Ganske godt genhør med C.V.

40 Comments

DER VAR EN periode i mit alt for lange liv som avisanmelder, hvor jeg var så forgabt i C.V. Jørgensen, at det truede med at underminere min kritiske integritet. Og når jeg siger C.V. Jørgensen, mener jeg bandet af samme navn. Jeg hang ud med dem, var på turne med dem (bl.a. i Oslo, hvor de spillede for to skakspillende tilskuere og det var det) og sangene kendte jeg bedre end mit eget personnummer.

Den tid i 70′erne med nappajakke og figursyede Baron-skjorter kommer tilbage for fulde hammer ved genhøret med det bokssæt, der netop er udkommet under den passende titel Det ganske lille band. Jeg siger det bare som en advarsel, før du læser videre.

Det startede med, at jeg faldt bagover, da jeg hørte T-shirts, terylenebukser og gummisko, C.V.’s andet album. Jeg skrev en sikkert alt for begejstret anmeldelse i MM, og satte mig for, at ham måtte jeg interviewe. Det foregik hjemme i min toværelsers med karnap i Sydhavnen. Interviewet blev aldrig trykt. Carsten sagde ikke meget, for nu at sige det mildt. Og virkede hele tiden, som om han mest havde lyst til at gå.

Ordene gemte han også dengang til pladerne.

Dem er der fire af i den nye boks. Solgt til stanglakrids, Storbyens små oaser og Vild i varmen remastererede i en lyd, der virkelig kommer ud af højttalerne; plus en cd med rariteter som solide DR-koncertoptagelser fra 1979 med guitaristen Ivan Sonne Horn i hopla samt to oversatte udgaver af Entertaineren og Fra en telefonboks. Gary Nicklin rammer tonen, men skæringerne, som var en promo-maxisingle til MIDEM i Cannes, viser, hvorfor C.V. holdt sig til at forny det danske sprog.

MENS SANGENE og C.V.’s egenartede blanding af sårbar ensomhed og hudflettende sarkasme jo ikke kan komme bag på mange, minder bokssættet også om, hvor stor en rolle bandet C.V. Jørgensen spillede. Og hvor meget musikerne gjorde for musikken. Ja, både trommeslageren Rene Wulff og ikke mindst Ivan Horn er jo medkomponister til nogle af de vægtigste bidrag i C.V.-kanonen.

I mangt og meget var ‘det ganske lille band’ i sin grundopstilling med Horn, bassisten Erik Falck og Wulff C.V.’s E Street Band. Indbyrdes var de meget forskellige, og der var ikke altid fordragelighed i hverken turbus eller øvelokale. Temperamenterne slog gnister, når egoerne kolliderede. Og det kan høres i musikken.

Wulff, der nu har sin egen karriere som sanger, slog så hårdt som Max Weinberg, og havde en formidabel hi-hat og stortromme og spillede en mean ole mundharpe. Genhørt kan man mene, at der er noget anspændt over trommestilen, men det harmonerede godt med hans måde at være i band på. Han skøjtede aldrig udenom, men var en enorm drivkraft som hele tiden udfordrede den småindolente tilbagelænethed, både Horn og Carsten let kunne falde i. Hans makker, Erik Falck, var mediatoren i bandet, men var som instrumentalist pågående og funky som få. Hans basgange er ofte sange i sig selv. Og han var den, der tydeligst holdt fast i gruppens oprindelige inspiration, som ikke så meget kom fra Bob Dylan som fra Doobie Brothers og Little Feat.

Lowell George (og Rory Gallagher og Ry Cooder) var nogle af de guitarister, Horn hørte. Og nok var han en af tidens danske guitarguder, men han trykkede bare aldrig en solo af for sin egen skyld. Altid for melodien. Introen til ‘Entertaineren’ er et godt eksempel; for ikke at tale om hans slidespil og ophøjelse af rytmeguitarspillet til en kunstart.

ANDRE VAR MED til at farvelægge sangene. I starten Per Wium, hvis tangenter og strings på ‘Bellevue’ dukker op efter alle disse år, hvor de næsten var gemt væk i en dårlig cd-gengivelse. På samme prægnante måde er hans Aladdin Sane-agtige klaverspil på ‘Abonnenten’ lige så uundværlig for den sang som C.V.’s mærkeligt følelseslakoniske og alligevel fascinerende selvportrættering af ham, der “stirrer panisk på en stum dum telefon/du er helt alene nu, men alt for nervøs til at ta’/den i din hånd og du vil så nødigt vække nogen…” Siden indgik Thomas Grue i en tandem med Horn, og afsluttende introducerede Lotte Rømer med sine klaviaturkompetencer en ny rytmisk følsomhed i det karlekammer, bandet sagtens kunne være.

Den dag i dag ville jeg nødig skulle vælge mellem de tre plader. Friskheden, det helt personlige univers midt i en fodformet tid og så fornemmelsen af at være på vej til at eje hele verden smitter stadig på Storbyen små oaser.

Vild i varmen for Stig Kreutzfeldts produktion og civilisationskritiske popsange som ‘Et satanisk mesterværk’ og den alt for underkendte ‘vi-fik-vist-aldrig-sagt-farvel’-sang, ‘Clue’ – fatter man ikke meningen med C.V. Jørgensen, når man hører den sang, fatter man den trist nok aldrig. Det var den plade, hvor markedsføringen bestod af klistermærker med tekstcitater fra sangene!

Og endelig Solgt til stanglakrids for ‘Søndags-seancer’ og den profetiske ‘Surf a la mode’ om den klare, utvetydige punk, der en dag kan ende “alternativ muzak”. Det var et album, hvor sangeren forudså 80′ernes ‘ingenting og festfyld’, som den især tog tilløb til at udspille sig i den støt voksende reklamebranche, han kendte via sin kones arbejde.

Men samtidig er der over det sidste album ikke længere helt samme glubende iver efter at sige til og fra. Noget var kørt til ende, og Carsten Valentin Jørgensen parkerede sig selv på et sidespor, hvorfra han  - med skarpsyn – søgte at gennemskue snitmønstret til tidens tern.

Han forlod 70′erne og efterlod en samling nye fædrelandssange, som du finder i denne boks.

C.V. Jørgensen: Det ganske lille band 1977-1979. Koordination: Thomas Trolle Hemdorff. Remaster: Jørgen Bo Behrensdorff. EMI. 4cd.

Kollega Capac har også genhørt Jørgensen & co.

 

 

 

 

 

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top