Jeg gik ind og så den med min ældste datter (17). Hun er lige i den alder, hvor man bliver vild med The Doors (og det forstår jeg godt), og The Beatles har hun været mere eller mindre tvangsindlagt til siden fødslen; i de senere måneder mere intensivt end tidligere, da hendes far er ved at færdiggøre en bog om The Fab Four (ude på Gyldendal til efteråret)

Hun kunne godt lide filmen. Vældig godt, sagde hun endda. Og tog, som jeg, en lille tudetur, da John blev moderløs, da Julie ikke så sig for, da hun gik ud foran en bil. Jeg vidste, det ville komme. For hende var det et chok, lige som det må have været for John Winston Lennon. Og hans mor.

‘Nowhere Boy’ er det, anmelderne vist plejer at kalde en fin, lille film, sådan til fire stjerner eller deromkring. Der er gjort en del ud af at genskabe omgivelserne fra dengang. Således er The Quarrymens optræden på kirkebasaren i Woolton i juli 1957 nærmest koreograferet efter virkeligheden, i hvert fald så vidt den lader sig sammenstykke af de tilstedeværende kilder. Om det så er Lennons ternede skjorte så ligner den. Der er måske lige lovligt med Korsbæk-kulisser i den, men der er en god atmosfære over scenerierne.

Historien turde være velkendt, og instruktøren Sam Taylor-Wood fortæller den lige ud af landevejen og redeligt, men aldrig kedeligt. Hun tager sig nogle kunstneriske friheder og sammenpresser forløb, som faktisk strakte sig over længere tid. Og lader f.eks. Lennon opholde sig mere hjemme hos sin mor end han reelt gjorde. Hendes mand ville nemlig ikke have ham der. Men kender man fodnoterne i den rigtige historie kan man lægge til og trække fra, og gør man ikke, er man alligevel godt underholdt.

Filmen har dog to problemer: John Lennon spilles af Aaron Johnson. Født i 1990 er han distraherende for gammel og på vej til det pluskæbede til rollen, men kæmper godt med at give billedet af teenageren Lennon som den sårbare, usikre blærerøv, der både er butiks-og kussetyv. Det sidste er der ikke så meget belæg for at mene som det første, men det giver saftige billeder. Instruktøren forestiller sig et noget mere frivolt kærlighedsliv i 50′ernes Liverpool end der var.

Det andet problem er fremstillingen af Lennons mor, Julia, spillet af Anne-Marie Duff. Hun ligner Julia slående, men nok var Julia lidt af en flirt, men at hun var så nærmest ustyrligt kropslig, at det virkede som om hun hvert øjeblik ville kaste sig over sin søn, er nok at stramme den. Der er lir i luften, men trods alt en levende skildring af en kvinde, der efter alt at dømme var manio-depressiv. Dengang hed det bare humørsvingninger.

Som moster Mimi er Kristin Scott Thomas fremragende underspillet som en kvinde, der ikke rutter med sin følelser, men i den grad på sin egen måde nærede dem over for sin plejesøn, der jo heller ikke selv stillede sine følelser til skue. Ikke før han mødte Yoko Ono og Arthur Janov.

Musikken og Paul McCartney (fremstillet med en egen poetisk styrke af Thomas Sangster) spiller en rolle, men ikke en hovedrolle. Endnu. Forude venter verdensberømmelsen og livet i Nowhereland.

Man bør aldrig blive for skeptisk til at foretage en pilgrimsrejse, ja, det kan gøre een helt troende igen. Sådan var det, da jeg for små tyve år siden gæstede Graceland og endte med at tage rundvisningen to gange på en dag og bagefter foråd mig i cheeseburger med peanut, akkompagneret af Kongens sange på en skrattende kaffebarshøjttaler.

Der er ingen servering og ingen lyd, når man gæster Lennon og McCartneys barndomshjem i Liverpool, som jeg og fruen gjorde i den forgangne våde weekend. Stemningen i de to hjem kompenserer dog rigeligt. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv, dengang i 1957, da Beatles blev født.

Begge huse ejes i dag af National Trust og er minutiøst ført tilbage til dengang det var før. Et besøg kan anbefales. Ikke mindst på grund af de to guides, der bor i hver sit hus, og som arbejde har at genfortælle historien om dengang de store var små. Det gør de meget inspirerende og indlevet. Hver på sin måde: Colin fortæller lunt og skolelærersagligt om Mendips, hvor John levede med sin fattigfine, men stoute tante Mimi. Og i Pauls noget mere arbejderklassefunderede barndomshjem vises vi rundt af en mand, der taler scouse præcis som McCartney og ligner ham så meget, at det er lige før, vi har ham mistænkt for at have foretaget en plastisk operation.

Dog hedder han ikke selv Paul, men John!