Hound Dog,« blev købt af tre millioner amerikanere. Elvis var ankommet. Og albummet viste, hvad verden havde i vente. Ok, der er et par lidt for friserede søndagsskoleversioner, bl.a. af Little Richards »Tutti Frutti«. Den er der ikke meget usømmelighed over i Elvis’ version, men selv om pladen ret beset bestod af lidt lagerrealisation fra Sun-perioden, den hidtil tilbageholdte kopi af Carl Perkins’ »Blue Suede Shoes«, der totalt udvisker originalen, og et par sange, der stritter i alle retninger (fordi Elvis var sådan), er fusionen af country, blues og Tin Pan Alley-pop stadig unik. Og så det overskud. Her er en sanger, der vil af med noget. Et overtryk, der vil ud og ind. Elvis Presley synger om sex, så det bliver mere end den petting, der var normen på ethvert bagsæde i datidens USA – hvorfor var bilerne ellers så store?  Og så pludselig et sceneskift, der den dag i dag efterlader lytteren stakåndet – »Blue Moon« sunget af en hanulv, der hyler mod månen, ensom og forladt, men ikke fortabt. Hele vejen dette vibrato af en indre dynamo, som kører på lige dele respektløshed og en dyb, kærlig forankring i traditionen. Det siger noget om sammenhængskraften i Elvis’ vision, at hans hulter-til-bulter sammensatte debutalbum alligevel er så fokuseret og sprællevende. Og farligt. Så farligt, at værten for tidens mest sete og prestigiøse tv-show, Ed Sullivan, erklærede, at Elvis’ obskøniteter aldrig ville finde vej til hans scene.

Men man skal aldrig sige aldrig, så da Sullivans konkurrenter opnåede forbløffende seertal efter at have haft Elvis Presley på plakaten, var vejen banet for The Toast Of The Town. 80 procent af de mulige amerikanske seere så Elvis den 9. september, og mange af dem har det med den dato stadig som andre mennesker har det med John F. Kennedys død – de kan huske, hvor de var og hvilket tøj de havde på. Pigehvinene fra salen var øredøvende, men man kunne kun tænke sig til, hvad de reagerede på, for Elvis blev kun vist fra brystet og op. Hofterne og det, han gjorde med dem, var forbudt område for enhver tv-producer. 28. oktober gæstede han igen showet. Begge gange sang han en sang, som ikke lød som om den kunne true søndagsfreden ude i småborgerskabets Amerika. »Love Me Tender« hed den, og den endte med at være titelsangen til hans første spillefilm. Det var en ballade, der kunne have haft Kleenex som sponsor, men også et signal om, at Elvis måske alligevel talte sandt, når han sagde, at han ikke var klar over, hvad han gjorde, når han sang offentligt. Han kunne jo kun synge, hvis han brugte hele kroppen. Og når han af og til blev i tvivl om de signaler, han sendte, talte han med sin mor.

Et samtidigt Associated Press-referat af Elvis’ referat af en sådan konsultation er meget sigende og lader sig ikke oversætte fra det sydstatsdrævende: Til journalisten fortæller Elvis: »’Momma’, Ah said, ’Momma, you think Ah’m vulgah on the stage?’ ’Son,’ she said, ’You’re not vulgah, but you’er puttin’ too much into your singing. Keep that up, and you won’ t live to be thirty.’ ’Momma,’ Ah said, ’Ah cain’t help it, Ah just have to jump around when Ah sing.’« Og så betroede Elvis læserne: »but it ain’t vulgah. It’ s just the way Ah feeel. And Ah don’t feel sexy, when Ah’m singin’. If that was true, Ah’d be in some kinda instituion as some kinda sex maniac …« De kvindelige fans vidste selv bedst, hvad de så: »He’s fascinating – like a snake,« hed det i et læserbrev. En anden betroede en reporter, at Elvis havde »the hottest bedroom eyes ever.« Mange år senere vedholdt Scotty Moore, at det der med Elvis’ hofter, der nærmest gik i selvsving, og benene, der ikke ville stå stille, det var skam fysiologisk betinget. Han stod jo tættest på, så han måtte vide det …

FOR ELVIS var der ikke nogen modsætning i i den ene sang at ægge sine tilskueres hemmelige begær for så i den næste at advokere for en kærlighed, der nærmede sig det ærbart romantiske. Og som i hvert fald var langt fra det svinske tungekysseri, datidens moralske vogtere kunne konstatere en drastisk stigning i, når unge af forskelligt køn samledes i halvmørke til tonerne af Elvis og hans efterlignere. Hvor de så vidste det fra. Og iøvrigt elskede Elvis at se sig selv som renhjertet balladesanger; så meget, at Sam Phillips f.eks. ikke havde nænnet at sige nej til at lade ham synge de mange ballader, selv om Sam syntes Elvis var bedre i rollen som det, en tv-producer kaldte »Marlon Brando med en guitar.» Elvis så mest sig selv som James Dean.

»Love Me Tender« solgte 2,5 mio. eksemplarer inden året var omme. Og på RCA Victor var cheferne ved at fatte rækkevidden af det talent, de havde betalt så mange penge for. Det beløb var der ingen i ledelsen, der længere bebrejdede Steve Sholes. RCA følte, at de havde fået det bedste af begge verdener: Elvis var lige nu mest rebel, men havde potentiale til at blive svigermors (våde) drøm. Ved årsskiftet 1956-57 kunne selskabet konstatere, at det havde solgt 10 millioner Elvis-singler, og at det samlede salg af Elvis-plader udgjorde halvdelen af selskabets samlede popomsætning. Elvis havde siden 21. april været nr. 1 på Billboards Hot 100 i sammenlagt 25 uger. Med fire sange. Plus det løse som ikke mindst indebar Oberstens millionindbringende systematisering af Elvis Presley-tilbehør. Parker kendte en succes, når han så den, så han havde hyret manden, der havde stået for Davy Crockett-succesen, og sammen lancerede de den første marketingkampagne entydigt målrettet teenagere, og især den kvindelige Elvis-fan.

Resultatet var, at hun havde mulighed for at få alt af Elvis, undtagen ham selv. Når hun stod op, kunne hun efter brusebadet tørre sig med et Love Me Tender-håndklæde. Hun kunne bruge sin Elvis-deodorant, og gå ned til morgenmaden, som hun indtog med sit Elvis-bestik på sin Elvis-tallerken. Så tog hun sin Elvis-skoletaske og gik i skole, hvor hun fik veninderne til at skrive i sin Elvis-poesibog, mens de beundrede hinandens Elvis-hårbånd. I spisefrikvarteret åbnede hun sin Elvis-madkasse og begyndte det at regne på vejen hen til skolebussen, slog hun sin Elvis Presley-paraply ud. Hjemme igen lavede hun lektier ved sit Elvis-chatol, mens hun drak af sin Elvis-sodvand, og når hun havde slukket lyset og ventede på de søde drømme, iført sin Elvis-pyjamas, kunne hun i mørket se hans selvlysende billede på væggen.

Elvis Presley lod sig kun overdøve af Suezkrisen i 1956. Med uskyldens usårlige styrke introducerede han en ny verdensorden, der ikke ville eller kunne fastholdes på papir, men lukkede sig op for den, der kunne danse til løsenet: »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto: Alfred Wertheimer, 1956 ©

Ovenstående er et redigeret uddrag fra min bog, Den evige Elvis (Gyldendal, 2002)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Da Elvis tændte op igen

4 Comments

I disse dage for 50 år siden var Elvis Presley i fuld gang med at tilbageerobre rock ‘n’ roll-troværdigheden efter at have fået alverdens husmødre til at hulke med på ‘It’s Now Or Never’. Singlen ‘His Latest Flame/Little Sister’ var i gang med sin tredje uge øverst på den britiske hitliste, og begge sange var også i Top 10 i USA.

‘His Latest Flame’, eller som den retteligt hedder ‘(Marie’s The Name of) His Latest Flame’, er skrevet af Mort Shuman med tekst af Doc Pomus. Rytmen er lånt – eller hvad man nu skal kalde det – fra Bo Diddley, og det er en ren tilståelsessag fra komponistens side.

Sangen fortæller en cowboyklassisk historie (YouTube-link):

A very old friend came by today
‘Cause he was telling everyone in town
Of the love that he just found
And Marie’s the name of his latest flame

(…)

Though I smiled the tears inside were a-burning
I wished him luck and then he said goodbye
He was gone but still his words kept returning
What else was there for me to do but cry

Would you believe that yesterday
This girl was in my arms and swore to me
She’d be mine eternally
And Marie’s the name of his latest flame 

Og Elvis er i storform som historiefortæller; æggende, swingende og alt i alt en afspejling af en indspilningssession, som formede sig som et rent party, skal man tro Ernst Mikael Jørgensens bog Elvis Presley: A life in music. Og det skal man!

Faktisk var musikere og Elvis så glade for den sang og dens lillesøster (med Hank Garlands fine leadguitar), at de efter at have færdigindspillet dem, blev i studiet for at høre resultatet igen og igen til halvotte næste morgen.

Undervejs ringede de Shuman op for at høre ham, hvordan han havde skabt den helt specielle lyd på den demoversion, de gik ud fra. Det kunne han ikke lige sige, men han fortalte senere, at det var den eneste gang han havde nogen form for direkte kontakt, ikke med Elvis, men folkene i den kgl. inderkreds.

Og her taler vi om en mand, der skrev Elvis-klassikere som ‘Surrender’, ‘Suspicion’, ‘A Mess Of Blues’ og ‘Night Rider’.

Sangen var oprindeligt blevet indspillet af Del Shannon (YouTube-link), som havde udsendt den samme sommer på albummet Runaway. Det var der ikke mange, der huskede, da Elvis fyrede op under sangen.

PS: Mort Shuman har senere fortalt, at grunden til, at pigen hedder Marie, er, at det ville have lydt mærkeligt med Carol.

Readmore  

Joe Dowell’s one hit wonder

Kommentarer slået fra

I denne uge for 50 år siden var der omsider skiftedag på toppen af Billboards Hot 100. I hele syv uger havde pladsen tilhørt Bobby Lewis. Op på førstepladsen hoppede en sang, som var kendt. Både i Tyskland og i USA, men ikke lige i denne version.

‘Muss I’denn zum Städtele hinaus’ hittede i Tyskland med Gus Bacchus i Bert Kaempferts arrangement, men amerikanerne kendte denne folkemelodi med originaltekst af Schiller fra den spritnye Elvis-film G.I. Blues.

Den havde produceren Shelby Singleton været inde og se ved en privat forevisning. Og i modsætning til de fleste andre gik han ikke ud af biografen nynnende titelsangen og ‘Stuck On You’. Han kunne ikke slippe ‘Wooden Heart’, som ‘Muss I’den’ var blevet til. Da Elvis havde en ny single på vej (‘I Feel So Lucky’) skønnede Singleton, at man nok ikke ville singleudsende ‘Wooden Heart’.

Et år før havde en ung mand fra Bloomington, Indiana med et clean cut all american look været til audition hos ham. Nu havde Singleton fået Joe Dowell i sin stald på Mercury Records, og den første sang, Dowell indsang var ‘Wooden Heart’.

Elvis-versionen anvendte både tuba og orgel. Singleton strømlinede arrangementet og lod Ray ‘Everything is beautiful‘ Stevens spille et orgel, der til forveksling lød som en trækharmonika. En bassist efterlignede tubaen. Få dage efter indspilningen lynudsendtes singlen, og Dowell blev sendt på en intensiv turne med sangen:

http://www.youtube.com/watch?v=1cydaWO7y9k

Det kunne betale sig. Det tog hans version ni uger at nå til tops. Det mærkelige ved hele den historie er, at Elvis-udgaven samtidig var et stort hit i Europa. Den kom først på en amerikansk Elvis-single i 1964 – som b-siden til ‘Blue Christmas’.

Joe Dowell fik to andre, meget mindre hits, før civilkarrieren kaldte. Han fik et aktivt liv i reklame- og kommunikationsbranchen, og er i dag 71 år.

Selv nærede han aldrig nogen illusioner om sin betydning: “I’ve had my fourteen-and-a-half minutes of fame”, udtalte han engang.

Tom Petty var en af de mange, der hørte hans ‘Wooden Heart’. Det kom der en porøs, renhjertet coverversion ud af.

Readmore  

Jerry Leiber 1933-2011

3 Comments

Der går mange anekdoter om Jerry Leiber, som døde i mandags, 78 år. Sammen med Mike Stoller skrev han fra først i 50’erne jo nogle af poppens og rockens mest langtidsholdbare sange.

Ikke mindst til Elvis. Engang hang Leiber og Stoller ud til en indspilningssession. Elvis kunne nemlig godt lide dem. Det kunne manager Tom Parker ikke lide. Han brød sig ikke om, at nogen kom for tæt på hans boy. Den dag var det dog ret praktisk. Der manglede nemlig en sang.

»Kunne I to ikke lige skrive en,« spurgte Parker. Jo, hvornår skulle den bruges? Nu, lød svaret. Duoen fortrak til herretoilettet, og kom ud et kvarter senere med ‘Santa Claus Is Back in Town’.

De opfattede ikke sangskrivning som kunst, og netop derfor blev deres sange det ofte. Stoller tog sig af tonerne, men Leiber skrev teksterne, som intonerede en tiltrængt, hverdagsnær friskhed kombineret med gadehjørnehumør.

Engang fortalte Stoller, at Leiber satte scenen for deres sange: »Han var en idefabrik. Til hver eneste situation i en sang havde han tyve ideer. Han arbejdede i døgndrift.«

Det nød til at begynde med især The Drifters og The Coasters godt af. Sange som ‘Under the Boardwalk’, ‘Yakety Yak’ og ‘Poison Ivy’ er gode eksempler på Leibers affotografering af virkeligheden. At han også mestrede melodramaet uden at falde i klichefælden, bevises af ‘Stand By Me’, skrevet til Ben E. King, men som John Lennon siden gjorde til sin.

Allerede i 1953 havde Leiber og Stoller givet Big Mama Thornton et hit med ‘Hound Dog’:

Tre år senere forvandlede Elvis Presley sig med sin version af den sang fra et lokalt til et nationalt og siden globalt fænomen.

Siden skrev de andre sange til Elvis: ‘Jailhouse Rock’, ‘Don’t’, ‘Loving You’, ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, ‘King Creole’ og ‘Girls, Girls, Girls’, som Coasters i øvrigt først takkede nej til.

Det var der ikke mange, der gjorde, efter at samarbejdet med Elvis havde gjort Leiber & Stoller til et brand. Når det gjaldt sangleverandører var det et kernepunkt for Tom Parker, at hans klient ikke sang noget, som Elvis og dermed Parker ikke havde forlagsrettigheder til. Det blev nærmest en selvfølge for Parker. Og det i grad, så han i stedet for at sende en kontrakt over til Leiber & Stoller en dag bare overrakte dem et blankt stykke papir. De skulle så bare sætte deres signaturer under. Så skulle Obersten nok selv udfylde resten…

Man kan med nogen ret mene, at de ikke siden slutningen af 60’erne skrev noget mindeværdigt. Den indvending bliver ret akademisk, hver gang en af Jerry Leibers tekster fylder rummet. Han skrev sange, der for mange blev selve meningen med opfindelsen af grammofonen.

CAPAC siger også farvel til Leiber. Her.

Readmore  

Paul Anka gør det på sin måde

Kommentarer slået fra

En af de mere mærkelige coverversioner er den, Paul Anka i 2005 lavede af Nirvanas generationshymne ‘Smells Like Teen Spirit’. Det mærkelige er sådan set ikke, at Anka, hvor bizart det end lyder, udsætter Kurt Cobains rockguitarklassiker for et swingende bigband, men at det lykkes ham at gøre sangen til sin. Se selv her.

Det lader sig kun gøre, fordi Paul Anka går ind i sangen med en autoritet som en Sinatra, og fordi den i morgen 70-årige Anka om nogen ved, hvordan det er at være formidler af tidens teenageånd.

Den så bare noget anderledes ud i de sene 50’ere, hvor Paul Albert Anka tog fra Canada og sine libanesisk-assyriske forældres restaurant til New York, hvor han over night i september 1957 blev popidol med sin egen sang, ‘Diana’; skrevet til hende, der babysittede hans mindre søskende.

Egentlig vaklede Anka mellem at ville være journalist eller jurist, og skulle siden vise talent for begge fag, men et sommerferiejob i Los Angeles gjorde den trettenårige Anka beruset af showbiz. Han skulle til skolen skrive en rapport om sit ophold. I stedet skrev han en sang, og fik med den ihærdighed, der siden skulle kendetegne ham, også udsendt den. Den floppede dog, og han tog hjem til Ottawa. Året efter vandt han en konkurrence om at samle flest etiketter fra Campbell-suppedåser. Gevinsten var en tur til Manhattan.

Under opholdet der skrev Anka bl.a. sangen til babysitteren. Han sang den for Sinatra-produceren Don Costa. Resten er pophistorie:

http://www.youtube.com/watch?v=fuTbB-d12A0

De følgende år blev Paul Anka et brugbart alternativ for de mange, idolhungrende teenagere, der fandt Elvis Presley for grænsesøgende og vulgær. Og i modsætning til manden fra Memphis skrev Anka selv de sange, han sang: ‘Lonely Boy’, ‘Put Your Head On My Shoulder’, ‘It’s Time To Cry’ og ‘Puppy Love’ gjorde ham ikke alene til idol i USA og Canada, men også i Italien (hvor man så sammenhængen med San Remo-sangkulturen), England samt ikke mindst Sverige.

Elvis Presley ville have haft godt af at ringe til Anka for et par staldtricks. Anka bestyrede nemlig selv sin forretning. Det gjorde ham hurtigt til millionær dengang det var noget at være i dollars. Desuden tog andre hans sange op. F.eks. skrev han Buddy Hollys sidste betydende hit, ‘It Doesn’t Matter Anymore’, og senere nød bl.a. Tom Jones godt af ‘She’s a Lady’ ligesom Donny Osmond kunne sige det samme om ‘Puppy Love’. Man regner med, at Anka har rettighederne til hen ved 900 sange; herunder de sange, han i 1993 indspillede med Michael Jackson.

Paul Anka var således økonomisk godt polstret mod den brådsø, The Beatles sendte ind over amerikansk popmusik i 1964-65. Han blev ikke, i modsætning til mange af sine kolleger, skyllet væk, men gik i dækning, ventende på bedre tider. De kom. I 70’erne hittede han med sange som ‘You’re Having My Baby’ og ‘Times of Your Life’.

Anka tilbagekøbte desuden udgivelsesrettighederne til sine gamle hits på et tidspunkt, hvor de lignede noget, der aldrig ville blive noget værd igen. I dag kan Anka leve godt af alene at genudgive sit bagkatalog, men udsender alligevel med mellemrum ret vitale plader.

Dagligt kan han også få sin revisor til at bekræfte, at det kunne betale sig at købe forlags- og oversættelsesrettighederne til en sang, han tilfældigt hørte på en ferie i Sydfrankrig i 1968. Han forvandlede Claude Francois’ ‘Comme d’habitude’ til ‘My Way’, foreslog den til Frank Sinatra og skrev pophistorie – igen.

Se mere på Paul Ankas hjemmeside.

Readmore  

Da solen stod op over rock & roll

Kommentarer slået fra

Da John Mellencamp fornylig gæstede Vega viste han en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet No Better Than This, som bl.a. er indspillet på det autentiske udstyr i Sun-studiet i Memphis. Mellencamp var synligt fuld af ærefrygt, da han så krydset på gulvet, hvor Elvis havde stået og sunget. Og det bragte mig – igen – tilbage i tiden:

HISTORIEN indfinder sig den 5. juli 1954 i et lille studie på 706, Union Avenue i Memphis, Tennessee. Det er en lummer, fugtigvarm mandag aften, hvor studiets ejer, Sam Phillips, har koblet to håbefulde lokale musikere på en 19-årig knægt, der var blevet ved at løbe ham på dørene efter selv at have finansieret indspilningen af et par sentimentale lakplader, angiveligt til hans mor.

Fyren virkede ikke som noget særligt, men da Phillips, som drev Sun Records, en dag havde fået en sang ind, som han manglede en sanger til, og alligevel havde lidt ledig studiekapacitet, imødekom han sin sekretær Marion Keisker. Hun havde nemlig været en smule indtaget i den unge mand. Og i en intern note havde hun ud for hans navn skrevet »Good ballad singer. Hold.«

Han var både nærmest selvudslettende høflig, beskeden og øretæveindbydende selvsikker. Da Keisker spurgte ham, hvad slags musik han sang, havde han svaret: »I sing all kinds, ma’am.« Og da hun spurgte, hvem han lød som, tøvede han ikke: »I don’t sound like nobody …«

Det sidste var noget selvovervurderende, syntes Phillips, da Elvis Aaron Presley havde givet sin version af »I Love You Because«, coun- trysjæleren, som et par år forinden havde været et hit for bl.a. Ernest Tubb og senere skulle blive det for Jim Reeves. Elvis lød som hvem som helst, så Phillips lod de tre have deres øvetime i fred (i virkeligheden havde de vist øvet sammen en måneds tid).

HAN PUSLEDE med at lodde ledninger ude bagved, da han pludselig spidsede ører. Den sang kendte han da; han, der så bluesmusikken som den amerikanske nationalmelodi, og som i 1951 udgav ‘Rocket 88′, den første egentlige rock & roll-melodi. Jo, det var den – Arthur ’Big Boy’ Crudups 1953-hit, ‘That’s All Right’. Og så alligevel ikke. Der var noget nyt i den. Noget legesygt, noget naturstridigt erfarent og noget levedygtigt langt ud over dette øjeblik.

Elvis ejede pludselig rummet. Phillips fik skubbet underkæben på plads – sådan må Moses have følt det, da han så ind det forjættede land – og råbte ind i mikrofonen, at de da vist havde gang i noget der, Elvis, guitaristen Scotty Moore og gulvbassisten Bill Black. Kunne de ikke lige køre baglæns, så ville han få båndoptageren til at køre forlæns. No sweat, sir!

Endelig havde Sam Phillips fundet, hvad han altid havde ledt efter. Han havde altid spøgt med, at hans fremtid var sikret, hvis han fandt en hvid, der kunne synge med samme følelse som en neger. Phillips havde skabt sig et navn og respektable salgstal som producer af en række blues- og rhythm & blues-navne. Men Phillips tænkte den aften ikke på de penge, han havde lovet sig selv at ville tjene, når det øjeblik oprandt. Da det først var der, tænkte han på musikken.

Og – uden at sætte ord på – på den svimlende selvfølgelige syntese af de racemæssige og kulturelle forskelle, der til daglig stødte mod hinanden i et apartheidpræget samfund, men som her, foran en mikrofon, forløst af en fattig, uintellektuel varevognschauffør, tonede frem som en dristig demonstration af, at musik er bedre end politik, når det drejer sig om at få os til at lytte til hinanden og hinandens forskelligheder.

SAMME AFTEN eller måske aftenen efter gik de frejdigt i kødet på Bill Monroes bluegrass-vals, »Blue Moon of Kentucky«. Og vendte vrangen ud på den.

http://www.youtube.com/watch?v=pZWXpmbu4Z4

I overstadig firefjerdedelestakt antog den karakter af et pophit, og Sam Phillips vidste, at han havde den første Elvis-single i hus. Sun 209, som filatelisterne kærligt forkorter den. Fire andre fulgte, og fokus på Elvis flyttedes gradvist fra Syd- til Nordstaterne, op, hvor pengene var, og berømmelsen kunne katapultere dig til evigheden eller gøre det af med dig. Som bekendt oplevede Elvis begge dele.

Den 21. november 1955 måtte Sam Phillips modstræbende erkende, at guldfuglen var for lille til hans bur. RCA Victor købte ret- tighederne til nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle. Den gamle økonomi købte den nye energi. For 35.000 dollars med 5.000 mere eller mindre under bordet til Presleys nye manager og faderskikkelse, Tom Parker, halvt hestepranger halvt charlatan, countrymusikkens svar på Peter Aalbæk-Jensen.

Beløbet lyder nærmest som en trykfejl i dag, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. RCA vidste dog, hvad de gjorde, selv om de gik i slips og mest hørte Perry Como. Da Elvis’ første RCA-single landede i butikkerne i januar 1956, blev der hurtigt overbooket på ‘Heartbreak Hotel’ og Elvis Presley lavede en cross over, før nogen kaldte det dét, fra country til noget, som endnu ikke havde et navn, men aldrig var set eller hørt før. I marts kom debutalbummet.

Her introducerede Elvis med uskyldens usårlige styrke en ny verdensorden med ordene »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto lånt herfra.

Readmore  

Kongen bor i Kronjylland

Kommentarer slået fra

Der er Elvis-fans og så er der Henrik Knudsen. Han indvier i dag i Randers stolt en replica af Graceland. Trods uforståelig modstand fra Elvis Presley Enterprises.

Elvis Unlimited kaldte Knudsen sin (on line) butik. Fra i dag hedder den Graceland Randers, men der er stadig ingen begrænsninger på vareudbuddet, begejstringen og – ikke mindst – kyndigheden. Og nu kan man også få halvkilo steaks, baconcheeseburgere og banana pudding i den tilhørende (fysiske) restaurant.

Det er alt for nemt at affærdige Henrik Knudsen som en tosse, der har Elvis på hjernen, men tosser rejser ikke 26 millioner kroner til at genopføre Kongens hovedsæde sten for sten. I Randers! Henrik Knudsen er ikke alene en mand med en besættelse. Han er også en mand med forretningstæft. Der er mere Tom Parker end Elvis i ham.

Som trettenårig så Henrik på familiens lille sort-hvide tv i august 1977 de 16 hvide Cadillac-limousiner slowmotionparadere hen ad Elvis Presley Boulevard i Memphis, da Kongen blev stedt til hvile. Stemningen betog ham og blev siddende i ham som en mulighed, der ventede på at blive grebet.

Dagen derpå fortalte klassens tysklærer Henrik og hans kammerater, hvordan det var at høre musik, der var forbudt. Læreren havde boet i DDR, og ungerne lyttede vantro til ham, men da Henrik kom dybere ind i Elvis, opdagede han, at Elvis netop sang om frihed og længslen efter den.

Men som han sagde, da jeg interviewede ham i 2001 til min bog Den evige Elvis: “Man skal være døv og blind for ikke at forstå, hvad det er, Elvis gør ved en. Og skal man først forklare meningen med Elvis, så glem det!”

På samme måde med Graceland i Randers. Det står der, fordi det står der.

Follow that dream…

Pressefoto.

Her kan du læse mere om Elvis på bloggen. Blandt andet.

Readmore  

Aloha og på gensyn fra Elvis

Kommentarer slået fra

I dag er en mærkedag i Elvis-historien, en af mange. Lørdag 25. marts 1961 optrådte Elvis Presley for 4.000 tilskuere i Bloch Arena i Pearl Harbor på Hawaii. Anledningen var et velgørenhedsshow, der skulle hjælpe til at finansiere et mindesmærke for de mange, der druknede, da krigsskibet Arizona blev sænket af japanske jagere under angrebet på basen i 1941.

Elvis mumlede sig “yes, sir og yes, ma’am”-høfligt igennem et pressemøde inden koncerten, og lod sin manager og reservefar, Colonel Tom Parker, om at levere de one-liners, der kunne blive til citater i morgendagens aviser.

Elvis-showet genererede et overskud på 62.000 dollars – og det var mange penge dengang. Aftenen viste en performer i topform, iført guldlamejakke og boblende af overskud. Musikalsk veltrænet kom han og musikere som Scotty Moore og D.J. Fontana lige fra pladeoptagelser i Nashville. Det  var synligt, at Elvis nød at stå på en scene igen.

Åbningsnummeret var ‘Heartbreak Hotel’. 14 sange senere sluttede det med ‘Hound Dog’. Og det blev i mere end en forstand sidste nummer. Faktisk skulle det blive den sidste Elvis-koncert i otte år. Allerede om mandagen tog Elvis fat på at indspille Blue Hawaii on location.

Tom Parker havde nemlig regnet ud, at der var langt flere penge i at indspille film i Hollywood end i at turnere. Nogleogtredive forglemmelige af slagsen blev det til.

Først i 1968 genopfandt Elvis i et akut, men kortvarigt anfald af selvstændighed sig selv som scenekunstner.

PS: Et eksempel på Tom Parker’s Onkel Joakim-agtige tilgang til sin guldkalv udspillede sig i øvrigt på Hawaii nogle dage senere. Han beordrede pludseligt filmoptagelserne stoppet og krævede flere penge, fordi hans “boy” ifølge kontrakten skulle have 10.000 dollars ekstra, hvis han filmede i sit eget tøj. Producer Hal Wallis studsede. Elvis indspiller jo stort set bare i badebukser. Hvor synes Parker det med eget tøj kom ind? Parker peger med pokerfjæs på Elvis’ armbåndsur. Og fik sine penge. Det gjorde han altid.

Se mere om dagen og koncerten her.

Readmore  

Elvis som enestående ung mand

Kommentarer slået fra

I den endeløse strøm af mærkedage skal vi da ikke glemme, at det i dag (dansk tid) for 40 år siden blev meddelt, at Elvis Presley ville modtage prisen som en af årets “ten outstanding young men of America”. Bag prisen, som stadig uddeles, stod The United States Junior Chambers, mellem venner The Jaycees. Altid et clean cut, patriotisk american foretagende.

Blandt prismodtagerne har siden 1938 været Bill Clinton, Gerald Ford, Howard Hughes, Jesse Jackson, Ted og John F. Kennedy (allerede i 1946), Arthur Ashe, Leonard Bernstein, Pat Boone, Harry Chapin, Al Gore og Orson Welles. Se resten af prismodtagerne her.

Ved selve prisoverrækkelsen 16. januar måtte den ellers normalt ret fåmælte og presseuvante Presley levere en takketale. Han skrev den faktisk selv, med lidt lån fra Perry Como-, Roy Hamilton- og Frank Sinatra-hittet ‘Without A Song’, og lød som om han mente hvert et ord: “When I was a child, I was a dreamer … I read comic books, and I was the hero of the comic book. I saw movies, and I was the hero in the movie. So every dream that I’ve dreamed has come true a hundred times… I’d like to say that I learned very early in life that without a song the day would never end. Without a song a man ain’t got a friend. Without a song the road would never bend. Without a song, so I keep singing a song…” Se talen.

Tættere er Elvis nok aldrig kommet et kunstnerisk credo.

Ved et morgenmadsmøde på selve dagen havde Elvis stillet op til en lukket spørgsmål-svar seance for Jaycees-repræsentantskabet. Efterfulgt af en fællesbøn. Den allerede da ret pilleafhængige popkonge og fhv. teenagerebel forsikrede, at han skam var imod stofmisbrug og vanhelligelse af det amerikanske flag, og betonede, at for ham var Gud levende i os alle.

Elvis Presley modtog prisen bl.a. sammen med præsident Nixons presserådgiver, Ron Ziegler, manden, der stillede op for Nixon til det sidste.

Foto: Elvis fotograferet på selve dagen for prisoverrækkelsen.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top