Everything Elvis

3 Comments

Der er ingen ende på Elvis-industrien. Og omsætteligheden holder samme hastighed som ænder op mod jul. Halvanden måned efter udgivelsen af The Complete Elvis Presley Masters i et nummereret, globalt oplag på eksklusive 1.000 eksemplarer meldes det udsolgt. Men fortvivl ikke: Allerede medio januar kommer der et nyt oplag, dog ikke nummereret.

Bag projektet står Ernst Mikael Jørgensen og hans makker Roger Semon. De to, der for små tyve år siden fik i opdrag at redde Elvis-kataloget fra den fornedrende udsalgsdød i tilbudskasser og best of-stativer på tankstationer. De tre bokssæt, The Complete 50′s Masters, From Nashville To Memphis og The Essential 60′s Masters, står stadig som milepæle i genudgivelseshistorien (og fås nu i en mere dvd-agtig, konevenlig indpakning).

Siden har Jørgensen og Semon med kvalificerede nichegenudgivelser gjort deres bedste for at bevise, at Elvis stadig er vedkommende. Ikke altid uden modstand fra ejerne af Elvis-boet. I 2007 kritiserede den danske musikkurator i Jyllands-Posten Elvis Presley Enterprises for ikke at tage forvaltningen af den musikalsk arv alvorligt nok. Og han efterlyste mod til at gå igang med det, han kaldte monumentet – en udgivelse af det samlede oeuvre. Hans kritik er åbenbart blevet hørt.

I det nyeste nummer af Record Collector er der et godt interview med Jørgensen om Elvis’ efterliv. Her fortæller han, at “vi måtte kæmpe imod den Colonel Parker-tradition, vi arvede, hvor man ikke udgav plader med en sanger, men udgav nye produkter med et brand. På Elvis’ plader havde man ikke nogen anelse om, hvem der spillede, hvem, der producerede dem og hvornår og hvor de var indspillet.”

The Complete Elvis Presley Masters præsenterer over 30 cd’er alle 711 masteroptagelser i kronologisk rækkefølge, plus 103 sjældenheder. Alt restaureret med 24-bit teknologi. Samt en 240 siders bog med et essay af Peter Guralnick, manden bag den hidtil bedste Elvis-biografi, tobindsværket Last Train From Memphis/Careless Love.

I interviewet bliver Ernst M. Jørgensen stillet det umulige spørgsmål: Hvilke af Kongens sange er for dig de bedste? Han ryster ikke på hånden: Fra 50′erne vælger han ‘Since My Baby Left Me. Fra 60′erne ‘Big Boss Mann’. Fra 70′erne ‘I’m Leaving’ og selv blandt filmlortet finder Jørgensen et stykke lagkage: ‘They Remind Me Too Much Of You’ fra It Happened At The World’s Fair-soundtracket.

Og mens dette skrives, forsøger samme pladeselskab, som medfinansierer alt dette, at tage livet af Elvis endnu engang på albummet Viva Elvis. Med stor kommerciel succes.

That’s showbiz. Suk!

Record Collector-interviewet er tilgængeligt for abonnenter her.

Ernst M. Jørgensen fortæller også om kunsten at remasterere Elvis her.

Får man lyst at bestille Elvis-monumentet kan man gøre det indtil mandag 29.11 kl. 11.59 her.
Pris? Sølle 5.297,82 kr. Plus forsendelse.

Readmore  

The Killer fylder 75 i fin form

1 Comment

DER GÅR mange historier om Jerry Lee Lewis, og de fleste af dem er sande. F.eks. om dengang han, der altid betingede sig at komme på sidst i et show, havde måttet acceptere at spille før Chuck Berry. Jerry Lee afsluttede sit pianopumpende sæt med at overhælde klaveret med benzin og sætte ild til det. Backstage mødte han Berry, der var på vej op til scenen. »Stik lige den, nigger,« kom det fra manden, der kalder sig selv ’The Killer’.

I morgen fylder han 75. Tidligere på året fulgte Jerry Lee Lewis 2006-succesen ‘Last Man Standing’ op med cd’en ’Mean Old Man’, hvor han synger med bl.a. John Fogerty og Eric Clapton. Med fare for at løbe ind i øretæver, hvis jeg render ind i klaverbokseren, vover jeg alligevel at hævde, at Jerry Lee har haft sin bedste tid. Men hvilken tid!

Året efter at den i virkeligheden ret høflige Elvis Presley havde fremstået som en hoftevrikkende trussel mod samfundsmoralen, lancerede Sam Phillips i 1957 hans efterfølger på Sun Records.

Fra Ferryday, Louisiana, mine damer og herrer: En langlemmet, dryppende liderlig, lyshåret knægt, der spillede klaver stående, siddende, liggende og sparkende og skiftevis aede og pryglede instrumentet og sang, så ikke kun hans eget underliv rystede – ’Whole Lotta Shakin’ Going On’ hed gennembruddet, som blev fulgt op af ’Great Balls Of Fire’, ’Breathless’ og ’High School Confidential’ -  skoldhede sange, der er fuldt så prototypiske for det stilsammenrend af blues, country og rockabilly, vi lærte at kende som rock ’n’ roll som Elvis’, og så har Jerry Lees musik den vitale, ekstra dimension, at han selv spiller. Han så Elvis som en føjelig tøsedreng, hvis succes konstant nagede Jerry Lee.

Familien var fattig, faderen havde været bomuldsfarmer, men høsten slog fejl og han ernærede sig som tømrer (og skulle siden, ligesom Elvis’ far, spise højt belagt nådsensbrød hos sin søn). Som otteårig fik Jerry Lee et brugt klaver og lærte sig ’Silent Night’. Den kunne hans mor og to små søstre godt lide. Hans mor så meget at hun sendte ham i bibelskole. Det holdt ikke længe.

Siden blev det mindre gudsfrygtigt. Jerry Lee spillede det, han hørte. Fra Al Jolson over Hank Williams til Ray Price og en stribe boogie woogie-pianister. Han havde sin stil på plads, inden han var 15. Og var aldrig siden i tvivl om sin egen storhed. Et typisk, uoversætteligt udsagn lyder: »There’s only one Meat Man. M’Boy, you’re looking at the meanest muthahumpah of ’em all when it comes to music!« Se selv.

MÅSKE VAR det denne næsten neurotiske narcissisme, der gjorde ham helt uforberedt på det, der skete, da det under en turne i England i 1958 kom frem, at han havde giftet sig med sin kusine, Myra Gale. Hun var 13. Den altid sultne britiske frokostpresse gik til fadet. Jerry Lee fattede ikke, hvad der ramte ham, for der, hvor han kom fra, det ludfattige, indavlede hvide sydstatsmiljø, var en pige giftemoden efter sin første menstruation.

Omverdenen delte ikke synspunktet, og bedre blev det ikke af, at den 23-årige Jerry Lee også var bigamist, fordi han aldrig var blevet skilt fra sin forrige hustru. Han giftede sig første gang som 16-årig.

Hurtigt bredte skandalen sig til USA, og Jerry Lee gik fra at tjene 10.000 dollar på en aften til kun at kunne skrabe 250 hjem på buler fjernt fra alfarvej. Med i bandet på bas var hans onkel, J.W. Brown, Myras far.

Sådan gik ti år, uden at Jerry Lee skruede ned for sin flamboyante, selvfortærende livsstil. Han drak sprut og åd piller ad libitum, teede sig som om han ejede verden, og satte dagligt nye rekorder for dårlig rock ’n’ roll-opførsel. The Killer var godt på vej til at slå sig selv ihjel.

I 1968 FIK hans manager en god ide. Hvad med at satse på country? Countrykulturen værdsætter ganske vist familieværdier langt fra dem, Jerry Lee efterlevede, men alle familier har en fortabt søn, man gerne vil tilgive. Jerry Lee blev den søn, og fik sit andet kunstneriske liv og stormende succes med renhjertede ballader som ’Another Place Another Time’, ’What Made Milwaukee Famous Has Made A Loser Out Of Me’ og ’She Still Comes Around To Love What’s Left Of Me’, der lænede sig op ad legenden Jerry Lee Lewis.

En legende, han i den grad selv holdt levende. Myra lod sig i 1970 skille efter »et mareridt af et ægteskab«. Nye koner fulgte. To af dem døde under så mystiske omstændigheder, at Rolling Stone i det ene tilfælde påviste, at det lokale politi havde været mere forblændet af det berømte bysbarn end optaget af at klarlægge, om han kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Indicierne var ikke i hans favør. Jerry Lee har også engang såret en af sine musikere med et seksløberskud, og for at fuldende billedet af en tilværelse, der ikke bare har været krævende for hans omgivelser, omkom Jerry Lees første søn, Steve Allen, som treårig ved en drukneulykke, mens en anden søn døde, kun 19 år gammel, da han væltede med sin jeep.

Og fremtiden? Som Jerry Lee Lewis selv har sagt: »Så længe de giver mig et klaver, vil jeg findes derude. Hvis de prøver at fjerne det, skal de få røven på komedie.«

Så ved arrangørerne i Haderslev Idrætscenter, hvad de risikerer, når Jerry Lee Lewis giver koncert der 12. november.

Illustration: Forsiden fra Last Man Standing (2006) fotograferet af Michael Muller.

Readmore  

Kgl. sangleverandør død

1 Comment

I dag er der gået tv-reklameret inflation i begrebet ’schlager-konge’, men kun få fortjener prædikatet som komponisten George Weiss, der netop er død, 89 år, efter en karriere, hvor han i beleven stilfærdighed forsynede stjernerne med sange, der fik dem til at lyse endnu kraftigere.

Hans mor ville hellere have, at han skulle læse jura. Selv ville han læse musik på Julliard og sådan blev, suppleret med bijob som bigband-arrangør for bl.a. Stan Kenton, men juraen slap han aldrig. Den er god at vide noget om som sangskriver og han var i en årrække præsident for Songwriters Guild of America. Her talte han med den vægt, der kom af at have skrevet ’What A Wonderfuld World’ og ’Can’t Help Falling In Love’. Blandt meget andet.

George Weiss var ikke vild med Elvis Presley. Eller rettere: Han var ikke vild med den familievenlige måde, den tidligere rocker blev typecastet og solgt på i de tidlige tressere, så et tilbud om at skrive sange til en ny Elvis-film var ikke et ønskejob, og blev det endnu mindre, da Weiss læste manuskriptet til ’Blue Hawaii’.

Alligevel fandt han en åbning i plottet, som fik ham i gang med at skrive ’Can’t Help Falling In Love’. Elvis havde jo folk til det meste, også til at grovsortere de sange, der blev ham tilbudt, og sangen var lige ved aldrig at blive hørt af Elvis, havde det ikke været for en åben dør og en forbipasserende Elvis i sit sentimentale hjørne – det var han tit i.

Elvis insisterede på, at sangen skulle med i filmen, og siden gjorde han den til sin signaturmelodi. Den blev for ham, hvad ’My Way’ var for Frank Sinatra, som Weiss i øvrigt så tidligt som 1946 forsynede med hittet ’Oh, What It Seemed To Be’.

Noget mere kontroversielt blev det for Weiss at skrive teksten til ’The Lion Sleeps Tonight’. Sangen var bygget over ’Mbube’, en zulu-sang fra 40’erne, som blev en panafrikansk popsucces. Som ’Wimoweh’ blev den ved Pete Seegers mellemkomst et amerikansk hit for The Weavers i 50’erne før The Tokens med Weiss’ tekst gjorde den til en millionsælger i 60’erne.

Kritikerne så med en ikke ringe mængde politisk korrekthed hele den ophavsretligt ret spegede affære som et typisk eksempel på kulturimperialisme – den hvide mands udnyttelse af afrikansk folklore. Sagen endte i forlig.

Det kunne George Weiss godt forlige sig med.

Readmore  

Kongen er stadig i bygningen

3 Comments

I dag, fredag 8. januar, ville Elvis være fyldt 75, og selv om det er et billede, vi nødig vil se, med tanke på, hvordan han så ud, da han døde som 42-årig, kan vi altid lukke øjnene og høre det grænseoverskridende naturtalent, der satte den amerikanske koldkrigsmoral i brand. Den oplevelse kan ingen tage fra os, hverken Elvis eller Obersten, selv om guderne skal vide, at de prøvede. Den ene mere frivilligt end den anden. Og for mig vil Elvis altid se ud som ham, der illustrerer denne tekst – ung, uskyldig og både ubændig og blufærdig.

I anledning af den runde dag er der endnu gang blevet vendt bunker af bånd i arkiverne og tidligere udgivelser er blevet re-restaureret. I stakken af jubilæumsudgivelser ville jeg undgå bokssættet Elvis 75. Det er genbrug fra ende til alle, men skulle man have været udstationeret på Månen de sidste 50 år, er der nyt at hente. Det er der for så vidt ikke på Legacy-udgaven af From Elvis in Memphis, der samler de to albums med de legendariske 1969-indspilninger, umiddelbart efter at han ved juletid 1968 havde vist, hvem der havde rockkronen på, hvis nogen skulle være kommet i tvivl efter ungdomsoprør og de der fire uhøflige fjollerikker fra Liverpool.

I fødselsdagsgave giver jeg Kongen indledningskapitlet fra min 2002-bog om ham. Jeg håber, du har tid, og at han har en ordentlig netforbindelse deroppe:

RETURN TO SENDER

HISTORIEN OM Elvis Presley kunne sagtens starte i Randers. Lige der, hvor Store Voldgade munder ud i Kirkegade, holder Henrik Knudsen til. I noget, der svarer til en mellemstor provinssynoptik, sælger han under skiltet ’Elvis Unlimited’ mindet om og genlyden af Elvis til hele verden. Henrik Knudsens historie er typisk. Han var 13, da Elvis Presley døde stopmæt af dage, der mest udspillede sig om natten i et liv, hvor den mentale fedtprocent til sidst blev lige så fatal som den fysiske. Alt dette vidste Henrik ikke, da han på familiens lille sort-hvide tv så de seksten hvide Cadillac-limousiner slowmotion-paradere efter den lighvide rustvogn henad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee. Stemningen greb ham og blev siddende som en mulighed, der ventede på at blive grebet. En stemning af lige dele gennemlevet liv og forudsigelig, men monumental død. Elvis var for længst blevet en myte, da han blev fundet i sit badeværelse den 16. august i 1977. Hans død gav ham det nærmeste, showbiz kommer evigt liv.

NÆSTE DAG i skolen ville Henrik dele sin oplevelse. Fornemmelsen af at have bevidnet verdenshistorie blev forstærket af klassens tysklærer, der havde boet i DDR og kunne fortælle, hvordan det var at høre musik, der var forbudt. Ungerne tav i mild vantro. Kunne musik virke så stærkt, at magthaverne hørte den som en trussel, fordi den signalerede frihed og selvstændighed? Henrik og hans klassekammerater kendte godt Elvis – uden at vide det. Et af tidens store fritidshjemshits var »Jeg Har Købt En Elguitar« med Shu-bi-dua. Det er, som måske bekendt, en undersættelse af Elvis-sangen »Good Luck Charm«. Og Henrik opdagede også, at Shubbernes »Fed Rock« pludselig hed »Jailhouse Rock«. Og jo mere han gik på opdagelse i Elvis Presley, jo mere opdagede han. Den erkendelse er han ikke alene om, men det var ikke særlig trendy at kunne lide Elvis dengang. Kammeraterne legede punkere, og de mere hippe af dem hørte reggae og Bob Marley. Hvis Henrik ikke havde været stor og stærk, var han blevet mobbet. Nu fik han lov at være nogenlunde i fred med sin voksende begejstring og hengivenhed for en overvægtig mand med farvet hår i en storskrydende jumpsuit.

I DAG ER der ingen, der griner ad Henrik og hans slags. ’Elvis’ og ’Elvis Presley’ er registrerede varemærker for en multimilliondollar-omsættende multinational industri. Den er Henrik Knudsen en del af med sin butik, der er som et showroom for alt det, man ikke troede, man havde brug for af Elvis-memorabila. Selvfølgelig fylder musikken meget. Sjældne japanske cd’er, hvis lydkvalitet samlere sætter højt, blander sig med rariteter som et fem-cd-sæt med alt, gentager alt, hvad Elvis har sagt offentligt. Yes, sir! Og så er der videoerne, dvd’erne, nøgleringene, t-shirts’ene i xl og derover (Elvis-fans hører ikke til verdens mindste), brocherne, postkortene, badehåndklæderne med Blue Hawaii-motiv, askebægrene, spejlene, kuglepennene, væg- og vækkeurene, kogebøgerne (»Are You Hungry Tonight« – om han var!) … Everything Elvis! Helt i Oberstens ånd.

INTERNETTET har gjort Elvis Presley endnu mere global. Og nettet har fordoblet Henrik Knudsens omsætning. Han har kunder i Japan, Italien og på Samsø. Og et af de stolteste øjeblikke indtræffer de to gange hvert år, hvor han besøger Elvis-bedestedet Graceland, og i de bugnende udsalgsboder derovre finder varer, han har re-eksporteret til Elvisland. Men selv om han, konen og to medarbejdere i dag lever af Elvis Presley, lever han stadig også for Elvis Presley. Ikke kun som formand for den danske fanklub, der er godkendt af boet efter Elvis, men også som musikelskeren, der ikke kan få nok af at høre og genhøre de omkring 800 indspilninger, sangeren nåede at indspille fra han en sommerdag i 1953 gik lige ind fra gaden i Sun-studiet og fik skåret en acetatplade af en skælvende, men ungdommeligt indbildsk tolkning af tåreperseren »My Happiness«, og til han i det sene forår 1977 blev forsøgt fastholdt af mikrofoner på en koncertturne, hvor Elvis virkede som om han var i en døs.

HENRIK KNUDSEN holder ikke af at vælge sin yndlingssang, men skal det være, kan han bruge halve timer på at dechifrere »Don’t Be Cruel«. Men som han siger, så skal man være døv og blind for ikke at forstå, hvad det er Elvis gør ved en. Og skal man først til at forklare meningen med Elvis, så glem det! Ikke at Henrik Knudsen er ukritisk; han kan sagtens se bagsiden af den rhinstensglitrende forside, men han tager det hele med: »Sådan er det med Elvis. Han er det hele. Både storhed og fald«.

HISTORIEN Elvis kunne også sagtens starte på hovedvej E3 fra Göteborg i retning mod Oslo. Tyve kilometer efter Uddevalla for at være mere præcis. Munkedal står der på vejskiltet. ’Elvis Presley Museum’ stod der engang på et meget svensk træhus. Det står der ikke mere, men i en årrække husede bygningen et veritabelt vejalter for Elvis-menigheden. Indendøre så teenagerne Christer og Ewa sig lidt undrende omkring den dag, jeg var på besøg i 1989. Er det virkelig det hele? Hjemme i Kramfors har mor Karin aldrig forsømt nogen lejlighed til at fortælle sine børn, at ham Elvis, han er simpelthen The King. Større end Karl Gustaf og mange gange pænere. Og så står der bare et par dumme giner med et par solfalmede skjorter og glor, mens en skrattende højttaler hælder sødsuppe ud i det lavloftede lokale. Skjorterne, en orange med lange, brede flipper af den slags, der af og til bliver moderne igen, og en stribet lilla, der forhåbentlig aldrig bliver det, har Elvis haft på i to af sine 31 spillefilm. Det står der selv på skiltet. Armsveden er pletrenset væk. Tilbage er mindet. Aldrig har flottere fyr deltaget i dårligere film.

SOM EN musiker engang sagde om Elvis i kampform: »Jeg har kun mødt få flotte piger, der så bedre ud end ham.« Christer og Ewa er ligeglade. »Hvor er sprøjterne og recepterne«, spørger de respektløst. Sprøjterne og recepterne? Kustoden ved ikke rigtigt, hvor de vil hen. »Jamen, han døde da af en overdosis, ikke,« spørger Ewa. Heldigvis kommer der folk, der skal billetteres, så de to teenagere får ikke svar på deres spørgsmål. Men deres mor deler en hemmelighed med millioner af andre, bl.a. mig. Elvis lever! Og udvalgte dele af ham havde det i lang tid godt bag lås og slå og glasmontre i Sverige, i en slags mini-Graceland. Det var ganske vist. Den sommer jeg var der, havde jeg i embeds medfør medbragt en fotograf, der var ligeglad. Han var, ligesom Karins børn, opvokset på klar og utvetydig punk og bekymrede sig kun om, hvor meget lys der var til hans billeder. Som om Elvis ikke selv strålede guddommeligt, som han hang der lige inden for indgangen i imiteret guldramme, malet af stamfaderen til de grædende børn og de spanske donnaer.

DET ER LIGE før, jeg knæler, men jeg behersker mig. Man er vel voksen. I sårbare øjeblikke har jeg det nemlig med Elvis ligesom John Lennon. »Før Elvis var der intet«, sagde ex-Beatlen. »Er der overhovedet noget efter«, kan jeg finde på at spørge mig selv. Da den 140 kilo tunge sanger døde, med maven fuld af for hastigt slugte cheeseburgere, hele indsøer af peanutbutter og et utal af sove- og speedpiller, blev rockens sejeste mødom taget, den om Peter Pan og evig uskyld. Eller som Paul Simon, manden, der skrev den ultimative, omend godt skjulte Elvis-hyldest i sangen »Graceland«, sagde dagen derpå: »Er Elvis død? Så må vores generation da kunne blive voksen …« Derfor var en tur i de svenske Elvis-mindestuer – eller for den sags skyld de nuværende danske ditto i Søndervig – også en tiltrængt returbillet til dengang, man kunne komme op at slås med sidekammeraten om, hvem der var bedst – Elvis eller Cliff? Svaret kunne man til hver en tid finde i dagskursen på tyggegummibilleder. Man kunne komme langt på byttemarkedet med den pomadiserede Presley med de meget hvide og lidt for lige tænder. Der gik mindst fem pasbilleder af den stuerene Cliff på et billede af det, der engang havde været et hoftevridende vilddyr fra Memphis, Tennessee, men som dengang i de tidlige 60’ere så tilforladelig ud – indtil man hørte ham synge. »You’re the devil in disguise«, sang han, som om han ikke kun sang om hende den listige kvinde, men om sig selv. Og netop den sang kunne de ret godt lide som musak i Munkedal.

DEN DAG, jeg kiggede forbi, kørte den som båndsløjfe til alle de synlige minder om den samme storhed, som Henrik Knudsen hylder oppe i Randers med sin snusfornuftige, realistiske nostalgi. To af museets skatte var  midlertidigt bortrejst til Mekka alias Graceland: Det diamantbesatte politiskilt, som Elvis fik, da han – vind og skæv – i 1972 blev udnævnt til vicesheriff. Samt en guitar, som Elvis personligt skal have signeret. Det er med antallet af personligt signerede Elvis-guitarer som med antallet af træsplinter fra Jesu kors – de er hinsides enhver fornuftig forklaring. Læg dem sammen, og man får en guitarbutik midt i en tømmerhandel. Ellers manglede der ikke noget i Munkedal.

RIGTIGE ELVIS-fans er ikke vilde med at se nærbilleder af Kongen forklædt som Kaptajn Vom, iklædt en sparkedragt og et kalorieindtag, der er lige overdimensioneret. De har det med billeder af en Elvis på over 85 kilo som sovjettiske magthavere havde det med udrensede rivaler på historiske fotos. Retouchér dem væk!. Derfor var der i Munkedal mest fra guldalderen, hvor Elvis ikke var fed på den ufede måde: Den røde striktrøje med lynlås fra »Jailhouse Rock«-æraen, en hvid, kropsnær læderheldragt med broderier fra før han gik op i supersværvægtsklassen, revolverløse skulderhylstre, karatebælter, legetøjsracerbiler, som hoffet omkring Kongen morede sig med på mahognigulvene i Graceland, nu, hvor Lisa Marie ikke blev en dreng, samt et enkelt af de nylontørklæder, Elvis kastede i grams til grædende enker og evige teenagere i Las Vegas og omegn – 1.200 shows bare de sidste syv år; hvem der var tørklædefabrikant … Museet udstillede også bøger, som Elvis faktisk siges at have læst og har gjort notater i med en rørende barnlig hjælpeklasseskrift, og – mens vi er ved håndarbejdet – mere håndfaste ting som den 22 kaliber Colt-pistol, Elvis bar på sig. Naturligvis forgyldt. Ligesom startnøglen til den Cadillac Fleetwood, model 1974, Elvis kørte til i to år, før han forærede den til sin huslæge, Dr. Nick – blandt fjender kendt som Dødens Doktor, fordi han var – og fik dom for at være – lidt for umådeholden i sine udskrivninger af receptpligtig medicin til Elvis. Bilen stod ude bagved i et læskur. Lidt forældet, men den fyldte godt op i landskabet, supersymbolsk, uimodsigelig og mut. Præcis som Elvis Presley.

MIN EGEN historie om Elvis starter ikke i Munkedal, men på en af erindringens evigt gennemlyste sommerdage i barndommens børnerigeste boligkarré i Sydhavnen i København. Fra et åbent vindue oppe på fjerde hos Erik larmer en sang fra en overstyret Kvik Polyfon grammofon, den røde med højttaler i låget. Han havde fået den samme forår i konfirmationsgave. Det må have været 1962, for den sang, jeg stadig hører fra det vindue, lyder sådan:

When the mailman came to our house this mornin’

I was waitin’ right there for him at the door

But when I opened up and read your last letter

Then I knew that I would wait for him no more

 

‘cause you said ’Dear One,

there’s somethin’ that I have to tell you’

’Dear One, there’s somethin’ that I have to say, yay-yay’

’Dear One, he’s tall, dark, well you know how it is’

’And Dear One, he stole my heart away.’

SANGEN hed, som man måske kan regne ud, »Dear One«, og var med Larry Finnegan. Han var også meget populær i Sverige og sang sådan lidt småjodlende countrypop af en slags, vi ikke havde navn for, men alle hørte den sang den sommer, når vi da ikke hørte en anden med nogenlunde samme tema. Den havde Erik ikke. Den hørte vi nede hos Frank, når hans mor var på arbejde. Teaktræsgrammofonmøblementet stod nemlig inde i dagligstuen.

I gave a letter to the postman,

he put it in his sack.

But early next morning,

he brought my letter back.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

We had a quarrel, a lover’s spat

I write I’m sorry but my letter keeps coming back.

So then I dropped it in the mailbox

And sent it special D.

But early next morning

it came right back to me.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

HER, MASSER af kærester og somre senere, kan jeg ikke modstå fristelsen til at skrive begge teksterne ned bare for at se, hvordan de egentlig ser ud. Det gjorde vi også dengang, men vore engelskkundskaber må have fået disse sange til at ligne krypterede koder; kun forståelige for de indviede, som de stod der i de brune kladdehæfter, hvor der også blev plads til at forevige, hvad der stod på nummerpladerne på de udenlandske biler, der kørte forbi ude på Gl. Køgevej, vores vej ud i verden, vores drømmespor til Hamburg, Memphis eller såmænd bare Maribo, hvor jeg lige havde deltaget i en fodboldturnering. Jeg kunne lide begge sangene. Måske mest Larry Finnegan eller også var det fordi min ven, Lars Peter, var særlig vild med den. Men Elvis blev hængende. Jeg kunne godt lide, at han ikke bare opgav. Larry overlod det til postbudet. Elvis derimod, han tog sagen i sin egen hånd. Han opsøgte pigen. Han kunne ikke leve uden at vide klar besked.

This time I’m gonna take it myself

and put it right in her hand.

And if it comes back the very next day

then I’ll understand the writing on it

Return to sender, address unknown.

No such person, no such zone.

 

ELVIS var lige så ny i mit liv som piger. Jeg var næsten 13 og havde fået lov at kysse Jytte nede i kælderen og lidt mere til. Det var jeg ret stolt af. Indtil jeg fandt ud af, at hun allerede havde smidt de husmorstore, svagt syrligt duftende trusser for de fleste af mine kammerater, og nogle af dem var endda ikke kommet til at betale for det. »You fooled me with your kisses, You cheated and you schemed, Heaven knows how you lied to me, You’re not the way you seemed,« sang Elvis sommeren efter. Da var vi en del, der tænkte på Jytte, som var flyttet fra kvarteret og vist nok var blevet gravid med en amerikansk soldat, der var heroppe på orlov fra sin base i Vesttyskland. Det var nu ikke Elvis, selv om hendes kusine stædigt blev ved at påstå det. Allerede dengang var Elvis, som man kan se, en mytologisk figur, men han spillede ingen hovedrolle i mit liv. Eller rettere: Når han var der, var han der fuldt ud. Præcis som alle de andre popstjerner. Jeg kunne godt høre, at sange som »Little Sister« og »His Latest Flame« havde dette udefinerlige ’noget’, og Pat Boones »Tutti Frutti« var jo nærmest en fornærmelse i forhold til Elvis-udgaven for slet ikke at tale om Little Richard, hvis orginalversion, Franks storebror – eller var det hans onkel – havde købt i Sverige. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Men den var også for larmende. Man kunne ikke få lov at udvide hofteholdere til tonerne af den sang. Der var Elvis bedre, men vi opfattede ham ikke som så meget bedre end alt det andet, der hjemsøgte vor sagesløse hukommelse de år. Beatles fyldte pludselig en del, men før det havde Dickie Lee, Ricky Nelson, Dion, Gitte Hænning, hollandske Suzie, Paul & Paula, Connie Francis og Four Jacks gjort det samme. For slet ikke at tale om fodbold, fodbold, fodbold og fire-forestillingerne i Enghave Bio, hvor vi red ud over cinemascope-savannerne hver søndag. Kulturelt var vi ikke kostforagtere i Sydhavnen. I virkeligheden hørte vi mest Elvis, når vi gik til dans hos Sussi Christiansens Danseinstitut på Borgbjergsvej.

DER GIK en latinbølge over landet der først i 60’erne, og så selvfølgelig twist. Cha cha cha var også sagen. Det samme var quickstep. Og rumba. Det lød frækt og så også sådan ud. Den italienske værtshusmusiker Bruno Martino var et stort navn herhjemme, og Elvis gik rent ind med sine chartereksotiske klangfarver og tempofaste sange som »Surrender« for slet ikke at tale om »Wooden Heart« og »It’s Now Or Never«. Derfor var der for meget af min mors smag i Elvis til at jeg for alvor kunne give mig hen. Og jeg kendte ikke hans første sange, de sagnomspundne Sun-singler. Ja, jeg vidste ikke engang, at de var sagnomspundne. Det var der ikke ret mange i Danmark, der vidste. Jeg ved godt, at sådan en som Dan Turell siden førte sig frem med, hvordan de ude i hans barndoms Vangede både havde kørt longjohn og hørt Elvis. Sandheden er, at Onkel Danny gik i Montmartre og hørte avantgardejazz, da han blev gammel nok, og før det hørte han lige så meget Elvis som de fleste andre. Nemlig ikke ret meget, men senere var det ikke så godt for forfattermyten (dog tror jeg på den med longjohn’en). Den store udenlandske popstjerne i Danmark i 1957-58 var ikke Elvis. Det var Tommy Steele. Årsagen var noget så kedeligt som strukturalistisk og logistisk.

PRESLEY-PLADER var simpelthen svære at komme i nærheden af. Fra 1956 til et stykke ind i 1959 var Elvis’ pladeselskab RCA Victor nemlig uden dansk distributør. Den sidste normalt distribuerede Elvis-single inden den pause var »Heartbreak Hotel« i 1956. Den blev hjemtaget i 500 eksemplarer som en lakplade, en 78’er. Om nogen landeplage var der altså ikke tale, og i den kgl. socialdemokratiserede dampradio spillede man ikke junglemusik. Elvis var for kendere og musikere, som tog over Øresund for at købe hans plader, og de første spæde rock-og-rul orkestre tog hans sange på repertoiret – introducerede ham så at sige illegalt, bl.a. ved at skrive hans sange af fra hele Europas popstøjsender, Radio Luxembourg. Det gav nogle spøjse transskriptioner. Og mens vi er ved det: Danske teenagere sad heller ikke hver aften i 50’erne i biografhalvmørket og legede far og mor uden børn til hans film. Igen: De danske biografdirektører opretholdt i fire-fem år en blokade af amerikanske film. Man fandt den begærede pris for at leje dem for ublu, og ville derfor ikke hjemtage bl.a. Elvis’ film. De begyndte først at komme op herhjemme i 1959 og fik så premiere en masse med tilbagevirkende kraft, og blev bølgebrydere for hans musik.

DET SAMME blev Danmarks Radios svar på den meget aflyttede piratsender Radio Mercur i Øresund, som politikerne tvang til havari i 1962. P3 kunne godt lide Elvis, og den nye kanals entusiastiske førstepladevender, Jørgen Mylius – dengang uden ’de’ – elskede kun Cliff mere, end han elskede Elvis. Jeg holdt op med at høre Elvis. Der var så meget andet. Og da vi vaskede Bryllcremen ud af håret og lod det vokse langt, var Elvis blevet en dårlig vittighed. Hans tv-transmitterede 1968-comeback betød en genoptagelse af Elvis’ og mit forhold. Jeg gik på (gen)opdagelse i hans musik, men gik stille med det. Det var lige så politisk ukorrekt i de år at kunne lide Elvis som at stå på Hockeybanen i Københavns Idrætspark og heppe på Boldklubben FREM. Mindst. På vejen tilbage til Elvis stødte jeg, der ligesom mange i min generation troede, at Rolling Stones og Pretty Things havde opfundet bluesmusikken, også på hans musikalske stamfædre, og det forunderlige var, at den opdagelse ikke gjorde ham mindre. Snarere tværtimod.

DENNE BOG er en forsinket markering af de sammensatte følelser, Elvis altid har fået op i mig. Nogle af ordene i den vil forekomme en og anden lige lovligt store. Men stor musik kræver store ord, og de bedste Elvis-indspilninger legemliggør i al deres selvfølgelighed det, vi forkorter rock. Samtidig kunne han forvandle lort til lagkage. En kunst, han desværre lidt for tit fik brug for at demonstrere. Elvis Aron Presley var en popmusikalsk alkymist. Ingen kunne – og kan – som han ramme glæden og smerten lige rent. Og når han ramte ved siden af, var der dømt frit fald – fascinerende, skræmmende, forstemmende, men altid engagerende. Til sidst opgav han at hive sig selv op. Fik nok af sig selv. Fik nok af rock. Fik nok.

Betragt min bog som et forsøg på sende nogle af indtrykkene return to sender.

Readmore  

Da rebellen blev stueren

Kommentarer slået fra

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om manden, der skrev fem af Elvis Presleys hitlistetoppere. Her en lidt længere udgave:

Elvis Presley skrev ikke en tone selv. Det havde han folk til. En af de mest succesrige var Aaron Schroeder, der nu er død, 83 år. Sammen med diverse medforfattere stod han bag fem af Presleys største hits, ”A big hunk of love”, ”Good luck charm”, ”I got stung”, ”Stuck on you” og ikke mindst ”It’s now or never”.

Schroeder tilhørte sidst i 50’erne den flittige flok af håbefulde hustlende sangskrivere, der på daglejerbasis skrev for Presleys musikforlag Hill & Range, som tog sig rigeligt betalt for at give dem mulighed for at få afsat sange til popkongen. Præmissen var, at de gav forlaget en del af deres royaltyindtægter, ud over de penge forlaget i øvrigt skulle have. Sagde man nej, sagde man også nej til at blive kgl. sangleverandør, så det gjaldt om at stå sig godt med forlagets sangpusher, nyligt afdøde Freddy Bienstock, men det er en myte at Elvis ikke selv havde noget at skulle have sagt.

Bortset fra filmene, som jo skulle fyldes med musik, afgjorde Elvis og hans veludviklede instinkt selv, hvad han ville indspille. Det lykkedes Schroeder at få afsat i alt 17 sange til Kongen, ikke alle lige kongelige, men de fem nævnte skinner stadig som de popperler, de hver for sig er.

Schroeder, som var af østrigsk afstamning ligesom folkene bag musikforlaget, havde med ”Stuck on you” givet Presley hans første hit efter soldatertiden i 1960, og var derfor blandt de fem forfattere, der i en slags udbud blev bedt om at lave ny engelsk tekst til en operetteklingende, neopolitansk ballade, som Presley havde hørt som værnepligtig i Vesttyskland og var blevet så begejstret over som Elvis nu kunne blive over smægtende sentimentalitet. Og det var ikke så lidt.

”O sole mio” var tidligere indspillet på engelsk, men Elvis ville have sin helt egen version. Schroeder vandt med sin makker Wally Gold udbudsrunden. Teksten tog dem en halv time at skrue sammen, og sangen har til dato solgt tyve millioner eksemplarer. Den redifinerede Elvis. Fra hoftevridende rebel til svigermors drøm. Hans rockelskende fans var målløse. Resten af verden tog ham til sig i et favntag, som endte med at blive hans død.

Succesen gav Schroeder mulighed for at starte som producer og pladeselskabsejer. Vist ikke altid af den helt pletfrie slags, men han ”opdagede” en sanger som Gene Pitney og skrev temaet til den første Scoopy Doo-tegnefilm.

Sent i livet hjemsøgte ”It’s now or never” ham på en uventet måde. Musikforlaget tog det i sin tid for givet, at ”O sole mio” var en såkaldt traditional, altså en ophavsretfri melodi. Det faldt der i 2002 dom for, at den ikke er, så de italienske arvinger til komponisten er sikret afgifter frem til 2042. Der vil nok noget længere være penge i banken til efterkommerne af Aaron Schroeder, som lagde nogle af de største og mest langtidsholdbare guldæg i Elvis-industrien.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top