The Tableautes

Kommentarer slået fra

presse_CT_05

Showbiz er en mærkelig form for forskudt virkelighed. Hver søndag aften ser fruen og jeg med rislende fryd Lotte Andersen i rollen som isbjerget Ruth Hedeby i Forbrydelsen og gør det efterhånden helt uden at nævne Far til Fire. Og i aftes stolprede hun så rundt på Gasværkets skrå brædder og sang Beatles-sange iført kostumer, undfanget af Anne Marie Helger på syre (i virkeligheden er kreationerne skabt af Anja Vang Kragh, som lavede Tartuffe for Det kgl. Teater). Anledningen er Nikolaj Cederholm og brødrene Hellemanns flamboyante fortolkning af Beatles-kataloget under navnet “Come together”.

Først og sidst er det ret spektakulært. En blanding af Moliere, Samuel Beckett og Les Miserables. Ingen handling, men en række tableauer, hvor Beatles-sangene bliver fortolket og overfortolket, arrangeret og overarrangeret. Der bliver sunget godt, især af Mark Linn, som kobler David Bowie og John Lennon, så jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tidligere har hørt det slægtskab. Og musikken spilles med det, der i gamle dage hed aplomb. Ind til benet og vekslende mellem et skrig og en hvisken.

Højdepunktet er da Jens Jørn Spottag, iført en udstoppet måge og et overskidt jakkesæt, synger “All my loving” med resigneret fortvivlelse (Isak Hoffmeyer har taget pressebilledet). Annika Aaakjær giver en desperat “You’ve Got To Hide Your Love Away” og bærende på et mindre Mount Everest af affald synger Jimmy Jørgensen “Getting better”. Og det er et overraskende hit at lade “All you need is love” handle om kærligheden som enten en trussel eller et desperat behov ligesom der er en særlig historisk pointe i at give “Get back,” som man kunne forestille sig, at Beatles-konkurrenterne Rolling Stones ville have sunget den. Besk, sarkastisk og stenhårdt akkompagneret.

Anderledes smuk og poetisk er “Here comes the sun” med meterlange orange stofdraperier, der illuderer solopgang. Her bliver det pludselig til at se, hvorfor vi er i lige præcis det rum, men ellers virker alt det halløj med at lade spillerne flyve gennem luften eller kravle op ad væggene som et nummer, somme tider øjenåbnende, javist, men netop et nummer, et logistisk imponerende og velturneret stunt, et produkt (som da samme hold udsatte Beach Boys for det samme). Som hele forestillingen ret beset er. Og som The Beatles i hvert fald ikke var.

I foyeren kan man købe både det nyrestaurerede Beatles-katalog og soundtracket fra forestillingen. Det virker en anelse blasfemisk eller komisk. Alt efter temperament.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top