En Tony til alle tider

Kommentarer slået fra

Portrætter af 85 års-fødselarer ligner tit nekrologer i utide. Sådan er det ikke med Tony Bennett, der runder det tal i morgen. Sangeren er i allerhøjeste grad erhvervsaktiv. I næste måned udsender han cd’en Duets II, hvor han synger med bl.a. Aretha Franklin, Sheryl Crow, Lady Gaga, Willie Nelson og Amy Winehouse (som han gav smukke ord med på vejen, da hun døde).

Pladen følger op på et platinsælgende projekt fra 2006, og valget af medsangere siger noget om Bennetts alsidighed og den respekt, han nyder, både for sin sikre musikalske smag og suveræne stemmeføring, men også for sin generøse integritet og overlevelsesevne i en branche, hvor det tit ikke er nok at få musikken til at swinge, hvis konjunkturerne svinger den modsatte vej.

Sammenligningerne med vennen Frank Sinatra har altid ligget lige for. Sinatra fremhævede Bennett som en teknisk mere komplet sanger – takket være en tidlig indlæring af bel canto-teknikken er Bennett i sine sene år i hvert fald en langt bedre sanger end den aldrende Sinatra var. Bennett har indspillet hyldestplade til Sinatra ligesom han i 2001 tog initiativ til gymnasiet The Frank Sinatra School of the Arts i New York.

Tony Bennett voksede op i Queens som Anthony Benedetto med italienske forældre. Faderen døde, før Tony blev teenager, så moren forsørgede som syerske familien. En drøm om at komme til at leve af at synge blev sat på stand by, da Tony blev indkaldt i 1944. Oplevelserne på slagmarken i Europa gjorde ham til pacifist, og langt senere deltog han i borgerrettighedsmarcherne i Alabama.

Hjemvendt fra fronten udgav han singler som Joe Bari. Sangeren Pearl Bailey faldt for hans stemme. Det samme gjorde Bob Hope, som foreslog ham et navneskift.

Tony Bennett fik kontrakt med Sinatras selskab, Columbia. Og hittede i 1951 med ‘Because of You’. Samme år understregede han sit potentiale med ‘Cold Cold Heart’, en af Hank Williams’ countryklassikere, som Bennett bragte ud til det hvide publikum uden for Bibelbæltet.

Rock ’n’ roll-indtoget midt i tiåret fik Bennett til at søge andre veje. De gik via hans aldrig døende kærlighed til jazzen, og plader med bl.a. Count Basie gav ham både smør på brødet og udviklingsmuligheder som sanger.

I 1962 henvendte to unge sangskrivere sig til Bennetts pianist Ralph Sharon med en ny sang. ‘I Left My Heart In San Francisco’ skulle for Bennett blive hvad ‘My Way’ var for Sinatra og ‘New York New York’ for Liza Minelli. Og med den sang som motor kørte Bennett upåvirket gennem Beatles-epoken, men da markedet sidst i 60’erne skruede op for rock, var musikalitet og erfaring ikke længere nok, når man insisterer på at give koncerter i smoking.

Mens vennen Sinatra oplevede et endeløst comeback, gik Bennett i hundene og i glemsel i 70’erne. Skilsmisse, overforbrug og kokainafhængighed fik ham til at hyre sønnen Danny som manager. Denne indså både faderens behov for at komme på fode, og for at skaffe sig et nyt yngre publikum. Han nedtonede Las Vegas-imaget og fik faderen med i tv-shows som David Letterman.

Rocksangernes stigende interesse for at bladre i The great American Song Book blev til Bennetts fordel. Han fremstod som den ægte, ufordærvede vare. I 1994 fik han sit eget show i MTV’s stildannende serie Unplugged. Gæstemedvirken af Elvis Costello og k.d. lang (som han har indspillet plade med) mindskede ikke Tony Bennetts hipness-faktor.

Den er ikke taget af med årene. Snarere tværtimod. Det pudsige er, at det ikke er Tony Bennett, der har forandret sig. Måske er hemmeligheden, at han aldrig har gjort andet end at følge ”the beat of my heart” – for nu at citere en af hans gamle sange.

Denne fødselsdagsomtale står også i kortere form at læse i dagens trykte udgave af Politiken.

PR-foto

Readmore  

Paul Anka gør det på sin måde

Kommentarer slået fra

En af de mere mærkelige coverversioner er den, Paul Anka i 2005 lavede af Nirvanas generationshymne ‘Smells Like Teen Spirit’. Det mærkelige er sådan set ikke, at Anka, hvor bizart det end lyder, udsætter Kurt Cobains rockguitarklassiker for et swingende bigband, men at det lykkes ham at gøre sangen til sin. Se selv her.

Det lader sig kun gøre, fordi Paul Anka går ind i sangen med en autoritet som en Sinatra, og fordi den i morgen 70-årige Anka om nogen ved, hvordan det er at være formidler af tidens teenageånd.

Den så bare noget anderledes ud i de sene 50’ere, hvor Paul Albert Anka tog fra Canada og sine libanesisk-assyriske forældres restaurant til New York, hvor han over night i september 1957 blev popidol med sin egen sang, ‘Diana’; skrevet til hende, der babysittede hans mindre søskende.

Egentlig vaklede Anka mellem at ville være journalist eller jurist, og skulle siden vise talent for begge fag, men et sommerferiejob i Los Angeles gjorde den trettenårige Anka beruset af showbiz. Han skulle til skolen skrive en rapport om sit ophold. I stedet skrev han en sang, og fik med den ihærdighed, der siden skulle kendetegne ham, også udsendt den. Den floppede dog, og han tog hjem til Ottawa. Året efter vandt han en konkurrence om at samle flest etiketter fra Campbell-suppedåser. Gevinsten var en tur til Manhattan.

Under opholdet der skrev Anka bl.a. sangen til babysitteren. Han sang den for Sinatra-produceren Don Costa. Resten er pophistorie:

http://www.youtube.com/watch?v=fuTbB-d12A0

De følgende år blev Paul Anka et brugbart alternativ for de mange, idolhungrende teenagere, der fandt Elvis Presley for grænsesøgende og vulgær. Og i modsætning til manden fra Memphis skrev Anka selv de sange, han sang: ‘Lonely Boy’, ‘Put Your Head On My Shoulder’, ‘It’s Time To Cry’ og ‘Puppy Love’ gjorde ham ikke alene til idol i USA og Canada, men også i Italien (hvor man så sammenhængen med San Remo-sangkulturen), England samt ikke mindst Sverige.

Elvis Presley ville have haft godt af at ringe til Anka for et par staldtricks. Anka bestyrede nemlig selv sin forretning. Det gjorde ham hurtigt til millionær dengang det var noget at være i dollars. Desuden tog andre hans sange op. F.eks. skrev han Buddy Hollys sidste betydende hit, ‘It Doesn’t Matter Anymore’, og senere nød bl.a. Tom Jones godt af ‘She’s a Lady’ ligesom Donny Osmond kunne sige det samme om ‘Puppy Love’. Man regner med, at Anka har rettighederne til hen ved 900 sange; herunder de sange, han i 1993 indspillede med Michael Jackson.

Paul Anka var således økonomisk godt polstret mod den brådsø, The Beatles sendte ind over amerikansk popmusik i 1964-65. Han blev ikke, i modsætning til mange af sine kolleger, skyllet væk, men gik i dækning, ventende på bedre tider. De kom. I 70’erne hittede han med sange som ‘You’re Having My Baby’ og ‘Times of Your Life’.

Anka tilbagekøbte desuden udgivelsesrettighederne til sine gamle hits på et tidspunkt, hvor de lignede noget, der aldrig ville blive noget værd igen. I dag kan Anka leve godt af alene at genudgive sit bagkatalog, men udsender alligevel med mellemrum ret vitale plader.

Dagligt kan han også få sin revisor til at bekræfte, at det kunne betale sig at købe forlags- og oversættelsesrettighederne til en sang, han tilfældigt hørte på en ferie i Sydfrankrig i 1968. Han forvandlede Claude Francois’ ‘Comme d’habitude’ til ‘My Way’, foreslog den til Frank Sinatra og skrev pophistorie – igen.

Se mere på Paul Ankas hjemmeside.

Readmore  

Musikken i Madmen oser af stil

Kommentarer slået fra

Ser De Madmen, spurgte Weekendavisen i afvigte weekend. Hjemme hos os gør vi, store som små. Serien er som en übercool amerikansk pendant til Matador. Et tidsbillede af en periode i USA’s historie lige før Den Kolde Krig tøede op, og lige før The Beatles som en brådsø væltede ind over den amerikanske provinsialisme og selvtilstrækkelighed.

Serien om løgn, bedrag og vellevned i reklamebranchen i Kennedyernes guldalder er livsstil og drama med tilbageholdt åndedræt. Og ikke mindst musikken er det bagtæppe, scenerne udspiller sig på.

Familiens yngste har lige hjembragt en dobbelt-cd med den musik, der inspirerede serien og som af og til kan høres i den, når Don Draper & co. forgæves forsøger at tøjle liderligheden og ambitionerne.

Det er min mors popmusik. Musik for de unge på 40 hed den vist engang. Lounge ville man kalde det i dag. Elegant var den dengang, og elegant er den i dag. Så velsiddende som Don Drapers jakkesæt og så velpudset som hans sorte skosnuder. 40 numre med alt fra Ella Fitzegerald og Nat King Cole over Frank Sinatra og Boby Darin til Perry Como og Frankie Laine, og når det skulle være rustikt – Patsy Cline.

Som man kan se, er der sorte sangere, men de er ikke så sorte, at det generede nogen dengang i et USA, hvor apartheid både var en kulturel og politisk realitet. Negre sagdes både at lugte og svede.

Og sved var ikke velset på Madison Avenue. Det var jo derfor, Gud havde opfundet de stivede, hvide lommetørklæder.

Pladen være hermed, ligesom serien, anbefalet.

Martin Krasniks artikel i Weekendavisen finder du her.

Readmore  

Bedste George Harrison-covers

6 Comments

John Lennon er ikke alene om at have mærkedage. I går var det ni år siden George Harrison døde af kræft. Mens han levede, syntes han mere og mere, at han var den undervurderede Beatle. Tiden har givet ham ret. En sang som ‘Something’ er en evergreen på niveau med ‘Yesterday’.

I det lys lærte Harrison at leve med, at den oprindeligt Beatles-hadende Frank Sinatra fremhævede den som endnu et eksempel på, hvor gode de der Lennon-McCartney jo faktisk var.

Samme Sinatra er med sin autoritative version af ‘Something’ med på den Top 10 over bedste Harrison-covers, som Spinner netop har offentliggjort. Du finder listen (med lydeksempler) her.

Til gengæld mangler den, om jeg så må sige, bedste Harrison-coverversion, nemlig den, han lavede af Chiffons-sangen ‘He’s So Fine’…

Readmore  

Eddie Fisher 1928-2010

Kommentarer slået fra

Nu om dage er Eddie Fisher vist mest kendt som sangeren, der først var gift med Debbie Reynolds og siden med Elizabeth Taylor. Hvis han da overhovedet længere er kendt herhjemme.

Det er han til gengæld i USA, hvor aviserne i sidste uge dækkede hans død i en alder af 82 intensivt. Det var ikke bare en sanger, en crooner, der gik bort, men endnu en rest af 50′erne.

I perioden 1950-56 havde Eddie Fisher 24 hitlistetoppere og næsten 50 af hans single nåede Top 40. Sangene blev godt hjulpet på vej af hans massivt populære tv-shows. Og han blev set som den nye Frank Sinatra.

Da 60′erne ankom, var det ved at være slut for Fisher. Konkurrencen fra først Perry Como og siden Elvis (da denne gik ind på familiemarkedet) var for hård. Pladeselskabet fyrede ham, det samme gjorde Liz Taylor (til fordel for Richard Burton), men han fik et sidste stort hit med ‘Games That Lovers Play’, før han gik fallit og fristede en tilværelse som has been-gæst i diverse talkshows, hvor han beskedent fortalte om et liv som ludoman og stofmisbruger. Samtidig med at han i et par erindringsbøger langede kraftigt ud efter både eks-koner og kollegaer.

Et af hans børn er skuespilleren Carrie Fisher.

Readmore  

Summer Wind

3 Comments

VARMEPLADE 16:

Var der noget, der ikke var særlig hipt i sommeren 1966, så var det Frank Sinatra, selve den tuxedoklædte legemliggørelse af det samfundssyn, rocken tog strøm på. Det eneste problem var bare, at manden sang så forførende godt, at jeg ikke var den eneste Sinatra-skabs-tilhænger i min omgangskreds. Og den sommer blev det lige pludselig legitimt at være det.

Årsagen hed »Strangers In The Night«, en skamløst romantisk kærlighedssang, iscenesat som selve grunden til at Gud har opfundet violinerne, og med Sinatra som sædvanlig helt oppe på toppen, styrende begivenhederne og følelserne.

Både singlen og det album, der bar sangens navn, blev storsælgere og skubbede Beatles og »Paperback Writer« ned fra førstepladsen på hitlisterne, men for de af os, der investerede 44 kr. og 50 øre i hele lp’en, var der flere oplevelser. Den største var en lille, hen- og medrivende sang ved navn »Summer Wind.«

Melodien var tysk, ligesom »Strangers In The Night«, men havde fået engelsk tekst af Johnny Mercer. Det er en sang om at få noget uventet forærende for så lige så uventet og uforklarligt at miste det igen. Forelskelsen kommer varm og bølgende som middelhavsvinden, siroccoen, og fader ud som de første efterårsstorme, og Frank synger som om han lige har prøvet det umulige – at fastholde en forelskelse, der er ovre. Det er ikke til at høre, at han samme sommer vil gifte sig med Mia Farrow.

Sinatra er ikke den eneste stjerne på denne indspilning. Den anden er arrangøren og orkesterlederen Nelson Riddle, som over to dage, den 11. og 16. maj, indspiller ni sange, der afrunder et mangeårigt samarbejde med Sinatra.

Duoen sætter ikke punktum ved at rekapitulere gamle prøvede partiturer. Næh, Riddle sætter subtil big band swing og Wivex-violiner op mod noget, der i dag lyder som et corny pornoorgel, men dengang var et nybrud i Sinatra-land – et småjazz’et el-orgel, der skiftes med strygerne til at udbygge ledemotivet. Orglet skulle senere samme år bane vej for soulsangeren Sinatra på sangen »That’s Life«.

»Summer Wind« er et beåndet musikalsk digt, som det modtagelige hjerte ikke kan undgå at lære udenad.  Og sangen kan sagtens høres som første skridt på vej mod Sinatras kunsterisk indbringende forbindelse med Antonio Carlos Jobim i februar 1967.

Frank Sinatra: Summer Wind. 1966. Tid: 2.50

Readmore  

Nancy with the laughing face

1 Comment

Da Nancy Sandra Sinatra fyldte femten, forærede hendes far hende en Chevrolet, gaveindpakket med en sløjfe. I dag fylder »Nancy with the laughing face« 70. Selv om hun har begået to rehabiliterende bøger om ham, har det ikke været nemt at være datter af en alkoholiseret, utro og utilregnelig far, der prøvede at kompensere for sin sporadiske tilstedeværelse i familielivet ved at strø om sig med gaver og sidelinjebilletter til det skørlevned, han mirakuløst fik til at stemme med en karriere som verdens bedste og berømteste popsanger.

Som nittenårig medvirkede Nancy i et tv-show, faderen holdt for Elvis Presley, netop var hjemvendt fra værnepligt i Vesttyskland. Sinatra hadede rock ’n’ roll, men elskede gode seertal, så han holdt gode miner til slet spil. Og optrådte med Nancy og ’You Make Me Feel So Young,’ hvor han selvfølgelig sang »old«. Hans datter blev den aften klar over, at det ikke var nok at se yndig ud med de kendte. Hvis hun ville noget i showbiz, måtte hun selv  gå sine støvler til. I modsætning til lillebroren, Frank Jr., der aldrig kom ud af fars skygge, trods et uomtvisteligt talent.

Selvfølgelig fik hun sin pladekontrakt på grund af efternavnet, men da de første singler ingen vegne førte, var hun tæt på fyring. Så blev hun sat sammen med sangeren og sangskriveren Lee Hazlewood i 1965. Han havde produceret guitarkongen Duane Eddy, og var præcis så skæv i sin tilgang til pop, at han fik cheerleadertypen Nancy til at fremstå cool og gadehjørnefræk på den udødelige 1966-single ’These Boots Are Made For Walking,’ som bl.a. blev nummer et i USA. Efterfølgeren ’Summer Wine’ nåede ikke så højt, men er i dag evergreen. Det samme er duoens ’Some Velvet Morning’, og far Frank cementerede Nancys succes ved i 1967 at synge med hende på ’Something Stupid’, unægtelig noget mindre formeksperimenterende end den musik, hun og Hazlewood udfoldede på lp-plader, der fik kultstatus.

Og så kunne den historie nemt ikke have været længere. Hun skrottede en b-filmkarriere, der aldrig havde taget fart, blev skilt, gift igen og blev mor og brugte tiden på at passe hus og hjem. Indtil hun i 1995 forsøgte et comeback med albummet ’One More Time’, der blev fulgt på vej med en næsten-nøgen serie i Playboy. 54 år gammel. Billederne solgte magasiner, men ikke plader.

Sangeren Morrissey havde længe været fan af hende, og da de havde været naboer i Los Angeles, var vejen ikke lang til et samarbejde. Resultatet kom i 2004 med et album, der bare bar hendes navn. Bono og The Edge fra U2, Jarvis Cocker, Peter Yorn og Little Steven var blandt bidragyderne til pladen, der kun blev et hit hos anmelderne.

For det brede publikum vil hun for altid gå klædt i de hvide popart-støvler, der ikke har bragt hende ud af stedet siden sidst i 60’erne. Som hendes far sang: »That’s life…«

PS: Frank Sinatra gjorde nærmest sangen om Nancy med det leende ansigt til sin, og troede, at Jimmy van Heusen havde skrevet den til Nancy. Det havde han ikke. Sangen, med tekst af Phil Silvers og Bill Burke, er faktisk skrevet som en fødselsdagshilsen til van Heusens kone, Bessie i 1942. De sang den til hendes party med så stor succes, at de genopførte den ved venner og bekendtes fødselsdagsfester. Dog udskiftede de navnet. Altså også til lille Nancys fødselsdag. Frank blev begejstret og ville straks indspille sangen. Forfatterne havde ingen interesse i at fortælle ham, hvordan tingene hang sammen…

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top