30 år siden gravøl for Lennon

1 Comment

I dag for 30 år siden samledes kl. 14 dansk tid over 200.000 sørgende fans i Central Park nær ved Dakota-bygningen og 30.000 i Lime Street i Liverpool. Yoko Ono havde bedt folk om at mindes hendes ateistiske mand i en ti minutter lang bøn.

Før bønnen gik i gang lød fra højttalere i parken sange som ‘Norwegian Wood’, ‘In My Life’, ‘You’ve Got To Hide Your Love Away’ og selvfølgelig ‘All You Need Is Love,’ ‘Imagine’ og ‘Give Peace A Chance’.

Mindst to mennesker rapporteredes i dagene efter mordet at have begået selvmord i sorg over drabet på Lennon. Ono opfordrede derfor folk til ikke at sygne hen eller give op.

Mindehøjtideligheden i Central Park var i øvrigt et resultat af, at Yoko Ono havde bedt de sørgende om ikke slet så højlydt at udtrykke deres sorg lige neden for hendes vinduer. Det forstyrrede hendes og Seans nattesøvn. Hun foreslog dem at sørge videre i Central Park.

Foto: Taget af Harry Benson på dagen. Benson har netop offentliggjort en pragtudgave af sine mange Beatles-billeder.

Readmore  

John, Rune, Torben & Per på P1

1 Comment

Hvis man ikke allerede er blevet led og ked af dødsdagsdækningen af John Lennon, kan man fredag formiddag kl. 10.03 tune ind på DR P1. I Kulturkontoret rydder Katrine Nyland Sørensen skrivebordet til en rask diskussion om sangeren og sangskriveren, der nægter at dø.

Omkring bordet sidder Per Wium, anmelderen og journalisten Rune Skyum-Nielsen og undertegnede samt måske en sangskriver.

Vi høres måske ved.

Readmore  

Cynthia mindes John Lennon

4 Comments

Som ventet får den mediemæssigt naturligvis ikke for lidt i dag, hvor det som sikkert bekendt er 30 år siden, John Lennon blev skudt af Mark Chapman få timer efter at denne havde scoret Lennons autograf foran Dakota-bygningen i New York.

De seneste dage har jeg genlæst Cynthia Lennons erindringer om et liv med (og uden) charlatanen, skiderikken, egocentrikeren, den sårbare mand, følsomheden selv, livskunsteren John, der hellere ville tvivlen end troen.

Selv om alle siger, at de kan huske, hvor de var, da John Lennon (og John F. Kennedy) blev dræbt, oplevede Cynthia det alligevel på sin helt egen måde. Det beretter hun om i bogen, som nu omsider er kommet på dansk.

Cynthia overnattede hint skæbnesvangre døgn hos Maureen Starr, Ringos ekskone. Ved halvfem-tiden om morgenen engelsk tid ringede Ringo fra New York med det ubegribelige budskab: “Cyn, jeg er ked af det. John er død.” Hun ringede hjem til Julian, 17 år og nu faderløs. Hans reaktion var helt spontan. Han ville være der, hvor hans far var. I New York.

Cynthia kontaktede derfor på et direkte nummer kvinden, der havde overtaget både badekåben og kærligheden til John. Ono fandt det helt forståeligt, at Julian asap tog til New York. Men som Cynthia skriver: “Jeg sagde, at jeg var lidt bange for at lade ham rejse alene på grund af hans sindstilstand…” Underforstået: Hun ville gerne ledsage sin søn. Yoko Onos nej var ikke til at misforstå: “Du er jo ikke ligefrem en gammel klassekammerat, Cynthia.”

Cynthia holdt sin reaktion for sig selv, for som hun lakonisk og ikke uden brod konstaterer: “Det var hårdt, men jeg accepterede det. Der er ikke plads til en ekskone i en offentlig sorg…”

John hedder bogen. Den er ikke noget mesterværk, men en sympatisk skildring af et kvindeliv i skyggen af en berømthed, som aldrig helt ville være det, men meget gerne tog for sig af retterne, når de nu var stillet så dekorativt frem. Cynthia lægger bånd på sig eller har fået tingene på så tilpas afstand, at hun godt kan se, hvorfor det måtte ende som det gjorde med hende og John. Det er trods alt de færreste skolekærester, der holder sammen.

Jeg kan især anbefale beskrivelserne af den tidlige ungdom, hvor Cynthia giver et billede af en troskyldig tid, hvor hun lagde ambitionerne i sit skød og lod John om at møde verden.

Selv giver hun indtryk af at have været en naiv, lidt simpel pige fra provinsen, som først bagefter fattede, hvad der ramte hende, da hun mødte John Lennon. Hun ville dog ikke have været det foruden.

På den led ligner hun os andre.

Cynthia Lennon: John. Oversat af Per H. Jacobsen. Forlaget EC Edition.

På Wikipedia er der en grundig redegørelse for den dag, Lennon blev skudt. Klik her.

Rolling Stone markerer 30 års dagen ved at offentliggøre et hidtil upubliceret interview,  foretaget tre dage før Johns død.

Illustration: John og Cynthia gøder deres kærlighed engang i midt-60′erne.

Readmore  

Lennons ti bedste sange?

11 Comments
John Lennon lever. Efter at have fejret 70-året for hans fødsel er nedtællingen til fejringen af hans dødsdag i fuld gang! I det seneste nummer af Rolling Stone bliver hans kustode, kurator og enke bedt om at lave en Top 10 over Lennons bedste sange. Meget sigende medtager hun ikke en eneste Beatles-sang på listen, der ser således ud:
1: ‘Oh, My Love’, 1971
2: ‘Gimme Some Truth’, 1971
3: ‘Give Peace A Chance’, 1969
4: ‘God’, 1970
5: ‘Grow Old With Me’, 1984
6: ‘Imagine’, 1971
7: ‘Sacred’, 1974
8: ‘Jealous Guy’, 1971
9: ‘I Don’t Wanna Be A Soldier’, 1971
10: ‘Mother’, 1970
Min egen Lennon Top 10 ser sådan ud:
1: ‘Help’, 1965
2: ‘In My Life’, 1965
3: ‘Mother’, 1970
4: ‘I’m A Loser’, 1964
5: ‘Just Like Starting Over’, 1980
6: ‘Woman’, 1980
7: ‘Come Together’, 1969 (med tak til Chuck Berry)
8: ‘Instant Karma!’, 1970
9: ‘No Reply’, 1964
10: ‘I Feel Fine’, 1964
Hvordan ser din liste ud?
Illustration: Udsnit af forsiden til ny bog om Lennon og mordet på ham.
Readmore  

Delbert har ikke tabt pusten

2 Comments

Texas-bluesmusikeren Delbert McClinton var med til at skrive musikhistorie, da han, som mundharpespiller for Bruce Channel, på en Englandsturne gav nogle tricks fra sig til en jævnaldrende, lærenem lømmel.

Året var 1962, lømmelen hed John Lennon, og få måneder senere kunne man på The Beatles’ debutsingle ’Love Me Do’ høre, hvor meget Lennon havde fået ud af at lytte til Channels hit ’Hey! Baby!’, hvor McClintons sugende spil har hovedrollen.

I dag fylder Lennons læremester 70 år, og mødet med The Beatles er kun en pudsig parentes i en karriere, der set med kommercielle øjne altid har været lige ved og næsten, men har sikret McClinton status som en af de spillemænd, stjerner gerne vil bære vand for.

Som solist var han en sen starter efter i årevis at have stået i lære som live-akkompagnatør for genregiganter som Jimmy Reed, Sonny Boy Williamson og Howling Wolf.

Hans debutalbum, ’Victim of Life’s Circumstances’, kom først i 1975. Og hans countryfarvede bluessange blev hurtigt efterspurgte blandt kollegaer. Emmylou Harris havde i 1978 et nummer et hit med hans ’Two More Bottles Of Wine,’ og Blues Brothers indspillede et af hans numre samme år. I 1980 fik han sit første, største og eneste hit, da han sang ’Givin’ It Up For Your Love’ til en ottendeplads på den amerikanske hitliste.

Vanen tro trak han sig derpå ind i musikken. Skrev sange til en taknemmelig kundekreds, der talte navne som Vince Gill, Wynonna, Lee Roy Parnell, Martina McBride, Garth Brooks og Trisha Yearwood. Og udgav album på album, men valgte ofte selskaber, der krakkede eller i hvert fald ikke kunne få ham gjort endnu mere kendt. Måske godt det samme.

Han har det nemlig bedst med at stå ude i siden, og lade andre tage spotlightet, men i 1991 vandt han sin første Grammy (ud af i alt tre) – for ’Good man, good woman’, en duet med den stilbeslægtede Bonnie Raitt. Året efter nød han også et countryhit i duet med Tanya Tucker, men lykken ligger ikke gemt i hitlisteplaceringer, kritikerros og statuetter.

Når hans mundharpespil og følsomme, ru røst får et lille, tilrøget spillested til at blive stort og hjertevarmt af hans ’honky tonk blues’, har Delbert McClinton selv sagt, at han føler sig som titlen på et af sine efterhånden femogtyve albums – ’One of the fortunate few’.

Illustration: Forsiden af 2003-livealbummet

Denne omtale kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Readmore  

Sexy Sadie bor her ikke længere

Kommentarer slået fra

Rishikesh er en af de mere pittoreske lokaliteter i Beatles-mytologien. I denne nordindiske bjergby tilbragte The Fab Four i 1968 et par måneder som VIP-hinduister under ledelse af den entreprenante yogi, Maharishi Mahesh.

George Harrison bar oplevelsen med sig for livet. John Lennon nøjedes med at længes hjem til sin nye hemmelige kæreste, Yoko Ono, og skrev sangen ‘Sexy Sadie’, en slet skjult kommentar til deres hellige vært, som viste sig at være lige så kødelig som alle os andre.

Området omkring Rishikesh er stadig et åndeligt vækstcenter. Men selve det sted, hvor Ringo fik ondt i maven af karrymaden, og hvor hans kone, ifølge Paul McCartney, kunne navnet på alle seks fluer på deres værelse, ligger øde hen.

Midt i en beattid har haft forfatteren Mathilde Walter Clark på ekskursion til det forhenværende helligsted. Hun fortæller om forfald og meget lidt opmærksomhed omkring et sted, som ellers i en periode fyldte alle nyhedsmedier.

Et skilt på døren siger ‘No Entry’, men en selvbestaltet lokal baba giver adgang til ashram’en formedelst nogle håndører.

Her er, hvad der er tilbage af yogiens ‘embedsbolig’:

Men de små meditationsceller er stadig i tæt kontakt med himlen:

Man skal selvfølgelig prise sig lykkelig for, at stedet ikke er blevet omdannet til en tema-park. På den anden side kunne det have givet en vis mening, hvis den indiske pendant til Kulturarvsstyrelsen var gået ind og havde sikret stedet mod yderligere forfald.

Eller også har man bare skønnet, at stedets nuværende tilstand sådan set er et meget smukt symbol på, hvor forgængelig og flygtig tre ud af fire beatlers religiøse interesse var…

Fotos: Mathilde Walter Clark ©

Readmore  

The Beatles fourever & forever

5 Comments

Jeg kan ikke lige huske, hvem der sagde, at man var medlem af The Beatles på livstid. Noget er der om snakken, når man ser stakken af Beatles-relaterede genudgivelser her op til jul. Nu udsendes George Harrisons All Things Must Pass den 26. november som et individuelt nummereret 3LP-sæt. Remastereret efter de orginale analoge mastertapes.

Synes man det er for lidt eller for old school, kan man fra den dag også downloade albummet fra Harrisons site.

Og så nævner vi ikke, at pladen faktisk genudsendtes i 2001 i en glimrende remastering med ekstranumre og hele pivetøjet. Pladeselskaberne lader til at have indregnet Beatles-fans’ korttidshukommelse i deres budget.

Og mens vi er ved det: Hele det massive genudgivelsesprogram i anledning af Lennons 70 års dag ignorerer naturligvis, at pladerne er udkommet før. Også med ekstranumre etc. For slet ikke at nævne den lyseblå og ret formidable Lennon Anthology-boks fra 1998, men det er jo en evighed siden.

Og så skal vi ikke glemme Band on the run, som nu fås i en ny deluxe-genudgivelse. I 1999 forestod Paul McCartney ellers en glimrende jubilæumsudgivelse. Men sådan er der så meget.

I don’t want to spoil the party…

Readmore  

Er Lennon med på en lytter?

2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko  frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks.
gå i Galaksen i Værløse i aften.

Readmore  

Lennon som butiks-og kussetyv

7 Comments

John Lennon står for mange – af ikke altid lige indlysende, men altid ret forudsigelige grunde – som den mest interessante af The Beatles. Og kanoniseringen af ham blev ikke mindre, da han blev skudt. Derfor er det også helt indlysende, at hans barn- og tidlige ungdom nu er blevet genstand for en spillefilm, Nowhere Boy.

Jeg gik ind og så den med min ældste datter (17). Hun er lige i den alder, hvor man bliver vild med The Doors (og det forstår jeg godt), og The Beatles har hun været mere eller mindre tvangsindlagt til siden fødslen; i de senere måneder mere intensivt end tidligere, da hendes far er ved at færdiggøre en bog om The Fab Four (ude på Gyldendal til efteråret)

Hun kunne godt lide filmen. Vældig godt, sagde hun endda. Og tog, som jeg, en lille tudetur, da John blev moderløs, da Julie ikke så sig for, da hun gik ud foran en bil. Jeg vidste, det ville komme. For hende var det et chok, lige som det må have været for John Winston Lennon. Og hans mor.

‘Nowhere Boy’ er det, anmelderne vist plejer at kalde en fin, lille film, sådan til fire stjerner eller deromkring. Der er gjort en del ud af at genskabe omgivelserne fra dengang. Således er The Quarrymens optræden på kirkebasaren i Woolton i juli 1957 nærmest koreograferet efter virkeligheden, i hvert fald så vidt den lader sig sammenstykke af de tilstedeværende kilder. Om det så er Lennons ternede skjorte så ligner den. Der er måske lige lovligt med Korsbæk-kulisser i den, men der er en god atmosfære over scenerierne.

Historien turde være velkendt, og instruktøren Sam Taylor-Wood fortæller den lige ud af landevejen og redeligt, men aldrig kedeligt. Hun tager sig nogle kunstneriske friheder og sammenpresser forløb, som faktisk strakte sig over længere tid. Og lader f.eks. Lennon opholde sig mere hjemme hos sin mor end han reelt gjorde. Hendes mand ville nemlig ikke have ham der. Men kender man fodnoterne i den rigtige historie kan man lægge til og trække fra, og gør man ikke, er man alligevel godt underholdt.

Filmen har dog to problemer: John Lennon spilles af Aaron Johnson. Født i 1990 er han distraherende for gammel og på vej til det pluskæbede til rollen, men kæmper godt med at give billedet af teenageren Lennon som den sårbare, usikre blærerøv, der både er butiks-og kussetyv. Det sidste er der ikke så meget belæg for at mene som det første, men det giver saftige billeder. Instruktøren forestiller sig et noget mere frivolt kærlighedsliv i 50′ernes Liverpool end der var.

Det andet problem er fremstillingen af Lennons mor, Julia, spillet af Anne-Marie Duff. Hun ligner Julia slående, men nok var Julia lidt af en flirt, men at hun var så nærmest ustyrligt kropslig, at det virkede som om hun hvert øjeblik ville kaste sig over sin søn, er nok at stramme den. Der er lir i luften, men trods alt en levende skildring af en kvinde, der efter alt at dømme var manio-depressiv. Dengang hed det bare humørsvingninger.

Som moster Mimi er Kristin Scott Thomas fremragende underspillet som en kvinde, der ikke rutter med sin følelser, men i den grad på sin egen måde nærede dem over for sin plejesøn, der jo heller ikke selv stillede sine følelser til skue. Ikke før han mødte Yoko Ono og Arthur Janov.

Musikken og Paul McCartney (fremstillet med en egen poetisk styrke af Thomas Sangster) spiller en rolle, men ikke en hovedrolle. Endnu. Forude venter verdensberømmelsen og livet i Nowhereland.

Readmore  

Det er John t.h. foran Pauls dør

Kommentarer slået fra

IMG_1772

Man bør aldrig blive for skeptisk til at foretage en pilgrimsrejse, ja, det kan gøre een helt troende igen. Sådan var det, da jeg for små tyve år siden gæstede Graceland og endte med at tage rundvisningen to gange på en dag og bagefter foråd mig i cheeseburger med peanut, akkompagneret af Kongens sange på en skrattende kaffebarshøjttaler.

Der er ingen servering og ingen lyd, når man gæster Lennon og McCartneys barndomshjem i Liverpool, som jeg og fruen gjorde i den forgangne våde weekend. Stemningen i de to hjem kompenserer dog rigeligt. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv, dengang i 1957, da Beatles blev født.

Begge huse ejes i dag af National Trust og er minutiøst ført tilbage til dengang det var før. Et besøg kan anbefales. Ikke mindst på grund af de to guides, der bor i hver sit hus, og som arbejde har at genfortælle historien om dengang de store var små. Det gør de meget inspirerende og indlevet. Hver på sin måde: Colin fortæller lunt og skolelærersagligt om Mendips, hvor John levede med sin fattigfine, men stoute tante Mimi. Og i Pauls noget mere arbejderklassefunderede barndomshjem vises vi rundt af en mand, der taler scouse præcis som McCartney og ligner ham så meget, at det er lige før, vi har ham mistænkt for at have foretaget en plastisk operation.

Dog hedder han ikke selv Paul, men John!

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top