Sam Cooke er ikke spor død

1 Comment

FØRST ER der stille, helt stille. Som i splitsekundet før læberne bliver til et kys mod sitrende, forventningsfuld hud. Men der bliver aldrig kontakt. Der er ingen at kysse, ingen der sitrer. Kun stilheden, fuld af alt det, der var, og så kontrabassens dumpe hjerteslag under denne stemme, fløjlsbetrukken, overtalende, lokkende og så alligevel så mørk og ensom som dybhavets bund:

I am lost and I’m looking for my baby wonder where my baby can be found Lord knows my baby ain’t around …

Savn og længsel har et navn: Sam Cooke. Den første skæring på hans 1963-album Night Beat hedder »Lost & Lonely«, som om den sang behøvede en titel, efter at Cooke havde legemliggjort den. Og Cooke fortæller i få gentagne linjer, hvordan det er, hvordan det føles, men også at ingen er alene om at være alene. Det bliver en spirituel, næsten religiøs oplevelse, når Cooke synger om at mærke verden via smerten:

This is a mean old world to live in all by myself this is a mean old world to be alone
without someone to call your own …

som det hedder i den næste sang på Night Beat, det måske eneste fuldbragte album fra en sanger, der, tro mod sin tid, havde singlepladens tre alt-eller-intet-minutter som udtryk. Fuldendte sange som ‘A Change Is Gonna Come’, ‘Cupid’, ‘Only Sixteen’ og ‘You Send Me’ gjorde ham i de tidlige 60’ere til den første såkaldte cross over artist – fra superstjernestatus på 50’ernes gospelscene med The Soul Stirrers til popidol og sexsymbol for både sorte og hvide i et USA, der stadig var raceadskilt.

Men ingen kunne beskylde Cooke for at være Onkel Tom. Han holdt fast i sig selv og sit religiøse udgangspunkt, blev en tydelig inspiration for den unge balladesanger, Elvis Presley, og var, ud over at være den croonende sammenfatning af Frank Sinatra og Nat King Cole, samtidig den første betydende sorte musikentreprenør og talentspejder med eget produktionsselskab.

ALLIGEVEL havde han, helt efter bogen dengang, ikke kontrol over sine egne indspilninger. Og fik stadig sværere ved at stille sig tilfreds med at se pladeselskabet fylde hans lp’er op med letvægtsmateriale, som slørede hans potentiale.

Efter at man i 1963 havde lagt et indspillet livealbum på hylden, slog han i bordet, og fik, som noget helt uhørt, frie hænder til at lave en plade helt efter eget hjerte. Det hjerte var stort. Night Beat ville være blevet kaldt lo-fi, hvis det var blevet udsendt i 80’erne eller 90’erne.

Sam Cooke sætter en scene, som bringer lytteren ind i en tobakstilrøget bar kort før eller måske lige efter lukketid. Det er sent, lyset er søvnigt, aftenens jalousiscener er udspillet, de hurtige dates er gået hjem. Tilbage sidder dem, Sinatra engang besang som »only the lonely«. »Nobody knows the trouble I’ve seen …« synger Cooke, og man tror ham. Han synger om ham, der gemmer sin ensomhed bag rollen som partyklovnen, men klovnen græder.

Det er blues, så man genkalder sig 30’ernes countryblues, som den blev spillet af Robert Johnson i hans og Cookes fødeby Clarksdale, Mississippi. Og i mange af sangene kunne vi lige så godt være i en kirke som på en bar.

Bag Sam Cooke hører man musikere som den altid årvågne trommeslager Hal Blaine, pianisten Raymond Johnson, en meget ung Billy Preston på orgel, bassisten Clifford Hils og guitaristerne Rene Hall, Clifton M. White og selveste Barney Kessel, som alle kan den svære kunst at holde igen. De leverer et bagtæppe som skræddersyet til Sam Cooke, sangeren, der fik en oktav ekstra foræret af Gud.

I morgen er det 80 år siden, Sam Cooke blev født. Han døde i december 1964 af skudsår efter en aldrig fuldt opklaret episode på et motel. Ingen har siden kunnet fylde hans fodspor, men mange har prøvet.

Det er på Night Beat, moderne soul fødes.

Sam Cooke: Night Beat. Producer: Hugo & Luigi m. Rene Hall, RCA Victor, 1963

NPR Music har en interessant artikel, som spørger, hvad Sam Cooke kunne være blevet til, hvis ikke han var død så ung.

Cover: Iris Keitel & William Claxton

Readmore  

Richie Havens runder de 70

Kommentarer slået fra

DET LIGNEDE et politisk korrekt valg, da Richie Havens fredag 15. august 1969 kl. 17.07 gik på scenen, iført orange, knælang tunika, som første navn på Woodstockfestivalen. Med sig havde han sin åbent stemte guitar og en guttural røst. Han var sort, og det var en sjældenhed hin weekend. Han spillede det instrument, som var generationens våben og som pegede tilbage til Kennedy-epokens protestsange. Han sang med messiansk styrke om ’Freedom’, selve det begreb og den drøm, festivalen lancerede sig selv som et levende slogan for.

Sandheden var mere prosaisk. Motorvejen fra New York City til Bethel, hvor festivalen fandt sted, var lukket af kilometerlange bilkøer. Et uoverskueligt antal hvide middelklassekids ville nemlig på landet for at prøve at være hippier en lang weekend. De optrædende måtte derfor flyves ind, og det tog sin tid, så da Havens ankom som den første, blev han overtalt til at gå på.

Han endte med at spille et par timer, for at få tiden til at gå. Da han var løbet tør for sange og ikke kunne huske teksten til ’Hey Jude’, begyndte han at improvisere over den gamle negro spiritual, ”Motherless child”. Resultatet blev ”Freedom”, en sang, der levendegjorde, hvad folk havde betalt 18 dollars for at opleve i tre dage.

Selv fik Havens 6.000 dollars for sin ulejlighed – lidt under halvdelen af, hvad hovednavnene fik. Beløbet forrentede sig rigeligt. Woodstock blev Havens’ visitkort fremover. Og ”Freedom” toner den dag i dag frem, når man åbner hans website.

Han var ukendt for de fleste inden Woodstock, men havde allerede udsendt en håndfuld lp-plader. Den første kom i 1967. Og året efter vakte han en vis opsigt med sin tolkning af Dylans ’Just Like A Woman’ – som han senere sang ved Dylans 30 års jubilæum.

DEN BROOKLYN-fødte Havens er ud af en søskendeflok på ni. Og fylder i dag 70. Gospel kom ind med modermælken, og han sang doowop på gadehjørnerne i bydelen. Fra 1962 hang han ud i boheme-kvarteret Greenwich Village. Egentlig som portrætmaler, men guitaren trak mere end penslen. Rygterne om hans evne som performer nåede datidens rockmogul, Dylan-manageren Albert Grossman, som skaffede ham en pladekontrakt.

Selv om Havens har skrevet egne sange, er det stadig blandt hans over 25 albums fortolkningerne af andres sange, der stikker ud. Året efter Woodstock fik han et hit med ’Here Comes The Sun’ og senere blev han et godt alternativ til originalerne, når firmaer ville bruge Dylan og Beatles i reklameøjemed. Havens’ version af ‘The Times They Are A-Changing’ blev brugt i en tv-kampagne for revisionsfirmaet Coopers & Lybrand. Ligesom han har skrevet jingles for togselskabet Amtrak.

Samme år som Woodstock udgav han det ambitiøse dobbeltalbum 1983. Anmelderne kunne lide det noget bedre end publikum, så han blev droppet af pladeselskabet og startede sit eget.

I 70’erne forsøgte han sig som skuespiller. Bl.a. spillede han Othello i en musicalfilmatisering af Shakespeare-dramaet, og med Richard Pryor i filmen Greased lightning.

Havens fattede også interesse for klodens tilstand. Og var med til at stifte et oceanografisk museum for børn i Bronx, og dannede The Natural Guard, en økologisk selvhjælpsorganisation for børn.

Den opblomstrede interessen for verdensmusik i 90’erne gjorde Richie Havens godt. Han blev genopdaget. Blandt andet af Peter Gabriel, og fremstår ved festivaler og på nyere plader så genfødt og autentisk, som da han mødte verden første gang på Woodstock.

Han er aldrig blevet ædt, hverken af nostalgi eller showbiz. Måske fordi han, som han siger, aldrig har opfattet sig »som en, der er i showbiz. Jeg er i kommunikationsbranchen.«

PR-foto hentet her.

Readmore  

Da Bert Kaempfert var hot

1 Comment

Når man, som denne blogger, ynder at gå tilbage i hitlistehistorien, kommer man ofte ud for nogle voldsomme stilsammenstød. F.eks. i denne uge for 50 år siden.

Den tyske komponist og orkesterleder, Bert Kaempfert, havde med sit instrumentalnummer ‘Wonderland by night’ lige vippet Elvis Presley ned fra førstepladsen på Billboards Hot 100. Her havde Elvis ellers i seks uger spurgt ‘Are You Lonesome Tonight’, og ventende på at overtage Kaempferts noget overraskende topplacering lå Shirelles med ‘Will You Love Me Tomorrow’.

Kaempferts filmmusikagtige melodi var faktisk oprindeligt temaet til en tysk film, som fortalte om det vesttyske velfærdsopsving, wirtschaftswunder. Og han havde siden Anden Verdenskrig ledet sit eget orkester i Vesttyskland sideløbende med en karriere som komponist, producer og repertoirechef for pladeselskabet Polydor.

På hans c.v. stod hits med bl.a. Freddy Quinn, men han var et ubeskrevet blad i New York og omegn. Han tog selv over dammen med sin nye melodi, som allerede var et hit i Japan og forbundsrepublikken – to foretagsomme samfund. Amerikanske musikforlæggere kunne ikke høre potentialet i ‘Wonderland By Night’, men han fik den da omsider afsat.

Melodien gik ind på Hot 100, samme dag i øvrigt som en ny klub i Hamburg åbnede – Top Ten med engelske Tony Sheridan som fast inventar.

Tre måneder senere blev Kaempfert af sin protege, popsangeren Tommy Kent, overtalt til at gæste klubben. Han blev så imponeret af Tony Sheridan, at han skrev kontrakt med ham. Med i pakken fulgte mere eller mindre en samling uregerlige provinstosser fra Liverpool, som han gav hver 300 D-mark for at indspille med Sheridan. Han kaldte dem Beat Brothers skønt de vist hed The Beatles.

Bert Kaempfert havde altså en guldklump i sin hånd, men han lod den falde uden at fortryde det. Han klarede sig imidlertid siden ret godt uden, men døde, kun 56 år gammel, i 1980. Af kæderygning.

‘Wonderland By Night’ overlevede ham ikke. Det gjorde til gengæld ‘Wooden Heart’, ‘Spanish Eyes’, ‘Red Roses For A Blue Lady’ og ‘Strangers In The Night’ for nu bare at nævne en lille håndfuld af hans bidrag til populærmusikken.

Readmore  

Klassekampen Danmark-Sovjet

2 Comments

Da FCK slog Barcelona i Parken med 1-1, blev kampen kåret som den bedste nogensinde spillet der. Nu er hukommelse altid første offer, når euforien erobrer øjeblikket. Så er det godt, vi har DR2-serien 24 timer vi aldrig glemmer.

I søndags var turen kommet til VM-kvalifikationskampen Danmark-Sovjet i Københavns Idrætspark Grundlovsdag 1985. Kampen er og bliver ubetalelig reklame for spillets magi. Fodbold uden udløbsdato.

Den er blevet genudsendt flere gange. Denne gang var kampforløbet garneret med øjenvidner, både dem på lægterne og dem på banen. Især den dengang indskiftede Per Frimann og den da storspillende Klaus Berggreen analyserede afbalanceret og anekdotisk. F.eks. kunne Berggreen med et svedent grin fortælle, at Elkær godt nok afleverede, da Michael Laudrup scorede et af målene, men i virkeligheden var det en kikset dribling…

Sovjetkampen blev spillet i skyggen af dødskatastrofen i Europa Cup-finalen på Heysel Stadion en uge tidligere, hvor 36 døde på grund af Liverpool-tilhængeres overfald på Juventus-tifosi. Og det var godt tænkt at lade Københavns Idrætsparks daværende sikkerhedschef, Finn Nørkjær, fortælle om de tanker, den begivenhed satte i gang i et fodbold-Danmark, som var iført T-shirts med ordene »vi skal tæve russerne, men kun i fodbold«.

Kampen intonerede noget nyt herhjemme. For en generation som min, hvor landskampkalenderen havde været fyldt med matcher mod DDR, Finland, Sverige, Malta og Luxembourg, havde semifinalen ved EM 1984 været en sensationel undtagelse. Kampen mod Sovjet bekræftede, at en ny, mere gylden regel var ved at opstå.

For vi mødte, som Frits Ahlstrøm mindede om, ikke en statsstyret fodboldmaskine, men et letbenet, improvisationslystent verdensklassehold. Selv da Danmark førte 4-2, føltes kampen ikke afgjort. Havde Berggreen ikke fejet op, da røderusserne tyndspillede os, var historien blevet en anden. For slet ikke at tale om de russiske skud på stolpen.

Tempoet var en kende lavere, men teknikken og navnlig uforudsigeligheden på niveau med i dag. Morten Olsen driblede! Og den kun 20-årige Michael Laudrups artistiske rush og »vilddyret« Preben Elkjærs egocentriske energi lærte den russiske bjørn at give pote, som det dengang hed med en af de klicheer, der desværre ser ud til at have et lige så langt liv som kampen hin onsdag.

Det var en fodboldkamp, der gav ordet klassekamp en ny betydning.

Denne tv-anmeldelse står at læse i en kortere version i dagens udgave af Politiken.

Readmore  

Elvis som enestående ung mand

Kommentarer slået fra

I den endeløse strøm af mærkedage skal vi da ikke glemme, at det i dag (dansk tid) for 40 år siden blev meddelt, at Elvis Presley ville modtage prisen som en af årets “ten outstanding young men of America”. Bag prisen, som stadig uddeles, stod The United States Junior Chambers, mellem venner The Jaycees. Altid et clean cut, patriotisk american foretagende.

Blandt prismodtagerne har siden 1938 været Bill Clinton, Gerald Ford, Howard Hughes, Jesse Jackson, Ted og John F. Kennedy (allerede i 1946), Arthur Ashe, Leonard Bernstein, Pat Boone, Harry Chapin, Al Gore og Orson Welles. Se resten af prismodtagerne her.

Ved selve prisoverrækkelsen 16. januar måtte den ellers normalt ret fåmælte og presseuvante Presley levere en takketale. Han skrev den faktisk selv, med lidt lån fra Perry Como-, Roy Hamilton- og Frank Sinatra-hittet ‘Without A Song’, og lød som om han mente hvert et ord: “When I was a child, I was a dreamer … I read comic books, and I was the hero of the comic book. I saw movies, and I was the hero in the movie. So every dream that I’ve dreamed has come true a hundred times… I’d like to say that I learned very early in life that without a song the day would never end. Without a song a man ain’t got a friend. Without a song the road would never bend. Without a song, so I keep singing a song…” Se talen.

Tættere er Elvis nok aldrig kommet et kunstnerisk credo.

Ved et morgenmadsmøde på selve dagen havde Elvis stillet op til en lukket spørgsmål-svar seance for Jaycees-repræsentantskabet. Efterfulgt af en fællesbøn. Den allerede da ret pilleafhængige popkonge og fhv. teenagerebel forsikrede, at han skam var imod stofmisbrug og vanhelligelse af det amerikanske flag, og betonede, at for ham var Gud levende i os alle.

Elvis Presley modtog prisen bl.a. sammen med præsident Nixons presserådgiver, Ron Ziegler, manden, der stillede op for Nixon til det sidste.

Foto: Elvis fotograferet på selve dagen for prisoverrækkelsen.

Readmore  

Tim Hardin hitter 30 år efter

2 Comments

I dag er det 30 år siden Tim Hardin døde. Han er et klassisk eksempel på en sanger og sangskriver, hvis sange lever længere end deres ophavsmand.

Da Hardin døde, var det længe siden, han havde været en af de nye lovende singer-songwriter, der nævntes i samme åndedrag som Paul Simon, Tim Buckley og James Taylor. Hardin døde af en overdosis. Han bukkede under for et eskalerende heroinmisbrug, som allerede begyndte tidligt i karrieren.

Tim Hardin blev rubriceret som folk. Selv kaldte han sig jazzsanger. Og noget er der om det. Hans mørke, følsomme stemme swinger med en egen melankoli så man mere hører Billie Holiday end Bob Dylan.

Hardin blev opdaget af Eric Jacobsen, en banjospiller, der endte med at producere Lovin’ Spoonful. Jacobsen prøvede at få ham ind på Columbia Records, Dylans selskab, men mødet mellem den intenst hashrygende Hardin og de slipseklædte pladeselskabsfolk var for meget af et kultursammenstød.

Hans debutalbum endte derfor på Verve Folkways, et mere elitært selskab. De havde store forhåbninger til Hardin. Han viste sig selv at være sin karrieres værste fjende.

Tim Hardin gjorde alt til kanten og tit ud over den. Han drak vildt, spiste vildt, elskede vildt, deprimeredes vildt, kæderøg og så videre. F.eks. købte han engang en hyacint-parfume som han syntes om. Så meget at han købte flere flasker og sprayede hele sit hjem til.

Samtidig var han lystløgner og mytemager. F.eks. påstod han, at Ray Charles havde kaldt ham “the third light of the blues”. Lightening Hopkins var det første lys, Ray det andet.

Men i sangene samlede han det hele og mere til. Han både gemte sig i dem og foldede sig ud i dem.

Det opdagede andre hurtigt, og selv om han udgav en række soloplader, lever han videre som stjernernes sangskriver i sange som “Green Rocky Road” (Fred Neil), “If I Were A Carpenter” (Bobby Darin, Four Tops og som “Hvis jeg nu var arbejdsløs” med Peter Belli), “The Lady Came From Baltimore” (Scott Walker og herhjemme planket af Lollipops som “Sussy Moore”) samt ikke mindst “Reason To Believe” der blev et af Rod Stewarts første hits. I kuriositetsafdelingen kan nævnes, at Nico indsang hans “Eulogy To Lenny Bruce”.

Han optrådte på Woodstock. Da var hans blomst allerede ved at visne.

Opsamlingsalbummet Hang on to a dream – The Verve Recordings er et godt sted at starte.

Foto: David Gahr

Readmore  

40 år siden Joni først fik guld

Kommentarer slået fra

I dag, Lillejuleaftensdag, fik Joni Mitchell for 40 år siden sin første guldplade i USA. Det var dengang, guldplader blev tildelt for et salg, der indbragte 1 mio. dollars. Nu om dage gives de for 500.000 plader (i USA).

Mitchell fik hæderspladen for sit tredje album, Ladies of the canyon. Hun var netop holdt op med at være kæreste med Graham Nash, og han får læst og påskrevet på en sang som ‘Willy’, hans kælenavn. Den er ikke helt så idyllisk som ‘Our House’. Hun kalder Nash for både sin far, sit barn, sin glæde og sin sorg. Ikke alt var peace, love and understanding.

Ladies of the canyon befinder sig i vadestedet mellem den mere traditionelle folkemusik og en mere, næsten jazzimprovisatorisk stil, hvis retning det endnu var for tidligt at spå om. Produceren, David Crosby, var selv på vej ud af en tangent…

Albummet indeholder generationshymnen ‘Woodstock’ (som hun ikke spiller på en hippieguitar, men på et Wurlitzer el-piano) og et hit som ‘Big Yellow Taxi’. Og anslog en tone, som kom til at klinge helt rent og originalt på Blue året efter.

Robert Christgau anmelder Ladies Of The Canyon sådan:

Joni’s new dependence on piano implies a move from the open air to the drawing room–or at least living area–that’s reflected in richer, more sophisticated songs. Sometimes the wordplay is still laughably high school–”lookout thru the pain” my eye. But “Both Sides Now” was only the beginning, and this album offers at least half a dozen continuations, all in different directions. Side two leads off with songs to a (real) FM DJ and a (figurative?) priest and includes her versions of “Woodstock” and “The Circle Game” as well as my own favorite, “Big Yellow Taxi,” an ecology song with a trick ending.

Og giver pladen et A-. Det er meget i hans bog, hvor man højst kan få A+.

Readmore  

Da Zappa fik os til at freake ud

Kommentarer slået fra

I MORGEN ville Frank Zappa være fyldt 70, hvis ikke prostatakræften havde taget ham 4. december 1993. Og nej, der er mig bekendt ikke arrangeret mindehøjtideligheder i Central Park…

Jeg ved godt, at Zappa i virkeligheden udgav alt for mange plader, men også at han spillede elguitar, så man skal til Hendrix for at høre noget lignende, og at plader som Uncle Meat og Hot Rats i mangt og meget er bedre, men intet af det, han udgav, slog så hårdt og overraskende som Freak Out!, debutalbummet, som kom, helt uden for tiden, i 1966 og var med til at tegne fremtiden.

DA MOTHERS Of Invention første gang gav koncert i København, i hippiejubelåret 1967, var vi en del, der kun havde et overbærende fnis tilovers for deres såkaldt provokerende sceneoptræden. Blandt andet lod Frank Zappa en tøjbamse kopulere med en dukke. Ikke så voldsomt far out i por-noens fædreland. Den slags kostede ham hemmelig føderal politiovervågning hjemme i USA, men i virkeligheden skulle magthaverne have været mere bange for musikken på Freak Out!.

De to plader, rockens første dobbeltalbum, er nemlig et timelangt bagholdsangreb på dobbeltmoral, forskruet seksualangst, fysisk og psykisk undertrykkelse, for loren romantik og konservatisme, hvor det end måtte forekomme. Hippierne var foreløbig fredet af Frank Zappa. De måtte vente et par år med at blive hængt kosteligt, og ikke særlig kærligt, ud på We Are Only In It For The Money.

Det er mere end tvivlsomt, om MGM Records vidste, hvad de købte, da de på anbefaling af Dylans producer, Tom Wilson, skrev kontrakt med Zappa og hans skæverter. Efter sigende skulle Wilson med skrækblandet fryd have ringet til sine chefer, da Mothers på den første studiedag trykkede den af med en skarphed og en sound, han ikke helt havde regnet med, dengang han faldt bagover af at høre deres effektive rhythm & blues-mættede popsange på Whisky A-Go-Go i Los Angeles. Og spørgsmålet er stadig, om Wilson helt fattede, hvad Zappa var ude på.

Selv var Zappa ikke i tvivl, og albummet bæres den dag i dag stadig af denne selvsikkerhed, denne overlegne beherskelse af formen, denne let speedede glæde over at være med til noget, som ikke lød som ret meget andet, som de selv havde fundet på, og som blandt andet blev skabt, fordi de var helt sikre på, at nogen ude i det bornerte middelklasse-USA ville kløjes i lørdagskyllingen, når de hørte det. For slet ikke at tale om, hvordan de ville reagere, når deres datter hørte det.

MOTHERS OF Invention opfordrede til anti-autoritært oprør, og deres brosten var lavet af en rock, der ikke var så ligetil. Zappa har senere selv karakteriseret de første plader som økonomisk indbringende ideologikritik i praksis. Erindringen spillede ham dog et puds: Freak Out! solgte ikke, men uanset hvor mange ord, man knytter til dette album, taler musikken heldigvis sit eget flertydige sprog fra det første nummer ‘Hungry Freaks, Daddy’, hvor ‘Satisfaction’-riffet skamløst stjæles og gøres endnu mere potent, mens hr. og fru Amerika får tørt på. Direkte skræmmende er det stadig at høre ‘Who Are The Brain Police’, en anti-hymne til tankekontrollen i et mediesamfund, men også en sang uden egentligt fjendebillede, og det er måske det mest tankevækkende ved den i en tid, hvor vi ellers ikke var i tvivl om, hvem der var ven, og hvem der var fjende. Hvem der var sort, og hvem der var hvid. Det er Mothers nu ikke i tvivl om på ‘Trouble Every Day’, en listig, sej, mundharpehylende blues, der former sig som en tv-anmeldelse og kritik af politiets og mediernes håndtering af de blodige optøjer i Watts-bydelen i Los Angeles: »Hey, you know something, people? I’m not black. But there’s a whole lotsa times, I wish I could say I’m not white.«

‘Street Fighting Men’ med Stones lyder som en popsang ved siden af Zappas guitarspil, der er lige så vitriolsk som vokalen. Og så lige, som man tror, at man ved, hvor man har Mothers, må Tom Wilson have fået kaffen galt i halsen ude i kontrolrummet:

Our country isn’t free And the law refuses to see If all that you can ever be Is just a lousy janitor Unless your uncle owns a store You know that five in every four Just won’t amount to nothin’ more Gonna watch the rats go across the floor And make up songs about being poor

Blow you harmonica, son!

Tag den, protestsangere. Zap! De sange på Freak Out! er noget af det mest radikale rock.  Imidlertid havde Zappa ikke opfundet den dybe tallerken: Kombinationen af politisk radikalitet, showmanship og musikalsk anarki må han have hørt hos en gruppe som The Fugs, der bare hverken spillede eller solgte varen halvt så godt som Mothers.

ZAPPA kunne nemlig sin metier. Først og fremmest var han teknisk dygtig. Både som guitarist og arrangør. Det var bestemt ingen selvfølge dengang, men Zappa lå ikke og røg den råfede dagen lang. Han øvede sig! Og det havde han gjort, siden han sidst i 50’erne begyndte at spille rhythm & blues i diverse bands, bl.a. med sin nyligt afdøde highschoolven Don Van Vliet alias Captain Beefheart. Men det var først, da Zappa mødte den popelskende sanger Ray Collins, at klokken ringede ud til det store spisefrikvarter, hvor de foråd sig på at nå frem til et mix af Zappas forkærlighed for så forskellige råvarer som Stockhausen, Charles Ives, Stravinskij, Edgar Varese, B.B. King og The Penguins, for hvem Zappa og Collins skrev doo wop-klassikeren ‘Memories Of El Monte’.

Det er derfor intet under, at det er doo wop- og 50’er-pop- pasticherne, der tager flest kegler på Freak Out! – »you should not listen to it. You should wear it on your hair«, som han skriver i covernoterne.

Det er pop, der fik Pat Boone-generationen til at slå korsets tegn for sig, men først med tilbagevirkende kraft, fordi sangene lyder så til- forladelige og uimodståeligt iørefaldende, at de kunne være sikret en plads i enhver jukeboks til ethvert hi-school hop. Som nu ‘Go Cry On Somebody Else’s Shoulder’, bortset fra, at den vender rollerne om og bruger et sprog og især en tone, man ikke var vant til i tåreperserland:

A year ago today Was when you went away But now you come back knockin’ on my door And you say you’re back to stay, But I say …

Go cry On somebody else’s shoulder I’m somewhat wiser now And one whole year older I sure don’t need you now And I don’t love you Anymore

Andre sange som ‘Anyway The Wind Blows’, ‘You Didn’t Even Try To Call Me’ og ‘I Ain’t Got No Heart Out’ udstiller manererne hos bl.a. Beatles, Young Rascals, Turtles (hvis hovedkræfter jo senere kom med i Mothers!) og den åh så følsomme San Francisco-lyd, men det, der gør disse sange til andet og mere end vittige tidsbilleder, er Mothers of Inventions tydelige kærlighed til musikken. Den kan jo ikke gøre for det!

SAMTIDEN, dvs. kritikerne, havde imidlertid mest travlt med de pas-sager på Freak Out!, hvor pladen levede op til sit navn, og hvor avantgardismen slog ud i lys, men ikke ukontrollabel lue.

De flerfasede ‘Help I’m A Rock’ og ‘The Return Of The Monster Magnet’ er dog ældet betydeligt dårligere end resten af pladen. Dengang gik vi rundt og fyrede replikker fra de ’sange’ af, som andre gør det i dag med Beavis And Butthead. Vi sagde »but I’m telling you, it can’t happen here …« og »Who could imagine that they would freak out somewhere in Kansas … Who could imagine that they would freak out in Minnesota« for slet ikke at tale om klassikeren »I remember (tutu), I remember (tutu), I remember (tutu), they had a swimming pool …« Og vi tænkte vores, når Suzy Creamcheese lod munden gå, og Zappa spurgte hende: »What’s got into you?«

Det var somme tider bedre end at ryge hash – og billigere, og bag de tilsyneladende klanglige grineflip, krydsklippede collager, orgasme-simulationer og på papiret umulige genresammenstød gemmer sig et overblik, der var en Wagner-dirigent værdig. Og uden denne musik er det svært at forestille sig, hvor Lennon og Yoko Onos »Revolution No. 9« var kommet fra, for slet ikke at tale om dele af Sgt. Pepper, som Paul McCartney i sin tid kaldte »vores Freak Out«.

Freak Out! er som en manual til Zappas senere værk, men sandelig også noget i selv. Den musik ville være umulig at indspille i dag på et stort pladeselskab. Mothers Of Invention var et undergrundsband, der søgte mod overfladen uden at blive overfladiske.

Jeg kan anbefale et besøg på Zappas hjemmeside.

Og allmusic.com har et fint Zappa-opslag.

Cover designet af Jack Anesh.

Readmore  

30 år siden gravøl for Lennon

1 Comment

I dag for 30 år siden samledes kl. 14 dansk tid over 200.000 sørgende fans i Central Park nær ved Dakota-bygningen og 30.000 i Lime Street i Liverpool. Yoko Ono havde bedt folk om at mindes hendes ateistiske mand i en ti minutter lang bøn.

Før bønnen gik i gang lød fra højttalere i parken sange som ‘Norwegian Wood’, ‘In My Life’, ‘You’ve Got To Hide Your Love Away’ og selvfølgelig ‘All You Need Is Love,’ ‘Imagine’ og ‘Give Peace A Chance’.

Mindst to mennesker rapporteredes i dagene efter mordet at have begået selvmord i sorg over drabet på Lennon. Ono opfordrede derfor folk til ikke at sygne hen eller give op.

Mindehøjtideligheden i Central Park var i øvrigt et resultat af, at Yoko Ono havde bedt de sørgende om ikke slet så højlydt at udtrykke deres sorg lige neden for hendes vinduer. Det forstyrrede hendes og Seans nattesøvn. Hun foreslog dem at sørge videre i Central Park.

Foto: Taget af Harry Benson på dagen. Benson har netop offentliggjort en pragtudgave af sine mange Beatles-billeder.

Readmore  

50′erne var ikke kun leverpostej

5 Comments

Vi, der var drenge i 50′erne, husker et lukket, troskyldigt, leverpostejsfarvet forældrestyret og kønsopdelt univers, hvor vi fumletumlede rundt med knæstrømper, knickers og ternede skjorter til et lydspor af sentimental voksenmusik og Gunnar Nu i radioen direkte fra den årlige svenskerlandskamp i Københavns Idrætspark. Den tid kommer nu meget mere facetteret tilbage i seneste udgave af Ove Dahls Tilbage til…-serie.

Tilbage til 50′erne er opbygget som forgængerne, der tog os tilbage til 60′erne, 70′erne og 80′erne. Alle bøgerne er et godt supplement til Jens-Emil Nielsens bøger, som jeg før har rost her på bloggen.

Ove Dahl, født 1953, er historiker og samler. Og han kender andre samlere. Tilbage til 50′erne er derfor en billedrig og varieret scrapbog over gemte, glemte og kendte effekter og fænomener fra tiden, mest set fra barnsben. For hans jævnaldrende er det en sand ‘det var jo sådan det var’-øjenåbner. Yngre generationer må undre sig over dette ti-år. Og more sig, selv om tiden ikke huskes som lårklaskende morsom.

Ove Dahls styrke er ikke de lange historiske udredninger. Man kunne ønske sig, at han var mere interesseret i at sætte tingene i relief og perspektiv, men det, han har hevet frem fra hukommelsens kramkiste, er svært underholdende. Og hans knappe skrivestil har sine øjeblikke.

50′erne var en tid, hvor fjernsynet var for de få, en tid, hvor børn legede overalt, hvor de kunne komme til det – og gjorde det til langt op i teenageårene; en tid, hvor alle var vilde med dans – undtagen de børn, der skulle gå til det; en tid, hvor man tusind år før Pokemon byttede kort med alt fra Puskas til Peter Pan; en tid, hvor man sad efter, når man havde været uartig i skolen – en sveder var vi en del, der samlede på i de år.

Det var også en tid, hvor annoncer i ramme alvor – ironi havde trange kår dengang – anbefalede, at man ikke forærede sin lærer et æble, men sagde “tak med tobak”. En tid, hvor Gitte Hænning og Nina & Frederik var lokale superstjerner, og hvor vi sagde jolly til vores cola, og hvor tandlæger anbefalede, at man dagligt tyggede tyggegummi (det sukkerfri var endnu ikke opfundet)!

Bogen er som at være der selv igen. Med nostalgiens bittersødme.

En ting mangler jeg dog at se afbildet: Det fedtede, gulligt-stive lommetørklæde, mange af os hver aften af vores mor blev tvunget til at lægge hovedet til hvile på. For at undgå, at det brylcremede hår satte mærker på hovedpuden. Sådan en tid var det.

Bogen kan købes her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top