Clapton leverer mere liv end riv

Clapton leverer mere liv end riv

Kommentarer slået fra

Eric Clapton gæstede Paul McCartney på dennes genreforelskede evergreen-projekt, Kisses on the bottom. Det giver derfor god mening, at McCartney nu er på genvisit på Old sock, Claptons 21. soloalbum. Især fordi pladen er en tur down memory lane for Clapton, præcis som hans forrige album var det.

McCartney og Clapton kollaborerer på klassikeren, ‘All of me’, og selv om Clapton spiller en ikke ueffen solo, lyder det som en hyggestund eller et lydspor til en film fra 30′erne. I det hele taget er der ikke meget riv i denne plade.

De dage, hvor Clapton hele tiden skulle overgå sit eget ry som guitargud er, er længst forbi. Han er en af rockens urørlige ældre statsmand, og har været med så længe, at han bærer sin fortid med sig, også når han synger. Men faktisk er han med årene kommet til at synge bedre og bedre, mere og mere som sig selv, og gør det også her. Hvad enten det er Hank Snow-sangen, ‘Born to lose’, eller hans egen, nye sang, den caribisk krydrede ‘Every Little Thing’ (som står godt til den fine reggaeficering af Otis Redding-sangen, ‘Your One and Only Man’)

Old sock er nok for adspredt, fra metervarefunk til en bodegarockende udgave af ‘Good night, Irene’, til at indgå med fuld vægt i Clapton-kataloget, og pladen besidder ikke samme tilbagelænede selvfølgelighed som den beslægtede 2010-udgivelse, der bare bar hans navn.

Til gengæld er der solid swingende mærkevaremusiceren fra Steve Gadd, Willie Weeks og Chris Stainton, og så rummer pladen 5 minutter og 55 sekunders storslåethed i Claptons fortolkning af Gary Moore’s ‘Still Got The Blues’. Når Clapton med blødende vemod synger de kendte linjer:

Used to be so easy to give my heart away.
But I found out the hard way,
there’s a price you have to pay.
I found out that love was no friend of mine.
I should have known time after time.
So long, it was so long ago,
but I’ve still got the blues for you

er det umuligt at holde gåsehuden nede. Læg dertil, at Claptons gamle krigskammerat, Stevie Winwood, med sit Hammond-orgel forsyner sangen med et tilbageholdt åndedræt, der vibrerer og bevæger. Og alene det at genindspille denne ret kopierede, i virkeligheden Clapton-inspirerede sang og så spille så underspillet, men sublim en strygerunderstøttet guitar, viser Claptons format.

Næste gang må han dog godt trække i nye sokker.

Eric Clapton: Old sock. Producere: Eric Clapton, Doyle Bramhall II, Justin Stanley & Simon Climie. Bushbranch Records/Polydor/Universal. Udkommer 25. marts, men kan allerede nu streames rundt omkring. Blandt andet her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Slowhand i superdeluxe regi

1 Comment

Første halvdel af 70′erne var ikke et lystspil for Eric Clapton. Det kan godt være, at han fra sin bedste ven havde scoret prinsessen, men han kunne ikke holde ud at være i resten af kongeriget. Først prøvede han at holde verden ud – og ude – ved at dope sig tung med heroin; siden, da han så succesfuldt var blevet afvænnet, begyndte han at drikke tæt, så tæt faktisk, at han blev nødt til at indforskrive en ekstra guitarist, George Terry. Denne spillede, især live, lige så mange soli som manden, nogen engang havde kaldt Gud.

Claptons misbrugsproblemer havde musikalsk sine gode sider. Han nedtonede det mere muskuløse i sit guitarspil, og blev mere og mere interesseret, måske af nød, i sin egen udvikling som sanger. Samtidig lyttede han mere til J.J. Cale end til Duane Allman, og på 1974-albummet, 461 Ocean Boulevard, havde han i Bob Marley’s musik fundet en ny musikalsk forelskelse.

Da Slowhand udkom tre år senere, var forventningerne til Eric Clapton skåret ned til menneskelig størrelse. Det havde han selv sørget for. Måske er det derfor pladen stadig virker så rørende og så ydmyg.

Nu får albummet den efterhånden obligate superdeluxebehandling. Overførslen til cd-mediet har aldrig været helt tilfredsstillende for denne musik. Indtil nu, hvor den fremstår sprød og nær. Boksen tæller diverse andre formateringer, bl.a. i form af en lp, og bookletten sætter tingene og myterne på plads ligesom det er ret nostalgisk og corny at se de minutiøst reproducerede kopier af datidens koncertprogrammer. Et fornemt produkt, hvor kernen dog trods alt er musikken.

Selve albummet rangerer nu om dage højt på Clapton-hitlisten – dengang tog man det mere som en lidt skuffende selvfølge – og sange som Cale’s ‘Cocaine’, den yndefulde ‘Wonderful Tonight’, ‘Lay Down Sally’ (af Clapton, Terry og den ene af bandets sangere, Marcy Levy) samt ‘The Core’ med gnistrende, magtfuldt guitarspil og den instrumentale ‘Peaches and Diesel’ viser en mand, der har accepteret, at fremtiden nu også gælder ham, og at han ikke har noget imod det. Der er en ny sødme og sårbarhed i både hans stemme og hans spil.

Den store bonusgave ved sættet er dog et dobbeltalbum, optaget live i Hammersmith Odeon. Hidtil har disse optagelser fra april 1977 kun floreret på bootlegmarkedet (som jo nu også inkluderer streaming). Dette er den ægte vare.

Sammen med Terry, Levy og Yvonne Elliman, bassisten og kapelmesteren Carl Radle, trommeslageren Jamie Oldaker og keyboardspilleren Dick Sims råder Clapton over et band, der måske ikke er så offensivt som Derek & The Dominos, men står godt til Claptons temperament.

Åbningen med Cream-nummeret ‘Badge’ er gratiøs og storslået, og da de lange, pinefuldt smukke toner fra ‘Stormy Monday’ modstræbende dør ud halvanden time senere efterlader det indtrykket af en mand, der dementerer Blind Faith-sangen ‘Can’t Find My Way Home’. Clapton lyder som en, der måske ikke har fundet ro, men nu kender vejen hjem.

Det er livsbekræftende og tidløst.

Eric Clapton: Slowhand. Compilation-producer: Bill Levenson. Polydor/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Comeback for Robert Cray

Kommentarer slået fra

Da Robert Cray først i 80′erne ankom med albums som Bad Influence og False Accusations lød han, sammen med Stevie Ray Vaughn, som den alt andet end kompromissøgende blues-fornyer, vi havde håbet på siden Eric Clapton. At han samtidig forstod at drapere indflydelsen fra Muddy Waters, B.B. King, Albert Collins og Johnny Copeland i blæser-indrammede, Stax-inspirerede arrangementer skadede ham ikke kommercielt.

Siden kunne han ikke helt holde kunsterisk momentum. Lidt for mange, lidt for ens plader, men stadig en guitaristisk attraktion ved de mange koncerter, hvor han den dag i dag tjener sine penge og forsvarer sit ry.

Nothin but love er hans tyvende album. Det er overraskende godt. Tonen er den gammelkendte, der kombinerer det sylespidst-desillusionerede med det poetisk-melodiske. Sangene har til gengæld lige fået den ekstra nerve og melodisk substans, som hæver dem over kvalificeret natradiofyld.

Cray synger dem med en ny, inderlig varme, og lyder i nogle af balladerne (bl.a. den vidunderlige ‘I’m Done Crying’) faktisk som en uhysterisk, uindbildsk James Brown. Numre som “I’ll Always Remember You” kunne man sagtens forestille sig fortolket af Clapton. Det er en ros i min bog.

Cray kan stadig få sin Stratocaster til både at græde og juble. Han kan flytte fingrene, men skynder sig langsomt, og det er jo i en guitarkasse hele hemmeligheden ved the blues. Plus det håb og den selvransagelse, der giver ekko overalt i musikken. Og som man ikke kan øve sig til…

Bag sig har Robert Cray et band, der anført af keyboardspilleren Jim Pugh både er til honky tonk og til Memphis-soul. Nothin but love er indspillet live i studiet. Det kan mærkes.

Kort fortalt: En plade, der lyder, som om den vil holde længe.

Robert Cray: Nothin but love. Producer: Kevin Shirley. Provogue Records.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Yvonne Elliman fylder 60

1 Comment

To sange kan være nok til en karriere. Det kan sangeren Yvonne Elliman skrive under på i dag, hvor hun fylder 60. Hun brød igennem som den eksotiske Marie Magdalene i Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers musical Jesus Christ Superstar, hvor hun sang ’I Don’t Know How To Love Him’, så det var til at blive religiøs af (YouTube-link). Og i 1978 havnede hun højt på hitlisterne med sin tolkning af sangen ’If I Can’t Have You’ fra den noget mere verdslige film Saturday Night Fever.

Alligevel er der mere i hendes historie end det. Det eksotiske islæt har hun fra sin kinesisk-japanske mor. Barndommen på Hawaii endte i økuller, og den unge Yvonne pakkede hippierygsækken og drog til London i 1969, hvor hun sang, hvor hun kunne komme til det. Hun blev på en cafe hørt af Rice og Webber, og de næste fire år var hun tilknyttet opsætningen af Jesus Christ Superstar.

Gennem sin daværende mand, der var præsident for RSO Records, mødte hun Eric Clapton. I et pladestudie i Miami kæmpede han for et comeback og for at komme ud af sit stofmisbrug. Clapton inviterede Elliman til at synge med på en indspilning af Bob Marleys ’I Shot The Sheriff’. Skæringen blev et hit. Og sikrede hende medlemskab af Claptons band de næste fire-fem år. Sideløbende udsendte hun et par respektable soloplader.

Brødrene Gibb havde også hørt hende i Jesus Christ Superstar, og skrev i 1977 ’How Deep Is Your Love’ specielt til hendes sødmefyldte stemme. Deres manager syntes hellere de selv skulle synge den sang. I stedet fik hun ’If I Can’t Have You’. Et bytte ingen fortrød.

Siden blev der stille omkring Yvonne Elliman. Hun blev skilt, gift igen og fik børn. Og flyttede tilbage til sin fødeø. Der udviklede hun så stor en passion for bagning, at hun på sin hjemmeside nævner de præmier, hun har vundet for sin rabarberkage.

At hun stadig havde et publikum derude til andet end kagesmagning blev hun overbevist om, da hun i 2003 deltog i en hyldestkoncert for Tim Rice. Medvinden der gav hende mod på at indspille nyt materiale i form af minialbummet Simple Needs – en passende overskrift på et liv, som ikke lod sig blænde af spotlightet.

Hendes website finder du her.

Readmore  

Hubert Sumlin R.I.P.

1 Comment

Uden Hubert Sumlin havde Howlin’ Wolf ikke hylet med samme generationsoverskridende gennemslagskraft. Sumlin døde i søndags, 80 år gammel, og samarbejdede fra 1953 til 1976 med The Wolf i et forhold, der enten lignede et stormfuldt ægteskab eller et helt-ud-til-kanten far/søn-forhold.

Alt efter hvorfra man betragtede det. Sumlin sagde siden, at han til sidst ikke var klar over, hvor Hubert holdt op og Wolf begyndte. Og omvendt.

Til gengæld var der aldrig tvivl om hans betydning for de indspilninger, Wolf foretog af især Willie Dixons kompositioner. Sumlins fint slebne, aldrig blærerøvsornamenterede, altid organiske spil satte sit distinkte præg på numre som ’Back Door Man’, ’Spoonful’, ’I Ain’t Superstituous’, ’300 Pounds of Joy’ (som blev indspillet af min skoles orkester, The Maniacs) og ikke mindst ’Litlle Red Rooster’. På den sidste var det dog ikke ham, men Ulven, der spillede den slideguitar, Brian Jones siden kopierede på Stones-versionen af samme sang.

I sine liner notes til Wolf-bokssættet med Chess-indspilningerne beskriver produceren Dick Shurman Sumlins stil sådan: ”imaginative, angular, taut attack, frequent glisses, maniacally wide vibrato and percussive chords, all drawn with an exaggerated brush…”

Det kunne Jimmy Page (hvis indsatser på de to første Zeppelin-plader står i ubetalelig gæld til Sumlin), Eric Clapton, Hendrix og Robbie Robertson også høre…

Efter årene med Wolf arbejdede Sumlin som solist og nåede at udgive en halv snes plader. De er solide eksempler på Chicago-blues, men de udgør ikke hans eftermæle.

Han blev aldrig rig af sine indspilninger, men han gjorde os andre rigere. Og nåede lige inden sin død at se sig selv placeret på Rolling Stone’s liste over de hundrede bedste rockguitarister.

Det manglede bare.

Besøg hans hjemmeside: her.  

 

Readmore  

Da Eric gemte sig som Derek

Kommentarer slået fra

Historien bag dobbeltalbummet Layla and other assorted love songs er næsten lige så kendt som titelnummeret. Derfor ganske kort for nye lyttere: Vi skriver foråret 1970. Nogle måneder inden har Eric Clapton udsendt sit første album, backet op af Bonnie Bramlett og kernen i dennes band plus Leon Russell – resultatet genopstod i øvrigt i storhed på deluxe-genudgivelsen i 2006.

Clapton får nys om, at Bramlett er blevet uvenner med sin rytmegruppe, og hyrer bassisten Carl Radle, trommeslageren Jim Gordon samt pianisten Bobby Whitlock. De er, som Clapton, samtidig involveret i indspilningen af George Harrisons All Things Must Pass.

Med Harrison indspiller man i juni et par, Phil Spector-producerede numre, beregnet til en single. Singlen trækkes tilbage i sidste øjeblik, da Clapton er usikker på resultatet og har svært ved at se sig selv i rollen som guitargud.

Istedet kalder han sin nye kvartet Derek and The Dominos og giver klubkoncerter i England. Langt senere berettede han, hvorfor han ikke ville optræde under eget navn: “Derek and The Dominos were a make-believe band,” fortalte han magasinet Musician i midt-firserne: “We were all hiding inside it … the whole thing was assumed. So it couldn’t last. I had to come out and admit that I was being me. I mean, being Derek was a cover for the fact that I was trying to steal someone else’s wife. That was one of the reasons for doing it, så that I could write the song, and even use another name for Pattie. So Derek and Layla – it wasn’t real at all.”

Kanske, men løgnen og de på det tidspunkt ugengældte følelser for Pattie Boyd, gift med hans bedste ven, George Harrison, udløste en af de sandeste kærlighedssange nogensinde. Og ‘Layla’ er stadig en fanfare af guitaristisk udfrielse og noget nær selvudslettende forelskelse. Sangen beviser igen sit evige liv på den deluxe-udgave af albummet, der netop er udkommet.

Jeg har tidligere på bloggen beskrevet de forskellige formater, pladen kommer i, så lad mig nøjes med at minde om, at Layla and other assorted love songs som så mange andre rockklassikere blev førstegangsudsendt på cd for tidligt og for dårligt. Det blev der rådet delvist bod på den skelsættende Crossroads-boks i 1988 og to år senere markeredes pladens 20 års jubilæum med noget, der skulle være den definitive udgave, inklusive en røvfuld af outtakes og liveindspilninger.

Diskografisk var der noget at have påstanden i, men remixet var diskutabelt og gav musikken en sær skævvridning. Du kan læse mere om den proces her.

På denne fornyede udgave af pladen føles det, som om man selv sidder med i de fugtigtvarme Criteria-studier i Miami, hvor producer Tom Dowd med brødrene Ron og Howie Albert ved pulten masede med at skulpturere det nu arketypiske rockguitaralbum, alt imens musikerne og Claptons nye ven, Duane Allman, gav sig lige så meget hen til heroinen som til musikken.

Og hvilken musik! Sumpet blues, lige hevet op af The Mighty Mississippi. Følsomme ballader, ikke mindst Whitlocks afsluttende ‘Thorn Tree In The Garden’. Vane- og stildannende bas- og trommespil – hør bare ‘Keep on Growing’ og prøv at følge med… Og gennem det hele Claptons stemme, der er lige så forpint og hudløs smuk som hans – og Duanes – guitarspil.

‘Why Does Love Has To Be So Sad’ spørger han, og på ‘Have You Ever Loved A Woman’ spørger han, om du har prøvet at elske og begære, så man skælver af smerte. Det har han. Det fås ikke mere hudløst, men det er samtidig denne hæmningsløse blottelse, der går pladen alt andet end privat.

Som om alt dette ikke er nok, er der nok at dykke ned i og svømme hen til på bonussporene, både de, der tidligere har været udsendt i mange forskellige udgaver og så de ‘nye’. Bl.a. liveoptagelser fra et Johnny Cash-tvshow, hvor Clapton spiller sin egen ‘Blues Power’, så det ikke er til at undgå at mærke, at netop afmagten over at elske Pattie giver ham nye kræfter.

Også i det lys er Layla… genopstandelse og renselse. Lad den skinne på dig!

Derek and The Dominos: Layla and other assorted love songs. Compilationproducer: Bill Levenson. Universal Music.


Readmore  

Layla får også luksusbehandling

1 Comment

Og mens vi er ved det dyre udstyr: Nu er rygterne om (endnu) en genudsendelse af Derek And The Dominoes’ legendariske dobbeltalbum Layla And Other Assorted Love Songs blevet til en bekræftet nyhed. Pladen fylder 40 til marts, men Clapton (og hans pladeselskab) er ikke færdig med den endnu. Der kom over tre cd’er en mærkeligt misvisende remixet jubilæumsmarkering i 1990 – også med allehånde outtakes. Og 21. marts tager vi så en tur til. Formodentlig med større klangligt udbytte.

Musikken blev til, mens Clapton selv lignede en af de bluesklicheer, han altid har kunnet give nyt liv. Pladen blev indspillet i løbet af seks uger i Miami, mere eller (måske snarere) mindre under ledelse af producerlegenden Tom Dowd. Clapton var, som også medguitaristen Duane Allman, vind og skæv, enten nede i kælderen eller helt oppe at køre.

Han var dybt afhængig af heroin og måske endnu mere af sin nye, forbudte kærlighed til Patti, som var gift med hans bedste ven, George Harrison (der siden hev ham ud af heroinafhængigheden).

Genudgivelsen kommer til at give debut til seks sange, som skulle have været med på bandets andet, men aborterede album. Desuden er der liveudgaver fra en gæsteoptræden i Johnny Cash’ tv-show i november 1970. Og fra arkiverne genopstår den Phil Spector-producerede single ‘Tell The Truth/Roll It Over’, som dengang hurtigt blev trukket tilbage.

Endelig fås genudgivelsen også i en super de luxe-udgave med dobbelt-cd’en Derek And The Dominoes in concert fra 1973, som længe har været ude af cirkulation, plus en bog og resten af overflødighedshornet.

Er man mere til vinyl, kan man også få Layla sådan. Chillummen og røgelsespindene må man dog selv tænde.

Se flere detaljer om pladerne her.

PS: Enhver ved hvordan forsiden af originaludgaven ser ud, så jeg har vendt den om.

Readmore  

B.B. King er stadig blueskonge

Kommentarer slået fra

B.B. KING bærer sit efternavn med al den selvfølelse, som er på sin plads, når man i seks årtier har legemliggjort bluesmusikken. I morgen torsdag fylder han 85, og selv om koncerterne nu gennemføres siddende og kampvægten ikke er vigende, er han i fin form.

Umiddelbart efter at have pustet lysene på lagkagen ud, genoptager King sin evighedsturne som omrejsende ambassadør for den musik, Riley B. King første gang mødte hjemme i Indianola, Mississippi.

Kings opvækst er som hentet ud af den store, uopslidelige bluesbog. Den faderløse familie ernærede sig som det laveste af det lave – landarbejdere på plantager i Syden, hvor apartheid virkede som naturens orden. King sang gospel om søndagen og sparede sammen til en guitar, som han som 12-årig købte for 15 dollars.

I Mississippi-deltaet var the blues nationalmelodien, og King sugede til sig. Guitarister som T-Bone Walker og Lonnie Johnson blev hans forbilleder, og efter krigen rejste han til den musikalske smeltedigel, Memphis. Her kom han i mesterlære hos Bukka White, en noget ældre  slægtning, der spillede slideguitar. King lyttede og lærte, men Whites countryblues blev ikke endestation for King.

EJEREN AF EN grillbar lod King optræde en aften, og lovede ham flere job, hvis han kunne skaffe hende omtale i den lokale radio, WDIA. Dengang var det kutyme, at musikere fungerede som reklamesøjler i radioen. Firmaet betalte så deres løn mod at musikeren dels optrådte og dels vendte plader, alt imens sponsorens navn blev nævnt. King blev kendt og feteret som ’Beale Street Blues Boy,’ dj’en, der spillede bedre end de plader, han vendte.

I 1949 pladedebuterede han som B.B. King, og de følgende år gæstede han et nyåbnet pladestudie, ejet af Sam Phillips (som siden skulle opdage en truckdriver fra Tupelo). King var begyndt at komponere. I 1951 indspillede han i den lokale KFUM-gymnastiksal, ”Three O’Clock Blues,’ som blev et regionalt hit med Kings dybt smertende, lyse soul-stemmeføring og vibratobårne spil på den Gibson-guitar, han kaldte Lucille.

Navnet fik den efter en begivenhed, King har fortalt så mange gange, at den er blevet sand: Det var bitterligt koldt. Han spillede i en eller anden bule, hvor man for at holde varmen afbrændte åbne tøn der med petroleum. To mænd kom op at slås om en kvinde. De skubbede til en tønde. En ødelæggende brand opstod. King opdagede i tumulten på vej ud, at han havde glemt sin guitar i ildhavet. Ham tilbage igen. Han fik både sig selv og den ud helskindet. To mennesker omkom i flammehavet. Bagefter fandt King ud af, at kvinden, der havde udløst så brandfarligt et begær, hed Lucille.

Ikke noget dårligt navn til en guitar.

OP GENNEM 50’erne og 60’erne voksede King, både i statur og berømmelse. Numre som ’You Know I Love You’ og ’You Upset Me Baby’ og signaturen ’Everyday I Have The Blues’ viste nye veje for bluesmusikken; væk fra det museale og ind i en blæser-akkompagneret stil, som kustoderne fandt for showbiz-præget.

King var fortsat forbeholdt et sort publikum og udtalte selv, at det så han ingen grund til at ændre. I 1962 skiftede han dog til ABC, det samme selskab, som havde kunnet sælge Ray Charles og Fats Domino til et hvidt publikum.

I 1964 fik B.B. King udsendt ’Live At The Regal’, optaget ved en koncert i Chicago. Der ville jeg godt have været i stedet for at drikke Jolly Cola i Hithouse.

Albummet blev Kings visitkort til et større, blandet publikum. Det blev på sin vis lige så medrivende og skelsættende som James Browns liveoptagelser fra Apollo Theatre i Harlem året før. Godt hjulpet på vej af sangen ’How Blue Can You Get’. Samt ikke mindst 1970-hittet ’The Thrill Is Gone’, der blev tvangspensum for tusinder af håbefulde, hvide guitarister.

Berømmelsen huede B.B. King, men selv om han har spillet i Las Vegas for et suppe, steg & is-publikum, er forbavsende få af hans mere end 50 plader svipsere. Udvikling har der ikke stået på den musikalske menu længe, men med det cv er det et absurd krav.

B.B. King har ikke undgået de Onkel Tom-beskyldninger, der altid er blevet succesfulde, sorte kunstnere til del, men det respektindgydende ved King er, at uanset om det er Rolling Stones, U2, Gary Moore eller Eric Clapton, der inviterer ham indenfor på gæsteoptræden, opfører manden sig altid, som om det er ham, der er den gæstfrie vært.

Foto: Danny Clinch (Udsnit fra 2003-albummet Reflections)

Readmore  

Stort kørekort til the blues

Kommentarer slået fra


Sangeren Bobby ’Blue’ Bland begyndte som chauffør for B.B. King og Junior Parker, og der gik faktisk mange år, før han selv bestemte kørselsretningen. På onsdag fylder han 80 efter at have fyldt ikke så lidt i blueslandskabet, siden han slog igennem med ’Farther On Up The Road’ i 1957, en af de bedste ’hun-elsker-mig-ikke-længere’-sange med linjerne: ”Farther on up the road someone’s gonna hurt you like you hurt me…”

Det er naturligt, at Bland også er med i rockens Hall of Fame, ikke kun fordi han inspirerede folk som Eric Clapton lige så meget som vennen B.B. King, men fordi han var med til at bane en ny, mere tidssvarende vej for blues. Væk fra bomuldsmarkerne ind til storbyen. Og så gjorde han det nok så bemærkelsesværdigt uden selv at kunne spille så meget som en tone på guitar. Hans instrument var stemmen, som var alt andet end det hans efternavn ellers antyder.

Bobby Bland blev født i landsbyen Rosemark, lidt uden for Memphis, Tennessee. Han gik ud af skolen i 3. klasse. Det var vigtigere for familiens overlevelse at hjælpe med at plukke bomuld og gå til hånde som så mange sorte i Sydstaterne. Som syttenårig flyttede han med sin mor til Memphis. Hun ville have at jeg skulle se noget mere af verden, siger han til Peter Guralnick i bogen ’Lost Highway.’  Han begyndte at hænge ud i Beale Street, byens musikalske hovedgade. Her mødte han bl.a. en ung disckjockey Riley, der også spillede guitar under navnet B.B. King. Bland havde både kørekort og bil, så de blev venner, og efter Kings gennembrud begyndte Bland selv at synge, lidt for inspireret af sin kammerat.

Han blev indkaldt til hæren i 1952, og da han efter mere end to års udstationering i Japan vendte tilbage til Memphis var branchen vendt op og ned. Elvis Presleys succes betød, at bluesmusikerne ikke i samme omfang blev båset inde som race music. Der var et nyt publikum. Og det var ikke længere kun sort, men hvidt og købedygtigt.

Bland fik ny pladekontrakt, men nok så vigtigt en ny kapelmester, trompetisten Joe Scott, som skrev mange af hans sange og iscenesatte dem, så nunancerne i Blands stemme blev båret frem af bigband-arrangementer. ’Turn on your love light’ hittede i 1961. Siden fulgte sange som ’I pity the fool’ og ’Stormy Monday blues’. Medgangen medførte et stressende og hårdt turneliv, som gjorde Bland til alkoholiker. Han satte først flasken atten år senere.

Blands svaghed for croonere som Perry Como gav hans sange en anderledes blidhed midt i al kødeligheden, men et forsøg på at blødgøre hans blues i 70’erne og 80’erne faldt ikke heldigt ud. Han vendte i 90’erne tilbage til udgangspunktet – 1998-albummet ’Memphis Monday Morning’ er et karrierehøjdepunkt – og har konstant turneret siden. Han fejrer 80 års-dagen i Tunica, Mississippi med koncert på Sam’s Town Casino. Og bliver kørt hjem bagefter – af sin egen chauffør.

Readmore  

Manden der ikke ville være Gud

1 Comment

Peter Green nåede ikke verdensberømmelsen, før han i 1970 forlod Fleetwood Mac. Ligesom Pink Floyds Syd Barrett gled han via LSD ind i tusmørket som et af rockens mentale ulykkestilfælde. I denne weekend genopstår han ved en række koncerter i Danmark. Jeg giver ham i dagens Politiken disse ord med på vejen.

Et af de store øjeblikke ved sidste måneds Fleetwood Mac-koncert i Parken var, da guitaristen Lindsey Buckingham førte an i en selvforglemmende udgave af ”Oh Well” som en hyldest til bandets stifter, Peter Green; måske ikke et navn, der gav genklang hos så mange af dem, der var kommet for at cruise på minderne fra dengang sidst i 70’erne, hvor verden tilhørte Fleetwood Mac.

Peter Green vil nok ikke tage det personligt, for i mange år sagde hans eget navn ikke ham selv noget, isoleret som han var i en verden hinsides denne efter at være gået til bunds i et glemslens hav af LSD og andre af de stoffer, hippierne kaldte sjove, selv om de for ikke så få sårbare sjæle var alt andet end det.

Diagnosen var skizofreni, da Peter Green i 1977 blev indlagt, samme år Fleetwood Mac brød globalt igennem med albummet ”Rumours.” Og ikke længere lød som det Chicago-bluesband, Peter Green havde dannet i 1967. Legenden siger ellers, at tiden dengang var til psykedelisk beat og Sergeant Pepper’s klangkollager, men der var i England også en musikpolitisk korrekt retning, hvor man spillede blues, som om de ’fish ’n’ chips’-blege briter dyrkede bomuld i baghaven.

Vikar for Clapton

Det var dengang, nogen fandt på at skrive ”Clapton is God” på murene, og han ikke selv havde alt for travlt med at viske det ud. Eric Clapton forlod The Yardbirds, fordi de blev ham for poppede, og kom i 1965 med i Bluesbreakers, en slags talentskole, ledet af John Mayall, der ikke selv spillede ovenud godt, men kunne høre, når andre gjorde det. I august samme år stod Mayall uden guitarist. Clapton var taget ud i det blå uden at melde, hvornår han kom tilbage. I de to måneder, der fulgte, vikarierede en del for ham, bl.a. John McLaughlin, men Mayall blev passet op af en ung mand, der insisterede på, at han var den rette til jobbet. Mayall gav ham ret, men Peter Green nåede kun at spille tre koncerter som vikar.

Clapton var nemlig på Kreta løbet tør for både sololie og penge og kom, på konsulatets regning, hjem, indspillede i april 1966 albummet ”Bluesbreakers” og resten er rockhistorie.

Lidt var fedt

I mellemtiden havde Peter Green spillet, bl.a. med Rod Stewart, uden at det førte til noget, så han var let at lokke tilbage, da Clapton i slutningen af 1966 forlod skolestuen til fordel for legestuen i Cream. Til gengæld var hjerteligheden til at begynde med til at overse hos Bluesbreakers-tilhængerne. Peter Green var ingen Clapton. Selv om de nu om dage nævnes i samme sætning, når talen falder på de største engelske guitarister, er Green og Clapton ret forskellige instrumentalister.

Clapton havde Freddie King som forbillede, lyrisk, flydende og dengang med slet skjult hang til det blæret virtuose. Green var til B.B. King, som har rost ham, men nok så meget til de mange i dag glemte sydstatsguitarister, der ikke gjorde bluesmusikken sværere end som så. Han spillede lidt huggende, kantet og hellere to toner end tre. Lidt var fedt, når Green skruede op for Les Paul-guitaren. Da han sidste år blev interviewet til Sunday Times, så han lidt anderledes på det: ”Min spillestil har flere revner og sprækker i sig. Den er mere menneskelig. Mere typisk for en, som slet ikke kan spille guitar.” Falsk beskedenhed eller dårlig hukommelse: Peter Green kunne noget, som Clapton endnu ikke turde: Han kunne synge, så man troede, han var sort. Han legede ikke neger som Mick Jagger. Han udtrykte en forpinthed, som var smuk og rystende.

Det var dog ikke det, der blev lagt mærke til på ”A Hard Road”, det eneste Bluesbreakers-album, Green medvirkede på. I det band sang Mayall nemlig, men Green gav et varsel om sit format med instrumentalnummeret ”The Supernatural”, en klanglig skulptur af de uforgængelige. I 1967 var Mayall på vej over i det jazzede med blæsere og den slags, som ikke huede rockpolitiet, så sammen med Bluesbreakers-bassisten John McVie, trommeslageren Mick Fleetwood og guitartalentet Jeremy Spencer dannede Green Fleetwood Mac, der ville holde fast i bluesudtrykket i en grad, så de næsten lød etniske på deres debut. Det blev de ikke ved med. Året efter lå de øverst på hitlisten med det dovent svævende og i virkeligheden atypiske, millionsælgende instrumentalnummer ”Albatross” og fik også et hit med en anden Green-komposition, ”Black Magic Woman,” der forargede puristerne, fordi sangen havde 13 og ikke 12 takter i hvert vers. Den var jo nærmest pop – det kunne Carlos Santana også høre og gjorde senere sangen til sin signatur.

Ingen hørte nødråbet

I 1969 udsendtes ”Then Play On”, som fremstår som et missing link mellem bluesmodellen af Fleetwood Mac og ”Rumours”. Pladen kastede to Green-komponerede hits af sig: ”Oh Well” og ”Man Of The World”. Især den sidste var ikke gjort af det stof, hitlister består af. Den var et nødråb: ”I guess I’ve got everything I need/I wouldn’t ask for more/And there’s no one I’d rather be/But I just wish that I’d never been born…” sang Green uden at nogen kastede en redningskrans ud.

Han ville lade Clapton om at være guitargud. Og lod hår og skæg vokse vildt, selv efter datidens standard. Han var begyndt at bære et kors om halsen, mens han plaprede om, hvilket kors det var at være rockmillionær. Ekcentrikere hørte til dagens orden, så ingen tog synderlig notits, betragtede det mere som forlængelse af den samme originalitet, hans guitarspil besad, men da Green forsvandt i tre dage i München og kom tilbage, var han ikke længere irriterende, men insisterende.

Han havde været på besøg i et hippiekollektiv og var blevet budt på dåsecola med LSD. Det fik han smag for samtidig med, at han fik afsmag for gruppens succes. Han følte, at de nassede på de sortes musik, og ikke var værdige til at spille den. Derfor fandt han det rimeligt, at de forærede deres formuer væk. F.eks. til ofrene for krigen i Biafra, et af tidens blødende brændpunkter. Peter Green vandt ikke gehør i gruppen. En af hans sidste sange var “The Green Manalishi”, som handler om nattens skygger og den invitation til galskab, de gemmer.

I indre eksil

Han forlod Fleetwood Mac, og gik efter en sammenskrabet soloplade i indre eksil som endnu et af rockens mentale ulykkestilfælde. “The End Of The Game” hed albummet. Ligesom med Pink Floyd’s Syd Barrett begyndte rygterne om Peter Green at mangedoble sig selv. En del af dem var sande. Han hørte stemmer. Og nogle af dem sagde, at han ikke skulle bøje sine guitarstrenge, når han spillede. Ellers ret essentielt for en bluesmusiker. Han holdt derfor op med at spille. Og for ikke at blive fristet til at begynde igen, lod han sine negle vokse sig så lange, at det var umuligt. Han tog job som portør, han var kirkegårdsgraver, han var bartender, han var alt andet end det, han var bedst til: at leve gennem sin guitar, som han i øvrigt solgte til sin største fan, Gary “Still got the blues” Moore.

I 1977 endte Green i fængsel for at have truet Fleetwood Macs manager med et gevær, fordi denne havde tilbudt ham en royaltycheck. En anden version af historien er, at det var Green, der skulle have krævet de penge, han i sit nyreligiøse storsind ellers havde afskrevet. Green selv hælder i dag til den første version, men endte under alle omstændigheder som tungt medicineret efter elektrochokbehandling. En forelskelse endte i et kortvarigt ægteskab i 1978, og en overgang så hans verden lysere ud end hans sange. Han fik en datter, og hans gamle kammerat, Mick Fleetwood, skaffede ham en kontrakt, men Green kaldte forskudsbeløbet for Djævelens penge, nægtede at skrive under og faldt tilbage i mismod og misbrug, bl.a. af kokain.

Ved indgangen til 80’erne lod han høre fra sig med nogle ikke uefne soloalbums, men gled igen ind i tusmørket. Peter Green gjorde comeback sidst i 90’erne med Splinter Group, der genopgravede hans bluesrødder. Og han overraskede ved at deltage, da Fleetwood Mac i 1998 blev indlemmet i Hall of Fame. Ja, ved festen jammede han sågår med Santana på “Black Magic Woman”. I smoking og med bøjede strenge, og lignede en, der enten hvilede dybt i sig selv eller befandt sig et helt andet sted.

En ting er sikker: Musik er hans bedste medicin. På lørdag spiller han med sin kvartet, Peter Green and Friends, ved bluesfestivalerne i Frederikshavn og Horsens samt søndag i Amager Bio. Måske spiller de B.B. King-sangen “Worried Dream,” den med linjerne “Well, I feel so bad, I wonder what’s wrong with me…” Det spørgsmål har den 63-årige Peter Green kæmpet et helt liv for at finde svar på.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top