Jeg har læst et sted, at havde det ikke været for George Harrison ville The Chiffons og ‘He’s So Fine’ være gået i glemmebogen. Det er noget sludder. I denne uge for 50 år siden anede kun få amerikanere, hvem der var hvem i The Beatles. De vidste for den sags skyld heller ikke, hvem der var hvem i The Chiffons, men det var ligesom hele konceptet bag de mange pigevokalgrupper, der dannede highschool-lydsporet til petting og sværmerier.
Til gengæld kunne de fleste synge med på ‘He’s So Fine’, hvis debutsingle nåede toppen af Billboards Hot 100-liste 30. marts 1963, lå der i fire uger og solgte mere end en million eksemplarer (link til YouTube). Sangen var skrevet af den sorte sangskriver, Ronnie Mack, som præsenterede den for The Tokens. Gruppen, der havde hittet med ‘The Lion Sleeps Tonight’, arbejdede som producerteam og talentspejdere for Capitol Records, og kunne høre sangens hitpotentiale med det samme. Det var der ikke så mange andre, der kunne. Til at begynde med. 12 pladeselskaber sagde nej, da The Tokens tog på salgsturne, inden Laurie Records sagde ja, og tak tilmed.
Ronnie Mack havde fundet The Chiffons alias forsangeren Judy Craig, Barbara Lee, Patricia Bennett og Sylvia Peterson, doo wop’ende deruda’ i kantinen på deres lokale skole på Upper Manhattan. Han brugte dem til demoinspilningen, og The Tokens fandt ikke, der var grund til at skifte stemmer, men endte med selv at spille alle instrumenter på den rumbainspirerede single, fordi de ikke havde råd til studiemusikere. Det fik de til efterfølgeren ‘One Fine Day’…
Begge sange er gode, bandsat iørefaldende udtryk for tidens plisserede teenagekultur, som åbnede sig for uindviede, hvis man kunne kodeordet ‘doo-lang. doo-lang’. The Chiffons nåede sidste gang Top 10 i USA med ‘Sweet Talking Guy’ i 1966.
Og Ronnie Mack? Det lyder som et stykke triviallitteratur, men mens ‘He’s So Fine’ lå nummer 1, døde han. Det viste sig, at han led af lymfekræftsygdommen Hodgkin’s Disease, men havde holdt det hemmeligt til det sidste. The Chiffons overbragte ham en guldplade på hospitalet, siges det.
Og så tilbage til George Harrison:
Da ex-beatlen hittede med ‘My Sweet Lord’ ved indgangen til 1971, skruede The Tokens op for bilradioen. Den sang havde de hørt før. De eller rettere deres fælles ejede musikforlag, Bright Tunes, anlagde sag mod bl.a. Harrisongs, ex-beatlens selskab med påstand om plagiat. Subsidiært at Harrisons indtægter på sangen skulle indefryses indtil retten havde talt.
At de havde en oplagt sag er indlysende, navnlig da Harrison erkendte, at han kendte til ‘He’s So Fine’, da han, i øvrigt i København, skrev ‘My Sweet Lord’, men det amerikanske retsvæsen er for folk med tålmodighed, penge og evne til forhaling. Derfor faldt der først i 1976 faldt der dom for, at Harrison ‘ubevidst’ havde efterlignet Macks melodi, men stadig krænket dennes og Bright Tunes Music’s copyright. Straffen for det blev fastlagt til rundt regnet halvanden million dollars. Det var en del penge dengang. Læs evt. domsudskiften her.
Under forhandlingerne om vilkårene for udbetalingen af det beløb viste det sig, at den gamle, fyrede Beatles-manager, Allen Klein, i 1978 havde købt Bright Tunes af The Tokens. De juridiske mellemregninger er ret langhårede, men gik blandt andet ud på, at Klein etisk skulle behandle sin tidligere klient ordentligt. Summa summarum: I 1981 sanktionerede retten, at Harrison kunne slippe ud af sin copyrightkrænkelse ved af Klein at købe Bright Tunes (og dermed ‘He’s So Fine’) for det samme beløb, som Klein havde givet for forlaget – 587.000 dollars. Restbeløbet forsøgte Macks arvinger at komme i betragtning til. Uden held, og i 1998 blev der endeligt lagt låg på sagen.
Som en ironisk krølle på historien indspillede The Chiffons faktisk i 1976 deres version af ‘My Sweet Lord’. I et arrangement, der – sikkert ufrivilligt – får sangen til at fremstå som helt original (link til YouTube).
Krænkeren selv følte sig hele livet krænket af dommen, men udtrykker i selvbiografien I Me Mine ærgrelse over, at han ikke tænkte på at ændre en eller to toner his og pist, “for det ville jo ikke have haft nogen effekt på sangens feeling…”.
I 1976-sangen ‘This Song’, og ikke mindst videoen til, satiriserede George Harrison over forløbet. Han skrev, sagde han senere, det nummer som et forsøg på “at uddrive den paranoia omkring sangskrivning, som var ved at opbygge sig i mig.” Som Harrison besværgende synger: “This tune has nothing Bright about it…”.
George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og
‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed.
Nu blev de mere eller mindre ‘bare’ brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney,
så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere.
Sådan en havde han også længe tænkt på at få.
George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.
George var ikke kommet med i The Quarry Men for at blive populær, men for at kunne spille lidt mere fast med sin lidt ældre skolekammerat, Paul, og for at dygtiggøre sig. John havde nu ikke hørt den manglende dygtighed som et problem, da han i 1958 på førstesalen af en en halvtom dobbeltdækkerbus på vej til Penny Lane blev præsenteret for en klejn knægt med teddyboy-vandfald i håret. George spillede nemlig om muligt bedre end Paul. Harrison anbefalede sig selv med en gennemspilning af ’Raunchy’, et obskurt amerikansk instrumentalhit, som guitaristen Duane Eddy noget senere brugte til at fintune sin stil som Mr. Twang. Det, der bekymrede John, var Georges alder. John legede ikke med de små. Han mobbede dem.
En aldersforskel på tre år virker latterlig her, hvor George i morgen ville være fyldt 70, men den er meget i den alder, men Georges kompetence kompenserede for det. Og han blev Benjamin i bandet; en position han siden, forgæves, prøvede at komme fri af.
Det nye bandmedlem var, lige som Ringo, ud af noget fattigere kår end Paul og John. Den hjertevarme familie var romersk-katolsk, af irsk afstamning som mange i Liverpool. Georges far var buschauffør, moderen stod i butik og der var tre sønner og en datter at mætte hjemme. George var, som John, ret umulig i skolen, selv om han stred sig til en plads på samme grammar school som Paul, The Liverpool Institute. Han huskede siden skoletiden som den værste i sit liv: »De prøvede at forme alle til små rækker af karameller.« I hans karakterbog skrev en lærer om hans indsats: »Jeg kan ikke sige noget om hans arbejde, for han har ikke lavet noget.« Umulig, men ikke dum, bare utålmodig, så der var en vis logik i, at hans fars fremtidsdrøm for sine drenge var, at de skulle åbne et familieejet værksted. Harry skulle være mekaniker, Pete svejser og lille George elektriker. Det gjaldt om at kunne et håndværk. Og for at imødekomme sin far bare lidt, fandt George efter endt skolegang faktisk en lærlingeplads. Den var et godt værn mod arbejdsløsheden, syntes hans far.
Mod den havde George fundet et hemmeligt våben. Guitaren. Fra et åbent vindue havde han en dag hørt Elvis i radioen synge ’Heartbreak Hotel’ og da skifflebølgen brød løs, ville han også ride med på den. Han kaldte sit første band, en skifflegruppe, The Rebels. Navnet på bandet harmonerede med Georges selvopfattelse på den tid beretter den guitarspillende skolekammerat, Colin Manley, i Bob Spitz’ bog om The Beatles. Om Harrisons ildhu på instrumentet siger Manley: »Han vidste, hvordan han skulle farve et riff. Det var noget, ingen af os andre overhovedet havde overvejet at gøre før. Det var så anderledes, så opfindsomt og så seriøst. De fleste af os ønskede bare at kunne spille på instrumentet, men George var ude på at erobre det … George studerede guitar på samme måde som andre ville studere en videnskabelig teori.«
Ind i The Beatles bragte han en øget bevidsthed om, at musik også er kunnen, ikke kun udtryk. Paul bød denne attitude velkommen. John var mere tvivlrådig. Hans idol, Elvis, kunne jo ikke spille guitar til andet end husbehov, men han forstod da at trykke den af alligevel, ikke? Omvendt var det jo Johns band, så han blev hurtigt klar over, at han måtte dygtiggøre sig, hvis han skulle fastholde den position. George har senere givet udtryk for, at han i starten tog den meget dominerende John fra oven og ned: »I just thought he was O.K.«
Ifølge Spitz var det noget mere end det. Til ham fortæller klassekammeraten Arthur Kelly, at »George idoliserede John lige fra starten. Det gjorde vi alle.« Selv har John sagt: »Jeg kunne ikke tage ham, da han først dukkede op. Han plejede at hænge i mine haser som en skide unge hele tiden… det tog mig år at tage ham ind, at begynde at betragte ham som en jævnbyrdig.« Først da de begge senere simultant begyndte at tage stoffer, blev de mere lige.
ALLE TALER ALTID om John som den rapkæftede i The Beatles. George gav ham nu ikke meget efter. Især lige efter gennembruddet føltes det nærmest, som om George skulle udjævne sin manglende anciennitet i bandet ved at råbe højt. Og være flabet. Som om verden bestod af skolelærere og uvorne elever. I den forstand er historien om, at han ikke kunne lide George Martins slips betegnende for hans måde at gebærde sig på. Over for andre. For indadtil var han indtil videre den, der føjede sig under Paul og Johns regime. Han havde dog ikke meget til overs for ret mange andre end The Beatles. Johns første kone, Cynthia, har fortalt, at det var dejligt og bemærkelsesværdigt at opleve, hvordan det stigende indtag af hash og senere langt stærkere stoffer gjorde George mindre ubehøvlet og »grim i munden.«
Mens George fandt stor tilfredsstillelse i arbejdet med musikken i The Beatles – i hvert fald i det første lange, kreative stræk, kunne han som nævnt hurtigt overskue charmen ved beatlemania. Netop derfor var han altid den, der meget nøjeregnende fulgte med i, om de nu fik de penge, de havde krav på. Selv da han blev mere rund i det og tilgivende, kunne han finde sin gamle skarphed frem, også på de andres vegne. F.eks. skrev han den indforståede ’Only A Northen Song’ som en kommentar til især Lennon-McCartneys copyright-kalamiteter med musikforlæggeren Dick James: »It doesn’t really matter what chords I play/what words I say/or time of day it is/’cause it’s only a Northern song…«
I Hunter Davies’ Beatles-bog, der kom i 1968, hvor The Beatles som band betragtet stadig blev taget for givet af andre end de værste rygtesmede i Fleet Street, kom Harrison med nogle udtalelser så åbenhjertige, at de var blevet stoppet af nutidens presserådgivere: »Hvad mig selv angår, nyder jeg ikke længere at være en beatle. Hele det Beatles-ståhej er trivielt og betydningsløst. Jeg har det op til her med alt det ’mig-os-jeg’ stof og alle de meningsløse ting, vi gør. Jeg prøver at arbejde med løsninger til de mere væsentlige aspekter af livet.« Og tilføjede: »At tænke over at være en beatle er at gå baglæns. Jeg er mere optaget af fremtiden, men det vil tage mere end et halvt år at fortælle dig præcist, hvad jeg tror på – alle hindu-teorierne, de østerlandske filosofier, reinkarnation, transcendental meditation. Det er først, når man begynder at forstå de ting, at man indser, hvor formålsløst alt det andet er.«
Første skridt i erkendelsen kom gennem det, Harrison senere kaldte »the dentist experience«. Denne første ufrivllige nærkontakt med lysergsyrediethylamid, bedre kendt som lsd, blev en bevidsthedsudvider for George. Han beskrev effekten »som en meget koncentreret udgave af den bedste ting, jeg nogensinde havde oplevet i hele mit liv. Jeg blev forelsket, ikke med noget eller nogen speciel, men med alting.« Derefter føltes skridtet fra The Beatles til Bhagavad Gita ikke langt.
Ravi Shankar sagde engang, at George for ham at se var mere indisk end mange indere. Et stykke tid før han anede, hvem Shankar var, mødte George en anden inder. Under filmoptagelserne til Help! på Bahamas var George og de andre beatler tit ude at cykle, noget filmselskabets presseafdeling ikke havde noget imod… Mod dem kom en dag kørende »this swami guy«, som Paul husker det. På sin høflige indiske måde overrakte han dem hver en guide til hatha yoga. George så mødet som et tegn, sendt fra nogen, der var større end ham selv og nøjedes ikke med at læse bogen. »Jeg ved nu, at det var en del af et mønster,« fortæller han Hunter Davies: »Det var meningen, jeg skulle læse den nu. Det hele følger en sti, ligesom vores egen sti … John, Paul og George fandt sammen, og lidt senere Ringo … vi er alle bare små hjul i en handling, alle er en del af.«
Harrison var den eneste i gruppen, der ikke syntes, at Østens mystik var mystisk. Nok kom han fra Liverpool, men han blev mere til rice ’n’ curry end fish ’n’ chips, og allerede tidligt gik han på opdagelse i indisk musik som andet end et klangligt krydderi. Ravi Shankar og sitarspillet kickstartede også Georges sangskrivning eller i det mindste hans ambitioner om at skrive sange, der ikke bare var pop. Dem skulle The Beatles naturligvis indspille. Det forekom dog ikke John og Paul helt så indlysende. Og et meget levedygtigt kim til utilfredshed slog rod i George.
Som han selv har sagt, så var det som om de to andre troede, de havde fortrinsret bare fordi
Dengang denne blogger legede hippie var der nogle ting, som var ret vigtige at have på plads i kollegiehyblen: Røgelsespinde, en æseløret udgave af Kerouacs ’On the road’, og så to lp-plader, en med hvalsang og en med musik af Ravi Shankar. Det var ikke fordi, vi råspillede de to plader, men det så hipt og småintellektuelt ud.
Meddelelsen om sitarspilleren Ravi Shankars død kommer vel ikke uventet, Robindro Shaunkor Chowdhury blev 92, men den fik mig til at finde musikken frem. Røgelsespindene måtte jeg tænke mig til.
Pludselig efter så mange år kan jeg høre og forstå, hvorfor han nærede blandede følelser over for den fidelt overstrømmende opmærksomhed, han modtog fra det hvide rockpublikum efter at han var blevet mentor for og senere livslang ven med George Harrison, der heldigvis satte sig for at udforske det instrument, han første gang brugte, som en gimmick, på sangen ’Norwegian wood’. Shankar inspirerede også folk som The Byrds, John McLaughlin og Mike Bloomfield. (Jeg kan i øvrigt anbefale kollega Capac’s – i visse kredse – kætterske pointer)
Jeg aner i virkeligheden intet om indisk musik og dens kompleksitet med ragaer og tala’er, men kan ikke undgå at høre dens ophøjede foragt for tids- og modeuafhængighed. Det var der mange, der ikke nåede ind til, dengang Shankar lod sig introducere til en ny generation.
Navnkundig er hans optræden på Monterey-festivalen i 1968, og meget sigende er hans medvirken i 1971 ved de koncerter til fordel for det stormflodsramte Bangladesh, som han, der er af bengalsk afstamning, fik Harrison til at forestå: Shankar og hans musikere begynder at spille, eller det tror publikum. Efter et stykke tid stopper de, og det andægtige bifald bryder løs. Shankar, som var en høflig mand, takker og håber, som han siger, at vi vil kunne lide det lige så meget, når de begynder at spille rigtigt. Indtil nu havde de nemlig bare stemt instrumenterne …
I det hele taget forholdt Shankar sig senere skeptisk over for præmisserne for sin vestlige popularitet. Og kunne ikke helt acceptere alle aspekter af den fremstormende rockkultur. F.eks. forstod han ikke, at Jimi Hendrix kunne finde på at brænde sin guitar af og heller ikke at Pete Townshend smadrede sin. For Shankar var instrumentet nemlig helligt. Han følte sig også decideret ydmyget, når hippierne røg sig høje og kælede med hinanden, mens han spillede. Det var musikken alt for vigtig til. Det var den, der skulle gøre os høje. Ikke stofferne, som han sagde.
DET VAR IKKE helt det samme miljø, han mødte, da han som tiårig i 30’erne kom med i den turnerende danse- og musikertrup, hans bror Uday ledede. Men også de skulle præsentere det hvide publikum for noget eksotisk. Den unge Ravi dansede, og blev samtidig dygtigere og dygtigere på sitar. En ny musiker i truppen trak ham til side en dag og fortalte ham, at han skulle glemme sig selv for at kunne komme i nærkontakt med de mange lag i indisk musik.
Ravi Shankar lod jakkesættet blive i Vesten og tog hjem til Indien. Hvor han fordybede sig i den klassiske hindustanske musik. Han blev musikchef for All India Radio i 1949 og begyndte at eksperimentere med at blande vestlig og indisk musik, f.eks. til balletforestillinger. Siden tonsatte han bl.a. Satyajit Ray’s filmtrilogi, Apu, og var i det hele taget en nysgerrig mand – noget, der ikke altid har talt til hans fordel i den ortodokse del af det indiske musikmiljø.
Et møde med en anden virtuos, violinisten Yehudi Menuhin, resulterede i et par stilskabende album, West meets East vol. 1 & 2. Dem hørte John Coltrane, som, før George Harrison havde set en sitar, havde timer og samtaler med Shankar om forbindelsen mellem modal jazz og indisk musik.
De seneste mange år har den i Californien bosatte Ravi Shankar turneret som en feteret, men stadig beskeden ambassadør for indisk musik sideløbende med samarbejder med så stilforskellige musikere som Phillip Glass og kotospilleren Susumu Miyashita, og det er blevet til en del filmmusik.
Forholdet til George Harrison overlevede modestrømningerne, og eksbeatlen producerede så sent som 1997 cd’en Chants of India med Ravi Shankar.
Og ja, en af hans døtre hedder Norah Jones, men det er hans anden datter, Anoushka, der fører sitarspillet videre i familietraditionen.
Jeg skulle tisse. Det skal vi grånende mænd, og når vi skal, så skal vi. Derfor forlod jeg mit biografsæde. Da var Living in the material world, Martin Scorsese-filmen om George Harrison, små tre timer gammel, og fortællingen var nået til, at Harrison var blevet stukket ned af en galning i sit hjem og havde fået konstateret kræft.
Jeg orkede ikke at gå tilbage, men har læst mig til, at filmen varer samfulde 208 minutter. Det synes jeg, som man nok allerede har fornemmet, ud fra enhver betragtning er for langt. Alt, alt for langt. Men kan notere mig, at andre er helt uenig.
Uenig kan kun tovedøve til gengæld være i, at George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og ‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed. Nu blev de mere eller mindre bare brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney, så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere. Sådan en havde han også længe tænkt på at få. George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.
Den historie turde være kendt. Men det er ikke derfor filmen føles for lang. Heller ikke fordi Martin Scorsese er en dårlig filmmager. Men fordi han har haft alt for meget materiale og ikke har nænnet at smide noget væk. Og så fordi han har satset på at ville fortælle historien uden nogen udpræget skarpvinkling. I modsætning til hans med rette roste Dylan-film, No direction home.
Det resulterer i en Wikepedia-agtig dramaturgi. Lineært og langstrakt. Garneret med et overflødighedshorn af live-klip og stillfotos, som ikke altid kommer lige passende og tit distraherer og støjer mere end de uddyber. Som collage er det imponerende, men kronologien ses der stort på, og man skal kunne sine mellemregninger for at se facit.
Det nye og dermed seværdige i filmen er for mig ikke Harrison-interview-klippene fra Anthology og heller ikke Astrid Kirchherr og Klaus Voormans usentimentale Hamburg-minder – Harrisons rolle i The Beatles er forlængst blevet genbelyst, men samtalerne med især hans ven, Monthy Python-medlemmet Eric Idle (manden bag det hidtil bedste Beatles-kopiband, The Rutles), om bl.a. Harrisons engagement i filmkunsten. Samt en snak med racerkøreren Jackie Stewart, som forklarer, hvorfor Harrison var så vild med Formel 1. Det var han, fordi han var fascineret af et liv, levet på kanten mellem liv og død.
Harrisons enke, Olivia, er co-producer på filmen, men giver alligevel passende rum til den 117. genopførelse af den legendariske historie om Clapton, der scorede Harrisons kone, Pattie, uden at skulle kæmpe for det. Pattie Boyd fortæller selv værdigt og varsomt om all those years ago, og Claptons tilbagelænede attitude kan ikke skjule, at så hippietolerant blev krisen nok ikke løst.
Under alle omstændigheder kom Harrison sig over være blevet gjort til hanrej. Ja, Olivia Harrison lader tydeligt forstå, at som hustru måtte også hun leve med, at så mange elskede George Harrison… som altså hverken var sagtmodig eller asketisk. Han tog for sig af retterne. I det lys er der ikke tale om en helgenkåring, men alene filmens omfang indikerer en saliggørelse, som jeg ikke tror, hovedpersonen selv ville have brudt sig om.
Andre fine situationer er Travellin’ Wilburys, der øver sig i et køkken, og en endnu ikke livstidsdømt Phil Spector, der iført paryk og manisk blik, men alligevel helt klarsynet, husker, hvordan George Harrison til at begynde ikke brød sig om det lydbillede, Spector indrammede All things must pass i. Men copyrightsagen omkring My sweet lord forbigås.
John Lennon skal engang have sagt: ”George selv er ikke noget mysterium. Men mysteriet inden i George er enormt. Og det er dét, at iagttage ham afdække det hele lidt efter lidt, der er så skide interessant.” Den gåde løser Scorseses maratonfilm ikke. Og godt det samme.
Filmen bliver – naturligvis – fulgt op af en deluxe dvd med masser af ekstramateriale (!) og en bonus-cd. Den er der givet mange, der ikke kan vente med at se og høre. Imens kan man fortabe sig i den mursten af en coffee table-bog, der allerede er på gaden.
Vi lever jo i den grad i den materielle verden.
Martin Scorsese: George Harrison – Living in the material world. Distribution: Nordisk Film.
SIDSTE:
Filmen kan ses i biografen her:
31. okt – Falkoner Bio, Kbh
7. nov – Kinopalæet, Lyngby
7. nov – Biotrio, Århus
8. nov – SCALA, Svendborg
9. nov – IMPERIAL, Kbh
9. nov – BALTOPPEN, Ballerup v Kbh
9. nov – Humle Bio, Humlebæk
9. nov – Stege Bio
13. nov – GENTOFTE KINO v Kbh
Illustration: Stillfoto fra filmen (Foto: Nordisk Film A/S)
Det kan godt være, at George Harrison følte sig tilsidesat som Benjamin i The Beatles, men han tog dog revanche for det siden hen. Også efter sin alt for tidlige død har den såkaldt stille Beatle været et godt kommercielt liv. Det fortsætter uden tvivl med Martin Scorseses dokumentarfilm Living in the material world, som får Danmarkspremiere ved en såkaldt eventaften mandag 24. oktober kl. 19.
Da vises filmen m.m. ved forestillinger i Imperial samt i Odense, Esbjerg, Herning, Kolding, Aarhus, Randers, Aalborg, Lyngby, Hillerød og Tåstrup.
Living in the Material World bliver forhåbentlig ikke en helgenkåring, men alene længden på filmen tyder på, at Scorsese når hele vejen rundt i denne modsætningsfyldte musikers liv – tre timer og tyve minutter varer den!
Alene derfor er filmen ikke udset til at få et langt liv i biograferne. Den udkommer allerede 22. november på DVD og Blue-ray med – hvor utroligt det end lyder – ekstramateriale. Desuden udsendes den – naturligvis – i en deluxe-udgave, som rummer endnu mere ekstramateriale, en cd med ti hidtil uudgivne Harrison-sange og en mini-version af Olivia Harrisons biografi om George.
My sweet lord, indeed…
Vi vender her på bloggen tilbage med anmeldelse af filmen. Inden da kan du se en trailer her.
For mange lukkedes døren til 60’erne endegyldigt, da Paul McCartney, iført habit og vildmandsfuldskæg, med fruen under armen forlod London High Court på The Strand den 31. december 1970. Han havde udtaget stævning mod sine gamle legekammerater. McCartney ønskede at få opløst samarbejdet i The Beatles & Co., holdingselskabet, som kontrollerede en forretning, der forekom i ukontrollabelt frit fald.
Besøget i landsretten var kulminationen på en gordisk knudret konflikt i Beatles-lejren det meste af det forår. Med den anløbne manager Allen Klein som omdrejningspunkt handlede den dybest set om tærende metaltræthed i en gruppe, der var ved vejs ende. Og havde vidst det længe, men havde prøvet at udskyde det.
Hele den historie aktualiseres igen af, at manden, de beskyldte for at opløse The Beatles, i denne uge genudsender sit debutalbum fra foråret 1970. I samme ombæring genudgives hans andet af slagsen. Det kom i 1980, og indvarslede også en ny æra, omend ikke slet så dramatisk. Det mellemliggende tiår brugte McCartney på at komme ud af skyggen fra John Lennon.
Først skulle han dog genfinde sig selv. Det havde Lennon været i gang med længe. Også han med en ny kvinde ved sin side. Yoko Ono blev udsat for den samme latterliggørelse som skulle blive Linda Eastman til del. John var lige så træt af The Beatles som han var af Paul, der med øretæveindbydende iver havde gjort indspilningen af Abbey Road til en kortvarig succesoplevelse. I september 1969, netop som man havde underskrevet ny pladekontrakt, ville Lennon forlade bandet. De andre overtalte ham til at blive lidt endnu.
Sov for lidt og drak for tæt
McCartney begyndte derpå at boykotte de mange forretningsmøder i Beatles-koncernen. I stedet helligede han sig sin nystiftede familie. Og begyndte at skrive nye sange, mens han drak for meget, sov for lidt og var tæt på et nervesammenbrud.
En del af sangene blev til på hans skotske ødegård, og det meste blev indspillet hjemme i London-forstaden St. Johns Wood på en firespors båndoptager. Resten af sangene blev bl.a. færdigindspillet i Abbey Road. Her lejede McCartney sig ind under navnet Bill Martin. I Studio 2 puslede han med sin nye musik, mens excentrikeren Phil Spector uden McCartneys vidende remixede de bånd, der skulle blive til Beatles’ svanesang, Let it be. Det foregik faktisk i samme bygning, men i Studio 1. Der udstyredes en McCartney-melodi som ‘The Long and Winding Road’ med strygere. En behandling, McCartney senere kaldte en vandalisering. Nok mest fordi han blev holdt udenfor.
Magtkamp mellem venner
Det sørgede han også for, at de andre beatler blev i forhold til hans soloprojekt, indtil en udgivelsesdato figurerede i et internt memo. Så brød helvede og en veritabel magtkamp løs.
Pladen, som bare hed McCartney, ville kollidere med Let It Be. De tre andre bad ham så mindeligt om ikke at tage dette personligt, men ingen ville jo have gavn af, at to så store udgivelser kom oveni hinanden, vel? Gruppens mediator, Ringo Starr, blev sendt hen for at tale sin ven til fornuft, men blev under en byge af forbandelser bedt om at forføje sig. Så trak Lennon og Harrison deres sidste kort: Udgivelsen af Let It Be kunne alligevel nok godt flyttes, men kun hvis McCartney godkendte de andres valg af Klein som bestyrer af Beatles-imperiet. Det var højt spil og de tabte.
Den 10. april 1970 fortalte Daily Mirror på forsiden, at »Paul is quitting The Beatles«. Avisen havde fået fat i det fingerede interview, en pr-medarbejder havde overtalt McCartney til at vedlægge anmeldereksemplarerne. Avisen lagde to og to sammen og pludselig gav det ikke Fab Four.
Nr. 27 i rækken af spørgsmål lød nemlig: »Har du planer om et nyt album eller en ny single med The Beatles?« Svaret var: »Nej.« Og bruddet med The Beatles skyldtes ifølge udbryderen: »Personlige uoverensstemmelser, forretningsuoverensstemmelser, musikalske uoverensstemmelser, men mest fordi jeg kan bruge tiden bedre med min familie.« Til slut udtalte den da 27-årige McCartney: »My only plan is to grow up.«
Spørgsmål om frihed
Lennon følte sig underløbet. Det var jo hans ide, det der med at forlade The Beatles. Og han kunne ikke få skødesløsheden på Pauls soloplade til at harmonere med det fluekneppende pedanteri, han senest havde oplevet, da Paul drev alle til vanvid for at få den simple ‘Maxwell’s Silver Hammer’ på Abbey Road naglet på plads over hele tre studiedage. Nu lød det nærmest, som om sangene blev til, mens han indspillede dem.
På dvden, der følger med genudgivelsen, fortæller McCartney, at pladen »handlede om frihed.« Han ville »mindes om, hvem vi var og hvorfor vi startede.« På samme måde som han havde fået The Beatles ud af kriser ved at få dem til at genopfinde sig selv. Kodeordene er her Magical Mystery Tour og koncerten på taget.
For McCartney var projektet en »flugt fra berømmelsen. Jeg fandt lykken og holdt fast i den.« Den følelse emmer fra de hjemmevideoer, man kan finde i ekstramaterialet. Her ses ‘Lovely Linda’ med det lækre hår i vinden, hendes datter, Heather, deres nyfødte Mary og dennes fjollerik af en far, løbende sammen med sheepdog’en Martha (my dear) langs stranden, mens fårene ser til oppe fra klitten, stående klar til klipning.
Mange var også klar til at ondulere McCartney. Anti-albummet blev en hitlistetopper, men anmeldere fandt i pladens enfoldighed ny næring til stigmatiseringen af Paul som poppedrengen, der ikke kan få nok sukker, i modsætning til John, der jo var en intellektuel provokatør, ikke?
John eller Paul?
Han var i hvert fald rigtig god til at markedsføre sin personlige tvivl som samfundsengagement. Han og Yoko manede til fred i femstjernede hotelsuiter, når de da ikke legede våbenløse byguerillaer i weekenderne. Eller kæmpede med Johns heroinmisbrug. Men når talen falder på, hvem der var blød og hvem der havde kant, er det altid værd at minde om, at det var Paul, der sang ‘Long Tall Sally’ og ‘Helter Skelter’. End of discussion – i hvert fald i min bog.
I de kredse, denne skribent kom i, hørte vi ikke McCartney. Den var jo ikke politisk, og det skulle man dengang hedde Dylan for at slippe af sted med ikke at være. Pladen var snarere økologisk. Genhørt er den stadig ikke et mesterværk, dertil er den for flagrende og med for meget fyld, men den kommer igennem som et dybt personligt projekt. Og er som sådan lige så intens som de selvransagende sange, Lennon skulle præsentere få uger før McCartney forlod landsretten. Paul er bare et andet menneske end John, men sange som ‘Every Night’, genistregen ‘Junk’ samt ikke mindst ‘Maybe I’m Amazed’ med linjer som »Maybe I’m a man and maybe I’m a lonely man/Who’s in the middle of something/That he doesn’t really understand/Maybe I’m a man and maybe you’re the only woman/Who could ever help me/Baby, won’t you help me understand…« synges med mindst lige så sitrende en nerve som nogen sang af Lennon. Begge var de på vej fra krise til forløsning.
I august 1971 sendte Paul et brev til The Beatles’ fanklub. »Tiden er,« skrev han, »kommet til at trække mig fra The Beatles Fan Club … nu er jeg ikke længere en beatle, and want to get back to where I once belonged – leve mit eget liv, have min egen familie, mit privatliv og komme videre med min musik. Tak for alt …«
Langsom start for Wings
Vejen videre frem gik via Wings, som mest var en trio, bestående af ham selv, Denny Laine og Linda. Da det første album, Wild life, kom i 1973, spurgte Rolling Stones anmelder, om musikken skulle lyde så »bevidst second hand«.
Ja, på en måde. McCartney ville nemlig starte forfra. Wings foretog i efteråret 1971 under radarhøjde en turne til de britiske universiteter. Turbussen med kærester, koner, roadier og børn, bl.a. den nyfødte Stella McCartney, ankom, man spurgte studenterrådet, om man kunne spille på døren. Ingen forhåndsannoncering og ingen Beatles-numre. Men en direkte kontakt til publikum, som nådesløs. Et sted virkede Pauls mikrofon ikke. Det undskyldte han. Nede fra mørket lød det straks: »Hvad så med at give den til din kone?«
Vi vænnede os vist til Linda. Da Wings først var i luften, kunne hun jo dårligt komme af.
Året efter bød på to sange, der viste, at man ikke skulle tage McCartney for givet. Hans ‘Give Ireland Back To The Irish’ var i Lennons propagandistiske ånd og lød troværdig. Det samme gjorde hans børnesang ‘Mary Had A Little Lamb’. Og ‘Mull of Kintyre’ blev i 1977 et af de mest irriterende og insisterende hits. Ni uger på hitlistetoppen og over to millioner solgte singler. Og mens Lennon tullede retningsløst rundt, havde McCartney på Band on the run fået høj sværhedsgrad til at rime på umiddelbarhed i noget, der vel nærmest er koncept-pop.
Efter syv studiealbum nødlandede Wings, da enhver svigermors drøm i januar 1980 blev taget i lufthavnen i Tokyo med 229 gram hash.
Kindkysser med Yoko
McCartney blev fængslet og siden udvist. Hjemme igen fandt han sig selv i samme situation som i 1969-70. Året før det, han har kaldt sin japanske ferie, havde han lagt nogle nye sange til side. Nu tog han dem med i studiet. Albummet McCartney II blev hans måde at sige goddag til 80’erne på. Det har bedre sange end hans solodebut – ‘Waterfalls’ er og bliver en af hans mest umiddelbare ballader og han har trods alt begået en del – men som helhed har musikken ikke samme upolerede charme.
Syv måneder senere, i december 1980, blev John Lennon skudt fire gange i ryggen af en sindsforvirret fan. Og McCartney kom igen bagud på point i kappestriden om, hvis ægthed, der er størst. En kamp, der raser med uformindsket uforsonlighed på nettet, men som han for længst har meldt sig ud af.
I dag fremstår han som en af rockens rigeste, mest koncertvitale ældre statsmænd, han kindkysser med Yoko Ono, og virker ikke længere så opsat på bevise sit værd.
Han besvarer nu om dage ofte kritikken af sin påståede rundhed med refrænet fra den 1976-sang, der er det tætteste, denne umissionerende musiker kommer en trosbekendelse:
You’d think that people would have had enough of silly love songs but I look around me and I see it isn’t so some people wanna fill the world with silly love songs and what’s wrong with that?
1970 havde været et annus horribilis for The Beatles. Ganske vist havde bandet i foråret udsendt albummet Let It Be, men der var tale om en svanesang med stækkede vinger. Ikke for fulde gardiner. Og gruppen var de facto opløst, men ingen havde haft modet til at gøre opløsningen formel.
Det havde Paul McCartney. I dag for 40 år siden udtog han stævning mod The Beatles Co. Det skete ved Landsretten, High Court, i London. Sagsøgte var i virkeligheden d’herrer Lennon, Starr og Harrison. McCartney ønskede dermed at komme ud af det økonomiske fællesskab og afhængighedsforhold til de andre.
Til en avis udtalte McCartney, at han skam ikke havde noget imod de andre i The Beatles, “men hvis jeg ikke skal blive skør, er vi nødt til at ændre det forretningsmæssige. Kun hvis vi er fuldstændig økonomisk uafhængige af hinanden, vil vi nogensinde have en chance for at finde sammen igen som venner…”
Det lød smukt, men en anden del af virkeligheden var, at Pauls svoger, advokaten John Eastman, havde fortalt Paul, at den eneste mulighed for at slippe af med den dubiøse og kontroversielle Allen Klein, Beatles-koncernens egentlige magthaver, ville være “at udpege en bobestyrer til at lede Apple, indtil man kunne enes om en ny direktør. Allen Klein ville være imod det, og John, George og Ringo ville bakke Klein op. Så Paul blev nødt til at sagsøge sine kammerater”, som Howard Sounes beretter i sin detaljemættede Den sande historie om Paul McCartney (Lindhardt & Ringhof).
Selve sagen kom først for retten 10. januar, men et forberedende retssmøde afslørede den sande årsag til stævningen: Beatles var økonomisk på røven. Selv om bandet alene i 1970 havde tjent 4-5 mio. pund, stod de med en restskatteregning på små 700.000 pund plus det løse såsom selskabsskat.
McCartneys advokat kunne fortælle retten, at “det seneste regnskab tyder på, at kassebeholdningen formentlig ikke rækker til at betale bare de enkelte gruppemedlemmers indkomst- og ekstraskatter.” Money var, hvad McCartney ønskede sig. Ikke mindst for at få luft under sin kommende solokarriere.
Det efterfølgende, langvarige og omkostningstunge juridiske slagsmål kom til at udstille, at de senere års kunstneriske kaos i The Beatles var blevet akkompagneret, ja, overdøvet af et forretningsmæssigt ditto.
Tre dage efter at Paul havde indleveret sin stævning, blev George Harrison nummer et på den amerikanske hitliste med ‘My Sweet Lord’. Helt så godt gik det ikke for Lennons single ‘Mother’. Den nåede ikke højere end nummer 43 den 4. januar.
John Lennon er ikke alene om at have mærkedage. I går var det ni år siden George Harrison døde af kræft. Mens han levede, syntes han mere og mere, at han var den undervurderede Beatle. Tiden har givet ham ret. En sang som ‘Something’ er en evergreen på niveau med ‘Yesterday’.
I det lys lærte Harrison at leve med, at den oprindeligt Beatles-hadende Frank Sinatra fremhævede den som endnu et eksempel på, hvor gode de der Lennon-McCartney jo faktisk var.
Samme Sinatra er med sin autoritative version af ‘Something’ med på den Top 10 over bedste Harrison-covers, som Spinner netop har offentliggjort. Du finder listen (med lydeksempler) her.
Til gengæld mangler den, om jeg så må sige, bedste Harrison-coverversion, nemlig den, han lavede af Chiffons-sangen ‘He’s So Fine’…
Jeg kan ikke lige huske, hvem der sagde, at man var medlem af The Beatles på livstid. Noget er der om snakken, når man ser stakken af Beatles-relaterede genudgivelser her op til jul. Nu udsendes George Harrisons All Things Must Pass den 26. november som et individuelt nummereret 3LP-sæt. Remastereret efter de orginale analoge mastertapes.
Synes man det er for lidt eller for old school, kan man fra den dag også downloade albummet fra Harrisons site.
Og så nævner vi ikke, at pladen faktisk genudsendtes i 2001 i en glimrende remastering med ekstranumre og hele pivetøjet. Pladeselskaberne lader til at have indregnet Beatles-fans’ korttidshukommelse i deres budget.
Og mens vi er ved det: Hele det massive genudgivelsesprogram i anledning af Lennons 70 års dag ignorerer naturligvis, at pladerne er udkommet før. Også med ekstranumre etc. For slet ikke at nævne den lyseblå og ret formidable Lennon Anthology-boks fra 1998, men det er jo en evighed siden.
Og så skal vi ikke glemme Band on the run, som nu fås i en ny deluxe-genudgivelse. I 1999 forestod Paul McCartney ellers en glimrende jubilæumsudgivelse. Men sådan er der så meget.
TO BILLEDER toner frem ved Ravi Shankars 90 års fødselsdag i morgen: Det ene stammer fra sitarmesterens optræden på rockfestivalen i Monterey i 1967. På jorden nede blandt publikum sidder Jimi Hendrix og ligner en, der undrende får en åbenbaring.
Det andet billede er fire år senere: George Harrison og Shankar har arrangeret to koncerter i New York for de nødlidende efter en masseødelæggende flodbølge i Bangladesh, og ex-beatlens mentor skal åbne showet. Efter at have bedt folk om at holde op med at fyre den fede, så længe han er på scenen, og i øvrigt blidt belært dem om, at indisk musik fordrer fordybelse og et åbent sind, begynder han og hans lille hold at spille. Kortvarigt. Så stopper de, og Shankar siger elskværdigt overbærende med sin tykke accent: ”Thank you, if you appreciate the tuning so much, I hope you will enjoy the playing more…” Den lo de meget af den aften.
Situationerne taler både om den indflydelse, Shankar havde på tidens toneangivende rock- og jazzmusikere, og om hans møde med et nyt publikum, der omklamrede ham med velvilje. Han blev set som et eksotisk, uspoleret dyr, der fik hippiebevægelsen til at ligne det, den var: en trend for forkælede middelklasseunger.
Ravi Shankar tog den nye tilbedelse med ironisk ophøjethed. For ham var det vigtigste, at indisk musik via hans venskab med en rockstjerne kunne blive yderligere udbredt. Berømmelse kendte han allerede. I Indien sås han som en af de ypperligste udøvere af sitaren, men også omdiskuteret, fordi han ville opbløde et ret stift system af forskellige musikformer. Ikke så få musikalsk lærde indere så ham som lidt for poppet, men påskønnede hans virtuositet på det mangestrengede instrument.
OG SÅ SKULLE han i virkeligheden have været danser. Ravi Shankar er ud af en velstående bengalsk brahmin-familie – hans far var rådgiver for den lokale maharaja – men den ene af hans syv brødre, Uday, blev koreograf, og som ti-årig fulgte Ravi med som danser på en tur til Europa. Her mødte han sitarspilleren Allaudin Khan, som overbeviste ham om hans sande kald. I 1939 spillede Shankar for første gang offentligt, i øvrigt sammen med Khans sarod-spillende søn, Ali Akbar, som, sammen med tablaspilleren Alla Rakha, var ved hans side gennem en menneskealder.
Shankar begyndte desuden som komponist for indisk radio, og fik sit kunstneriske gennembrud i midt-50’erne, hvor han skrev musik til Satyajit Rays internationalt berømmede filmtrilogi om Apu. Et møde med violinisten Yehudi Menuhin forstærkede Shankars ønske om at bringe sit hinduistisk baserede tonesprog i dialog med mere verdslig musik – siden er fulgt samarbejder med folk som Andre Previn og Philip Glass. Han begyndte at turnere i Europa med koncerter, som var introduktionskurser i indisk musik. Sideløbende udsendte han talløse plader, som holdt fast i traditionerne. Han var altså et stort navn i sin egen verden, da The Byrds i 1965 mødte ham, fordi de brugte samme indspilningsfaciliteter. The Byrds lod sig inspirere, deres ”Eight Miles High” er et studie i, hvad der kan ske, når indisk musik møder rock. Og de fortalte om ham til George Harrison, der gik i mesterlære hos Shankar. The Beatles brugte kun indisk musik som endnu en farve på paletten. For Harrison blev den indgangen til et nyt liv, der satte hulheden i det gamle i relief.
I dag er Ravi Shankar stadig aktiv. Indisk musik har ingen alder, og han har lige afsluttet en turne i Australien. Hans bånd til popbranchen blev brudt med Harrisons død, men selv om hans navn ikke siger et yngre publikum noget, kender de fleste hans ældste datter, sangeren Norah Jones. Hun spiller ikke sitar, men har arvet aversionen mod forjagethed efter sin far.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
