70 i dag: John Cale

Det er blevet sagt om John Cale, at han er for intelligent til rock. I dag, hvor den walisiske multiinstrumentalist, sanger og producer fylder 70, kan han se tilbage på en produktion, der ikke kan rummes i de fire bogstaver, r-o-c-k.

Han var en mønsterbryder. Søn af en kulminearbejder og en skolelærer. Klassisk skolet i London drog han i 1963 til New York for at dygtiggøre sig på hovedinstrumentet, bratsch. Hans mentor var komponisten Aaron Copland. Her hang han ud med avantgarden og dannede Velvet Underground med Lou Reed – med den tyske Warhol-model, Nico, som sangerinde. Det er Cales klaver, der er en vital del af ‘Waiting for the man’ og ‘Sister Ray’ havde ikke været så skræmmende smuk uden hans orgel.

Reed smed Cale ud af bandet efter tre stormfulde, stofmisbrugende år, der jo skrev rockhistorie. Det samme har solisten Cale ikke gjort, men hans baggrund og tekniske dygtighed sikrer altid anmelderbevågenhed. Selv om få af hans plader rager op som Vintage Violence og Paris 1919 er ingen af dem uinteressante, men ofte lidt for distræte.

Hjemvendt til England i 1974 lavede han med Brian Eno en trilogi af plader, der gav han tilnavnet ’godfather of punk’. Det var dekonstruktivt, før nogen kaldte det dèt, men med nerve. Og sange med næsten mere mindeværdige titler end melodier – ’Fear is a man’s best friend’ for eksempel. (YouTube-link)

De senere år har Cale arbejdet med genreblandende suiter, ikke mindst ved koncerter. Samt samarbejdet med yngre indie-navne, fjernt fra alfarvej.

Med risiko for at støde hans dedikerede fans: Cales eftermæle vil alene være sikret for co-produktionen af debutpladen fra The Modern Lovers samt Nicos 1968-album, det spøgelsessmukke kølige The Marble Index.

Se meget mere om John Cale her.

GAFFA havde sidste år et godt interview med Cale.