Kashmir og følelsernes esperanto

Kashmir og følelsernes esperanto

Kommentarer slået fra

Det har altid stået for mig som et lidt pudsigt paradoks, at ved at google ‘Kashmir’ får man et væld af henvisninger både til det uroplagede brændpunkt i Nordindien, Led Zeppelin-sangen med samme titel og den længst glemte danske gruppe af samme navn, men når man hører Kashmir er der tale om en umiskendelig, uforvekslelig lyd.

Den lyd er intakt på bandets syvende, netop udsendte album, E.A.R. Det er tonsætningen af sorg og et savn, man prøver at give et navn, men også lyden af modet til at søge en skønhed iblandet vemod, og en velsignet mangel på angst for at fordybe sig i æstetik. Og skulle man være i tvivl om bandets globale tiltrækningskraft behøver man bare gå ind på dets Facebook-side, hvor kommentarer og lovprisninger kommer lige helhjertet fra Argentina og Amager. Selv om Kasper Eistrup synger på engelsk – og gør det med en ny stille desperation, er der snarere tale om et følelsernes esperanto, forståelig af enhver, der har prøvet det der med at have det bedst, når man ikke har det godt.

Jeg har læst mig til, at E.A.R skulle være anderledes end andre af bandets senere plader. Vi er i så fald ude i gradbøjninger, for Kashmir har aldrig foretaget kvantespring. Musikalsk har gruppen længe været at ligne med en tilstand. En selvforsynende organisme. Skeptikere vil have nogen ret i at mene, at tilstanden på det seneste har været en stilstand. Bandets forrige album, Trespassers, trådte ingen for nær, og var lige lovlig skridsikkert.

De nye selvproducerede sange benytter sig af samme antisolistiske formel, men sangene strækkes ud, hvor filmiske klangflader betyder mere end radiovenlige omkvæd, men der er også en ny ilttilførsel.

Åbningsnummeret, ‘Blood Beech’, er Kashmirs måde at genopdage Beach Boys’ ‘Wind Chimes’ på, filtreret gennem Fleet Foxes, og på den efterfølgende ‘Piece of the sun’ lyder Eistrup grangivelig som Paul Simon. Begge dele er med til at slække en livgivende smule på den højtideligholdelse, Kashmir aldrig har været bange for at hengive sig til, når musikken skal spilles.

12 skæringer er nok lige i overkanten, især når pointerne blokbogstaveres lidt for tydeligt af en række instrumentale Pink Floyd-lydende forløb, hentet fra Meddle og omegn, men omvendt giver det mulighed for at få lufte den stratosfæriske David Gilmour-guitar.

Når dette er sagt, skal også siges, at Kashmir fortsat er en af de få hjemlige grupper, der kun kan måles ud fra sin egen standard, og som med en næsten anakronistisk stædighed i disse ego-tider sætter kollektivet over eneren.

Det giver identitet og viser integritet. Og så er musikken alt andet end teoretisering, men dybfølt uden at være d-y-b på den kvasiklassiske facon.

Indtag Kashmir. Det lader sig gøre uden andet udstyr end åbne ører.

Kashmir: E.A.R Producer: Kashmir. Sony Music

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Per Morten Abrahamsen

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Kashmir kigger tilbage

Kommentarer slået fra

Der er noget imposant, mildt krukket og uhyre selvbevidst over Katalogue, den retrospektive dobbelt-cd, Kashmir lige har udsendt. Fra den labert layoutede, generøse ‘download, go home’-indpakning over de indsigtsgivende Rune Skyum-Nielsen-orkestrerede interviews med gruppemedlemmerne til en lyd, der altid har virket for stor til Danmark.

De 32 numre på Katalogue er listet i en omvendt kronologi, så vi lægger ud med den nyeste sang, ‘Electrified Love’, et outtake fra deres seneste cd, og slutter med ‘Child of a Distant Cult’, en DR-liveproduktion fra finaleaftenen i DM i rock, 1993. Der lød Kashmir nærmest som Led Zeppelin på bluesafvænning. Det kom de over.

De senere år er en vis uniformering – eller skal vi bare kalde det stilsikkerhed – sat ind. Trespasssers og den Tony Visconti-producerede No Balance Palace er på hver sin måde konsolideringer af det udtryk, der fandt sin blivende form på 1999-gennembruddet The Good Life.

Kashmir er gruppen, som viste, at de unge på efterskole ikke spilder tiden på hash og guldbajere. Musikerne mødtes sådan et sted, ganske vist ikke i den dybe provins, men på Kastanievej på Frederiksberg. Debutalbummet fra 1994 varslede variationsrigdommen i gruppens udtryk. Kashmir gav fra start et løfte om, at dansk musik de år alligevel ikke skulle gå til i tegneseriepop eller samlebåndssoul. Og selv om de gik i skovmandsskjorter, fik fuldskæg og hørte grunge, var de ikke bare tendensefterplaprere.

I en tid, hvor produkttankegangen regerede (og regerer), var det slående at høre et band, der nok giver plads til det, der i mangel af bedre kaldes hits, men som i bedste 70’er-stil tager mediet alvorligt, ja, tør tænke i de sammenhænge, mediet er som skabt til, uden at det bliver til kunst med k som i krukket og kedelig.

Det er i lyden, Kashmir gør en forskel. Den er bred, afklaret og så tilbundsgående, at man faktisk risikerer at glemme sig selv, når man hører disse sange. Det er som at være i et lukket rum, som man kun kan forlade ved at bruge sangene som nøgle, men de er ikke lette at fravriste hemmeligheder. Man må glemme sig selv for at komme indenfor, og så pludselig husker man bedre, end man bryder sig om.

Åh, hvor man dog (gen)kender det. Hun er skredet. Man håber, det går over. Og man tør ikke sidde stille af frygt for, at det brønddybe sortsyn skal ramme en. Man er generøs på grænsen til det selvudslettende og ønsker hende alt godt derude i den virkelighed, der ikke længere er fælles. Sådan en tilstand gik Kashmir i kødet på i sangen ‘Miss You’ på ‘The Good Life, og året efter borede de rundt i såret.

De udgav en epilog til den plade, og ‘Miss You’ blev skrællet for al overflødig pynt. Nøgen og sårbar lyder Kasper Eistrup, når han synger om at rode med lukkede øjne i kærlighedens mudrede vande uden at vide, om han bliver bidt eller suget med ned.

Eistrup har, sammen med bassisten Mads Thunebjerg, trommeslageren m.m. Asger Engholm Techau og på det seneste keyboardspilleren (og filmkomponisten) Henrik Lindstrand, sat sig for at beskrive sorg, fravær, længsel og det stædigt blafrende lille lys i halvmørket som en klanglig totalitet.

I begyndelsen havde de måske lige lovligt travlt med at vise, hvor teknisk kompetente de er – den ungdom, den ungdom… Siden slappede de mere af, og det frembragte en musik af en vælde, lidelse og ulmende lidenskab, der er så udansk, at det altid har givet kunstnerisk mening, at Eistrup synger sit ubesværede engelsk. Katalogue rummer vignetten ‘Splittet Til Atomer’, skrevet til Det elektriske barometer. Den er ikke et argument for at dansk bør være hans naturlige sangsprog.

Den Joshua-producerede The Good Life er stadig min Kashmir-favorit. Uden at være goldt generationsfikseret, fremkalder den med ungdommens ret til uskyld og førstegangsoplevelser gamle lydbilleder og indrammer dem, som om de var nye. Ældre lyttere kan ikke undgå at høre Pink Floyd i det rocksymfoniske anslag med guitarkaskader, overraskende tempo og stemningsskift og menneskespillede trommer, der når hele vejen rundt, og for yngre lyttere er det til at høre, at R.E.M.’s melankoli, U2’s hang til det storladne og Nirvana’s abrupte rytmik er en aktiv del af trioens musikalske ordforråd. Ligesom nu afdøde Jeff Buckley.

Genhørt i et stræk på Katalogue virker bandets bærende sange som skåret ud af en og samme sang; som satser af en suite, uden at nogen af den grund skal forledes til at tro, vi har at gøre med et 70’er-forsinket konceptskrummel. Der er blot tale om en grundtone med så mange efter- og overklange, at de hver vil have deres spillerum.

Jeg vil ikke foregive, at jeg forstår alle sangene. Måske fordi Kasper Eistrup synger, som om han heller ikke gør det. Han er ikke den, der i blokbogstaver skilter med, hvordan han har det. Men han har det vist ikke altid lige godt. Den indre krise er hans egen, men renselsesprocessen vil han gerne dele, og den foregår gennem musikken, som er ladet med noget så paradoksalt som en spejlklar uigennemtrængelighed. Virkningen understreges af, at Eistrup tit synger dobbelt med sig selv – som en skygge med sit eget liv.

Og så kan han det der med, ligesom den oplagte inspiration David Bowie, at få versestumper til at blive siddende i hukommelsen som tændsatser. Som på ‘Mom’s In Love, Dad’s In Space’ om at flytte hjemmefra: »bring your soul, and your beach boys records, I can’t stand to have you here …« (Link til Youtube)

Eller en sang om ‘Graceland’ om at drømme sig væk i stedet for at gøre noget ved virkeligheden: »I wish I lived in Graceland, but I only had one day, a postcard from the main land is all I have today … yes, I tried with aspirin and a nice calm weekend, but my heart has left me here …«

Og sangerens hjerte er blevet en ensom og ensomhedssøgende vandrer, der ikke ser sig tilbage, når han forlader kæresten. De egentlige kærlighedssange er få, men stærke. Og de bedste er at finde på The Good Life: På ‘Miss You’ er kærligheden det mørke vand og den elskende den uberegnelige haj, der slår til, når den vejrer sårbarhed og hjerteblod. Og i ‘Kiss Me Goodbye’ bliver farvelkysset ophøjet til en slags password til fremtiden uden hende, uden ham.

Midt i den voluminøse lyd er der en stum realisme i Kashmirs musik. Ingen klynk og klagesang, men en til tider bundløs smerte, som beder om modstand, og får det. For disse sange synges med en livskraft, der giver pladen en unik balance mellem vemod og viljestyrke.

I en tid, hvor åndløsheden tilbedes som en halvgud, efterlader Kashmir denne lytter åndeløs af undren over, hvorfor der bruges så mange kræfter på at sælge sand i Sahara, når vi stadig kan producere musik med noget så modeurigtigt som sjæl og substans.

Kashmir ligger ikke i Langtbortistan, men lige om hjørnet. Du kan ikke gå forkert. Bare følg dit hjerte.

Kashmir: Katalogue. Columbia/Sony.

Bandets hjemmeside er et besøg værd.

Du kan også følge mig på Facebook. Se her. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Joshua, lydarkitekt, fylder 40

2 Comments

Nu om dage er producerrollen ikke hvad den var før digitalisering og Mac gjorde indspilningsteknologien til allemandseje, men de findes endnu, de klangarkitekter, der gør en forskel. En af dem kalder sig Joshua alias Jon Schumann. Han har overlevet både Tårnby Gymnasium og – meget passende – Kunstakademiets Arkitektskole. I dag fylder han 40.

Han startede på toppen og blev der, da han som Kashmirs lydmand på det nærmeste af bandet blev forfremmet som producer af 1999-albummet The Good Life. Det arbejde blev et visitkort til Carparth North, hvis pompøse rock han gjorde mindre svulstig og mere storladen på bandets to første albums. Han har også – kortvarigt – haft lyttende skrivebordsarbejde på Sony som A&R-mand. Men det er bag pulten, han trives og får andre til det. Blandt andet Mew og Spleen United.

Næste kunde var kritikerkæledæggerne i svenske Kent, som fik Joshua at mærke på pladerne Tilbaka til samtiden og Röd. Det havde de rigtig godt af.

Undervejs har Joshua også arbejdet med bl.a. D:A:D samt The William Blakes, hvis seneste albums han har gjort så kritikervenlige, at selv bandets anfører, den kritikerkritiske Kristian Leth, ikke har kunnet finde ret meget at brokke sig over.

Joshuas inspiration som producer er ikke Phil Spector, selv om han af purister har fået høvl for at gøre lyden for lækker. Han fremhævede og hyldede selv for nylig i et tweet den kræftramte Nile Rodgers.

For tiden er Joshua i gang med at producere tyske Guano Apes, når han da ikke, sammen med sin bror, er med til drive familieforetagendet Mannhandle på Amager eller suger indtryk til sig i London. Der bor han til daglig med sin engelske kæreste.

Fødselsdagen fejres på vej til New York. Moderne producere accepterer ingen grænser.

Ukrediteret pressefoto

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top