Julian Lennon fylder 50

Julian Lennon fylder 50

Kommentarer slået fra

Det kræver sin mand at vokse op som søn af et menneske, mange betragtede som en gud, og så undgå at se sig selv som Jesus. Men John Charles Julian Lennon beholdt begge ben på jorden. Og dét selv om han – af alle – valgte den sværeste vej: Musikervejen. I morgen fylder han 50.

Da han efter en del forståelige overspringshandlinger debuterede i 1984 med Valotte, lagde man først og fremmest mærke til stemmen, der spøgelsesagtigt minder om faderens. Genetikken kan Lennon junior ikke løbe fra, men det Phil Ramone-producerede album, bemandet med datidens studiemusiker-esser, rummede radiovenlige singler som titelsangen og The Police-møder-Beatles-balladen ’Too Late For Goodbyes’, der begge blev til Sam Peckinpah-instruerede videoer. Og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, at sidstnævnte sang var skrevet til og om hans far:

Ever since you’ve been leaving me, I’ve been wanting to cry.
Now I know how it feels for you, I’ve been wanting to die.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Time has gone since I’ve been with you, and we’ve been starting to die.
Now it seems you don’t care for me, and I don’t understand why.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Og op af skuffen kom historien om, at John Lennon i julegave i 1973 havde foræret sin søn en Gibson-guitar og en trommemaskine, og dermed inspireret sønnen til at følge i hans fodspor.

Enhver Beatles-fans kender også historien om, at en barnetegning af Julian inspirerede hans far til at skrive sangen ‘Lucy in the sky with diamonds’. Lidt længere nede lå historien om, at Julian som sårbar femårig måtte se faderen bosætte sig i New York med Yoko Ono, den absolutte modpol til den husmornormale Cynthia. Julian blev hos sin mor, og så kun sjældent sin far.

De  senere år rapporteres han at have fået et tættere forhold til halvbroderen, musikerkollegaen Sean. Men selv om Julian lader sig se ved officielle lejligheder med Ono, forekommer forholdet mellem dem anstrengt uanset hvor brede smilene er. Julian Lennon opponerer bl.a. mod Onos forvaltning af John Lennons (musikalske) arv, og opnåede kun via et udenretligt forlig en større sum penge. I 2007 frasolgte han dog en del af sine forlagsinteresser i faderens musik.

Det viste sig svært for Julian at følge op på den Grammynominerede debut. The secret value of daydreaming floppede, og i 90’erne tog Julian Lennon en pause. Han fordybede sig, ikke uden talent, i fotokunsten. Tavsheden blev brudt i 1999 af en femte cd, Photograph Smile. I 2011 kom Everything changes, men kun i Storbritannien. Den står foran bredere udgivelse op til fødselsdagen, og er et godt eksempel på, at Julian Lennon altid har søgt at efterleve det råd, hans ’onkel’, Paul McCartney, gav i ’Hey, Jude’, den sang, han skrev som opmuntring til Julian midt under skilsmissen. Det er den med linjerne »take a sad song and make it better…«

PR-foto fra kunstnerens hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

McCartney: 70 og evergreen

2 Comments

Paul McCartney, som nu runder de 70, er ikke den, der bærer nag nu om dage. Han omtaler altid John Lennon med vemod, kærlighed og respekt. Måske er det alderen, måske er det fordi det er sådan, han helst vil have det skal blive ved med at blive husket, deres nu næsten mytologiske samarbejde.

»Jeg var meget heldig,« fortalte han f.eks. Q Magazine så sent som i 2010: »Jeg havde den ultimative samarbejdspartner i John og omvendt. Der skete noget særligt, når John og jeg satte os sammen for at skrive, to kammersjukker siddende over for hinanden, mens vi gjorde det, vi nu gjorde. Det var magisk. Jeg tror ikke, mange opnår det bare èn gang i livet, og jeg er ret sikker på, at ingen opnår det to gange,« sagde han som svar på, om ikke han af og til savner en at skrive sange sammen med. Og så er sandheden vel den, at de relativt kort tid inde i karrieren holdt op med at komponere helt så tæt sammen, ’I Want To Hold Your Hand’ var en kulmination, men de blev ved med at bruge hinanden, indtil de havde brugt hinanden op.

Og det havde de et godt stykke tid før, de fandt hver deres nye livsledsager. På Help! havde Paul sunget om at have fundet ’Another Girl’. Da han og John så faktisk gjorde det, viste det sig at være mindre simpelt end en popsang. Men Yoko Ono og i mindre grad Linda Eastman var bare katalysatorer i en proces, der måtte ende som den gjorde.

Beatles-forfatteren Ian McDonald mener, at grunden til, at det gik som det gjorde, var, at Paul var optimist, mens John var pessimist. Måske. Man kan også sige, at den senere fredsevangelist, John, længe var ligeglad med verden, mens Paul var glad for omverdenen. Han sugede til sig, bildte sig ikke ind, at han kunne forstå det hele, men fik en kulturel vækkelse, da han midt i tresserne blev kæreste med den 17-årige skuespiller Jane Asher, som kom fra et kulturelt nysgerrigt hjem. Paul fra kommunens ejendomme med den tykke Liverpool-dialekt, men de pæne manerer og det pæne smil, var bedåret, både af hendes rødhårede skønhed og hendes familie, der i dannelsesgrad var så ulig hans egen. Der var noget at lære, og noget at vinde.

Social status spiller ofte en rolle, når man kommer fra et hjem så småt, at der er ikke plads til at vende sig, uden at ens dagdrømme støder ind i en væg. Pauls aleneforælder, den musikglade, men hørehæmmede eks-musiker Jim, kendte selv til udlængsel og sociale ambitioner, og støttede sine to drenge Paul og Michael, men faderen kunne ikke lære dem om en verden, han ikke selv kendte. Det måtte de selv gøre. Og Paul var lærenem. Blandt andet fordi han havde et meget vindende væsen. Han kunne smigre uden at sleske. Og var aldrig, i modsætning til John, i tvivl om sit værd. Ikke nogen dårlig arv at have fået med hjemmefra.

Paul havde ingen alvorlige kvababbelser ved at blive tiljublet som en beatle. Det var selvfølgelig træls, at pigerne ved koncerterne skreg så meget, at man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte endsige spillede, men grundlæggende nød han det, så det ikke var til at overse for dem nede i salen.

Paul nød også at blive bedre og bedre i pladestudiet, hvor han også fandt ud af, at han var god til at få folk til at gøre som han ville. Han erstattede lidt lykke og lidt held med lidt charme og lidt list.

Og når det ikke var nok, kørte han henover folk med et smil, der ikke altid nåede øjnene. The Beatles skulle jo holdes i gang, og han, Paul, var igangsætteren.

Han var også den, der hele tiden holdt fast i, at de ikke skulle blive forudsigelige. Hverken i den ene eller den anden retning. Han var med til at punktere de største luftkasteller, men var også den, der selv yndede at bygge dem. Og midt i det hele, når prætentionerne trængte til en pause, så kreativiteten igen kunne indfinde sig, kunne han finde på at tage en timeout. Som f.eks. den 6. december 1966, året efter at han og især John og George havde fået smag for både lsd og marihuana. De var i Abbey Road og arbejdede på to vidt forskellige (og alligevel ens) sange: ’Strawberry Fields Forever’ og ’Penny Lane’. For mange essensen af forskellen på John og Paul. Under et break i alt det sjove, men også vældigt seriøse trak Paul ud af Hofner-bassen en sang, de andre svagt kunne huske som en, de havde spillet på klaveret nærmest som pausesignal, når deres lydanlæg gik i stykker i gamle dage i The Cavern.

McCartney havde skrevet den, da han var 15 eller 16, kilderne er uenige, og siden satte han tekst på, da hans far fyldte 64 i 1966. Den kunne de da godt lige løbe igennem. Den blev færdig i løbet af fire indspilningsdage, og midtvejs skrev George Martin et arrangement for tre klarinetter, så sangen til slut fremstod som noget, der kunne være blevet spillet på Titanic eller i Wivex i Tivoli i de brølende tyvere. Det var vaudeville og camp fra mellemkrigstidens uforstyrrede England, og på toppen af fornemmelsen af ikke særlig fjern fortid lå så Paul McCartneys stemme, som var drejet en tone højere ved at man havde forøget båndhastigheden. En Giro 413-klassiker var født: »When I get older, losing my hair/many years from now/will you still be sending me a valentine/birthday greetings, bottle of wine?« Og så de mildt sarkastiske linjer, som viste, at sangen vist ikke helt er ment, som det synges: »will you still need me/will you still feed me/when I’m sixty-four…« Man kan for evigt diskutere, hvordan Sgt. Pepper ville have lydt, hvis ikke ’When I’m Sixty-Four’ var kommet lige efter den højstemte ’Within You Without You’. Det havde klart være en tungere, ikke slet så eventyrlysten omgang, og slet ikke en plade, der i samme grad præsenterede alle farver på den musikalske palet og alligevel for mange formede sig til eet billede. Det var McCartneys fortjeneste, og så kan kritikerne komme og sige, hvad de vil, inklusive den, der skriver dette.

John Lennon sagde om ’When I’m Sixty Four’, at »den sang kunne jeg end ikke have drømt om at skrive« og kaldte det i det hele taget »granny music«, når Paul kom med den slags melodunter, der jo i pinlig grad var med til at minde de nye verdenserobrere om, at de kom fra provinsen. Ringo Starr, som året før med blandede følelser havde fået ’Yellow Submarine’ i tvivlsom evighedsgave, skulle vist nok oprindeligt have sunget ’When I’m Sixty Four,’ men man må lade McCartney, at han altid har stået ved sin spraglede smag, der, som en kritiker har formuleret det, altid har været »en indre kamp mellem kliche og geni.« I den røgelsestunge atmosfære af hippie-selvovervurdering, som herskede også i Abbey Road, forekommer det mig, at det krævede mere mod – og selvtillid – at introducere en sang som ’When I’m Sixty-Four’ end bare at lægge sig i lemmingstrømmen af tidens modernistmedløbere. Den sang var med til at gøre Sgt. Pepper til mere end et periodestykke. Og så handlede den endda slet ikke om tiden. Eller det vil sige, det gjorde den jo på sin egen bagvendte måde, for var der noget, vi dengang ikke turde sige højt så var det, at ungdommen ikke ville vare evigt. Alderdom var tabu. Eller som digteren Iwan Malinovski skrev året efter: »Verden er blevet for gammel. Den lugter af lig. I har ret, alle over tredive er livsfarlige …« Ham havde Paul nok ikke læst, men han havde læst så meget andet, mens John sad derhjemme og stenede.

I 1965 HAVDE Barry Miles, John Dunbar og Janes bror, Peter, åbnet en lille boghandel, The Indica. Paul var den første kunde. Han købte bøger som Ed Sanders digte og Gandhis tanker om ikke-vold. Som Barry Miles husker det i Q, så havde Paul antennerne ude. »Den ene dag gik han til et vaudevilleshow, den næste en eller anden popsanger og så John Cage-eleven Cornelius Cardew, som sad og slog på et klaverben. Jane introducerede ham for tidens eksperimenterende filminstruktører som f.eks. Antonioni. Paul mødte mange af dem, når de kom til byen.« Sådan et hjem havde Asher-familien. Der var åbent hus og nye input var velkomne. Det samme sagde hendes forlovede også i de år. Fra båndeksperimenter (Luciano Berio) til digtoplæsninger (Allen Ginsberg), fra billedkunst (Warhol og Magritte) til opera (Benjamin Britten). »Jeg havde,« husker McCartney i samme nummer af Q, »tid til at give mig selv tid til at åbne mig for den slags, som havde fascineret mig fra jeg var en stor teenager. Det var på den anden side velafbalanceret med den mere klassiske substans i The Beatles, og det var rart, at det kunne sive ind i The Beatles på den måde, det nu gjorde.«

»Det var lidt mærkeligt,« fortsætter han, »for på samme tid var jeg kendt som the cute beatle… John var den kyniske, the wise beatle, den intellektuelle. I virkeligheden var det vildt meget helt omvendt. Jeg husker, når John kom ind fra landet i sin Rolls Royce (med chauffør) og sagde: ’Gud, mand, jeg misunder dig virkelig.’ Han måtte frigøre sig og det var jo, hvad han gjorde. Senere.«

Midt i al denne berusende frisætning følte Paul McCartney som den eneste også et stort ansvar for The Beatles. Selv om han uden tvivl kørte de andre hårdt og kunne være så bedrevidende, at både George og Ringo kortvarigt blev eks-beatler, mens John bare fortabte sig i lsd, reagerede Paul altid på vegne af The Beatles. Ikke for sin egen skyld. Det var ham, der uden at have erhvervserfaringen til det prøvede at redde, hvad reddes kunne, da Apple-drømmen brast. John var et andet sted i sit hoved, Ringo besad ikke noget ønske om at tage ansvar for andre end sig selv og George var så ’peace, love and understanding’, at han i december 1968 havde inviteret nogle californiske Hell’s Angels til at kigge forbi Apple. Som han skrev i sit memo til personalet: »De kan se ud, som om de vil gøre jer ondt, men de er helt i orden og gør gode ting, gør dem ikke bange eller stressede. Prøv at hjælpe dem.« Gæt hvem der endte med at blive bange, da de rygmærkede gæster plyndrede køkkenet? Intet under at Paul somme tider følte, at han var den eneste i The Beatles, der ville The Beatles.

Det var også ham, der på et kritisk punkt i Let it be-processen over for de andre (og Yoko) opridsede, hvor bandet stod netop da: »Jeg mener, at vi har været meget negative siden hr. Epstein døde … det er derfor, vi alle efter tur har været lede og kede af gruppen. Det er lidt en skam. Det er lidt ligesom at vokse op – på et tidspunkt i livet forlader ens far en og så står man på egne ben. Som I ved, så er Far nu væk. Jeg synes, at vi enten skal gå hjem eller komme videre. Vi behøver disciplin. Hr. Epstein, han sagde ’på med habitterne’ og det gjorde vi så. Selv om vi altid bekæmpede den disciplin en smule. Nu om dage er det vores eget ansvar, og vi gør så lidt som muligt, men min holdning er, at det kræver lidt mere, hvis vi skal fortsætte med det her.« Georges svar viste Paul, hvad han var oppe imod: »Okay, hvis det er, hvad det indebærer at komme videre, så ønsker jeg ikke at gøre noget.«

Pointen er, at uden Pauls udholdenhed var bandet ikke nået frem til Abbey Road, altså albummet. »Vi kom ud af en tunnel,« har han for nylig sagt om dengang. »En sang som ’Here Comes The Sun’ var bogstaveligt talt, hvordan George følte det: ’it’s been a long cold lonely winter’. Vi havde været gennem dårlige tider og lettelsen over bare at finde sammen igen og gøre det, vi kendte til og ikke stille for mange spørgsmål, var lidt af en glæde.«

Alligevel var det bedste, der nogensinde er sket for Paul McCartney, at han i 1970 forlod The Beatles – som om The Beatles ikke for længst havde forladt sig selv. Måden, han gjorde det på, var lidt uelegant, men situationen var tilspidset, så han tyede som så ofte før til realpolitikken, for John havde jo heller aldrig ligefrem tilhørt det diplomatiske korps. Der var noget ’jeg-skal-vise-dig-skal-jeg’ over handlingen.

Intet er sværere at aflive end fordomme, og de trådte storskrydende frem, da Pauls soloalbum kom på gaden. Musikken var unplugged, før nogen kaldte det sådan, og virkede halvfærdig trods den ekstatiske videreførelse af ’Let It Be’, som han kaldte ’Maybe I’m Amazed’. Og i en tid, hvor kollektivet stadig var en skattet samværsform, var det direkte provokerende med en plade, der var privat – ingen sagde et ord om Lennon, der lige havde fået lp-udgivet en nyforelsket nats eksperimenter på en båndoptager. McCartney blev brugt som det uigendrivelige bevis på, at Paul var et musikalsk bløddyr modsat den rå rocker, John Lennon. John var avantgardist. Paul var en poppedreng. Dette vrangbillede tog Paul med sig ind i solokarrieren som et åg, der længe plagede ham og fik ham til hele tiden at ville retfærdiggøre sig selv. Ydermere kunne han ikke bare nøjes med at være solist. Han skulle også have sin kone med. Ikke at John ikke havde det, men hun var jo kunstner, ikke? Linda var bare … Linda. Da han i 1971 dristede sig til at danne Wings, betragtede mange Fab Four-fans det som en besudling af mindet om The Beatles. Og for at føje skade til spot sad hun naturligvis med ved elklaveret og sang kor. Bandets første koncerter fandt sted i universitetskantiner, kulturhuse og småklubber i den samme uannoncerede anonymitet, han tidligere forgæves havde foreslået The Beatles som en måde at komme tilbage til koncertscenerne på. Ved en af disse første koncerter med Wings knasede hans mikrofon konstant. Paul fortalte tilskuerne, at mikrofonen lige skulle skiftes til en, der duede. Nede fra salen lød det: »Så giv for fanden den gamle til din kone…«

WINGS VAR lidt længe om at lette. Da de omsider gjorde det, foregik det, af alle steder, fra Lagos. Forinden var gået fire plader med stigende succes, Red Rose Speedway blev nummer et i USA i foråret 1973. De hittede bare ikke hos anmelderne, der havde svært ved at tage beatles-hørebrillerne af. Siden har en række genudgivelser til en vis grad rehabiliteret ham og hans tidligere post-Beatles-plader. Senest RAM, som jeg vender tilbage til her på bloggen.

Paul McCartney havde, som superstjerner nu engang har for vane, fået den eksentriske idé at indspille de nye sange i de varme lande. Nærmere bestemt EMI’s pladestudie i Nigerias hovedstad. Umiddelbart inden afrejsen skrumpede Wings ind til en trio, da guitaristen og trommeslageren smækkede med døren – McCartney har efter The Beatles ikke haft ry for som boss at praktisere medbestemmelse. Som om stækningen af Wings ikke var nok, havde nogen glemt at fortælle ham, at Nigeria var et militærdiktatur med udgangsforbud og kriminelle gadebander, og at studiet i Lagos lignede det, det var – et indspilningsteknologisk u-land, der næsten fik ham til at længes efter Apple-fusentasten Magic Alex.

Det forhindrer ikke Band On The Run i at være elementært rockmedrivende, hvad enten der strækkes ud på ’Jet’ og ’Helen Wheels’ eller sjæles på McCartney-patenterede ballader som ’No Words’ og ’Bluebird’ samt den malerisk instrumenterede ’Picasso’s Last Words’. Og nok så afgørende: Det sødladne, der altid lurer hos McCartney, er erstattet af en forelsket sødme, der sammen med en rytmisk fremadrettethed gør dette til McCartneys gyldne øjeblik i en karriere af gyldne øjeblikke. Band On The Run blev hans helt egen Abbey Road, hvor fragmenter ophøjes til hele sange, hvor breaks og stemningsskift falder helt naturligt, og hvor han brillerer både som trommeslager (en virtuos udgave af Ringo) og som leadguitarist (den plade må de have hørt meget i et band som 10cc og den må have fået George til at tænke sit) af den slags, der både er til seje riffs og melodisk rundhed.

Selv om titelsangen må være skrevet i samme åndedrag som McCartneys James Bond-tema ’Live And Let Die’ er det fortsat et nummer, der dels aftvinger respekt alene i sin opbygning, og dels på fem minutter når længere rundt end de fleste gør på et helt album. Alene overgangen fra introen til omkvædet, som i virkeligheden er en hel sang … Hvad den handler om? Jeg ved det ikke helt. Noget med nogen, der flygter fra presset, hverdagen, virkeligheden. Det er ikke pointen. Pointen er popmusik, hvor høj sværhedsgrad ikke står i vejen for umiddelbarhed.

Albummet var Pauls måde at sætte kritikerne på plads på. Han kunne dog ikke gennem resten af tiåret holde musikalsk momentum. Da Back to the egg udkom i 1979 opsummerede Rolling Stone hans seneste plader med ordene: »Denne eks-beatle har udlånt sine i sandhed formidable talenter som sanger, sangskriver, musiker og producer til nogle af de mest slappe og dovne plader i rockens historie.« Og ramte dermed ned i et af problemerne med og for Paul: Han har skrevet broderparten af de bedste kapitler i Lennon-McCartney-bogen (jo, han har!), men den legende lethed, hvormed han turnerer sine musikalske pointer, har været et tveægget sværd. Det lyder hverken svært eller sært nok, og kan på en dårlig dag – og hvem har ikke det? – sløre det faktum, at Paul er en af populærmusikkens bedst begavede og alsidige komponister. Det sidste behøver man ikke have koden til hans netbank for at finde ud af. Man kan nøjes med at høre hans plader. Eller de bedste af dem, for netop letheden er hans fjende.

Den lidt nonchalante, men selvsikre attitude har fået ham til at udgive flere plader end godt af, men det sidste tiår har han unægtelig virket i bedre og mere stabil form end nogensinde. Cd’er som Flaming Pie, Driving Rain og Chaos And Creation In The Back Yard rummer musik af den slags, der får et begreb som contemporary rock til at ophøre med at være et skældsord. Desuden har han, med måske ikke altid lige indlysende kunstnerisk nødvendighed, afsøgt for ham nye former som oratorier og electronica-farvet ambient. Og i en alder af nu 70 virker han utrættelig på en scene som forvalter både af Beatles-arven og sin egen plads i musikhistorien. Bare se koncert-dvd’en fra 2009, Good Evening New York City, hvor han på det nyåbnede Citi Field, placeret der hvor Shea Stadium lå, både lod sig hylde og hyldede musikken og de 42.000 tilskuere, hvor af mange end ikke var født, da han 44 år tidligere spillede på matriklen sammen med The Beatles, men alle kendte hans bagkatalog, som om de havde været der, da han skrev det. Og værd at bemærke: Helt blanket af ved Dick James’ famøse salg af Northern Songs blev Paul ikke. I sin årlige ’rich list’ opgjorde Sunday Times i 2010 hans formue til i omegnen af 475 mio. pund eller små 4,3 mia. kroner; en forøgelse i forhold til året før, hvor han som andre mærkede krisen samt en skilsmissegodtgørelse i 200 mio. kroners-klassen til Heather Mills, kvinden, der kortvarigt ’afløste’ hans kræftdøde ’Lovely Linda’. Bundlinjen er, at Paul i hvert fald ikke giver koncert for pengenes skyld. Det kan man godt mærke!

Nu om dage tager han kritikken i strakt arm. Han har ikke længere noget at forsvare eller forklare. Skæbnen ville, at han fik det sidste ord. Han endte med at blive andet og mere end en eks-beatle. Via sit holdingselskab, MLP Communications, ejer eller forvalter Paul rettighederne til bl.a. forbilledet Buddy Hollys katalog, komponisten Frank Loesser (bl.a. ’On A Slow Boat To China’ og ’The Ugly Duckling’), musicals som Grease, Annie, La cage aux folles, Guys and dolls og A chorus line samt evergreens som ’Stardust’ og hans og Johns ’Love Me Do’ og ’Please, Please Me’ plus selvfølgelig det meste af hans egen produktion efter The Beatles.

Med historiens ironi er forretningsmanden McCartney altså endt med at blive en magtfaktor, man må tage alvorlig i den musikforlagsbranche, der engang tog røven på to naive og uvidende opkomlinge. Til gengæld er spørgsmålet, om det er musikeren McCartneys mål at blive taget alvorligt på den måde, kun musikanmeldere kan tage noget alvorligt. I 1976 luftede han med sangen ’Silly Love Songs’ noget, der stadig lyder som en trosbekendelse:

You’d think that people would have had enough of
silly love songs

but I look around me and I see it isn’t so
some people wanna fill the world with silly love songs
and what’s wrong with that?

I’d like to know ’cause here I go again …

Sangen gav hans kritikere frisk vand til slibestenen, men mens de hvæssede deres knive, måtte de tage sig i at nynne med…

PS: Apropos ’When I’m Sixty-Four’ og historisk ironi: I 2002 licenserede Sony/ATV sangen til det amerikanske forsikringsselskab Allstate Insurance, som anvendte den som led i en reklamekampagne. De brugte ikke originalen, men bekostede en nyindspilning, sunget af ham, Paul McCartney havde skrevet ’Hey Jude’ til – Julian Lennon…

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af Paul-portrættet i min Beatlesbog, Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal).

Foto: Ukrediteret pr-foto

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Da Nilsson var without her

Kommentarer slået fra

I denne uge for 40 år siden var Harry Nilsson ved at færdiggøre et seks uger langt forløb på toppen af den britiske hitliste med sangen ‘Without you. En måned tidligere havde han i fire uger toppet Billboards Hot 100.

Selv om Nilsson i den grad selv kunne skrive sange og få dem afsat, var hans største hit ikke skrevet af ham selv, men af Pete Ham og Tom Evans fra Beatles-protegeerne Badfinger. Sangen dukkede op i en mere rockortodoks udgave på deres 1970-album No dice.

Historien går, at den gennemalkoholiserede Nilsson havde hørt sangen hos en ven over mere end en flaske vin. Dagen efter ringede han vennen op og spurgte, hvad det var for en Lennon-sang, de havde råspillet natten igennem. De støvede så en række Beatles-plader igennem, men kunne af gode grunde ikke finde den. Endelig kom de i tanke om navnet og spillede sangen for produceren Richard Perry, der var enig i, at den kunne blive et hit.

Harry Nilsson kom fra en baggrund i bankverdenen, hvor han var lidt af en ekspert i det der nymodens edb. Når han ikke var på vagt, skrev han sange, og i de tidlige 60′erne singledebuterede han under navnet Johnny Niles med ‘Donna’ – ikke at forveksle med evergreenen. Phil Spector gav ham et break som sangskriver for bl.a. Ronettes, og gradvist dukkede hans efternavn op på plader med The Turtles, Blood, Sweat & Tears (med sangen ‘Without her’(sic!)) samt Rick Nelson.

På sit første album, Pandemonium Shadow Show, fra 1967, fortolkede han ‘She’s Leaving Home’ og ‘You Can’t Do That’, så John Lennon spidsede ører. Den altid generøse beatle kaldte Nilsson sin favoritsanger, og de to blev senere et umage par i showbiz. Eller rettere: De blev drukkammerater i den periode, hvor Lennon var smidt ud hjemmefra. The lost weekend. De var ikke godt selskab for hinanden.

Harry Nilsson døde ret forventeligt ret tidligt, i 1994, og har de senere år fået kunstnerisk genoprejsning med et bagkatalog, der er blevet genudsendt op til flere gange.

‘Without you’ er i mine ører ikke hans stjernestund. Den er viet hans tolkning af Fred Neil-sangen ‘Everybody’s Talking’. Begge sange er dog grund nok til at blive ved at tale om Harry Nilsson.

 

Readmore  

Da Bruce sagde ‘Hey! Baby’

Kommentarer slået fra

Der er plader, hvor detaljerne og historien om dem næsten er vigtigere end selve sangen. I denne uge for 50 år siden gik texaneren Bruce Channel ind på førstepladsen på Billboard’s Hot 100 med sin (og Margaret Cobbs) ‘Hey! Baby’. Der blev den i tre uger, før den blev slået af pinden af Connie Francis.

Førstepladsen gav anledning til en turne i det britiske, hvor ‘Hey! Baby’ nåede en andenplads. Torsdag 21. juni 1962 nåede Channel og hans band The Tower Ballroom i Liverpool-forstaden New Brighton. Koncertarrangøren Brian Epstein havde først og fremmest hyret Channel, fordi han ønskede, at dennes nyerhvervede stjernestøv skulle drysse lidt på hans nye band, The Beatles – netop hjemkommet fra endnu en stroppetur i Hamburg.

Backstage småsnakkede man, som man nu gør, og Channels mundharpespiller, Delbert McClinton, lærte John Lennon den umiskendelige intro til ‘Hey! Baby’.

Bruce Channel var født ud af en ufaglært familie. Forældrene pakkede tomater og faderen blev siden maskinarbejder, men han kunne sin mundharpe, og sønnike lærte sig at spille guitar. Bruce begyndte så småt at komponere og tilskyndet af faderen gik han til audition på Louisiana Hayride, det show, hvor den unge Elvis øvede sig. Bruce Channel optrådte på ‘The Hayride’ i et halvt år. Det der med sangskriveriet blev mere og mere presserende. Gennem Cobb fik han kontakt med Major Bill Smith, en producer i Fort Worth, som ville have ham til at indsynge en svarplade til Ray Charles’ ‘Hit the road, Jack’.

Channel ville hellere synge sine egen sange – han havde singledebuteret i 1959 med ‘Run, Romance, Run’. Channel havde haft ‘Hey! Baby’ liggende et par år. Der manglede ligesom noget ved den. Det ‘noget’ fandt Smith. Han skrottede guitarintroen, satte sin hyrede hånd, Delbert McClinton, til at spille mundharpe, og en lille halv time senere var sangene i kassen.

Dengang udkom singler tit først lokalt for så siden måske/måske ikke at opnå national distribution. Smith tog derfor Channel-sangene med på en dj-salgsmesse for at få dem afsat. Det lykkedes ikke, så han udsendte til en start ’Hey! Baby’ på sit eget LeCam-label. Da nummeret begyndte at få airplay, ringede giganten Mercury op. De ville købe masteren til singlen. For 500 dollars. Top, sagde Major Smith og gned sig i hænderne. Senere samme aften blev han ringet op af Pat Boones pladeselskab, Dot Records, der tilbød ham 10.000 dollars, men en mand var en mand og en aftale en aftale, så mellem jul og nytår 1961 udkom ‘Hey! Baby/Dream Girl’ i Mercurys regi og endte altså med at leve op til navnet på plademærket – Smash.

Og John Lennon? Jo, han glemte aldrig sin øvetid med Delbert McClinton. Samme efterår udsendte The Beatles ‘Love me, do’. Afsmitningen er mærkbar (YouTube-link). Det var den også på sange som ‘I Should Have Known Better’. Men Beatles var ikke alene om at lade sig inspirere af Bruce Channel-singlen. Four Seasons (‘Sherry’) og Frank Ifield’s ‘I Remember You’ har samme sug.

Den nu 71-årige Bruce Channel skulle aldrig få et hit af samme størrelse som ‘Hey! Baby’. Den solgte til gengæld to millioner eksemplarer.

PS: Bruce er født McMeans og hans kunstnernavn udtales ikke som det danske ord for ‘kanal’, men Shu-neal.

Readmore  

Ben & Jerry Lennon m. karamel

3 Comments

Man udsætter jo sig selv for meget i embeds medfør. F.eks. delvis indtagelse af en bøtte John Lennon-is i New Yorks lummerhede forleden.

Mærkevaren Ben & Jerry indgik i 2008 aftale med Yoko Ono om at bruge den anti-autoritære, anti-kapitalistiske Lennons navn, kontrafej, brand som blikfang for en is med karamelsmag, isprængt stykker af både det ene og det andet sødestof. Og isen fås altså stadig.

For ligesom at have gemalens eftermæle nogenlunde på det tørre, har Ono så sikret sig, at man, når isen er fortæret, forsikres om, hvilken god gerning man har gjort for slet ikke at tale om dem, man dermed inspireres til at gøre. På indersiden af bøtten kan man nemlig læse: “Get out there and get peace, think peace, live peace and you’ll get peace…”

Velbekomme. Hvem var det, der sang om “walking on thin ice”?

Hvordan isen smagte? Kvalm og selvfed. Præcis som pressemeddelelsen fra Ben & Jerry, som forsikrer, at dele af overskuddet fra salget går til non-profit organisationer.

Readmore  

50 år siden Mersey Beat fik navn

Kommentarer slået fra

I dag er det 50 år siden fanbladet Mersey Beat for første gang så dagens lys i Liverpool. Bladets stifter var Bill Harry, studerende ved Liverpool College of Art. Der hang han ud med folk som Stu Sutcliffe og John Lennon. Og han sad på barselsgangen, da The Beatles døbte sig selv The Beetles.

Forsiden af det første nummer prydes, som man måske kan se, ikke af John Lennon, men af dennes store idol, Gene Vincent. På side 2 derimod finder man artiklen ‘Being A Short Diversion on the Dubious Origins of Beatles, Translated From the John Lennon.’ En slags fiktiv biografi over et band, der hedder The Beatles eller deromkring.

Mersey Beat var en uafhængig publikation, mens dens forbindelse til Brian Epstein og hans musikforretning havde, set med nutidens øjne, nok ikke holdt til en inspektion af Journalistpolitiet.

Du kan læse mere om bladet og dets stifter her. Og se eksempler på artiklerne her.

Readmore  

Da McCartney begyndte forfra

3 Comments

For mange lukkedes døren til 60’erne endegyldigt, da Paul McCartney, iført habit og vildmandsfuldskæg, med fruen under armen forlod London High Court på The Strand den 31. december 1970. Han havde udtaget stævning mod sine gamle legekammerater. McCartney ønskede at få opløst samarbejdet i The Beatles & Co., holdingselskabet, som kontrollerede en forretning, der forekom i ukontrollabelt frit fald.

Besøget i landsretten var kulminationen på en gordisk knudret konflikt i Beatles-lejren det meste af det forår. Med den anløbne manager Allen Klein som omdrejningspunkt handlede den dybest set om tærende metaltræthed i en gruppe, der var ved vejs ende. Og havde vidst det længe, men havde prøvet at udskyde det.

Hele den historie aktualiseres igen af, at manden, de beskyldte for at opløse The Beatles, i denne uge genudsender sit debutalbum fra foråret 1970. I samme ombæring genudgives hans andet af slagsen. Det kom i 1980, og indvarslede også en ny æra, omend ikke slet så dramatisk. Det mellemliggende tiår brugte McCartney på at komme ud af skyggen fra John Lennon.

Først skulle han dog genfinde sig selv. Det havde Lennon været i gang med længe. Også han med en ny kvinde ved sin side. Yoko Ono blev udsat for den samme latterliggørelse som skulle blive Linda Eastman til del. John var lige så træt af The Beatles som han var af Paul, der med øretæveindbydende iver havde gjort indspilningen af Abbey Road til en kortvarig succesoplevelse. I september 1969, netop som man havde underskrevet ny pladekontrakt, ville Lennon forlade bandet. De andre overtalte ham til at blive lidt endnu.

Sov for lidt og drak for tæt

McCartney begyndte derpå at boykotte de mange forretningsmøder i Beatles-koncernen. I stedet helligede han sig sin nystiftede familie. Og begyndte at skrive nye sange, mens han drak for meget, sov for lidt og var tæt på et nervesammenbrud.

En del af sangene blev til på hans skotske ødegård, og det meste blev indspillet hjemme i London-forstaden St. Johns Wood på en firespors båndoptager. Resten af sangene blev bl.a. færdigindspillet i Abbey Road. Her lejede McCartney sig ind under navnet Bill Martin. I Studio 2 puslede han med sin nye musik, mens excentrikeren Phil Spector uden McCartneys vidende remixede de bånd, der skulle blive til Beatles’ svanesang, Let it be. Det foregik faktisk i samme bygning, men i Studio 1. Der udstyredes en McCartney-melodi som ‘The Long and Winding Road’ med strygere. En behandling, McCartney senere kaldte en vandalisering. Nok mest fordi han blev holdt udenfor.

Magtkamp mellem venner

Det sørgede han også for, at de andre beatler blev i forhold til hans soloprojekt, indtil en udgivelsesdato figurerede i et internt memo. Så brød helvede og en veritabel magtkamp løs.

Pladen, som bare hed McCartney, ville kollidere med Let It Be. De tre andre bad ham så mindeligt om ikke at tage dette personligt, men ingen ville jo have gavn af, at to så store udgivelser kom oveni hinanden, vel? Gruppens mediator, Ringo Starr, blev sendt hen for at tale sin ven til fornuft, men blev under en byge af forbandelser bedt om at forføje sig. Så trak Lennon og Harrison deres sidste kort: Udgivelsen af Let It Be kunne alligevel nok godt flyttes, men kun hvis McCartney godkendte de andres valg af Klein som bestyrer af Beatles-imperiet. Det var højt spil og de tabte.

Den 10. april 1970 fortalte Daily Mirror på forsiden, at »Paul is quitting The Beatles«. Avisen havde fået fat i det fingerede interview, en pr-medarbejder havde overtalt McCartney til at vedlægge anmeldereksemplarerne. Avisen lagde to og to sammen og pludselig gav det ikke Fab Four.

Nr. 27 i rækken af spørgsmål lød nemlig: »Har du planer om et nyt album eller en ny single med The Beatles?« Svaret var: »Nej.« Og bruddet med The Beatles skyldtes ifølge udbryderen: »Personlige uoverensstemmelser, forretningsuoverensstemmelser, musikalske uoverensstemmelser, men mest fordi jeg kan bruge tiden bedre med min familie.« Til slut udtalte den da 27-årige McCartney: »My only plan is to grow up.«

Spørgsmål om frihed

Lennon følte sig underløbet. Det var jo hans ide, det der med at forlade The Beatles. Og han kunne ikke få skødesløsheden på Pauls soloplade til at harmonere med det fluekneppende pedanteri, han senest havde oplevet, da Paul drev alle til vanvid for at få den simple ‘Maxwell’s Silver Hammer’ på Abbey Road naglet på plads over hele tre studiedage. Nu lød det nærmest, som om sangene blev til, mens han indspillede dem.

På dvden, der følger med genudgivelsen, fortæller McCartney, at pladen »handlede om frihed.« Han ville »mindes om, hvem vi var og hvorfor vi startede.« På samme måde som han havde fået The Beatles ud af kriser ved at få dem til at genopfinde sig selv. Kodeordene er her Magical Mystery Tour og koncerten på taget.

For McCartney var projektet en »flugt fra berømmelsen. Jeg fandt lykken og holdt fast i den.« Den følelse emmer fra de hjemmevideoer, man kan finde i ekstramaterialet. Her ses ‘Lovely Linda’ med det lækre hår i vinden, hendes datter, Heather, deres nyfødte Mary og dennes fjollerik af en far, løbende sammen med sheepdog’en Martha (my dear) langs stranden, mens fårene ser til oppe fra klitten, stående klar til klipning.

Mange var også klar til at ondulere McCartney. Anti-albummet blev en hitlistetopper, men anmeldere fandt i pladens enfoldighed ny næring til stigmatiseringen af Paul som poppedrengen, der ikke kan få nok sukker, i modsætning til John, der jo var en intellektuel provokatør, ikke?

John eller Paul?

Han var i hvert fald rigtig god til at markedsføre sin personlige tvivl som samfundsengagement. Han og Yoko manede til fred i femstjernede hotelsuiter, når de da ikke legede våbenløse byguerillaer i weekenderne. Eller kæmpede med Johns heroinmisbrug. Men når talen falder på, hvem der var blød og hvem der havde kant, er det altid værd at minde om, at det var Paul, der sang ‘Long Tall Sally’ og ‘Helter Skelter’. End of discussion – i hvert fald i min bog.

I de kredse, denne skribent kom i, hørte vi ikke McCartney. Den var jo ikke politisk, og det skulle man dengang hedde Dylan for at slippe af sted med ikke at være. Pladen var snarere økologisk. Genhørt er den stadig ikke et mesterværk, dertil er den for flagrende og med for meget fyld, men den kommer igennem som et dybt personligt projekt. Og er som sådan lige så intens som de selvransagende sange, Lennon skulle præsentere få uger før McCartney forlod landsretten. Paul er bare et andet menneske end John, men sange som ‘Every Night’, genistregen ‘Junk’ samt ikke mindst ‘Maybe I’m Amazed’ med linjer som »Maybe I’m a man and maybe I’m a lonely man/Who’s in the middle of something/That he doesn’t really understand/Maybe I’m a man and maybe you’re the only woman/Who could ever help me/Baby, won’t you help me understand…« synges med mindst lige så sitrende en nerve som nogen sang af Lennon. Begge var de på vej fra krise til forløsning.

I august 1971 sendte Paul et brev til The Beatles’ fanklub. »Tiden er,« skrev han, »kommet til at trække mig fra The Beatles Fan Club … nu er jeg ikke længere en beatle, and want to get back to where I once belonged – leve mit eget liv, have min egen familie, mit privatliv og komme videre med min musik. Tak for alt …«

Langsom start for Wings

Vejen videre frem gik via Wings, som mest var en trio, bestående af ham selv, Denny Laine og Linda. Da det første album, Wild life, kom i 1973, spurgte Rolling Stones anmelder, om musikken skulle lyde så »bevidst second hand«.

Ja, på en måde. McCartney ville nemlig starte forfra. Wings foretog i efteråret 1971 under radarhøjde en turne til de britiske universiteter. Turbussen med kærester, koner, roadier og børn, bl.a. den nyfødte Stella McCartney, ankom, man spurgte studenterrådet, om man kunne spille på døren. Ingen forhåndsannoncering og ingen Beatles-numre. Men en direkte kontakt til publikum, som nådesløs. Et sted virkede Pauls mikrofon ikke. Det undskyldte han. Nede fra mørket lød det straks: »Hvad så med at give den til din kone?«

Vi vænnede os vist til Linda. Da Wings først var i luften, kunne hun jo dårligt komme af.

Året efter bød på to sange, der viste, at man ikke skulle tage McCartney for givet. Hans ‘Give Ireland Back To The Irish’ var i Lennons propagandistiske ånd og lød troværdig. Det samme gjorde hans børnesang ‘Mary Had A Little Lamb’. Og ‘Mull of Kintyre’ blev i 1977 et af de mest irriterende og insisterende hits. Ni uger på hitlistetoppen og over to millioner solgte singler. Og mens Lennon tullede retningsløst rundt, havde McCartney på Band on the run fået høj sværhedsgrad til at rime på umiddelbarhed i noget, der vel nærmest er koncept-pop.

Efter syv studiealbum nødlandede Wings, da enhver svigermors drøm i januar 1980 blev taget i lufthavnen i Tokyo med 229 gram hash.

Kindkysser med Yoko

McCartney blev fængslet og siden udvist. Hjemme igen fandt han sig selv i samme situation som i 1969-70. Året før det, han har kaldt sin japanske ferie, havde han lagt nogle nye sange til side. Nu tog han dem med i studiet. Albummet McCartney II blev hans måde at sige goddag til 80’erne på. Det har bedre sange end hans solodebut – ‘Waterfalls’ er og bliver en af hans mest umiddelbare ballader og han har trods alt begået en del – men som helhed har musikken ikke samme upolerede charme.

Syv måneder senere, i december 1980, blev John Lennon skudt fire gange i ryggen af en sindsforvirret fan. Og McCartney kom igen bagud på point i kappestriden om, hvis ægthed, der er størst. En kamp, der raser med uformindsket uforsonlighed på nettet, men som han for længst har meldt sig ud af.

I dag fremstår han som en af rockens rigeste, mest koncertvitale ældre statsmænd, han kindkysser med Yoko Ono, og virker ikke længere så opsat på bevise sit værd.

Han besvarer nu om dage ofte kritikken af sin påståede rundhed med refrænet fra den 1976-sang, der er det tætteste, denne umissionerende musiker kommer en trosbekendelse:

 

You’d think that people would
have had enough of silly love songs
but I look around me and I see it isn’t so
some people wanna fill the world with silly love songs and what’s wrong with that?

I’d like to know ’cause here I go again …

http://www.youtube.com/watch?v=AK9QVN0bpa4

 

Paul McCartney: McCartney. Producer: Paul McCartney. Concord/Universal. 2cd & dvd. Udkommer i dag.
Paul McCartney: McCartney II. Producer: Paul McCartney. Concord/Universal. 2cd & dvd. Udkommer i dag.

Foto: Linda McCartney/Universal 1969 ©

Denne artikel kan i en kortere version læses i dagens papirudgave af Politiken. Samt på netavisen.

Readmore  

Power to the people fylder 40

Kommentarer slået fra

Samme dag som John Lennon skrev ‘Give Peace A Chance’ hjemme i herskabeligheden i Ascot, skrev han ‘Power To The People’. I morgen er det 40 år siden, den udkom som single i England. Og slog igennem. Både som et hit og som slagsang for alle wannabe-revolutionære. Dem var der en del af dengang, skulle jeg hilse os sige.

John Lennon, som et par år tidligere i sangen ‘Revolution’ havde været lidt uld-i-mund omkring graden af sin politiske radikalisme var pludselig ikke i tvivl: “Say we want a revolution/we’d better get it on right away”.

Det var en turbulent tid. Paul McCartney havde lige taget første skridt til en retssag, der officielt skulle opløse The Beatles. Lennon havde i et interview med Rolling Stone begravet samme gruppe for good. Verden stod mere eller mindre i flammer, og John blev igen og igen bebrejdet, at han og Yoko var så naive at tro, at de kunne forandre noget ved at sidde i en seng på et luksushotel, gøre V-tegn og sige “aldrig mere krig”.

Senest var Lennon blevet anklaget under et interview med det marxistiske magasin Red Mole. Som den bløde, påvirkelige mand han også var, var han godt klar over, at kærlighed ikke var alt, vi havde brug for. Og hans nye kone var stærkt påvirket af den radikalisering af venstrefløjen, som udspillede sig ikke mindst i hendes hjemland – det er ikke et tilfælde, at Lennon bærer en byguerillahjelm fra Japan på omslaget.

‘Power To The People’s levedygtighed som slagsang skal ikke her betvivles. Men det er måske på plads at citere, hvad Lennon nogle år senere sagde om sangen: “De universitetsrevolutionære i England fik os til at få så dårlig samvittighed over ikke at hade alle, som ikke var fattige, at jeg skrev den ret beskæmmende Power To The People ti år for sent. Vi beholdt selvfølgelig selv alle royalities…”

Med på pladen er Klaus Voormann på bas, Billy Preston på keyboards, Bobby Keys på sax, Jim Gordon eller Alan White på trommer og bl.a. Rosetta Hightower i koret. Og Yoko traller også med og tjatter på et klaver.

Right on!

Readmore  

Bill Haley er værd at huske

1 Comment

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men jeg synes ikke, at jeg har set de samme massive avismarkeringer af, at det i dag er 30 år siden, Bill Haley døde, som da John Lennon før jul havde samme mærkedag.

Dét kan man – et stykke ad vejen – sagtens argumentere for, men at fralægge Haley nogen betydning for rocken, svarer til at benægte fotosyntesens virkning på plantevæksten.

Hans ‘(We’re Gonna) Rock around the clock’ var den tændstik, der satte ild til hele det opgør med koldkrigskonformiteten, som banede vejen for Elvis og i sidste instans John Lennon.

Sangen er skrevet af to Tin Pan Alley-metervarefabrikanter, Max Freedman og Jimmy DeKnight. Bag DeKnight-navnet gemte sig James Myers. Han var musikforlægger i New York. Det var ikke uden betydning for historiens gang, men det vender jeg tilbage til.

‘Rock Around The Clock’ udkom oprindeligt som b-siden til 1954-singlen ‘Thirteen Women’, som pladeselskabet i maj måned bekostede helsidesannoncer i Billboard på. Det skete der ikke en snøvs ved. Og Haley fik derpå et mindre hit på R&B-listerne med sin ikke uefne tolkning af Big Joe Turners ‘Shake, Rattle And Roll’. Pladeselskabet, Decca, kaldte Haley & His Comets “The nation’s rockingest’ rhythm group”. Og sangen endte på Top 10.

Haleys to næste middelmådige singler endte på Top 20. Det så alt i alt ud til, at de femten minutter i showbiz var ovre for manden med spytkrøllen, som egentlig både var for gammel til rock ‘n’ roll – pladeselskabet kaldte det, som man kan se på etiketten ‘boogie’ – og i virkeligheden mest havde været til country/rockabilly af Hank Williams-skolen, indtil han i 1952 opdagede nye sider af sig selv og definerede rockabilly som genre med en ret forrygende udgave af Jimmy Prestons ‘Rock The Joint’.

Den og Haley havde de fleste dog glemt i slutningen af 1954. Ind i billedet genindtræder Jimmy DeKnight alias James Myers. Myers var blevet bedt om at finde musik til en filmatisering af Evan Hunters roman Blackboard Jungle.

Han kom i tanke om sin gamle, mislykkede sang. ‘Rock Around The Clock’ blev sangen, man huskede, da filmen var glemt.

Og Bill Haley & The Comets skrev historie for John Lennon og alle os andre.

Haleys videre karriere var ikke særlig kometagtig, men et uskønt, sørgeligt studie i, hvad der sker, når nostalgi æder sig ind på en mand. Han havde i perioder rigtig meget at lave i retro-kredsløbet og nød godt af de mange rock ‘n’ roll-revivals gennem tiderne, men drak og blev ved med det.

I 1980 fik han en ondartet hjernesvulst. Han blev mere og mere usammenhængende og kunne ses stavre rundt på vejene i nabolaget i Harlingen, Texas, mens han højlydt forbandede alt og alle, ikke mindst sig selv.

Til sidst, 9. februar 1981, sagde hjertet stop. Det gør sangen aldrig.

I sin bog Unsung heroes of rock ‘n’ roll tegner Nick Tosches et fint portræt af Haley før ‘Rock Around The Clock’.

Gå på opdagelse i tiden og stilen i Fanclub for dansk pigtrådsmusik.

Readmore  

Den dag McCartney lod det være

Kommentarer slået fra

1970 havde været et annus horribilis for The Beatles. Ganske vist havde bandet i foråret udsendt albummet Let It Be, men der var tale om en svanesang med stækkede vinger. Ikke for fulde gardiner. Og gruppen var de facto opløst, men ingen havde haft modet til at gøre opløsningen formel.

Det havde Paul McCartney. I  dag for 40 år siden udtog han stævning mod The Beatles Co. Det skete ved Landsretten, High Court, i London. Sagsøgte var i virkeligheden d’herrer Lennon, Starr og Harrison. McCartney ønskede dermed at komme ud af det økonomiske fællesskab og afhængighedsforhold til de andre.

Til en avis udtalte McCartney, at han skam ikke havde noget imod de andre i The Beatles, “men hvis jeg ikke skal blive skør, er vi nødt til at ændre det forretningsmæssige. Kun hvis vi er fuldstændig økonomisk uafhængige af hinanden, vil vi nogensinde have en chance for at finde sammen igen som venner…”

Det lød smukt, men en anden del af virkeligheden var, at Pauls svoger, advokaten John Eastman, havde fortalt Paul, at den eneste mulighed for at slippe af med den dubiøse og kontroversielle Allen Klein, Beatles-koncernens egentlige magthaver, ville være “at udpege en bobestyrer til at lede Apple, indtil man kunne enes om en ny direktør. Allen Klein ville være imod det, og John, George og Ringo ville bakke Klein op. Så Paul blev nødt til at sagsøge sine kammerater”, som Howard Sounes beretter i sin detaljemættede Den sande historie om Paul McCartney (Lindhardt & Ringhof).

Selve sagen kom først for retten 10. januar, men et forberedende retssmøde afslørede den sande årsag til stævningen: Beatles var økonomisk på røven. Selv om bandet alene i 1970 havde tjent 4-5 mio. pund, stod de med en restskatteregning på små 700.000 pund plus det løse såsom selskabsskat.

McCartneys advokat kunne fortælle retten, at “det seneste regnskab tyder på, at kassebeholdningen formentlig ikke rækker til at betale bare de enkelte gruppemedlemmers indkomst- og ekstraskatter.” Money var, hvad McCartney ønskede sig. Ikke mindst for at få luft under sin kommende solokarriere.

Det efterfølgende, langvarige og omkostningstunge juridiske slagsmål kom til at udstille, at de senere års kunstneriske kaos i The Beatles var blevet akkompagneret, ja, overdøvet af et forretningsmæssigt ditto.

Tre dage efter at Paul havde indleveret sin stævning, blev George Harrison nummer et på den amerikanske hitliste med ‘My Sweet Lord’. Helt så godt gik det ikke for Lennons single ‘Mother’. Den nåede ikke højere end nummer 43 den 4. januar.

En æra var ovre. Advokaterne tog over.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top