Vi ku’ godt bruge Jimi nu

1 Comment

 To billeder popper op ved tanken om, at Jimi Hendrix i dag kunne have fejret sine første 70 år på denne planet.

Jimi en tidlig morgen på Woodstockfestivalens sidste dag, faktisk mandag morgen, foran en tapper, gennemvåd skare på ca. 30.000 tilbageblevne weekendhippier, i færd med at vende vrangen ud på den amerikanske nationalhymne ’Star Spangled Banner’. Angiveligt i protest mod Vietnamkrigen.

Det var ikke rock i frit fald. Det var ikke jazz. Det var ikke avantgarde. I hvert fald ikke bare.
Det var på en gang en rituel offerhandling og ren ikonoklasme, som ville Hendrix sige, at nok var der en fornemmelse af revolution i gaderne og nok var krigen og afskyen for den på alle hippe læber den sommer, men man redder ikke verden ved at sidde i mudderet og ryge den fede for bagefter at tage hjem til mor og få vasket sine Levi’s. Man må leve sin vrede og frustration helt ud. Det gjorde Hendrix med det våben, han mestrede: Fender Stratocaster.
Tidligere på året, da Hendrix begyndte at spille sin ’Star Spangled Banner’ offentligt, blev han i LA Times beskyldt for “billig sensationalisme”. Næh, den ærlige Vietnam-protest fandt man hos folk som Country Joe, Phil Ochs og Joan Baez …

Det andet billede er fra en af de første gange, Jimi Hendrix spillede med The Jimi Hendrix Experience på en af de små klubber i London. Jeff Beck, en af tidens unge guitarguder, forlod stedet vildt opløftet og noget nedbøjet. Aldrig havde han hørt noget som denne rock, der ikke alene satte en ny musikalsk dagsorden, men truede med at underminere datidens britiske rockhierarki.

På vejen ud mødte Beck Pete Townshend, som var på vej ind for at høre, om det var rigtigt, det med ham den unge neger fra Seattle, der spillede med tænderne og ikke nøjedes med at tælle til tolv, når han spillede blues. Dét var det, kunne Beck betro ham. Og tilføjede så, at Townshend nok lige skulle trække vejret dybt, inden han gik indenfor. Da Who-guitaristen havde hørt nok, pustede han ud, og ringede så og inviterede Eric Clapton, guitargudernes guitargud, i biffen!

Ingen af dem kan længere huske, hvad de så̊, de snakkede i stedet, og der var kun et navn på rulleteksterne: Jimi Hendrix. Man ser det for sig: Her troede de, at de havde delt territoriet mellem sig, og så kommer denne ukendte opkomling. Det talte de meget om den aften. Clapton beskriver i sin selvbiografi, hvordan Hendrix havde siddet ind med Cream den 1. oktober 1966 og med sin version af ’Killing Floor’ havde givet det band noget at tænke over.  Nu havde Hendrix så dannet sin trio. Og efter at Clapton ved selvsyn havde konstateret, at Beck og Townshend ikke havde overdrevet, besluttede han at få en krølpermanent a la Hendrix og radikalisere Cream.

Heldigvis viste den nytilkomne vilde amerikaner sig at være venligsindet mod de indfødte, og han faldt let ind i miljøet. Hans mentor og på-papiret-producer, Chas Chandler, havde været bassist i The Animals, og den gruppes evne til at transformere rå blues til hitlistepop brugte Chandler som model for Hendrix. Derfor er sangene på debutalbummet Are You Experienced fortrinsvis kun lidt over single- pladelængde, men den stramme form udfordrede kun Hendrix. Han koncentrerede sit spil, skærpede sine pointer, og tidspresset forlenede musikken med en uhørt desperation.

Pladen virkede som en eksplosion, en torpedering af alle vaner og sanser, da den ramte markedet i maj 1967. Det var pop. Det kunne enhver høre, for det blev jo spillet i radioen, men det havde en skarp kant. Nå̊r man hørte de sange, føltes det, som om man levede for første gang, men der var samtidig over musikken en dødsforagt, som bare mindede os endnu mere om, at vi alle skulle herfra. Det var ikke en tanke, der blev tænkt ofte dengang, hvor livet virkede evigt, og ungdommen jo havde taget magten, i det mindste den ideologiske. Hendrix virkede som en mand, der så sin fremtid i øjnene, og den foregik her og nu i et elektrificeret sekund.

SELVFØLGELIG er sangene hver for sig markante: den dæmonisk-seksuelle ’Foxy Lady’, den hjemsøgende blues ’Red House’, den vrangvendte hyldest til forelskelsen i ’Love Or Confusion’ og det soniske syretrip ’Third Stone From The Stone’, der reducerede tidens psykedeliske musik til tegnefilm. Men det er bruset, suget og satsningen, der stadig slår benene væk under en, når man får stillet spørgs-målet »are you experienced?« Og igen og igen må man indse, at det eneste svar er: Ja, det troede jeg. Indtil dette.

Ret beset fik han for lidt med- og modspil af bassisten Noel Red-ding og trommeslageren Mitch Mitchell. Den første er for fodslæbende, mens den anden spiller for meget og så alligevel for lidt, fordi han slet ikke ejer Hendrix’ sans for pausens effekt, men det fik på den anden side bare Hendrix til at investere sig selv endnu mere i en musik uden sikkerhedsnet.

En musik, som griber tilbage til uramerikanske bluesrødder uden at miste grebet om de muligheder, Hendrix hele tiden afprøvede i et spil, der ville være intet mindre end intergalaktisk. Ét langt tungekys med himlen. Avantgarde møder pop mellem hans fingre, og tiden står ikke stille. Den gendanner sig selv. Og kosmos kommer ind under huden, samtidig med at Hendrix får os til at for- stå det store i det små og omvendt. Og så kan han pludselig skabe et rum, fuld af dig-og-mig hjertesmerte, som vidner om, at der var et livssultent menneske af kød, blod, og en god portion frustration bag den fotogene facade.

Nok havde Hendrix noget nær naturtalent for pop som kropsprog, men han var i hele sin attitude til musikken jazzmusiker. Han blev aldrig færdig med sine sange. De spillede sig selv. Han lånte bare sig selv og sin guitar ud til dem. Derfor giver en plade som Are You Experienced kun en antydning af mandens radius. Og så er vi endda tilbøjelige til at fortrænge, at han før debutalbummet udsendte de tre hitsingler, ’Hey Joe’, ’Purple Haze’ og ’The Wind Cries Mary’. Ingen af dem var med på den oprindelige udgave af debutalbummet.

Det må være selve definitionen på blær. Eller er det bare udødelig storhed?

Per Wium skriver også om Hendrix på dagen her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

McLaughlin: Virtuos minus blær

4 Comments

Da Jimi Hendrix døde i 1970 efterlod han et tomrum, mange stod i kø for at udfylde. En af de få, der ikke bejlede til at efterfølge ham i guitarkongerækken, var John McLaughlin, skønt den engelske guitarist ellers kunne honorere de fleste af kravene.

McLaughlin, som i morgen runder de 70, lærte som elleveårig at spille guitar ved at lytte til blues og Django Reinhardt. Han kom i mesterlære hos Graham Bond, Alexis Korner og Georgie Fame i det londonske klubmiljø , men mødet med jazzen via John Coltrane fik ham til at indse, at musik skal have en spirituel overbygning for ikke at ende i virtuos tomhed.

Altså samme tilgang som Hendrix, men McLaughlin gik en anden vej, væk fra det flamboyante og endnu længere ind i musikkens mystik.

Han og barytonsaxofonisten John Surman satte med albummet Extrapolation en ny standard for europæisk jazz i 1969. Da det udkom, var McLaughlin dog videre. I New York havde han og trommeslageren Tony Williams dannet Lifetime. Dobbeltlp’en Emergency demonstrerede, at skellet mellem jazz og eksperimenterende rock var kunstigt. I samme ånd inviterede Miles Davis samtidig McLaughlin med på fremtidsdefinerende værker som In A Silent Way og Bitches Brew, ja, den sidste har en skæring, der bare hedder ’John McLaughlin’.

I 1971 dannede han The Mahavishnu Orchestra. Midt i en tid, hvor (alt for) megen musik bød sig til med verbale løsninger på verdenskrisen, tog McLaughlin med afslappet selvfølgelighed jazzmantraet om musik for musikkens egen skyld med over i rocken. Og med sin dobbelthalsede Gibson-guitar blev han et ikon for den nye jazzrock. Pladerne The Inner Mounting Flame og Birds of Fire virker den dag i dag som styrtebad for sindet (YouTube-link). En musik, der virtuost, men uden blær, fusionerer jazz og rock i samklang med den flerstrengede indiske musiktradition, McLaughlin tidligt kom på talefod med som discipel af den åndelige vejleder, Sri Chinmoy.

Med Lakshminarayanan Shankar og Zakir Hussain skruede McLaughlin derpå ned for blusset, men op for den indre meditative glød med akustiske albums med ensemblet Shakti.

Siden har McLaughlin indspillet med ligesindede som blandt andre Carlos Santana, Jean-Luc Ponty, Paco de Lucia og Larry Coryell. Samt udgivet en lang række plader i eget navn. Ikke alle lige nødvendige, men alle båret af troen på, at instrumentalmusik siger mere end mange ord.

I 2004 udsendtes et bokssæt med alle de koncerter, McLaughlin gennem årene havde givet ved Montreux-festivalen. Hele sytten cd’er. Antallet gav mening, for det er i live-sammenhænge McLaughlin når tættest på at favne den kraft, et af hans musikalske forbilleder, John Coltrane, engang beskrev som ’A love supreme’.

Meget sigende er McLaughlins seneste plade (fra 2010) netop viet en udforskning af ånden bag A love supreme.

John McLaughlins hjemmeside finder du her.

Readmore  

Altid kryds ved liste H(endrix)

2 Comments

Undskyld, men der findes musik, der får selv nok så påstået systemskiftende politik til at virke som et skvulp i andedammen. De seneste dage har jeg været i selskab med de fire cd’er, der udgør boksættet fra Jimi Hendrix’ koncerter i Winterland i oktober 1968.

Musikken fra den begivenhed har et stykke været at få med en lidt ramponeret lyd på piratmarkedet. Nu lukker Jimi Hendrix-boet, anført af hans kunstneriske kurator, lillesøsteren Janie Hendrix, forståeligt nok det hul med et digitalt opdateret værk, der lyder som at være der selv, ja, af og til er det som at bo i de Marshall-højttalere, Jimi Hendrix, den lidt fodslæbende Noel Redding og den flyvske, men alligevel altid dybt koncentrerede Mitch Mitchell pressede til deres ydeevne. Og somme tider over.

Koncerterne fandt sted fjorten dage før udgivelsen af overflødighedshornet Electric Ladyland. Lydstyrken kan være tinnitustruende høj, selv om Jimi Hendrix et tidspunkt undskylder, at de spiller så lavt – “vi tænker på jeres hørelse”. Han byder San Fransisco-publikummet på smugpremierer på ‘Voodoo Chile’, men ingen ‘All Along The Watchtower’. Derimod genopfinder han en anden Dylan-sang, ‘LIke A Rolling Stone’ i kvarterlange udgaver, hvor hans stratocaster på det nærmeste bliver stratosfærisk.

Alligevel er det på ballader som  ‘Little Wing’ og ‘Red House’, at Jimi Hendrix virkelig viser sin egenart og evne til fordybelse uden at gå i selvsving. Fire cd’er er måske lidt rigeligt, men selv mange af numrene optræder på alle fire cd’er er der forskelle i anslag, attituder og nuancer, der begrunder omfanget.

At genhøre Jimi Hendrix i zenith er en rejse retur til dengang, jeg hørte de sange første gang. Min transistorradio og P3 blev aldrig den samme efter at lagt højttaler til ‘Purple Haze’ og ‘Hey Joe’. Det var, som om jeg levede for første gang, men der var samtidig over musikken en dødsforagt, som bare mindede os endnu mere om, at vi alle skulle herfra. Det var ikke en tanke, der blev tænkt ofte dengang, hvor livet virkede evigt, og ungdommen jo havde taget magten, i det mindste den ideologiske.

Hendrix virkede som en mand, der så sin fremtid i øjnene, og den foregik her og nu i et elektrificeret sekund. »Are You Experienced?«, spurgte han. Igen og igen må jeg indse, at det eneste svar er: Ja, det troede jeg. Indtil dette.

Jimi Hendrix Experience. Winterland. Producere: Janie Hendrix, Eddie Kramer & John McDermott. Legacy/Sony. 4cd.

Readmore  

Hendrix får digital overhaling

1 Comment

En af de hidtil bedste, posthumt udsendte koncertoptagelser med Jimi Hendrix var Live at Winterland. Den blev udgivet af Rhino i cd’ens barndom i 1987, og var så elektrificerende, at den næsten gav stød.

Den 12. september får den plade en digital overhaling og udvidelse. Da udkommer nemlig Winterland, et bokssæt på fire cd’er med hidtil ikke-publicerede optagelser fra koncerterne på Winterland Ballroom i San Fransisco 10-12. oktober 1968. Koncerterne fandt sted samtidig med udsendelsen af Electric Ladyland og The Jimi Hendrix Experience var i topform ligesom Hendrix’ guitarstjerne står i zenith.

Blandt højdepunkterne: ‘Manic Depression’, ‘Like a Rolling Stone’ og ‘Sunshine of Your Love’ samt selvfølgelig ‘Little Wing’ og andre klassikere fra manden fra Seattle.

Med de fire cd’er følger en laber booklet med fotos af nyligt afdøde Jim Marshall og tekst af David Fricke.

Bokssættet fås også som otte lp’er for dem, der stadig har plads til den slags.

Optagelserne har længe knopskudt på bootlegmarkedet, men nu kan de altså erhverves med god samvittighed og i bedre kvalitet.

Readmore  

Jimi lever!

1 Comment

Livealbummet In the west var i 1972 et tidligt varsel om, hvilken rigdom af musik, der gemte sig i båndarkiverne under navnet Jimi Hendrix. Siden har markedet jo vist sig umætteligt.

Der er derfor ingen tvivl om, at boet efter Jimi Hendrix gør klogt i at genudsende In the west. Indspilningerne stammer fra hhv. 1969 og ’70, og han har selskab af Mitch Mitchell og Noel Redding, som på de yngste af optagelserne er udskiftet med Billy Cox.

Genudsendelsen vil indeholde en restaurering af pladens oprindelige otte skæringer suppleret med yderlige fem, fortæller Rolling Stone, der nævner 13. september som amerikansk udgivelsesdato.

I samme ombæring, og nok så interessant, udsættes det navnkundige og desværre for længst udgåede album Live in Winterland for en gennemgribende boksbehandling. Den originale cd kom på Ryko i 1987 med lyden fra Jimi Hendrix Experience’s glorværdige 1968-show på Winterland i San Fransisco. Nu udvides den til fire cd’er!

Han lød sådan her.

Båndene har længe floreret i piratkredse. Nu er det tid at lukke det hul.

Jo, guitaristens arvinger har vist ingen grund til manic depression.





Readmore  

Dylan genopdages igen igen

Kommentarer slået fra

“Nobody sings Dylan like Dylan”, hed den gamle Billboard-annonce jo. Det er rigtigt, men netop hans sange har også fået ganske mange sangere til at yde deres mest personlige.

Her er min Top 20 over anbefalelsesværdige versioner af Dylan-sange:

1: All Along The Watchtower - Jimi Hendrix Experience

2: Hjärtat Mitt (Heart of Mine) – Ulf Lundell

3: Mr. Tambourine Man – The Byrds

4: When I Paint My Masterpiece – The Band

5: This Wheel’s On Fire – Julie Driscoll m. Brian Auger

6: Tears of Rage – The Band

7: Masters of War – Eddie Vedder

8: Blowing In The Wind – Stevie Wonder

9:  Positively 4th Street – Bryan Ferry

10: Det Meste Af Tiden (‘Most Of The Time’) – Steffen Brandt

11: My Back Pages – The Byrds

12: Tomorrrow Is A Long Time – Elvis Presley

13: It Ain’t Me Babe – The Turtles

14: Only A Hobo – Rod Stewart

15: The Mighty Quinn – Manfred Mann

16: Emotionally Yours – Hanne Boel m. Laid Back

17: Just Like A Woman - Joe Cocker

18: Legionnaires Disease – Delta-Cross Band

19: One Too Many Mornings – The Association

20: Down In The Flood - Blood, Sweat And Tears

Gå på jagt efter andre Dylan-covers her.

Kollega CAPAC har puslet med en liste over Dylans kærlighedssange. Se mere her.

Readmore  

Jimi (& Per) in memoriam

Kommentarer slået fra

I går spillede jeg Jimi Hendrix fra morgen til aften, inde i hovedet. Familien var hjemme, og Hendrix skal høres højt, så…

I dag er der tid til fortsat sorgarbejde her 40 år efter, at han døde efter at have gjort sin musik udødelig.

Intet virker så lindrende som at genlæse Per Højholts digt, Månen forklaret:

Haven vånder sig derude i sen sne
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

(fra Praksis 10: Manøvrer, 1993)

Per Højholt elskede, når der blev skruet op. Læs mere her.

Illustration: Udsnit fra forsiden til albummet Valley of Neptune

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top