DR Sporten skriver historie

Kommentarer slået fra

EM-finaleresultatet sikrer månedens udgave af det danske hanboldlandshold en plads i historien. Og mon ikke Hansen, Landin & co. en dag indgå i det historiske webunivers, DR Sporten netop har introduceret.

Spillere vil vokse fra stjerner til legender, men nu om dage og fremover giver teknikken os uendelige muligheder for at krydstjekke om de nu faktisk var så gode eller det bare var noget, vi bildte os ind. Sådan har det ikke altid været. Og i en medieverden, hvor for meget virker som om det er opfundet i går og glemt i morgen, er der brug for dokumentation som den, DR lægger frem.

Sportshistoriesitet vil bl.a. fokusere tematisk på aktuelle sportsgrene. I øjeblikket bydes der på videogensyn med herrehåndbold. Især bolsjedrengene fra firserne. Hvem havde dog ansvaret for de trøjer og de småpornografiske shorts? Og huhej, hvor det ikke gik for hurtigt. Men spille kunne de, Morten Stig, Haurum, Fenger og Berg, og de fik plads til det.

I 2008 genudsendte svensk tv VM-finalen i 1958 mellem Brasilien og Sverige. I sin helhed. Det var en oplevelse. Pele, Garrincha, Vava og Gilmar – svimlende stunder, der kun har sin nutidige lige i Barca. Har DR ikke tilsvarende materiale? Eller blev båndene som så mange andre dengang genbrugt? Historiesitet byder på en gråtonet strimmel, den ofte genbrugte fra 1967, fra håndboldsemifinalen mod Sovjet med et mindst lige så boldbegavet hold som dagens, og som i Erik Holst havde en målmand, der udførte landinske mirakler. Den kamp vil jeg gerne gense i sin helhed.

DR Sporten har et godt stykke tid præsenteret Hall of Fame og andet historisk gods, bl.a. kommenterede fortegnelser over næsten glemte idrætsfolk. Det stof får i det nye regi ekstra tyngde, men kunne trænge til at blive illustreret. Hvordan så f.eks. KB-keeperen Ludwig Drescher ud.

Som noget nyt er der lister af de 25 bedste dit og de 25 bedste dat. Altid godt stof, og så alligevel ikke, for de skal være udarbejdet af personer med en vis tyngde, før man orker at diskutere med dem. Nu virker de bare som site-redaktørens private indfald.

Det nye site, som er et såkaldt subsite til DR Sportens hovedside, er dejligt tidrøvende, men navigeringen ikke altid lige logisk. F.eks. kommer man for tit ved et klik uforvarende ud af universet og ind på det aktuelle sportssite, fordi der ikke er nogen klar grænsedragning. Det svækker profileringen. Den kunne også øges ved, at alle klip gik i gang i samme vindue, når der blev klikket på dem. Denne anmelder anvender Mac, men det bør vel ikke være et problem for DR nu om dage…

Ellers er der om DR Sportens nye satsning kun at sige, som Gunnar Nu plejede at gøre det, når en atlet gjorde sig bemærket: »Godt, min ven.«

DR Sportens historiske univers: www.dr.dk/Sporten/Baggrund/HistoriskUnivers

Foto: DR TVarc@

Readmore  

Showbold eller hunbold?

2 Comments

Så gik den som bekendt ikke længere. Danmark bliver ikke den ene af deltagerne i dagens EM-finale. Men mon ikke de på TV2 under alle omstændigheder selv synes, de har vundet turneringen?

Seertallene giver dem ret, og i Thomas Kristensen og Bent Nygaard har kanalen da også to kommentatorer, der både holder med Danmark og holder af håndbold. At gøre begge dele på samme tid og ikke kamme over i nationalchauvinisme er i denne tid en balancekunst. Den mestrer de i et dannebrogsfarvet lydinferno, der nærmer sig det ulidelige. En demonstration i danskhed, der får Dansk Folkeparti til at ligne diskretionen selv.

Man skal være mere jyde end denne anmelder for at blive revet med af bankostemningen i Jyske Bank Boxen – alene navnet! Dog må det medgives, at stemningen måske lige var et par grader højere under de indledende kampe i Aalborg. Taktfasthed er gud på de kanter.

Det europæiske håndboldforbund har skoset publikum og arrangører for at opildne til Balkan-stemning. Som om der nogen sinde før er nogen, der har turdet gribe ind over for netop den

Den spontane jubel er en ting. Den er med til at sætte scenen og hører med til spillet. Og vi hunboldnørder må også leve med, at holdet har flest tilhængere i medgang. Undervejs i turneringen var på en af tv-kanalerne en vox pop, hvor journalisten meget fiffigt spurgte ‘den almindelige dansker’ om han eller hun også havde fulgt med i kvindelandsholdet, da det gik knapt så prangende. De fleste af de adspurgte var end ikke klar, at et generationsskifte havde kostet medaljer. Ja, tror måske stadig Anja Andersen spiller.

Noget ganske andet end jubel og mere diskutabelt, men tilsyneladende uanfægteligt, er den næsten overdrevent jydske stadionspeaker, der gjaldede de danske målscoreres fornavne ud, så publikum kvitterer med efternavnet. Hvorefter speakeren kom med sit »tak, publikum«, som svarede »selv tak«. Er det sjovt? Åbenbart.

Det tangerer det usportslige, ja, i Aalborg opfordrede speakeren tilskuerne til at vise, hvor mange de var, ved at heppe på Danmark.

Oveni sættes de platteste dansktopsange på i tide og navnlig utide, afvekslende med discorytmer af den fadeste slags. Nogen burde for længst have dømt overtrådt.

Men jeg har læst mig til, at Dansk Håndbold Forbund gerne vil have mere af den slags. Måske bør de så overveje at flytte fremtidige arrangementer til Bakken eller Tivoli.

Tænk, der var faktisk engang, hvor vi kun lod os rive med af spillet.

Readmore  

Håndboldens tricolore

Kommentarer slået fra

Hvad kæmper vi for, sagde de danske håndboldspillere efter hver time-out. Anført af Kasper Hvidt lød svaret: Guld. Og før EM luftede også Ulrik Wilbek medaljedrømme. Som EM skred frem, viste det sig, at han fik mindre og mindre at have dem i. Ingen af de danske målmænd fik gang i spillet og vort nationale håndboldmæssige adelsmærke, fløjspillet, fungerede kun sporadisk ligesom skudtruslen fra bagspillere som  Mikkel Hansen.

I dag vandt Frankrig over Kroatien 25-21 i en finale, der navnlig i første halvleg demonstrerede, hvor langt de danske EM-mestre i virkeligheden var fra at kunne gentage den overraskende succes for to år siden. Der blev i dag vist håndbold på et artistisk og intuitivt niveau, der var medrivende og magisk.

Anført på fransk side af den uforlignelige  Nikola Karabatic (billedet) og verdens p.t. bedste keeper, lille frygtløse og lynsnare Thierry Omeyer. Samt et hyperbevægeligt forsvar. Og fra kroatisk side af den uopslidelige boldtroldmand Ivano Balic og målmanden Mirko Alilovic, som nægtede at gå ned, men ikke kunne holde koncentrationen. Især ikke da et par arbitrære dommerkendelser fik kroaterne til at bruge mere tid på at diskutere end på at spille, så Frankrig kunne gå fra 9-12 til 17-13 og dermed reelt afgjorde kampen et lille stykke inde i 2. halvleg. Ikke mindst fordi den uberegnelige koleriker af en kroatisk landstræner lod Balic sidde ude i denne afgørende fase.

Med sejren kan Frankrig smykke sig med den håndboldmæssige tricolore: Verdensmestre, olympiske mestre og europamestre. Der må jubles. Ikke mindst på spillets vegne. Merci bien.

Også til Kasper Hvidt for den tid, der har været. Ingen er uundværlig, men med hans farvel må danskerne parkere medaljedrømmene på bænken et par sæsoner.

Pressefoto fra www.nikolakarabatic.com

Readmore  

Boldøre og boldtab

Kommentarer slået fra

Uden målmænd og fløjspillere vinder man ikke en afgørende kamp ved et EM. Kroatien havde i den grad det første, navnet er Mirko Alilovic, og sådan ser han ud, hvis de danske spillere nu skulle have glemt det. Og så havde de i Ivano Balic igen spilleren, der gør en forskel, når han gider. Det gad han godt i går!

Dagens tv-anmeldelse i Politiken er skrevet før resultatet forelå. Sådan er det i moderne avisteknologi… her er den så til gengæld i uforkortet udgave:

Er jeg den eneste, der under dette EM i hanvold har undret mig over gang på gang at høre Neil Diamond-sangen ’Sweet Caroline’ midt under en kamp? Spørgsmålet er retorisk, for musikledsagelse har længe været del af den tivolisering af håndbolden, som dybest set udtrykker mistillid til sportens egen bæredygtighed som fascinationsobjekt og publikumsmagnet. Vi kan åbenbart ikke længere selv finde ud af at sejle op ad åen, men må have hjælp af en pladevender. Resultatet er en pavlovsk begejstring på stavepladeniveau.

Og denne uvane bliver dobbelt irriterende, fordi selve spillet i mange af kampene jo ikke har fejlet noget. Hvad skal gøglet så til for?

Det var ikke et spørgsmål, Go’ Morgen Danmark fandt på at stille, da man havde inviteret landsholdets officielle dj’s – jo, sådan nogle findes. Det havde nok heller ikke nyttet noget. Poul-Erik Jensen og Mogens Bay blev introduceret som ’uundværlige’. De troede selv på det. Og brugte udtryk som ’hver eneste kamp vi har været ude at lave’. Medvært Ida Wohlert kommenterede indslaget som ’legendarisk fjernsyn’. Jeg tror, hun var ironisk.

Ironi er der ikke meget af i TV2’s EM-dækning. Dertil er håndbold for vigtigt. Det afspejler sig nu ikke i stationens hvordan-synes-I-selv-det-går håndtering af alt det udenoms. Til gengæld er der igen-igen grund til at glæde sig over kommentatorerne Thomas Kristensen og Bent Nygaard.

Ligesom i sin tid Mader & Leth har de fordelt rollerne så nogenlunde. Kristensen er speakeren, der får løn for at iføre sig klaphatten, når den skal luftes. Det gør han behørigt, men heldigvis uden det blinde nationalhysteri, norsk tv giver sendetid. Og så er det Kristensen, der skruer op for radioteaterrøsten, når vigtigheden skal betones.

Bent Nygaard kan også begejstres, men kun når der er grund til det. Og så aldrig uden lige at få indskudt en bemærkning, der sætter tingene i relief. Da Thomas Mogensen scorede mod Norge, jublede Kristensen. Nygaard nøjedes på sit tørre fynske med at tilføje: ”Så vågnede han fra en lang søvn.”

I en tid, hvor sproginflationen gør selv de mest trivielle ting ’super’, er det velgørende med et menneske som Bent Nygaard, der tør stole både på sit boldøje og sit sprogøre.

Readmore  

Venstrefløjen topscorede

Kommentarer slået fra

Da denne blogger var en del yngre og en hel del tyndere spillede jeg hanbold på et vist niveau. Jeg stod på mål, og var vist af og til nogenlunde. I mangt og meget var spillet det samme dengang som nu. Nok mere impulsivt og improvisationslystent, og meget mindre taktisk, men det kan også være erindringsoptimisme, for der var fandeme også mange kedelige hold. En ting er dog helt forandret: I min ‘storhedstid’ – 1963-68 – foregik fløjkampene kun ude i den politiske virkelighed. Der var til gengæld nok af dem.

I håndboldhallen var det sådan, at fløjspillerne fik lov at gå selv. De kunne alligevel sjældent score. Som målmand skulle man bare sørge for at stille sig tæt op af stolpen, samle benene og holde dem samlet og så have ro nok til ikke at løfte en af fødderne. “Lad ham gå,” plejede markspillerne at råbe. Jeg tog en del skud fra fløjene. Mest højrefløjen.

Dengang sprang spillerne sjældent ret langt ind i feltet, når de satte af. Og gevindskud og underskruede bolde anede kun få, hvad var. Ikke at der ikke var ekvilibrister, men de stak ud fra mængden, fordi de var så sjældne. F.eks. århusianerne Mogens Olsen og hans elev, Iwan Christiansen, der begge mestrede kringleskuddet. Og da der så med HG kom et helt hold, der nærmest spillede cirkusbold og introducerede en del af de boldtryllerier, der nu er international hverdag, var det en sensation. De blev danmarksmestre fem år i træk fra 1966, anført af Camilla Andersens far, Gert. Før han tog nordpå til Helsingør var holdest mest spektakulære indslag den vævre og venstrehåndede Jørgen Petersen, der spillede så anti-autoritært, at det passede ind i tiden og gjorde det legitimt at dyrke sport, selv om man ville forandre verden. At der så siden blev dømt overtrådt mod ham, fordi han viste sig at være en kapitalistisk rod, er en anden sag.

Jo, der bliver sat fuldt blus på memory sticken, når man sidder og ser EM i hanbold. Tændsatsen i går var Anders Eggert, som ikke hører til de fløjspillere, man skal lade gå selv. Han scorede ti mål, da vi overraskende ubesværet (28-23) slog et serbisk landshold, der, med Nikolaj Jacobsens ord, især i første halvleg spillede både fornærmende ringe og alt for langsomt.

Det var dog også det danske holds fortjeneste. Omsider var der dømt ‘gennemgang forbudt’ i midterforsvaret med Michael V. Knudsen og Lars Jørgensen som bevægelige skildervagter, og Bo Spellerberg, dansk håndbolds humørsyge Michael Laudrup, havde ti gyldne minutter, som, parret med Eggerts one man show, var nok til den sejr, der sikrer plads i mellemrunden. Uanset lørdagens kamp mod de indtil nu skuffende islændinge.

Selv om jeg deler Wilbeks tilfredshed med navnlig første halvleg er det dog fortsat mildt bekymrende, at vi endnu ikke har fået forløst det skudpotentiale, der ligger i bagspillerne. Bevares, Mikkel Hansen havde eksplosive udbrud, men var ingen permanent trussel, og så har ingen af de danske keepere for alvor fået fat. Kasper Hvidt var dog klasser bedre end i åbningskampen mod Østrig. Alt andet ville også have været naturstridigt.

Jeg skal dog nok vare mig for at tilbyde min assistance…

Foto af Anders Eggert af Jan Christensen/DHF. Hentet på www.hopskud.dk

Readmore  

Russisk udrykning

Kommentarer slået fra

GER - AUT

Bjørnen sov ikke. Som vanligt lignede den russiske landstræner Jevgenij Trefilov ganske vist hele 1. halvleg en latent blodprop fra før Murens fald, men siden blev han næsten vennesæl med bedstefarsmil over for sine spillere. Det kan man godt forstå.

Danmark er ude af kvinde-VM med et fortjent nederlag til Rusland på 25-30. Louise Mortensen brændte meget symbolsk et overtids-straffekast, men dette VM blev ikke tabt i eftermiddag, men i kampen mod Angola.

Når det er sagt, og det er vist sagt så rigeligt, så fremturede russerne med en fysisk styrke, et næsten usportsligt højt tempo, en gennembrudsvilje og bredde, der var ubetvingelig. Nøglespillerne var bagskytten Ludmila Potsnova og ikke mindst den tidligere GOG-keeper Inna Suslina.

Det var en god kamp, måske den bedste under dette VM, og der skal to hold til at skabe en god kamp. Og det danske hold havde rystet nederlaget til Angola af sig, i hvert fald i forsvaret, hvor den gamle jernlady, Mette Melgaard, gav og tog, så det sang. Og var lige ved at kompensere for, at Jan Pytlick, tvunget af holdsammensætningen, holdt fast i en 6-0 opdækning, som ikke var den mest vandtætte dæmning mod russere for fuld udrykning.

Afgørende for kampens udfald blev, at russerne formåede at neutralisere Trine Troelsen, at Camilla Dalby og Line Jørgensen demonstrerede deres stereotypi som langskytter, at ingen af vore målmænd kom afgørende i gang, selv om 32-årige Karin Mortensen havde et gyldent, fodrapt kvarter i 2. halvleg, hvor det så lovende ud, indtil Trine Troelsen forivrede sig i 52. minut og fejlafleverede lige ind i det rådsnare russiske forsvar, og fra at kunne have været bagud med kun et mål, kom vi i løbet af ingen tid bagud med tre.

Danmark faldt med ære, men den gider ingen hænge om halsen, der mener noget med sin sport.

PS: Til gengæld er jeg sikker på, at TV2 har verdens bedste håndboldkommentatorer i Thomas Kristensen og Bent Nygaard. De har boldøje og sprogøre, er begejstrede, men ikke nationalchauvinistiske, og evner både at uddele verbale øretæver og buketter med lige stor (k)ærlighed, både til spillerne, men sandelig også til spillet som sådan.

Ukrediteret foto fra IHF‘s hjemmesides mediesektion.


Readmore  

Bjørnen kommer

Kommentarer slået fra

1030_7459

Der var engang, hvor Rikke Solberg satte sig på hele sendefladen, som Steffen Brandt sang. Og Anja & Camilla Andersen samt Susanne Munk Lauridsen og siden navne som fløjraketten Henriette Mikkelsen, Rikke Skov og hendes registrerede partner Lotte Kiærskou for ikke at glemme Karin Mortensen. Vi taler med andre ord hunbold. Dengang genren lignede sportens uopslidelige  “new black”.

Sådan har det ikke været længe. Og er det ikke længere. Det kunne man se i går, da det danske kvindelandshold tabte til Angola, hvis spillere alle lignede volleyballspillere, der var gået forkert, men som i den grad med et så simpelt og gennemprøvet våben som offensiv 3-3 opdækning gjorde danskerne rådvilde og modløse. Resultatet 23-28 er, så man tror det er løgn.

Det samme fristes man til at mene om den kinesiske tv-produktion under hele dette VM. Low key er det pæne ord. Præcis som tilskuertilstrømningen i dette håndbold-u-land. Havde det internationale håndboldforbund som mål at undgå atmosfære omkring kampene er det lykkedes.

I hunboldens guldalder dengang for flere VM’er og OL’er siden talte man en del om, hvorvidt kvinderne kunne slå et mandehold. En syg diskussion, for det kan og skal de selvfølgelig ikke kunne.  Kvindelige elitehold kamptræner af og til mod førsteynglinge herrer og lavt rangerende herreseniorhold og taber eller spiller højst lige op, men pointen ved kvindehåndbold er jo netop, at den skal være sig selv med al den lethed, poesi, fantasi og svævende ynde (og god gammeldags, kortbukset sexappeal) isprængt naturstridige krafteksplosioner, som herrehåndbolden i sin stadig mere udprægede forråelse efterhånden kun rummer som en undtagelse (Barcelona igen igen).

Derfor har det også ved dette kvinde-VM været forstemmende at se, hvor ringe det tekniske niveau p.t. er (og i det lys skal glæden over de indledende danske sejre vurderes). En ting er svigtende taktisk tæft og organisation og at ikke kun det danske hold savner samlende skikkelser, noget andet er, at mange af holdene, inkl. det danske, har problemer med helt basale håndboldskolediscipliner ting som at gribe bolden og at lægge afleveringerne højere end fodhøjde. Det giver kampe, der ofte har været en ynk at overvære for den, der kan huske forne tiders artisteri a la Anja.

Karin Mortensen er stadig med, og hun og hendes yngre kollega, stortalentet Christina Pedersen (fra FCK), gør deres til at leve op til de danske traditioner på keeper-posten, men lades alt for ofte i stikken af et forsvar, hvor kun Mette Melgaard udviser kampvilje, men hun kan ikke være overalt, selv om hun prøver på det.

Af de andre har kun “årets kvindelige håndboldspiller” Trine Troelsen i angrebet noget, der ligner star quality. Og en skudstyrke, der er aldeles udansk. Det samme kan man desværre ikke sige om hendes udnyttelsesgrad, der går hånd i hånd med det ineffektive kantspil. Jeg troede ellers danskerne havde opfundet fløjspillet. Både højre- og venstrefløjen.

I morgen venter russerne, som skal slås for at komme i semifinalen … er I med på den, som Jan Pytlick plejer at sige.

Billedet er det officielle pressebillede af kvindelandsholdet, taget af Jan Christensen/DHF.
Hentet fra www.dhf.dk

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top