Go’ Morgen Danmark | MIDT I EN BEATTID

Go’ morgen til ubekymretheden

1. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Katrine Hertz Mortensen er tilbage. Det har Go’ Morgen Danmark-værten været et stykke tid efter barsel, men for hver dag bliver det tydeligere, hvor savnet hun har været.

Hvor alt for mange kvindelige tv-værter lader til at blive valgt ud fra deres vilje til at lade sig skrue ned i en let gennemskuelig babe-skabelon, er Katrine Hertz Mortensen voksen. Fotogen, bevares, men først og sidst fuld af nærvær, (selv)ironi og en humor, hun hverken kan eller vil lægge bånd på, men som aldrig griner alvoren fjoget væk.

Selv om det kan virke unfair at sammenligne med andre morgenværter, bliver hendes kvaliteter åbenlyse, når man ser Lisbeth Østergaard. Hun legemliggør selve den larmende ubekymrethed.

Endnu et eksempel kom i tirsdags. Et alt for upåagtet efterspil oven på VM i håndbold var Ekstra Bladets tv-udfritning af landstræner Ulrik Wilbek om hans udeblivelse fra et pressemøde. (eksternt link)

Lisbeth Østergaard bragte et uddrag, men i stedet for at bruge det som indgang til en diskussion om journalistisk etik og almindelig god opførsel reducerede hun det til freakshow. Ydermere introduceret med ordene: »Han var syg, sagde han i hvert fald.« Kommaet fik lov at stå en evighed.

Da Wilbek gik ud af billedet efter at have kaldt udspørgeren infam og afskyelig, viste det sig, at Østergaard bare brugte klippet som anledning til at åbne ’hvor-er-det-sjovt’-skuffen. For at legitimere det, mente hun, at Wilbek måske var inspireret af Rasmus Trads’ legendariske udfald mod Kurt Thorsen, hvordan de to ting så bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes for slet ikke at tale om den herostratiske og meget sigende tavshed fra Birthe Rønn Hornbech (som i øvrigt ikke blev fyret af Fogh, som der blev sagt).

Men grinet igennem blev der i studiet. Går man ind på Ekstra Bladets web-tv og ser hele ’interviewet’ med Wilbek, bør man snarere græmmes. Her ser man, hvordan reporteren – hun ved selv, hvem hun er – smisker sig ind på landstræneren, før hun som en anden lærerinde mere end antyder, at Wilbek lider af pjækkesyge. Hvis han gjorde, havde han i hvert fald ikke pligt til at svare hende. Han er jo ikke statsansat. Siden har det vist sig, at manden har mavesår.

Man skal være chef på Ekstra Bladet at kunne stå på mål for den form for journalistik. Ved at kolportere den, tilmed tendentiøst skamskåret og ledsaget af dumsmarte bemærkninger, burde en ansvarlig på Go’ Morgen Danmark inden have indset, at der ville blive dømt klart overtrådt.

Go’ Morgen, Danmark. TV2. Kan ses eller genses på nettet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Pernilles klicheer og knofedt

4. september 2012 // Kommentarer slået fra

Det har ikke været en stor sommer for Go’ Morgen Danmark. Fødsler, ferier og værtsudlån (til andre programmer) har fået programmet til at humpe af sted med cykelvikarer på enten flade eller alt for hårdt pumpede ringe. Vi vil have Katrine Hertz Mortensen tilbage fra barsel nu!

Til gengæld lover det godt, at man har hyret den friske, men aldrig overfriske Mikkel Kryger fra SommerSummarum til et fornyet værtsteam som følge af, at man har skrottet det tidsspilde, der gik under navnet Weekend Weekend. Man vil fortsat sende i weekenden, men nu som del af Go’ Danmark. Altså mere journalistik end cupcakes.

Det sås søndag, da man havde først finansministeren i Tivoli-studiet. Og derpå Pernille Rosenkrantz-Theil som forsvarer for regeringens revision af dagpengeområdet. Mikkel Herforth var i begge tilfælde en god interviewer, som i forhold til Corydon ikke endte i rent ugeblad, selv om der var lagt op til det med lanceringen af ministeren som far til fire og hvordan får man arbejdet til at hænge sammen med privatlivet og den slags.

Nu regnes det for unfair at slå politikere i hovedet med deres fortid. Det var der dog heller ingen, der gjorde, da Rosenkrantz-Theil blev konfronteret med en nuværende og en tidligere dagpengemodtager. Det klarede hun indirekte helt selv.

Hendes opponenter kunne ikke forstå, hvordan regeringens nye rotationsprincip skulle kunne skaffe dem, eller andre i samme situation, i arbejde. Den ene af dem promenerede en Jagtvej 69-hanekam a la Rosenkrantz-Theil dengang for ikke så længe siden, hvor hun lignede Enhedslistens bud på en autonom fremtid. Og ikke var så caffelatte-trendy, at hun kom på fornavn med danskerne. Nu forsvarer hun regeringen, klædt i arbejderistisk denim – man er vel medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg. Som statskundskabskandidat må man formode, at hun også kan tale på en anden måde, men ud af munden flød ved denne lejlighed en klæg, selvsupplerende strøm af stakåndede klicheer.

De havde alle til formål at fortælle dagpengemodtagerne, at hun skam forstod dem og deres »forfærdelige« situation; hun har – naturligvis – selv venner, der vil blive ramt til nytår – men hun lod forstå, at hun arbejder mere ihærdigt end Corydon på at forbedre tingene.

»Vi knokler solen sort,« som hun sagde. Hun brugte også »knofedt«. »Hver evig eneste time« arbejdede hun på problemet. Og var også lige rundt om »værktøjskassen«, men mærkværdigt nok ikke nede i »maskinrummet«. Måske fordi der ikke var plads p.t.. Til gengæld ville hun slå »et ordentlig slag i bolledejen« for at finde det arbejde, der altså ikke findes. Om slaget ville være med eller uden knofedt fremgik ikke helt klart.

Intervieweren var så venlig ikke at spørge ind til det. Om venligheden var på Pernille Rosenkrantz-Theils side kan diskuteres.

Go’ Morgen Danmark, TV2, alle dage 6.35

Denne anmeldelse kan også i kortere form læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Foto: Officielt billede fra www.folketinget.dk, taget af Steen Brogaard.

Du kan se det omtalte indslag her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pli er cool

20. november 2011 // Kommentarer slået fra

Snart er det jul, og det sku’ være så cool. Det var i hvert fald hvad MC Einar fik os til at synes i 1988 med ’Jul Det’ Cool’. Rappen radiogenopføres ad nauseam hvert år ved juletid.

Nu udgiver sangeren i bandet, der bar hans navn, en bog (akkompagneret af en cd) om livet efter de 15 minutters berømmelse. Succesen har ikke været en gave for Einar Enemark, forstod man, da han gæstede Go’ Morgen Danmark torsdag.

Foran Mikkel Beha Erichsen sad et skrøbeligt menneske, der i næsten optimistisk trods bar en hawaii-spraglet skjorte. Hans livs film knækkede under vægten af druk, tobak, han ikke fik det sjovt af, LSD og en psykose.

I 1991 udsendte han singlen, ’Kronisk på røven’. Og det havde han været siden gruppen gik i opløsning på en alt andet end cool måde. Han kunne ikke udfylde det tomrum, der så opstod. Som han sagde, så »kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg var.«

Det kan Enemark efter at han holdt med at drikke for fem år siden. Hele rutsjeturen beskrev han med skælvende blufærdighed, så der blev stille i rummet. Og det, han ikke fik sat ord på, kunne man aflæse i de mange pauser og i de gentagne tics, der gennemskar hans livsslidte, men ikke livstrætte ansigt.

Indslaget blev ikke følelsesporno, fordi intervieweren lyttede i stedet for at snage. Uden at stryge med hårene. Mod slutningen spurgte han ind til det, vi var en del, der tænkte derude på kanten af stolen, men han gjorde det fint og varsomt: »En ting, jeg har bemærket, er, at dit stammeri er blevet meget bedre…«

Og så, midt i denne blotlægning af bagsiden af popmedaljen, viste programmet sin egen bagside. Op poppede et Netto-gult skilt med ordene »Om lidt: Lær at lægge en flot makeup med knald på enten øjne eller læber.«

Go’ morgen, Nordisk Film. En ting er de idelige skilte og løbende linjer, der får os til at fokusere på alt andet end det, vi ser lige nu. Zap i zapperiet. Noget andet er, om producerne selv ser det, de sender ud og tænker over om timingen nu lige er den rette.

Pli hedder den slags.

Illustration: Beskæring af forsiden på bogen ‘Manden der var MC Einar’ (People’s Press).

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Se eller gense interviewet her.

Udråbstegn ved Ane Cortzen

13. april 2011 // Kommentarer slået fra

Må anmeldere anmelde hinanden? Nu gør jeg det i hvert fald.

På DR2 har Ane Cortzen siden februar anmeldt tv i programmet TV!TV!TV! Udråbstegnene er ikke mine, men programtitlens, men der er grund til dem, for hun er vært i et seværdigt program.

Styrken ved programmet er også dets svaghed: Det er så værtsafhængigt, at det bliver en smagssag. Og Ane Cortzen gør ikke noget for at lefle for seerne. Hendes afblegede ydre er omvendt proportionalt med hendes meninger.

På den anden side ville det ikke være DR2, hvis der ikke blev eksponeret selvfedme og mediepolitisk smagsdommerkorrekthed.

Mandag var temaet dating-programmer. Sjovt var det, at Ane Cortzen udstillede sig selv som det friske kød i ”Dagens mand”. Og TV2’s ansvarlige på området, Gitte Madsen, havde en pointe, da hun sagde, at programmerne ikke handler om selve parringen, men om løbetiden, men hældte ellers tungt vand ud af ørerne.

Ane Cortzen har selv sagt, at godt tv først og fremmest er underholdende. Det kan hun selv være. Men hun glemmer ikke, at underholdning også er holdning.

Og det er her, hun bliver DR2-forudsigelig. F.eks. kan hun ikke lide ”Go’ Morgen Danmark”. Surprise! For Ane Cortzen ses det program bedst med ryggen til. I stedet for en smart dom, afsagt med ryggen til, havde det været mere givtigt at få belyst om programmets ønske om at få yngre seere er lykkedes.

Svaret er nemlig ikke så ligetil. De yngre værter har nok gjort deres, men man har ikke turdet kaste stamkunderne over bord. Sikkert fordi de unge er i skole eller på Facebook eller begge dele.

Derfor er det stadig programmet, hvor man får tips til påskesilden for så efter nyhederne at opleve studieværten bede sine gæster holde igen med ord som blowjob af hensyn til seerne – de unge eller de ældre? – hvorefter hun selv medvirker i et rødmende forstadie til tantrisk sex.

For nogle år siden ville man på DR2 have hyldet sådan en programflade som postmodernistisk, Ane Cortzen.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens Politiken.

Pressefoto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Go’ nat, Anne-Grethe Bjarup Riis

18. februar 2011 // 8 Comments

På Go’ Morgen Danmark glemmer man hele tiden at fortælle den evighedsvikarierende vært Lisbet Østergaard, at hun skam bærer en mikrofon. Eller også kan man bare ikke råbe hende op. Ellers er programmet ret stilfærdigt, men ikke uden kant.

Man tager gerne emner op, der har givet eller kan give larm i gaden, men tonen er urban og forskellighed får lov at folde sig ud som en styrke.

I onsdags diskuterede man prostitution. Eller rettere: Man ville have diskuteret det. I sofaen sad Anne-Grete Bjarup Riis, mere kendt for sin talestrøm end for sit skuespilleri, overfor Susanne Møller, talskvinde for det, der på konsensusdansk kaldes sexarbejdere.

Foranlediget og forarget af en radikal folketingskandidats videostøtte til sexarbejdere havde Anne-Grethe Bjarup Riis i Ekstra Bladet med vanlig sproglig ynde kaldt ludere for »fissehuller«. Og gik i kødet på myten om den lykkelige luder.

Fint nok. Indignation og engagement er ytringsfrihedens krydderier, men Bjarup Riis burde fra fysiodramatik-timerne vide, at man sjældent vinder noget ved at overspille, og at man ikke nødvendigvis får nogen til at lytte ved at råbe højere. For slet ikke at tale om at få nogen i tale. Susanne Møller så mere og mere sagtmodig ud, ude af stand til at komme igennem med sit budskab om, at ludere lovligt set ikke bør stilles dårligere end medieludere. Undskyld, det sidste udtryk brugte hun ikke, men havde hun fulgt sin modparts damptromlende stil havde det ligget lige for.

I midten truede Morten Resen skuespilleren med at tape hendes mund, hvis ikke hun holdt op med at afbryde. Familiens yngste havde en mere prosaisk løsning: »Kan man ikke bare tage batterierne ud af hende?«

Bevares, hvis man fandt en pervers fryd ved Jerry Springers show var indslaget underholdende nok, men i virkeligheden var det dybt go’ nat. For det frie ord og for Anne-Grethe Bjarup Riis.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens udgave af Politiken.

Foto lånt herfra.

Morten Resen får øje på Belli

2. november 2010 // Kommentarer slået fra

Produceren Poul Martin Bonde må have følt sig lidt mærkeligt til mode, hvis han så Go’ Morgen Danmark her til morgen. Der kunne han opleve en superbegejstret Morten Resen tale en ny single med Peter Belli op, som om manden var genopstået fra de døde – for nu at bruge et verbum fra et af versene.

Vi fik at vide, at nu skulle ‘Ulven’ gøre comeback og komme tilbage til forne tiders autenticitet og storhed, tilbage til rocken efter alle de smagløsheder, han har diverteret med i tidens løb.

Belli selv sad og så lidt beklemt og mærkeligt beleven ud, men spillede selvfølgelig spillet og erklærede, hvor overfedt det var at blive genopdaget af komponisten Marcus Winther-John og produceren Thomas Stengaard. Som en af de få i studiet vidste Belli, at Resens researcher burde vide bedre – men så havde historien selvfølgelig ikke været nær så god.

Peter Belli er tilbage i rocksammenhæng, ja, heldigvis, men det har han nu været længe. Faktisk lige siden Poul Martin Bonde i 1991 med stor respekt, men uden ærefrygt for sangeren, konciperede og co-producerede albummet Yeah.

Det er siden er fulgt op af en række plader med nyt, gammelt, brugt og lånt, som alt sammen er endt med at lyde umiskendeligt Belli’sk. Så sent som sidste år fejrede Belli sit 50 års jubilæum med live-albummet ‘Rejsende i rock ‘n’ roll’, som udløste radiohittet af samme navn.

Nu er der så et nyt album på vej, hvor Belli garnerer sig med nye folk. I sig selv fint nok. Singlen, ‘Gi’ Mig, Gi’ Mig’, blev fremført i Go’ Morgen Danmark-studiet. Nummeret, som dårligt kan kaldes en sang, er begået af Marcus Winther-John og rummer, udover et ABBA-bastardiseret refræn, linjerne “rock ‘n’ roll, den kan ikke dø“. Marcus Winther-John gør nu sit bedste for at slå genren ihjel.

Peter Belli skal dog nok overleve denne omklamring af sin status som levende legende.

God morgen, Morten Resen & co.

PR-foto.

Megahertz fra morgenstunden

14. oktober 2010 // 2 Comments

Jeg har før været inde på, at morgen-tv er sværere end som så. Med nej-hatten presset ned over de vattilstoppede ører kommer ’Go’ morgen Danmark’ nemt til at dokumentere tilværelsens ulidelige lethed. Alt præsenteres lige gyldigt og risikerer dermed at blive ligegyldigt.

Noget, der åbenbart ikke maner til eftertanke for vores klima- og energiminister, der med usynlig klaphat (og sammenfoldet Bayern München-paraply) er med i et fodboldpanel.

Her kommer værterne ind. Slagskyggen fra Meyerheim og Frøkjær falder ikke længere så tungt. Morten Resens og Ida Wohlerts parløb fungerer netop, fordi de ikke forsøger at efterligne de ikonagtige forgængere.

De er yngre, ja, men de kender forskel på det friskfyrungdommelige og det spontant begejstrede (som jo kræver stor disciplin). Resen virker som grunden til, at morgenfladen er opfundet. Og Wohlert behersker nu de situationer, hun indgår i, med diskret ynde og en velgørende, aldrig demonstrativ distance.

Ny i klassen er Katrine Hertz Mortensen, headhuntet fra TV2 News. Hun er et fund (og lad os ikke dvæle ved hendes nye frue-hår). Hun virker journalistisk velfunderet, har humor og nærvær, og gør Mikkel Beha Erichsen mindre onkelfjollet. Sammen kan de få en del ud af lidt. Et indslag om sovestillinger morede dem f.eks. så meget, at vi morede os.

Morgen-tv er ikke kun kemikalier i babymad, moderne smørrebrød, ’Vild med Dans’ og fåmælte tennistalenter med Wozniacki-ambitioner. I går morges sad Katrine Hertz Mortensen således over for Bret Easton Ellis i anledning af hans nye roman.

Selvfølgelig kan han som amerikansk bestseller aflevere varen på en pr-tur, men værten virkede, som om hun havde læst bogen (eller var godt briefet). Og de måske lige lovligt lange spørgsmål åbnede faktisk for en rigtig samtale om smerte, mørke og vold og læserforventninger.

Et øjeblik følte jeg mig hensat til DR2, men morgen-tv er og bliver morgen-tv, så Ellis blev efterfulgt af et indslag om – et nyt krigsskydespil.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Pressefoto af Katrine Hertz Mortensen: Henrik Osthen/TV2, 2010 ©

3. sukkerchok sms-valgt

5. september 2010 // 1 Comment

Der må være en hunger efter X Factor. Også på konkurrerende kanaler. Mens DR-programmet tager tilløb til i endnu en sæson at stikke blår i øjnene på deltagerne, har man de seneste uger på TV2’s morgenflade kunnet følge seernes sms-stemmer afgøre, hvem der bliver det nye medlem i pigepoptrioen Sukkerchok.

Engang for 117 år og et internet siden blev personsammensætningen i popgrupper enten afgjort af pladeselskabet eller – chokerende nok – af grupperne selv.

Den slags har længe været lige så old hat som den hovedbeklædning, der allerede er so last year i branchen.

Jojo, jeg har læst mig til, at nutidens unge er ligeglade med, om deres idoler bliver sponsoreret, men jeg har hidtil ment, at Go’morgen Danmark balancerer behændigt mellem underholdning og journalistik.

Derfor overrasker det mig, at der undervejs ikke er kommet bare et lille bitte kvæk om, at det da er tankevækkende selvafslørende, at Sukkerchok, der fra starten har været en konstruktion, fornyr sig selv ved at overlade sin skæbne til andre, uanset hvor meget ben i de fotogene næser, især det ene af de to ’gamle’ medlemmer ser ud til at have.

I stedet kulminerede det følelsesladede forløb i grådlabilt gruppekram fredag morgen, da Simone, Etta Camerons barnebarn, fik et stort femtal af seerne og nu skal skifte job fra stylist til wannabe popstjerne. Forskellen virker ikke stor.

Taberne havde helt i tidens tern kun godt at sige om vinderen. Den ene holdt sindssygt meget af Simone (som hun første gang så for mindre end en måned siden). Den anden blev spurgt, hvad hun nu skal lave. ”Tilbage til det normale liv og har man lyst til det?,” sagde kontorassistenten, mens tårerne udviskede hendes showbizmakeup.

For andre kan selv dét virke uopnåeligt. I ’Ultimatum’, TV2’s usminkede og alt andet end følelsespornografiske serie om misbrug og misbrugere, gjaldt det for en af de medvirkende om at ”lære at være mig, bare være almindelig…”

I det lys kan virkeligheden virke som et sukkerchok.

Foto: Beskåret pr-billede af totredjedel af Sukkerchok, som nu får en ny sorthåret kollega

Hverdag for Thomas fra X-Factor

13. april 2010 // 2 Comments

Fruen sad bag morgenavisen og kiggede op, da de første akkorder blev slået an på den akustiske guitar. “Hvem er det?,” spurgte hun. Det var ikke ironisk ment, og jeg kan godt følge hende. Thomas med det hemmelige efternavn Ring Petersen har heller ikke hørt til min paratviden siden X-Factor-finalen.

Nu stod han så der, så nøgen som man bliver som sanger: Kun udstyret med en akustisk guitar, og lidt forsigtigt ledsage-klaviatur. Live. Uden autotuning. Og lignede det, han indtil videre er: en vellidt klasselærer for 2. klasse på Hellerup Skole.

Desværre lød han også sådan. Nu er “My dream”, skrevet af konkurrencens tre dommere, heller ikke den mest originale sang på jord. Faktisk er det en dusinvare, forsøgt maskeret som et hit. Og melodi er der så lidt af, at sangen presser sin sanger til at investere sig selv mere end der er melodisk belæg for.

En ting er at stå i Parken, indrammet af en produktion, der kun har til formål at skjule ens medfødte svagheder. Noget ganske andet er at stå på gulvet i Go’ Morgen Danmarks studie. Han faldt igennem, ja, der var fraseringer, der nærmede sig det pinlige, og dobbelt pinligt blev det, fordi de opgejlede morgenværter hele tiden kaldte ham ‘rockstjerne’. Han krympede sig, når de brugte ordet.

Rockstjerne må man til hans ros sige, at han ser ud til godt at vide, at han ikke er, og aldrig bliver.

Bedre bliver det ikke af, at han åbenbart ikke passer ind i P3′s nuværende profil. Han er, før han overhovedet er kommet i gang med en karriere, indplaceret i P4-fødekæden.

Boldøre og boldtab

29. januar 2010 // Kommentarer slået fra

Uden målmænd og fløjspillere vinder man ikke en afgørende kamp ved et EM. Kroatien havde i den grad det første, navnet er Mirko Alilovic, og sådan ser han ud, hvis de danske spillere nu skulle have glemt det. Og så havde de i Ivano Balic igen spilleren, der gør en forskel, når han gider. Det gad han godt i går!

Dagens tv-anmeldelse i Politiken er skrevet før resultatet forelå. Sådan er det i moderne avisteknologi… her er den så til gengæld i uforkortet udgave:

Er jeg den eneste, der under dette EM i hanvold har undret mig over gang på gang at høre Neil Diamond-sangen ’Sweet Caroline’ midt under en kamp? Spørgsmålet er retorisk, for musikledsagelse har længe været del af den tivolisering af håndbolden, som dybest set udtrykker mistillid til sportens egen bæredygtighed som fascinationsobjekt og publikumsmagnet. Vi kan åbenbart ikke længere selv finde ud af at sejle op ad åen, men må have hjælp af en pladevender. Resultatet er en pavlovsk begejstring på stavepladeniveau.

Og denne uvane bliver dobbelt irriterende, fordi selve spillet i mange af kampene jo ikke har fejlet noget. Hvad skal gøglet så til for?

Det var ikke et spørgsmål, Go’ Morgen Danmark fandt på at stille, da man havde inviteret landsholdets officielle dj’s – jo, sådan nogle findes. Det havde nok heller ikke nyttet noget. Poul-Erik Jensen og Mogens Bay blev introduceret som ’uundværlige’. De troede selv på det. Og brugte udtryk som ’hver eneste kamp vi har været ude at lave’. Medvært Ida Wohlert kommenterede indslaget som ’legendarisk fjernsyn’. Jeg tror, hun var ironisk.

Ironi er der ikke meget af i TV2’s EM-dækning. Dertil er håndbold for vigtigt. Det afspejler sig nu ikke i stationens hvordan-synes-I-selv-det-går håndtering af alt det udenoms. Til gengæld er der igen-igen grund til at glæde sig over kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nygaard.

Ligesom i sin tid Mader & Leth har de fordelt rollerne så nogenlunde. Kristensen er speakeren, der får løn for at iføre sig klaphatten, når den skal luftes. Det gør han behørigt, men heldigvis uden det blinde nationalhysteri, norsk tv giver sendetid. Og så er det Kristensen, der skruer op for radioteaterrøsten, når vigtigheden skal betones.

Bent Nygaard kan også begejstres, men kun når der er grund til det. Og så aldrig uden lige at få indskudt en bemærkning, der sætter tingene i relief. Da Thomas Mogensen scorede mod Norge, jublede Kristensen. Nygaard nøjedes på sit tørre fynske med at tilføje: ”Så vågnede han fra en lang søvn.”

I en tid, hvor sproginflationen gør selv de mest trivielle ting ’super’, er det velgørende med et menneske som Bent Nygaard, der tør stole både på sit boldøje og sit sprogøre.

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]