Da Blue Moon slog Apache

Kommentarer slået fra

Det stod lidt skralt til med rocken i USA i starten 1961. Buddy Holly og Richie Valens var døde, Elvis havde fået klippet kanterne af, mens han havde været soldat, og Little Richard var begyndt at tilbede Gud. Doo wop to the rescue! Bomp-ba-ba-bomp!

I denne uge for 40 år siden tilbragte The Marcels den første af tre uger på toppen af Hot 100 med deres fortolkning af ‘Blue Moon’. Gruppen kom ikke fra doo wop-nærområdet i Bronx, men fra Pittsburgh.

Historien går, at kvintetten bag om ryggen på pladeselskabschefen af hans husproducer havde fået studietid til at lave et demobånd. Med nogle få minutter tilbage af studietiden blev de spurgt, hvad de ellers havde i posen. ‘Blue Moon’ kom op efter at produceren havde foreslået ‘Heart And Soul’, som de ikke kendte ordene til.

Sangen af Rodgers og Hart var i virkeligheden resultatet af, at parret i flere omgange satte ny tekst til en melodi, de i 1933 havde fået kasseret til en film med Jean Harlow. Som ‘The Bad In Every Man’ oplevede sangen igen at blive vraget til en film, men tredje gang var lykkens gang.

Filmselskabets musikforlag kunne lide melodien, og Hart satte atter nye ord til den. Som ‘Blue Moon’ blev den efter krigen ikke alene et hit i adskillige film, men voksede til en evergreen. F.eks. indspillede en ung Elvis den i 1954. Og Bobby Vinton, Sinatra og talløse andre.

Hele den forhistorie er der ikke meget, der tyder på, at The Marcels kendte. Til gengæld kendte de The Cadillacs-sangen ‘Zoom’, som havde en intro, der passede dem bedre. Den hæftede de på deres udgave af ‘Blue Moon’ og en doo wop-klassiker var født med Cornelius Harp som forsanger. Og igangsætter af drømme.

Det blev blandt andet Sha-na-na senere ret glade for.

The Marcels forsøgte siden samme opskrift på sange som ‘Summertime’ og ‘You Are My Sunshine’, men da havde amerikanske teenagere fået noget andet at være månesyge over.

PS: I samme uge var Jørgen Ingmann nummer to på Hot 100 med ‘Apache’.

Readmore  

Grethes glemte greatest hits

1 Comment

Cd’en lå der, lige så undseligt, på et bord midt i Bogforums mylder og falbød sig selv til en pris, der på forhånd lignede en fornærmelse mod indholdet. 100 kroner fattigere og ikke så lidt rigere er jeg blevet af at høre den cd, entusiasten, teologen og radiojournalisten Søren E. Jensen i samarbejde med guitaristen Johnny Stage, har kompileret med titlen Regnvejrsdivaen. Den ukendte Grethe Ingmann – jazzindspilninger fra 1955-59, udgivet af Forlaget Vandkunsten.

Sammen med Klaus Lynggaard har Søren E. Jensen uegennyttigt og fortjenstfuldt gjort sig til leder af Grethe Ingmann-lobbyen. I sit måske lige lovlig selvretfærdige, men gribende og informative booklet-essay lægger Søren E. Jensen da heller ikke skjul på sit ærinde. Han er ude på at gengive Grethe Ingmann hendes rette plads i musikhistorien, ikke bare den danske, men den internationale. Vi provinsrøvhuller vidste ikke, hvilket talent hun i virkeligheden var, og vi, det danske folk, tillod hende at spilde det på bedstsælgende popbanaliteter.

Den påstand kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres, at denne cd med gemte, glemte og hidtil ukendte indspilninger fører overvældende bevis for Grethe Ingmanns kvaliteter som (jazz)fortolker, lige på kanten til pop – grænsedragningerne var ikke så strikte dengang.

Den ufaglærte pige fra det ludfattige Amager-miljø viste sig at være en naturbegavelse. Sammen med Jørgen Ingmann, middelklassedrengen fra Bellahøj, skabte hun en distinkt stil, der osede af klasse. Hun skyede sentimentaliteten (før hun besteg blokvognen og der skulle smør på klemmerne) og sang indlevet og fuld af den sorg, der altid går hånd i hånd med glæden.

Cd’ens 20 numre tager hende fra en hidtil uudgiven dokumentation af tiden med Jørgen Grauengaards Orkester over et udvalg af de tidligste grammofonindspilninger til fem, så godt som glemte DR-live-optagelser, hvor Jørgen Ingmann brillerer på gribebrættet, og Grethe Ingmann lyder som det hun var, ung og livsbegærlig, men forrygende sikker i intonationer og fraseringer og allerede med det strejf af blues, som varsler de triste tider, der skulle komme.

Hør hende fortolke Sam Cooke’s ‘You send me’ som ‘Du har mig’, ‘Lonesome Town’ og Grauengaards lille country-stiløvelse, ‘Hvorfor skal det være forbi?’, som hun ophøjer til en ægthed, der ikke blegner sammenlignet med Patsy Cline, en af de sangerinder, Grethe Ingmann for mig at høre er mere i naturlig slægt med, end de jazzvokalister, der ellers plejer at blive nævnt.

“Vi håber, De har hygget Dem i selskab med Grethe og Jørgen Ingmann,” lyder den høflige statsradiofoniske røst til sidst.

Jo tak, og mere til.

Søren E. Jensen er også manden bag sidste års cd, Jørgen Ingmann og digterne, udgivet af samme forlag. Det er godt gået, men flovt, at de samme selskaber, som spandt guld på Grethe & Jørgen Ingmann, stadig skylder os det ultimative bokssæt, parret for længst var blevet til del, hvis de havde været englændere eller amerikanere.

Readmore  

Den første danske guitargud

2 Comments

Amerikanske hitlister var ikke paratviden herhjemme i 1961. Vi havde nok i vores eget. Så først senere gik betydningen af datoen 3. april op for den hjemlige musikbranche. Den dag var The Marcels nummer et i USA med ’Blue Moon’, som havde vippet Elvis og ’Surrender’ ned til en tredjeplads. Et par pladser nede kæmpede Shirelles for at holde sig i feltet med ’Dedicated to the one I love’, men set med danske øjne var det vigtigere at se Jørgen Ingmann på andenpladsen med ’Apache,’ et instrumentalstykke, The Shadows havde hittet med i Europa.

Vi skal helt frem til en syvendeplads for ’Barbie Girl’ i 1997 for at opleve noget, der på den måde modsvarer Jørgen Ingmann (i modsætning til hvad mange tror blev Bent Fabric ikke nr. 1 med ‘Alley cat’ året efter, ‘kun’ nr. 7, men den vandt til gengæld en Grammy). Dermed er denne generte guitarelegantier sat i musikhistorisk perspektiv. I dag runder han 85 i stilhed. Man skal altså ikke forvente ham som ’hemmelig’ gæst ved den Grethe & Jørgen Ingmann-forestilling, der p.t. kører i Tivoli. Allerede i 1984 blev Gibson-guitaren hængt op på væggen. Han havde fået nok. Ikke mindst af den fortærende sceneskræk, der var med til at forkorte og formindske den komfortable karriere, ’Ingmænnerne’ ellers kunne have fået efter at have vundet Melodi Grand Prix med ’Dansevise’ i 1963.

Ingen af de mange danserestaurantgæster, der i efterkrigstidsårene nød Ingmanns Charlie Christian-inspirerede spil kunne have forudset hans modvillige popsucces. Mindst af alle ham selv.

Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.

I 1975 blev han og Grethe skilt. Skilsmissen gjorde ikke noget godt for nogen af dem. Der var flere vandpytter end solstrejf. Ingmann blev indspilningschef for Fabricius-Bjerres selskab Metronome og påbegyndte en endeløs strøm af plader. De hed ’Jørgen Ingmanns Hitparade’, men burde have heddet ’Jørgen Ingmanns Lydtapet’. Samtidig var han gæstestjerne på Johnny Reimars turneer, men når spotlightet blev slukket var det svært at tro, at den lille mand, der sad og hang ovre i hjørnet, engang havde været højere placeret på hitlisten end Elvis Presley. Hans faglige stolthed må have været hårdt såret, og selvpensioneringen kan ikke have været et svært valg.

Da Jørgen Ingmann fyldte 80, fortalte han Se & Hørs læsere, at han havde skiftet guitarplektret ud med en pensel og malede abstrakt kunst, og i øvrigt finder livet ”pragtfuldt” med to børn og fire børnebørn.

Illustration fra www.cykelkurt.com

Denne artikel stod først at læse i Politiken 25.4.

Readmore  

De slentred’ gennem regn

1 Comment

Livet var ikke en munter dansevise for Grethe og Jørgen Ingmann. Deres liv og karriere, opture og nedture, besynges i en ny Tivoli-forestilling, som havde premiere i går i Glassalen.

Det er næsten så længe siden, at det er løgn, men faktisk var der en del kritik af ”Dansevise”, da Sejr Volmer Sørensen og Otto Franckers sang i 1963 blev sunget til sejr i det danske Melodi Grand Prix af Grethe og Jørgen Ingmann. Og kritikken kom ikke fra de kulturradikale, der ellers havde så travlt med at forsvare den gode smag i de år. Næh, folkedybet syntes, at sangen var for indviklet og fin på den. En jazzvals og så ved et grand prix. Havde man hørt mage! I dag er vendingen ”et solstrejf i en vandpyt” blevet folkeeje, og enhver ved, hvordan ”en svag tag-fat lyd” lyder.

Under overskriften ”Et solstrejf i en vandpyt” iscenesætter konceptmagerne bag den succesrige Four Jacks-forestilling fra 16. april i Glassalen i Tivoli Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere, som nok toppede med sejrene ved både det danske og det europæiske Melodi Grand Prix, men indeholdt mere end det. Både opture og nedture. Forestillingen, som har Trine Pallesen og Tom Jensen i hovedrollerne, lanceres som historien om, hvordan arbejderpigen møder middelklasseelegantieren og sød musik opstår. Det er næsten rigtigt.

Grethe Ingmann kom fra Amager og stod i lære som syerske, da hun i 1954 som 17-årig kom med i Malihini-kvartetten. Oprindeligt kun for at danse i bastskørt under et af kvartettens numre i Cirkusrevyen, men det dengang ret populære orkester var i gang med et stilskift fra hawaii-musik til latinamerikanske rytmer. Edmondo Ros var et stort navn. Også herhjemme. Grethe, som dengang hed Clemmensen, kom med kvintetten i radioen, selv om hun ifølge kvartettens leder ikke var køn nok, men til gengæld kunne hun synge. Det program hørte kapelmesteren Jørn Grauengaard. En opringning senere var hun ny forsanger i hans noget mere ambitiøse trio. Stilen var kultiveret jazz og adstadig swing, men der begyndte i musikerkredse hurtigt at gå frasagn om sangerinden med den tydelige diktion og alligevel så smittende musikalitet. Grauengaards trio var husorkester i restaurant Giraffen. Den lå som del af Palladium-biografen ved Rådhuspladsen i København, og havde ry for at tiltrække det, man dengang kaldte ’Hellerup-drengene’.

Sådan en kunne den tretten år ældre Jørgen Ingmann sagtens gå for at være, men i virkeligheden var han født og opvokset på Bellahøj af besindige middelklasseforældre, der accepterede, at deres søn blev mere og mere vild med jazz, så længe han fik en uddannelse. Allerede i læretiden som kontorassistent på Bording Bogtrykkeri, et af tidens største, begyndte han at spille. Han fulgte datidens store danske navn, violinisten Svend Asmussen, men valgte for alvor sit instrument, da han hørte guitaristen Charlie Christian. Under krigen begyndte Jørgen at spille på værtshuse og dansesteder, i begyndelsen i pauserne, fortæller Henrik Kristoffersen i sin store, men desværre lidt for høflige bog om parret, der kom i 2003.

Tingene greb om sig, og pludselig stod Jørgen Ingmann med valget mellem at spille tre måneder i Randers med Børge Roger Henriksens orkester eller fuldføre sin læretid. Han valgte heldigvis det første.
Som Grethe et ti år senere blev Jørgen Ingmann sådan en, man snakkede om musiker og musiker imellem. En dag ringede telefonen. I den anden ende var hans første idol, Svend Asmussen. Efter en succesfuld audition blev Ingmann som nittenårig medlem af Asmussens orkester. Der blev han i ti år. For som orkesterchefen senere fortalte Henrik Kristoffersen: ”Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som om alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke, hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget, som jeg vidste, som han ikke var klar over.”

Det var Grethe Clemmensen ikke klar over, men hun havde spottet, at den ofte smokingklædte yngre herre, der sad ved et af bordene tættest på scenen, var genganger aften efter aften. Han kom, om jeg så må sige, for at se giraffenn. Året efter blev de gift. Partnerskabet blev også musikalsk. Inspireret af ægteparret Les Paul og Mary Ford, som hittede over hele verden med sange som ”Tennessee Waltz”, ”How High The Moon” og ”Vaya Con Diaz”, fandt Ingmænnerne deres helt egen stil, båret lige meget af Jørgens udforskning af el-guitarens muligheder med noget så nymodens som trickindspilninger og Grethes vokal, der nok var følsom og indlevet, men skyede sentimentalitet. Otto Leisners tekst til den amerikanske ”Just Walking In The Rain” blev som ”Slentre gennem regn” et gennembrud for duoen i 1957, og året efter fulgte de op med ”Dagbogen”, Claus Walters fordanskning af Burt Bacharachs ”The story of my life”. Det var i en vis forstand country, men med mahognikant.

Den 24. februar 1963 stod Grethe på scenen i Tivolis Koncertsal og fremførte ”Dansevise,” som var der tale om et dramatisk syngespil. Bag hende sad Jørgen Ingmann og kælede for guitarklangene. Det virkede udsøgt. Sangen havde i sidste øjeblik undergået en forandring. Den var skrevet i mol, men Jørgen Ingmann syntes, at dens nordiske præg blev bedre betonet ved at lade den være i dur. Det viste sig, at dur duede. Sejr Volmer Sørensen havde i øvrigt også skrevet tekst til konkurrencens nummer to og tre det år. En ren Keld Heick. Ved den europæiske finale en måned senere i London havde parret og sangskriverne fået ørerne tudet fulde af sangens begrænsede folkelighed. De havde derfor besindet sig på, at Ester Ofarim med to stemmers overtal havde sunget Schweiz på førstepladsen, men så ringede den norske jury. Igen. Den havde talt forkert. Og så ikke et ord om, at de østeuropæiske nationer nu om dage altid holder sammen i det show.

Den dobbelte grand prix-sejr og den pludselige folkeyndest var god for forretningen Ingmann. Jørgen havde allerede i 1960, lidt uden for nummer, smagt succesens sødme og et millionstort pladesalg, da hans instrumentalnummer ”Apache” storhittede i USA, og var derpå blevet ansat som producer på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome. Her stod han bl.a. bag ”Belinda” med Rocking Ghosts, og sammen med sin kone fortsatte han deres forfinelse af schlagergenren. ”Sommervind” og ”Bare gi’ mig en rose” er gode eksempler på at folkeligheden ikke fik lov at forfladige deres musik. Det var nok også grunden til, at Grethe Ingmann aldrig blev en renlivet dansktopsanger, da Dansktoppen blev indviet i 1968. Hun havde en række folkekære hits, men der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind. Hør f.eks. hendes version af ”Lonesome Town”. Hun vidste, hvad ensomhed var. En dansk Patsy Cline ville ikke være en dårlig sammenligning. For nogen af dem.

Ensomheden fyldte efterhånden også privat. Parret havde det ikke altid lige nemt. De havde fået parcelhus, som de døbte ”Villa Slendrian”, og to børn, men Jørgen led af en lampefeber, der ikke bare var en grille, men sad i ham som en begrænsende besættelse. Kombiner det med, at Grethe Ingmann musikalsk var ret kræsen og samtidig typen, der livede op foran et publikum, og man har opskriften på en tilværelse, der kræver sin m/k, og konstant fik tilsat ekstra kulør via ugepressens evige opvartning.
Uden at det var nogens skyld blev parret skilt i 1976, efter at Grethe havde mødt en ny mand. Jørgen fik nok af spotlightet, og Grethe endte med at søge trøst og støtte i alkohol. Solopladen ”Lige nu” er en af de oversete danske skilsmisseplader. Melodi Grand Prix havde dog stadig glæde af hende. I 1978 opnåede hun ”kun” en femteplads med halvbroderen Leif Pedersen og Keld Heicks ”Eventyr.” Det er til gengæld en fornem ballade, som lige det år blev overdøvet af en stortromme fra Mabel. Året efter måtte hendes lige lovligt folkelige duet med Liller ud i omvotering med Tommy Seebach, hvis ”Disco Tango” endte med at vinde.

Mens Jørgen Ingmann så skriften på væggen og for evigt hængte sin guitar op på selvsamme i 1984, blev hans ekskone kørt eller kørte sig selv ud på et sidespor. Hun følte sig aldrig hjemme på den blokvogn, hvor hun efterhånden kun med stadig længere mellemrum kunne tjene sine penge ved tivolier og byfester, når hun da ikke krøb i skjul oppe i Asserbo, mens Anne, Sanne og Lis-generationen overtog scenen. Du kan dø af ensomhed, sang hun. Og mærkede dag for dag, hvordan det var. Hendes nedtur blev udstillet i den bedste sendetid, da hun ret overrislet deltog i det direkte TV2-program Eleva2ren i 1990.

Få måneder senere fulgte hundreder af fans den kun 52-årige Grethe Ingmann til graven fra den samme kirke, hvor hun blev gift. En historie så fantastisk, at den burde filmatiseres, som DR-medarbejderen Søren E. Jensen har sagt. Nu bliver den til en musikforestilling, selv om den både er en gyser og en tragedie. Af den slags, der får klicheer til at blive til sandhed. I hvert fald når Grethe Ingmann synger.

Sol, sol, kom igen…

Denne artikel blev først offentliggjort af Dagbladenes Bureau.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top