Vi ku’ godt bruge Jimi nu
1 Comment
To billeder popper op ved tanken om, at Jimi Hendrix i dag kunne have fejret sine første 70 år på denne planet.
Jimi en tidlig morgen på Woodstockfestivalens sidste dag, faktisk mandag morgen, foran en tapper, gennemvåd skare på ca. 30.000 tilbageblevne weekendhippier, i færd med at vende vrangen ud på den amerikanske nationalhymne ’Star Spangled Banner’. Angiveligt i protest mod Vietnamkrigen.
Det var ikke rock i frit fald. Det var ikke jazz. Det var ikke avantgarde. I hvert fald ikke bare. Det var på en gang en rituel offerhandling og ren ikonoklasme, som ville Hendrix sige, at nok var der en fornemmelse af revolution i gaderne og nok var krigen og afskyen for den på alle hippe læber den sommer, men man redder ikke verden ved at sidde i mudderet og ryge den fede for bagefter at tage hjem til mor og få vasket sine Levi’s. Man må leve sin vrede og frustration helt ud. Det gjorde Hendrix med det våben, han mestrede: Fender Stratocaster. Tidligere på året, da Hendrix begyndte at spille sin ’Star Spangled Banner’ offentligt, blev han i LA Times beskyldt for “billig sensationalisme”. Næh, den ærlige Vietnam-protest fandt man hos folk som Country Joe, Phil Ochs og Joan Baez …
Det andet billede er fra en af de første gange, Jimi Hendrix spillede med The Jimi Hendrix Experience på en af de små klubber i London. Jeff Beck, en af tidens unge guitarguder, forlod stedet vildt opløftet og noget nedbøjet. Aldrig havde han hørt noget som denne rock, der ikke alene satte en ny musikalsk dagsorden, men truede med at underminere datidens britiske rockhierarki.
På vejen ud mødte Beck Pete Townshend, som var på vej ind for at høre, om det var rigtigt, det med ham den unge neger fra Seattle, der spillede med tænderne og ikke nøjedes med at tælle til tolv, når han spillede blues. Dét var det, kunne Beck betro ham. Og tilføjede så, at Townshend nok lige skulle trække vejret dybt, inden han gik indenfor. Da Who-guitaristen havde hørt nok, pustede han ud, og ringede så og inviterede Eric Clapton, guitargudernes guitargud, i biffen!
Ingen af dem kan længere huske, hvad de så̊, de snakkede i stedet, og der var kun et navn på rulleteksterne: Jimi Hendrix. Man ser det for sig: Her troede de, at de havde delt territoriet mellem sig, og så kommer denne ukendte opkomling. Det talte de meget om den aften. Clapton beskriver i sin selvbiografi, hvordan Hendrix havde siddet ind med Cream den 1. oktober 1966 og med sin version af ’Killing Floor’ havde givet det band noget at tænke over. Nu havde Hendrix så dannet sin trio. Og efter at Clapton ved selvsyn havde konstateret, at Beck og Townshend ikke havde overdrevet, besluttede han at få en krølpermanent a la Hendrix og radikalisere Cream.
Heldigvis viste den nytilkomne vilde amerikaner sig at være venligsindet mod de indfødte, og han faldt let ind i miljøet. Hans mentor og på-papiret-producer, Chas Chandler, havde været bassist i The Animals, og den gruppes evne til at transformere rå blues til hitlistepop brugte Chandler som model for Hendrix. Derfor er sangene på debutalbummet Are You Experienced fortrinsvis kun lidt over single- pladelængde, men den stramme form udfordrede kun Hendrix. Han koncentrerede sit spil, skærpede sine pointer, og tidspresset forlenede musikken med en uhørt desperation.
Pladen virkede som en eksplosion, en torpedering af alle vaner og sanser, da den ramte markedet i maj 1967. Det var pop. Det kunne enhver høre, for det blev jo spillet i radioen, men det havde en skarp kant. Nå̊r man hørte de sange, føltes det, som om man levede for første gang, men der var samtidig over musikken en dødsforagt, som bare mindede os endnu mere om, at vi alle skulle herfra. Det var ikke en tanke, der blev tænkt ofte dengang, hvor livet virkede evigt, og ungdommen jo havde taget magten, i det mindste den ideologiske. Hendrix virkede som en mand, der så sin fremtid i øjnene, og den foregik her og nu i et elektrificeret sekund.
SELVFØLGELIG er sangene hver for sig markante: den dæmonisk-seksuelle ’Foxy Lady’, den hjemsøgende blues ’Red House’, den vrangvendte hyldest til forelskelsen i ’Love Or Confusion’ og det soniske syretrip ’Third Stone From The Stone’, der reducerede tidens psykedeliske musik til tegnefilm. Men det er bruset, suget og satsningen, der stadig slår benene væk under en, når man får stillet spørgs-målet »are you experienced?« Og igen og igen må man indse, at det eneste svar er: Ja, det troede jeg. Indtil dette.
Ret beset fik han for lidt med- og modspil af bassisten Noel Red-ding og trommeslageren Mitch Mitchell. Den første er for fodslæbende, mens den anden spiller for meget og så alligevel for lidt, fordi han slet ikke ejer Hendrix’ sans for pausens effekt, men det fik på den anden side bare Hendrix til at investere sig selv endnu mere i en musik uden sikkerhedsnet.
En musik, som griber tilbage til uramerikanske bluesrødder uden at miste grebet om de muligheder, Hendrix hele tiden afprøvede i et spil, der ville være intet mindre end intergalaktisk. Ét langt tungekys med himlen. Avantgarde møder pop mellem hans fingre, og tiden står ikke stille. Den gendanner sig selv. Og kosmos kommer ind under huden, samtidig med at Hendrix får os til at for- stå det store i det små og omvendt. Og så kan han pludselig skabe et rum, fuld af dig-og-mig hjertesmerte, som vidner om, at der var et livssultent menneske af kød, blod, og en god portion frustration bag den fotogene facade.
Nok havde Hendrix noget nær naturtalent for pop som kropsprog, men han var i hele sin attitude til musikken jazzmusiker. Han blev aldrig færdig med sine sange. De spillede sig selv. Han lånte bare sig selv og sin guitar ud til dem. Derfor giver en plade som Are You Experienced kun en antydning af mandens radius. Og så er vi endda tilbøjelige til at fortrænge, at han før debutalbummet udsendte de tre hitsingler, ’Hey Joe’, ’Purple Haze’ og ’The Wind Cries Mary’. Ingen af dem var med på den oprindelige udgave af debutalbummet.
Det må være selve definitionen på blær. Eller er det bare udødelig storhed?
Per Wium skriver også om Hendrix på dagen her.
Readmore
